Det burde den, fordi gælden skal finansieres på en eller anden måde. Dette spørgsmål bør blive et af de helt store i dansk politik i den kommende tid, ligesom det allerede er i britisk politik. Skal man amortisere gælden over en lang årrække eller bør man hæve skatterne allerede nu for at betale den? Problemet er, at mens en lang årrække med større gæld ikke er videre attraktiv, er højere skatter en endnu værre løsning – som den danske regering vel at mærke ser ud til at være i gang med at implementere. De høje skatter risikerer at gøre en dyb krise endnu dybere og længerevarende, og når krisen er overstået, viser erfaringen at skatterne ikke bliver sat ned. I stedet kan politikere på begge sider af Folketinget til enhver tid finde på nye ting at bruge penge på (læs: købe stemmer med). Det øgede skattetryk vil derfor sandsynligvis sænke den langsigtede vækst og produktivitetsudvikling, og dermed gøre det endnu sværere at betale resten af gældsbyrden.

Den altid glimrende Mark Littlewood havde i går en kommentar i The Times (gated her), hvor han opsummerer dette dilemma i britisk politik og peger på de forskellige politiske positioner i debatten:

For the Treasury hawks, tax rises to mitigate this year’s deficit figures need to be seriously considered and a number of these steps will have to be taken. In contrast, the doves argue that the coronavirus pandemic simply represents a one-off hit to the finances, albeit a substantial one. It obviously cannot be ignored and it won’t be written off in the manner of some war debts, but it can be dealt with over a long period of amortisation. For the doves, a “go for growth” strategy needs to be foremost in the chancellor’s mind. Improving this year’s balance sheet – by a hundred billion here or there – by dampening a private sector recovery would amount to a pyrrhic victory, at best.

Mark deltog også i en halv time lang diskussion af problemerne med Julian Jessop i the Institute of Economic Affairs interessante serie The Definite Article. Samtalen, der blev modereret af Emily Carver, dækkede en række emner i diskussionen og er varmt anbefalet, da diskussionerne også er perfekt relevante for Danmark.

Det vi har gjort, er at samle ugentlige dødelighedstal for de første 21 uger af 2018, 2019 og 2020 i 1) Danmark; 2) Jylland og Fyn; 3) Sjælland og Hovedstaden; og 4) Skåne, Halland og Blekinge. Vi har kodet perioden, hvor den danske nedlukning kunne have effekt på dødelighedsraten: Da nedlukningen starter i uge 11, regner vi med at den kan vise sig i ændringer i dødelighedsraten fra uge 13, hvis den har haft virkning (det tager typisk 7-10 dage fra smitte til symptomer, og 5-7 dage fra symptomer til indlæggelse). Vi koder derfor enten en indikator, der fanger om man er i uge 13-21 i Danmark i 2020, eller en indikator, der tæller op i ugerne 13-21 i Danmark i 2020.

Resultaterne i tabellen nedenfor er med såkaldte tre-vejs fixed effects – med kontroller for år, ugenummer og region. Vi sammenligner med andre ord dødelighedsudviklingen i enten Danmark (DK) eller en af de to dele af Danmark (SH og JF) med det sydsvenske område, givet den generelle udvikling over ugerne i de tidligere år, givet at der kan være stabile forskelle mellem regionerne der f.eks. kan skyldes forskelle i befolkningstæthed, aldersstruktur, økonomi osv., og givet forskelle mellem årene. Vores outcome-indikator er logaritmen til dødeligheden, hvilket betyder at man kan fortolke resultaterne som virkninger på procentændringer.

Hvis den danske nedlukning havde været effektiv til at bremse smitteudviklingen, ville vi regne med en lavere dødelighed i nedlukningsperioden i Danmark i forhold til Sydsverige. Man ville derfor i den situation få en negativ og signifikant koefficient på nedlukningsvariablerne. Men resultaterne i tabellen viser faktisk det modsatte: Efter den danske nedlukning er den danske dødelighed omtrent otte procent højere end den sydsvenske! Resultaterne i søjle 4-6, hvor vi bruger logaritmen til tiden siden nedlukningen som indikator (dvs. den er 1 i uge 13, 2 i uge 14 osv.), viser at den dansk-svenske forskel efter nedlukningen er stigende fra uge 13. Med andre ord falder dødeligheden langsommere i Danmark end i Sydsverige efter at den danske regering lukkede samfundet ned. Det samme indikerer de meget støjende estimater i søjle 7-9, hvor vi har splittet nedlukningen fra den lille oplukning, der blev implementeret fra uge 16.

Konklusionen i dag er således, at en omhyggelig analyse af dødelighedsdataene fra Danmark og Sydsverige faktisk giver et stærkere (og mere kontroversielt) billede af den danske nedlukning. Den ser ikke ud til at have forhindret smitteudbredning, men langt nærmere forsinket virussens forsvinden. Vi har med andre ord som samfund lidt store milliardtab for ingen verdens grund.

