Lige som alle tidligere år, er også dette års rapport præget af en temmelig problematisk faglig tilgang, og en – mildt sagt – selektiv tilgang til brug af data fra flere af de underliggende kilder. Ja, en del vil måske ligefrem tale om at rapporten også i år er decideret manipulerende. Men det kan læseren jo selv bedømme efter at have læst nedenstående eksempler.

I anledning af udgivelsen deltog jeg også i et kort debat med Oxfams Generelsekretær, Lars Koch i “Det blå bælte” på radio 24syv i mandags (15. januar). Indslaget finder du her.

Gennem alle årene har en central kilde været den årlige “Global Wealth Report“, som typisk udkommer i oktober. Her prøver man at opgøre den globale formue ultimo det foregående år. Den seneste rapport handler altså om den globale formue ved udgangen af 2022 (før opgjorde man den medium året, hvorfor historiske tal er revideret).

Vi har tidligere skrevet om hvorfor opgørelse af formue af flere grunde er en ringe indikator på velstandsudvikling, ikke mindst når man sammenligner år til år. Når man f.eks. i den seneste rapport kan læse, at 330.000 danskere er millionærer målt i dollars – hvilket svarer til ca. 7 pct. af den voksne befolkning – vil det sikkert undre en del. De flestes formue består primært af værdipapirer (pensionsopsparing) og værdien af egen bolig minus gæld, men mon ikke en stor del af disse millionærer i dollars umiddelbart ikke opfatter sig selv som “superrige”? Noget andet er naturligvis at man ikke umiddelbart kan leve af sine mursten, mens den private pensionsopsparing jo netop skal dække en del af omkostningerne når man senere går på pension. Mursten og pensionsopsparing siger derfor intet om ens velstand det pågældende år. Ja, en del af disse halv- og helmillionærer har sikkert også haft deres problemer med de stigende energipriser, som vi oplevede i 2022 (især hvis man bruger naturgas til opvarmning).

Men trods problemer med overhovedet at bruge udviklingen og fordelingen af den globale formue, så fortsætter denne udvikling at være helt central i Oxfams årlige rapporter – eller rettere det gør den måske så ikke, fordi historik ikke rigtigt fylder noget hos Oxfam (bortset fra hvis den passer ind i den på forhånd skrevne konklusion. Men om ikke andet kan deres behandling af dette bruges til at sige noget om troværdigheden af deres rapporter.

Samme tal – modstridende konklusioner

Den årlige vækst/fald i den globale formue (opgjort i 2021 USD og korrigeret for de enkelte landes inflation målt i udviklingen i forbrugerpriser) fremgår af Figur 1, mens formueuligheden fremgår af Figur 2. Sidstnævnte viser at den globale formueulighed (målt ved ginikoefficienten) samt andelen af den globale formue for de 10, 5 og 1 pct. med størst formue har været faldende gennem hele dette årtusinde.

Figur 1. Ændring i global formue opgjort i 2021 USD og korrigeret for inflation.

Uanset om man måler på Top 10%, Top 5% eller Top 1 pct., er tendensen, at der er sket et fald over hele perioden, og i den udstrækning at Top 1% i 2022 ligger højere end den gjorde i 2008-2009, er det sket på på “bekostning” af top 5 og top 10%, som begge ligger lavere end i 2008.

Figur 2. Udviklingen i global ulighed 2000-2022

Key findings” i Global Wealth Report 2023 er:

• Along with the decline in aggregate wealth, overall wealth inequality also fell in 2022, with the wealth share of the global top 1% falling to 44.5%.
• The number of USD millionaires worldwide fell by 3.5 million during 2022 to 59.4 million. This figure does not, however, take into account 4.4 million “inflation millionaires” who would no longer qualify if the millionaire threshold were adjusted for inflation in 2022.
• Global median wealth, arguably a more meaningful indicator of how the typical person is faring, did in fact increase by 3% in 2022 in contrast to the 3.6% fall in wealth per adult.
• For the world as a whole, median wealth has increased five-fold this century at roughly double the pace of wealth per adult, largely due to the rapid wealth growth in China.

Om fremtiden bemærker man, at:

• Global wealth is expected to rise by 38% over the next five years, reaching USD 629 trillion by 2027.
• Growth by middle-income countries will be the primary driver of global trends.
• The authors estimate wealth per adult to reach USD 110,270 in 2027 and the number of millionaires to reach 86 million while the number of ultra-high-net-worth individuals (UHNWIs) is likely to rise to 372,000 individuals.

Af selve rapporten fremgår det yderligere, at den væsentligste årsag til faldet i den globale formue skal findes i Europa og Nordamerika (side 12) .

Men læser man udelukkende dette års (og tidligere års) rapport fra Oxfam, er det ikke just det indtryk man får. De historiske trends oplyses ikke og i stedet efterlades læseren snarere med et billede af at uligheden stiger, både af selve rapporterne og de medfølgende pressemeddelelser. Altså det modsatte af den faktuelle udvikling i både formue og indkomst.

Således udtaler Oxfam Danmarks generelsekretær i deres pressemeddelelse, at

“ Vi er nødt til at gribe ind, så verdens velstand fordeles mere lige. Vi skal beskatte mere progressivt og mere retfærdigt. Det nytter ikke noget, at vi har en superrig elite, der stikker af fra alt og alle, og så står resten af befolkningen tilbage med regningen for kriserne og slet ikke får del i den velstand, de er med til at skabe. ” (Pressemeddelelse | Formuerne hos verdens rigeste stiger fortsat (oxfam.dk)

Det gør man f.eks. ved at sammenholde udviklingen i den samlede globale formue for de 60 pct. med mindst formue i perioden 2019 til 2022 med (Forbes opgørelse går jeg ud fra) udviklingen i formuerne for verdens milliardærer i perioden marts 2020 – november 2023, korrigeret for inflationen opgjort ved det amerikanske forbrugerindeks.

Brugen af det amerikanske indeks er i sig selv et betydeligt problem, da man hvis man vil tage højde for inflationen, naturligvis skal bruge inflationen i de enkelte lande (som man for øvrigt gør i UBS rapport).

