Allerede dagen efter affødte mit indlæg et vredt, men indholdsmæssigt også temmelig meningsløst svar fra Jens Rohde. Hovedpointen var, at jeg tog fejl og at vi da alle bør betale til det fælles public service-tv. Rohde – eller de studentermedhjælpere, der nok har skrevet svaret – virkede særligt ophidset over min pointe, at forslaget i høj grad omfordeler fra unge, fattigere til ældre, rigere tv-forbrugere. Streaming af f.eks. Netflix og HBO er langt mere udbredt blandt yngre forbrugere, mens det i særligt grad er ældre forbrugere, der ser dansksproget tv-fiktion som flow-tv. Forslaget har således social slagside, hvilket det radikale svar ikke engang klart benægtede.

Det særligt bekymrende i det radikale forslag er dog den idémæssige baggrund. Som jeg skrev i Børsen: ”Lægger man en told på udenlandsk streaming vil den de facto øge den politiske kontrol og styring af danskernes tv-forbrug. Den slags politik hører ikke hjemme i det 21. århundrede.” Med andre ord er intentionen, at dirigere danskernes tv-forbrug i en bestemt retning. Det er samme idébaggrund, der ligger til grund for Zenia Stampes forslag om at udlevere to bøger til danskerne – vel at mærke valgt fra politisk hold – hvert år. Min umiddelbare reaktion på begge forslag var den samme: Hvad fanden bilder de sig ind. Med hvilken ret mener de Radikale politikere, at de kan bestemme, hvilket kulturforbrug danskerne bør have?

Det er næsten umuligt at forestille sig, at forslagenes retning og baggrund ikke gør ondt langt ind i hjertet på klassiske radikale vælgere og politikere. Partiet har en lang tradition for netop at være socialliberalt, og forsvare borgernes ret til at vælge og udtrykke egen seksualitet, egne politiske holdninger, og egen identitet. Østergaard og Stampes udspil afspejler, at partiledelsen åbenbart ikke længere mener, at egne kulturpræferencer eller smag er blandt de forhold og personlige valg, som man kan eller bør overlade til det enkelte menneske. Med andre ord står der larmende mellem linjerne i den nye radikale politik: Når det gælder kultur, ved vi bedre!

Det er et særtræk ved alle velfungerende demokratiske samfund, at borgerne har fuld frihed til at ytre sig på skrift, i tale, og i billeder. Den frihed gælder også en frihed til at se, læse eller høre hvad de vil – man forsøger ikke at styre borgernes tanker eller forestillingsverden. Det er derimod et særtræk ved fascistiske og totalitære regimer, at de også ønsker at detailregulere og styre borgernes privatliv og private begrebsverden. Det er dén verden, de Radikale tager de første (og forhåbentlig sidste) skridt ind i med deres nye udspil, der indebærer politiske styring af bog- og tv-forbrug. Det er dybt uværdigt for et parti, der ellers altid har haft beskyttelsen af alle individers værdighed som en del af dets politiske kerne.

Kort opsummeret kritiserer jeg i kronikken regeringens politik, fordi :

1. Martin Lidegaard og resten af den grønne menighed påstår at ved at satse på grøn teknologi fremmer man vækst og jobskabelse – økonomer, herunder Det Økonomiske Råd (og en række undersøgelser i andre lande) kommer frem til at det modsatte er tilfældet. Med andre ord er der ikke opbakning til den første grønne erhvervspolitik fra sagkundskaben.
2. Den førte politik er præget af en meget ensidig satsning på vindenergi. Det er mere end tvivlsomt at vindenergi bliver en central del af fremtidens energiforsyning. Man er fortsat ikke i stand til at producere el til konkurrencedygtige priser, og især for havbaserede vindmøller er det tvivlsomt om man nogensinde bliver det. Vindenergi er kun muligt med fortsat statslig støtte. Derfor er aktiekurserne for verdens vindmølleproducenter faldet drastisk siden 2008. Det får dog ikke ministeren til at ryste på hånden, han ved åbenbart bedre.
3. I argumentet for en grøn energi- og klimapolitik som gavnlig for dansk økonomi overser man en hel basal økonomisk sammenhæng, nemlig hvad man ellers kunne have brugt midlerne til. I stedet argumenteres med at omfanget af eksport og arbejdspladser i sig selv er udtryk for den succesfulde erhvervspolitik. Det er nonsens.

