Der er næppe bedre steder i verden at undersøge populisme og dens konsekvenser end Latinamerika. Det er præcist det, netværket Public Choice in Latin America blandt andet gør. Og forleden bragte de det nedenstående interview med netværkets grundlæggere Nicolás Cachanosky og JP Bastos, der netop talte om ny forskning om populisme i regionen. Nick er lektor ved University of Texas at El Paso og director for universitetets Center for Free Enterprise, mens JP er en rising star i public choice-miljøet og på vej til en stilling som adjunkt ved University of Austin. Hele interviewet tager 55 minutter og er varmt anbefalet som en interessant lille time i pinsen!

I Populism and Monetary Freedom undersøger vi spørgsmålet, men med inspiration fra noget af den nye forskning, jeg selv (i al beskedenhed) har været med til at lave. I stedet for, som i tidligere forskning, at undersøge de relativt få tilfælde hvor et klart populistisk parti kommer til magten, ser vi på tilstedeværelsen af populister i parlamentet. Det tillader os allerførst at bruge nyudviklede data på hvor populistiske partier er i stedet for enten-eller kategoriseringer. Og for det andet tillader det os at måle den indflydelse, populistiske partier kan have, selvom de ikke sidder i regering. Den indflydelse kan både komme fra situationer, hvor de er med i forligskredse om politiske forslag – og dermed har konkret mulighed for at sætte et populistisk aftryk på politik i systemer med mindretalsregeringer – og fra deres afsmitning på andre partiers politik. Som man har kunnet se i mange år i Danmark, reagerer almindelige politiske partier ofte på konkurrencen fra populisterne ved at overtage dele af den populistiske politik. Socialdemokraternes udlændingepolitik idag er for eksempel en næsten direkte kopi af Dansk Folkepartis politik fra 10-15 år siden.

Og når vi følger 72 landes pengepolitik og pengepolitiske institutioner i perioden 2000-2023, viser der sig et ganske klart billede: Jo stærkere populistiske partier der er repræsenterede på venstrefløjen i parlamentet, jo større er chancen for at landet introducerer kapitalkontrol, reducerer dets finansielle åbenhed, og svækker beskyttelsen af udenlandsk-ejede aktiver. I løbet af et par år kan man også se inflationen stige, når den fulde effekt af populistisk politik slår igennem. Det helt særlige her er ikke blot, at systematisk højere inflation så klart er et venstre-populistisk fænomen – vi finder ikke på samme måde systematiske effekter af højre-populisme – men også at effekten af populisme er stærkere, jo større en andel af parlamentet er domineret af venstrefløjen helt generelt. Vi tager det som indikation på, at populistiske partier ofte får deres politik igennem selvom de formelt sidder i opposition.

Hele det nye papir kan læses i linket ovenfor. Her er abstractet:

Populist leaders frequently challenge established economic institutions and policy norms, including the independence of central banks and the conventional conduct of monetary policy. While a growing literature examines the macroeconomic consequences of populism, less is known about how populist actors affect monetary policy institutions and instruments. Building on the view of populism as a political approach that contrasts a virtuous “people” with a corrupt elite and claims exclusive representation of the general will, this paper empirically examines whether and how populist forces influence monetary policy. Distinguishing between different ideological versions of populism in the economic policy sphere, we combine eight indicators of monetary policy and monetary institutions from the Economic Freedom of the World dataset with newly developed measures of populism and ideology to construct a panel dataset covering 72 countries with Western-style political institutions from 2000 to 2023. Results indicate that any negative effect of populism in government is primarily associated with economically left-wing populism that can build on left-leaning majorities in parliament. These are clearly linked to stronger capital controls, reduced financial openness, weaker protection of foreign assets, and over time higher inflation.

Min glimrende kollega Justin Callais, der idag er cheføkonom ved Archbridge Institute, skitserede forleden teorien på sin Substack Debunking Degrowth (der i sig selv er varmt anbefalet). Justin opsummerer teorien ved at den “highlights how political extremes often converge in their authoritarian tendencies, anti-establishment rhetoric, and simplistic “us versus them” worldviews.” Ekstremerne konvergerer således i definitionen på populisme, og kommer ikke overraskende til at føre ret ens politik. Her er nogle få eksempler fra Trumps anden administration.

Interventionistisk industripolitik er baseret på idéen om, at markedet ikke virker – eller, som nogle populister påstår, kun virker for nogle allerede priviligerede grupper – og derfor skal styres politisk. Man skal fra politisk side dirigere industrien, subsidiere og beskytte særligt strategisk vigtige (læs: politiske forbundne) sektorer, og både beskytte og promovere særlige slags arbejdspladser i traditionel industri. Populisternes industripolitik hviler således på socialistiske idéer fra 1930erne og 50erne, der bredt set er debunket af ædruelige politikere, og som forskere som von Mises, Hayek og Olson forlængst har vist, ikke kan lade sig gøre i praksis. Men det er meget præcist den type politik, Trump i stigende grad fører, og amerikanske socialister som Bernie Sanders og Alexandria Ocasio-Cortez har plæderet insisterende for.

Påstande om, at globalisering er en trussel og fører til at ‘vores’ arbejdspladser og markedsandele stjæles af andre lande, er en anden gammel traver på den uinformerede venstrefløj. Bemærk, at jeg understreger uinformeret, da der er mange venstreorienterede økonomer, der fuldt støtter frihandel, fordi den i særlig grad gavner fattige mennesker i fattige lande, og nedbryder monopoler. Men Trumps handelspolitik og hans gentagne påstande om, at andre lande stjæler amerikanske industriarbejdspladser og “rip us off” er både økonomisk analfabetisk, og en idé som man ellers primært finder hos gakkede socialister som f.eks. Joseph Stiglitz og den trotskistiske franske præsidentkandidat Jean-Luc Mélenchon. Også her mødes socialistiske populister og autoritære højrefløjspopulister i toppen af hesteskoen.

En tredje afart af fænomenet kan ses i Trumps opkøb og statsliggørelse af private virksomheder: Hans ‘golden share’ i US Steel, 10 % andel i Trilogy Metals og Intel, og hands tvungne option på 8 % af aktierne i Westinghouse. Man kan næppe komme længere mod fuldblods socialisme end idéen om, at staten skal eje produktionsmidlerne i centrale industrier. Men det er præcist hvad Trump argumenterer, og hvad han er igang med at udføre i praksis.

Sidste skud på stammen er hans edikt om, at kreditkortselskaber ikke må tage mere end 10 % rente på folks kredit. Som Justin peger på, foreslog socialisterne Sanders og Ocasio-Cortez sammen med den ekstrem-trumpistiske republikaner Josh Hawley præcist det samme for knap et år siden. Statslig styring af kreditgivelse og finansielle institutioner er næppe heller særligt liberal eller konservativ politik, men er klassisk socialistisk populisme.

Donald Trump er på mange måder et ekstrem i sig selv, men derfor også et skoleeksempel på, hvordan populister ofte ligner hinanden selvom de rent umiddelbart hører til forskellige fløje. Trump er uden tvivl økonomisk analfabet, ligesom mange venstrepopulister er (og nogle gange med vilje), men det undskylder ikke at han også økonomisk er identisk med Sanders, Xi og Putin.

Hvad betyder det, at man ikke har sammenhængende værdier – eller det, vi foretrækker at kalde inkongruente værdier? Vi afsøger det ved hjælp af de 21 værdispørgsmål i the European Social Survey, som bl.a. spørger om det er vigtigt at tage sine egne beslutninger og være fri, og om det er vigtigt at gøre hvad der bliver sagt. Vores pointe er, at det ikke giver ret meget mening, at mene at begge ting er vigtige på samme tid. På samme måde er der flere andre værdipar – f.eks. at være succesful og få anerkendelse versus at være beskeden og ydmyg – som ‘inkongruente’: At de er nærmest logiske modsætninger. Det er en situation, som ligner det fænomen, der kaldes kognitiv dissonans.

Alligevel finder vi næsten ni procent af respondenterne i undersøgelsen, der har mindst to inkongruente værdipar. Og det viser sig at have konsekvenser at folks værdier ikke giver logisk mening. Som vi illustrerer nedenfor på udelukkende danske data, er folk med inkongruente værdier markant mere tilbøjelige til at stemme på populistiske partier! Mens 15 procent af de danske respondenter uden inkongruente værdier stemmer populistisk, er det 18 procent af dem med inkongruente værdier. Og som man kan se i figuren, er det primært drevet af de højrepopulistiske partier.

