Bruger man Penn World Tables – en af de største kilder til sammenlignelige nationalregnskabsdata, vi har – er problemet klar. Fra 1998 til 2023 voksede dansk BNP per indbygger 27,7 %. Selvom de kant lyde af meget, er det ikke ret meget over en procent om året, inklusive kriseårene omkring finanskrisen og nedlukningerne. I samme periode voksede vores naboers økonomier 29,7 procent, og Sverige 35,3 %. Dansk vækst på langt sigt er således ikke prangende, men ikke så meget anderledes end meget af Nordeuropas.

Men dekomponerer man væksten i privatforbruget, dukker problemet synligt op. Vi illustrerer det i figuren nedenfor, hvor vi har brudt den samlede vækst i privatforbruget op i væksten i produktivitet, beskæftigelse, arbejdstimetal, og borgernes forbrugsrate. Allerførst er det klart, at væksten i danskernes privatforbrug har været væsentligt lavere end naboernes: I Danmark er det vokset blot 4,8 % over en 25-årig periode, mens naboernes er vokset 14,4 % og svenskernes hele 27,6 %. I 2023 lå danskernes forbrug således stadig seks procent over svenskernes, men under lande som Tyskland og Storbritannien. Målt på BNP er vi meget rige, men målt på faktiske forbrugsmuligheder er vi ikke i samme liga.

Figuren illustrerer, hvor væksten er forsvundet hen for danskerne. Produktiviteten er steget 26,9 % i perioden, og dermed lidt langsommere end Sveriges 30,5 % og lidt hurtigere end naboerns 24,4 %. Beskæftigelsesraten er vokset med 5,1 % mod 11,2 og 9,3 %. Efter de sidste mange års diskussion af arbejdsudbud er det faktisk vokset langsommere end f.eks. i Sverige. Det samme ses også på timetallet, hvor det årlige antal timer, beskæftigede danskere leverer er faldet med 4,3 % mod svenskernes 4,5 % og naboernes 5,9 %. Ingen af disse forhold taler klart til dansk fordel. Derimod er forbrugsraten i Danmark – procentdelen af det samlede BNP som forbruges privat, faldet med hele 22,9 % ifølge Penn World Tables. Naboernes er faldet 14,3 %, mens det ‘kun’ er faldet 7,7 % i Sverige.

Fem sjettedel af danskernes vækst er forsvundet i større handelsbalance, statslig opsparing, større offentligt forbrug, og større investeringer. Det er dog svært at se, at danskerne har fået ret meget ud af den lidt højere investeringsrate. Og deri ligger det problem, ingen taler om. Af politiske grunde vokser privatforbruget meget langsomt i Danmark, endda i forhold til andre velfærdsstater som Sverige. Får vi noget ud af det større offentlige forbrug og opsparing? Det er meget svært at se.

Der er dog én krise, som mange politikere og folk i fagbevægelsen har meget travlt med ikke at tale om: Danmark har en vækstkrise, og ikke mindst en krise i væksten i privatforbruget. Vi har tidligere skrevet om vækstkrisen (se f.eks. her), ligesom jeg over julen havde et mindre sammenstød med 3F’s cheføkonom, der insisterede på at påstå, at der intet problem er. Undersøger man selv situationen er det dog meget klart, at der er et problem. I det følgende gør vi det med udgangspunkt i offentligt tilgængelige data fra Danmarks Statistik; alle kan slå op i Statistikbanken og få adgang til samme information.

Danmarks Statistiks opgørelser viser – som man også tydeligt kan se i figuren nedenfor – at de 20 år før nedlukningerne mellem første kvartal 1999 og fjerde kvartal 2019 voksede danskernes privatforbrug i gennemsnit 1 % om året. Der var naturligvis en nedgang og nogle kvartalers stagnation omkring finanskrisen i 2008-9, men det er ret klart at se, hvordan væksten i privatforbruget vendte tilbage til den langsigtede trend i løbet af nogle år. Det er også ganske let at se dykket, da regeringen lukkede Danmark ned i starten af 2020: I løbet af blot et halvt år faldt privatforbruget med næsten seks procent.

Den umiddelbare krise ligger dog i perioden efter nedlukningerne blev opgivet i starten af 2022. De tre kvartaler over trend fra sommeren 2021 til 2022 er næppe nogen overraskelse, da det havde været effektivt forbudt for danskerne at bruge deres indkomst normalt i næsten halvandet år. Da det begyndte at blive muligt at komme nogen vegne, tog mange mennesker naturligvis muligheden mens der stadig var åbent. Stort set alle nationaløkonomer regnede således med et kortvarigt forbrugsboom, med en efterfølgende dosis inflation.

