Skulle læserne have lyst til at vide mere om en af de mest indflydelsesrige filosoffer nogen siden, og den første samfundstænker vi kan genkende som moderne økonom – og det synes vi bestemt, de bør – er der flere steder at gå til. Vi kan allerførst anbefale at læse Smith selv! Både The Wealth of Nations og den mindre kendte (men fremragende) The Theory of Moral Sentiments kan stadig læses med stor fornøjelse. Vi kan også varmt anbefale Dennis Rasmussens interessante og bevægende The Infidel and the Professor om Smiths venskab med David Hume. Otto bidrog i 2011 til et fint temanummer af Libertas som er en god introduktion. Og hvis man er mere interesseret i manden og hans tid, er Johan Norbergs dobbeltdokumentar The Real Adam Smith nedenfor også stærkt anbefalet. Uanset hvad man har af tid og hvad man specifikt er interesseret i, er det altdi en god idé at lære mere om Adam Smith, hans idéer og hans tid. God fornøjelse!

I slang-versionen bruges ”samfundskontrakt” som oftest reelt i betydningen ”samfundssystem”. Men i modsætning til samfundssystem så indikerer ”samfundskontrakt”, at systemet er skabt ved borgernes eksplicitte tilslutning. Dermed indikeres det også, at hvis nogen forbryder sig mod ”samfundskontrakten”, så har de begået en slags løftebrud. Skulle nogen få den idé at ændre dagpengesystemet, så kan de beskyldes for at bryde samfundskontrakten. Regeringens populistiske kampagne mod bankerne blev markedsført som en styrkelse af samfundskontakten!

Der er bare ingen samfundskontrakt i disse tilfælde. Det er en kontrafaktisk insinuation, som dækker over 1) at kritikeren anser bestemte institutioner, f.eks. dagpengesystemet (eller alt muligt andet) for en vigtig del af samfundssystemet, og 2) at andre bør være forpligtet til at opretholde eller forbedre det. Det svarer lidt til den måde, ”etik” ofte bliver brugt på: Jeg synes X er rigtigt. Du forbryder dig mod X. Ergo optræder du uetisk. Man kan endda blive stødt på sin ”etiske sans”.

På samme måde som samfundskontrakten er etik et vigtigt og centralt filosofisk begreb, som i slangversionen blot afslører en svaghed i argumentationen, der nødvendiggør at klistre filosofiske begrebers autoritet på den.  

Kontrakten er en af menneskehedens største opfindelser. Den er en af civilisationens vigtigste grundpiller. Den muliggør fredelig sameksistens og et samarbejde, der ellers ikke ville være muligt. Det gør den ved at suspendere potentielle konflikter og tidsinkonsistens. A vil give X kr. for at få bygget et hus. B vil gerne bygge det for X kr. Begge bliver bedre stillet ved transaktionen. Uden en kontrakt ville A imidlertid have en tilskyndelse til ikke at betale B, når huset stod færdigt. B indser dette og afstår fra at bygge huset. Transaktionen mislykkes. Det er dilemmaer som dette, en kontrakt kan fjerne ved at foreskrive, hvordan fremtidige konflikter skal løses og forhindre, at det kan svare sig at handle opportunistisk. En kontrakt er et frivilligt regelsæt, som bliver oprettet, fordi begge parter har interesse i det. Den frivillige tilslutning giver kontrakten en meget stærk status.

Af samme grund har politiske filosoffer fundet ideen om, at samfundets og især staten og de tilhørende politiske institutioner hviler på en tilsvarende frivillig tilslutning, for stærkt tiltrækkende. Det vil give staten og dens institutioner en legitimitet, som i yderste fald svarer til private kontrakters. Loven kan betragtes på linje med kontraktens frivillige regelsæt, som parterne har aftalt og pålagt sig selv. Thomas Hobbes samfundskontrakt er kendt af de fleste, men rigtig mange andre – fra Rousseau til Kant – har betjent sig af en eller anden form for samfundskontrakt. Enten som påstået faktisk historisk fænomen, som en hypotetisk kontrakt alle ville have skrevet under på, eller som et instrument til at udtænke moralske principper med. Det er selvsagt en meget vanskeligere øvelse at begrunde en samfundskontrakts autoritet end en privat kontrakts, men politiske filosoffer har gjort sig store anstrengelser. Hvor godt det er lykkedes, må vi tage op en anden gang. Men det bør noteres, at ingen af dem bare postulerer en samfundskontrakt ud af det blå, fordi de lige synes, at sådan bør den være. Eller at alle dermed er bundet moralsk af den.

Det er derimod tilfældet med slangversionen af samfundskontrakten. Den har dybest set samme status som et forfalsket gældsbrev og er et forsøg på at afkræve alle andre en gæld, som de ikke har stiftet.

Det ville være godt at slippe for at høre mere om ”samfundskontrakter” af den slags. Men gerne mere om ægte samfundskontrakter.

Redaktionen har givet artiklen den friske overskrift “Det kan politikerne lære af Nobelprisvinderne”, selv om de fleste eksempler handler om private kontrakter så som forsikringer, jobkontrakter og CEO-bonusser. Men som jeg når at komme meget kort ind på, er der også politikrelevans. Og det handler endda ikke kun om politik for politikerne, men om hvordan gode politiske institutioner ser ud. Ja, faktisk har politiske filosoffer fra Hobbes, Locke, Rousseau og Kant til moderne skikkelser som Rawls og Gauthier på forskellig måde brugt ideen om en social kontrakt til at basere en politisk filosofi på. Så kontrakter er et vigtigt fænomen.

Hvad skal de til for? Artiklen eksemplificerer det med at bage en kage. Den kan blive større, hvis vi samarbejder. Men hver af os kan umiddelbart få mere kage, hvis vi bruger nogle af kræfterne på at tilkæmpe os en større del af kagen. Resultatet af, at alle gør sådan, bliver bare mindre kage. En kontrakt som binder os til at afstå fra at bruge kræfter på at kæmpe om kagen kan derfor i sidste ende føre til mere kage til alle.

Det økonomiske marked består dybest set af parvise bytter, som stiller begge parter bedre – altså skaber mere kage. Men der er mange situationer, hvor den slags bytter kun kan lade sig gøre med en kontrakt. Der ville ikke være mange forsikringer, fastansatte medarbejdere eller byggerier uden en kontrakt. Men der opstår nogle interessante problemer, når den perfekte kontrakt ikke kan lade sig gøre. Ét problem er, at man ikke altid kan overvåge fuldstændigt, om parterne overholder aftalen. F.eks. at forsikringstagere ikke bliver skødesløse eller direktøren aldrig tilgodeser sig selv frem for ejernes interesser. Et andet problem er, at en kontrakt ikke altid kan tage højde for alle situationer på forhånd.

Det er den type problemer, Hart og Holmström arbejder med. De kan bl.a. svare på, hvordan CEO-kontrakter kan udformes, og hvordan ejerskabsstrukturen hos forretningspartnere bør se ud.

Men der er som sagt også politiske implikationer af kontraktteori. Én kunne være, at staten ikke bør tilsidesætte private kontrakter. Hvis kontrakter er et gode, bør de ikke undergraves. Pointen går endda efter min opfattelse en hel del dybere. Hvis man begrunder politiske institutioner og politisk filosofi på hypotetiske kontrakter, så forekommer det selvmodsigende at se bort fra faktiske, konkrete kontrakter. Faktisk enighed bør stå over hypotetisk. En anden kunne være, at legitim politisk virksomhed bør handle om at gøre kagen større, ikke omfordele den – og slet ikke på en måde, som gør den mindre.