Det samme gælder på tværs af Europa, hvor folk med inkongruente værdier er cirka 16 procent mere tilbøjelige til at stemme populistisk. Hvad det betyder for, hvad folk accepterer af politik, og om populister decideret kan tiltrække stemmer fra folk uden klart logiske sammenhænge, er blot to af de interessante spørgsmål, der kommer ud af det nye studie. Og hvis vores læsere har forslag og indspark, hører vi meget gerne om det!

Jeg havde fornøjelsen af at holde den ene af de to præsentationer, hvor jeg talte om min nye fælles forskning med min fremragende IFN-kollega Niclas Berggren. Formålet var både at vise, hvordan man rent praktisk håndterer empirisk populismeforskning, men også at vise bredden af feltet. Det særlige ved Niclas og mit nye studie er nemlig, at vi ser meget bredt på effekterne af populisme, samtidig med at vi har en vis løsning på det altid store ‘hønen og ægget’ problem.

Niclas og jeg har – som det første delprojekt i vores nye forskningsprojekt – valgt at se på, hvordan populisme påvirker såkaldt ‘Human Freedom’ (menneskelig frihed). Human Freedom er et overordnet koncept, der inkluderer både en række klassiske menneskerettigheder, retten til at leve sit liv frit sammen med andre, og folks økonomiske frihed. Da konceptet er ret bredt – som Fraser Instituttet måler det, består det af 12 forskellige indikatorer, der hver især selv er overordnet – starter vi med en type analyse, der kan vise hvor mange elementer vi praktisk kan slå sammen. Det viser sig, at det dækker fem separate forhold: Hvor fair og effektivt retvæsenet er, og hvor relativt ureguleret samfundet er (Rule of law), klassiske forhold som ytrings-, forsamlings- og bevægelsesfrihed (Personal freedom), hvor fri penge- og handelspolitikken er (Policy freedom), sikkerhed og orden (Security), og hvor fri folk er fra voldsom beskatning og offentlig brug af deres midler (Government size).

Vi ser herefter på, hvordan graden af populisme blandt partier i parlamentet påvirker folks menneskelige frihed. Vi bruger her Celico og Rodes nyudviklede data for, hvor populistiske partier er, og tager særligt hensyn til, om partier er venstre- eller højrepopulistiske, og i hvilken grad parlamentet er domineret af venstre- eller højrefløjen. Vi har helt specifikt data fra 76 vestlige lande mellem 2000 og 2020.

Figuren nedenfor opsummerer vores hovedresultater: Når parlamentet er domineret af venstrefløjen (højrefløjen) har venstre- (højre-) populister klar indflydelse. Men indflydelsen, de har, er ikke den samme: Kun højrepopulister truer systematisk retsvæsenet og underminerer folks basale menneskerettigheder. Begge fløje truer sikkerhedssituationen og forøger statens omfang og kontrol. Højrepopulister har dermed bredere negative konsekvenser, men når vi ser effekter af venstrepopulister, er de væsentligt dybere.

Vores nye studie er kun ét blandt en hel række forskningsprojekter om populisme. Og workshoppen i Jena var da også virkeligt produktiv, og særligt for de PhD-studerende, der deltog. Der kom mange nye idéer til projekter om spørgsmål, som forskningen slet ikke har svaret på endnu. Indtil videre må læserne nøjes med et hurtigt blik ind i mit og Niclas Berggrens studie, der i det mindste viser, at der absolut er noget at tale om – og noget at bekymre sig over!

Det er da også tydeligt, når man ser på udviklingen i BNP (se nedenstående figur) og udviklingen i inflationen, hvor høj – og til tider meget høj – inflation bliver et kronisk problem, (se figur 2), og at der i forbindelse med og efter Peróns regeringstid i midten af det 20. århundrede sker noget drastisk. Men alene at fokusere på perioden under Perón er dog forkert. Jo, det er afgørende for Argentinas “store nedtur”, men det kan ikke stå alene.

Figur 1 og 2.

Landet havde tidligt høje handelsbarrierer i forhold til omverden og den politiske dagsorden blev helt tilbage fra det 19. århundrede i stigende grad domineret af en nationalistisk dagsorden.

Argentina var på det tidspunkt Juan Perón kom til magten, måske nok et relativt velstående land, men det var langt fra en moderne, eller moden økonomi, tværtimod. Svage institutioner – herunder et politiseret og svagt retssystem, med en mildt sagt mangelfuld tredeling af magten, selv om forfatningen af 1853 lagde op til dette, var væsentlige karakteristika ved det argentinske samfund. Ligeledes var – og er – det politiske system og dermed staten præget af både dets arv fra spanierne og ikke mindst den politiske udvikling i de meget urolige og ofte blodige årtier, som fulgte med uafhængigheden.

TO GANGE JUAN

Findes der to, hvis skygger hviler tungere over Argentina end alle andre, er det Juan Perón og Juan Manuel de Rosas. Sidstnævnte knæsatte i 1830erne det politiske system, som (desværre) ”sikrede”, at markedet for altid kom til at spille 2. violin og fuldkommen er underordnet politiske (kortsigtede) hensyn. Det kan være en kende vanskeligt for os i Danmark at forstå. Måske fordi vi ofte glemmer, at vi lever i en af de mest åbne og mindst regulerede økonomier i verden, hvor markedskræfterne trods alt regerer forholdsvist uhindret og ”lad falde hvad ikke kan stå” princippet, relativt i forhold til mange andre lande, stort set altid har været givet. Vi er også vant til et finansielt system, hvor muligheden for kredit mv. sker på markedsvilkår og ikke fordi vi kender nogen og har gode politiske forbindelser. Sådan er det ikke i Argentina og sådan har det aldrig været i Argentina.

Det interessante ved Perón er måske ikke, at han brugte (velfærds)lovgivning og højere løn pr. lovdekret til at øge sin opbakning. Heller ikke, at han brugte nationalisering af f. eks. den finansielle sektor, etablering af statsligt ejede selskaber eller en fuldkommen uholdbar finanspolitik.

Det er nok snarere immuniteten overfor selv grundlæggende og basale økonomiske sammenhænge, der stikker ud (ikke et særkende for Argentina, men alligevel) og så den måde argentinsk politik grundlæggende har fungeret i flere hundrede år. Og det er her at Juan Manuel de Rosas, Argentinas stærke mand/diktator i 1830erne og frem til han blev afsat og gik i landflygtighed i 1852, kommer ind i billedet.

”MARKEDSKAPITALISME? DET BRUGER VI IKKE HER I ARGENTINA”

Hver gang nogen har forsøgt at reformere Argentinas økonomi (og det er endt i sammenbrud), har vi hørt den samme sang – det er liberale idéer og markedsøkonomi, som er skyld i alt skidt i Argentina. Det er også baggrunden for Raúl Prebish og andre latinamerikanske økonomers ideer om at udviklingen skulle ske gennem importsubstitution med betydelig statslig involvering (se også sidst i dette indlæg). Her spiller også den særlige latinamerikanske udgave af den socialistiske ide om verden delt ind i center og periferi, hvor centret (USA og Europa) udnytter den stakkels periferi (her Latinamerika), og således bliver velstående på andres bekostning.

Det kan man jo med stor ret sige var tilfældet set med den oprindelige befolknings øjne i regionen under den spanske kolonitid, men for de såkaldte ‘afhængighedsteoretikere’ gælder det også i frivillig international samhandel. Forståelsen for betydningen af Smith og Ricardos handelsteorier er ikke-eksisterende og verden ses som et nulsumsspil.

Denne verdensopfattelse er bestemt ikke forbeholdt den traditionelle venstrefløj i Latinamerika, men har også præget en lang række (ofte i højere grad end civile) militærregimer i regionen gennem tiden, som ingen problemer havde med at forfølge venstreorienterede – ikke mindst kommunister og ofte på brutal vis – mens de opererede med statsligt ejede produktionsvirksomheder og 5-årsplaner bag høje handelsrestriktioner. Det var f.eks. også tilfældet med militærregimet i Brasilien 1964-1985.