Oxfam kommer frem til at:

Den samlede globale formue i 2022 var 454.385 mia. USD. Formuens andel af de nederste 60% var 2,23%, svarende til 10.123 mia. USD. I 2019 var den samlede globale formue 388.689 mia. USD. Andelen af formuen for de nederste 60% var 2,26%, svarende til 8.800 mia. USD. Formuen for de nederste 60% steg dermed med 1.300 ma. USD mellem 2019 og 2022 i nominelle termer. Til at beregne ændringerne i reale termer (under hensyntagen til inflation) er der brugt amerikanske CPI for månederne december 2019 og oktober 2023. Ud fra dette viser vores beregninger, at de nederste 60% har mistet 20 mia. USD eller 0,2% af deres formue.

Og peger derefter på, at:

Mellem marts 2020 og oktober 2023 steg inflationen (målt ved amerikansk CPI) med 19,2%. For perioden mellem marts 2020 og slutningen af november 2023 steg milliardærernes formue med 4.800 mia. USD i nominelle termer eller 59,8%, hvilket er 3,1 gange så meget som inflationsraten. I reale termer (under hensyntagen til inflation) steg milliardærformuen med 3.300 mia. USD eller 34,1%.

Udover at man ikke kan gå ud fra, at der er tale om de samme mennesker i henholdsvis marts 2020 og november 2023 (det er der nok kun delvist), så reflekterer man ikke over, at antallet af milliardærer i samme periode er steget med næsten 20 procent, ligesom valget af startpunkt falder sammen med starten på covid-krisen, mens kursen på aktier var “høj” i november 2023., Ikke uvæsentligt, da vi må forvente at andelen af milliardærers formue som er placeret i værdipapirer er langt højere end folk med lavere formuer. Som vi har bemærket i forhold til tidligere rapporter, mener Oxfam tilsyneladende at det er godt, når aktier falder i værdi og skidt når de stiger.

Det er også sigende at hvor Oxfam åbenbart mener, at :

“Vi er vidner til begyndelsen på milliardærernes tidsalder. Milliarder af mennesker kæmper stadig med at få lønnen til at slå til, betale regningerne eller få mad på bordet, mens de allerrigestes formuer boomer“

Mener Global Wealth Report at den væsentligste trend, som også nævnt ovenfor er at :

• Global wealth is expected to rise by 38% over the next five years, reaching USD 629 trillion by 2027.
• Growth by middle-income countries will be the primary driver of global trends.
• The authors estimate wealth per adult to reach USD 110,270 in 2027 and the number of millionaires to reach 86 million while the number of ultra-high-net-worth individuals (UHNWIs) is likely to rise to 372,000 individuals.

Man har tilsyneladende alene læst den nederste linje i Oxfam.

Median velstanden stiger

Som det fremgår af Figur 3, har medianformuen været stærkt stigende, et mål der er langt mere anvendeligt end den gennemsnitlige formuestigning – og igen en indikation på at den globale formuefordeling fortsætter med at blive mere lige.

Figur 3. Udviklingen i median formue og gennemsnitlig formue

Mens medianformuen i 2022 er mere end fem gange højere end i 2000, er den gennemsnitlige formue “kun” steget lidt under tre gange. Også den oplysning skal du lede længe efter, hvis du læser de årlige rapporter fra Oxfam.

Udviklingen i medianformuen, hvis man ønsker at sige noget begavet om hvor vi er på vej hen, når vi taler om fordelingen af verdens globale formue, er ellers et ret væsentligt mål. Eller som det fremgår af dette års Global Wealth Report:

Mean wealth per adult is a simple and convenient way of comparing wealth levels across nations and assessing developments over time. However, by definition, median wealth is a more accurate indicator of how the typical person is faring. This is particularly true of countries with a high level of wealth inequality since median wealth may be a relatively small fraction of mean wealth and gains and losses in aggregate wealth may bypass the “average citizen” entirely. (Global wealth Report 2023, side 24″

Måske ikke overraskende er det især, men ikke kun, udviklingen i Kina de sidste årtier, som har haft betydning for denne udvikling. Men Oxfams tilgang er temmelig sigende, for som man skriver:

“Despite the economic ascent of China in the last two decades, the majority of the world’s wealth and its superrich individuals are still concentrated in the Global North. For Europe, this is very much a legacy of colonialism and empire. By one estimate, the UK extracted US$45 trillion from India during the colonial period. Since the formal end of colonialism, neocolonial relationships with the Global South persist, perpetuating economic imbalances and rigging the economic rules in favour of rich nations. The USA has particularly benefitted from its incredible global economic dominance, especially in the second half of the 20th century. Much of its wealth was born out of slavery and the systematic dispossession of Indigenous peoples. Multinational corporations, the focus of our paper in 2024, were invented in the colonial era and this helped facilitate this extraction of wealth from the Global South to the Global North. The latest data from the UBS Global Wealth Report 2023 and the Forbes list of the world’s billionaires demonstrates that despite representing only 21% of the world population, countries in the Global North own 69% of global wealth and are home to 74% of the world’s billionaire wealth.” (Oxfam Ulighedsrapport 2024, side 21).

Til det med ideen om at først kolonisering, anvendelse af slaver (hvilket var et globalt fænomen for 250 år siden) og dernæst “udnyttelsen af det globale syd” (de tidligere kolonier), kan man vist kun sige, at det er der mildt sagt ikke enighed om. Her er vi tilbage i en marxistisk forståelse af hvordan økonomi fungerer. Jovist var der privatpersoner, som blev meget rige af koloniseringen, men samfundsøkonomisk var det nu en nettoomkostning. Ligeledes er ideen om at USA’s nuværende velstand bygger på tidligere tiders anvendelse af slaver lettere absurd – ikke mindst med tanke på at netop de dele af USA, hvor slaveriet var mest udbredt, efterfølgende sakkede bagud i forhold til de stater, hvor man tidligt opgav slaveriet.

Og vender vi snuden hjemad, mener man så virkeligt, at danskernes formuer – der er blandt verdens abolut højeste, både i gennemsnit og målt på medianen (se tabellen ovenfor) – skal forklares først ved de Dansk-Vestindiske Øer og herefter udbytning af “Det Globale Syd”? Og hvordan forklarer man at Kina målt på gennemsnit og medianformue i løbet af 20 år er gået fra at være under halvdelen af den europæiske til at overhale/være på niveau med Europa, eller at lande som Taiwan og Sydkorea er blandt de lande med både den højeste gennemsnits- og medianformue? Og sådan kunne man jo blive ved.

