En af de forbløffende ting ved den moderne debat er, at den basale grund til at socialistiske eller kommunistiske økonomier ikke fungerer ret godt, har været kendt og forstået i 100 år. Den østrigske økonom Ludwig von Mises viste allerede i 1920 – i den artikel, der på sin vis startede det, der kaldes The Calculation Debate (på dansk kalkulationsdebatten)– at priser der dannes i et frit marked, afslører hvilke varer, hvilke ressourcer og hvilken arbejdskraft, der er mangel på på et bestemt tidspunkt. En stigende pris på kul vil for eksempel incentivere firmaer til at spare på kul og vil give andre firmaer en tilskyndelse til at lede efter flere kulforekomster og at udvikle alternativer. Som Friedrich Hayek formulerede det i 1945, er markedspriser informationsmekanismer, og frie markeder skaber information.

Problemet for socialistiske økonomier er, at prisdannelsen er centralt bestemt og dermed netop ikke et resultat af markedsmekanismer. Og uden retvisende markedspriser er det ikke muligt for en central planlægger, uanset hvor megen information et planlægningsagentur kan få, at prioritere mellem forskellige ressourcer eller forskellige aktiviteter. Selv den store socialistiske økonom Oscar Lange, der prægede meget af den såkaldte kalkulationsdebat i 1930erne, erkendte problemet. Lange insisterede på, at forbrugerne selv i en socialistiske økonomi skulle have et helt frit valg, og begav sig dermed ud i påstande om at planlæggere burde kunne have samme information som alle andre. Det var som svar på Langes to artikler i 1936 og 1937 i Review of Economic Studies at Hayek endeligt og skarpt formulerede prisdannelsens karakter som informationsmekanisme og -skaber.

Oveni disse grundlæggende problemer, som alle stadig antog at socialistiske politikere og planlæggere ønskede det bedste for borgerne, kom en lang række indsigter fra public choice og politisk økonomi. Det gjaldt ikke mindst den ungarske økonom János Kornais beskrivelse af ’mangeløkonomier’ og bløde budgetbegrænsninger i offentligt ejede eller støttede virksomheder.

Der er således en ganske lang række grunde til at regne med, at socialistiske eller kommunistiske økonomier over tid kommer til at sakke bagud for friere samfund. Hvor meget og hvor hurtigt det sker, er dog ofte svært at sige. Det er netop det, vi forsøger i dag ved at se på 17 udviklingslande, der på et tidspunkt efter 1960 valgte at blive socialistiske og indføre et socialistisk økonomisk system. Alle 17 er dækket af the Penn World Tables, og vi sammenligner deres økonomiske udvikling med deres nabolande. Fra PWT får vi data på købekraftskorrigeret bruttonationalprodukt per indbygger og per fuldtidsansat (som er et mål for arbejdskraftsproduktiviteten), investeringer og privatforbrug. I de to figurer nedenfor viser vi alle fire mål i forhold til nabolandenes, og indekseret til 1 i det år, landet indførte socialisme.

Tallene taler deres tydelige sprog: Efter 15 år med socialisme var disse lande sakket cirka 15 % bagud i forhold til, at de bare havde fulgt naboernes udvikling i BNP, og 25 % i produktivitet. Dykker man ned i tallene, er det ikke engang fordi naboerne har klaret sig specielt godt. I gennemsnit havde de socialistiske økonomier 5,3 % tilbagegang i BNP over de første ti år og 4,3 % i arbejdsproduktivitet, mens nabolandene i samme tiårsperiode i gennemsnit så fremgange på henholdsvis 15,5 % og 28,1 %. Som den anden figur viser med al tydelighed, var det ikke en konsekvens af, at de socialistiske samfund ikke investerede. Tværtimod er det tydeligt i figuren nedenfor, at de investerede ganske kraftigt i forhold til nabolandene. Med andre ord kastede disse regimer massive ressourcer efter statsligt drevet industrialisering og infrastruktur, som efterfølgende ingen vækst gav. Ressourceforbruget afsløres også i forskellen på BNP per indbygger og per fuldtidsansat, der viser hvordan de socialistiske regimer brugte mere arbejdskraft end nabolandene, men væsentligt mindre effektivt. Som von Mises havde vist for længe siden, indebar indførslen af en socialistisk økonomi den bivirkning, at en stor mængde ekstremt relevant information om mangel, muligheder og effektivitet forsvandt fra samfundene sammen med de frie markeder. Selvom regimerne havde været befolket med engle, var det umuligt for dem at tage bare nogenlunde præcise økonomiske beslutninger.