En grundlæggende argentinsk forestilling har også altid været, at der som udgangspunkt var tale om en tidligere stærk og sund økonomi, som blev ødelagt af økonomisk globalisering, hvorimod egne defekter, ikke mindst politiske defekter underbetones, ja måske ligefrem er blevet ignoreret. Egenfortællingen er altså en fortælling hvor Argentina er et offer. Også dette er en ikke sjælden forståelse af historien i Latinamerika, ofte formidlet af mennesker, hvis familie kun har en kort historie fælles med det land de er bosat i.

ET FINANSIELT SYSTEM FOR VENNERNE

Et eksempel på hvor langt vi er fra det frie marked er hvorledes de finansielle markeder har fungeret i Argentina.

En væsentlig del af den økonomiske udvikling før 1. verdenskrig var drevet af udenlandske direkte investeringer (ikke mindst fra England). Paolera og Taylor peger i “A New Economic History of Argentina” på, at faldet i udenlandske investeringer efter 1. verdenskrig medførte at én bank, den statsejede Banco de la Nacion Argentina, grundlagt i 1891 (ikke at forveksle med Argentinas Nationalbank, grundlagt i 1935), kom til at stå i centrum.

Her var det muligt for de heldigt udvalgte (altså dem med de rigtige kontakter) at få lån til renter, som var væsentligt lavere end banken betalte indlånerne, samtidig med at man overtog dårlige lån fra de private banker. Med andre ord kunne man opnå store fordele og subsidierede kreditter, hvis man havde de rigtige kontakter, hvilket naturligvis gav grobund for rent-seeking og korruption.

Ovenstående er blot et af mange eksempler på hvorledes politik og politiske forbindelser trumfer markedet i Argentina og det er ikke en undtagelse, men en integreret funktion i den måde den argentinske økonomi fungerer – og har fungeret i hele landets levetid.

ARVEN FRA JUAN MANUEL ROSAS

Maurico Rojas har i ”The Political Origins of the Argentine Crisis” peget på, at Argentina fra midten af det 19. århundrede og frem udviklede:

”et økonomisk system med merkantilistiske træk, præ-moderne i ordets dybeste forstand. Med andre ord et system, hvor økonomistyringen i stedet for at være adskilt fra den politiske styring, bliver mere og mere afhængig af denne. På denne måde bliver økonomisk succes hverken en funktion af iværksættereffektivitet eller teknologisk kreativitet, men af politiske tjenester og indflydelse, interessekonflikter og kampe for politiske og statslige embeder.”

Det forklarer også meget godt den høje grad af korruption i argentinsk politik og statsapparat. Et gennemgående træk frem til i dag. Så nej, det er ikke markedsøkonomi som har ødelagt et ellers ”storslået” Argentina.

Derimod har de væsentligste træk ifølge Rojas været Argentinas tradition for caudillos med udgangspunkt i 1800tallets ”estancias”, hvor lokale caudilloer mobiliserede deres lokalbefolkning, til at undertrykke rivaler og byerne.

Disse ”private hære” eller måske snarere ”bander” bestod typisk både af ”allierede” og ”klienter” (ansatte, militsfolk, der søgte nye arbejdsgivere, landarbejdere, gauchos, vagabonder, marginaliserede personer af afrikansk oprindelse, fattige mennesker fra byerne), som herefter angreb den lokale regeringsmagt og derefter eventuelt også gik videre efter regionen eller hele landet.

Hvis den pågældende caudillo kom sejrsrigt ud af dette, kunne han herefter uddele byttet til deltagerne og, som Rojas påpeger, få fingrene i nye og store områder af jord, der blev annekteret under de tilbagevendende krige mod de indfødte stammer.

Og den absolut vigtigste person i denne fortælling var Juan Manuel de Rosas, hvis terrorregime overskyggede volden selv under militærdiktaturet i 1970’erne. Han var også ”foregangsmand” i argentinsk populisme og regerede med en blanding af mobilisering af Argentinas fattige – både i byerne og på landet – og uhørt terror.

Jovist betød Rosas lange regeringstid mere stabilitet, men prisen var høj. Ikke kun i menneskelige lidelser, men også i at den cementerede den argentinske model, hvor det politiske system – og det at have kontrollen over det – bygger på at uddele tjenester og privilegier til de udvalgte – mod bl. a. deres loyalitet.

Det er naturligvis set mange andre steder (ikke mindst i Latinamerika), i større eller mindre grad. Afgørende her er at Argentina aldrig har fået gjort op med det. For sådan har det stort set været lige siden. Det kan godt være at det udefra og helt overfladisk ser anderledes ud, men grundlæggende kan man stille spørgsmålstegn ved hvor meget der egentlig er forandret.  

For Juan Manuel de Rosas vedkommende er der for øvrigt også den lille hale, at ud over brutal forfølgelse af oppositionen, brug af nationalistisk (og fremmedhadsk) propaganda, er der en anden parallel til Peróns populisme. Hvor sidstnævnte havde sin Evita, som ”kærede sig” om de fattige, så udfyldte Rosas datter, Manuelita, samme rolle under Rosas regeringstid.

Som Rojas også bemærker, ændrede voksende politiske stabilitet i 2. halvdel af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede ikke grundlæggende på måden det politiske system fungerede. Lokale caudillos, nu med en urban magtbase og tilhængere, blev f.eks. rygraden i et komplekst system af patronage, gengældelse af tjenester og belønninger, der dannede magtgrundlaget for det Autonomistiske Nationale Parti (Partido Autonomista Nacional eller PAN), der dominerede argentinsk politik fra 1880 til 1916. Det ændrede sig sådan set heller ikke ved overgangen til demokrati i 1916. Også den første demokratisk valgte præsident, Hipólito Yrigoyen, regeringstid, var præget af populisme, korruption og lejlighedsvis voldsparathed.

Endnu værre blev det efter militærkuppet i 1930 og i det efterfølgende årtis militærdominerede regime. En periode præget af endnu mere korruption, brutalitet og åbenlys valgsvindel (Perioden betegnes ofte som ”La Década Infame”, på dansk ”Det berygtede årti”).

Man kan på den måde egentlig godt sige, at Peróns opstigning til at blive landets præsident var resultatet af en folkelig reaktion og afvisning af den ”herskende klasse” (det er jo noget vi har set mange steder gennem historien), hvorefter man så ender med at opføre sig som dem man væltede af pinden.

PERÓNS STORHED OG FALD

De fleste er nok bekendt med Juan Perón (1895–1974), og i hvert fald hans 2. hustru Evita. Perón blev født ind i den lavere middelklasse. Han gik ind i militæret som 16-årig, hvor han startede på militærskolen. Efter at have været militærattaché i Chile, opholdt han sig Italien i årene 1938-1940. Her gjorde Mussolini og det fascistiske Italien et stort indtryk på ham.

Efter at være vendt tilbage til Argentina i 1941 steg han i graderne til rang af oberst og sluttede sig til ”Grupo de Oficiales Unidos” (GOU), en hemmelig militærloge, som greb magten i 1943. Perón startede ud med at være arbejds- og socialminister, men var fra start en af de væsentligste figurer i regeringen. Året efter blev han krigsminister og derefter vicepræsident.

Perón var ikke den første, til at “mobilisere masserne”, men givetvis en af de dygtigste. Da en rivaliserende gruppe af officerer søgte at fjerne Perón fra hans poster i regeringen og placerede ham i forvaring i begyndelsen af oktober 1945, kom det til store demonstrationer i Buenos Aires, som endte med han blev løsladt igen den 17. oktober 1945.

I en tale samme aften foran en menneskemængde på flere hundredtusinder, som blev transmitteret til resten af landet, lovede Perón argentinerne en gylden fremtid. Året efter vandt han præsidentvalget og blev indsat som præsident, efter en valgkamp præget af undertrykkelse af oppositionen.

Figur 3.

Umiddelbart gik det vældig godt. Opbakningen blandt de lavere indkomstgrupper var stor, ikke mindst på grund af en politik som sikrede høje reallønninger på kort sigt, ret til sociale ydelser og flere arbejdstagerrettigheder, samtidig med at der blev iværksat storstilede offentlige investeringer. Men i løbet af meget få år blev det vendt til høj inflation og fald i reallønningerne. Perón blev godt nok genvalgt i 1951 med stort flertal. Men hvor demokratiske de var er nok et åbent spørgsmål. Oppositionens muligheder for at føre valgkamp var begrænset og Peróns regering havde sat sig på massemedierne (inkl. landets største avis, som var blevet eksproprieret).