Til denne kritik skriver Martin Lidegaard i sit læserindlæg, som flere steder nærmer sig sort snak, bl.a.:

I Børsen den 1. marts beskylder Niels Westy Much-Holbek mig for ikke at lytte til økonomer og særligt ikke til vismændenes vurdering af, at vi i Danmark satser for meget på vind og burde lade markedet råde mere.

Der er imidlertid intet nyt under solen i vismændenes udsagn. Det er efterhånden blevet fast rutine, at Det Miljøøkonomiske Råd en gang
om året kritiserer den til enhver tid siddende regerings klimapolitik med henvisning til EU’s kvotemarked. Ikke ret mange er enige med dem, og det er jeg heller ikke.

Det besynderlige er, at jeg sådan set ikke beskæftiger mig med EU’s kvotemarked, men derimod primært med de økonomiske fejlslutninger der ligger bag regeringens (og tidligere regeringers) energi- og klimapolitik. Men selvfølgelig kan man tolke hans svar som et “du har ret Niels Westy, regeringen og Radikale Venstre lytter ikke til økonomer” eller måske rettere, “Vi lytter, men forstår ikke hvad I siger”.

Dernæst bruger han tid på at gentage, hvad vi alle godt ved, nemlig at:

Regeringen og et meget bredt flertal i Folketinget ønsker at gøre Danmark uafhængigt af fossile brændsler. Det handler både om forsyningssikkerhed, klima og grøn vækst.

Men denne målsætning har bare intet med økonomers kritik at gøre – det er en ren politisk dagsorden.

Senere gentages så det grundlæggende mantra, som bekræfter antagelsen om at man i modsætning til hvad man gerne hævder, netop ikke lytter til fagkundskaben;

Investeringer i både vind, biomasse, biogas og sol er også en forudsætning for, at Danmark frem mod 2050 kan blive uafhængig af fossile brændsler.

Men selv om det gentages i en uendelighed, bliver det ikke mere korrekt af det. Dels er udsagnet dikteret af at man fra start fravælger den eneste kommercielt konkurrencedygtige CO2 neutrale løsning, nemlig Atomkraft, jævnfør mit tidligere indlæg her på bloggen. Derudover er ovenstående argument komplet uanvendelig. At man har en målsætning om at være uafhængig af fossile brændstoffer i 2050 indebære ikke automatisk at man skal investere i bestemte løsninger, som man på nuværende tidspunkt ikke kender den kommercielle bæredygtighed af. Sammenhængen mellem Kravet om uafhængighed af fossile brændstoffer og argumentationen om at den første politik er en økonomisk og velstandsmæssig fordel for Danmark er ikke eksisterende – det nærmer sig sort snak.

Det afholder ikke ministeren med afsæt i ovenstående at skrive, at:

Investeringer i energieffektivitet og vedvarende energi er på kort sigt med til at skabe vækst og beskæftigelse i Danmark, mens det på mellemlang sigt kan gøre dansk konkurrenceevne betydelig mere stabil, fordi vi bliver mindre afhængige af de fossile brændstoffer, der stiger i pris, ikke mindst olie.

og fortsætter med at;

Regeringens – og i øvrigt den tidligere regerings – klima- og energipolitik har lige været til eksamen hos IEA, og det er vist ikke en overdrivelse at sige, at vi fik flotte karakterer. Danmark bliver set som er foregangsland for IEA’s uafhængige økonomer, fordi vi tegner fremtidens energisektor: effektiv, grøn og sikker.