De mange års ændringer er nu virkeligt begyndt at slå til i den tyrkiske økonomi. Som min klumme i fredags i Børsen beskrev, er landet på vej ind i en egentlig økonomisk krise, der kan vise sig at være endda meget langvarig. Efter år med vækstrater mellem 3½ og 4 %, er dybe strukturelle problemer ved at vise sig i et foreløbigt 40 % stort fald i liraens værdi overfor dollaren. Det forstærker et andet problem, den private sektors låntagning, som er ved at blive en økonomisk hovedpine: Mere end 10 % af den over 200 milliarder dollars store gæld, som tyrkiske virksomheder har stiftet i udlandet, forfalder ved udgangen af i år, og en økonomisk krise kombineret med en massiv depreciering af valutaen gør det ganske svært for mange af virksomhederne at betale tilbage.

Som jeg skrev i Børsen:

De grundlæggende problemer kan alle tilskrives Erdoğan-regimet. Det internationale V-Dem-projekts eksperter vurderer for eksempel, at retsvæsenets pålidelighed og særligt den tyrkiske højesterets uafhængighed er svækket meget kraftigt under Erdogan. Det har bl.a. det i år ført til, at Standard & Poor’s i maj sænkede Tyrkiets kreditrating til BB-/B, og nævnte både stigende inflation, den private udlandsgæld og de generelt svækkede institutioner.

Figurerne nedenfor illustrerer de grundlæggende problemer. Den første figur illustrerer udviklingen i (det officielle!) BNI, husholdningernes forbrug og kreditgivningen til de hjemlige banker; alle er på en logaritmisk skala. Den anden figur viser hvordan graden af underslæb i det offentlige embedsværk og bestikkelsesproblemerne (de røde linjer) er forværret de sidste ti år, brugen af censur mod medierne er voldsomt forøget siden 2005 (den grå linje), og at Erdoğans lovændringer har betydet, at han nu stort set gnidningsfrit kan ignorere alle beslutninger og al kritik fra retsvæsenet (den grønne linje). Centrale elementer i de forhold, som kaldes enten ’rule of law’ eller ’good governance’, og som er ekstremt vigtige for langsigtet udvikling, er alle blevet svækket kraftigt under Erdoğan.

Et vigtigt spørgsmål er derfor, hvorfor det er sket – hvordan kunne det gå så galt. Det gav Timur Kuran og Dani Rodrik et bud på forleden. Deres bud er, at selve logikken i Tyrkiets politiske institutioner har ændret sig under Erdoğan

The logic of Turkey’s new political system harks back to the Ottoman “circle of justice” that divided the population into taxpaying masses and a small tax-exempt elite headed by a sultan who was subordinate only to the Sharia (Islamic law), though in practice he himself defined what it meant. The “circle of justice” was officially repealed in 1839, through an edict that ushered in an era of restructuring. Nearly two centuries later, Erdoğan has taken Turkey back to a past that generations of reformers tried to leave behind.

The system Erdoğan has instituted leaves no place for competent politicians or bureaucrats at the helm of the economy. They have been pushed out because their goals transcend the leader’s self-interest. Fear prevents honest debate of issues. Businessmen, academics, and journalists at the top of their fields have fallen mute in the interest of self-preservation. His circle is packed with yes-men (and some token yes-women), who strive to satisfy his sense of omniscience and magnificence. Even opposition leaders in Turkey’s now-toothless parliament become cheerleaders whenever he signals that lack of support would be treated as aiding the enemy.

Med andre ord, som også Durmus Yilmaz og Selim Sazak beskrev forleden i Foreign Policy, er hovedincitamentet for Erdoğan nu, at folk omkring ham er loyale. Han lider nu under det, Gordon Tullock kaldte ”The Dictator’s Dilemma” – at logikken bag alle beslutninger i første omgang bliver, om de bidrager til at holde ham ved magten, og kun i anden omgang kan have andre formål. Det tragiske er dermed, at Erdoğan er ved at slette Tyrkiets sekulære og demokratiske fremskridt i det 20. århundrede og alt, der skiller landet fra resten af det dysfynktionelle Mellemøsten.

I papiret ”Crisis, Ideology, and Interventionist Policy Ratchets” stiller min gode ven Martin Rode (Uni Navarra) og jeg tre spørgsmål: 1) Fører økonomiske kriser generelt til mere eller mindre interventionistisk politik (mere eller mindre stat)? 2) Er der forskel på, i hvor høj grad ideologisk forskellige regeringer reagerer på økonomiske kriser med interventionistisk politik? Og 3) ruller man politikken tilbage efter krisen er ovre, eller bliver den midlertidige politik permanent? Spørgsmålene er i og for sig ganske enkle, men eksisterende forskning har kun set på 1) som et generelt fænomen og uden at komme til nogen konsensus (se f.eks. Young og Bologna her).