Peróns politik i de første år var præget af en radikal omfordeling til arbejdernes fordel og et lige så radikalt angreb på landbrugssektorens interesser. Store investeringer i industriel udvikling, en omfattende nationaliseringspolitik og endelig et forsøg på at opbygge et statskorporativt samfund med klare fascistiske træk.

Fagforeningernes betydning steg – medlemskabet firedobledes således mellem 1945 og 1949 (fra ca. ½ til 2 mio.) – og det gjorde omfanget af strejker også. Disse strejker endte så ofte med offentlige, regeringsdikterede mæglingsforslag, som øgede reallønnen voldsomt (omkring 70 pct. i perioden 1945-49), men pressede virksomhedernes profitter, med mindre de satte priserne i vejret.

Men hvor man på den ene side førte en politik som forringede industriens profitmargin, grundet de store lønstigninger, kunne samme industri så på den anden side opnå meget billige lån fra staten. Så på en og samme gang stimulerede man hjemmemarkedet via de kraftige lønstigninger, mens man sikrede minimal konkurrence fra udlandet gennem nominelle og kvantitative handelsrestriktioner og differentierede valutakurser.

Resultatet var til en start en hurtig udvidelse af hjemmemarkedet for både industrivarer og landbrugsprodukter. Det stimulerede væksten i industrisektoren, men førte også til en skarp omdirigering af landbrugsproduktionen fra eksport til hjemmemarked – hjulpet godt på vej af en decideret anti-eksport orienteret politik.

I 1946 fik staten monopol på eksport af en række af Argentinas væsentligste eksportvarer. Man fastsatte selv sin indkøbspris og de private eksportører havde ikke noget andet valg end at acceptere disse, eller ikke at producere til eksport. Produkterne (primært landbrugsprodukter) blev så solgt på verdensmarkedet til markedspriser.

Samtidig nedprioriteredes landbrugets adgang til import. Ja, det lyder meget planøkonomisk og det var det også, og ødelæggende for investeringer og produktivitetsforbedringer i sektoren.

Figur 4

Som bl. a. Mauricio Rojas har påpeget :

”vigtigere var den langsigtede effekt af disse anti-landbrugspolitikker i en periode, hvor landbrugssektorerne i konkurrerende lande var i fuld gang med modernisering.”

Man kan sige at man dermed fuldbyrdede opgøret med Argentina som eksportnation i midten af det 20. århundrede, mens argentinsk landbrug faldt håbløst bagud i forhold til andre lande.

Men ideen var selvfølgelig også, at nu skulle Argentina handle så lidt som muligt med andre lande, og helst være en selvforsynende industrination. Man forfulgte altså det man i den økonomiske litteratur kalder en importsubstitutions strategi (ISI); se også til sidt i dette indlæg. Samtidig steg statens ejerskab betydeligt, hvilket kom til at forfølge argentinsk økonomi i årtier frem, på grund af vedvarende store tab

Som det fremgår afløstes vækst hurtigt af et fald i økonomien, illustreret nedenfor i produktionsværdien i de forskellige sektorer, opgjort i 1960 priser.

Det fremgår også, at man fra 1953 igen oplevede vækst, omend på et relativt lavt niveau.

Et bemærkelsesværdigt træk – og en væsentlig årsag til hvorfor jeg bruger så meget plads på Peróns i realiteten korte regeringsperiode, er ud over hans og ikke mindst peronismens beklagelige betydning for Argentina lige siden – også de voldsomme skift i den førte politik der sker. Noget vi siden har set flere gange.

Som ovenfor beskrevet startede man ud med at føre en stærkt nationalistisk (bl. a. nationaliseredes hele jernbanenettet) og ekspansionistisk politik, hvor der “deltes rundhåndet” ud, hvilket på kort sigt førte til økonomisk vækst, men også til voksende interne og eksterne ubalancer og stigende inflation. Derefter kollapsede økonomien, hvilket fulgtes op at devalueringer, forsøg på at balancere de offentlige budgetter, pris- og lønstop med mere. Det er også hvad der skete i Argentina mellem 1949 og 1952.

Fra 1952 fastfrøs Perón lønningerne og bød ligefrem udenlandske virksomheder velkommen til Argentina, ligesom han ændrede politik i forhold til landbruget, for nu skulle der gang i eksporten igen mv.

Ret skal være ret. Det lykkes som sagt at vende udviklingen og fra 1953 og frem voksede økonomien igen. Det skyldes nu ikke at Perón havde set lyset, men behovet for at blive ved magten. Det sidste lykkedes dog ikke i sidste ende, idet han måtte gå af i 1955 og forlade landet.

Af varig arv fra Perons 1. periode ved magten forblev hvad man vel bedst kan kalde ideen om et fascistisk (selv om det nok ikke er ord man vil bruge i dag), statskapitalistisk samfund, inkl. en statslig/peronistisk kontrolleret fagbevægelse (CGT).

Peronistpartiet blev grundlagt i 1947 og er her som bekendt fortsat. I 1951 grundlagde man også en statskontrolleret arbejdsgiverforening, som dog aldrig kom til at få samme varige betydning som CGT (oprindelig en uafhængig fagforening dannet i 1930, men siden 1945 domineret af peronisterne). Denne udvikling, som også indebar at antallet af offentligt ansatte næsten fordobledes fra første halvdel af 40erne og frem til midten af 1950erne, gav rigelig med muligheder for at ”arbejde med andre folks penge” med deraf følgende korruption.

Peróns styre blev mere og mere autoritært og undertrykkende, mens Argentina nærmede sig borgerkrigslignende tilstande i midten af 1955 (det skulle ikke være sidste gang). Det hele kulminerede da Perón holdt en tale den 31. august, hvor han opfordrede sine tilhængere til at tage loven i egen hånd og helt bogstaveligt slå regimets modstandere ihjel. Det blev for meget for hans modstandere i militæret og efter flåden havde truet med at bombe præsidentpaladset, trådte Perón tilbage og gik i eksil.

Det hører med til historien, at de regeringer (både civile og militære), som fulgte efter Perons afsættelse i 1955, aldrig var i stand til for alvor at gøre op med de grundlæggende problemer i Argentinsk økonomi. Man fortsatte også med importsubstitutionsstrategien frem til midten af 1970erne, hvor man kortvarigt forsøgte at reformere økonomien under det brutale militærregime fra 1976 og frem til 1983. I nogle få år forsøgte man herefter med at åbne økonomien (man sænkede bl. a. Argentinas prohibitivt høje toldbarrierer, ikke mindst på kapitalgoder) og gennemføre markedsreformer. I modsætning til hvad der sket samtidig (og efterfølgende) i nabolandet Chile, var de ufuldstændige og led under særinteressers (militærets) behov.

Militærdiktaturet sluttede efter det ydmygende nederlag til England i Falklandskrigen i 1982. Man havde regnet med at der efter invasionen ville blive tale om forhandlinger om øernes fremtid, og havde slet ikke overvejet, at englænderne i stedet sendte flåden og slog hårdt tilbage. Ironisk nok sikrede denne krig både at Argentina igen fik demokrati (som man er forblevet, trods af flere militæroprør i årene efter), mens det formentlig sikrede at de konservative vandt det efterfølgende parlamentsvalg i England.  

Først i begyndelsen af 90erne kom det første reelle forsøg på reformering af den økonomiske model, ironisk nok under peronisten Carlos Menems tid som præsident, Desværre endte det katastrofalt. Det vender jeg tilbage til i næste indlæg.

KORT OM IMPORTSUBSTITUTION

Importsubstitution (ISI) er en strategi, som søger at erstatte import med indenlandsk produktion, og således typisk ved at forsøge at forcere en indenlandsk industrialisering.

Argentina var bestemt ikke det eneste land som har forsøgt sig med ISI – I latinamerika kan også nævnes lande som Chile, Brasilien og Mexico, ligesom man udviklingslande i dele af Asien og Afrika har forsøgt det.

Teoretisk var ideen at man først beskytter indenlandsk produktion af tidligere importerede simple forbrugsvarer, hvorefter man man indrager mere og mere komplekse produkter, og endelig til sidst begynder at eksportere en vifte af forarbejdede varer, mens man fortsætter den indenlandske industrielle diversificering.