Skulle nogen stadig være i tvivl, viser tallene således, hvor ekstremt ineffektive de socialistiske økonomier blev og hvilken forbløffende hastighed, de blev de med. Efter blot ti års socialistiske forsøg var den gruppe ulande, der siden 1960erne erklærede sig socialistiske (eller kommunistiske) 10 % fattigere og 20 % mindre produktive, end hvis de bare var fulgt med deres nabolande. Modsat løfterne og parolerne blev folk mere forarmede end før, og det nyttesløse ressourceforbrug blev stadig mere tydeligt. På trods af hvad folk som David Laibman, Grace Blakeley og Marianna Mazzucato, der alle tegner meget af den britiske og internationale debat, påstår, er socialistiske samfund de frie økonomier langt underlegne.

1. The methodology of Austrian economics as a sophisticated, rather than naïve, philosophy of economics
2. Hayek the apriorist?
3. Implications of Machlup’s interpretation of Mises’ epistemology

Er bankernes  redning en redning?

I en fri kapitalistisk verden er penge produceret på markedet ligesom f.eks. chokolade, bh’er eller frikadeller. Penges eksistens forklares af Ludwig von Mises regressionsteorem. I den spæde civilisation bytter folk varer, men på grund af besværligheden herved så søger markedet imod et medium som alle accepterer som det gældende byttemedium. Traditionelt har det været guld eller sølv. Fri produktion af penge-guld og sølvmønter har fundet sted i f.eks. amerika i det 19. århundrede og Skotland i det syttende. Navnet dollar er et kælenavn for møntproducenten Schlick fra Joachimsthal i Bøhmen. Først hed mønterne Joachimsthaler, så thalers og til sidst dollar.

I 1913 oprettedes Federal Reserve i USA som centralbank, der herefter overtog produktionen af penge, ligesom centralbanker i europa varetager produktion af penge. Efter indførelsen af centralbankvæsenet- ses et klart mønster. En ounce guld kostede i 1913 19 dollar. I dag er prisen ca. 1600 dollar. En dollar i dag er ca. 1 procent af dens værdi i 1913. Hvad skyldes dette? Jo efter at centralbanken overtog produktionen af penge, så har to interessegrupper haft særlig glæde af at producere penge. Staten og de kommercielle banker. Staten kan øge sit budget uden at hæve skatterne ved at trykke penge, og de kommercielle banker kan øge deres balance, og hermed indtjeningen som forskellen imellem ind- og udlån via det fraktionelle reservebankvæsen. Et fraktionelt reservebankvæsen er det vi har i Danmark, og det forstås ved at banken kun har en solvens på ca. 8%. Det betyder, at når hr. Hansen sætter 1000 kr. ind i Danske Bank, så må banken geare dette indlån 12,5 gange og give hr. Jensen en kassekredit på ca. 11.000 kr. Hr. Jensen kan f.eks. vælge at købe varer af den samme Hr. Hansen og herved overføre 11.000 kr. til dennes konto. Bankens balance ser umiddelbart sund ud. Hr. Hansen har 12.000 kr. i indlån, og Hr. Jensen har 11.000 kr. i udlån. Problemet med systemet er bare, at Hr. Hansens indlån på 12.000 kr. kun findes i bankens computersystem. Pengene findes ikke fysisk. På samme måde udsteder staten obligationer som de kommercielle banker køber, og herved finansieres statens underskud uden at hæve skattesatsen.

