Sommerserie #8: Først blev vi for mange, så bliver vi for få – og hvorfor tales der så lidt om produktivitet?

Niels Westy — Thu, 08 Aug 2024 11:51:27 +0000

Otto havde for et par uger siden et fremragende indlæg her på punditokraterne i vores sommerserie, om hvorvidt liberalisme var skyld i den faldende fertilitet, som er blevet voldsomt problematiseret i den offentlige debat det seneste år – ikke mindst Berlingske Tidende – har faciliteret denne debat på det seneste (se også links nederst). Ak ja, som tingene kan blive vendt på hovedet.

Tidligere var det befolkningstilvæksten som nogle åbenbart kunne ligge søvnløse over, nu er det så udsigten til at befolkningstallet topper, for derefter at falde, som problematiseres.

Men det er egentlig lidt underligt at folk først i årtier var bange for befolkningstilvæksten og det åbenbart først de senere år for alvor er gået op for folk, at den globale befolkning vil toppe på et tidspunkt og derefter blive mindre, ligesom diskussionen om fertilitetsraten herhjemme kan forekomme noget besynderlig. Således har den i mere end 50 år ligget under hvad der kræves (ca. 2,1) for at bibeholde befolkningens størrelse over tid, som det fremgår af nedenstående tabel. Med andre ord, hvis ikke det havde været for nettoindvandringen i den mellemliggende tid, ville befolkningstallet herhjemme være faldet de seneste år. Ifølge Danmarks Statistik udgør indvandrere og efterkommere efter indvandrere da også ca. 15 – 16 pct. af befolkningen her i 2024 (DST definition).

Figur 1.

Kilde: Dst

Allerede da ægteparret Erhlich i 1968 udgav bogen ”The Population Bomb”, som forudsagde en verden med hungersnød og social uro på grund af den fortsatte befolkningstilvækst, havde verden passeret ”peak growth” punktet og tilvæksthastigheden har været faldende lige siden. Den globale befolkning forventes på nuværende tidspunkt ifølge de seneste estimater at toppe med omkring 10+ mia. mennesker i slutningen af dette århundrede.

Ægteparret Erhlich mente slet ikke at man kunne brødføde så mange mennesker, og brugte bl. a Indien som eksempel. Det var ”ren Malthus” tankegang og de havde ikke taget højde for produktivitetsudviklingen indenfor landbrug på grund af den Grønne Revolution. Det viste sig nemlig efterfølgende, at fødevareproduktionen steg langt hurtigere end befolkningstallet.

Nu er det så udsigten til et faldende befolkningstal som problematiseres som hvis ikke noget nær menneskehedens undergang, så dog et problem af et omfang, som kalder på umiddelbar handling. Men hvorfor egentlig og hvordan ser ”den nære fremtid” egentlig ud herhjemme?

Men lad os lige starte med at se på hvordan Danmark gik fra at have en befolkning på under én mio. i begyndelsen af det 19. århundrede til tæt på 6 mio. i dag.

Som det fremgår af nedenstående figur, der viser hvor mange nyfødte, der døde inden de nåede 5-års alderen, var det tæt på 40 pct. i begyndelsen af det 19. århundrede. I starten af forrige århundrede var dette faldet til ca. 15 pct. Her i 2024 er det mindre end 4 promille, som ikke overlever de første 5 år. En i sig selv bemærkelsesværdig udvikling.

Figur 2

Mens børnedødeligheden falder gennem hele perioden, ser det dog noget anderledes ud for antal nyfødte per 1000 indbyggere; se nedenstående figur. I første halvdel af det 19. århundrede udgjorde de ca. 3-3,2 pct. af den samlede befolkning og andelen toppede omkring 1860 med ca 3,3 pct. Fra slutningen af det 19. århundrede og frem faldt andelen herefter kraftigt frem til hvor tid, hvor andelen af nyfødte i et givent år udgjorde lidt over en pct. af befolkningen.

Figur 3

Ovenstående er en velkendt udvikling, som alle lande går eller er gået igennem, kendt som den demografiske transition.

Først falder børnedødeligheden og senere begynder fertilitetsraten også at falde. Det skete i Danmark, som det er sket og sker i resten af verden. Der er stor forskel på både hastighed og hvor kraftigt fertilitetsraten falder, samt hvornår denne transformation finder sted. Det indebærer at sammensætningen af verdens befolkning, ikke kun fordelt på alder, men også oprindelse, oplever en kraftig forandring, hvilket også fremgår af nedenstående figur. Det er ikke noget nyt fænomen. Således er den afrikanske befolkning næsten 10-doblet siden 1900, og yderligere forventes at tredobles frem til slutningen af dette århundrede.