Udgangspunktet var en kritik af den internationale arbejdsdeling, hvor mindre udviklede lande eksporterede primærprodukter og importerede færdigforarbejdede varer fra Europa og USA. Som påpeget i mine indlæg her, må man i så fald konstatere, at Argentina – gælder også andre lande i regionen – førte en “ISI-handelspolitik” langt tid før det teoretiske grundlag blev skabt af bl. a. den argentinske økonom Raúl Prebish.

Prebish o. a. mente at den internationale arbejdsdeling ville sikre fortsat fattigdom for primærproducentlandene og argumenterede for, at udviklingslande måtte fremme industrialisering gennem politikker som indebar beskyttelse af forskellige sektorer i deres spæde start (Infant industries argumentet), indtil de var konkurrencedygtige. Hertil kunne man så anvende Told, valutakontrol og -manipulation, samt kvoter og importlicenser.

Det hele skulle ske i en alliance mellem stat, inklusive statsejede virksomheder; indenlandske private virksomheder; og transnationale selskaber. Strategien har alle steder slået fejl, og det er svært ikke at få den tanke, at det teoretiske argument i virkeligheden slet og ret, ud over at legitimere noget der allerede foregik, mest af alt er baseret på nogle særlige måske ikke altid antikapitalistiske, men antivestlige/amerikanske forestillinger.

Hvordan Prebish, som jo trods alt var veluddannet økonom og besad flere ledende stillinger, både i Argentina og efterfølgende internationalt, har haft så lidt greb om hvordan hans eget land og dets politik og økonomi fungerede, er besynderligt.

At argumentere for et system med enorme muligheder for rent-seeking og korruption i Argentina (og det meste af resten af Latinamerika), medgiver jeg at jeg aldrig kommer til at forstå.

Den faktisk udvikling i 2. halvdel af det 20. århundrede og ikke mindst de lande som fulgte ISI-strategiens ringe velstandsudvikling, burde jo vise klart at den er et fejlskud. Men måske skriver jeg bare det, fordi jeg lever i en lille åben økonomi? Det kan selvfølgelig ikke afvises.

.

På langt sigt vil den populistiske indflydelse således sandsynligvis indebære lavere vækst og længere kriser. Men Rode og Celico påpeger også i deres empiriske analyse, at alle lande ikke oplever samme skadevirkninger. Jeg opsummerede deres konklusioner i Børsen ved at notere, at “Når de to forskere tager disse grænser i betragtning, finder de ikke overraskende større skadevirkninger, jo mindre begrænset regeringen er. En flertalsregering, der ikke behøver at operere med de sædvanlige politiske begrænsninger – en regering, der kan få noget gjort – er således den farligste type, når populisme sniger sig ind i politikken.”

Som jeg også indikerer sidst i kommentaren – med en vognstang – passer situationen ret perfekt på den danske regering for tiden. Den har ikke blot flertal, men er også ganske tydeligt ligeglad med almindelig parlamentarisk procedure. Flere ministre har da også koldt bemærket, at de har flertal så de kan gøre hvad de vil. Men er den populistisk? Svaret er ja, hvis man bruger Rode og Celicos nyudviklede data. Figuren nedenfor plotter en populismescore for regeringen (den tynde, sorte linje), venstrefløj og højrefløj (de røde og blå linjer), og for Socialdemokraterne (den stiplede røde) og VK (den stiplede blå).

Skulle nogen være i tvivl om, at vurderingen af S er blevet mere populistisk, kan man blot se på justitsministerens angreb på Højesteret efter at regeringen og anklagemyndigheden har måttet droppe deres sager mod Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen. Angrebet er også rendyrket populisme: Hvis retsvæsenet ikke makker ret, må man styre det politisk.

Sidst, men ikke mindst, er spørgsmålet om man også kan se noget på udviklingen i Danmark. Jeg vil ikke påstå for meget, men der er bestemt en indikation i figuren: De store reformer i 1980erne kom i en periode hvor den populistiske højrefløj var på tilbagetog, og hvor Socialdemokraterne rykkede væk fra Anker Jørgensens klart populistiske profil. De fortsatte under Poul Nyrup, der bestemt heller ikke var en populist (som data også peger på), men stagnerede i 00erne og frem, efter at først højre side i Folketinget og hurtigt derefter Socialdemokraterne rykkede mod mere populistisk politik.

Den danske udvikling – selvom vi ikke vil påstå kausalitet – er således konsistent med en historie, hvor mere populisme forhindrer reformer, der skaber mere økonomisk frihed. Så hvorfor har vi kaldt denne post “Forskning igang” når Rode og Celicos forskning allerede er udgivet? Grunden er, at Rode og jeg er igang med at dykke videre ned i emnet. Konkret er vi igang med at sætte en analyse op, hvor vi undersøger i hvor høj grad og hvornår populisme påvirker pengepolitikken, og om det er regeringens position eller et bredere fænomen, der gør det. Alle input er som altid meget velkomne.

Seminaret var interessant, oplysende og blev afholdt i en rigtigt god stemning – ikke mindst pg.a Cepos-direktør Martin Ågerups evner som ordstyrer. Andreas har efterfølgende skrevet en længere Twitter-tråd om emnet (læs her), men for de interesserede kan hele eventen ses nedenfor. Den er varmt anbefalet.

Hos punditokraterne håber vi, at mange af vores læsere har lyst til at troppe op til et seminar, der tegner til at blive en virkeligt spændende begivenhed. Andreas Bergh – er bl.a. er forfatter til den fremragende Den Kapitalistiska Välfärdsstaten – er en dygtig forsker og en forrygende formidler. Jeg ser også frem til at være del af panelet og den diskussion, der altid kommer efter disse seminarer!

Vi mener selv, at vi har en meget spændende line-up med Andreas Bergh fra Lunds Universitet som hovedtaler, og hans kollega Robert Klemmensen, Sólbjørg Jakobsen fra Liberal Alliance, og undertegnede i et panel bagefter. Alle – endda Punditokraternes læsere – er velkomne den 16. maj. Man skal bare sørge for at tilmelde sig på seminarets side. Vi håber at se mange læsere!

Et spørgsmål, der sjovt nok ikke diskuteres ret meget i den offentlige debat, er hvor fænomenet er størst, og hvilken form det tager. Helt særligt diskuteres populisme ofte som et fænomen på den ydre (nationalkonservative) højrefløj i højere grad end venstrefløjen – Mudde afviser endda blankt, at socialdemokrater kan være populister! Der er dog meget lidt grund til at tro, at populistiske venstrefløjspartier generelt vil det samme som deres populistiske pendanter på højrefløjen.

Idag bruger vi derfor den svenske tænketank Timbros data over populistiske partier i Europa. Det særlige ved Timbros data er, at de går tilbage til 1980 og sorterer populistiske partier i enten venstrefløj eller højrefløj. Kortet nedenfor illustrerer, hvor mange vælgere disse partier fik i forskellige europæiske lande ved valg mellem 2010 og 2019.

Kortet skal læses sådan, at hvis venstre- eller højreorienterede populistiske partier fik færre end 10 procent af stemmerne, er landet hvidt. Jo mørkere blåt det bliver, jo flere stemmer gik til højrefløjspopulister; på samme måde gik flere stemmer til venstrefløjspopulister i mere røde lande. Et enkelt land – Grækenland – er grønt fordi højrefløjspopulister i perioden fik 12 procent af stemmerne, mens venstrefløjspopulister fik 34 procent.

Vores kort idag illustrerer dermed, at man ikke blot kan tale om populisme som det samme fænomen i Spanien som i Finland. Finske populister i f.eks. Sannfinländarna (Perussuomalaiset) er fundamentalt anderledes end f.eks. det spanske Podemos, men på mange måder sammenlignelige med deres kolleger i Dansk Folkeparti. I det omfang populistiske partier får faktisk indflydelse kan man således heller ikke regne med samme konsekvenser (se f.eks. evidens fra Latinamerika her).

