Måden mange politikere og almindelige vælgere tænker på spørgsmålet er, at hvis trusselsbilledet ændrer sig og man ikke længere kan stole på USA som partner, bør man gå efter det der ofte kaldes “Strategisk Selvforsyning” eller “Strategic Autonomy”. Det gælder ikke mindst på EU-plan, hvor diskussionen blandes med dybt misforståede idéer om forsyningssikkerhed og gamle tåbeligheder som aktiv industripolitik. Den store frustration de seneste dage over, at et fransk-tysk projekt om at udvikle et fælles jagerfly er droppet, handler ikke mindst om netop disse misforståelser.

Som mange, mange økonomer har understreget over årene, er den mest effektive form for forsyningssikkerhed ikke at man laver alt selv. Som ordsproget siger, gælder det netop om ikke at lægge alle sine æg i én kurv. At have åbne globale supply chains er langt mere effektivt – dvs. at have fri handel – fordi man derfor har en hel række forskellige lande og langt flere forskellige virksomheder at handle med. Selvom det fransk-tyske projekt er droppet, betyder det således ikke at dansk eller belgisk militær bliver nødt til at købe amerikanske jagerfly. Så længe man er åben for handel, er der et nyt jagerfly under udvikling i et samarbejde mellem Storbritannien, Italien og Japan, der er det svenske Gripen, det sydkoreanske KF-21 Boramae, og endda også Indiens Hal-Tejas. Og det samme gælder for en lang række andre indkøb af militært udstyr.

Derudover er, som Robert Lawson (Southern Methodist University) og Samuel Gregg (American Institute for Economic Research) understregede ved et National Review Institute-arrangement forleden, den bedste strategi at være velstående. Rigere og ikke mindst mere produktive samfund har lettere ved at finansiere et mere effektivt militær, og har også mindre alternativomkostninger, hvis man bliver nødt til at producere mere selv. Og det vigtigste i det perspektiv, som Gregg fremførte forleden, er at begrænsninger på frihandel, mere aktiv industripolitik, og større statslig indblanding, alle er forbundet med lavere vækst og dermed også væsentligt mindre velstand på langt sigt.

Basalt set er en udbredt grad af økonomisk frihed i sidste ende forbundet med større potentiel militært potentiale på langt sigt! Det er, med andre ord, stik modsat EU og USA’s nuværende økonomiske kurs. Er man interesseret i mere, kan hele eventen ses nedenfor. Samtalen med Lawson og Gregg starter ved 1:02:10.

“There is no exception to the major questions doctrine for emergency statutes. Nor does the fact that tariffs implicate foreign affairs render the doctrine inapplicable. The Framers gave “Congress alone” the power to impose tariffs during peacetime […]. And the foreign affairs implications of tariffs do not make it any more likely that Congress would relinquish its tariff power through vague language, or without careful limits. Accordingly, the President must “point to clear congressional authorization” to justify […] his extraordinary assertion of that power.”

Hele dommen kan læses her.

Men som min fremragende kollega Philipp Schröder har påpeget, er det hverken utvetydigt gode nyheder for virksomheder, og heller ikke slutningen på vanviddet. For det første har præsident Trump øjeblikkeligt raset over højesteretsdommere – hans påstand er, at de er illoyale, forkerte, og upatriotiske – og har meddelt, at han vil fortsætte sin protektionistiske politik. Hans udmelding er nu at bruge Section 122 i the Trade Act of 1974, en særlov fra Richard Nixons period, der giver præsidenten særlige, kortvarige toldmuligheder i specielle situationer (læs f.eks. her). Den skal misbruges til at pålægge al import til USA en basistold på 10 procent. Oveni det kommer alle hans særlige straftoldsatser.

Den udmelding skaber en del af det næste problem, som er den fortsatte usikkerhed omkring USAs handelspolitik i den umiddelbare fremtid. Trump har muligheden for at bruge section 122 til at føre fortsat protektionistisk politik, omend loven begrænser politikken til 150 dage. Enhver fortsættelse skal godkendes af Kongressen. Han har også vist sig mere end villig til at bruge lovgivning, der giver mulighed for at regulere international handel der kan true den ‘nationale sikkerhed’. Så stoppet for brugen af IEEPA til at begrænse handelen er ikke slutningen på usikkerheden om, hvad Trump-administrationen kan finde på. Og, som Philipp noterer, er der også en række julelege som lande kan bruge, for at begrænse handelen med uigennemsigtig regulering, tekniske krav, og dyre procedurer.

Fremadrettet kan man derfor forvente endnu flere retssager. Nogle af dem kommer til at handle om, at dem amerikanske stat skal tilbagebetale ulovligt opkrævet told. Andre kommer til at teste, hvor langt en amerikansk præsident kan gå i brugen af section 122 og sikkerhedslovgivning. Er det for eksempel i den nationale sikkerheds interesse, at man lægger høj told på import at træmøbler? Og nej, det er ikke et tænkt eksempel, men amerikansk virkelighed. Og kan administrationen måske finde på direkte trusler mod importører? Ingen kender morgendagen i Trumps politiske vanvid, men Højesteret har i det mindste lukket ned for én af ruterne for idiotien.

I hvor høj grad det er sket er det spørgsmål, som Julian Hinz, Aaron Lohmann, Hendrik Mahlkow og Anna Vorwig ser på i et nyt policy brief fra Kiel Instituttet. Med titlen America’s Own Goal: Who Pays the Tariffs? bruger de fire økonomer data fra al import, der er fragtet til USA på oceangående fragtskibe mellem januar 2024 og november 2025. Hver sending kan kobles til en bestemt produkt-specific toldsats (8-digit HS niveau), så man kan se helt præcist, hvad der sker når de amerikanske toldsatser ændres.

Konklusionen er klar: “foreign exportes absorb less than 4 % of the tariff burden; the remaining 96 % passes through to US importers.” Man kan endda ikke afvise med normal statistisk sikkerhed, at de amerikanske importører faktisk bærer hele omkostningen. Det samme resultat kan ses i import fra Brasilien, der fra august blev ramt af en toldsats på 50 %. I de særlige brasilianske tal kan Hinz et al. ikke se nogen klar ændring af den pris, de brasilianske virksomheder tager for varerne. Med andre ord betyder et, at der reelt er fuld pass-through: Amerikanerne betaler hele tolden. Det samme ser de i Indien, hvor de har adgang til de præcise FOB priser (free on board), der tages ved afgang.

Implikationen af Kiel Institutets nye analyse er, at Trumps toldpolitik fuldt ud er en ekstra skat på amerikanerne – den overfører ingen velstand fra udlandet til amerikanere. Starter man fra det faktum, at importen er cirka 15 % af USAs BNP og den gennemsnitlige toldsats stiger fra godt 1,5 til 21 % når politiken er fuldt indfaset, vil en back-of-the-envelope-beregning vise, at Trumps handelspolitiske ændringer svarer til en ekstraskat på cirka tre procent. Der skal økonomisk inkompetence af gigantiske dimensioner til at forklare, hvordan man kan lave et så ekstremt politisk selvmål.

Ifølge BBC spurgte den Trump-udnævnte Amy Coney Barrett, med henvisning til regeringens påstand om at det er sikkerhedspolitisk nødvendigt at beskytte amerikansk industri, “And so is it your contention that every country needed to be tariffed because of threats to the defense and industrial base? I mean, Spain? France?” Højesterets præsident John Roberts, der blev udnævnt i 2005 af George W. Bush, noterede lige så skeptisk, at regeringens retfærdiggørelse af den voldsomt protektionistiske politik “is being used for power to impose tariffs on any product from any country in any amount, for any length of time.”

Dommerne Neil Gorsuch og Sonia Sotomayor – der ideologisk indtager modsatte positioner – var begge ligeledes åbenlyst skeptiske overfor regeringens påstand om, at der er tale om en nødsituation, og at IEEPA giver præsidenten ret til at ændre handelspolitikken i hvilken retning han ønsker. Gorsuch pressede således statsadvokaten John Sauer til at indrømme, at der er grænser for både hvor meget og hvordan Kongressen kan uddelere magt til præsidenten.

På Trumps side gjorde Sauer ifølge rapporterne om høringen en til tider næsten komisk figur. En del af statens problem i retssagen er, at det på trods af, hvordan man læser IEEPA, stadig udelukkende er Kongressen, der har ret til at opkræve skat af amerikanerne. Trump har adskillige gange pralet med – og endda fremhævet det som et af formålene – at hans toldpolitik bringer store indtægter til den amerikanske administration. Sauer måtte derfor ud i en forklaring af, hvordan toldpolitikken kan indbringe væsentlige indtægter uden at være en skat. Det vil være en overraskelse for alle, hvis Højesteret køber det argument.

Sauer påstod også, at hvis domstolen erklærer, at toldpolitikken er ulovlig, vil det blotte USA for “ruthless trade retaliation” og føre til “ruinous economic and national security consequences”. Det er påfaldende, at administrationen i høj grad procederer på nogle påstande om konsekvenserne af en dom, i stedet for politikkens lovlighed. Det er endda nogle påstande, som en praktisk taget samlet økonomstand ikke har andet end foragt for.

Som vi tidligere har fremhævet her på stedet, er der en række angrebspunkter. Selv hvis Højesteret skulle erklære, at IEEPA giver Trump ret til at føre handelspolitik, hvis der er en national nødtilstand, er det stadig helt usandsynligt, at den vil anerkende, at der overhovedet er en nødtilstand. For at gøre det, skulle den effektivt skabe præcedes for, at en nødtilstand er en nødtilstand, bare præsidenten påstår det. Den skal acceptere, at told ikke er en skat, selvom den skaber indtægter til staten. Og den skal endda acceptere, at præsidenten kan gøre hvad han vil og fortsætte så længe han vil, uden at definere grunden til politikken. Det er ikke videre sandsynligt – og slet ikke på basis af onsdagens høringer – at den amerikanske Højesteret accepterer noget af det.

Der er derfor en meget reel mulighed for, at hele Trumps handelspolitiske kompleks bliver erklæret ulovligt og af skaffet af retsvæsenet, og med stor sandsynlighed i sidste omgang den amerikanske Højesteret. Det basale problem er, at USAs forfatning giver magten til skatte- og handelspolitik til Kongressen, og ikke præsidenten. Trump bliver derfor nødt til at have en kattelem – i dette tilgælde en nødretslov – for at omgå forfatningens magtdeling. Så hvad er argumenterne, som domstolene kan bruge?

Mens Trump argumenterer for, at hans handelsbarrierer er nødvendige, har Højesteret i princippet tre forskellige mulige angrebspunkter, og hvert af dem kan føre til kendelsen, at politikken er forfatningsstridig. Et af angrebspunkterne har specifikt at gøre med fortolkningen af the International Emergency Economic Powers Act, den nødretslov som Trump har påkaldt for at kunne føre handelspolitik, et andet har at gøre med en fortolkning af loven versus forfatningen, mens det sidste basalt set drejer sig om Højesterets syn på fortolkningen af forfatningens magtfordeling.

Det første punkt er det fundamentale spørgsmål om præsidenten overhovedet kan bruge IEEPA i den nuværende situation. Det Højesteret i sidste ende skal svare på er, om der overhovedet er tale om en ’emergency’ – en nødsituation. En nødsituation defineres ofte som en pludseligt opstået situation hvor noget sker, der er alvorligt, uforudset og potentielt har alvorlige negative konsekvenser, og som hvis muligt kræver handling. Den nødsituation, som Trump påkalder sig, er det amerikanske underskud på handelsbalancen, og særligt underskuddet på balancen for varehandel.

Det vil dog være ekstremt overraskende, hvis en domstol accepterer Trumps præmis. Som Maurice Obstfeld omhyggeligt viste i marts, har USA haft underskud på handelsbalancen i hvert kvartal bortset fra ét (i 1991) siden andet kvartal 1976. Her er den første store udfordring for Trump-administrationen, fordi man kan ikke påstå at der er tale om nød, når situationen har været permanent i 49 år, og det endda er åbent spørgsmål, om der overhovedet er et økonomisk problem.

