Kan man tvinge sine værdier ned over andre mennesker? Kan man med god samvittighed visitere, ransage og straffe borgere, der er i besiddelse af indtørrede blade og andre planteprodukter? Kan man med god samvittighed opretholde et forbud, der i sin essens driver uanede mængder vold, drab og berigelseskriminalitet – her i landet og i særdeleshed i fattigere lande?

Nej, mener jeg – og det kan der næppe komme meget virak ud af at mene, hvis man var alt andet, end politibetjent. Men det er dét jeg er.

Senere beskriver han en samtale med hans delingsfører, hvor han spørger ham om han kunne tage det på sin samvittighed at sigte en kvinde for at være iført burka på Nørrebrogade, hvis det blev hjemlet i loven? hvortil afdelingsføreren svarer, at det kunne han sagtens, og fortsætter:

Jeg ved ikke helt hvad jeg havde forventet, men det chokerede mig nu alligevel en del, at man i hans (og i mange andre kollegaers tilfælde) tilsyneladende helt har pantsat sin moral og samvittighed i bytte for en lovtekst.

En pantsætning, der i den grad fjerner den sidste nødbremse, der kan sikre mod totalitære tilstande og et skred imod politistaten. Det er da heldigt for borgerne, at lovgiverne i Danmark er (relativt) fornuftige, for de har et politi, der med al sandsynlighed vil håndhæve lige præcis det der står i loven – uden nogen hensyntagen til indholdet.

Lars Kragh Andersen var fra start af helt på det rene med at han har taget en problematisk beslutning der kunne få betydelige konsekvenser for ham, men som han afslutningsvis skriver:

“det skal ikke handle om mine kollegaer eller burkaer, for det er mig der har ”trådt ved siden af” og det er mig, der må leve med de valg jeg træffer. Jeg har bare for længst gjort op med mig selv, at jeg lige så godt kan afmontere badeværelsesspejlet, hvis jeg giver køb på mine inderste overbevisninger og principper. For hvis det sker, kan jeg næppe se mig selv i øjnene igen.”

Det handler altså om grundlæggende værdier og holdninger for Lars. Han er ikke den eneste i etaten der må tumle med den slags konflikter mellem at udføre sit job som betjent og kunne leve med sig selv, men nok en af de få der offentligt står ved det. Måske er problemet at Lars blev betjent fordi han gerne ville beskytte og servicere borgerne, og i mindre grad blev det for at være de til enhver tid sidende magthaveres redskab. Men det er jo det sidste, der trods alt er og altid har været politiets primære funktion.

For de mere eftertænksomme bør det at en betjent står frem og meddeler, at der er dele af straffeloven han ikke kan håndhæve medføre andet og mere end blot den automatreaktion, som præger en hel del af kommentarerne på 180grader og i ekstrabladet.

Som en skrev på sin facebook profil;

Er splittet i sagen om politimanden: Hatten af for folk, der er villige til at sige sin ærlige mening og jeg er i øvrigt enig med ham indholdet. Men når dét så er sagt, så synes jeg det er problematisk, hvis han ikke “retter ind” eller mister sit job. Han skulle meget hellere gå ind i politik så og hvis ikke… ja, så …

Jeg vedkender mig, at der formentlig først og fremmest er tale om et dilemma for borgerlige liberalt sindede mennesker. Statskonservative og socialdemokrater har ikke det problem. Her gælder at med lov skal befolkningen formes og for den yderste venstrefløj gælder individuelle rettigheder som bekendt kun så længe Dé ikke har magten og det passer ind i deres kram.

Men for de der lægger vægt på individets frihed og ukrænkelighed er der tale om et grundlæggende skisma. Det er ikke en hvilken som helst lovgivning, som Lars ikke aktivt vil/kan opretholde. Der er tale om offerløs kriminalitet, hvorom holdningen blandt borgerligt liberale burde være klar – men sjældent er det.