Pointen i dagens post er således den enkelte, at hvis man skal tale om populisme, kan man sagtens tale om fælles disrespekt for etablerede institutioner, en fælles fortælling om en elite versus ‘folket’ (som populisterne påstår, de repræsenterer), og en mangel på respekt for faglighed. Men det giver meget lidt mening at tale om det hele som ét fænomen: Hvis man skal have noget analytisk ud af populismediskussioner, må man skille dem ad ideologisk. Ellers ser det ud som Mai Villadsen og Pernille Vermund er samme politiske person…

Populisternes egen fortælling om ulighed gentages ofte i populismeforskningen, men med den twist at forskere som Cas Mudde og Barry Eichengreen påstår, at stigende ulighed fører til, at folk stemmer på populister og populistiske partier. Meget af forskningen og den politik, mange foreslår imod populisme, er således begrundet i, at der er en sammenhæng mellem ulighed og populisme. Det pudsige i situationen er, at der ikke har været nogen egentlige empiriske studier, der har kunnet be- eller afkræfte, at sammenhængen findes. Det har vi derfor startet et lille forskningsprojekt om.

Projektet er sammen med to gamle kendinge hos punditokraterne – Martin Rode og Andrea Sáenz de Viteri fra Universidad de Navarra – og min nuværende PhD-studerende, Martin Štrobl. Vi fokuserer på, hvad der sker med uligheden når populister kommer til magten, hvilket allerførst kræver, at man kan måle politikeres grad af populisme. Det lader sig gøre uden særlige problemer, da Andrea og jeg i et tidligere papir har udviklet et mål for populisme for 42 lande i Latinamerika og Caribien. Vores undersøgelse kommer derfor til at dække de 27 lande i regionen, hvor der også er data på ulighed i indkomster og forbrug mellem 1970 og 2015.

Den brede baggrund for vores dansk-mexicansk-tjekkisk-tyske projekt er illustreret i den første figur nedenfor, der viser den gennemsnitlige udvikling i de 27 lande i regeringslederens populismescore og uligheden (målt i Gini-koefficienter) i indkomst og faktisk forbrug. Figuren illustrerer både den såkaldte tredje bølge af populisme i Latinamerika fra sidst i 1990erne, men også det velkendte fald i regionens ulighed de sidste cirka 25 år. Der er med andre ord masser af variation i vores data, så det burde være let at identificere en effekt af populisme, hvis den er der.

Men det tvivler vi på, at den er. Grunden er den anden måde, man kan få en hurtig fornemmelse for sine data, som vi illustrerer i den anden figur. Her har vi plottet alle vores observationer af populisme og forbrugsulighed overfor hinanden (de grå markører), og de 27 landegennemsnit af begge dele (de sorte markører). Simple plot naturligvis aldrig skal tages som direkte evidens, men kun indikationer om, hvordan mønstrene ser ud. Figuren viser dog ret klart, at der ikke er nogen umiddelbar sammenhæng mellem populisme og ulighed. Om man ser på hele samplen, landegennemsnittene, eller skifter til at fokusere på indkomstulighed i stedet for ulighed i forbrug, er korrelationen mellem de to aldrig væsentligt anderledes end nul.

Figuren illustrerer dog noget andet, og i særlig grad de stærke traditioner for populisme i særligt Venezuela, men også lande som Argentina, Bolivia, Ecuador og Peru. Omvendt er det interessant at se, hvordan fire tidligere britiske kolonier – Bahamas, Barbados, Saint Lucia og Trinidad og Tobago – er havnet i et hjørne af figuren med meget lav ulighed og stort set ingen populisme i regeringen siden 1970. Tror man på Engerman og Sokoloffs meget indflydelsesrige teori om, at historiske, økonomiske strukturer som sukkerproduktion koncentrerede ejerskabet af jord i store plantager og dermed førte til markant ulighed, burde de fire tidligere sukkerkolonier slet ikke ligge der.

Det vigtigste ved hele projektet er dog, at udfordre en idé, som i dag bliver taget næsten for givet i populismeforskningen. Ser man på det simple billede, er der i praksis ingen sammenhæng mellem hvor populistisk en regering er, og hvad der før eller efter sker med uligheden. Vores absolut foreløbige resultater bekræfter endda det simple billede af, at populister på ingen måde påvirker samfundets grad af ulighed. Om de fejler, men har intentioner om det, eller blot gavner dem selv og deres egne når de kommer til magten – ligesom andre almindelige politikere – kan vi i sagens natur ikke sige noget om endnu. Vores nye projekt stiller dog stadig det ganske ubehagelige spørgsmål: Hviler en stor del af de seneste års populismeforskning og dens anbefalinger på en præmis, der ikke er sand? Det foreløbige svar ser ud til at være et ja.

We start by citing Francis Fukuyama:

I concur with the commonplace judgement that the rise of populism has been triggered by globalization and the consequent massive increase in inequality in many rich countries.

We believe that Fukuyama is right in his description of the “commonplace judgment”, and there are some papers that seemingly support that view, such as the Importing Political Polarization paper by Autor et al. These papers typically identify clear causal effects, such as rising trade with China leading to lower employment in US manufacturing and that districts exposed to larger increases in import penetration elected politically more extreme political candidates.

It is, however, a big step to jump from these partial effects to the conclusion that populism has been triggered by globalization. Trade with China may have had more beneficial consequences elsewhere in the US economy, and economic globalization is more than just trade with China. Similar points have also been made by Paul Krugman in a comment on the Autor papers.

One might also worry that papers that identify interesting effects of economic globalization are more likely to be published, while papers with imprecisely estimated zero-effects might not even be completed and/or submitted.

Our working paper checks if there is a pattern across countries such that populist parties have grown more in countries where globalization has increased more. We do so using the KOF globalization index and the compilation of election results for populist parties in Europe produced by Swedish thinktank Timbro. The compilation covers 33 European countries (included when they become politically free) during the period 1980-2018).

As it turns out, the commonplace judgement alluded to by Fukuyama is not visible to the eye when comparing increases in populist parties’ vote shares and increases in globalization over different time periods:

A nice feature of Timbro’s compilation is the separation of populist parties into right-wing and left-wing populism. Dividing data into 4-year intervals and running regressions using KOF’s measure of economic globalization de facto (that combines trade in goods, services and trade partner diversity with financial globalization) and right-wing populist vote shares with country and time fixed effects reveals no significant correlation between the two . The reason is, however, that EU-countries have more economic globalization and also more right-wing populism. Once EU-membership is controlled for, there is no positive association between economic globalization and right-wing populism. Here is what the fixed effect panel regression with right-wing populist vote shares as dependent variable looks like:

In the paper, we show results also for left-wing populist parties (typically smaller in more globalized countries), random effects instead of country fixed effects (almost identical results) and other types of globalization. The main result is always that once EU-membership is controlled for, more globalized countries if anything have slightly smaller populist parties.

Note also that income inequality (measured using the Gini-coefficient for disposable income taken from Swiid) is typically negatively associated with populism.

Needless to say, these are only correlation. But even if Fukuyama is right that income inequality somehow causes populism, it seems that countries with more inequality for other reasons still end up with less populism on average.

Finally, the fact that EU-membership is associated with about 7 percentage points bigger right-wing populist parties is pretty interesting. It suggests that the European Union does not fully succeed in promoting its official goals (among which we find tolerance, inclusion, justice, non-discrimination as well as social and territorial cohesion and solidarity). The EU-effect is very much in line with a pattern recently noted by Dani Rodrik, that right-wing populists in Europe portray the EU and the elites in Brussels as their enemy, not free trade.

Indvendingen, man til tider hører, er dog at den slags har vi ikke i Danmark. Der er for det første en holdning, at de skandinaviske landes ekstreme tillidskultur ‘beskytter’ os mod denne slags problemer. For det andet oplever jeg også tit, at der er en modvilje mod at udtrykke, at f.eks. Dansk Folkepartis eller Enhedslistens vælgere er anderledes end andre på, henholdvis, højre- og venstrefløjen. Det gælder desværre også de ellers velinformerede læsere af denne blog.

Formålet med denne post er derfor at illustrere, hvor store forskellene faktisk er. Tallene i figuren nedenfor er fra de danske respondenters svar i the European Social Survey, hvor de både spørges om deres tillid til andre mennesker og til politikere (begge på en skala fra 0 til 10) og om deres partitilhør. Det tillader en at beregne det almindelige tillidsniveau i hvert parti og dermed få et indtryk af, hvilke partiers vælgere er anderledes.