Det er logik, at et pyramidespil som bankvæsenet og statens produktion af penge altid vil bryde sammen. Spørgsmålet er bare hvordan og hvornår. Som den seneste økonomiske udvikling har antydet, så virker det som om, at enden er ved at være nået. Både stat og banker glemte med tiden siden sidste krise, at systemet er uholdbart, og at man derfor skal gå med varsko i pengeekspansionen. Men da flertallet af dem, der oplevede krisen efter 1929 ikke er mere, så har vi i specielt i de sidste ti år set en pengemængde ekspansion, der i den vestlige verden ikke er set siden 1920’erne med vilde bankudlån til bunker af fejlinvesteringer og fantastiske statslige projekter. Hvor mange ved deres fulde fem vil låne deres sparepenge til andre uden, at der afdrages? Hvorledes kan banker låne af centralbanken til omegnen af 1 %, når normale mennesker hvis de overhovedet kan få et lån skal betale imellem seks og tyve procent. Hvordan kan banker overlade deres dårlige lån til staten, hvorefter skatteborgere skal betale regningen uden, at der stilles spørgsmål, eller at det har retlige konsekvenser? Således tages produktiv kapital og gives som en gave til bankerne, hvorefter produktive projekter ikke kan finansieres. Markedet er sat ud af spil, og det vigtigste at forstå i denne krise er, at det er ikke kapitalismens skyld. Det eksisterende monetære system har intet med kapitalisme at gøre. Det er en sær blanding af statisme og korporatisme. I en fri verden vælger mennesker guld eller sølv som penge. Det er historien et bevis for.

I den anledning bringer vi her et gæsteindlæg af Nicklas Augustine, som tidligere har haft indlæg på denne blog.

Et forsvar for Østrigsk konjunkturteori

There can never be a scarcity of currency except when there is too much of it
William Graham Sumner, 1890

Den østrigske skole har fået meget opmærksomhed den senere tid. Flere har fået øjnene op for østrigske økonomer, idet disse succesfuldt har kunne beskrive tidligere og nutidige økonomiske boblers anatomi. Således påpegede Ludwig von Mises og F.A. Hayek uholdbarheden ved den monetære politik, der forårsagede 1930’ernes depression, ligesom moderne østrigere såsom Bob Murphy, Peter Shiff, Mark Thornton og Frank Shostak har beskrevet både It- og boligboblen i forrige årti ved brug af den østrigske konjunkturteori (Austrian Business Cycle Theory eller ABCT). [1] Mest mærkbart har præsidentkandidat Ron Paul formået at fremlægge og udbrede ”østrigske” synspunkter i forbindelse med sit  præsidentkandidatur.

Opmærksomheden er ligeledes reflekteret i den tiltagende interesse for skolen i Danmark. Senest har man i Tidsskriftet Libertas dedikeret en udgivelse alene til østrigske tanker. Heri  blev skolen og dets  markante videnskabelige bedrifter sat under kritisk behandling, og for de der ikke holder tidsskriftet, kan det oplyses, at dette i særdeleshed gik ud over den østrigske konjunkturteori.

I denne korte artikel tilbagevises de af Erik Kofoed fremlagte kritikpunkter af ABCT – som monetaristen Lars Christensen i øvrigt synes at dele – relateret til den østrigske konjunkturteori. Efter en indledningsvis ganske kort beskrivelse af ABCT fremlægges kritikpunkterne, som herefter tilbagevises. For de med et større kendskab til østrigsk økonomi vil der intet betydeligt overraskende være at finde i min tilbagevisning af krikpunkterne – økonomer såsom Bob Muprhy, Frank Shostak og Roger Garrison mfl. har allerede, omend mere fragmenteret, imødekommet de af kritikerne påståede problemer ved ABCT.

Østrigsk konjunkturteori – kan man gøre sten til brød?
F.A. Hayek interesserede sig særligt for de mekanismer, der koordinerer det markedsøkonomiske system, hvoraf prismekanismen spiller en afgørende rolle. Priser er dynamiske mekanismer indeholdende værdifulde informationer, som konstant signaleres og udbredes til markedsaktørerne. Hayek skriver: [2]

the basic function of economics was to explain the process of how human activity adapted itself to data about which it had no information. Thus the whole economic order rested on the fact that by using prices as a guide, or as signals, we were led to serve the demands and enlist the powers and capacities of people of whom we knew nothing. It was because we had relied on a system which we had never understood and which we had never designed that we had been able to produce the wealth to sustain an enormous increase in the world’s population…

En af de vigtigste mekanismer i en markedsøkonomi er renter. Renten (r) som værende ækvilibrerende i markedet for lånbare midler (LF) – opsaringer (S) er udbuddet af lånbare midler og investeringer (I) efterspørgslen [3] – er et alment accepteret økonomisk forhold. Dette danner et udmærket grundlag for forståelsen af den særlige østrigske indsigt af koordinationen i markedsprocessen.  Markedsrenten fastsættes på baggrund af markedsaktørernes tidspræferencer – millioner af subjektive aktørers vurderinger af værdien af nutidigt henholdsvis fremtidigt forbrug. Intet menneske lever evigt, hvorfor nutidigt snarere end fremtidigt forbrug foretrækkes, og dermed repræsenterer renten den påkrævede kompensation for istedet at vente på et fremtidigt gode.