Hermed understreger Lidegaard i realiten den afsluttende pointe i min kronik, nemlig at mens hele argumentationen om at energi- og klimapolitikken skulle være en picking the winners erhvervspolitik, som skaber vækst og velstand i danmark er noget vås, så er drivkraften bag den førte politik en anden form for profit end den som findes på det private marked, for mens:

Sikring af morgendagens beskæftigelse, vækst og velstand, kræver at der investeres hvor det største afkast findes. Det har markedet, hvor man normalt har egne penge på højkant, historisk vist at man er langt bedre til at finde ud af end politikere som leger med andre folks penge.

Så forholder det sig helt anderledes i den verden hvor man “leger” for andre menneskers penge. Her er det ikke utænkeligt, at der kan være en

betydelig politisk profit for ministeren, når han mødes med sine kolleger og bekymret diskuterer klodens overlevelse.

Glæden ved at blive positivt bedømt af IEA, som jo i sagens natur kan være ligeglade for hvorvidt danskernes tarv ikke tilgodeses af skiftende regeringer, er åbenlys. At IEA så slet ikke beskæftiger sig med den grundlæggende anke mod den førte energi- og klimapolitik, er en anden sag.

Hvad der står tilbage er reelt et læserbrev fra Lidegaards side, som bekræfter mine bange anelser som økonom. De lytter nødigt til økonomer, og i det omfang de lytter ønsker de ikke at forstå hvad der bliver sagt. Sagt med ord har man ikke fattet hvad der forståes ved det grundlæggende begreb offeromkostninger. Man ønsker ikke og har aldrig ønsket at stille spørgsmålstegn ved hvorvidt den førte politik er udtryk for økonomisk fornuft. Med ministerens forsøg på et svar må vi indtil videre konkludere at det er den ikke, og det er man forøvrigt også fuldkommen ligeglad med i den grønne menighed.

________________________________________________

kronik i Børsen 1. marts 2012

Ministerens grønne krystalkugle

Vi er sandelig heldige her til lands. Vi er nemlig udstyret med politikere, som – åbenbart i modsætning til markedet – kan se ind i fremtiden.
F.eks. kunne De Radikales energiordfører Rasmus Helveg Petersen tidligere i år fortælle os at fremtidens job ikke kommer fra industrier som
Aalborg Portland, men skal findes indenfor grøn teknologi. Klimaminister Martin Lidegaard (R) kunne i et debatindlæg her i avisen yderligere oplyse, at regeringens energi- og klimapolitik ville gøre “Danmark til en vindernation på et marked, hvor efterspørgslen ikke bare er enorm, men også støt stigende”.

Han understregede, at der var tale om en “langsigtet og visionær beskæftigelsespolitik”. Martin Lidegaard fremhævede især vindmøllebranchen, og at omsætningen i denne fra 2000 til 2010 er steget fra ca. 13 til 55 mia. kr. om året . For yderligere at sætte trumf på påpegede ministeren, at “det er det
område med størst vækstpotentiale inden for vedvarende energi i Europa i de kommende år.” Hermed viser Lidegaard fra De Radikale – et parti som bryster sig af, at man gerne ”lytter til eksperterne” – at økonomer ikke hører til i kategorien eksperter.

Måske er den manglende lyst til at lytte til økonomer grunden til at han, i lighed med de fleste som forsvarer bestemte erhvervsinteresser, lavede
den klassiske fejl med at forveksle omsætning med lønsomhed. At man oveni dette, i den grad satser på at en enkelt teknologi – nemlig
vindenergi, som endnu ikke har vist, at den kan blive kommercielt bæredygtigt – øger kun bekymringen over den første politik.

Begrænset tiltro til vind

Aktiekurserne for verdens vindmølleproducenter er styrdykket de senere år. Det er et udtryk for, at markedet ikke har den store tiltro til denne sektors fremtid. Derfor kunne det være rart at vide, hvad det er, ministeren kan se i sin grønne krystalkugle. For der er reelt intet i dag ,som tyder
på at vindenergi i fremtiden vil blive den blændende forretning, som regeringen åbenbart tror den vil.

