Mens Trine Pertou Mach’s svar (Amazons succes ville være umulig uden de offentlige institutioner og den infrastruktur, som resten af samfundet har betalt for) på min kritik er frit tilgængelig, ligger min kronik desværre bag betalingsmur (indtil videre). Af samme grund gør jeg en del ud af at opsummere de væsentligste punkter i dette indlæg.

For det første er Oxfam IBIS beskrivelse af de seneste årtiers økonomiske udvikling lettere absurd.

Men lad os starte med hvad Oxfam IBIS forstår ved neoliberalisme.

Ifølge deres ulighedrapport har ”neoliberalisme været den dominerende økonomiske model siden 1980’erne”. En model, som er ”centreret omkring udvidelse af markeder og individualisme, hvilket har ført til øgede rettigheder, mobilitet og friheder for virksomheder og en tilsvarende reduktion i kollektiv handling, statsregulering og regeringens indblanding i økonomien”.

Denne ifølge Oxfam Ibis ”mangelfulde økonomiske model” indebærer at man har ”udnyttet og forværret forankrede systemer med ulighed og undertrykkelse, nemlig patriarkatet og strukturel racisme, rodfæstet i hvidt overherredømme”, som er baseret på ”arbejdet hos kvinder og racialiserede grupper over hele verden, såsom sorte mennesker, afro-efterkommere, oprindelige folk og historisk marginaliserede og undertrykte samfund”.

Dermed har man gennem “neoliberalismen” kunne ”opretholde en økonomi, der driver en ophobning af rigdom og privilegier til fordel for en hvid patriarkalsk elite”. Man må forstå, at ”den nyliberale økonomiske tænkning ser bort fra eksistensen af identiteter, da den afspejler det hvide overherredømme og patriarkatets interesser og mindsker magtens rolle forbundet med disse identiteter. Disse forankrede systemer opretholder de mange og sammenkædede former for ulighed, der er grundårsagen til fattigdom og uretfærdighed”, (se side 21).

Hvis formålet med “neoliberalismen” (hvad det så end er) har været at bevare hvidt overherredømme og sikrer “patriarkatets interesser”, så er jeg enig med OXFAM IBIS i at den har fejlet fuldkommen de seneste 4 årtier, hvor velstanden (heldigvis) er steget betydeligt hurtigere i en række udviklingslande end i de traditionelle I-lande – som jo er karakteriseret ved at være domineret af befolkninger med Europæisk baggrund (undtaget Japan).

Oxfam IBIS fremstiller et forvrænget verdensbillede

En af mine (og mange andre økonomers) kritik af de årlige rapporter er naturligvis at Oxfam IBIS hvert eneste år mere eller mindre elegant formår ikke at tage stilling til det faktum, at vi gennem de seneste 4 årtier – altså i den periode hvor den “mangelfulde neoliberalistiske model” ifølge samme Oxfam IBIS har været dominerende – har oplevet et historisk fald i fattigdom. Og det er uanset om vi taler om absolut fattigdom, det vil sige at man lever for mindre end svarende til købekraftskorrigerede 2011-$1,90, eller hvorvidt vi bruger de to andre fattigdomsgrænser, som Verdensbanken har introduceret til måling af fattigdom i henholdsvis den lavere og øvre del af mellemindkomstlandene ($3,20 og $5,50)

Til min kritik af at Oxfam IBIS konsekvent kun bruger den højeste fattigdomsgrænse ($5,50) svarer Trine Pertou Mach under overskriften “Ved Niels Westy, hvad brød koster?” [Det ved Niels Westy godt, selv om han foretrækker at bage sine brød selv]

“Verdensbanken introducerede i 2018 nye fattigdomsmål baseret på landenes indkomstkategorier i erkendelsen af, at 1,90 dollars om dagen er et absurd lavt mål for fattigdom i mange lande. WHO vurderede i 2019, at 820 millioner mennesker lever med sultproblemer. Men med Verdensbankens 1,90-grænse lever ”blot” 735 millioner mennesker i ekstrem fattigdom. Hvis Oxfam IBIS kun brugte fattigdomsmålet på 1,90 dollars om dagen, ville det betyde, at vi ikke talte 85 millioner mennesker, der ikke har råd til mad, med blandt de fattige. I vores rapporter benytter Oxfam derfor Verdensbankens øvre mål for fattigdom på 5,50 dollars om dagen. Og for at sætte det lidt i perspektiv: En dagsindkomst på 5,50 dollars svarer til en indkomst på ca. 12.000 danske kroner. Om året.”