Det er blot en tanke. Men kunne det tænkes, at først industrialiseringen og derefter udbredelsen af en relativt fri markedsøkonomi er den væsentligste forklaring på at velstand og formue steg kraftigt? I første omgang i primært Nordamerika og Vesteuropa, og senere – i det 20. århundrede – i andre dele af verden? Oxfam reflekterer igen ikke over, at at “Det globale Nord’s” andel af den samlede velstand er faldende. Det behøver den naturligvis ikke blive ved med at gøre, omend det er mest sandsynlige trods de udfordringer Kina står overfor (man glemmer hele tiden at alene Kina og Indiens samlede befolkning fortsat udgør ca. 1/3 af jordens samlede befolkning).

Man nøjes med at angive at langt størstedelen af verdens milliardærer kommer fra det “Globale nord” – hvorfor skriver de egentlig ikke som det er, at hovedparten er fra ét land, nemlig USA? Samt at Det globale nords andel af verdens formue er næsten 70 pct, men andelen af befolkningen er ca. 20 pct. Et andel som så er faldene (og ville være lavere hvis ikke en række tidligere folkerige kolonier i det 20. århundrede havde kastet sig ud i forskellige mere elller mindre tåbelige socialistiske og importsubstituerende eksperimenter).

Og så lidt om ulighed i Danmark

Årets tema i Oxfams ulighedsrapport er multinationale og monopoler og jeg er klar over, at jeg ikke behandler monopoldelen her. Det må blive en anden gang. Rapporterne har hvert år forskellige temaer, og den reelt eneste konstant er omtalen af den globale formuefordeling, Her er det slående at man aldrig forholder sig til egne forudsigelser fra årene før – det er jo faktisk gået stort set stik modsat af hvad man tidligere har postuleret. (se links forneden til indlæg hvor vi har behandlet tidligere års rapporter).

Til gengæld slutter vi af med at se på Oxfam Danmarks pressemeddelse i forbindelse med udsendelsen af seneste internationale rapport fra Oxfam. Her skriver Lars Koch, at:

“også i Danmark er virksomhedernes overskud steget markant, mens almindelige danskere er blevet fattigere. Fra 2019 til 2022 voksede de danske virksomheders overskud med 95 pct., og udbyttebetalingerne steg med 117 pct. frem til oktober 2023, mens danskernes realløn er faldet med 3 pct.”

Det er også korrekt, at de samlede overskud steg kraftigt i denne periode – primært på grund af ekstraordinært store overskud i transportsektoren, hvor overskuddet efter skat steg med flere tusinde procent, og indenfor energisektoren, hvor overskuddet efter skat femdobledes. Det indebar også, at transportsektorens overskud som andel af samlet overskud steg fra at udgøre ca. 2 pct. i 2019, til i 2022 at udgøre lidt under 33 pct.

Tager vi de to sektorer ud af det samlede overskud, steg dette “kun” med 30 pct. mod 114 pct, hvis vi inkluderer disse (før der tages højde for inflation). Og kigger man lidt nærmere på de enkelte brancher, er forskellene også betydelige, som det fremgår af nedenstående tabel (samme kilder som Oxfam DK bruger).

Hvis tallene i tabellen ovenfor blev justeret for inflation – Oxfam bruger forbrugerprisindekset – er det mildt sagt en forsimpling at bruge overskriften “Virksomheder og aktionærer har tjent massivt på kriserne, mens lønmodtagerne er taberne”. I det mindste må man vel konstatere at nogle sektor har oplevet betydelige stigninger i deres samlede overskud, mens andre faktisk har tabt ganske betydeligt.

Noget andet er så, at den sammenligning Oxfam laver, faktisk ingen mening giver, før man ser på hvorfor både de enkelte branchers eller virksomheders overskud udvikler sig som de gør. Her nøjes jeg med at konstatere, at overskudene i betydelige sektorer målt på beskæftigelse, næppe har været tilfredstillende resultatet i 2022. Og medtager vi 2023, kan vi allerede nu med rimelig sikkerhed regne med at det samlede overskud falder. Det er vist blot at se på forventet overskud i f.eks. A.P. Møller-Mærsk i 2023 i forhold til 2021 og 2022.

Og her kommer vi så frem til udviklingen i udbyttebetalingen, som af Oxfam DK åbenbart er udtryk for at aktionærerne forgyldes. Men er det nu det? Det giver faktisk ingen mening, da betalingen af udbytte jo påvirker aktiekursen.

Og er det et sundhedstegn, at Mærsk udbetalte rekordstore ca. 80 mia. kr. i udbytte i 2023(hvilket i sig selv er en stor dele af forklaringen på stigningen i den samlede udbyttebetaling i 2022 og 2023)?

Næh, det var jo netop fordi der var tale om en ekstraordinær situation i 2021 og 2022, at man i 2022 og 2023 udbetale ekstraordinært store udbytter. Man kunne åbenbart ikke selv finde fornuftige investeringer. Ét er sikkert: Der bliver hverken tale om rekordoverskud eller rekordudbytte på baggrund af Mærsks 2023 regnskab. I årets første 9 måneder faldt omsætningen med ca. 30 pct, og det endelige resultat med mere end 80 pct., fra ca. 24 mia. USD til ca. 4 mia USD. Hvordan det bliver til, at de rige bliver rigere, fortæller Oxfam heller ikke i år noget om.

Links til tidligere indlæg:

2022

Oxfam-Ibis årlige fiflerier – 2022 udgaven – Punditokraterne

2021:
Det dybe V – og lidt om fiflerierne i den seneste ”ulighedsrapport” fra Oxfam Ibis. | Punditokraterne

2020:
Om Oxfam Ibis årlige fiflerier | Punditokraterne

2019:
Alt det Oxfam-Ibis ikke fortæller dig | Punditokraterne

2018:
Vrøvl og vildledning fra Oxfam (igen) | Punditokraterne

2017:
Den årlige røverhistorie fra Oxfam og Ibis | Punditokraterne

2016:
Oxfam og IBIS – bevidst manipulation, uvidenhed eller …. ? | Punditokraterne

2015:
Bistandsbranchens falske profeter. | Punditokraterne

Som det også er traditionen tro, sluger verdenspressen Oxfam og Ibis vrøvlehistorier råt. Som min medskribent her på bloggen, Otto Brøns-Petersen, bemærker på sin facebook:

Det styrker ikke just troværdigheden til de traditionelle medier, at det tilsyneladende er muligt år ud og år ind at komme med det samme budskab baseret på hvad der vel bedst kan betegnes som “junk-science”.