Nummer to angrebspunkt handler om, hvorvidt IEEPA faktisk giver præsidenten lov til at indføre en så omfattende politikændring, som han har gjort. Den almindelige fortolkning synes at være, at loven giver præsidenten lov til at indføre specifikke og målrettede restriktioner på handel med helt bestemte lande- Præsidenten skal informere Kongressen hvert halve år, og nødretserklæringen skal godkendes af Kongressen efter et år. Accepterer man Trumps påstand om, at der overhovedet er en nødsituation, skal domstolene derefter bedømme om den førte politik er begrænset og målrettet. En voldsom stigning af handelsbarriererne fra et gennemsnit på 3,3 % til et minimum på 10 % og en minimumstold overfor EU på 39 % (og en told på 93 % overfor den store trussel fra Madagascar) bliver næppe betragtet som en målrettet og begrænset politik

Det sidste mulige angrebspunkt drejer sig om den amerikanske Højesterets såkaldte ‘major questions doctrine’. Doktrinen er de senere år brugt imod lovgivning, der overfører væsentlig autoritet til at regulere til offentlige myndigheder. Domstolene, inklusive Højesteret, har her peget på, at når det gælder væsentlig lovgivning – enten omfattende regulering eller regulering og lovgivning med væsentlige konsekvenser – kan man ikke uddelegere den fra Kongressen. The major questions doctrines understreger dermed, at man i princippet godt kan have en lov, der uddelegerer lovgivende magt, men ikke når det gælder større spørgsmål. Som dommer Gorsuch – som blev udnævnt af Trump – påpegede i West Virginia v. EPA, et problemet at “Permitting Congress to divest its legislative power to the Executive Branch would dash [this] whole scheme. Legislation would risk becoming nothing more than the will of the current President, or, worse yet, the will of unelected officials barely responsive to him.”

Amerikanske forfatningseksperter har derfor understreget, at Højesteret vil være meget utilbøjelig til at acceptere Trumps påstand om, at det er noget han selv kan gøre. En så omfattende – per definition global – ændring vil med næsten absolut sikkerhed regnes for et ‘major question. En interessant detalje i forbindelse med dette punkt, er at dommerne Roberts, Gorsuch og Barett, der alle har deltaget aktivt i denne debat, er henholdsvis en Bush-udnævnelse og to dommere udnævnt af Trump. Det er med andre ord republikansk udnævnte dommere, der har været særligt hårde på dette punkt.

Ser man på de amerikanske domstoles muligheder for at stoppe Trumps absurd protektionistiske politik, er det således svært at se et andet scenario end et, hvor Højesteret i sidste ende erklærer hele politikkomplekset for ulovligt. Om det falder på et, to eller alle punkter er naturligvis usikkert, men når man ser på domstolenes muligheder, og hvor mærkværdige argumenter, de skal acceptere fra administrationen for ikke at erklære politikken ulovlig eller direkte forfatningsstridig, er det svært at se nogen anden mulighed.

Og ja, man får i den grad ondt i øjnene som økonom, når man ser hvad USA under Trump har gang i for øjeblikket. For eksisterer der noget økonomer er enige om, så er det at frihandel gavner vækst og velstand for almindelige borgere. Faktisk forholder det således, at øget frihandel, primært øger de laveste indkomstgruppers velstand.

Men hvad bør vi så gøre i Europa, hvis eller nok rettere når “turen kommer til os”? Mit forslag er at vi skal gøre absolut ingenting, At indføre told- eller andre handelsbarrierer overfor omverden er først og fremmest “selvskadende” adfærd. Jo, det påvirker også ens samhandelspartnere, men det er nu primært ens egen økonomi og borgere, som betaler prisen.

Hvorfor har jeg skrevet lidt om på Ræson i en kommentar, Trump forstår ikke hvordan handel fungerer, men dét er han ikke ene om, som indtil videre kan læses uden abonnement. Rent faktisk bør vi tage skridtet videre, ikke ved at indlede årelange forhandlinger med andre lande om handelsaftaler, men ved ensidigt at fjerne de handelsrestriktioner der fortsat eksisterer i EU.

Kommer det til at ske? Nej, desværre, for i den udstrækning Europas politikere reelt forstår hvilke del af den internationale handel som er vigtigst, når det drejer sig om at sikre så god en levestandard for boregerne (og det tvivler jeg på at mange af dem gør), så styres politik som bekendt i høj grad af hensynet til bestemte interessegrupper – her både de der ønsker beskyttelse af hjemmemarkedet fordi de ikke er konkurencedygtige og eksporterhvervene. Og det kan jo være lidt vanskeligt at få ender til at mødes der som politiker.

I mit korte indlæg på Ræson påpeger jeg – og det er sådan set derfor ikke kun Jonas, men også et overvældende flertal af økonomer får “ondt i øjnene”, når vi betragter det der foregår for øjeblikket – betydningen af Adam Smiths og David Ricardos teorier om henholdsvis absolutte og komparative fordele. Hvis du har glemt hvad de går ud på, så har Christian link til videnskab.dk’s interview med ham i sit korte indlæg, Trumps handelspolitik: Tåbelig tænkning fra 1700-tallet, forleden.

Her skriver Christian forøvrigt også om sin deltagelse i P1 morgen, dog uden henvisning, så den kommer her (Christian er på efter 1 time og 30 min.) :

https://www.dr.dk/lyd/p1/p1-morgen/p1-morgen-2025/p1-morgen-11802533103

Åbne og lukkede økonomier

Som en del af læserne måske har opdaget er jeg i gang med en mindre serier om Argentinas økonomiske udvikling – næste indlæg handler ikke mindst om reformforsøgene i 1990erne, som slog fejl. Så blot for at illustrere pointen om at det betyder noget i hvilken udstrækning en økonomi er åben eller lukket, kiggede jeg på væksten i købekraftkorrigeret BNP (y-akse) fra 2000 til 2024 (tal fra IMF Economic Outlook) og hvor højt henholdsvis Argentina, Brasilien, Chile, Colombia, Peru, Uruguay og Venezuela scorede på Fraser Institute’s “frihed til at handle internationalt” indeks i 2022 (0-10).

Nej, det er ikke den dybere videnskab, og natuligvis er der også en række andre forhold som har betydning, men alligevel……

Igen skal jeg understrege, at der naturligvis kun er tale om en en lille hastig lavet graf – og som sådan skal tages for hvad den er, hverken mere eller mindre. Derudover bør man selvfølgelig ikke kun se på et enkelt års “score” på frihed til at handle. Der er alle de andre forhold, som har betydning. Et eksempel er betydningen for Colombia’s økonomi, at man fik afsluttet årtiers borgerkrig osv. osv.

Links til nogle af de indlæg vi har bragt tidligere på bloggen om international handel (der er mange flere):

Det er da også tydeligt, når man ser på udviklingen i BNP (se nedenstående figur) og udviklingen i inflationen, hvor høj – og til tider meget høj – inflation bliver et kronisk problem, (se figur 2), og at der i forbindelse med og efter Peróns regeringstid i midten af det 20. århundrede sker noget drastisk. Men alene at fokusere på perioden under Perón er dog forkert. Jo, det er afgørende for Argentinas “store nedtur”, men det kan ikke stå alene.

Figur 1 og 2.

Landet havde tidligt høje handelsbarrierer i forhold til omverden og den politiske dagsorden blev helt tilbage fra det 19. århundrede i stigende grad domineret af en nationalistisk dagsorden.

Argentina var på det tidspunkt Juan Perón kom til magten, måske nok et relativt velstående land, men det var langt fra en moderne, eller moden økonomi, tværtimod. Svage institutioner – herunder et politiseret og svagt retssystem, med en mildt sagt mangelfuld tredeling af magten, selv om forfatningen af 1853 lagde op til dette, var væsentlige karakteristika ved det argentinske samfund. Ligeledes var – og er – det politiske system og dermed staten præget af både dets arv fra spanierne og ikke mindst den politiske udvikling i de meget urolige og ofte blodige årtier, som fulgte med uafhængigheden.

TO GANGE JUAN

Findes der to, hvis skygger hviler tungere over Argentina end alle andre, er det Juan Perón og Juan Manuel de Rosas. Sidstnævnte knæsatte i 1830erne det politiske system, som (desværre) ”sikrede”, at markedet for altid kom til at spille 2. violin og fuldkommen er underordnet politiske (kortsigtede) hensyn. Det kan være en kende vanskeligt for os i Danmark at forstå. Måske fordi vi ofte glemmer, at vi lever i en af de mest åbne og mindst regulerede økonomier i verden, hvor markedskræfterne trods alt regerer forholdsvist uhindret og ”lad falde hvad ikke kan stå” princippet, relativt i forhold til mange andre lande, stort set altid har været givet. Vi er også vant til et finansielt system, hvor muligheden for kredit mv. sker på markedsvilkår og ikke fordi vi kender nogen og har gode politiske forbindelser. Sådan er det ikke i Argentina og sådan har det aldrig været i Argentina.

Det interessante ved Perón er måske ikke, at han brugte (velfærds)lovgivning og højere løn pr. lovdekret til at øge sin opbakning. Heller ikke, at han brugte nationalisering af f. eks. den finansielle sektor, etablering af statsligt ejede selskaber eller en fuldkommen uholdbar finanspolitik.

Det er nok snarere immuniteten overfor selv grundlæggende og basale økonomiske sammenhænge, der stikker ud (ikke et særkende for Argentina, men alligevel) og så den måde argentinsk politik grundlæggende har fungeret i flere hundrede år. Og det er her at Juan Manuel de Rosas, Argentinas stærke mand/diktator i 1830erne og frem til han blev afsat og gik i landflygtighed i 1852, kommer ind i billedet.

”MARKEDSKAPITALISME? DET BRUGER VI IKKE HER I ARGENTINA”

Hver gang nogen har forsøgt at reformere Argentinas økonomi (og det er endt i sammenbrud), har vi hørt den samme sang – det er liberale idéer og markedsøkonomi, som er skyld i alt skidt i Argentina. Det er også baggrunden for Raúl Prebish og andre latinamerikanske økonomers ideer om at udviklingen skulle ske gennem importsubstitution med betydelig statslig involvering (se også sidst i dette indlæg). Her spiller også den særlige latinamerikanske udgave af den socialistiske ide om verden delt ind i center og periferi, hvor centret (USA og Europa) udnytter den stakkels periferi (her Latinamerika), og således bliver velstående på andres bekostning.

Det kan man jo med stor ret sige var tilfældet set med den oprindelige befolknings øjne i regionen under den spanske kolonitid, men for de såkaldte ‘afhængighedsteoretikere’ gælder det også i frivillig international samhandel. Forståelsen for betydningen af Smith og Ricardos handelsteorier er ikke-eksisterende og verden ses som et nulsumsspil.

Denne verdensopfattelse er bestemt ikke forbeholdt den traditionelle venstrefløj i Latinamerika, men har også præget en lang række (ofte i højere grad end civile) militærregimer i regionen gennem tiden, som ingen problemer havde med at forfølge venstreorienterede – ikke mindst kommunister og ofte på brutal vis – mens de opererede med statsligt ejede produktionsvirksomheder og 5-årsplaner bag høje handelsrestriktioner. Det var f.eks. også tilfældet med militærregimet i Brasilien 1964-1985.

En grundlæggende argentinsk forestilling har også altid været, at der som udgangspunkt var tale om en tidligere stærk og sund økonomi, som blev ødelagt af økonomisk globalisering, hvorimod egne defekter, ikke mindst politiske defekter underbetones, ja måske ligefrem er blevet ignoreret. Egenfortællingen er altså en fortælling hvor Argentina er et offer. Også dette er en ikke sjælden forståelse af historien i Latinamerika, ofte formidlet af mennesker, hvis familie kun har en kort historie fælles med det land de er bosat i.

ET FINANSIELT SYSTEM FOR VENNERNE

Et eksempel på hvor langt vi er fra det frie marked er hvorledes de finansielle markeder har fungeret i Argentina.

En væsentlig del af den økonomiske udvikling før 1. verdenskrig var drevet af udenlandske direkte investeringer (ikke mindst fra England). Paolera og Taylor peger i “A New Economic History of Argentina” på, at faldet i udenlandske investeringer efter 1. verdenskrig medførte at én bank, den statsejede Banco de la Nacion Argentina, grundlagt i 1891 (ikke at forveksle med Argentinas Nationalbank, grundlagt i 1935), kom til at stå i centrum.

Her var det muligt for de heldigt udvalgte (altså dem med de rigtige kontakter) at få lån til renter, som var væsentligt lavere end banken betalte indlånerne, samtidig med at man overtog dårlige lån fra de private banker. Med andre ord kunne man opnå store fordele og subsidierede kreditter, hvis man havde de rigtige kontakter, hvilket naturligvis gav grobund for rent-seeking og korruption.

Ovenstående er blot et af mange eksempler på hvorledes politik og politiske forbindelser trumfer markedet i Argentina og det er ikke en undtagelse, men en integreret funktion i den måde den argentinske økonomi fungerer – og har fungeret i hele landets levetid.

ARVEN FRA JUAN MANUEL ROSAS

Maurico Rojas har i ”The Political Origins of the Argentine Crisis” peget på, at Argentina fra midten af det 19. århundrede og frem udviklede:

”et økonomisk system med merkantilistiske træk, præ-moderne i ordets dybeste forstand. Med andre ord et system, hvor økonomistyringen i stedet for at være adskilt fra den politiske styring, bliver mere og mere afhængig af denne. På denne måde bliver økonomisk succes hverken en funktion af iværksættereffektivitet eller teknologisk kreativitet, men af politiske tjenester og indflydelse, interessekonflikter og kampe for politiske og statslige embeder.”