På baggrund af denne forståelse kan vi forsøge at undersøge konsekvenserne af naturligt i modsætning til kunstigt frembragte forandringer i dette marked. Vi forestiller os at markedsaktørerne øger sparsommeligheden, hvorved præferencer skubbes fra nutidigt til fremtidigt forbrug. Dette øger udbuddet af lånbare midler, sænker renten fra r* til r’ hvilket igen øger mængden af investeringer – skiftet fra A til B konstituerer et sundt skifte i markedet med sund vækst til følge – hvad Roger W. Garrison betegner savings-induced growth. [4]

I modsætning til dette beskriver Roger W. Garrison desuden hvad han kalder credit-induced-boom. Øger centralbanken udbuddet af lånbare midler (fra S til S + ΔMS), uden at dette afspejler et reelt skifte i markedsaktørernes tidspræferencer, har vi således istedet en situation hvor, med Roger W. Garrisons ord [5], ”the central bank has simply inflated the supply of loanable funds by injecting new money into credit markets”. Renten falder (fra r* til r’), og entreprenører får igen et klart signal fra markedet om, at der for det første tilsyneladende er foregået et skifte i forbrugernes præferencer og for det andet, at (i særdeleshed langsigtede) projekter nu er profitable investeringsobjekter. Bemærk således at imens investeringer stiger, falder mængden af reelt opsparede midler – den resterende forskel udgøres af hvad østrigere kalder forced savings. [6]

Ved en sådan fremgangsmåde og ved at huske på at renten faciliterer ”koordinationen af produktion gennem tid” [7], har vi således beskrevet fundamentet for forståelsen af østrigsk konjunkturteori. [8] Efter en periode med fejl- og overinvesteringer må boblen korrigeres qua reetablerede forbrugerpræferencer, hvorfor en krise – recession eller depression – skal ses som værende udtryk for en justeringsproces, hvorved fejl og spild korrigeres. Mises påpeger, at stik imod Keynes’ messianiske beskrivelser har pengeudvidelser ikke den mirakuløse effekt at kunne skabe brød af sten. [9] På trods af at denne inflationære illusion kan være svært gennemskuelig i en moderne og kompleks økonomi må den nødvendigvis ophøre før eller siden. Nogle østrigere vælger at illustrere illusionen igennem den berømte og berygtede metodiske fremgangsmåde Crusoe Economics, hvor en simpel verden opstilles, hvorfra det tydeligere ses, hvorledes uholdbare henholdsvis holdbare økonomiske udviklinger foregår. [10]

Vi har nu etableret en grundlæggende forståelse for østrigsk konjukturteori og kan forsøge at tilbagevise de føromtalte kritikpunkter som fremlagt i Tidsskriftet Libertas’ seneste udgivelse. [11]

Entreprenøren – når det ikke er nok at være alvidende
Erik Kofoed spørger i forlængelse af Gordon Tullock og Bryan Caplans kritik, hvordan det kan være at entreprenører ”som ellers er i stand til nogenlunde at forudsige den markedsmæssige udvikling på alle andre parametre, ikke i stand til at indse at renten vil stige i fremtiden?” [12]

Entreprenører [13] spiller en afgørende rolle hos den østrigske skole, og det påpeges således at markedsprocessen reflekteres i disækvilibrium – entreprenører opererer på baggrund af forventninger til fremtidige priskonstellationer. Monetære kalkulationer baseres på en forståelse af de nuværende relative priser, men herudover tilføjer Mises en psykologisk forståelse hos entreprenørerne af andre markedsaktørers handlinger – en såkaldt thymological knowledge. [14] Profit afspejler dermed entreprenørens evne til nøjagtigt at kombinere forståelsen af priser og menneskelig handlen. Steven Horwitz præciserer: [15]

The use of monetary calculation is the way in which actors attempt to overcome the immense epistemic problem they face in sorting out which production processes are economically rational in a world of heterogeneous capital goods. Equilibrium models assume such problems have already been solved, while the entrepreneurial discovery process view of the Austrians attempts to explain how we ever solve them.

