På den ene side illustrerer kortet, at der de sidste ti år er 11 lande, hvor demokratiet de facto er brudt sammen: Benin, Burundi, Georgien, Guinea, Kirgisistan, Nicaragua, Sierra Leone, Thailand, Tyrkiet, Ungarn og Venezuela. Der er derimod kun fem lande, der er blevet demokratiske i samme periode: Gambia, Guinea-Bissau, Liberia, Montenegro, Nepal, og Nigeria. På den anden side ser det slet ikke så skidt ud, når man tager hensyn til hvor mange mennesker, der er påvirkede. Helt konkret har 248 millioner mennesker mistet deres demokratiske institutioner, mens 272 millioner har fået demokrati. Mens de cirka 70 millioner i Thailand og 83 millioner i Tyrkiet er negativt påvirkede, opvejes de to store landes tab af demokrati af det ny-demokratiserede Nigeria, der er hjem for 230 millioner borgere.

En lille, interessant detalje, er at i den sidst opdaterede udgave af World Governance Indicators har de to grupper lande næsten præcist samme vurdering af deres Rule of Law: de nye autokratier har et gennemsnit på -0,75 mens de nye demokratiers er -0,72 (p<0,92). Ser man på tingene på en anden måde – ved at bruge Varieties of Democracies indikator for ‘electoral democracy’ kan man derimod klart se forskel: De nye autokratier scorer et gennemsnit på 0,28 på indekset, der går fra 0 til 1, mens de ny demokratier scorer 0,54 (p<0,01). De er således ikke nær så pænt demokratiske som Danmark og Sverige – begge vurderet lige omkring 0,9 i 2022 – men klart demokratiske. Udviklingen 2013-2023 er således et eksempel på, at kvaliteten af et lands juridiske institutioner ikke altid går hånd i hånd med deres grad af demokrati.

Ser man på deres udvikling på et helt andet, centralt forhold, er ændringerne i ytringsfrihed også sigende. Mens der i den demokratiserede grupper ikke er sket ret meget undtagen i Gambia, er Varieties of Democracies indeks for ytringsfrihed faldet med 0,22 point i de autokratiserede lande (p<0,05). Skal man vove en bid fortolkning, kan man måske ofte se ytringsfriheden udvikle sig positivt før et land bliver demokratisk. Med andre ord er positive ændringer måske ‘forward indicators’ for demokratisering, mens man ikke kan sige det samme om autokratisering.

Som sagt lader vi det være helt op til læserne at vurdere situationen: Er det godt eller skidt, og er der tegn på at verden bliver mere eller mindre demokratisk for tiden? Idag dokumenterer vi blot udviklingen, for uden konkret information er den politiske debat bare en gang synseri. Det beskæftiger vi os ikke med her på stedet, og vi arbejder også for, at der skal være mindre af det i danske medier, og mere faktisk viden.

Mit bud, baseret på vores opdatering af demokratiindikatorerne i Cheibub, Gandhi og Vreelands DD-database, peger på tre lande: Kenya, Mongoliet og São Tomé og Príncipe. Alle tre er kendetegnet ved at være fattige eller mellem-indkomst med PPP-justerede nationalindkomster på 3300, 12.500 og 3400 dollars (kilde: CIA World Factbook) og har været stabilt demokratiske i mindst ti år.

De deler også det, at alle deres geografiske nabolande er stabilt autokratiske, forstået på den måde at de alle er kategoriseret som udemokratiske i hele perioden 2005-2015. Deres nabolande er på andre måder bekymrende. For Kenya gælder det f.eks. Somalia og Sydsudan, for Mongoliet Rusland, og for São Tomé er det nærmeste fastland Gabon og Ækvatorialguinea. Sidst er de alle tidligere kolonier – Kenya som en del af Britisk Østafrika, São Tomé under portugiserne, og Mongoliet som en effektiv sovjetisk lydstat. Mens det kenyanske demokrati ikke altid er perfekt fredeligt, ligner politiske processer i Mongoliet og São Tomé dem vi kender fra vestlige lande. Det er med andre ord ganske imponerende, at demokratiet har slået så grundigt rod i de tre lande.

I den anden ende af skalaen viser de nye data ret klart tre lande, hvor autokratier overlever på trods af, at de er næsten helt omgivet af demokratier: Montenegro, Singapore og Cuba. Montenegro har de sidste ti år været omgivet af demokratier på alle sider, men præsident Filip Vujanović og premierminister Milo Đukanović har siddet tungt på magten siden før den officielle uafhængighed fra Serbien i 2006. Đukanović har således haft posten som enten premierminister eller præsident uafbrudt siden 1991. Historierne om statssanktioneret smugleri, manipulation med banker og indgroet rent-seeking mangler ikke i det ellers fabelagtigt smukke land, og indtil videre er det ikke lykkedes at vælte en magthaver.

I Cuba har det på meget anderledes vis været Castro-brødrenes kommunistiske jerngreb, der har holdt befolkningen udenfor en hvilken som helst indflydelse. Ingen ved præcist hvor mange politiske fanger, der sidder i landets fængsler, og selvom regimet har åbnet en smule op – Obama blev således modtaget tidligere i år og holdt ikke sin kritik tilbage – er der ingen tegn på, at den politiske elite og de cubanske militær har planer om at give magten fra sig. I mellemtiden er alle nabolandene, med undtagelse af Haiti, blevet stabilt og pænt demokratiske. Cubanerne kan, i det omfang de får information fra internet, tv eller undergrundspressen, blot følge med i, hvordan verden løber fra dem.

Sidst, men ikke mindst mærkeligt, har Singapore været ledt med stor, autokratisk dygtighed. Lee Kuan Yew definerede stilen i de tre årtier, han sad ved magten efter uafhængigheden, og efterfølgende leder har styret den lille bystat sammen med et parlament, der er nogenlunde demokratisk valgt, men uden megen formel magt. Singapore har således ikke fulgt Cubas voldsomt undertrykkende måde at bevare autokrati, og har heller ikke været udbyttende som Montenegros elite. I stedet har bystaten skabt et af verdens mest effektive embedsværk, retsvæsener og erhvervsklimaer. Resultatet har været en af verdens hurtigste vækstrater, så Singapore fra at have været en ret ubetydeligt, fattig knold med en havn i 1950erne er vokset til at være markant rigere end Danmark. Selvom der er en demokratibevægelse, som også blander sig i den offentlige debat, synes politiske rettigheder stadig at være lidt nede på listen over prioriterede emner blandt store dele af befolkningen.

Dagens post er således både en undren over, at visse lande kan bibeholde politiske institutioner, der slet ikke ligner nabolandenes, og en introduktion til, hvad man kan bruge denne type databaser til – man kan f.eks. notere sig, at alle de særligt stabile autokratier har ikke-militære ledere. Men posten er også en påmindelse til mange læsere, der måske i gymnasiet eller andre steder har lært, at tal er kolde og økonomer kun er interesseret i dem (og penge). For som eksemplerne viser, er der en historie bag hvert ’tal’, men man skal nogle gange have de hårde fakta – tallene – først før man opdager historierne.