Det virkeligt store problem for regeringens fortælling om ansvarlighed og fremgang er derfor, at privatforbruget er styrtdykket igen, og nu igen ligger hele seks procent under den langsigtede trend. De seks procent er ikke småpenge: Havde privatforbruget fulgt trenden, havde hver dansker i gennemsnit haft 4300 kroner større forbrug uden de sidste tre års politisk idioti. Privatforbruget i første kvartal 2023 lå således på næsten præcist det samme niveau som i første kvartal 2017, seks år tidligere. Og vi er nu på tredje kvartal i træk med privatforbrug langt under trend.

Problemet med situationen er, at regeringen slet ikke synes at have nogen interesse i at beskytte danskernes privatforbrug, kun det offentligt forbrug og dermed Folketingets mulighed for at øse gaver på mulige vælgere. Så måske er det slet ikke så mærkeligt, at vi har en vækst- og forbrugskrise?

Et ellers veluddannet og -informeret publikum var forleden forbløffede, da jeg i et foredrag om USAs økonomi dokumenterede, at gennemsnitsindkomsten i den amerikanske stat med højest købekraft – North Dakota – er 77 procent større end i den fattigste stat, Mississipi. Det samme gør sig tydeligvis gældende, når man taler om verden: Folk har ikke ret meget viden om, hvor rige eller fattige mange andre steder er. Derfor viser vi idag netop dét gennem et farvekodet kort. Kortet viser hvor stort privatforbruget var per indbygger i 2019, hvor alle lande i verden som vi har data for, er inddelt i otte kategorier på en logaritmisk skala fra sort til hvid. Der er således ikke tale om bruttonationalindkomst, men om den del af nationalindkomsten, som folk rent faktisk selv råder over. Dataene er fra Penn World Tables, version 10, suppleret med data fra the CIA World Factbook for de lande, der ikke er dækket af Penn.*

Det burde næppe være en overraskelse, at de fattigste lande (sorte og mørkegrå markeringer) næsten alle er i Afrika syd for Sahara. Der er ingen, jeg har talt med, der nogensinde har haft illusioner om nogen form for velstand i DR Congo, den Centralafrikanske Republik, eller Somalia. De eneste undtagelser er det krigshærgede Yemen, Papua Ny Guinea, Turkmenistan og Haiti; hvis vi havde haft data, havde Nordkorea med stor sandsynlighed også ligget i den værste kategori. Det samme gælder for den tredje gruppe (de lilla lande), hvor alle er i Afrika, enkelte i Asian, og Syrien som undtagelsen udenfor.

Folk tager derimod ofte fejl, når de begiver sig ind i diskussioner udenfor disse ekstremt fattige steder. Den røde gruppe, der dækker lande med privatforbrug i 2019 mellem 3500 og 5500 dollars, indeholder således ikke blot Algeriet, Marokko og Indien, men også Belize, Nicaragua og Iran. Ligeledes er mange mennesker – inklusive mange af de studerende, jeg har haft – ofte overraskede over at det sydlige Afrika, der dækker Botswana, Namibia og Sydafrika, har nogenlunde samme privatforbrug som store dele af Latinamerika, Albanien og Indonesien. Fortsætter Botswanas udvikling uforstyrret efter nedlukningskriserne, vil landet indenfor meget få år rykke ind i den grønne kategori.

Den anden fejltagelse, rigtigt mange mennesker gør, er at tro at Danmark er et af verdens absolut rigeste lande. Nok er det danske nationalprodukt det 14.-største af de 195 lande, der er dækket på kortet, men det danske privatforbrug er kun nummer 24. Det er således ikke kun USA, Norge og Schweiz hvor folk er rigere, men også steder som Australien, Storbritannien, Taiwan, Tyskland og Østrig, hvor den private levestandard er højere. Det er for eksempel sigende, at mens Danmarks bruttonationalprodukt er cirka 20 procent højere end Storbritannien, har briterne i gennemsnit 13 procent større (købekraftsjusteret) privatforbrug. De 13 procent bliver omregnet til cirka 20.000 kroner per år per indbygger i Danmark, eller godt 80.000 kroner for en standardfamilie. På samme måde havde tyskere og canadiere i 2019 henholdsvist 15 og 19 procent større privatforbrug end danskerne.

Vores opfordring idag er derfor at tage et godt kig på kortet og se, om ens forestillinger om velstand i verden passer på fakta. Hvor mange af vores læsere vidste for eksempel, at det gennemsnitlige privatforbrug i Malaysia i 2019 var ni procent højere end i Ungarn? Hvis man skal have en informeret debat om fordele og ulemper ved det danske samfund og dansk politik i forhold til alternativerne, er det vigtigt at have denne type fakta på plads.