Vi har tidligere her på bloggen indgående beskæftiget os med alle de fejlslutninger og misforståelser, som Oxfam og Ibis rapport er baseret på. Se bl.a. her. samt det bagvedliggende datamateriale fra Credit Suisse.

Med vanlig forarget tonefald får vi også i år historien om de superrige og deres store formuer sat op mod den halvdel af jordens befolkning, som med de mindste formuer.

Som Ibis skriver under overskriften “Find dig ikke i ulighed“:

8 mænd ejer det samme som den fattigste halvdel af jordens befolkning. Det er en vanvittigt ulige verden.

Et sygt system tillader, at ganske få absurd rige har råd til at spise sig mætte hver dag på Michelin-restauranter, mens 1 ud af 9 mennesker i verden samtidig går sultne i seng.

Med andre ord må man åbenbart forstå, at hvis ikke disse 8 mænd havde så store formuer, ville det være til fordel for jordens fattigste.

Det må i så fald glæde Oxfam og Ibis, at verdens 4. rigeste mand, Carlos Slim fra Mexico, sidste år oplevede at hans formue faldt med ca. 1/3, fordi aktiekursen på hans Telecom virksomhed América Móvil faldt drastisk i lighed med at pesos svækkedes i forhold til den amerikanske dollar.

Nu mangler vi bare at Oxfam og Ibis forklarer os, hvorledes dette har gavnet verdens fattige. Men den forklaring kommer vi nol til at vente på.

Til gengæld kan vi være sikre på, at der også til næste år i januar, hvor der også er Davos møde, naturligvis igen vil komme en rapport fra Oxfam og Ibis. Og konklusionen vil med garanti også til den tid være at det hele er af pommern til.

At vi de seneste 3 årtier har oplevet en historisk reduktionen i verdens fattigdom, mens størrelsen af den globale middelklasse er eksploderet, vil der næppe blive plads til at fortælle i den årlige rapport.

Og så længe pressen ukritisk rapporterer fra den, vil man naturligvis blive ved med at lave den. Som Fraser Nelson skriver på sin blog hos “The Spectator”:

Your average milkman has more wealth than the world’s poorest 100 million people. Doesn’t that show how unfair the world is? Or given that the poorest 100 million will have negative assets, doesn’t it just show how easily statistics can be manipulated for Oxfam press releases? They’re at it again today: the same story, every January. “Almost half of the world’s wealth is owned by just 1% of the world’s population” it said in 2014. It has done variants on that theme ever year, each time selling it as a new “big” story. All the time peddling the impression that inequality is getting worse, that the rich are engorging themselves at the expense of the poorest.

Samtidig udsendte Oxfam – i samarbejde med bl.a. danske IBIS – sin årlige “rapport“, hvis hovedbudskab som altid er at uligheden stiger og verden går af lave. Som tidligere år går man meget langt for at skabe billedet af en verden hvor de rige bliver rigere og de fattigere bliver fattigere. Alt sammen til formål at skabe opbakning til Oxfam og IBIS fortælling om at hvis bare man kom skattely til livs og de rige betalte deres “fair” del af skatten, så ville alting blive meget bedre.

Som IBIS skriver på deres hjemmeside:

Rapporten dokumenterer og analyserer den globale ulighed, der i den grad er løbet løbsk – og som forhindrer, at målet om at få udryddet global fattigdom inden 2030 kan blive indfriet. Tallene i rapporten er foruroligende. I dag har verdens rigeste én procent større rigdom, end alle andre mennesker til sammen. Blot 62 absurd rige ejer det samme som den fattigste halvdel af jordens befolkning – i alt 3,6 milliarder mennesker. For fem år siden skulle der 388 milliardærer til.

En historie som det også i år viste sig nem at sælge til verdens medier, ikke mindst herhjemme. Men også en historie som grundlæggende er falsk, ligesom Oxfam og IBIS rapport grundlæggende er uhæderlig. Hvilket dog kan være vanskeligt at opdage for det utrænede øje. Nemmere bliver det ikke af, at pressen videregiver rapporten, som var den udtryk for en faktuel og redelig gengivelse af virkeligheden. Det er der langt fra tale om.

Netto-formue begrebet forklaret igen igen

Som jeg skrev, da Credit Suisse årlige rapport om verdens nettoformuer udkom i oktober, var det kun et spørgsmål om tid, hvornår OXFAM og Ibis ville udsende deres rapport, hvor de på det skammeligste manipulerer og misbruger Credit Suisse data.

Vi havde allerede sidste år en debat om brugen af netto-formue begrebet. En debat som både foregik i de traditionelle og sociale medier. Det har jeg skrevet om tidligere.

Grundlæggende er problemet at Oxfam og IBIS – mod bedrevidende – bruger Credit Suisse årlige estimering af verdens nettoformuer som mål for velstand og levelvilkår. Og det er ikke muligt. De skriver og taler konsekvent om “verdens fattigste” stillet op mod “verdens rigeste” ud fra nettoformueopgørelserne.

Som Christian Bjørnskov bemærker i en kronik i Børsen onsdag den 3, februar, “Ren nonsens i ny ulighedsrapport” om netop Oxfam og IBIS rapport:

Ibis og Oxfams problem skyldes først, at de bruger en årlig rapport fra Credit Suisse, hvor banken opgør verdens nettoformuer. Dette begreb definerer de som værdien af omsættelige finansielle aktiver samt andre aktiver som bolig og jord fratrukket gæld.

Det er derfor forskelle i formue og ikke indkomster eller forbrugsmuligheder, Oxfam påstår, er udtryk for global ulighed. Det giver blot forsvindende lidt mening.

Ifølge opgørelsen udgjorde 10 pct. af amerikanerne således 10 pct. af verdens fattigste halvdel, ligesom over en million danskere var blandt den – en i øvrigt langt større andel end i Kina.

Den million danskere, der har ingen eller negative nettoformuer, er heller ikke i virkeligheden de fattigste danskere.

Metoden, som Credit Suisse bruger, har f.eks. den konsekvens, at optager en ellers velfungerende dansk landmand et lån for at forbedre sin gård, falder hans nettoformue, og han risikerer dermed at ende blandt det, Oxfam taler om som verdens fattigste.

På samme måde er der ganske store problemer med, hvordan Credit Suisse opgør folks pensionsformue, der som oftest ikke tæller med i nettoformuetallene – pensioner er jo typisk ikke omsættelige.