Det forklarer også meget godt den høje grad af korruption i argentinsk politik og statsapparat. Et gennemgående træk frem til i dag. Så nej, det er ikke markedsøkonomi som har ødelagt et ellers ”storslået” Argentina.

Derimod har de væsentligste træk ifølge Rojas været Argentinas tradition for caudillos med udgangspunkt i 1800tallets ”estancias”, hvor lokale caudilloer mobiliserede deres lokalbefolkning, til at undertrykke rivaler og byerne.

Disse ”private hære” eller måske snarere ”bander” bestod typisk både af ”allierede” og ”klienter” (ansatte, militsfolk, der søgte nye arbejdsgivere, landarbejdere, gauchos, vagabonder, marginaliserede personer af afrikansk oprindelse, fattige mennesker fra byerne), som herefter angreb den lokale regeringsmagt og derefter eventuelt også gik videre efter regionen eller hele landet.

Hvis den pågældende caudillo kom sejrsrigt ud af dette, kunne han herefter uddele byttet til deltagerne og, som Rojas påpeger, få fingrene i nye og store områder af jord, der blev annekteret under de tilbagevendende krige mod de indfødte stammer.

Og den absolut vigtigste person i denne fortælling var Juan Manuel de Rosas, hvis terrorregime overskyggede volden selv under militærdiktaturet i 1970’erne. Han var også ”foregangsmand” i argentinsk populisme og regerede med en blanding af mobilisering af Argentinas fattige – både i byerne og på landet – og uhørt terror.

Jovist betød Rosas lange regeringstid mere stabilitet, men prisen var høj. Ikke kun i menneskelige lidelser, men også i at den cementerede den argentinske model, hvor det politiske system – og det at have kontrollen over det – bygger på at uddele tjenester og privilegier til de udvalgte – mod bl. a. deres loyalitet.

Det er naturligvis set mange andre steder (ikke mindst i Latinamerika), i større eller mindre grad. Afgørende her er at Argentina aldrig har fået gjort op med det. For sådan har det stort set været lige siden. Det kan godt være at det udefra og helt overfladisk ser anderledes ud, men grundlæggende kan man stille spørgsmålstegn ved hvor meget der egentlig er forandret.  

For Juan Manuel de Rosas vedkommende er der for øvrigt også den lille hale, at ud over brutal forfølgelse af oppositionen, brug af nationalistisk (og fremmedhadsk) propaganda, er der en anden parallel til Peróns populisme. Hvor sidstnævnte havde sin Evita, som ”kærede sig” om de fattige, så udfyldte Rosas datter, Manuelita, samme rolle under Rosas regeringstid.

Som Rojas også bemærker, ændrede voksende politiske stabilitet i 2. halvdel af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede ikke grundlæggende på måden det politiske system fungerede. Lokale caudillos, nu med en urban magtbase og tilhængere, blev f.eks. rygraden i et komplekst system af patronage, gengældelse af tjenester og belønninger, der dannede magtgrundlaget for det Autonomistiske Nationale Parti (Partido Autonomista Nacional eller PAN), der dominerede argentinsk politik fra 1880 til 1916. Det ændrede sig sådan set heller ikke ved overgangen til demokrati i 1916. Også den første demokratisk valgte præsident, Hipólito Yrigoyen, regeringstid, var præget af populisme, korruption og lejlighedsvis voldsparathed.

Endnu værre blev det efter militærkuppet i 1930 og i det efterfølgende årtis militærdominerede regime. En periode præget af endnu mere korruption, brutalitet og åbenlys valgsvindel (Perioden betegnes ofte som ”La Década Infame”, på dansk ”Det berygtede årti”).

Man kan på den måde egentlig godt sige, at Peróns opstigning til at blive landets præsident var resultatet af en folkelig reaktion og afvisning af den ”herskende klasse” (det er jo noget vi har set mange steder gennem historien), hvorefter man så ender med at opføre sig som dem man væltede af pinden.

PERÓNS STORHED OG FALD

De fleste er nok bekendt med Juan Perón (1895–1974), og i hvert fald hans 2. hustru Evita. Perón blev født ind i den lavere middelklasse. Han gik ind i militæret som 16-årig, hvor han startede på militærskolen. Efter at have været militærattaché i Chile, opholdt han sig Italien i årene 1938-1940. Her gjorde Mussolini og det fascistiske Italien et stort indtryk på ham.

Efter at være vendt tilbage til Argentina i 1941 steg han i graderne til rang af oberst og sluttede sig til ”Grupo de Oficiales Unidos” (GOU), en hemmelig militærloge, som greb magten i 1943. Perón startede ud med at være arbejds- og socialminister, men var fra start en af de væsentligste figurer i regeringen. Året efter blev han krigsminister og derefter vicepræsident.

Perón var ikke den første, til at “mobilisere masserne”, men givetvis en af de dygtigste. Da en rivaliserende gruppe af officerer søgte at fjerne Perón fra hans poster i regeringen og placerede ham i forvaring i begyndelsen af oktober 1945, kom det til store demonstrationer i Buenos Aires, som endte med han blev løsladt igen den 17. oktober 1945.

I en tale samme aften foran en menneskemængde på flere hundredtusinder, som blev transmitteret til resten af landet, lovede Perón argentinerne en gylden fremtid. Året efter vandt han præsidentvalget og blev indsat som præsident, efter en valgkamp præget af undertrykkelse af oppositionen.

Figur 3.

Umiddelbart gik det vældig godt. Opbakningen blandt de lavere indkomstgrupper var stor, ikke mindst på grund af en politik som sikrede høje reallønninger på kort sigt, ret til sociale ydelser og flere arbejdstagerrettigheder, samtidig med at der blev iværksat storstilede offentlige investeringer. Men i løbet af meget få år blev det vendt til høj inflation og fald i reallønningerne. Perón blev godt nok genvalgt i 1951 med stort flertal. Men hvor demokratiske de var er nok et åbent spørgsmål. Oppositionens muligheder for at føre valgkamp var begrænset og Peróns regering havde sat sig på massemedierne (inkl. landets største avis, som var blevet eksproprieret).

Peróns politik i de første år var præget af en radikal omfordeling til arbejdernes fordel og et lige så radikalt angreb på landbrugssektorens interesser. Store investeringer i industriel udvikling, en omfattende nationaliseringspolitik og endelig et forsøg på at opbygge et statskorporativt samfund med klare fascistiske træk.

Fagforeningernes betydning steg – medlemskabet firedobledes således mellem 1945 og 1949 (fra ca. ½ til 2 mio.) – og det gjorde omfanget af strejker også. Disse strejker endte så ofte med offentlige, regeringsdikterede mæglingsforslag, som øgede reallønnen voldsomt (omkring 70 pct. i perioden 1945-49), men pressede virksomhedernes profitter, med mindre de satte priserne i vejret.

Men hvor man på den ene side førte en politik som forringede industriens profitmargin, grundet de store lønstigninger, kunne samme industri så på den anden side opnå meget billige lån fra staten. Så på en og samme gang stimulerede man hjemmemarkedet via de kraftige lønstigninger, mens man sikrede minimal konkurrence fra udlandet gennem nominelle og kvantitative handelsrestriktioner og differentierede valutakurser.

Resultatet var til en start en hurtig udvidelse af hjemmemarkedet for både industrivarer og landbrugsprodukter. Det stimulerede væksten i industrisektoren, men førte også til en skarp omdirigering af landbrugsproduktionen fra eksport til hjemmemarked – hjulpet godt på vej af en decideret anti-eksport orienteret politik.

I 1946 fik staten monopol på eksport af en række af Argentinas væsentligste eksportvarer. Man fastsatte selv sin indkøbspris og de private eksportører havde ikke noget andet valg end at acceptere disse, eller ikke at producere til eksport. Produkterne (primært landbrugsprodukter) blev så solgt på verdensmarkedet til markedspriser.

Samtidig nedprioriteredes landbrugets adgang til import. Ja, det lyder meget planøkonomisk og det var det også, og ødelæggende for investeringer og produktivitetsforbedringer i sektoren.

Figur 4

Som bl. a. Mauricio Rojas har påpeget :

”vigtigere var den langsigtede effekt af disse anti-landbrugspolitikker i en periode, hvor landbrugssektorerne i konkurrerende lande var i fuld gang med modernisering.”

Man kan sige at man dermed fuldbyrdede opgøret med Argentina som eksportnation i midten af det 20. århundrede, mens argentinsk landbrug faldt håbløst bagud i forhold til andre lande.

Men ideen var selvfølgelig også, at nu skulle Argentina handle så lidt som muligt med andre lande, og helst være en selvforsynende industrination. Man forfulgte altså det man i den økonomiske litteratur kalder en importsubstitutions strategi (ISI); se også til sidt i dette indlæg. Samtidig steg statens ejerskab betydeligt, hvilket kom til at forfølge argentinsk økonomi i årtier frem, på grund af vedvarende store tab

Som det fremgår afløstes vækst hurtigt af et fald i økonomien, illustreret nedenfor i produktionsværdien i de forskellige sektorer, opgjort i 1960 priser.

Det fremgår også, at man fra 1953 igen oplevede vækst, omend på et relativt lavt niveau.

Et bemærkelsesværdigt træk – og en væsentlig årsag til hvorfor jeg bruger så meget plads på Peróns i realiteten korte regeringsperiode, er ud over hans og ikke mindst peronismens beklagelige betydning for Argentina lige siden – også de voldsomme skift i den førte politik der sker. Noget vi siden har set flere gange.

Som ovenfor beskrevet startede man ud med at føre en stærkt nationalistisk (bl. a. nationaliseredes hele jernbanenettet) og ekspansionistisk politik, hvor der “deltes rundhåndet” ud, hvilket på kort sigt førte til økonomisk vækst, men også til voksende interne og eksterne ubalancer og stigende inflation. Derefter kollapsede økonomien, hvilket fulgtes op at devalueringer, forsøg på at balancere de offentlige budgetter, pris- og lønstop med mere. Det er også hvad der skete i Argentina mellem 1949 og 1952.

Fra 1952 fastfrøs Perón lønningerne og bød ligefrem udenlandske virksomheder velkommen til Argentina, ligesom han ændrede politik i forhold til landbruget, for nu skulle der gang i eksporten igen mv.

Ret skal være ret. Det lykkes som sagt at vende udviklingen og fra 1953 og frem voksede økonomien igen. Det skyldes nu ikke at Perón havde set lyset, men behovet for at blive ved magten. Det sidste lykkedes dog ikke i sidste ende, idet han måtte gå af i 1955 og forlade landet.

Af varig arv fra Perons 1. periode ved magten forblev hvad man vel bedst kan kalde ideen om et fascistisk (selv om det nok ikke er ord man vil bruge i dag), statskapitalistisk samfund, inkl. en statslig/peronistisk kontrolleret fagbevægelse (CGT).

Peronistpartiet blev grundlagt i 1947 og er her som bekendt fortsat. I 1951 grundlagde man også en statskontrolleret arbejdsgiverforening, som dog aldrig kom til at få samme varige betydning som CGT (oprindelig en uafhængig fagforening dannet i 1930, men siden 1945 domineret af peronisterne). Denne udvikling, som også indebar at antallet af offentligt ansatte næsten fordobledes fra første halvdel af 40erne og frem til midten af 1950erne, gav rigelig med muligheder for at ”arbejde med andre folks penge” med deraf følgende korruption.

Peróns styre blev mere og mere autoritært og undertrykkende, mens Argentina nærmede sig borgerkrigslignende tilstande i midten af 1955 (det skulle ikke være sidste gang). Det hele kulminerede da Perón holdt en tale den 31. august, hvor han opfordrede sine tilhængere til at tage loven i egen hånd og helt bogstaveligt slå regimets modstandere ihjel. Det blev for meget for hans modstandere i militæret og efter flåden havde truet med at bombe præsidentpaladset, trådte Perón tilbage og gik i eksil.

Det hører med til historien, at de regeringer (både civile og militære), som fulgte efter Perons afsættelse i 1955, aldrig var i stand til for alvor at gøre op med de grundlæggende problemer i Argentinsk økonomi. Man fortsatte også med importsubstitutionsstrategien frem til midten af 1970erne, hvor man kortvarigt forsøgte at reformere økonomien under det brutale militærregime fra 1976 og frem til 1983. I nogle få år forsøgte man herefter med at åbne økonomien (man sænkede bl. a. Argentinas prohibitivt høje toldbarrierer, ikke mindst på kapitalgoder) og gennemføre markedsreformer. I modsætning til hvad der sket samtidig (og efterfølgende) i nabolandet Chile, var de ufuldstændige og led under særinteressers (militærets) behov.