Det svar rejser flere spørgsmål, ikke mindst om Trine Pertou Mach overhovedet har læst Verdensbankens begrundelse for indførelsen af de to fattigdomsmål.

Som Verdensbanken selv skriver:

“In 2018, the World Bank presented poverty lines at US$3.20 a day and US$5.50 a day to
reflect national poverty lines in lower-middle-income and upper-middle-income countries, respectively, which underscore that poverty eradication is far from attained once the extreme poverty threshold of US$1.90 a day has been reached.”

Altså præcist hvad jeg skrev i min oprindelige kritik af Oxfam IBIS insisteren på at bruge grænsen på US$5,50. Når Trine Pertou Mach så yderligere omregner de $5.50 til danske kroner og taler om indkomst, så bliver jeg ret beset i tvivl om hvorvidt hun overhovedet er klar over hvad det er man måler og hvordan. Når man (uanset fattigdomgrænse) måler på andel og antal af jordens befolkning som lever for svarende til US$1,90, US$3,50 og US§5,50 (2011 købekraftskorrigerede), skal “svarende til” tages ganske bogstaveligt. Der er tale om en måleenhed hvor der søges taget højde for købekraft og ikke dollar i dagens kurser.

Og netop indførelsen af de to nye fattigdomsgrænser er jo i sig selv udtryk for den historisk hastige fattigdomsreduktion, som er sket i den “fejlslagne neoliberalistiske” tidsalder. Som jeg skriver i min oprindelige kritik i Ræson:

“Ifølge Verdensbanken levede ca. 36 pct. af verdens befolkning under $1,90 i 1990. Ved årtusindeskiftet var det faldet til ca. 28 pct., og i 2017 var andelen reduceret til ca. 9 pct. Med andre ord gik vi fra at leve i en verden, hvor mere end hver 3. til mindre end hver 10. levede i absolut fattigdom i løbet af små 30 år.

Anvender vi den højere grænse på $5,50, som Oxfam IBIS har valgt at bruge, er faldet nok mindre markant, men fortsat betydeligt. I 1990 anslår Verdensbanken, at ca. 67 pct. – altså mere end 2 ud af 3 – levede for under $5,50 om dagen. Frem mod årtusindeskiftet faldt dette kun marginalt til anslået 66 pct. Herefter oplevede man i de efterfølgende to årtier et betydeligt fald, således at ca. 44 pct., altså mindre end hver anden levede for mindre end $5,50 i 2017.“

Trine Pertou Mach undlader naturligvis at medtage at jeg i min kritik faktisk også forholder mig til udviklingen ved den højere fattigdomsgrænse. Med andre ord står min kritik af, at Oxfam IBIS alene forholder sig til denne – samt at man undlader at indsætte den i historisk perspektiv – ubesvaret tilbage.

Dernæst beskyldes jeg for at afholde mig fra at forklare, hvorfor global ulighed er en problematisk størrelse at analysere fra. Jeg må hertil replicere, at Trine Pertou Mach (og Oxfam IBIS) åbenbart enten ikke læser de kilder de henviser til, eller også forstår de ikke hvad de læser (de ønsker det måske ikke?).

For en kritik af Oxfam Ibis brug af Verdensbankens notat om reduktion kontra ulighed, vil jeg henvise til mit indlæg her på bloggen tidligere i år. En særlig “twist” her er, at netop reduktionen i fattigdom målt ved 5,50$ reelt ikke reduceres væsentlig ved nedbringelse af uligheden målt ved gini-kvocienten (og vær opmærksom på man ikke tager stilling til hvordan man nedbringer denne) i forhold til at arbejde for højere økonomisk vækst. For fattigdom målt ved $1,90, altså den grænse som Oxfam Ibis ikke mener man bør anvender forholder det sig anderledes. Det sidste bør sådan set heller ikke overraske nogen. Læs mere her.

Helt galt går det også når Trine Pertou Mach skriver følgende:

“Sker der velstandsstigninger i den fattigste del af verden – uanset hvordan velstanden fordeles på befolkningen – vil det se ud, som om uligheden falder i verden. Det siger bare ikke noget om, hvordan det står til inden for de enkelte lande. Groft sagt bliver den superrige elite global og går på tværs af landegrænser, mens fattigdom er et nationalt problem, landene selv må håndtere. At der kommer flere indiske milliardærer hjælper ikke den indiske bonde, der dårligt kan brødføde sin familie, medmindre man aktivt omfordeler.”