Så har man almindelig pensionsopsparing, tæller den ikke med, mens en investering, som skal finansiere ens pension, gør.

Konsekvensen er, at lande med velfungerende pensions- og forsikringsvæsener vejer langt tungere i de internationale tal og kommer til at se mere ulige og langt fattigere ud i den måde, Oxfam fortolker tallene på. Og jo bedre pensionsvæsener – og mere inklusive finansielle institutioner – et land får, jo mere ulige ser det ud i Oxfams årlige rapport.

Oxfam og IBIS rapport er med andre ord godt og grundig useriøs, med mindre man altså mener at de mere end 30 procent voksne danskere, som ifølge Credit-Suisse hører til verdens fattigste målt på formue, reelt er fattige.

Har man således en nettoformue (finansielle aktiver plus realaktiver minus gæld) på én krone, er man således rigere end 30 procent af voksne danskere tilsammen!

Medier og journalisters rolle

Lige som sidste år må jeg doge komplimentere Oxfam og IBIS evne til at få kritikløs omtale i medierne. Historien om de rige som bliver rigere og fattige som bliver fattigere og truslen fra stigende ulighed, slugte verdens medier igen i år råt og kritikløst – også Børsen viderebragte Ritzau-historien om at “62 personer ejer det samme som halvdelen af alle i verden“. I artiklen kunne man bl. a. læse følgende advarsel til verdens ledere fra Oxfams Winnie Byanima:

“Verdens lederes bekymring over den voksende ulighedskrise har indtil videre ikke ført til konkret handling – verden er blevet et meget mere ulige sted, og den tendens tager til i fart”

Problemet er bare, at Winnie Byanima’s udsagn er forkert på alle måder. Mere om det senere.

Efterfølgende er Oxfam’s rapport, lige som det var tilfældet sidste år, blevet kritiseret sønder og sammen, ikke mindst af økonomer.

Jeg havde selv en artikel i Raeson i sidste uge. hvor jeg under overskriften “Stop lige. Aldrig har så mange mennesker haft det så godt godt som nu“, påpegede at der ikke er faktuelt grundlag for Oxfam og IBIS påstand om, at :

”Kløften mellem rig og fattig bliver stadig mere ekstrem. Banken Credit Suisse afslørede for nyligt, at verdens rigeste 1 pct. nu har ophobet større værdier end alle andre mennesker tilsammen. Det er sket et år tidligere end forudset i Oxfam og IBIS’ prognose, der blev offentliggjort forud for sidste års World Economic Forum i Schweiz. Samtidig ejer den fattigste halvdel af menneskeheden 1.000 milliarder dollars mindre end for fem år siden. Dette er blot de seneste udtryk for en global ulighed, der formentlig er uden sidestykke i over hundrede år.”

Man undlader dog i modsætning til Credit Suisse, at påpege den væsentligste grund til det mindre fald i den globale nettoformue fra 2014 og til 2015, som er:

Den ugunstige valutakursudvikling [primært udviklingen i dollarkursen]. Tendensen for den underliggende rigdom forbliver dog generelt positiv”. Hvis man fastholder valutakurserne fra året før, ville formueudviklingen altså faktisk være positiv i alle regioner – altså også for den “fattige” (eller: mindst-rige) halvdel af menneskeheden (som jo bl.a. inkluderer 1.3 mio. danskere).

Hele øvelsen fra Oxfam’s side med at bruge Credit Suisse nettoformuetal er at “male et” på forhånd bestemt (dystert) billede af verden. Hertil er historien om de absolut rigeste’s netto-formuer i forhold til resten af verdens befolknings nettoformuer et nyttigt redskab, omend det måske nok hører hjemme i den mere kulørte del af pressen end i en rapport, som forventer at blive taget seriøs.

Jovist er det da “morsomt” at sammenligne verdens rigeste, som de fremgår af Forbes liste med alle os dødelige. Men om der skal 30, 40, 50, 62, 100 eller flere af dem til at have en formue svarende til “halvdelen af jordens befolkning”, som man ynder at skrive (som vist hvis man skal være helt korrekt er en del mere, da nettoformueopgørelserne alene laves for voksne mennesker, hvorfor 3,5 mia. udgør en meget større andel) er ret beset fuldstændig ligegyldigt. I forvejen forholder det sig således at 70 procent af verdens voksne befolkning tilsammen har en akkumuleret nettoformue svarende til 0,7 %, eller ca. 1.750 mia. dollars af verdens globale nettoformue på ca. 250.000 mia. dollars ved dagens kurser (medio 2015).

I virkeligheden er det langt mere interessant, at mens under halvdelen af verdens 400 rigeste i begyndelsen af 1980erne selv havde skabt deres formue, gælder det i dag 7 ud af 10 af USA’s rigeste, som vejer temmelig tungt på listen over verdens rigeste.

Og at, som påpeget af Christian i Børsen:

af de 400 rigeste amerikanere i 1982 var kun 6 pct. af dem eller deres efterkommere blandt de rigeste 25 år senere

 

“10” betyder man er startet fuldstændig fra bunden “1” at man intet gør for at vedligeholde og øge formuen. Kilde: Forbes

Indkomsten stiger mest i udviklingslandene  

Hvis vi ønsker at bruge et enkelt mål for den reelle udvikling i levestandard, skal vi naturligvis bruge folks indkomst. Skal man tro Oxfam og IBIS går det skidt, men fakta er dog, at det går ganske glimrende.

Siden 1990 er andelen af mennesker, som lever i absolut fattigdom mere end halveret, mens den globale middelklasse er vokset kraftigt. Sagt med andre ord: Aldrig har så mange mennesker levet så godt, og så lille en andel levet i absolut fattigdom, som i dag. Og til de som går op i indkomstfordeling, er den globale ulighed målt ved GINI-kvocienten også faldene. Koncept 1: alle lande vægtes lige. Koncept 2: der tages højde for indbyggertal. Koncept 3: der tages højde for hvert lands fordeling og befolkningstal. Kilde: Branko Milanovic

Med andre ord bliver verden ikke kun rigere, den bliver faktisk også mere lige. Altså det modsatte af hvad Oxfam og Ibis gerne vil bilde os ind. Oxfam og Ibis vil gerne give os indtryk af, at globaliseringen først og fremmest kommer de rigeste til gode, eller som man skriver :

”Der kan ikke herske tvivl om, at de store vindere i verdensøkonomien er dem, der i forvejen har mest. Vores økonomiske system er i den grad skruet sammen til deres fordel, og noget tyder endda på, at det bliver værre og værre. I stedet for at ‘dryppe nedad’ bliver indkomst og formue ’suget opad’ med foruroligende kraft.”