Militærdiktaturet sluttede efter det ydmygende nederlag til England i Falklandskrigen i 1982. Man havde regnet med at der efter invasionen ville blive tale om forhandlinger om øernes fremtid, og havde slet ikke overvejet, at englænderne i stedet sendte flåden og slog hårdt tilbage. Ironisk nok sikrede denne krig både at Argentina igen fik demokrati (som man er forblevet, trods af flere militæroprør i årene efter), mens det formentlig sikrede at de konservative vandt det efterfølgende parlamentsvalg i England.  

Først i begyndelsen af 90erne kom det første reelle forsøg på reformering af den økonomiske model, ironisk nok under peronisten Carlos Menems tid som præsident, Desværre endte det katastrofalt. Det vender jeg tilbage til i næste indlæg.

KORT OM IMPORTSUBSTITUTION

Importsubstitution (ISI) er en strategi, som søger at erstatte import med indenlandsk produktion, og således typisk ved at forsøge at forcere en indenlandsk industrialisering.

Argentina var bestemt ikke det eneste land som har forsøgt sig med ISI – I latinamerika kan også nævnes lande som Chile, Brasilien og Mexico, ligesom man udviklingslande i dele af Asien og Afrika har forsøgt det.

Teoretisk var ideen at man først beskytter indenlandsk produktion af tidligere importerede simple forbrugsvarer, hvorefter man man indrager mere og mere komplekse produkter, og endelig til sidst begynder at eksportere en vifte af forarbejdede varer, mens man fortsætter den indenlandske industrielle diversificering.

Udgangspunktet var en kritik af den internationale arbejdsdeling, hvor mindre udviklede lande eksporterede primærprodukter og importerede færdigforarbejdede varer fra Europa og USA. Som påpeget i mine indlæg her, må man i så fald konstatere, at Argentina – gælder også andre lande i regionen – førte en “ISI-handelspolitik” langt tid før det teoretiske grundlag blev skabt af bl. a. den argentinske økonom Raúl Prebish.

Prebish o. a. mente at den internationale arbejdsdeling ville sikre fortsat fattigdom for primærproducentlandene og argumenterede for, at udviklingslande måtte fremme industrialisering gennem politikker som indebar beskyttelse af forskellige sektorer i deres spæde start (Infant industries argumentet), indtil de var konkurrencedygtige. Hertil kunne man så anvende Told, valutakontrol og -manipulation, samt kvoter og importlicenser.

Det hele skulle ske i en alliance mellem stat, inklusive statsejede virksomheder; indenlandske private virksomheder; og transnationale selskaber. Strategien har alle steder slået fejl, og det er svært ikke at få den tanke, at det teoretiske argument i virkeligheden slet og ret, ud over at legitimere noget der allerede foregik, mest af alt er baseret på nogle særlige måske ikke altid antikapitalistiske, men antivestlige/amerikanske forestillinger.

Hvordan Prebish, som jo trods alt var veluddannet økonom og besad flere ledende stillinger, både i Argentina og efterfølgende internationalt, har haft så lidt greb om hvordan hans eget land og dets politik og økonomi fungerede, er besynderligt.

At argumentere for et system med enorme muligheder for rent-seeking og korruption i Argentina (og det meste af resten af Latinamerika), medgiver jeg at jeg aldrig kommer til at forstå.

Den faktisk udvikling i 2. halvdel af det 20. århundrede og ikke mindst de lande som fulgte ISI-strategiens ringe velstandsudvikling, burde jo vise klart at den er et fejlskud. Men måske skriver jeg bare det, fordi jeg lever i en lille åben økonomi? Det kan selvfølgelig ikke afvises.

.

Fra La Belle Époque til 2. verdenskrig – fortsat vækst, mens der lades op til “den store nedtur”

Som jeg skrev i det første indlæg, var La Belle Époque præget af stigende international handel og transnationale investeringer – til stor gavn for lande udenfor Europa, bl. a. Argentina. Faktisk var det først i begyndelsen af 1970erne at verdenshandlen nåede samme niveau som lige før 1. verdenskrig, målt i forhold til størrelsen på den globale økonomi, mens direkte udenlandske investeringer fra I-lande til udviklings- og mellemindkomstlande muligvis fortsat er lavere end før 1. verdenskrig, målt på andel af BNP.

En væsentlig årsag til sidstnævnte er selvfølgelig, at en stor del af det vi i dag betegner som udviklings- og mellemindkomstlande, dengang var kolonier, hvilket sikrede investorernes rettigheder. Netop sidstnævnte skulle vise sig at blive et stort problem, ikke kun i Argentina, men i mange latinamerikanske lande og andre tidligere kolonier i resten af verden.

At man kan betegne tiden efter den 1. verdenkrig (især fra 1950erne og frem), som “den store nedtur” for Argentina, illustreres måske bedst ved at sammenligne udviklingen i BNP pr. indbygger i forhold til andre lande med et tilsvarende BNP i begyndelsen af det 20. århundrede. Ofte bruger man at sammenligne Argentina med Australien og Canada, begge tidligere kolonier og begge primært landbrugseksporterende lande.

Jeg har dog valgt at sammenligne Argentinas udvikling med et land. Nemlig en af den økonomiske histories store vækstsucceser, baseret på relativ fri handel, uregulerede markeder og frem til midten af det 20. århundrede relativt lave skatter, hvor en drivende faktor også var landbrugseksporten. Og ja, det er Danmark.

Nedenstående figur viser således BNP pr. indbygger i Argentina i procent af Danmarks BNP pr. indbygger for perioden 1875-2020. Ud over Argentina er også medtaget den gamle kolonimagt Spanien.

Figur 1.

To forhold er slående:

• Efter at være “toppet” omkring år 1900 (husk nu at Danmark også oplever høj vækst, se nedenstående figur 2), falder Argentinas BNP pr. indbygger som andel af BNP pr. indbygger i Danmark helt op til vore dage, kun afbrudt af korte perioder, hvor afstanden mindskes, nemlig i forbindelse med 2. verdenskrig og råvare-boomet i nullerne.
• Først i midten af 1970erne er Spaniens BNP pr. indbygger på niveau med Argentinas. Herefter “ser” Spanien sig ikke tilbage.

Figur 2

Figur 2, som viser udviklingen i (estimeret) BNP pr. indbygger – den måske mere traditionelle metode til at illustrere udviklingen – understreger sådan set blot hvorledes Argentina endte med at gå fra at være et af verdens rigeste lande, til et mellemindkomstland. Især udviklingen fra slutningen af 1940erne og frem er bemærkelsesværdig – af alle de forkerte grunde – og udviklingen i 1970erne og 1980erne direkte katastrofal.

Herefter følger en periode, hvor man prøver at reformere økonomien i første halvdel af 1990erne, hvorefter økonomien atter kollapser. Efter man defaulter ved årsskiftet 2001-2002 følger så en periode med betydelig vækst. Som vi skal se, når vi når dertil, skyldes det desværre ikke at man endelig får rettet op på de grundlæggende negative forhold i Argentina. Det er ret beset blot en konsekvens af det råvare-boom verden oplevede i nullerne. Og desværre går det atter galt i 10erne og frem til i dag.

Dette står i modsætning til Spanien, som i de første årtier af det 20. århundrede var langt langt mindre velstående/fattigere end både Danmark og Argentina – man forstår hvorfor Argentina fungerede som en magnet på spaniere, som ønskede en bedre fremtid og derfor bosatte sig i Argentina. Fra 1950erne oplevede landet høje vækstrater frem til finanskrisen, der som bekendt udløste en efterfølgende gældskrise i flere sydeuropæiske lande (eurokrisen).

Men det ligger ude i fremtiden i forhold til dette indlæg, som slutter før Juan Peron kommer til magten i 1940erne. Argentina oplevede trods alt fortsat høj vækst frem til 1930erne, men som jeg også antydede i mit første indlæg, blev der også i denne periode lagt til med forhold og ændringer, som skulle få stor negativ betydning senere i det 20. århundrede,

Argentina var ikke en åben økonomi før 1914.

Der er ingen tvivl om at den hastige økonomiske vækst og den store indvandring i slutningen af det 19. og begyndelsen af 20. århundrede var drevet af den samtidige globalisering, der som nævnt tidligere ikke mindst i Argentina kunne observeres af de betydelige udenlandske, ikke mindst engelske, investeringer.

Men så tidligt som fra 1870erne og frem blev den politiske dagsorden også i stigende grad domineret af en nationalistisk økonomisk debat, som sidenhen kom til at spille en helt afgørende rolle i Argentinas udvikling i det 20. århundrede – også før Juan Peron og Peronismen blev synonym med argentinsk økonomisk politik i 2. halvdel af det 20. århundrede.

Og i lighed med resten af Latinamerika havde man på et tidligt tidspunkt relativt høje toldbarrierer – også før 1. verdenskrig. Nok faldt toldsatserne (i gennemsnit) fra et – også for den tid relativt højt niveau – omend ikke i nærheden af Brasiliens – frem til 1920erne, men herefter steg de, som det fremgår af figur 3 kraftigt frem til starten af 1930erne for herefter at falde igen og ende på ca. samme niveau som før 1. verdenskrig.

Høje toldsatser var altså allerede på et tidligt tidspunkt et argentinsk (og latinamerikansk) særkende, hvilket måske ikke umiddelbart virkede til at have de store store negative konsekvenser, som det efterfølgende skulle vise sig at få. Men det er allerede en del af forklaringen på at man ikke formåede at udvikle en konkurrencedygtig indenlandsk industrisektor (der er også andre forhold som er væsentlige, bl. a. transportpriser og manglende infrastruktur, som virkede som “naturlige” handelsbarrierer i det 19. århundrede og starten af det 20. århundrede).

Figur 3. Gennemsnitlig told i pct. af importværdi, 1910-1940

Brugen af told for at finansiere statslige udgifter har traditionelt været en del af argumentet for disse, men de var også en konsekvens af diverse interessegruppers pres og en mere og mere nationalistisk dagsorden. En argumentation der jo heller ikke er ukendt nu om dage (lyt blot til Trump).

Og netop interessegruppers pres og en mere og mere nationalistisk dagsorden er væsentlig for at forstå udviklingen i Argentinas handelsrestriktioner i slutningen af det 19. århundrede og frem.

Som det fremgår af figur 4, som viser toldsatser for en række varegrupper i 1927, var der stor forskel på hvor høje toldsatserne var, og i flere tilfælde må man konstatere, at de var prohibitivt høje.

Figur 4.

Den chilensk-svenske økonom og tidligere direktør for tænketanken Timbro, Mauricio Rojas, peger i sin fremragende bog om Argentinas økonomiske historie frem til sammenbruddet i 2002, “Carmensitas sorg“, på, at ønsket om at beskytte sig mod udenlandsk konkurrence tidligt fik betydning.

Rojas peger bl. a. på, at Unión Industrial Argentina, som etableredes allerede i 1887, argumenterede for og udvirkede højere importtold på områder, hvor der eksisterede en etableret indenlandsk industri.

Man kan også pege på, at Argentina så tidligt som i 1913 vedtog “Argentina Først” princippet (Ley de Propiedad Industriel), hvis formål angiveligt var at “beskytte argentinske industrielle opfindelser og interesser, samt fremme innovation”. Det med opfindelser og innovation kan vi godt glemme alt om. Det primære her blev at fremme interesser, vel at mærke kapitalejernes (og de ansattes) i de sektorer hvor der indførtes høje toldbarrierer mv. overfor omverden.

Den gennemsnitlige told faldt muligvis i perioder, men det dækker over at den steg for visse udvalgte områder fra slutningen af det 19. århundrede og frem. Det gjorde sig fx. gældende for bl. a. forarbejdede fødevarer, til stor irritation for de eksportorienterede erhverv som efterfølgende blev mødt af modreaktioner fra lande hvis eksport blev ramt af den argentinske told. Også indenfor landbrugssektoren øgede man toldbarriererne indenfor specifikke områder, fx. hvede, for at bremse importen af denne (fra bl. a. USA).

I en sidebemærkning skal medtages, at selv uden modreaktioner fra ens handelspartnere indebærer told, at man samtidig skader ens eksporterhverv, idet mindre import (på grund af højere priser), alt andet lige, påvirker valutakursen opad og dermed påvirker eksporterhvervenes konkurrenceevne negativt. Det følger af Lerners symmetry teorem.

Hvad angår forholdet til USA, fik Argentina (og andre sydamerikanske lande) på et tidligt tidspunkt et anstrengt forhold til den store nabo mod nord. Det er altså (heller) ikke noget nyt og handler om meget mere end handelspolitik, nemlig om at begrænse USA’s indflydelse i Sydamerika generelt.