Ifølge OECD’s og IEA’s “Projected Costs of Generating Electricity” fra 2010, er landbaserede vindmøller, for slet ikke at tale om havvindmøller,
solenergi og andre mere eksotiske former for vedvarende energikilder, markant dyrere end alle former for konventionelle produktionsformer.
Det gælder også i forhold til atomkraft, der som den eneste CO2-neutrale teknologi, ud over vandkraft, kan konkurrere med kul og gas.
Vi må derfor gå ud fra at Lidegaard ved noget, vi andre ikke ved, når han kan være så skråsikker.

At man ikke bryder sig om at lytte til økonomer, når det kommer til klima og erhvervspolitik, skyldes nok det simple faktum, at man så var
nød til at erkende, at det ikke hænger sammen. Vismændene i Det økonomiske Råd påpegede således sidste år, at det er “tvivlsomt om politikere og
embedsmænd er bedre end aktørerne på markedet til at udpege fremtidige vækstområder, hvor danske virksomheder vil kunne begå sig med succes”.
Endelig udtrykker vismændene bekymring over, at man så ensidigt satser på vindenergi.

Glemmer alternativer

Det ses ganske tydelig af reaktionen fra en række interessenter, når der bl.a. her i avisen rejses kritik af den førte politik. Senest i et læserbrev af Niels Due Jensen, Grundfos, som pegede på at den grønne sektor generede for 50 mia. kroner eksport. Ministeren er altså ikke alene om at tage fejl af indtjeningsevne og omsætning. Desværre glemmer man behændigt at stille det simple spørgsmål “hvad kunne vi ellers få for pengene?”, hvis
man havde undladt at støtte grøn teknologi.

Ser vi på en række undersøgelser i udlandet er svaret, at vi formentlig kunne få en hel del. Både for Italien og Spanien er der lavet undersøgelser, der peger på, at prisen for hvert job i den grønne sektor er, at der er et nettotab af arbejdspladser. Med andre ord skaber grøn teknologi ikke arbejdspladser. Nettoeffekten er at nedlægge arbejdspladser.

Man kan kun gisne på hvor meget mere velstående, vi kunne have været i Danmark i dag, hvis man havde undladt at føre en energipolitik, som
har været skadelig både for dansk erhvervslivs generelle rammevilkår og den enkelte borgers velstand.

Sikring af morgendagens beskæftigelse, vækst og velstand, kræver at der investeres hvor det største afkast findes. Det har markedet, hvor man normalt
har egne penge på højkant, historisk vist at man er langt bedre til at finde ud af end politikere som leger med andre folks penge.
At der så kan være en betydelig politisk profit for ministeren, når han mødes med sine kolleger og bekymret diskuterer klodens overlevelse, er en
anden sag.

– “Hvis det kunne lade sig gøre, så ville jeg synes, at det var ganske fint”, udtaler Søren Kirkegaard, som tidligere har peget på farerne ved demokratiet*, og suppleres af John Stuart Mill med ordene. “Jeg er overbevist om, at hvis partiet blev grundlagt i dag, så ville det blive erklæret forbudt, med henvisning til at dets virke og mål er i strid med grunlæggende frihedsrettigheder**”.

Mill’s og Kirkegaard’s udmelding kommer samtidig med, at den danske regering forbereder endnu flere indgreb i borgernes grundlæggende frihed, ikke mindst overfor rygerne..

Mill og Kirkegaard siger, at de ville forbyde det radikale venstre totalt, hvis det kunne lade sig gøre.

Begge peger  dog på, at med den nuværende situation, hvor tusindvis af danskere stemmer på partiet, er et totalt forbud ikke muligt, men anbefaler dog at partiets valgplakakter udstyres med en advarsel om at partiet er farligt for borgernes frihed.