Eller som John Stuart Mill skriver om samfundets ret til at bestemme overfor den enkelte borger i “Om Friheden” fra 1859:

efter min mening er det eneste, der principielt kan retfærdiggøre, at ét menneske (eller en gruppe mennesker) begrænser et andet menneskes handlefrihed, nødvendigheden af at forsvare egne interesser. Det eneste, der principielt kan retfærdiggøre magtudøvelse fra samfundets side over for borgerne i et civiliseret land, er derfor hensigten om at beskytte andre borgeres interesser. Det er ikke nok at påstå, at det fysisk eller psykisk er til det pågældende menneskes eget bedste

Det grundlæggende princip om at der skal være et potentielt offer gentages i FNs menneskerettigheder fra 1948, artikel 29 stk. 2, hvoraf det fremgår, at

Under udøvelsen af sine rettigheder og friheder er enhver kun underkastet de begrænsninger, der er fastsat i loven alene med det formål at sikre skyldig anerkendelse af og hensyntagen til andres rettigheder og friheder og med det formål at opfylde de retfærdige krav, som moralen, den offentlige orden og det almene vel stiller i et demokratisk samfund.

Desværre forplumres det hele i 2. del af FN’s tekst. Uden at være jurist, må jeg gå ud fra, at det er der. man skal finde begrundelsen for, at et forbud mod køb og salg af en række rusmidler ikke er i strid med FNs menneskerettigheder. For mens første del er et ekko af hvad John Stuart Mill skrev små 90 år tidligere, åbner 2. del til gengæld op for en ladeport af forbud begrundet med “moral, offentlig orden og almenets vel”.

Men det efterlader selvfølgelig fortsat spørgsmålet om hvorfor nogle  rusmidler er lovlige mens andre er forbudte. Hvorvidt gældende lovgivning for øvrigt er fastsat inden for rammerne af en demokratisk styreform eller ej, går det hen over hovedet på mig skulle være af betydning. At et flertals undertrykkelse af et mindretals frihed (og det er det det handler om) i væsen skulle adskille sig fra et mindretals undertrykkelse af et flertals ditto, er fra individets perspektiv absurd.

Hos Mill er der ikke plads til fortolkninger, hvilket bragte ham i opposition til datidens “progressive” socialliberale kræfter, der ellers delte mange af Mills synspunkter, og var inspireret af ham. Således fik han drøje hug fra store dele af datidens afholdsbevægelse, som Mill forøvrigt ikke kunne udstå.

Hos Mill har borgeren ret til at foretage sig præcist hvad vedkommende måtte have lyst til, så længe det ikke går ud over andre. Og før nogen skulle få lyst til at affærdige brugen af Mill i forhold til nogle borgeres brug af illegale rusmidler, så er det værd at medtage, at Mills bog eksplicit går i rette med datidens afholdsbevægelser. Citatet er ikke kun i overført betydning men helt eksplicit en afvisning af at man kan blande sig i (den voksne) borgers brug af rusmidler. Den gang var det alkohol, i dag er det hash, kokain osv. I morgen er det måske tobak, køb af sex, fed mad eller som Ludvig Von Mises skriver i “Liberalismus” fra 1927:

Why should not what is valid for these poisons [alkohol, morfin og kokain] be valid also for nicotine, caffein, and the like? Why should not the state generally prescribe which foods may be indulged in and which must be avoided because they are injurious? In sports too, many people are prone to carry their indulgence further than their strength will allow. Why should not the state interfere here as well? Few men know how to be temperate in their sexual life, and it seems especially difficult for aging persons to understand that they should cease entirely to indulge in such pleasures or, at least, do so in moderation. Should not the state intervene here too? More harmful still than all these pleasures, many will say, is the reading of evil literature. Should a press pandering to the lowest instincts of man be allowed to corrupt the soul? Should not the exhibition of pornographic pictures, of obscene plays, in short, of all allurements to immorality, be prohibited?