* Som altid deler vi gerne alle data med interesserede læsere. Det kræver blot en mail til overtegnede.

Det politiske problem, om man vil, er at dansk økonomi ser besnærende fornuftig ud for tiden: ”De offentlige finanser er overholdbare, arbejdsløsheden er lav, og der er vækst i økonomien.” En række kommentatorer, inklusive flere på Børsen og i Berlingske Tidende, finder derfor situationen tilfredsstillende og bekymrer sig primært om, hvorvidt den er holdbar på lidt længere sigt.

Men det er netop det længere sigt, man bør være bekymret for, og man lærer tæt på intet om det, ved at se på hvordan det går her og nu. Gør man det modsatte og ser man på en længere udvikling, bliver problemerne tydelige. Det gør vi her, med udgangspunkt i kommentaren fra Børsen (som kun sjældent bringer figurer), i to figurer nedenfor.

Den første viser udviklingen i dansk BNP per indbygger relativt til samme udvikling i vores økonomiske naboer, Holland, Norge, Storbritannien, Sverige og Tyskland. Søjlerne illustrerer, hvor mange procent Danmark er foran naboerne i et givet år. Først i 70erne var det danske BNP omtrent 20 % højere end vores naboers, og denne situation blev reetableret i midten af 1980erne efter Schlüter-regeringernes markante reformer. Det viste sig dog at være en stakket frist – en kartoffelkur med indførslen af topskat kom bl.a. i vejen – og over de næste 30 år fulgte dansk økonomi ikke med. I dag (2017 i figuren) er dansk BNP per indbygger cirka 5 % højere end naboernes, og dansk produktivitet per fuldtidsansat er knap 8 % højere.

Det virkeligt slemme problem kan dog bedre aflæses i den anden figur, der viser størrelsen på danskernes og naboernes privatforbrug. Figuren gør det tydeligt, hvordan privatforbruget styrtdykkede i starten af 1970erne, i takt med at skatten steg og flere regeringer prøvede – uden særlig succes – at rette op på 60ernes blatant uansvarlige økonomiske politik. Relativt til naboerne fortsatte det med at falde, igen indtil Schlüters reformer, men det fik også en brat ende, og derouten er fortsat. Som jeg understreger i Børsen, burde situationen i dag være dybt utilfredsstillende: ”Den vigtigste forskel, som stort set aldrig diskuteres i dansk politik, er at danskernes typiske privatforbrug i dag er næsten 10 % lavere end vores naboers. Vi er således på 30 år gået fra at være 10 % foran til at være 10 % bagud.”

Politikernes argument imod dette er, at de jo bruger pengene meget smartere end almindelige borgere kan, og ’løfter’ den offentlige velfærd. Det er for eksempel kernen af finansminister Nicolai Wammens forsvar af den nye finanslov, der omfordeler endnu flere midler fra borgerne til den offentlige sektor.

Der er bare ikke meget der tyder på, at man får bedre offentlig service eller mere ’velfærd’ ud af at bruge flere penge i det offentlige. Problemet er ikke mangel på ressourcer – den decideret skuffende danske folkeskole er for eksempel den dyreste i OECD-landene – men en konsekvens af elendig ledelse, politisk regulering og indblanding og mangel på konkurrence. Og selvom det var, måtte man alligevel spørge om borgerne ikke er bedre til at få faktisk velfærd ud af midlerne end Folketinget. Regeringens nye finanslov, der gør alle grupper af danskere fattigere, kommer derfor ikke til at løfte nogen eller bidrage til folks velfærd – med undtagelse af politikernes – men gør danskerne endnu en tand fattigere end vores naboer. Hvis jeg var politiker, ville jeg krybe i et hul af skam over at have bidraget til så elendig en udvikling – men på Christiansborg skammer man sig ikke.

Et bedre mål er derfor privatforbruget, og spørgsmålet er således, hvad der er sket med privatforbruget gennem krisen. Min gode kollega Lars Skipper viste mig nedenstående figur (på data fra Statistikbanken) i morges, der ikke ligefrem fortæller en historie, danske politikere synes om. I stedet ligner den næsten totale stagnation i det danske privatforbrug (den grå linje) den amerikanske situation, hvor markant forøget usikkerhed om politisk udvikling holder både investeringer (den blå linje) og privatforbrug tilbage. Det der beskyttes mest, er det offentlige forbrug (den røde linje). Med andre ord virker det relevant at spørge, om det der holder en recovery tilbage i Danmark, er frygten for hvad politikerne kan finde på af ulykker. For hvad skulle det ellers være?