Det er jo korrekt, at det kunne være sådan. Nu forholder det sig bare således, at det ikke er sådan. Den faldende globale ulighed er ikke primært drevet af flere indiske (eller andre) milliardærer. Der er faktisk sket reelle indkomstfremskridt for reelt eksisterende “almindelige” mennesker i en række af verdens fattige lande, illustreret ved nedenstående graf, som viser indkomstudviklingen mellem 1993 og 2013 for de grupper, som ved starten af perioden udgjorde den enkelte decil.

Før jeg afslutningsvis kommer til det med Amazon, hvor Trine Pertou Mach helt åbenlyst viser at hun ikke helt har forstået hvordan værdiskabelse fungerer i en markedsøkonomi, er der ét helt centralt eksempel på Oxfam IBIS manipulerende tilgang i deres årlige rapporter, som skal med. Nemlig svaret til min kritik af Oxfam – IBIS brug af udviklingen i de globale finansielle nettoformuer.

Til den kritik svarer Trine Pertou Mach afslutningsvis, at:

“Niels Westy har al ret til at diskutere metodevalg, insistere på at vi burde ’tale om noget andet’ og droppe vores fokus på formuer. Men for Oxfam IBIS handler det om substansen og det faktum, at millioner af mennesker lever i dyb fattigdom, at det økonomiske system ikke virker tilstrækkeligt for det store flertal, men lader eliterne stikke af. Genopretningen efter COVID-19-pandemien skal skabe et system til gavn for de mange. Nu har vi chancen.”

Med tanke på hvor meget netop udviklingen i de globale finansielle nettoformuer har været et “slagnummer” i Oxfam IBIS rapporter gennem årene, er det fantastisk at det nu blot skal reduceres til en diskussion af metodevalg og være udtryk for at ville “tale om noget andet”.

Et er, som de fleste økonomer (også en del som normalt anses for at være af den mere venstreorienterede slags) er enige om – at udviklingen i de finansielle formuer er et ualmindeligt ringe mål for udviklingen i levestandard for verdens befolkning – noget andet er at man gennem årene konsekvent har fremstillet udviklingen som at de rigestes andel steg på bekostning af de fattigste.

Problemet er bare, at det ikke er korrekt – Hverken i absolutte eller relative termer. Som jeg også tidligere har skrevet om her på bloggen, er de 10 procent mest formuendes andel faldet en smule, (mens den globale formue er steget betydeligt siden årtusindeskiftet), hvilket også fremgår af nedenstående figur.

Med andre ord er de 90 procent mindst formuendes andel steget de seneste 20 år. Det er lige godt ikke det indtryk man får når man læser de årlige Oxfam IBIS rapporter. Nok snarere tværtom – Læs mere her.

Og så er der den med Amazon. Trine Pertou Mach skriver under overskriften “Amazon er et billede på et sygt system, ikke et forbillede til efterlevelse” at jeg “hylder” Jeff Bezos., og påpeger i den forbindelse, at “Amazon udviser åbenlys konkurrenceforvridende adfærd, driver monopolvirksomhed og mangler grundlæggende respekt for arbejdstagerrettigheder” og bruger det til endnu en gang at skælde ud på den ikke-eksisterende trickle-down teori.

Det er helt korrekt at jeg skriver om Jeff Bezos og Amazon i min kritik af Oxfam IBIS rapport, idet jeg påpeger at :

“når man bruger stigningen i Jeff Bezos formue i 2020 til at fortælle, at denne stigning fordelt ud på Amazons ansatte ville indebære, at de hver især kunne modtage $105.000, kunne man jo også modsvarende påpege, at en grundlæggende årsag til Bezos formuefremgang er, at Amazon leverer en ydelse mange sætter pris på – ikke mindst i disse COVID-19-tider, og at Amazons succes har betydet forskellen mellem at være i arbejde og arbejdsløs i 2020 [Amazon udvidede antallet af medarbejdere med 400.000 i USA sidste år] . Er det så derfor Jeff Bezos startede Amazon? Nej, det gjorde han nok ikke mindst, fordi han så en forretningsmulighed og muligheden for at berige sig selv.“