For Argentinas vedkommende fik 1. verdenskrig efter det umiddelbare økonomiske chock og nedgang i BNP ( se også figur 2), sådan set ikke de store konsekvenser for den fortsatte økonomiske vækst op gennem 1920erne. Både BNP, eksport (primært landbrugsprodukter) og industriproduktionen voksede hastigt. Ifølge Díaz Alejandro (1970) voksede BNP med ca. 6,7 pct. om året i gennemsnit frem mod 1929, industriens output med lidt under 8 pct. om året og eksporten med 6,6 pct. om året i samme periode. I 1929 var Argentina således verdens største eksportør af frosset kød, maj, havre og hørfrø, mens man var blandt de største eksportører af hvede og hvedemel. Samtidig medførte fortsatte overskud på handels- og betalingsbalancen i samme periode, at man havde akkumuleret store guldreserver.

Jo, det gik sådan set meget godt i Argentina rent økonomisk. Man var fortsat et af verdens rigeste lande og verdens 11. største eksportør i starten af 1929. Det vil sige indtil efteråret 1929 og krakket på Wall Street. Hvad der skete derefter skulle få helt afgørende betydning for “den store nedtur” i 2. halvdel af det 20. århundrede.

Ingen tvivl om at Argentina var følsom overfor udefra kommende chok til økonomien på det tidspunkt (de var ikke de eneste). I 1929 gik således mere end 99 pct. af eksporten af fersk oksekød til Storbritannien. Det samme gjorde sig gældende for 91 procent af frossent fårekød, 85 procent af smør og 54 procent af frossent oksekød ifølge Díaz Alejandro (1970). Helt overordnet var en række europæiske lande, med Storbritannien i spidsen, Argentinas vigtigste eksportmarkeder, mens importen i stigende grad blev domineret af import fra USA (som udgjorde 1/4 af importen i 1929), som man som bemærket ovenfor havde et lettere anstrengt forhold til af flere grunde.

Det fremgår af figur 5 at der oftest var overskud på handelsbalancen i 1. halvdel af det 20. århundrede. Ved udgangen af 2. verdenskrig havde man da også akkumuleret betydelige valutareserver og en stor beholdning af guld. Den satte man så over styr på ganske få år efterfølgende, hvilket vi vender tilbage til i del 2 af “Den store nedtur”.

Figur 5.

Hvorom alting er, kom den efterfølgende tolkning af hvad der skete i årene lige før og efter krakket på Wall Street til at få stor betydning, og blev anvendt som del af det økonomisk-teoretiske argument for den importsubstitutionspolitik Argentina, i lighed med andre latinamerikanske lande skulle komme til at følge eksplicit fra omkring midten af det 20. århundrede og frem til gældskrisen i 1980erne.

Argumenterne for Importsubstitution og “den virkelige verden”

Argumentet for at man skal udvikle økonomien bag høje toldbarrierer og andre handelsrestriktioner (ISI) er dels det såkaldte infant-industries argument (at der er brug for en periode fri for udenlandsk konkurrence), hvor en indenlandsk industri kan modnes og blive netop konkurrencedygtig, samt en opfattelse af at ved at forfølge en strategi, hvor man i højere grad producerer så meget som muligt indenlandsk, vil man blive mindre sårbar overfor eksterne chok.

Den praktiske erfaring i Latinamerika, herunder også Argentina, har vist sig at være en helt anden. Når først høje handelsbarrierer er indført, er det meget svært at komme af med dem igen, ligesom man heller ikke bliver mindre påvirkelig for udefrakommende eksterne chok, hvilket udviklingen i 2. halvdel af det 20. århundrede viser med al tydelighed.

Det i modsætning til den eksportdrevne vækststrategi, som en række asiatiske lande fulgte efter 2. verdenskrig (bl. a. Taiwan og Sydkorea), som ikke må forveksles med egentlig frihandel. Den er hyppigt kombineret med beskyttelse af udvalgte sektorer på hjemmemarkedet, men dels kan det konstateres, at selve handelsrestriktionerne generelt er lavere end ved importsubstitutions strategien, og dels er den netop afhængig af at man faktisk kan konkurrere med andre udbydere på det globale marked, ligesom problemerne med manglende muligheder for at udnytte stordriftsfordele er mindre. sidstnævnte problem er omvendt proportionalt med hjemmemarkedets størrelse, men ikke desto mindre et problem.

Demokrati og militærkup

I Argentina gennemførte militæret i 1930 et kup mod den demokratisk valgte præsident (kun mænd havde valgret, kvinder fik det først i 1947), Hipólito Yrigoyen.

Hipólito Irigoyen blev oprindelig valgt som præsident, ved Argentinas første frie valg i 1916, for centrum-venstre partiet Radical Civic Union. I 1928 blev han igen valgt til præsident, efter Marcelo T. de Alvear, også fra UCR, havde været præsident fra 1922 til 1928. Især Irigoyens anden valgperiode er blevet karakteriseret ved talrige sammenstød mellem præsident og parlament og stigende korruption (et generelt latinsk/latinamerikansk problem). Han var da en gammel mand og formentlig også senil, og i 1930 blev han som sagt afsat ved et militærkup.

Mens selve kuppet var relativt ublodigt, indledte det en periode med undertrykkelse, stigende protektionisme, valgsvindel og brutal forfølgelse af oppositionen, ligesom korruptionen steg til nye højder.

1930erne og frem markerer også stigende statsligt ejerskab i økonomien. Argentinas statsejede olieselskab,YPF, var allerede blevet etableret i 1922, mens det privat finansierede og drevne jernbanenet (Latinamerikas største), gradvist nationaliseredes fra 1930erne og frem.

Sammenfattende kan man pege på, at alle elementerne til den forfejlede importsubstitutionspolitik, som kom til at præge 2. halvdel af det 20. århundrede, allerede var på plads, før 2. verdenskrig. Der manglede nu bare “mobilisering af masserne” og den endelige “socialisering/politisering” af den argentinske økonomi.

Efter endnu et militærkup i 1943, ville en ung løjtnant, Juan Perón, hvis store inspiration var Italiens Mussolini, træde ind på den politiske scene. Først som social- og arbejdsminister, derefter krigsminister, så vice-præsident og fra 1946 demokratisk valgt præsident. Det skulle vise sig at indlede en skæbnesvanger periode, som man fortsat ikke er kommet sig over.Det ser jeg på i anden del af “Den store nedtur”.

Trump og hans rådgiveres argumenter for øget protektionisme og hvorfor øget handel med andre lande skadede USA var (og er) deciderede absurde. Således mener man at import skader BNP, fordi man trækker import fra eksport. Selvfølgelig gør man det. Den indgår jo allerede i forbrug og investeringer.

Efter sin udnævnelse som Trumps vicepræsidentkandidat, holdt J. D. Vance en tale hvoraf det fremgår, at det bestemt ikke er blevet bedre med forståelsen af helt fundamentale sammenhænge mellem vækst, velstand og frihandel (se efter ca. 8 minutter).

Ser vi på udviklingen post 1989, var modstanden mod (økonomisk) globalisering primært en dagsorden for venstrefløjen de første mange år. Med Trump-Vance i det Hvide Hus, har de venstreorienterede antiglobalister, som rendte rundt og vandaliserede Seattle, Göteborg og andre byer i slutningen i 1990erne og begyndelsen af dette årtusinde, i den grad har vundet debatten, omend de næppe havde forestillet sig at det blev de nationalkonservative (som i hvert fald har kollektivismen til fælles med venstrefløjen), der høstede frugterne. Med tanke på at Biden administrationens handelspolitik langt hen af vejen minder om Trumps, så kan man selvfølgelig indvende at det skiftet allerede er sket. Og jeg er enig.

Og hvem betaler så prisen? Ja, det gør borgerne, ikke mindst dem med de laveste indkomster, se nedenfor og tidligere indlæg her på bloggen, bl. a. her.

I foråret udsendte Peterson Institute for International Policy en analyse, “Why Trump’s Tariff Proposals Would Harm Working Americans“, hvor man kommer frem til at allerede gennemførte og foreslåede skattereformer, samt foreslåede ændringer i toldsatserne indebærer, at a) skattereformerne primært gavner de øverste kvintiler og b) øgede toldsatser primært skader de laveste kvintiler.

Når Vance i sin tale så varmt taler for “den lille mand” og mod “storkapitalen”, må man som økonom ryste på hovedet.

Og egentlig er det jo også et godt eksempel på, at de forestillinger en del – især på venstrefløjen og blandt nationalkonservative – har om at (national)økonomer har for står magt er noget sludder. Det forholder sig vist mere omvendt.

Eller med en lettere omskrivning af et citat krediteret Ludvig Von Mises:

“They are all a bunch of socialists”

Berlingske noterer idag, at Frankrig og Spanien har været ‘fortalere’ – læs, har lobbyet – for den nye told, mens bl.a. Tyskland og Sverige er imod. Baggrunden er, at kinesiske producenters andel af markedet for elbiler i EU de senere år er steget til otte procent. Som en yderligere grund til tiltaget, har kommissionsformand Ursula von der Leyen understreget, at “EU’s handelsunderskud med Kina er helt urimeligt højt” og at Kina giver statsstøtte til landets producenter. Kommissionens argument er således, at konkurrencen ikke er fair, at det landespecifikke underskud er for stort – og iøvrigt, at tolden kan give EU indtægter, som ikke kommer direkte fra medlemslandene.

Ingen af de danske medier har fanget, at von der Leyens argumenter er identiske med Donald Trumps retfærdiggørelse af de handelsbarrierer, han indførte og præsident Biden siden har udbygget. Allerførst giver det absolut ingen mening at kigge på et landespecifikt handelsunderskud. Læserne har nok, ligesom forfattere af denne blog, et ret solidt ‘handelsunderskud’ med Meny, Føtex eller andre forretninger, uden at det er et problem. På samme måde gælder det for lande, at man under nogle isolerede omstændigheder kan se det samlede handelsunderskud som et problem, men underskuddet med bestemte lande er inderligt ligegyldigt. At argumentere for politik med, at underskuddet med Kina er for stort, et intet andet end økonomisk analfabetisk.

Det samme gælder i virkeligheden for argumentet imod Kinas statsstøtte. Hvis den kinesiske regering effektivt støtter elbilproducenter i landet, der eksporterer til Europa, er det i sidste ende en overførsel til europæiske forbrugere. Man kan måske argumentere, at der er en pris at betale for europæiske elbilproducenter, men gevinsten for forbrugerne af at kunne købe billigere elbiler fra Kina er langt større.

Von der Leyens sidst argument bør også bekymre de fleste almindelige mennesker, og mange politikere. For argumentet er, at en elbilstold giver EU indtægter. Princippet i unionen er, at alle omkostninger skal finansieres af medlemsstaterne – unionen i sig selv bør ikke have indtægter. Men det forsøger man disse år at komme udenom, så EU kan bruge penge på tiltag uden at høre medlemsstaterne og søge finansiering fra dem. Von der Leyens argumenter er således en blanding af analfabetisme, blatant gammeldags protektionisme, og forsøg på at gøre unionsapparatet mere suverænt. Ingen af dem burde accepteres af bare normalbegavede borgere.

Det har hidset flere politikere op, og helt unikt også DI, der ellers ikke plejer at være økonomisk analfabetisk. Peter Bay Kirkegaard, der er seniorchefkonsulent hos DI, er ude med et krav om, at EU sænker bagatelgrænsen for, hvornår der skal betales told af importerede varer. Han hævder derudover, at der er tale om såkaldt ‘dumping’ fra nogle af de kinesiske firmaer – dvs. at de faktisk sælger varerne under omkostninger og derfor direkte taber på salget. Det kan i princippet kun lade sig gøre, hvis firmaet enten bliver subsidieret af den kinesiske stat, så det er de kinesiske forbrugere det bærer omkostningen, eller at det kun gør det en kort tid for mere permanent at erobre større markedsandele.

Argumentet fra både DI, Enhedslistens Per Clausen, og Danmarksdemokraternes Kristoffer Storm, er at importen skader danske virksomheder, der ikke kan konkurrere på ‘fair’ vilkår. Det er en af de ældste travere i protektionisternes verbale arsenal, og et argument vi har forstået fuldt siden David Ricardos arbejde i 1817, er absolut nonsens. Virksomheder, der konkurrerer direkte med den kinesiske import, vil naturligvis have en interesse i at stoppe den. Men den beskyttelse kommer med store tab for både forbrugerne og andre virksomheder, der rammes af både lavere samlet købekraft og potentielt også højere priser på input. Mekanismen er noget, enhver økonom med bare et modikum at selvrespekt skal kende og forstå.