Med tanke på at indtil flere danske partier direkte henviser til John Stuart Mill som del af deres ideologiske grundlag er det måske også værd at medtage, at Mill fuldstændigt afviste statens ret til at forsøge at regulere borgernes forbrug gennem afgifter. For Mill var afgifter at sidestille med et forbud for de der herefter ikke havde råd til at forbruge det pågældende produkt.

Det eneste argument for at regulere gennem afgifter og fastholde at man respekterer borgerens ukrænkelighed og frihed vil være argumentet om eksterne effekter, der dermed indebærer. at man sidestiller samfundsøkonomiske tab ved særlige aktiviteter  med at beskytte andre borgeres interesser. Her opstår dog et andet problem, hvilket burde fremgå af nedenstående tabel.

[table=4]

Som det fremgår er den samfundsøkonomiske omkostning ved stofmisbrug ganske overkommelig og i klasse med f.eks. omkostningerne ved usikker sex og hjemme og fritidsulykker (hvis vi bruger friktions-metoden) – min overvægt er således et langt større samfundsøkonomisk problem. Ovenstående kan bruges som en argumentation for at lægge afgifter på bestemte aktiviteter, ikke for at begrænse omfanget af aktiviteter, men alene for at finansiere eksterne effekter. Med mindre man bruger human capital metoden – hvor al produktion i et tænkt optimalt livsforløb, bortset fra eget forbrug, tilfalder fællesskabet – fremgår det af tabellen, at rygernevist har betalt alt rigeligt for deres uvane.  Tobaksafgifter giver en indtægt på mere end 7.5 mia. kroner om året .

Hvad med vores eget ansvar?

Som antydet i ovenstående tekst, og som det klart fremgår af Lars Kragh Andersens klumme i 180grader, er der tale om et personligt dilemma mellem personlig moral og kravene til at arbejde som politibetjent. Men kan man nu parkere spørgsmålet som alene at være et dilemma for politifolk? Skal vi ikke alle ikke kun overholde loven, men reagere når vi ser noget der er ulovligt (anmeldepligt)? Og hvor mange ville rent faktisk anmelde hvad der i lovens forstand er en  “forbrydelse”, men som man helt fundamentalt mener er en menneskeret – uanset hvor tåbelig man så finder det? Jeg personligt ville aldrig kunne finde på hverken at anmelde eller vidne i sager om offerløs kriminalitet – uanset om det så er demokratiske vedtaget eller ej, hvad med dig?

Og så vil jeg til slut opfordre læserne til at se den amerikanske TV-serie “The Wire”. Selv om handlingen udspiller sig i Baltimore er samspillet mellem magthavere og politi ikke ulig hvordan det foregår i virkeligheden i Danmark. Og uanset om man mener at politifolk i alle tilfælde har at håndhæve loven – også når den er i strid med ens egen grunglæggende værdier og moral, så er der dog en anden form for undladelsessynd end den som Lars gjorde sig skyld i, som man med rette kan klantre politiet. Nemlig at de ikke fortælle hvordan “kampen mod narkotika” i virkeligheden udspiller sig eller hvorvidt de ud fra et politimæssigt synspunkt virkelig mener kan an retfærdiggøre de omkostninger som borgerne må bære for den fortsatte håndhævelse af “forbuddet mod eufoserende stoffer”.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=n4j_oSeWZyU[/youtube]

Mens selve misbruget af narkotika (ret beset stofmisbrug, der er  inkl. misbrug af “lovlig” stoffer)  ifølge Statens Institut for Folkesundhed kun koster samfundet omkring 50 millioner kroner om året, løber omkostningerne til den førte narkotikapolitik op i mange milliarder. Kunne det tænkes, at der ligger andre og mere gustne overvejelser til grund for politiets passivitet i forhold til at analysere deres eget arbejde end blot det at man er de demokratisk valgte magthaveres tro tjenere?