Jeg hylder nu ikke Jeff Bezos. Når jeg indrager det problematiske i Oxfam IBIS brug af Amazon (og så kan man forøvrigt også undre sig over hvad arbejdsforhold i USA har med global fattigdomsbekæmpelse at gøre), så er de sidste linjer i ovenstående citat ikke uvæsentlige. Det er det afgørende argument for markedskapitalisme. Det er ikke intentionen som tæller, men konsekvensen, eller som Adam Smith så præcist beskrev for 250 år siden i sit måske mest berømte citat:

“Det er ikke på grund af slagterens, bryggerens og bagerens velvilje, at vi kan se frem til vores middagsmåltid, men fordi de ser på deres egen interesse. Det er ikke deres menneskelighed, vi henvender os til, men deres egenkærlighed.“

At det også har skabt muligheder og velstand for andre er således et biprodukt. Men det er sådan markedskapitalisme fungerer, og det er måske den største anstødssten for mange. At det ikke er intentionerne, som driver vores velstand, men menneskets iboende ønske om at forbedre levevilkårene for sig og sine. Det gælder, om man er fattig eller rig. Og her har markedsøkonomien – også de seneste 3-4 årtier – vist sig at være den absolut mest effektive metode til at sikre, at menneskets søgen efter egennytte samtidig sikrer mest mulig velstand for flest mulige mennesker.

Men skulle nogen være i stand til at komme med et mere effektivt system til at skabe velstand for ikke mindst verdens fattige, så er de meget velkomne. Indtil videre har alle forsøg på at virkeliggøre ideen om ”en anden verden” – som Oxfam IBIS og andre ynder at tale om – dog ikke ført til mere velstand og bedre levevilkår – heller ikke for verdens fattige, nok mere tværtimod.

Mens USA forventes at nå et BNP i indeværende år, som er nogle procent højere end for 2019, vil euro-området først i 2022 komme på samme niveau. Yderligere fremgår det, at verdens fattigste lande (BNP per indbygger under $2.700 ”2016 usd.”), en gruppe på 59 hovedsageligt afrikanske lande, med i alt ca. 1,5 mia. indbyggere, dels oplevede det mindste fald og forventes at opleve det kraftigste opsving i år og næste år. Det er naturligvis glædeligt, man skal dog være opmærksom på at der ikke er taget højde for befolkningstilvæksten, som er relativ høj i de fleste af landene i denne gruppe.    

Selv om det naturligvis er glædeligt at faldet i BNP i 2020 ikke blev så stort som frygtet og opsvinget bliver kraftigere end forventet, ændrer det ikke ved at udviklingen har store konsekvenser for de laveste indkomstgrupper – uanset om man definerer dem ud fra indkomstdeciler i de enkelte lande eller, hvilket er emnet for denne post, andel og antal af klodens befolkning som lever under de gængse fattigdomsgrænser ($1,90, $3,20 eller $5,50 ”2011 usd.”). 

Nedenstående Figur, som er hentet fra den seneste update til IMF’s Economic Outlook sammenligner det seneste forventede BNP i 2022 før pandamien ramte (januar 2020), med senest estimerede BNP for 2022.

Og i forhold til forventet vækst er det nu ikke længere ”udviklede lande” som klarer sig ringest/rammes hårdest, men derimod udviklingslande/resten af verden – ikke mindst Asien eksklusiv Kina.

Det miserable år vi har været igennem anslås at øge antallet som lever under den absolutte fattigdomsgrænse på $1,90 med mellem 88 og 115 mio. mennesker ifølge Verdensbanken og IMF.

Oxfam Ibis årlige ”ulighedsrapport” – et studie i cherrypicking og manipulation.

Nogenlunde samtidig med IMF’s seneste januar update af deres ”economic outlook” udkom den årlige ”ulighedsrapport” fra Oxfam Ibis, der som traditionen byder udkommer samtidig med det årlige ”topmøde” i Davos, der i år så blev en virtuel begivenhed – til gavn for klimaet, givet at en stor del af mødedeltagerne jo normalt plejer at ankomme til Davos i deres private jets.

Man skal næppe begræde at opmærksomheden omkring både Davos og Oxfam Ibis rapporten i år har været meget begrænset, men det roder vi så bod på her. Jeg har en længere gennemgang af Oxfam Ibis rapporten og problemerne med denne i det næste nummer af Ræson. Jeg skriver naturligvis en update, når det udkommer. Her vil jeg nøjes med at se på konsekvenserne af den fortsatte fattigdomsreduktion – og misforholdet mellem hvad Oxfam Ibis skriver og hvad der fremgår af de kilder som de anvender.