Figur 4

Kilde: World Population Prospects – Population Division – United Nations

I samme periode halveres befolkningen, alt andet lige, i bl. a. Kina samt en række østeuropæiske og sydeuropæiske lande.

For hele Europa gælder, at den netop er toppet med ca. 740 mio. mennesker, og forventes at falde til ca. 585 mio. indbyggere frem mod 2075. Kinas befolkning topper også i disse år og forventes herefter at falde fra ca. 1,4 mia. til ca. 1,3 mia. frem mod 2050, for derefter at være faldet til ca. 800 mio. i slutningen af dette århundrede.

Også Indiens befolkning falder efter 2075 ifølge FN. Så jo, der er store forandringer i gang, når det kommer til både befolkningssammensætning og den samlede globale befolkning.

Det skal understreges, at der er tale om prognoser. Hvor mange vi vil være, når befolkningstallet peaker og hvornår, er der således en vis uenighed om. Alt er naturligvis afhængig af hvorvidt forudsætningerne for de prognoser man laver er korrekte, herunder udvikling i fertilitet og levealder, og for de enkelte lande, hvorledes migrantionsstrømmene udvikler sig. At fertiliteten er faldende, har vi dog vidst længe og for visse lande er den endog faldet drastisk, som det fremgår af nedenstående.

Tabel 1.

Den samlede globale fertilitet er på nuværende tidspunkt, ifølge FN, ca. 2,3 barn per kvinde i den fødedygtige alder.

Figur 5

Men er det et problem at ca. 40 pct af jordens befolkning år 2100 er afrikanere? (det svarer ca. til Indien og Kinas andel i dag), at Europas befolkning falder fra ca. 740 mio. mennesker til under 500 mio. mennesker frem mod år 2100? Og hvis man mener det er et problem, kan man så gøre noget ved det og skal man overhovedet gøre noget ved det?

Det er muligvis et problem for de enkelte lande – større eller mindre, alt efter hvorledes økonomien er indrettet – ikke mindst har det betydning for indretningen af velfærdsstatsmodellerne. Og det meste af diskussionen i disse år, ikke mindst herhjemme, synes også mest af alt at handle om betydningen for de offentlige finanser. Og det selv om vi ret beset har færre problemer end de fleste andre lande, ikke mindst på grund af den løbende regulering af pensionsalderen og den faldende betydning af folkepensionen for det fleste.

Lev med det – det handler om tilpasningsevne

Som det fremgik af figur 1 er det længe siden at den danske befolkning reproducerede sig selv og alligevel er den fortsat med at vokse. Fra lige under under 5 mio. i 1970 til lige under 6 mio. i dag, mens den forventes at vokse til ca. 6,2 mio. i 2070. Aldersfordelingen ændrer sig under vejs, hvilket vist driver en del af den debat som er og har været tilbagevendende i de senere år (ligesom den altid tilstedeværende debat om indvandring), herunder ikke mindst andelen af befolkningen, som står til rådighed for arbejdsmarkedet.

Figur 6

Mens den samlede befolkning som før nævnt forventes at stige til ca. 6,2 mio. indbyggere (husk det er en prognose), falder andelen af de som vi kan antage er en del af arbejdsmarkedet, baseret på alder i forhold til de aldersgrupper som står uden for.

Jeg har valgt at medtage de der befinder sig i aldersgruppen 20-69 årige som repræsenterende den erhvervsaktive del af befolkningen (afgrænsningen kan altid diskuteres). Denne gruppes andel falder med ca. 5 pct. point, svarende til et fald på 7,7 pct. frem mod 2070, fra at udgøre lidt over 63 pct., til at udgøre lidt over 58 pct. Modsvarende falder andelen under 20 år ca. 1,7 pct point, også svarende til et fald på ca. 7,7 pct. point. Til gengæld stiger andelen over 70 år med 6,5 pct. point, svarende til en stigning på ca. 43 pct.

Udviklingen i antal 20-69 årige fremgår af nedenstående figur 7. Vær opmærksom på at grafen starter ved 3.480.000. Reelt er der tale om at det maksimale antal i gruppen forventes at blive lidt over 3.640.000 i 2040, hvorefter antallet falder frem mod 2056 til 3.540.000 i den pågældende aldersgruppe, for derefter at stige frem mod 2070, hvor der vil være lidt færre end 3.640.000 indbyggere i denne aldersgruppe (pensionsalderen er fastsat ved lov til at være 69 år i 2035).

Figur 7

Kilde: Dst.