Til illustration af denne påstand anvender BIS og Oxfam nedenstående figur, som viser udviklingen hver decils akkumulerede indkomststigning målt i købekraftskorrigerede dollars.

Figuren kan overfladisk give det indtryk, at de rigeste har opnået de største indkomststigninger – og det er uden tvivl også formålet med den valgte form. Der er bare det problem, at IBIS og Oxfams udsagn er lodret forkert.

Som påpeget af bl.a. Christoph Lakner og Branko Milanovic,  som IBIS og Oxfam interessant nok bruger som kilde. Har de nederste 8 deciler oplevet de største indkomststigninger, hvis vi ser bort fra den 1 halve decil.

Det fremgår tydeligt af nedenstående figur fra Branko Milanovic “Global Income Inequality in Numbers: in History and Now“, som viser den reelle indkomstudvikling fordel på deciler i perioden 1988 – 2008. Det fremgår her tydeligt, at det ganske enkelt er ukorrekt – for ikke at bruge endnu kraftigere udtryk.

Når IBIS skriver, at “Der kan ikke herske tvivl om, de store vindere i verdensøkonomien er dem, der i forvejen har mest”, må det avises som usandt.

Det er nemlig IKKE de, som i forvejen har mest, der er de store vindere. Således er det i den 8. – 10 decil, at vi finder de som har haft de laveste indkomststigninger i perioden, mens de største vindere findes i 4. til 6. decil.

Selv den ene procent højeste indkomster har oplevet LAVERE indkomstfremgang end 6. decil

Den korrekte version af indkomstudviklingen siden 1988 er derfor at de store vindere er de 75 procent laveste indkomster samt den ene procent højeste. mens vi finder de største relative tabere blandt de 25 procent højeste indkomster (minus den famøse ene procent).

Det afspejler selvfølgelig at indkomstudviklingen har været mere behersket i den rige del af verden, hvis indbyggere alle er blandt de 25 procent højeste indkomster i forhold til resten af jorden befolkning. Måske med undtagelse af de absolut laveste indkomster.

Som Lakner og Milanovic konkluderer i “Global Income Distribution: From the Fall of the Berlin Wall to the Great Recession” :

A striking fact is that among the percentiles in 1988 that turned out 20 years later to have been the most successful part of the global income distribution, 90% of people came from Asia. Among the 1988 percentiles that 20 years later turned out to have been the least successful part of the global income distribution, 86% came from mature economies

Hvordan man får faldende indkomstforskelle til at se ud som stigende og afsluttende bemærkninger

Dette er ikke det eneste eksempel på hvad der kun kan ses som bevidst manipulation fakta. Et andet eksempel er hvorledes man behandler indkomstudviklingen i Brasilien, hvor den fattigste del af befolkningen har oplevet langt højere fremgang i indkomsterne end de 10 procent højeste indkomster (givet den nuværende situation kan man være meget bekymret for udviklingen fremover, men det er en anden sag).

I Oxfams og IBIS fulde rapport ledsages nedenstående illustration af udviklingen med følgende ord:

“In Brazil, where income inequality remains extremely high, the incomes of the poorest 50 percent more than doubled in real terms between 1988 and 2011, increasing slightly faster than those of the richest 10 percent. But the increase in the incomes of the top 10 percent equated to many more dollars in absolute terms, such that the absolute difference between the average incomes of the two groups also nearly doubled.”

Det er mildt sagt en besynderlig måde at beskrive en udvikling der indebærer, at de 50 proent laveste lønninger i den pågældende periode er mere end tredoblet (valget af periode kan også diskuteres, da perioden fra 1988 og frem til 1994 var præget af krise og meget høj inflation), mens de 10 procent højeste indkomster oplever mindre end en fordobling.

Af rapportens slutnoter fremgår, at

In 1988 the richest 10% of people in Brazil had a total income which was $166bn more than the total income of the poorest 50%. Between 1988 and 2011 the richest 10% saw their income increase from $218bl to $412bl (89%) and the poorest 50% saw their incomes increase much faster, from $51bil to $164bl (220%). Despite this faster growth, the absolute gap between the poorest 50% and the richest 10% who earned $412bn, had increased to $248bn (all values in 2005 PPP).

Med andre ord, hvis den historiske stigningstakt fortsætter, vil de 50 procent laveste indkomster i 2034 have en indkomst på i alt 527 mia., mens de 10 procent højeste indkomster vil have en samlet indkomst på 778 mia. dollars. eller 251 mia. Og så vil Oxfam og IBIS sikkert lægge vægten på at forskellen er steget med 3 mia. Men faktum er jo naturligvis at forskellen siden 1988 er faldet betragteligt. Det passer bare ikke ind i det billede, som Oxfam og IBIS ønsker at skabe om en verden hvor “den globale ulighed, der i den grad er løbet løbsk” som IBIS så malende skriver det, truer den fortsatte velstandsfremgang og fattigdomsbekæmpelse.
Men det er nok snarere Oxfam og IBIS aktiviteter som er til skade for den fortsatte fattigdomsbekæmpelse.

Konklusionen er, at man som udgangspunkt desværre ikke kan stole på hvad Oxfam og IBIS skriver. Det indebærer at deres materiale er uanvendelig og man ikke kan stole på dem. og det nytter jo ikke, at man hele tiden er nød til at checke alle kilder til en rapport. Det skal man med Oxfam og IBIS rapport – også i år.

Med andre ord er deres klippekort opbrugt for længst.

Desværre synes venstrefløjen ganske immun overfor fakta. Det fremgår tydeligt af en debat hos Lars Trier Mogensen i hans program “Det røde felt” på radio 24syv med Kristian Weise fra CEVEA. Uanset at de må give mig ret i at både metode og brug af begreber er forkerte, betyder det mindre for dem, da det “overordnede billede” billed åbenbart “føles” korrekt. Men hvis metoden er fejlagtig og begreberne misforstået, hvorledes kan man så hævde at konklusionen er korrekt? Men lyt selv. Man må virkelig undres.