De inflationære processer som beskrevet i forrige afsnit har således en direkte negativ effekt på aktørernes kalkulationer og succes hermed. Der tilføres yderligere epistemologiske byrder på aktørerne, og idet produktionsbeslutninger besværliggøres, undermineres entreprenørernes kalkulationer.  Man kunne undres over, hvorfor entreprenører i en moderne verden ikke blot benyttede sig af diverse prisindekser for i det mindste at få en idé om omfanget af de inflationære effekter – denne indsigelse har ingen værdi, idet et prisindeks alene siger noget om gennemsnitlige prisændringer og intet afslører om de for entreprenøren vigtige oplysninger om relative priser i netop hans industri.

To argumenter fremføres ofte af østrigerne imod den af Erik Kofoed fremførte kritik. For det første vil det være forkert at betegne entreprenører som ”irrationelle”, idet selvom de besad en perfekt forståelse for hvorledes cyklussen udvikledes, ingen chance ville have for at vide om et tilbudt lån stammede fra oprigtig opsparing i samfundet eller skabt af en bank ex nihilo – de ville naturligvis tage imod lånet, såfremt de så en mulighed for at tjene profit på egne investeringer inden krisen trådte ind. [16] I forlængelse heraf er det vigtigt at huske på, at selvom nogle entreprenører i lyset af indsigten om cyklussens eksistens afstår  fra at tage imod lån, vil de alligevel udfordres og presses af mere hensynsløse entreprenører, der ikke afstår fra at tage imod lånene. På den måde straffes de besindige entreprenører alligevel ved eksempelvis dyrere  produktionsfaktorer.

For det andet overser kritikerne at ingen rent faktisk ved, hvad den rigtige rente bør være. Hele rationalet bag det at have et marked er jo netop, at ingen besidder den viden. Læg dertil at nogle entreprenører formentlig godt ville kunne gennemskue, hvad den rigtige markedsrente ville være, hvis vi forestiller os, at vi går fra en frimarkedstilstand til en situation, hvor der interveneres i økonomien. Desværre er dette langt fra tilfældet! Centralbanksystemet intervenerer konstant i markedet, hvorfor det er umuligt at sige, hvornår markedsrenten sidst blev etableret, som Gene Callahan skriver: [17]

Entrepreneurs are in a similar situation vis-à-vis the central bank and the rate of interest as it might have been on an unhampered market. When, exactly, could we point to a time when we saw that rate on the market? The Fed is always intervening, attempting to establish some rate. We might assume that, at least some of the time, the Fed-influenced rate has been close to the market rate, but how do we know at which times? … Fed watchers might be able to tell entrepreneurs that the Fed is easing. But is it easing toward the market rate of interest from some level above it, or further past the market rate from some level already below it? The idea that entrepreneurs are committing significant errors by not somehow divining where the rate ought to be is to criticize them for lacking superhuman capacities.

Ikke nok med at entreprenører således skal operere i en tåge af årtiers interventioner, er de nødsaget til at forsøge at forudse fremtidige monetære situationer, altimens centralbanker ligeledes med sofistikerede statistikker ændrer deres politikker i forhold til, hvordan entreprenører opfører sig. [18] Følgelig er kritikken ganske forfejlet, og fordelen ved markedet er netop, at entreprenører ikke behøver at besidde al mulig og umulig viden, andet end de markedspriser han konfronteres med i den lille del af markedet, hvor aktøren opererer.

Forbrugsgoder og arbejdsløshed
Afslutningsvis fremfører Erik Kofoed på baggrund af Caplan den anden og sidste kritik af ABCT ,da de siger at i lavkonjukturer, såfremt ”en kunstig lav rente har medført en relativ underinvestering i kapital til forbrugsgoder, bør priser og mængden af arbejdskraft i denne sektor så ikke netop stige?”. Forbrugsgoder burde således opleve et boom i løbet af depressioner og ”omvendt bør det vel også være tilfældet, at beskæftigelsen midlertidigt falder, mens det påståede misforhold opbygges?”.