Vi har gennem flere år haft tradition for at se på Oxfam Ibis rapporter med kritiske øjne – se bl. a. gennemgangen af sidste års rapport her.

Et gennemgående karakteristika ved Oxfam Ibis rapporter er at de stort set udelukkende fokuserer på ulighed og fordeling, hvorimod rapporterne er renset for enhver form for perspektivering af den historiske velstandsudvikling (med mindre de mener at verden bliver mere ulige). Når vi andre påpeger dette anerkender man herefter godt nok, at både andel og antal fattige er faldet gennem de seneste årtier, men man skal lede forgæves efter dette dog ikke helt uvæsentlige faktum i deres årlige rapporter. Derimod ynder de gerne at lave fremskrivninger på selv det tyndeste grundlag.

I tidligere rapporter var udviklingen i formuefordeling helt central – og i flere år lavede man fremskrivninger som skulle vise at den bare blev mere og mere skæv, selv om udviklingen siden årtusindeskiftet ikke tilsiger det – med mindre man alene mener at det er et problem at den ene procent mest velhavendes andel er steget, mens det er uvæsentligt at de 90 procent mindst formuendes andel er steget (for en gennemgang af hvorfor formuefordeling i øvrigt er et ringe mål, se bl. a. den “årlige røverhistorie fra Oxfam og Ibis” ) 

I denne omgang nøjes jeg dog med at se på Oxfam Ibis behandling af den forventede udvikling i antallet af fattige i de kommende år i den seneste rapport fra deres hånd. En central figur i dette års rapport, se nedestående, viser udviklingen i antallet af fattige defineret ved $5,50 USD. Et mål som Verdensbanken indførte for et par år siden til anvendelse for relativt velstående mellemindkomstlande, mens man definerede fattigdomsgrænsen for den nedre halvdel af mellemindkomstlande til at være $3,20 (begge defineret i ”2011 usd.”).

Verdensbankens grænse for absolut fattigdom (også betegnet ekstrem fattigdom) er fortsat $1,90 (tidligere $1 og $1,25 alt – at vi i dag bruger $1,90 er teknisk og ikke udtryk for at man har ændret den reelle grænse).

Oxfam Ibis bruger dog $5,50 grænsen – også i deres nyeste rapport. På baggrund af beregninger foretaget af Lakner m.fl. i “How Much Does Reducing Inequality Matter for Global Poverty?” (et i øvrigt interessant og velskrevet teknisk notat fra oktober 2020) har man så konstrueret ovenstående figur, som illustrerer udviklingen frem til 2030, alt efter om gini kvocienten stiger med 2 procent om året (og ikke 2 pct. point, som Oxfam Ibis skriver), falder med 2 procent eller er uforandret.

Hvad de ikke gør opmærksom på, er sandsynligheden for at Gini kvocienten stiger med 2 procent hvert år gennem 11 år. Det er forståeligt, for det er yderst usandsynligt. Eller som Lakner m. fl. skriver i:

“The figure reveals that Gini changes tend to be smaller the longer the spell length, suggesting that large changes in the Gini are difficult to sustain over long periods of time. For spell lengths of 11 years, which are equivalent to the 2019-2030 spell length we look at in this paper, annual declines of 1 percent per year are just below the 75th percentile while annual declines of 2 percent per year are around the 95th percentile of the distribution of changes in the Gini index. Thus, both of these seem plausible in a historical perspective. An annual increase in the Gini index of 1 percent is around the 5th percentile and is therefore also plausible. Annualized increases of 2 percent, however, have not been seen sustained over a 11-year period.” 

Med andre ord; Hvor stigning på en procent – eller fald på 1 procent eller 2 procent om året gennem en længere periode ikke er usandsynlige, er en stigning på 2 procent om året gennem så lang en periode ikke sandsynligt. Man kan derfor undre sig over hvorfor man alligevel fokuserer på dette mål.

Udover at alle beregninger er baseret på et tab i globalt BNP på 8 procent, hvilket på nuværende tidspunkt og siden 2. halvår af 2020 (heldigvis) må anses for lidet sandsynligt, kommer så valget af fattigdomsgrænse. Verdensbanken og andre internationale er (af gode grunde) fortsat fokuserede på nedbringelsen af den absolutte fattigdom (altså antal og andel som lever for mindre end svarende til $1,90 om dagen) og debatten i f.eks. Verdensbankens publikationer, som Oxfam Ibis også henviser til, går primært på hvorvidt vi i 2030 når målsætningen på 3 procent for andelen af jordens befolkning som lever i absolut fattigdom er mulig. Det gør vi næppe og det var heller ikke sandsynligt før covid-19.