IBIS finansieres primært af offentlige og institutionelle midler. I 2013 stammede kun 7 procent ud af indtægter på små 278 mio. kroner fra private. Du og jeg er altså tvungne til at finansiere en organisation, som ret beset arbejder mod reduktion af fattigdom og i lighed med en del andre “NGO’ere” har mere end svært ved sobert at forholde sig til de seneste årtiers glædelige udvikling i levevilkårene, ikke mindst for verdens fattige.

Som jeg påpeger i dagens kronik:

Trods de seneste par års lave vækst er den væsentligste historie om menneskehedens udvikling da heller ikke en fortælling om uretfærdig stigende fattigdom, hvor de rige bliver rigere, mens de fattige bliver fattigere. Det er derimod fortællingen om, hvorledes globalisering og udbredelsen af markedskapitalisme har øget velstanden til historisk uhørte højder for en stadig større del af jordens befolkning.

Hæver man sig lidt op i helikopterhøjde, og ser på udviklingen blot de seneste årtier, har den været intet mindre end forrygende. Så sent som i begyndelsen af 1980erne levede hver anden fortsat i ekstrem fattigdom. I dag gælder det “kun” 1 ud af 9. Alene de seneste 25 år er andelen faldet med 2/3.

Alle med succes er undtagelser

Den primære forklaring er naturligvis den større globale udbredelse af markedskapitalisme, ikke mindst i Kina. Alene i perioden 1981-2010 faldt antallet af absolut fattige i Kina således med 680 mio. Hvad man ellers kan have af forbehold overfor Kina kommer man ikke uden om, at det er en fantastisk bedrift.

Af samme grund bliver man som fortaler for globalisering og “budbringer” af det glade budskab om, at markedet er godt i gang med at få bugt med den værste fattigdom, nu mødt med argumentet om, at man ikke skal medtage Kina.  Det er et “særtilfælde” ( et som altså dækker ca. 20 procent af jordens befolkning).

Hermed træder Kina ind i en historisk tradition på venstrefløjen, hvor alt “væmmeligt” fra virkeligheden, der kan forstyre deres forestillinger om hvordan verden fungerer (og det er jo rigtigt meget), blot er noget man skal se bort fra.

Oplever et land øget vækst og velstand via mere marked, skal det altså fjernes fra “ligningen”. Det indebærer reelt at alle succesfulde økonomier skal holdes udenfor, da verden til dato har til gode at opleve en økonomi, der varigt klarer sig bedre via mindre markedsøkonomi.

Tidligere blev man mødt med, at man ikke skulle tage Sydkorea, Taiwan, Singapore og Hong Kong med, for de var også alle særtilfælde. Deres historie kunne ikke gentages. Men det blev den så. I Kina,

Heller ikke Chile må man nævne, for de er jo verdens største kobberproducent. Nu er Peru ved at gentage Chiles kunststykke. Det ender sikkert med, at man heller ikke må medtage dem på grund af landets naturrigdomme.

Og nej, det hjælper ikke hvis man nævner, at der ikke ligefrem er den store globale sammenhæng mellem at være rig på naturressourcer og sikre en fornuftig levestandard for sin befolkning. For så bliver man naturligvis mødt med argumentet om, at disse landes fiasko naturligvis skyldes multinationale selskaber og vestens udnyttelse af fattige lande og deres befolkninger. Ak ja.

Tilbage står, at hver  gang et land gør noget rigtigt i forhold til at sikre varig velstandsfremgang, skal det åbenbart skrives ud af den fortælling som venstrefløjen helst vil have. Nemlig at verden er uretfærdig, at det går af pommern til og det hele naturligvis skyldes markedet og den uretfærdige ulighed. Således også med det seneste tiltag fra Oxfam og Ibis.

Begge steder kører man en kampagne under titlen “Inequality out of control”. En meget mærkelig kampagne af flere grunde.

For det første bør netop organisationer, som beskæftiger sig med globale fattigdomsproblemer vel tage udgangspunkt i, at  den globale ulighed, hvis man finder at det er en vigtig parameter, rent faktisk er faldet de seneste 35 år. Se også Otto Brøns-Petersens indlæg her.

For det andet sætter man lighedstegn mellem ulighed og fattigdom. En sammenhæng der ikke er empirisk belæg for. Førnævnte Kina oplevede således stigende ulighed i præcis samme periode ,hvor man bragte næsten 700 mio. mennesker ud af fattigdom. Uligheden steg alene fordi nogle oplevede en større indkomststigning end andre. Væsentlig er at alle fik det bedre.

For det tredje bruger man nettoformue som udtryk for fattigdom. Nettoformue er defineret som værdien af omsættelige finansielle aktiver samt ikke-finansielle aktiver (primært boliger og jord) minus gæld. Der er mange problemer i at anvende dette begreb, ikke mindst hvorvidt det reelt siger noget om ens levevilkår.

Når en del boligejere i disse år er teknisk insolvente på grund af faldet i boligpriserne, har de så fået forringet deres levevilkår i en grad, at de er del at de 10 procent fattigste i verden? Hvis man bruger fordelingen af nettoformue, som de fremgår af Credit Suisse data, er det rent faktisk tilfældet.

Ud af de ca. 470 mio. voksne mennesker, som udgør verdens 10 procent fattigste målt på nettoformue, er mere end 1,2 mio voksne danskere, mens der kun er ca. 400.000 kinesere i denne gruppe.

Formuefordeling siger ikke noget fornuftigt om levestandard.

Reelt må Oxfam og Ibis fælles rapport afvises som det den er, ren og skær propaganda og tom luft uden faglig substans overhovedet. Der er reelt tale om misbrug af Credit Suisse årlige rapport om udviklingen i borgernes velstand i form af nettoformuer. Denne årlige rapport er der sådan set ikke noget galt i, så længe man ved hvad der måles på og ikke mindst, hvad tallene ikke siger noget om, nemlig levestandard. Og det er præcis hvad Oxfam og IBIS forgøgler os.

Og så er der den manglende vederhæftighed, grænsende til det bevidst løgnagtige. Således advarer Oxfam og IBIS mod, at de 1 procent rigeste i 2016 vil eje mere end resten af verden.

Det kommer man frem til ved at tage de sidste 4 års udvikling, og frejdigt påstå, at den bare vil fortsætte, se figuren nedenfor. Her er der tale om manipulation af den groveste slags.