En lignende kritik blev fremført af Paul Krugman [19] og det er først og fremmest afgørende at notere sig vigtigheden af østrigernes forståelse af kapital. Det er nemlig muligt at både industrien for forbrugs- og kapitalgoder oplever et boom, da husholdninger også tiltrækkes af de lavere renter – der er således tale om ’eating of the seed corn’ fænomenet. [20] De uholdbare udvidelser i de lånbare midler skabt ex nihilo, som tidligere beskrevet, er med til at bære den kortsigtede vækst i økonomien, men når krisen indtræffer er pengene forspildt, og det følger således på ingen måde, at der nødvendigvis må opstå et boom i mængden af forbrugsgoder, omend en stigning i relative priser ift. kapitalgoder indtræffer. Ved kollapset af industrien for kapitalgoder og kapitalinvesteringer kan folk ændre forbrug, men intet taler for at dette nødvendigvis må finde sted. Vi kan desuden forestille os, at man i stedet ved en monetær kontraktion, credit crunch, bevirker at investeringsopsvinget istedet udlignes i en reverseringsproces. [21]

Den anden del af kritikken drejer sig om beskæftigelsen  i løbet af opgangsperioden.  For at indse at der ikke behøver at foregå et fald i beskæftigelsen, imens ”det påståede misforhold opbygges”, kan vi forestille os det følgende eksempel, som meget fint beskriver, hvorfor det på ingen måde nødvendigvis bør forventes, at beskæftigelsen falder i løbet af boblens skabelse: [22]

Suppose we start in an original equilibrium position, where unemployment is at the “natural” rate, reflecting the normal turnover of workers as some businesses fail, etc. Then a $100 billion in crisp new bills is printed, and handed out to bankers. The banks lend the new money to employers, who enter the labor market with the fresh wads of cash in their pockets. Armed with the money that was just created out of thin air, the employers bid up wage rates. Seeing the higher pay, many workers quit their current jobs and take new positions in the expanding sectors. Also, some previously unemployed workers end their job search and take positions with the employers who got their hands on the new $100 billion. There is no reason for unemployment to go up in the scenario just described

Ydermere kan det fordelagtigt bemærkes, at i modsætning til Krugmans syn på årsager til arbejdsløshed, vil man i Mises og Hayeks perspektiv operere med fuld kompatibilitet mellem fuld beskæftigelse og en likvideringsproces af fejlinvesteringer, idet arbejdsløshed primært skyldes at arbejdsmarkedet ikke får lov til at cleare. [23]

Igen må vi blankt afvise de kritiske røster, idet de ikke formår at skabe en grundlæggende tvivl ved den østrigske konjunkturteori.

Tid til fornyelse
Den østrigske konjunkturteori forsøger at addressere de fundamentale karakteristika, der ofte finder sted ved en cyklus’ forløb. Det værende en pludselig cluster of errors, en tendens til at kapital-industrier i højere grad fluktuerer end ved forbrugsgoder, og at der tilsyneladende forekommer en vækst i pengemængden i løbet af boomet samt generelt – omend ikke universelt – en kontraktion eller fald i pengemængden i løbet af krisen. [24]

Teorien har vist sig at være ganske glimrende i forhold til at beskrive historiske cyklusser [25] og når en teori ”som burde være diamanten i smykkeskrinet” og som ”først blev udviklet af von Mises for 100 år siden” og ikke har ”ændret sig nævneværdigt siden” stadigvæk – med flere generationer af økonomer imod sig – endnu må siges at besvare de fundamentale spørgsmål om, hvordan bobler skabes, og som endog synes at have god sammenhæng med empiriske undersøgelser, ja, så er det mærkværdigt, at mainstreamøkonomer stædigt fastholder afstanden til østrigsk konjunkturteori – konsekvensen må istedet være at mainstreamøkonomerne overvejer at forny sig eller helt inkorporere de østrigske tanker i deres egen forståelse af økonomiske cyklusser.

Noter
Figur (lonable funds) tilpasset ift. Thorsten Polleits fra Symptoms of the Credit Crisis, mises.org/daily/2810

[1] Walter Block har kompileret en glimrende liste med succesfulde anvendelser af ABCT igennem tiderne, se  Austrian Economists Predicted the Housing Bubble, http://www.campaignforliberty.org/node/12362

[2] The Moral Imperative of the Market af Friedrich A. Hayek, http://mises.org/daily/5193

[3] Se bl.a. N. Gregory Mankiws Macroeconomics (European Edition) p. 82

[4] The Austrian Theory of the Trade Cycle af Roger W. Garrison, se http://mises.org/tradcycl/theorsum.asp

[5] Ibid.