Og det er her, dagens spørgsmål ligger: Er en eller flere af de tre, DR har interviewet, ude i et ærinde for en særinteresse, velvidende at forslaget er økonomisk skadeligt, eller er de ‘blot’ økonomiske analfabeter? Ser man på deres uddannelsesniveau, kan man ikke afvise basal inkompetence som en forklaring. Peter Bay Kirkegaard er uddannet fra statskundskab i Aarhus, Per Clausen har læst samfundsfag på Aalborg Universitet i 1980erne, og Kristoffer Storm har en HA jur. fra samme sted.

Man kan derfor måske undskylde de tre med fundamental uvidenhed: Der er sandsynligvis ingen af dem, der nogensinde er blevet undervist i handelsteori eller noget, der er blot tæt på. Clausen og Storm er derudover politikere, der har et enkelt ærinde – at overbevise vælgere og at blive set i debatten – og har således heller ingen egeninteresse i at vide ret meget om noget. Men Kirkegaard er trods alt chefkonsulent i DI, og burde derfor være bedre informeret og mere vidende end at rykke ud med nyprotektionistisk vrøvl. Og der burde også være en chef, der stoppede manden, før han risikerer at gøre skade på dansk erhvervsliv som helhed. Man må stille spørgsmålet, om Kirkegaard er emblematisk for, hvor dybt DI’s faglige niveau er faldet.

Sagen er rystende, fordi jeg og mine kolleger ikke ligefrem har regnet med, at den nyprotektionistiske bølge, der raser i de mere populistiske dele af amerikansk og europæisk politik, ville ramme Danmark. Helt særligt regnede vi ikke med, at Dansk Industri ville hoppe med på en så absurd analfabetisk idé. Det er skammeligt på flere plan.

Er det en god idé med en politik, som vil ramme os selv mest? Bør Danmark være mere imødekommende over for den illiberale fløj i EU? Er det smart med en øget transatlantisk konflikt, midt i øgede spændinger i forhold til regimer som Rusland og Kina?

Svaret er efter min mening nej.

Og jeg forklarer hvorfor i min seneste klumme i Jyllands-posten Finans. Læs her (ingen betalingsvæg).

Her er et par smagsprøver på, hvad jeg siger:

»Det vil være et historisk fejltrin, hvis Danmark skifter linje i EU-politikken og støtter lempeligere statsstøtteregler, mere protektionisme, aktiv industripolitik og yderligere bevægelse i retning af en fiskal union. Desværre er det, hvad Løkke lægger op til«.

Otto Brøns-Petersen mener, at den tidligere regering – også ledet af Mette Frederiksen (S) – havde den rigtige kurs under blandt andet forhandlingerne om EU’s budget, hvor Danmark sammen med et par andre lande lavede ’sparebanden’, som kæmpede for et mindre budget. Den kurs burde den nye regering fortsætte, mener Cepos-analysechefen.

»[H]vis vi for eksempel taler om fælles gæld, bør det være noget, som er forbeholdt i eurolandene. Ikke de andre lande. Så er vi på vej dybere ind i en fiskalunion. Det kan godt være, at eurolandene er forbi point of no return, men det er vi ikke.«

Det er svært at overdrive betydningen af denne debat. Mange af de emner, som fylder i dansk politik til hverdag, kan blive påvirket, hvis ikke overhalet af den udvikling, der er i gang i EU. Det kan også splintre EU yderligere. Vi bør undgå, at det går i den forkerte retning – men vi skal også blive bedre til at se værdierne i de gode sider ved det nuværende EU.

Et helt centralt spørgsmål – som vi kommer ind på i interviewet – er den gældskrise, som præger EU, og den fiskale union, som truer. Det kan få vidtrækkende konsekvenser. Og det afholder CEPOS et arrangement om, hvor jeg diskuterer med Niels Thygesen (formand for Det Fiskale Råd) og Anders Christian Overvad (Tænketanken Europa) d. 7. februar. Du kan læse mere og eventuelt tilmelde dig her.

De NTB’er som vestlige lande benytter sig af, defineres typisk som bestående af to komponenter: “Regulation: Any rules which dictate how a product can be manufactured, handled, or advertised” og ” Rules of Origin: Rules which require proof of which country goods were produced in.” De er dermed både regler, der effektivt pålægger udenlandske producenter større omkostninger ved at direkte påvirke måden de producerer deres produkter og reklamerer for dem, og regler der skaber bureaukratiske mure.

For tiden giver den britiske strid med EU over Nordirlandprotokollen fremragende eksempler på, hvordan union benytter sig skruppelløst af NTB’er som protektionistisk redskab. The Telegraph skrev således i morges om, hvordan man ikke kan købe småkager som Walker’s producerer særligt i forbindelse med dronning Elizabeths jubilæum – det forhindres effektivt af de NTB’er, der ligger i protokollen. Et andet eksempel, der er direkte til undervisningen, gives af Marks & Spencers topchef Archie Norman, der fortalte parlamentsmedlemmer hvordan:

“At the moment, wagons arriving [from the UK] in the Republic of Ireland have to carry 700 pages of documentation it takes eight hours to prepare. The documentation of some of the descriptors, particularly of animal products, have to be written in Latin … in a certain typeface.”

EU-tilhængere påstår ofte, at unionen er en af de mest frihandelsvenlige kræfter i verden. Det er åbenlyst ikke sandt, men erfaringerne med måden, unionen straffer britiske borgere gennem Nordirlandprotokollen afslører, i hvor høj grad policy-making i EU er blevet voldsomt protektionistisk. Det er godt for vores undervisning i handelspolitik – særligt den beskidte af slagsen – men skadeligt for borgere i både EU og Storbritannien.

Det tror jeg desværre ikke, der er grund til at glæde sig over – ikke for briterne og slet ikke for os andre.

I teorien kan briterne bruge Brexit til at liberalisere deres økonomi og udenrigshandel mere, end EU tillader. For en del brexiteers var det netop forestillingen om et europæisk Hong Kong eller et Singapore ved Themsen, som var motivationen for at træde ud. Desværre er det ikke så sandsynligt et udfald. En vigtig motivation for andre brexiteers var at komme af med den frie bevægelighed for arbejdskraft, som har været en af EU’s allerstørste succeser og været til enorm fordel også for briterne. De brexiteers ønsker et mere lukket Storbritannien, ikke et nyt Hong Kong eller Singapore.

Det er mildest talt uklart, hvad Boris Johnson vil bruge sin store valgsejr til. Man kan håbe, at regeringen vil forsøge at gøre Brexit til en økonomisk succes ved at føre en liberal økonomisk politik, som øger den økonomiske vækst. En yderligere nedsættelse af selskabsskatten ville være et oplagt træk. Men han er nyvalgt på en platform, som stritter i alle retninger, og som bl.a. indebærer løfter om flere offentlige udgifter. Han kan, som Thatcher, vælge at udnytte Labours upopulære venstreorienterede politik til at føre en markant liberal økonomisk politik, men han kan også vælge at rykke til venstre i forsøg på at befæste midten.

Hvor udsigterne for briterne i bedste fald er uklare, er de desværre temmelig klart negative for os andre. Medianvælgeren i EU er rykket sydpå, i mere protektionistisk og illiberal retning. Det gør det sværere at blokere for protektionistiske tiltag og sværere at få fremskridt i gennem. Det protektionistiske og etatistiske Frankrig er kommet til at spille en større rolle. Tyskland kommer måske lidt længere frem i skoen politisk, nu hvor man ikke kan overlade det til briterne at tage teten mod dårlige ideer sydfra. Men den nye kommissionsformand er tysker, og hendes politiske linje lover foreløbig ikke godt. Som den tidligere Kommission synes hun at mene, at EU skal genvinde sin folkelige popularitet gennem populistiske mærkesager som minimumsløn, grøn industripolitik og kamp mod IT-virksomheder. Det er også værd at huske på, at hun er Macrons opfindelse, og at en del af betalingen var at udpege en fransk politiker (og jurist), Christine Lagarde, til at lede Den Europæiske Centralbank. Det lægger op til at politisere centralbanken – mindre end ti år efter, at politisering var ved at koste euro-projektet livet.

EU kunne – som Johnson kan i UK – forsøge at gøre Brexit til en succes ved styrke de dele af EU-samarbejdet, hvor det har en naturlig funktion. Det vil først og fremmest sige at styrke det indre marked, bekæmpe konkurrencebegrænsende nationale foranstaltninger og sikre en markedskonform klimapolitik. Det ser jeg desværre ikke mange ansatser til. Selv i et land som Danmark med en traditionel markedsliberal tilgang til EU-politik mangler der en klar politik i den retning. Regeringen gik til valg netop på populistiske temaer som mere EU-indblanding i skatte- og arbejdsmarkedspolitik. Til gengæld har dens fornuftige modstand mod at udvide EU-budgettet mødt kritik hos oppositionen.

Så jeg er ikke optimist i dag. Jeg håber, jeg kommer til at tage fejl.

Selv om aftalen, set med borgernes øjne kunne være blevet langt bedre, vil aftalen øge både handel og investeringer på tværs af Mercosur- Brasilien, Argentina, Uruguay og Paraguay – og EU.

Til gavn for både virksomheder og de 800 mio. borgere.

Aftalen medfører at toldsatserne for 90 procent af de produkter, som Mercosur eksporterer til EU, i løbet af de kommende 10 år gradvis nedsættes til nul – også for en lang række landbrugsvarer.

Desværre vil der fortsat være restriktioner (kvoter) på mængden af bl. a. oksekød, som Mercosur-landende kan eksportere til EU. Kvoten er sat til sølle 99.000 tons om året. Det skal ses i lyset af, at der produceres små 8,0 mio. tons oksekød i EU om året. De 99.000 tons er nok bedre end de 70.000 tons som den Franske regering under præsident Macron mente burde være grænsen indtil for nylig. De 99.000 tons kan dog ikke ses som “en sejr” for Mercosur-landenes eksportører, da der blot er tale om samme kvote som EU allerede foreslog i 2004. Til gengæld er der tale om et nederlag for EUs forbrugere, som kun i begrænset omfang får adgang til relativt billigt kvalitetskød fra ikke mindst Argentina og Uruguay (især oksekød fra Uruguay kan anbefales )

Aftalen indeholder en lang række andre ting, herunder bedre beskyttelse af intellektuel ejendom, at Brasilien forbliver i Paris-aftalen (og det gør de så), adgang til offentlige udbud m.m. . Vi vender muligvis tilbage til selve aftalens indhold på et senere tidspunkt.

Alle taler om eksport, mens vores velstand primært bygger på import.

Omtalen af aftalen det seneste døgn bekræfter hvor lille forståelse der er for handels betydning for vækst og velstand.

Alle medier – det være sig Europæiske, herunder danske, eller i Mercosur-landende, er stort set kun optaget af hvad det betyder for eksporten, mens omtalen af import begrænser sig til de problemer der giver for landendes egne producenter.

Et godt eksempel finder man i omtalen af den indgåede aftale på TV2s hjemmesider. Hovedpointen her er, at:

Den vil fjerne toldafgifter for mere end fire milliarder euro – omtrent 30 milliarder danske kroner – om året for europæiske virksomheder.

Og senere i artiklen citerer Peter Thagesen fra DI for, at:

Hvis vi tager udgangspunkt i, hvad vi ved fra andre lignende handelsaftaler, så er det ikke urealistisk, at eksporten, når aftalen er fuldt importeret, vil stige med 30 til 50 procent

Det er ikke meget i anderledes i medierne i bl. a. Brasilien, hvor man dog er noget mere optaget af konsekvenserne for hjemmemarkedserhverv. For eksempel har Brasilien fået indskrevet i aftalen at de kan yde statsstøtte til deres vinbønder, fordi EU subsidierer Europæisk vinproduktion.

Sådan fungerer indgåelse af handelsaftaler. Det handler primært om (drives af) erhvervslivets interesser, mens den almene velstandsskabelse er sekundær.

Man kan selvfølgelig indvende at det betyder mindre, da effekten af denne og andre handelsaftaler er positiv for borgernes velstand, men…… Det er primært baseret på hvor meget “modparten” får igennem. Således er det IKKE til fordel for Europæernes velstand at udfasning af importtold er 10 år, og slet ikke at man opretholder kvoter for import af oksekød fra Mercosur, ligesom det IKKE er til fordel for velstanden i Argentina og Brasilien, at indenlandsk producerede biler først udsættes for fuld konkurrence om 15 år.

Sandheden ved den slags forhandlinger er, at man som almindelig borger skal heppe på at “modparten” får så fri adgang til “vores” marked, mens modsat “vores” adgang til “modpartens” marked er temmelig sekundær for “vores velstand”.

Men som jeg skrev i et indlæg sidste år:

Men måske skyldes den manglende interesse for, at påpege, at den altoverskyggende positive velstandseffekt stammer fra de øgede importmuligheder og ikke via  øget eksport, at det reelt er det samme som at sige at frihandelsaftaler er overflødige, og at vi i stedet unilateralt “bare” bør åbne grænserne for omverdens eksport til Danmark og det øvrige EU.