Den historiske udvikling har været og er, at mennesker som lever i absolut fattigdom domineres af stadig færre (primært afrikanske) lande og at det fortsatte fald de senere år været aftagende.

Lakner m. fl. beskæftiger sig også med fattigdomsreduktion i kraft af økonomisk vækst kontra nedbringelse af indkomstulighed (målt ved gini kvocienten) og konkluderer at 

“With the $3.20 line, a 1% annual decline in the Gini still has a larger impact on global poverty than exceeding growth forecasts by 1 percentage point per year, while at the $5.50 line, they are about equally important for reducing poverty. This is despite the fact that almost half of the world lived below $5.50 in 2015”

For forudsætninger for de foretagne estimater må jeg henvise til Lakner m. fl. Det vil være alt for omfangsrigt at gennemgå her. Men det er væsentligt at pointere at de opstillede forudsætninger er ret afgørende – også hvordan man vil fremme en reduktion i ginikvocienten. Men det er dog slående at den kilde som Oxfam Ibis henvender til dels afviser en årlig stigning i ginikvocienten på 2 procent som sandsynlig og samtidig påpeger, at en procent point højere vækst i BNP vil have stort set samme effekt på reduktion af fattigdom målt ved $5,50 grænsen som en reduktion af ginikvocienten på 1 procent.

Anderledes forholder det sig med andel og antal som lever under svarende til $1,90 usd. pr. dag. I parentes bemærket er den mest effektive og reelt eneste mulige metode til at nå målet på 3 procent, at man lavede et egentlig cash-transfer program til verdens absolut fattigste. Det har været ganske effektivt (og relativt billigt) i en række lande, bl. a. Brasilien. Det er jo reelt at sammenligne med Milton Friedmans ide om en negativ indkomstskat.

Hermed havner vi i den gamle diskussion omkring økonomisk vækst kontra reduktion i ulighed. En væsentlig diskussion, som Oxfam Ibis desværre også i år reelt forsømmer. Muligvis fordi det vil indebære at de så var nød til erkende betydningen af markedsøkonomi og den økonomiske globalisering, som ifølge data fra Verdensbanken har indebåret, at hvor 36,2 procent af verdens befolkning under $1,90 i 1990. Ved årtusindeskiftet var det faldet til 27,7 procent og i 2017 var andelen reduceret til 9,2 procent. Med andre ord gik vi fra at leve i en verden hvor mere end hver 3. til mindre end hver 10. levede i absolut fattigdom i løbet af små 30 år.

Anvender vi den højere grænse på $5,50 er faldet naturligvis mindre markant, men fortsat betydeligt. I 1990 levede således 67,3 procent – altså mere end 2 ud af 3 – for under svarende til $5,50 om dagen, hvilket kun faldt marginalt frem til årtusindeskiftet, hvor dette fortsat gjaldt for 66 procent. Herefter har der dog været et ganske betydeligt fald, således at andelen som levede for mindre end $5,50 i 2017 af verdensbanken er anslået til at være 43,6 procent.

Det er fortsat en høj andel, men faldet er ikke til at tage fejl af – og selv med en voksende global befolkning indebærer det at det absolutte antal mennesker som levede for mindre end svarende til $5,50 faldt fra 3,6 mia. i 1990 til lige under 2,8 mia. i 2017, mens jordens befolkning i samme periode voksede fra ca. 5,3 til ca. 7,3 mia. (antallet som lever under $1,90 faldt fra næsten 2 mia. i 1990 til under 800 mio. i 2017).

Denne positive udvikling vente desværre i 2020. Den gode nyhed er så at verdensøkonomien igen er i bedring og at andel af jordens befolkning som lever i fattigdom – uanset grænse – vil begynde at falde igen.

Den væsentligste faktor bag de seneste 3-4 årtiers historiske fattigdomsreduktion, den økonomiske globalisering, er desværre ikke “in” i disse år, men under beskydning, både fra den traditionelle venstrefløj og den mere populistiske og nationalkonservative fløj. Det er nok den største trussel mod en bedre fremtid for os alle, og ikke mindst verdens fattige.