[6] For uddybende forklaring kan Roger W. Garrisons Overconsumption and Forced Savings med fordel læses, se http://www.auburn.edu/~garriro/strigl.htm, eller Money, Bank Credit and Economic Cycles af J. Huerta de Soto, p. 409 – 413.

[7] Se Thorbjørn Rønjes fine beskrivelse af ABCT i artiklen Det Keynesianske slutspil – Hyperstagflationens boulevard: http://www.180grader.dk/Oekonomi/det-keynesianske-slutspil-%E2%80%93-hyperstagflationens-boulevard

[8] Bemærk at effekterne af ekspansionen i pengemængden forstærkes af det fraktionelle reserve system, for en glimrende fremstilling af forskellige østrigeres kritik heraf se http://wiki.mises.org/wiki/Criticism_of_fractional_reserve_banking

[9] Se Human Action af Ludwig von Mises, p. 572 (http://mises.org/books/humanaction.pdf) eller Stones into Bread: The Keynesian Miracle af Ludwig von Mises, http://mises.org/daily/1840

[10] For at se en glimrende anvendelse af Crusoe Economics se Hans-Hermann Hoppe i Economic Crisis: How to Cause Them and How to Make Them Worse, http://youtu.be/rX_UbS6alxc. En mere pædagogisk fremstilling er desuden at finde i Robert P. Murphys Lessons for the Young Economist, p. 361 – 374, se http://mises.org/books/lessons_for_the_young_economist_murphy.pdf. Illusionen kan dog forlænges ved capital consumption, hvorved boomet forlænges med både større produktion af forbrugs- og kapitalgoder, idet entreprenører kan ignorere vedligeholdesen af det eksisterende kapitalapparat – se Bob Murphys glimrende artikel, The Importance of Capital Theory, om dette på http://mises.org/daily/3155.

[11] Den østrigske skole, Libertas, februar 2012 (nr. 51)

[12] Ibid., p. 10

[13] For at undgå misforståelser definerer J. Huerta de Soto entreprenøren således: ”An entrepreneur is any human actor who performs each of his actions with shrewdness, remains alert to the opportunities for subjective profit which arise in his environment and tries to act so as to take advantage”, se Money, Bank Credit and Economic Cycles, p. 421.

[14] Microfoundations and Macroeconomics: An Austrian Perspective af Steven Horwitz, p. 118

[15] Ibid.

[16] Money, Bank Credit and Economic Cycles af J. Huerta de Soto, p. 422

[17] Times Are Hard: On the Causes of the Business Cycle af Gene Callahan, http://mises.org/daily/2121, omtalt i Why Don’t Entrepreneurs Outsmart the Business Cycle? af Brian J. Stanley, http://mises.org/daily/2673

[18] Why Don’t Entrepreneurs Outsmart the Business Cycle? af Brian J. Stanley, http://mises.org/daily/2673

[19] Hangover Theory af Paul Krugman, http://www.slate.com/articles/business/the_dismal_science/1998/12/the_hangover_theory.html

[20] Se note 9 samt Bob Murphys My Reply to Krugman on Austrian Business-Cycle Theory, http://mises.org/daily/4993 – sidstnævnte har desuden et fint afsnit hvor Bob Murphy viser ABCT’s kompatibilietet med empirisk data ved den seneste krise

[21] Hangover Theory: How Paul Krugman Has Misconceived Austrian Theory af David Gordon, http://mises.org/daily/3579

[22] Fra http://wiki.mises.org/wiki/Austrian_Business_Cycle_Theory

[23] In Defense of Austrian Theory af Frank Shostak, http://mises.org/daily/104

[24] America’s Great Depression af Murray Rothbard, se http://mises.org/rothbard/agd/chapter1.asp#boom_and_depression

[25] Se J. Huerta de Sotos afsnit Empirical Evidence for the Theory of the Cycle (p. 476 – 509) i Money, Bank Credit and Economic Cycles for en gennemgang af forskellige forskeres resultater ved empirisk at teste sammenhænge mellem ABCT og empiri. Der synes at være fortræffelig sammenhæng mellem de østrigske udsagn og empirien.