I det lys kan man som Dansker og Europæer kun ærgre sig over, at man har brugt 20 år på at indgå en aftale, når man “blot” unilateralt kunne have vedtaget at åbne Europa for import fra omverden.

Og ja, en unilateral ophævelse af alle restriktioner ville fortsat være mere optimalt end indgåelse af en handelsaftale. Men sådan spiller klaveret naturligvis ikke. Verden drives ikke primært af forståelse for centrale økonomiske sammenhænge, dertil betyder særinteresser alt for meget – og her er forbrugerne reelt ikke repræsenteret.

For mere om hvorfor import er vigtigere end eksport, se dette indlæg fra Christian Bjørnskov .

I sidste uge meddelte præsident Trump at man var nået til enighed med Mexico om en ny handelsaftale til afløsning for NAFTA-aftalen mellem Canada, Mexico og USA. Canada er med andre ord indtil videre ikke med i den nye aftale, om end der pågår forhandlinger netop i disse dage. Hvor det ender og hvorvidt nye aftaler overhovedet kan komme igennem kongressens to kamre er usikkert på nuværende tidspunkt (Trump kan formentlig godt opsige NAFTA-aftalen uden godkendelse, men han kan ikke indgå en ny aftale uden flertal i de to kamre).

Ud fra hvad vi kender til aftalens indhold indtil videre, kan vi dog allerede nu konstatere, at der er tale om et tilbageskridt i forhold til den nuværende NAFTA-aftalen, vurderet på de økonomiske konsekvenser for den økonomiske udvikling i både Mexico og USA.

Aftalen indebærer bl. a., at:

1. bilproduktion fremover skal have et lokalt indhold på  75% i stedet for de nuværende 62,5%, for at blive fritaget for told.
2. Det kræves, at mellem 40% og 45% af biler og bildele skal produceres af arbejdstagerne, med en timeløn på mindst  16 $ ( minimumslønnen i Mexico er ca. 5 $, om DAGEN, mens den gennemsnitlige timeløn indenfor fremstillingsvirksomhed er 2,30 $ i timen). Det vil alt andet lige indebære, at det bliver mindre attraktivt for virksomhederne at opretholde og/eller investere yderligere i produktion i Mexico, som i stedet vil blive placeret i USA og Canada. 
3. Der stilles minimuskrav til, hvor meget stål og aluminium, som skal stamme fra  Nordamerika i bilproduktionen, for at opnå toldfrihed.
4. Der kommer også nye (og højere) krav til oprindelsesland og lokalt indhold i andre sektorer. Det gælder bl. a. indenfor tekstiler, kemikalier, stålintensive produkter og andre industrivarer, hvis man skal fritages for told.
5. Skærpelse af beskyttelse af den Intellektuel ejendomsret, Denne del af aftalen kan ses som modellen for hvad der femover vil blive krævet fra amerikansk side (bl. a. i forhold til aftaler med Kina).
6. Told afskaffes for handel med digitale produkter, som distribueres elektronisk. Det vil sige bl. a. e-bøger, videoer, musik, software og spil (af gode grunde var der ikke taget højde for digitale produkter i den gamle aftale.
7. Krav til Mexico om at anerkende kollektive forhandlinger (hvad der præcist menes er dog usikkert, repræsentanter for henholdsvis den amerikanske og mexicanske regering har noget forskellig udlægning af hvad det vil betyde for mexicansk lovgivning på området).
8. Der er tale om en 16-årig aftale med mulighed for revision efter 6 år.
9. Til bilæggelse af stridigheder opretteredes der sammen med Nafta et system af internationale domstole til at afgøre tvister mellem virksomheder og de enkelte medlemslandes regeringer. Den nye aftale indebærer en indskrænkning i mulighederne for at få behandlet uenigheder ved en international domstol indenfor visse sektorer, mens andre (bl. a.  Olie- og gas-, energi- og infrastrukturvirksomheder) fortsat vil kunne få behandlet deres tvister ved disse.
10. For landbrugssektoren fastholdes toldfrihed stort set, som i den oprindelige Nafta-aftale. 

Den “nye” aftale er altså mindre frihandelsorienteret end den nuværende. I tilfælde af at aftalen rent faktisk træder i kraft vil den både være til skade for velstanden i Mexico og USA. Således indebærer de nye krav til løn og arbejdsvilkår i Mexico indenfor bilindustrien (kravet om en minimumsløn på 16 USD. i timen har ingen betydning i USA), alt andet lige, at beskæftigelsen i eksportsektoren falder i Mexico. For amerikanske forbrugere indebærer den nye aftale, alt andet lige,  dyre produkter (biler). Hvor stor effekten vil blive kendes dog ikke på nuværende tidspunkt.

Når Donald Trump erklærer, som han har gjort i flere sammenhænge, at han er tilhænger af frihandel, skal det ikke forstås som nationaløkonomer forstår det. Det er ikke et tilfælde at han f eks. har erklæret, at “I’m a big free trader. But it has to be fair”. Afgørende er tilføjelsen af “fair”, for hvad vil det sige? Det er en fuldkommen subjektiv vurdering. Her er han på linje med diverse hjemmelige NGO’ere og fagforeninger. Med andre ord. Når man i Trumps valgprogram kunne læse, at der skulle sættes en stopper for “sweatshops i Mexico, der underbyder amerikanske arbejdere”, så skulle det tages alvorligt.

Som der dog anføres af Bloomberg, under overskriften “Trump’s Mexico Trade Deal Looks Like a Lemon“, er de umiddelbare skadevirkninger formentlig begrænsede -heldigvis. Det ændrer dog ikke ved at der skabes en beklagelig præsidens. Og interessant nok er det stik imod hvad økonomerne Edward C. Prescott og Lee E. Ohanian i en kronik i Wall Street Journal anbefaler i et grundlæggende meget positivt indlæg, nemlig at :

Growth rates could improve with further policy changes. One example is a reduction in trade barriers. Since the General Agreement on Tariffs and Trade was signed 70 years ago, international commerce has expanded dramatically, hugely benefiting U.S. consumers by lowering prices and increasing the variety of available goods. The average household’s benefits from trade are greater than $10,000 a year, according to the Tax Foundation. Further cooperative trade agreements—rather than wide-ranging tariffs—would expand these already large benefits.

Desværre må vi konstatere, at det ikke kommer til at ske – i hvert fald ikke under den nuværende præsident.

Vi har før skrevet om Donald Trumps håbløse forståelse for nationaløkonomi og betydningen af frihandel før, og aftalen med Mexico understreger, at han er opsat på at forfølge denne.

Trump (og hans nærmeste rådgivere på området Peter Navarro og handelsminister Wilbur Ross) er af den overbevisning, at import skader USAs økonomi, selv om det forholder sig omvendt, som påpeget i flere indlæg i sommerens serie om betydningen af frihandel.

Men græmmes vi her på punditokraterne, må man formode at der jubles i NGO- og fagforeningskredse. Her trives jo forestillingerne om fair handel. For verdens fattige og forbrugerne er det dog en anden sag.

Selvom der findes indikationer helt tilbage til Adam Smith, kom det store gennembrug dog først med Gordon Tullocks nu klassiske ”The Welfare Costs of Tariffs, Monopolies, and Theft”, der blev udgivet i the Western Economic Journal i 1967. Tidsskriftet, der i dag hedder Economic Inquiry, var dog ikke blandt de mest prestigiøse, og det tog til midten af 1970erne, før folk rigtigt fik øjnene op for argumenterne.

Det neoklassiske problem med handelsbarrierer blev beskrevet noget tidligere af Chicago-økonomen Arnold Harberger, som viste at barrierer medfører to ’dødvægtstab’. For det giver told og anden beskyttelse højere priser på produkter, der ellers kunne importeres frit. Det betyder, at forbrugerne kommer til at forbruge mindre og til højere priser. Mens de højere priser er en overførsel fra forbrugere til hjemlige producenter, og til regeringen i form af toldbetalingen, vil den mindre mængde, forbrugerne ikke får, udgøre et forbrugstab, som ikke bare er en overførsel. For det andet viste Harberger, at en del af den ekstra mængde, som den hjemlige industri producerer af den beskyttede vare, er et rent tab. Det skyldes, at det under almindelige omstændigheder ikke ville kunne betale sig at producere den ekstra mængde – prisen man kan få i fri konkurrence er ikke høj nok til at dække omkostningerne. Tabet kommer derfor fra at beskyttelsen binder ressourcer i industrien og derfor leder dem væk fra mere produktiv og til mindre produktiv anvendelse. På den måde bliver økonomien som helhed mindre produktiv.

Som Otto skrev om i forbindelse med Tullocks død for knap fire år siden, er det dog ikke kun Harbergers almindelige dødvægtstab, som er problemet. Man må spørge sig selv, hvem der vil have den politiske beskyttelse, som told og andre handelsbarrierer er. Dén type aktivitet kaldes rent-seeking, og rent-seeking skaber Tullock-tab, som vi skrev om i februar 2017 (læs her). Som vi skrev dengang: ”Oveni er der disse dødvægtstab, hvilket derfor indebærer, at enhver nationaløkonom med respekt for sig selv må konkludere, at protektionisme nok er pro-business, men anti-market. Og det pudsige er, at virkelighedens statiske tab slet ikke ender der.”

Det Tullock indså var, at virksomheder og andre særinteresser er parate til at bruge ressourcer for at få politik, der gavner dem. Virksomheder, der tildeles beskyttelse mod international handel, bruger således allerede noget af deres ekstra profit på at købe den beskyttende politik. I mange lande kan man købe den med bestikkelse, men selv i Danmark er der en anden mulighed: lobbyisme. Man kan f.eks. donere penge til parties valgkampagner, overtage nogle af deres omkostninger, og endda tilbyde politikere lukrative bestyrelsesposter eller jobs når de forlader politik. Politikken vil være i virksomheders (og fagforeningers) interesse, og betalingen for den vil være i politikernes interesse. For virksomheder og politikere er der således tale om en slags win-win-situation, hvor taberne er de millioner af politisk uinteressante borgere.

Mens vi har skrevet om de fulde tab af protektionistisk politik før – Harberger-tabene, Tullock-tabene, og de langsigtede tab der skyldes, at virksomheder, der er beskyttede mod international konkurrence, ikke har noget særligt incitament til at investere i innovation, produktivitet eller udvikling – findes der en vigtig twist på historien. Den kommer, når man begynder at overveje, hvilke virksomheder, der har størst tilskyndelse til at lobbye og derigennem købe politik.

Indsigten blev først beskrevet af den israelske økonom Arye Hillman i en artikel i 1982 i American Economic Review. Hillmans udgangspunkt var, at virkeligt konkurrencedygtige virksomheder ikke har noget særligt incitament til at bruge ressourcer på beskyttelse, da marginalafkastet af de alternative ting, ressourcerne kan bruges på, sandsynligvis er noget højere. Oveni kunne man frygte, at beskyttelse af en sektor kunne tillade, at dårligere virksomheder overlever – og hvorfor ville virkeligt konkurrencedygtige virksomheder har interesse i det?

Det omvendte gælder de virksomheder og industrier, der er mindst produktive og decideret begynder at være lukningstruede. Hillmans indsigt her var, at hvis de investerer ressourcer i at lobbye for øget beskyttelse, er der en ganske stor gevinst at hente, hvis de får beskyttelsen. Hvis de ikke gør, lukker de – og i det tilfælde er tabet det samme, uanset om man havde lobbyet eller ej. Det faktum, at der således er en asymmetrisk situation – får man beskyttelse, er afkastet at lobbyismen stort, får man ikke er det bare et nul – gør at jo værre en virksomhed eller industri klarer sig, jo mere sandsynligt er det, at den kommer til at lobbye for beskyttelse.

Hillman blev dermed den første til teoretisk at beskrive det særligt skadelige fænomen, som efterfølgende er dokumenteret: Protektionistisk politi i den virkelige verden beskytter ikke blot tilfældige virksomheder, man som oftest de virksomheder, som det giver mest samfundsøkonomisk skade at beskytte! Således kan man aldrig blot se på de rent økonomiske forhold ved international handel. De virkelige skadevirkninger af at begrænse den bliver først tydelige, når man får den politiske dynamik med.

EU og Mercosur har siden 1999 forhandlet om indgåelse af en handelsaftale uden resultat. Mens hovedansvaret for de manglende resultater for blot få år siden primært kunne lægges på et par af landene i Mercosur – ikke mindst Argentina – er EU i dag den største hindring for indgåelse af en aftale.