At tage 4 år, hvor udgangsåret er lige efter kollapset i boligpriser og aktiekurser giver ingen mening. Det fremgår også tydeligt, hvis man ser på udviklingen siden årtusindeskiftet. Det rent faktisk mere sandsynligt, at den ene procent rigeste ikke vil eje mere end de resterende 99 procent tilsammen i 2016. Se også nedenstående figur, som viser udviklingen siden 2000

Tendensen set over hele perioden er derimod, at den ene procent rigestes andel er svagt faldende.

Piketty og neomarxistiske forestillinger.

Og hvad er så det egentlige formål med Oxfams og IBIS notat? Ja, det er at argumentere for en øget beskatning af kapital og formue. Logikken er funderet i de forslag som senest den franske økonom Piketty har slået til lyd for i sin bog, “Capitalism in the 21. century”. Den er omtalt her på bloggen i flere indlæg af  bl. a. Erik Winther Paisley og Christian Bjørnskov, se f. eks. her, her og her.

Hvad det har med IBIS oprindelige formål, nemlig at øge fattiges adgang til uddannelse, står lidt hen i det uvisse. Der er tale om politisk propaganda, som ret beset intet har at gøre i en bistandsorganisation der er fuldkommen afhængig af offentlig finansiering.

Efter jeg over flere dage via twitter debatterede med Lars Koch fra IBIS (og på et tidspunkt også Trine Partou March fra Mellemfolkeligt Samvirke), hvor han forsøgte sig som ekspert og postulerede at “der var anvendt videnskabeligt anerkendte metoder”, hvilket ikke var tilfældet, måtte han til sidst erkende sin opsigtsvækkende ringe viden om det område han beskæftiger sig med.

Således er han ikke klar over at den globale indkomstulighed har været faldene i årtier. Det fremgår af nedenstående Screenshot af en ordudveksling på Tweeter:

Nok så væsentligt erkender Lars Koch dog at formueuligheden ikke har direkte betydning. Den er altså kun indirekte gennem øget politisk indflydelse for de allerrigeste. Man må så spørge om det betyder, at IBIS og Lars Koch mener at det står særligt slemt til i Danmark? Af Credit Suisse rapport fremgår, at Danmark er et af de  lande der falder i kategorien “Høj ulighed”.

Kilde : Credit Suisse

Med deres “analyse” i hånden, argumenterer Oxfam og IBIS herefter naturligvis for, at formuer og kapital skal beskattes hårdere,.

Således skriver Lars Koch i Politiken den 19.1 under overskriften “skat på formuer kan få alle verdens børn i skole“, bl. a. at

Afviklingen af skatter og fremkomsten af den markedsfundamentalistiske model siden 1980’erne har øget den ekstreme ulighed.

Analyser fra Oxfam og Ibis viser, at de 85 rigeste i verden har samme formue som den fattigste halvdel af verdens befolkning.

Det fører ikke bare til dårligere velfærd og underminerer den sociale sammenhængskraft. Studier fra Verdensbanken og OECD indikerer også, at ekstrem ulighed hæmmer væksten.

Bortset fra at Lars Koch ikke har forstået OECD rapporten, som alene  problematiserer udviklingen for de 40 procent laveste indkomster (i OECD lande), er det åbenbart gået hen over hovedet på ham, at den globale fattigdomsreduktion har været langt kraftigere siden 1980erne end i perioden før, lige som den globale indkomstulighed har været faldende.

Med udgangspunkt i Piketty, foreslår Lars Koch herefter en formueskat på 1,5 procent af f.eks. formuer over 10 millioner kroner.

Ifølge Koch kunne en skat på 1,5 procent af “dollarmilliardærernes formue” (uha, de er nogle farlige nogle), kunne finansiere at få alle børn i skole i hele verden og sikre basal sundhed til alle i verdens fattigste lande.

Han burde nok have tilføjet, at det som minimum kræver, at den amerikanske stat er parat til at opkræve formueskat (USA er uden sammenligning den del af verden med de største formuer og dermed det største beskatningsgrundlag) og herefter fordele indtægterne ud i resten af verden. Næppe sandsynligt.

Noget andet er, at formueskatter reelt vil have en negativ velstandseffekt.

Som Mads Lundby fra Cepos påpegede et par dage senere i samme avis:

En formueskat vil indebære, at det bliver mindre attraktivt for virksomheder at investere i ny teknologi, maskiner og forskning. Det vil indebære lavere produktivitet og velstand.

Den Europæiske Centralbank har offentliggjort en undersøgelse, der viser, at højere kapitalskatter i Danmark giver et provenutab. Det skyldes, at de negative velstandseffekter af højere kapitalskatter er så betydelige.

Det skal også bemærkes, at Nyrup i 1996 afviklede den danske formueskat, i erkendelse af at den skadede dansk økonomi. Heldigvis er andre forsøg på øget kapitalskat på retræte.

Vi ved hvad der virker og det er markedet

Vil man hjælpe verdens fattige handler det om mere vækst og det gøres bedst gennem mere frihandel. Ikke mere, men mindre skat på kapital. Mere marked og mindre stat. Stort set det modsatte af hvad IBIS og Lars Koch står for.

IBIS og Lars Koch er falske profeter, som prædiker et budskab, der ikke vil lede til mere velstand og mindre fattigdom. Konsekvensen vil, alt andet lige, være mindre velstand og øget fattigdom. Det viser eksperimenterne gennem tiden med radikale former for omfordelingspolitik med alt tydelighed.

Derimod viser de sidste 200 års udvikling – ikke mindst de sidste årtiers – udvikling, hvor effektiv markedskapitalisme er til at øge velstand og mindske fattigdom. Udviklingen i Østasien siden 1980 viser dette med al tydelighed. For 35 år siden levede 2 ud af 10 i den dybeste fattigdom. I dag er det 1 ud af 10.

På den anden side kan man med god ret stille spørgsmålstegn ved hvor meget godt organisationer som IBIS har gjort (ud over de som får deres løn ved at arbejde i ornganisationerne).

Tæt på 250 mio. kroner om året modtager IBIS. Gud vide hvor meget fattigdomsreduktion vi kunne få for de penge, hvis vi f.eks. købte smartphones, tøj eller computere eller legetøj eller….. for pengene i stedet.

Formentlig en hele del mere end ved fortsat støtte til organisationer som bla. IBIS. Også selv om hovedparten af midlerne ender i “fæle kapitalisters” lommer. De er jo ofte “grådige”, hvorfor pengene sikkert hurtigt ville blive investeret igen i forsøget på at tjene endnu flere penge. Og det er faktisk ikke så skidt endda.