Argumentationen bygger på en forestilling om en snæver sammenhæng mellem antallet af undervisningstimer og elevernes faglige niveau. Det er der bare ikke empirisk belæg for, tværtimod.

Sammenholder man antallet af skematimer, som det fremgår af OECDs seneste udgave af “Education at a glance 2013” med den seneste PISA-undersøgelse, er den umiddelbare konklusion faktisk tværtimod, som det fremgår af figuren nedenunder.

Jeg skal understrege at ovenstående IKKE skal tolkes som “jo færre timer, jo bedre fagligt niveau”. Men det indikerer klart, at man ikke kan slutte, at flere timer giver bedre fagligt niveau.

Et godt gæt er formentlig, at det betyder mere, hvad der faktisk foregår i de timer børnene bruger i skolen.

Men måske burde overskriften på SFs hjemmeside have været  “Bedre service for flere penge er en utopi”, for på trods af “verdens største” offentlige sektor og “verdens højeste skattetryk” er det mere end tvivlsomt at vi også har “verdens bedste service”.

At servicen reelt meget vel kan blive ringere er så en anden sag. Men det skyldes alene de metoder hvormed man sikrer overholdelse af budgettet (hvis man altså overholder det) og det faktum, at prioriteringer også indgår i det politiske spil om de kommende års mia. af kroner. Der eksisterer i det danske regelsæt der reguelrer overførsler fra staten og udligningsordninger ikke noget incitament til en reel effektivisering og omkostningsstyring – tværtimod. Derimod er der en tendens til, at de foretrukne områder der må holde for bliver de der er synlig for borgerne, for at der kan være plads til den “nødvendige” udvidelse af den administrative kapacitet Det sikrer den fornødne negative offentlige debat og styrker positionen i forhold til næste års forhandlinger.

Når man sammenligner det offentlige forbrug i Danmark må man ikke kun spørge sig selv, hvorfor nogen kan få den tanke at en manglende oplevet kvalitet skyldes at man bruger for få penge. Man må også spørge sig selv hvorfor man ikke for længst i langt højere grad har indraget det faktum, at andre lande har et væsentligt lavere offentlig forbrug – også lande hvis samfundsmodel minder om vores egen socialdemokratiske, uden man derfor nødvendigvis kan tale om en lavere kvalitet.

Nedenstående figur er hentet fra Dansk Erhvervs tidsskrift “Perspektiv” nr. 47 og er et forsøg på at illustrere hvor meget mindre det offentlige forbrug ville være, hvis bare det var på niveau med en række sammenlignelige lande. Og som det fremgår er der tale om ganske store summer. Hvis vi for eksempel havde et forbrug på niveau med Sverige, ville vi således spare 38 mia. kroner, eller lig med ca. 2 x efterlønsreform. Hvis vi havde et forbrug på niveau med Finland ville vi spare hele 84 mia. kroner.

Det danske uddannelsessystem – en Chevrolet Spark til Rolls Royce pris.

Finland er et af de lande der scorer bedst i den såkaldte PISA test, samtidig med at det er betydeligt billigere i drift end det danske. Mens Danmark konkurrer om at have verdens dyreste uddannelsesystem, klarer vi os til gengæld ringe, ikke mindst målt i forhold til prisen. Hvilke årsager der kan være til, at Danmark bruger hvad der svarer til 33. mia kroner mere på uddannelse, efter der er taget højde for forskellen i befolkningsstørrelse, i forhold til Finland, har Gert Laier Christensen og Torben Mark Pedersen (ifølge eget udsagn efter inspiration fra undertegnede) undersøgt i Perspektiv nr. 44.

Særligt Finlands udgifter til folkeskolen bør mane til eftertænksomhed hos de politiske partier der sælger budskabet om at flere penge er nødvendige for at sikre en højere kvalitet. For mens Finland  konsekvent ligger i top i Pisa-undersøgelser, ligger Danmark alene i top med hensyn til udgifter, hvorimod det faglige udbytte ifølge Pisa er en “tynd kop te”.

Som det fremgår af ovenstående figur er det særligt i folkeskolen at det danske “overforbrug” er værst.

I analysen kommer man frem til en en række forhold med betydning for de højere omkostninger:

• Danske elever har 11 procent flere timer per år
• Man har i i højere grad gjort brug af specialundervisning.
• Klassekvotienterne er væsentligt mindre på klassetrinene 1-7,

Ovenstående indebærer at vi i Danmark har ca. 30 procent flere lærere i forhold til antallet af elever i forhold til Finland. Med tanke på at især EL, S og SF samt lærernes egen fagforening slår på, at flere lærere i forhold til antallet af elever kan have en gavnlig effekt, er det bemærkelsesværdigt, at der ikke imperisk er data der tilsiger dette.

For gymnasier og videregående uddannelser kommer man frem til at:

• Specielt gymnasielærerne underviser mindre i Danmark end i Finland, hvor en lærer underviser ca. 51 procent mere end sin danske kollega. Reelt medfører det, at der er færre midler til rådighed i danske gymnasier efter lønbetaling.
• Vi bruger væsentligt flere penge på uddannelsesstøtte, både stipendium og lån. Effekten af denne gavmilde støtte har ikke medført at danskerne bliver bedre uddannet. Sammenholdt med et uddannelsesystem, som reelt indebærer en overuddannelse inden for de videregående uddannelser og et efterfølgende lavt afkast af uddannelsen (efter skat), er konsekvensen formentlig primært at vi 1. Uddanner os “forkert” (for mange cand. mag’er i dit og dat) og 2. Har en høj gennemsnitsalder før vi er færdiguddannede.