Argentina’s præsident, Mauricio Macro besøgte i fredags Frankrig og Macron. Der blev diskuteret Argentina’s evt. optagelse i OECD (hvilket USA støtter, mens de Europæiske medlemslande er mildt sagt mere forbeholdende), reformerne i Argentina og ikke mindst mulighederne for endelig at få en handelsaftale i stand mellem EU og Mercosur – Argentina, Brasilien, Paraguay, Uruguay og Venezuela (som dog er suspenderet, og næppe bliver aktivt medlem igen, med mindre der kommer et demokratisk regimeskifte) – efter næsten 20 års forhandlinger.

På den efterfølgende pressekonference vist Macron desværre at han trods al snakken om modernisering af Franskrigs økonomi og markedsliberale reformer, først og sidst er franskmand. Således sagde han om en mulig handelsaftale;

“Vi vil ikke indgå i aftaler, der favoriserer landbrugs- eller fremstillingsvirksomheder, tusind kilometer væk og med en anden social og miljømæssig model, der er forskellig fra dem, der pålægges tilsvarende sektorer i Europa”

Og fortsatte

“Frankrig er fast besluttet på at sikre sit oksekødsmarked og produktion i forbindelse med Brexit og er ikke villig til at tillade destabilisering i en sektor, den betragter som fremragende”

Når man ser på hvad EU har at tilbyde er det rent ud sagt beskæmmende. Det seneste (kendte) udkast fra EU indebærer således at man allernådigst vil tillade at Argentina, Paraguay, Brasilien og Uruguay kan eksportere 70.000 tons oksekød toldfrit til EU. Det er 30.000 tons mindre end det tilbud, som var på bordet  i 2004!!!!! Kommissionens forklaring er at EU-borgerne spiser mindre kød i dag. De 70.000 tons skal ses i forhold til at man i 2017 producerede små 7,8 mio. tons oksekød i EU.

Ligeledes blokerer EU for optagelse af Argentina og andre lande i OECD, mens USA er positive. Ak ja, hykleriet er til at tage og føle på.

Oplever Argentina et varigt paradigmeskift?

Hvis der skulle være nogle af læserne som er skeptiske overfor reformer i Argentina er det fuldt forståeligt. Historisk har den første økonomiske politik været mildt sagt inkonsistent, og man er vekslet mellem boom og bust, mens den overordnede økonomiske vækst gennem de seneste 50-100 år har medført, at man er gået fra at være et verdens rigeste lande til den “bløde” mellemvare, hvilket vi har behandlet tidligere her på bloggen, hvor vi også har anbefalet Mauricio Rojas fremragende bog “Carmensitas sorg” (kan desværre ikke længere  downloades gratis), som fortæller historien om Argentinas økonomiske forfald.

Som altid er der “pro and cons”. Som IMF bemærker i deres seneste revision for Argentina, som udkom ultimo 2017;

The economy is rebounding. The government has unwound multiple distortions and made important progress in restoring integrity and transparency in public sector operations. These policy changes have put the economy on a stronger footing and corrected many of the most urgent macroeconomic imbalances. Argentina is experiencing a solid recovery from last year’s recession and, even in the face of planned fiscal consolidation and ongoing efforts at disinflation, growth is expected to slowly pick up in the coming years. Inflation continues to fall, albeit at a slower pace than targeted by the central bank.

Men samtidig påpeger man (korrekt), at der er en række faldgrupper ved den gradvise tilpasning og reformstrategi, som man har valgt. På den ene side er den økonomiske vækst vendt tilbage mv., men samtidig oplever man stigende underskud på betalingsbalancen, øget ekstern gældsætning,mens inflationen nok er faldet, men fortsat er høj (og højere end oprindeligt forventet (IMF’s seneste opdaterede forventninger for de kommende år fremgår af nedenstående tabel).

Som man bemærker,

The gradualist fiscal strategy adopted by the authorities smoothed the impact of the needed consolidation on activity and jobs but comes with negative side effects,

Givet den politiske virkelighed og regeringens behov for at samle et flertal bag sin politik, har man næppe haft noget alternativ. Og mens der fortsat er et stort behov for yderligere reformer, skal det fremhæves at man faktisk har taget fat på både arbejdsmarkeds-, skatte- og pensionsreformer. Og sammenlignet med naboen Brasilien, er man nået en del længere. Således lykkedes det at gennemføre nødvendige pensionsreformer i efteråret, på trods af voldsom modstand fra de traditionelt stærke (og peronistiske) fagforeninger. Dette i modsætning til Brasilien som siden 2016 igen og igen har udsat sine pensionsreformer, som for hver udsættelse er blevet svagere og svagere (og lige nu er risikoen for at der ikke gennemføres noget før præsidentvalget til efteråret ganske betydelig).

Det er også værd at bemærke at præsident Macri og hans regering styrkedes ved efterårets midtvejsvalg, hvilket tyder godt for Macri’s chancer for genvalg ved præsidentvalget i 2019.

I så tilfælde bliver han den første ikke-peronistiske præsident som genvælges. Det vil i sig selv være en afgørende begivenhed i Argentina, hvor peronisterne har domineret Argentinsk politik siden 1940erne – hvis man ser bort fra perioderne med militærdiktatur.

Ud over økonomiske reformer bør også medtages, at man siden 2015 også aktivt har arbejdet for at sikre Argentinas internationale position. Argentina står således for afholdelsen af dette års G20 møde. Ligeledes søger man aktivt at blive medlem af OECD, hvilket bakkes op af USA, mens de europæiske lande desværre er mere tilbageholdende. Endelig har man søgt om observatørstatus i Alianza del Pacifico.

Så svaret til om Argentina oplever et reelt paradigmeskifte er, at der i hvert fald ikke har været noget tidspunkt de seneste 70 år, hvor det har været mere sandsynligt.

Der er sket et markant sving væk fra tidligere tiders nationalistisk økonomiske politik, ligesom det ser ud til at man er meget opmærksom på at gøre noget ved to andre karakteristika ved Argentina, nemlig meget ringe institutioner ( i årevis kunne man ikke stole på officiel statistik, som blev masseret, så det passede til regeringens behov) og en høj grad af korruption. Træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen. Men der er trods alt grund til en hvis optimisme denne gang i forhold til Argentinas fremtid. Derfor hører landet til i kategorien “Hot”.

At EU’s ageren af hensyn til snævre nationale brancheinteresser indtil videre ser ud til at forhindre indgåelsen af en handelsaftale mellem Mercosur og EU, er så meget beklageligt. Alt andet lige gør en sådan ageren både arbejdet med at reformere Argentina (og Brasilien for den sags skyld) vanskeligere og er i sidste ende også til skade for de Europæiske økonomier og befolkninger. Her kan man desværre ikke tale om et paradigmeskifte. Der er fortsat tale om Europæisk hyklerisk tale, hvor man peger fingre med den ene hånd, mens man fortsætter en protektionistisk politik til glæde for de få, men skade for de mange, med den anden hånd. Naturligvis pakket ind i tilpas “CSR”-agtig jargon om hensyn til miljø og arbejdsforhold, som nu kun Europæiske (franske) statsledere kan gøre det.

Vi viser i dag udelukkende det, nationaløkonomer kalder de statiske tab i forbindelse med told og anden handelspolitisk beskyttelse. Vi illustrerer dem i et diagram, der hjælper analysen af konsekvenserne af denne type politik i en lille, åben økonomi som Danmark. I figuren for markedet nedenfor, er p_w prisen på verdensmarkedet, og prisen på det hjemlige marked bliver derfor p_w plus tolden. Resultatet af forskellen på det hjemlige udbud, S, og det hjemlige efterspørgsel, D, (kan aflæses på x-aksen) er således den hjemlige import. Hvis vi ikke havde haft nogen form for kontakt med udlandet, ville prisen og den afsatte mængde som sædvanlig kunne aflæses der, hvor de to kurver skærer. Men pga. konkurrence fra verdensmarkedet, kommer det danske forbrug til at kunne aflæses som der, hvor efterspørgslen D skærer den flade p_w-kurve.

Lægger man en told på importerede varer, sker der det simple, at prisen på importerede varer stiger fra p_w – den faktiske pris – til p_w + tolden. Danske producenter er således blevet kunstigt mere konkurrencedygtige. Konsekvensen for dem er derfor det område, vi har kaldt ’A’ i figuren. De hjemlige producenter får derfor større omsætning og flere kan konkurrere. Det er netop denne konsekvens, der ofte får rent business-mindede konservative til at støtte protektionisme – politikken er jo meget tydeligt pro-business.

Det store problem ligger i de yderligere konsekvenser. Området ’A’ er nemlig tydeligt en overførsel fra forbrugerne til producenterne. Det er jo et forbrug, de alligevel ville have haft, men som sker til højere pris. Området ’C’ er importmængden ganget med tolden, eller med andre ord, statens toldindtægt. ’C’ er derfor en overførsel fra forbrugerne til staten. Men det er klart, at der er to områder, der også forsvinder fra forbrugerne når man pålægger importen en told: ’B’ og ’D’. Området ’D’ skyldes, at forbrugerne ikke blot lider et tab ved at betale højere priser, men også ved at kunne købe mindre. Området ’B’ kan fortolkes som et tab der kommer af, at mindre produktive hjemlige virksomheder nu leverer det, vi kunne have købt af mere produktive udenlandske virksomheder. Vi har med andre ord bundet nogle danske ressourcer i at producere noget, vi faktisk ikke er specielt dygtige til. Områderne ’B’ og ’D’ kalder således teknisk for dødvægtstab, eller mere populært for Harberger-trekanter (efter Chicago-økonomen Arnold Harberger).

Den gevinst som danske virksomheder får, tages således fra danske forbrugere, ligesom den gevinst, staten får. Oveni er der disse dødvægtstab, hvilket derfor indebærer, at enhver nationaløkonom med respekt for sig selv må konkludere, at protektionisme nok er pro-business, men anti-market. Og det pudsige er, at virkelighedens statiske tab slet ikke ender der.

I 1967 rejste public choice-legenden Gordon Tullock nemlig det spørgsmål, om ikke virksomheder ville være villige til at betale for at få handelspolitisk beskyttelse? Tullocks svar var, at rationelt drevne virksomheder ikke blot ville bruge ressourcer på produktion, men også på at lobbye for at få beskyttelse. Som alle andre aktiviteter, vil de bruge ressourcer på lobbying op til det punkt, hvor omkostningen ved at bruge én arbejdstime eller én krone mere på lobbying er præcist lig med den forventede gevinst af den. Og politikere er mere end villige til at sælge handelspolitik – det er en af måderne, at de enten kan få virksomheder til at give partistøtte eller i det mindste til at finansiere meget rare middage og hotelophold.

To indsigter fra public choice-traditionen ændrer derfor vores analyse. Først må man regne med, at noget af overførslen ’A’ faktisk går tabt i uproduktiv adfærd. Det er med andre ord et område, der tages fra forbrugerne og tabes i lobbyomkostninger. Det ekstra lobby-tab er tegnet ind med rødt i den anden figur nedenfor.

Man må også regne mindst et, og sandsynligvis yderligere to tab ind. For det første eksisterer der et logisk tab, da det ikke er gratis at indkræve tolden. Staten må afholde udgifter i forbindelse med at indkræve told, hvilket reducerer område ’C’ – udgifterne er et nettotab for samfundet. For det andet antager standardanalysen i den første figur, at staten bruger hele toldindtægten på en produktiv eller velfærdsskabende måde. Der findes en over 50-årig forskningstradition, der peger på at langt de fleste politikere har incitamenter, der vil føre dem til at bruge ekstra indtægter på enten populære tiltag, der kan få dem valgt næste gang, eller på støtte til særinteresser. Disse aktiviteter skal regnes som tab i en nationaløkonomisk analyse! De er tegnet ind med blåt i figuren.

Tullock tog udgangspunkt i, at område A er en gevinst for producenterne. Producenterne vil derfor have et klart incitament til at bruge ressourcer på at ’få fat’ i området. Med andre ord vil de investere ressourcer i at søge den ’rent’, de kan få hvis de overbeviser politikerne i at indføre en told. Disse ressourcer bliver altså ikke investeret produktivt, men udelukkende for at få adgang til en overførsel fra forbrugerne. Politikere vil på deres side have en interesse i at åbne for muligheden for at få beskyttelse mod international konkurrence, da det vil få producenter til at tilbyde støtte. Denne støtte kan være direkte bestikkelse eller det kan være partistøtte, der vil kunne gøre det lettere for politikernes parti at vinde det næste valg. De ressourcer, der investeres i at få adgang til beskyttelse, skal derfor regnes som et rent, samfundsmæssigt tab.

Der er fra en fagøkonomisk vinkel dermed ingen undskyldninger for at indføre protektionistiske tiltag. Og til dem, der måske stadig er en smule kritiske: Vi har kun dækket de velkendte statiske tab. Der er en anden liste af dynamiske tab, dvs. tab der udfolder sig over en længere periode og bliver synlige i f.eks. vækst og produktivitetsudvikling.