Det generelle billede, der dukker op ved at fokusere på to af de fem områder i Fraser Instituttets Economic Freedom of the World Index – statens størrelse og et reguleringsindeks – er ikke overraskende, at mere venstreorienterede regeringer reagerer på kriser med signifikant mere interventionistisk politik. Resultaterne er drevet af de egentlige kriser – et-årige recessioner gør ingen reel forskel – og mens vi finder en tendens til at alle regeringer uanset partifarve øger de offentlige ’investeringer’, ligger hovedforskellen i, at venstrefløjen øger de offentlige udgifter, offentlige overførsler og markedsreguleringer langt mere end højrefløjen. Fokuserer vi på de mest liberale regeringer, finder vi faktisk ikke meget evidens for, at de øger interventionerne.

Mens Martin og jeg dermed dokumenterer, hvad mange af os nok har haft en stærk formodning om, ligger den egentlige overraskelse i det sidste spørgsmål. Vi finder ganske enkelt ingen evidens for, at krisepolitikken bliver systematisk rullet tilbage når krisen er ovre: Som Milton Friedman engang sagde, er der intet så permanent som et midlertidigt statsligt program. Mens det nok næppe heller er en overraskelse, er det særlige, at vores non-resultat gælder uanset regeringens ideologi. Så uanset at krisepolitikken ikke har virket efter hensigten, er liberale regeringer lige så utilbøjelige til at afskaffe den som socialistiske. Så i post-krisesituationer, er langt de fleste regeringer måske socialdemokrater, uanset hvad de påstår?

Effekterne er drevet af offentlige reguleringer af markedet, hvor den mest oplagte tolkning er, at tungere reguleringer forhindrer folk og virksomheder i at tilpasse sig nye økonomiske incitamenter og muligheder. Notatet har også en fin diskussion af det særlige ved Danmarks reaktion på krisen i 2008-2009. den er et godt eksempel på, hvordan man ved at kende det generelle billede nemmere kan se det specifikke i enkelttilfælde. Notatet kan læses her, mens working paper-versionen af papiret er her eller her.

I et nyt papir, som jeg skal præsentere til marts på den årlige konference i det nordamerikanske Public Choice Society (ja, jeg er for en gangs skyld ude i god tid), ser jeg på sammenhængen mellem initial økonomisk frihed og økonomiske kriser. Konklusionen er ret klar: Der er ingen robust sammenhæng mellem økonomisk frihed og risikoen for at få en krise, men når den rammer, bliver det økonomiske tab markant mindre og krisen kortere, jo mindre reguleret økonomien er fra starten.

Figuren nedenunder illustrerer fundene. BNP per capita er indekseret til 1 i året før krisen starter, og den fulde linje illustrerer derfor BNP-udviklingen i lande med mere økonomisk frihed end medianen, mens den stiplede illustrerer den gennemsnitlige BNP-udvikling i lande med relativt lidt økonomisk frihed. Abstract er også nedenfor og papiret kan hentes i sin helhed på SSRN.

 In this paper, I explore the politically contested association between the degree of capitalism, captured by measures of economic freedom, and the risk and characteristics of economic crisis. After offering some brief theoretical considerations, I estimate the effects of economic freedom on crisis risk in the post-Cold War period 1993-2010. I further estimate the effects on the duration, peak-to-trough GDP ratios and recovery times of 219 countries within this period. Estimates suggest that economic freedom is robustly associated with smaller peak-to-trough ratios and shorter recovery time. These effects are driven by regulatory components of the economic freedom index.

The macro economy has no ammunition left for improving sentiment. We are all reduced to praying for a better day tomorrow, as we realise that the current macro policies are like pushing on a string because there is no true price discovery in the market anymore. We have all been reduced to a bunch of central bank watchers, only ever looking for the next liquidity fix, like some kind of horde of heroin addicts. We have a proforma capitalism with de facto market totalitarianism. Can we have our free markets back please?

Læs forudsigelserne på bankens Trading Floor-blog, eller nedenfor.

Under overskriften, Krugman ropade hej alltför tidigt, tager Norberg udgangspunkt i at Fiansiel Times journalisten, Chris Giles, har tilbagevist IMFs påstand om at offentlige sparetiltag har haft større negativ effekt på den økonomiske vækst end først antaget.

Cris Giles har påvist, at den tilsyneladende sammenhæng mellem nedskæringer og krise, som IMF mener at kunne påvise, alene er styret af data fra Grækenland og Tyskland. Fjerner man disse to lande, bryder argumentet sammen.

Eller som Norberg skriver:

När Giles tog bort extremerna Grekland och Tyskland försvann det säkerställda sambandet, liksom när han inkluderade Nya Zeeland (som exkluderats). När Giles kontrollerade för ländernas bytesbalans före krisen försvann det robusta resultatet, liksom när han tittade på 2012 års budgetar i stället för 2011 års.

Det helt specielle i Grækenlands tilfælde er ifølge Norberg, at

länder som Grekland saknar ett dynamiskt näringsliv som kan träda in när staten skär ned. Då kan åtstramningar leda till fritt fall. Där är det viktigare att genomföra strukturreformer, som att avreglera arbetsmarknaden och öka konkurrensen, samtidigt som nedskärningarna sprids ut över flera år.