Som figuren tydeligt viser, er Dansk Folkepartis vælgere langt mindre tillidsfulde i begge retninger – andre mennesker og politikere – og forskellen til andre partiers vælgere er ikke blot stor, men også statistisk sikker. Det samme gælder kategorien ‘andre’ partier, der omfatter både Alternativet, Rune Engelbrechts Minoritetspartiet og nogle få meget små partier. Den anden klare forskel i figuren er, at Enhedslistens vælgere ikke har hverken lavere eller højere social tillid end andre upopulistiske partier, men deres politiske tillid er noget lavere.

Mens Dansk Folkeparti således passer på en række teorier om hvordan lav tillid fører folk til at stemme på populister, er Enhedslistens vælgere sandsynligvis mere drevne af en dyb mistillid – i nogle tilfælde decideret had – til hvad de opfatter som en samfundsmæssig ‘elite’. Sammenhængene er der således også i Danmark, men de understreger også, at populisme på de to fløje i en vis grad er forskellige fænomener.

Francis Fukuyama har for eksempel hævdet, at “the rise of populism has been triggered by globalization and the consequent massive increase in inequality.” En lignende påstand er central i Barry Eichengreens bog fra sidste år om populisme, ligesom den hollandske populismeforsker Cas Mudde har gentaget den og brugt den som forsvar for en tilbagevenden til traditionel socialdemokratisk omfordeling (som han så absolut foretrækker).

Spørgsmålet er blot, at der indtil videre ikke har været nogen egentlig evidens for påstanden, men blot strategisk udvalgte eksempler og teoretiske argumenter. Jeg pegede på problemet i sommers i Economic Affairs, og understregede da, at selv en så dygtig forsker som Eichengreen bruger simplistisk og gammel handelsteori som et forbløffende svagt grundlag for en påstand, som han efterfølgende drager substantielle politiske implikationer fra.

Det er derfor både heldigt og meget aktuelt, at ny forskning nu ser omhyggeligt på, om der faktisk er den sammenhæng mellem globalisering og populisme, som populismeforskere synes at opfatte som en konsensus. Min gode ven Andreas Bergh (Lund og IFN, på billedet) og den unge økonom Anders Gustafsson (Örebro og IFN) viser i deres nye papir “Globalization and Populism in Europe” at det er der ikke!

Andreas og Anders bruger Timbros relativt nyudviklede populismedatasæt, der dækker 33 europæiske lande fra 1980-2016, til at se på spørgsmålet. Kombineret med det omfattende globaliseringsindeks fra KOF i Zürich tillader det de to svenskere at estimere sammenhængen over tid og på tværs af lande. Datasættet omfatter 267 populistiske partier, fra meget små til meget store og fra venstre til højre, samt deres stemmetal. Resultaterne viser ingen klar, statistisk sammenhæng, selvom den i en række sammenhænge endda bliver statistisk signifikant og negativ. I stedet finder de to, at medlemskab af EU er forbundet med en væsentlig stigning i populistiske højrefløjspartiers stemmetal. Andreas leverer flere detaljer på sin altid anbefalelsesværdige blog.

Man bør naturligvis aldrig konkludere for håndfast på basis af et enkelt studie. Det er dog sigende, at Andreas og Anders synes at være de første, der konkret tester en idé, som har været bærende for meget populismeforskning i årevis. Man kan – måske særligt når man kender til de underliggende data – fristes til at tro, at en række populismeforskere faktisk har taget et kig på dataene, og opdaget at deres konsensusidé er empirisk vrøvl. Under alle omstændigheder er der nu et omhyggeligt, veludført empirisk studie, der helt og fuldstændigt afviser, at øget globalisering skaber populistiske stemmer.

Hvad det bredere fænomen er, hvor det stammer fra og hvad man kan gøre fra de etablerede partier, er temaet for tre nye og ganske forskellige bøger: Barry Eichengreens The Populist Temptation: Economic Grievance and Political Reaction in the Modern Era. der udgives af Oxford University Press, Kurt Weyland og Raúl Madrids redigerede samling When Democracy Trumps Populism: European and Latin American Lessons for the United States fra Cambridge University Press, og Charles Dumas Populism and Economics fra det lille Profile Books. Jeg anmelder alle tre i det nye nummer af det udmærkede Economic Affairs.

I anmeldelsen, der har fået navnet Populism: Three approaches to an international problem (bemærk: linket kræver login), anbefaler jeg i særlig grad Eichengreens velskrevne og omhyggelige bog, ligesom der er flere meget fine kapitler i Weyland og Madrids samling. Eichengreen udmærker sig specielt i den måde, han sørger for at definere og diskutere hvad populisme overhovedet er. Hvis nogle af vores læsere er interesserede i populisme, kan bogen varmt anbefales med et enkelt forbehold, som også gælder store dele af Weyland og Madrid, ligesom det plager meget af den eksisterende forskning. Som jeg understreger i konklusionerne:

“In other respects, all three books either explicitly or implicitly reach similar conclusions. It is, for example, striking that while both Eichengreen and several of the contributors to Weyland and Madrid argue that increased redistribution – and implicitly a focus on distributional or social justice – will effectively reduce the threat of populism, and Dumas also emphasises increasing income inequality, none of them note that their recommendations have been tried. The type of society they seem to aim for is a Scandinavian‐style social democrat welfare state. Yet the Nordic countries are certainly not free of populism, and populist parties have had substantial political influence in three of the five countries of the region.”

Det er med andre ord stærkt påfaldende, at næsten al moderne populismeforskning forfalder til den samme idé: Bare vi implementerer en stor velfærdsstat med massiv omfordeling, vil folk ikke længere have nogen grund til at stemme på populisterne. Som skandinavisk efterkrigshistorie med al tydelighed viser, er det simpelthen ikke rigtigt. Hvorfor kan man altid diskutere, men det synes rent umiddelbart som en kombination af, at meget få populismeforskere kender noget til de nordiske lande, og at langt de fleste er enten socialdemokrater eller socialister. Hvert forskningsfelt udvikler sine blinde vinkler, men populismeforskningens er temmelig tydelige for folk, der ikke er socialiseret i feltet.

Nogle kommentatorer og politikere har spurgt om, hvad problemet er – og om der overhovedet er et problem? Får folk ikke bare hvad de vil have? I et demokrati kan man måske argumentere for, at ’folket’ får hvad de vil have, men kender man en smule til public choice, ved man at der faktisk ikke findes nogen logisk konsistent møde at definere det famøse ’folket’. Argumenter, der baserer sig på påstande om ’folkets vilje’ er dermed altid ulogiske per definition.

Det egentlige problem er, at der synes at være to fællestræk for alle populister. Det første er, at de påstår at repræsentere ’folket’ – det ægte folk, og ikke de uægte andre. Erdogan har således opnået en vis berømmelse qua sit spørgsmål til en gruppe politiske modstandere ved et vælgermøde i 2016 ”Vi er folket! Hvem er I?” Det andet fællestræk, som min dygtige kollega Friedrich Heinemann (ZEW Mannheim) påpegede over øl og barbecue i sommers, er at de alle i en eller anden form afviser eksistensen af begrænsninger af politik. Salvinis regering i Italien har for eksempel afvist, at deres store budgetunderskud vil skabe ekstra gældsproblemer for Italien, helt uanset at de bliver nødt til at låne flere penge til at dække underskuddet. Donald Trump mener ligeledes, at hans protektionistiske politik vil skabe vækst og arbejdspladser i USA, fraset at praktisk taget alle nationaløkonomer udenfor regeringscirkler mener det modsatte.

I dag peger vi dog på et tredje fællestræk ved mange, omend måske ikke alle populister: Deres skepsis overfor frie medier og pressens frihed til at skrive, hvad den vil. Trump er berømt for at rase mod ’fake news’ – mens han iøvrigt selv bidrager betragteligt til dem – og for sine udfald mod blandt andet New York Times og CNN. I Ungarn har Viktor Órban haft succes i at begrænse pressens frihed i et omfang, der er meget tydeligt i internationale vurderinger. Freedom House vurderer således, at Ungarns begrænsninger i pressefriheden svarer til et indeks 44 i dag, mens det var 21 (og dermed på linje med USA’s) for blot ti år siden. En lignende udvikling er i gang i Polen, mens USA’s politiske system har vist sig meget robust overfor en præsident uden respekt for den første tilføjelse til den amerikanske forfatning.