Det har naturligvis, alt andet lige, betydning for arbejdsudbuddet, om end det altså, alt andet lige må forventes at være ca. det samme (lidt mindre) i 2070 som i 2024. Værdien af producerede varer og tjenesteydelser vil altså være lidt mindre i 2070 end i 2040 (igen alt andet lige), men betydeligt højere end på nuværende tidspunkt – også i forhold til indbyggertallet, selv hvis man tager højde for væksten i den samlede befolkning.

Og så er der jo slet ikke taget højde for produktivitetsudviklingen. Det kan selvfølgelig være, at der slet ikke er nogen – man ved jo aldrig hvad politikerne kan finde på af tåbeligheder – men hvis vi tager udgangspunkt i en forbedring på gennemsnitlig 1 pct. om året (den bør være, og kan være væsentlig højere, hvis skiftende regeringer og folketingsflertal rent faktisk lyttede til hvad økonomer siger), er der næppe et problem.

Figur 8

Kilde: Dst og egne beregninger

Figur 8 illustrerer udviklingen, hvis vi både tager højde for en forventet produktivitetsfremgang på i gennemsnit ½ pct., 1 pct. og 1,5 pct. og udviklingen i aldersgruppen 20-69 år. Det er vist ret tydeligt hvad det betyder, om den gennemsnitlige produktivitetsfremgang havner på ½, 1, eller 1,5 pct. Selv hvis vi ender på sølle ½ procent indebærer det, at den samlede realværdi stiger betydeligt mere end den samlede befolkning. Mens en stigning på i gennemsnit 1,5 pct. indebærer en næsten fordobling frem mod 2070 (Den svenske timeproduktivitet er i gennemsnit steget 1,6 pct. om året de seneste 20 år, så selv det burde være et konservativt bud på en mulig udvikling)

Men hvad så med udviklingen efter 2070 og hvad med resten af verden? Well. For det første kunne man penge på, hvilket overvismanden også har gjort, at der er visse fordele ved et faldende befolkningstal – fx i forhold til udledningen af drivhusgasser og ’presset” på den natur der omgiver os (hvorfor det også er afgørende at der i Afrika sker en fortsat urbanisering og velstandsfremgang). Og i det hele taget må man stille sig følgende to spørgsmål:

1. Hvad kan vi egentlig sige om hvordan verden ser ud om 50 år, 100 år eller mere? Indtil nu har vi oplevet både en historisk kraftig stigning i befolkningstallet samtidig med at velstanden er steget endnu mere. Det er den historiske udvikling, men det indebærer jo ikke at stigende befolkning er en forudsætning for stigende levestandard.

2. Selv hvis man ønskede at øge fertiliteten, kan det så overhovedet lade sig gøre i nogen meningsfuld grad? Det er jo ikke fordi lande med lave fertilitetskvotienter ikke har prøvet med alt fra medaljer til skattefrihed og direkte tilskud. Det ser dog ikke ud til at have betydet andet end muligvis et lidt mindre fald i fertiliteten, se også et par af nedenstående links.

Det minder en hel del om fx. egnsudvikling, hvor man i årtier har smidt mia. af skattekroner efter tyndt befolkede områder og ”udkantsdanmark”, alt mens befolkningen er strømmet den anden vej.

Så herfra skal blot lyde at Ja, fra slutningen af dette århundrede vil det globale befolkningstal falde og det har betydning for valg af først og fremmest velfærdsmodeller. I mellemtiden ville det være rart hvis man holdt op med at opfordre os til at arbejde mere. Det er nu en gang ikke målet med tilværelsen, og slet ikke når man ønsker at vi skal gøre det for andre end os selv og vores egne. Her på bloggen lægger vi ikke skjul på, at vi bestemt ikke mener, at den enkelte er til for statens – ikke mindst velfærdsstatens skyld, men primært for sig og sine.

Links:

Om hvorfor man får børn:

Forsker: Børn bliver set som arvegods, du ikke kan skille dig af med (berlingske.dk)

Carl-Johan:

Det skrumpende Danmark er nu på dagsordenen | Økonomisk Ugebrev

Befolkning, klima og vækst 8: Hvad er sammenhængene mellem befolkningstilvækst og økonomisk vækst? (cepos.dk)

»Børn er ikke en forudsætning for det gode liv. Ofte er de i vejen for det gode liv« (berlingske.dk)

Førende forsker vil aflive myter om, hvorfor vi får færre børn: Årsagen skal findes et andet sted (berlingske.dk)

Gapminder

Massiv affolkning truer store dele af Europa – DI (danskindustri.dk)

Kommentar: Ny befolkningsfremskrivning viser stor demografisk modvind (danskerhverv.dk)

Global Population Implosion to Less Than 200 Million People in 2300 | NextBigFuture.com

Aging Is the Real Population Bomb (imf.org)

How has world population growth changed over time? – Our World in Data