Endelig peger en flad lønstruktur indebærer at det er vanskeligt at belønne dygtige lærere. Det skyldes både, at startlønningerne er højere, og at toplønningerne er lavere i Danmark end i Finland. I Danmark er lønspredningen på 13 pct. i folkeskolen og 31 pct. i gymnasiet, hvorimod den i Finland er på 58 pct. i folkeskolen og på 77 pct. i gymnasiet.

Det danske uddannelsessystem er en dilettantkomedie.

Hvor Dansk Erhvervs analyse klart peger på en række forhold der kan forklare de højere omkostninger. Først og fremmest det store forbrug af arbejdskraft. Kræver en analyse af hvorfor det højere ressourceforbrug ikke fører til en højere kvalitet naturligvis en mere kvalitativ analyse. Følgende er således alene mine bud, baseret dels på min egen tid som “kunde” i det danske uddannelsesysstem – en erfaring jeg deler med de fleste af punditokraternes læsere, samt 20 år i den gymnasiale sektor, både som underviser og i skiftende lederstillinger.

Hvis der er et ord der kan karakterisere uddannelsessektoren er det udtrykket dilettanteri. Hvis man driver en professionel (ikke støttet) teatervirksomhed må man som enhver virksomhed skele til bundlinjen, ligesom håndværket skal være i orden af hensyn til publikum, der ellers bliver væk. Anderledes forholder det sig med dilettantforestillinger. her er det mindst lige så vigtigt at de medvirkende har en god oplevelse. Som bekendt sker det fra tid til anden at en dilettantkomedie – eller en film med amatørskuespillere ender med at være stor kunst og give publikum store oplevelser, men generelt må det jo nok konstateres at kvaliteten sjældent når profesionelle teater- og filmproduktioner til knæene.

Sådan er det også med det danske uddannelsessystem. Ambitionerne er ofte høje, ikke mindst fra undervisningsministeriet og politikernes side, der i denne forestilling kan sammenlignes med den selvovervurderende instruktør, der hverken har styr på egne eller deltagernes evner. Dertil kommer at deltagerne (udtrykt ved fagforeningerne) har nogle helt grundlæggende målsætninger der sjældent drejer sig om kvaliteten af det færdige produkt. I dette “game” er fagforeningerne for øvrigt reelt de eneste der fungerer på markedsvilkår, i det de skal skaffe medlemmer. Og hvem kan de så være sikre på melder sig ind? Skal vi gætte på at det er dem med de “ringeste kompetencer” eller med andre ord, de der alene er med for hyggens skyld.

Og så er vi slet ikke gået i gang med at se på hvorfor fagfordelingen er som den er. Det er i sidste ende primært udtryk for hvilke faggrupper der står stærkest. Her har vi gennem flere årtier set hvorledes samfundsfag har formået at styrke sin position.

Men når man så ikke er i stand til at levere et professionelt produkt, kan man selvfølgelig altid pakke det ind i retoriske gevanter, tågede forestillinger og egen selvhævdelse. Det er hvad vi har pædagogik til.

Alt dette munder naturligvis ud i et system hvor helt fundamentale overvejelser som f.eks. hvorvidt det forventede afkast står mål til de investerede midler er at opfatte som et “ondt og koldt” menneskesyn. Det kan vi jo ikke have, fordi “vi” arbejder jo med mennesker og har en særlig fin mission at udføre her i livet.

Så vidt jeg er orienteret har man på intet tidspunkt foretaget noget der bare minder om en cost-benefit analyse ved de forskellige uddannelsesreformer man gennem årene har belemret os med. Grundlæggende er det eneste redskab man bruger at stikke fingeren i vejret, foretage nogle pædagoiske besværgelser på græsk (så lyder det jo lidt videnskabeligt), sælge projektet  til den til enhver tid sidende minister (gymnasiereformen i 2005 var et skrivebordsprojekt, der havde ligget i en skuffe fra en gang i 1990erne), der hermed har muligheden for at udvise en eller anden form for handlekraft. Udstyrende med et passende arsenal af buzzwords om processer, dynamik og hele mennesker kan det så sælges til en offentlighed der ikke har en jordisk chance for at vurdere det fremlagte.

Én af effekterne af denne fremgangsmåde er, at det i høj grad er undervisningsministeriets ansvar, at det har været relativt nemt for fagforeningerne at kræve f.eks. en betydelig forberedelsesfaktor. Man har også konsekvent fravalgt alle tiltag der kunne sikre en lavere omkostning.

Det danske uddannelsessystem bygger på at forberedelsen af de enkelte lektioner ligger hos den enkelte lærer eller til nøds i lærerteams, hvor mange lærere vil argumentere for at det indebærer at de skal bruge mere forberedelsestid. Derimod er der et totalt fravær af på forhånd forberedte og fastlagte lektioner. Hermed fravælger man at udnytte en af de få fordele der ved et offentligt uddannelsessystem, nemlig stordriftsfordele. Og selv om der kan være andre grunde til at man ikke ønsker en fuldstændigt centraliseret planlægning af den enkelte lektion (som det kendes fra Frankrig), bliver kvaliteten ikke bedre, hvorimod omkostningerne med garanti er højere.

Når SF på sine hjemmesider skriver, at “bedre service for de SMS lan er en utopi” og som eksempel på forringelser skriver, at

834 lærere i løbet af i år blevet varslet, at de kan blive fyret. Samtidig er 2.500 stillinger inden for de sidste par år ikke blevet genbesat, når ældre lærere er gået på pension.

kan det meget vel være at de får ret. Men i så tilfælde er det alene udtryk for den manglende professionalisme i tilgangen til vores uddannelsessystem.

At der så har været en borgerlig undervisningsminister i 20 ud af de sidste 30 år, viser blot at dilettanteri ikke er forbeholdt en bestemt politisk fløj.