Er disse eksempler udtryk for en mere generel tendens? Det giver vi et delvist svar på i dag ved at bruge de populismedata, som Andrea Sáenz de Viteri og jeg har udviklet i en anden forbindelse (læs her). I stedet for at score landes ledere ifølge vores egne idiosynkratiske forestillinger – som meget af den eksisterende litteratur de facto gør – har vi beregnet, hvor ofte en gruppe ledende britiske og amerikanske aviser omtaler den pågældende leder i forbindelse med populisme. Vi får dermed et indirekte, men relativt objektivt, mål for populisme, som vi sammenholder med Freedom Houses indeks for (mangel på) pressefrihed i 2017 i figuren nedenfor. Den grundlæggende idé er ikke vores, den skylder vi min studerende Camilla Kjær.

Plotter man den gennemsnitlige populismescore siden 1970 overfor den nuværende pressefrihed, så man tillader langsomme og gradvise påvirkninger af pressefriheden, får man det fine billede i figuren. Som altid i disse år er Venezuela ekstremet, med langt den værste pressefrihed – landets indeks er stort set det samme som Ruslands – og den tydeligt mest populistiske tradition. Men på tværs af resten af Latinamerika og det caribiske område er der stadig en klar sammenhæng, hvis man ser bort fra Venezuelas kollaps. Der findes tydeligt lande uden nogen særlig populistisk tradition, der undertrykker pressen af andre grunde, men ingen stærke populister, der ikke gør det. Med andre ord er populisme ikke den eneste forklaring på undertrykkelse af pressen, men jo mere populistiske traditioner man får, jo mere undertrykt bliver den.

Mens et enkelt plot med en korrelation og et simpelt mønster naturligvis ikke er håndfast og robust evidens for en klar, kausal sammenhæng, giver figuren i det mindste en klar indikation: Populister ser umiddelbart ud til at undertrykke pressen der, hvor de overhovedet kan slippe afsted med det. Og vender man blikket tilbage til Europa, er det helt evident tilfældet i Ungarn og Polen. Spørgsmålet er, hvem der er det næste land?

Figuren nedenfor giver et overblik over hvordan de europæiske landes fiskale position ser ud. Figuren illustrerer tal for samlet statsgæld, og indikerer også størrelsen på budgetunderskuddene, begge fra the CIA World Factbook. Sidst kombinerer figuren disse tal med kreditvurderinger fra Standard and Poor’s. Søjlerne viser størrelsen på statsgælden i % af BNP, er søjlen grå er landet blandt den tredjedel af landene med de største budgetunderskud (større end 2 %), er søjlen stribet er landet blandt den tredjedel, der har dårligst kreditvurdering (værre end BBB), og er søjlen sort, er landet i begge grupper.

Det værste land er som de sidste mange år Grækenland med en voksende statsgæld, er pt. er 18 0 % af BNP, og en kreditvurdering på bare B+. Men med et budgetunderskud på relativt begrænsede 1,3 % af BNP er problemet primært den enorme gæld fra de uansvarlige år før cirka 2012. På samme måde er de sorte lande – Kroatien, Montenegro, Rumænien, og Ungarn – lande med en kombination, der ligner den grækerne plejede at have: Store budgetunderskud og dybt dysfunktionelle politiske systemer. Tallene viser også, hvordan eurolandene har langt større gæld end lande udenfor euroen – 77 % mod 49 %.

Det særlige ved figuren er dog, hvordan den illustrerer at Italien er den helt store hovedpine. Landet er på vej ind i den første periode med en populistisk regering siden 1940erne, med en statsgæld på 132 % af BNP, et 2,3 % budgetunderskud fra den forrige regering, og en stor sandsynlighed for et meget større underskud med den nye Lega-M5S-regering, og nervøse markeder. Markederne har også reageret: Rentespændet til Tyskland er lige nu cirka 2 % på trods af ECBs langvarige forsøg på at holde Italiens (og andre problemlandes) rente nede. Standard & Poor’s rater nu italienske statsobligationer til BBB- og stort set alle regner med, at den rating forværres i takt med, at den nye regerings politik bliver klar.

EU og eurozonens lederes værste mareridt er dermed ved at tage fysisk form: Italien er igen begyndt at bevæge sig mod afgrundens rand. Efter at have valgt flere regeringer, der i det mindste ikke gjorde problemerne værre, er alt sat op til væsentligt større gældsætning til højere renter og større risci, og Italiens svar på de fremtidige problemer er øjensynligt at kræve gældseftergivelse. Euroen var aldrig en god idé, men de næste måneder kan gå hen at demonstrere det igen, og helt særlig vise, hvor elendig en idé det var at gøre det politisk opportune og lukke Italien indenfor. Grækenlands problemer kan man måske håndtere, men hvis Italien begiver sig længere ud af den vej, landet er på nu, står euroen og det storslåede europæiske projekt ikke til at redde.

Forleden ’opdagede’ min gode ven Niclas Berggren fra IFN i Stockholm og jeg, uafhængigt af hinanden, dog en ekstra tendens, som vi ikke tror, har været beskrevet før. Den danner nu kernen i nyt arbejde, som vi har påbegyndt sammen med Andreas Bergh (Lunds Universitet), og som vi forventer at have en præsentabel version af i løbet af efteråret. Tendensen er, at folk der stemmer på populistiske partier ikke blot er skeptiske overfor politikere, men også har markant mindre tillid til andre mennesker generelt.

Figuren nedenfor illustrerer, hvor store forskellene er. Vi har data fra fire nordiske lande i alle syv bølger af the European Social Survey, hvilket giver os mere end 10.000 individer fra hvert land. Vi udelukker derfor Island, der kun har været med i to bølger, og Estland, der ikke har haft et rigtigt populistisk parti siden landet genvandt sin uafhængighed. De populistiske partier er Dansk Folkeparti og Fremskridspartiet (DK), Fremskrittspartiet (NO), Sverigedemokraterna og Piratpartiet (SE) og Sannfinländarna / Perussuomalaiset (FI). Figuren illustrerer forskelle mellem folk, der stemmer populistisk (de stribede søjler) og andre (de udfyldte søjler) i deres tillid til andre mennesker (de sorte søjler) og tiltro til parlamentet (de røde søjler).

Forskellene er ikke til at ignorere. Den kendte forskel i tiltro til det politiske system ligger mellem 1,1 (Danmark) og 1,4 point (Sverige) på en skala fra 0-10. Det slående er, at populister også har langt mindre social tillid: I Danmark og Sverige er de 0,9 point mindre tillidsfulde, i Norge 0,8 og i Finland 0,4 point mindre tillidsfulde. Disse forskelle er statistisk signifikante ved ethvert niveau, og er også store sammenlignet med andre forhold. Helt særligt er de væsentligt større end forskellen i tillid mellem folk, der er født i landene af ’indfødte’ forældre, og folk der er født og indvandret fra ikke-nordiske lande! Den gennemsnitlige tillidsforskel mellem indfødte og indvandrede er 0,58 point, mens gennemsnitsforskellen mellem populister og ikke-populister er 0,75 point.

Hvorfor denne markante forskel eksisterer, er et åbent spørgsmål, som Andreas, Niclas og jeg skal arbejde videre med, når vores sommerforpligtelser er overståede. Vi kan se, at populisterne også er mere religiøse, hvilket kunne være en del af forklaringen. Tillid er også forbundet med uddannelsesniveau, tolerance og en række andre ting, som kunne repræsentere såkaldte ’transmissionsmekanismer’. Det ærlige svar er, at vi ikke ved hvad der ligger bag forskellene – men det er der heller ingen andre, der gør. Vi hører derfor gerne forslag fra vores læsere, så vi har mere at arbejde med i efteråret. Indtil videre er sammenhængen dog så slående, at den var værd at oplyse læserne om.

The debate on populism has recently been revitalized by the rise of new political actors, especially in Latin America and Europe. Despite the renewed interest, the concept of populism remains vague, complicating any empirical investigation on its political and economic outcomes. Still, all populist politicians strongly emphasize the defense of the commonman’s interest against those of privileged elites, suggesting that such governments will have notable implications for economic policy and institutions. Using a non-partisan indicator of populism, this paper seeks to assess the impact of populist policies on institutional change, as measured by the economic freedom of the world index. Results indicate that populist governments actively reduce economic freedom. In particular, they erode legal security, reduce freedom to trade, and tighten economic regulation. Findings expand on previous research with empirical methodology, questioning the importance of ideological orientation in some definitions of populism.