– Det, vi kan gøre, det er at bruge alle de virkemidler, vi har, for at gøre opmærksom på, hvor farligt partiet er, siger John Stuart Mill.

Liberal Alliances frihedsordfører, Joachim B. Olsen, er skeptisk.

– Man tror, man kan flytte mennesker rundt som skakbrikker. Det er ikke alle, der har de samme værdier. “Jeg synes, der skal være plads til folk, der har andre holdninger, uden at vi andre nødvendigvis hele tiden skal mindes om, hvor dårlige samfundsborgere, de er”, udtaler Joachim B. Olsen til Punditokraterne.

Mill og Kirkegaard understreger, at de ikke vil forsøge at forbyde Det Radikale Venstre, men at de ville gøre det, hvis det kunne lade sig gøre.

____________________________________________________________________

* Søren Kirkegaards advarsel mod demokratiet kan læses i “Møller, Egelund (1975) ”Søren Kirkegaard om politik”, side 139 Forlaget Strand”

En tyran som enkelt menneske er da så ophøjet, én så fjern at man for ham kan få lov til at leve privat som man vil. Det kan i al evighed ikke falde en kejser ind at bryde sig om mig, hvordan jeg lever, hvad tid jeg står op, hvad jeg læser osv. – ordentligvis ved han slet ikke af, at jeg er til. Men i en folkeregering er jo »ligemanden« det herskende. Ham beskæftiger sligt, om mit skæg er som hans, om jeg tager i Dyrehaven på samme tider som han, om jeg er ganske som ham og de andre.

**John Stuart Mill  i “Om Friheden” (1859) :

efter min mening er det eneste, der principielt kan retfærdiggøre, at ét menneske (eller en gruppe mennesker) begrænser et andet menneskes handlefrihed, nødvendigheden af at forsvare egne interesser. Det eneste, der principielt kan retfærdiggøre magtudøvelse fra samfundets side over for borgerne i et civiliseret land, er derfor hensigten om at beskytte andre borgeres interesser. Det er ikke nok at påstå, at det fysisk eller psykisk er til det pågældende menneskes eget bedste.

Mill sammenligner andetsteds i “Alt Om friheden” kravet om alkoholforbud (bogen er i vidt omfang skrevet som et modsvar til datidens afholdsbevægelses krav om alkoholforbud) med Koranens påbud om ikke at spise svinekød og understreger, at uanset om en majoritet mener, at man bør afholde sig fra at drikke alkohol, kan kravet kun gælde dem selv.

Som Mill skriver:

Vi må med andre ord ikke blot beskytte os mod embedsmændenes tyranni, men
også mod den herskende tanke eller følelse, mod samfundets lyst til uden at dømme
og straffe at presse sine ideer og adfærdsmønstre ned over hovedet på anderledes
tænkende.

Under overskriften  “Kan man vælge at blive afhængig? Kan en stram national alkoholpolitik forebygge alkoholisme?”, vil Peele argumentere for, at den konventionelle biologiske tilgang til alkoholisme og afhængighed er forkert. Ikke bare mener han, at et stigende ensidigt biologisk fokus på afhængighed er problematisk, men også at udviklingen af afhængighed eller problembrug mere afspejler kultur og livsstil fremfor f.eks. tilgængelighed af bestemte rusmidler.

Gennem sin forskning viser Peele, at kulturelle og individuelle faktorer har langt større betydning for udviklingen af problembrug af alkohol end markedsreguleringer, og at individuel og kulturel forebyggelse af problembrug er mulig. Endvidere peger han på, at langt de fleste mennesker klarer at afvikle ”afhængigheder” uden brug af professionel hjælp eller behandling, og at ”mådehold” er et realistisk mål for mange. Ligeledes er Stanton Peele kendt som skarp kritiker af trosbaserede behandlingsformer herunder AA`s program  (Anonyme Alkoholikere).

Med disse standpunkter står Stanton Peele i skarp opposition til de, som mener, at afholdenhed er det eneste realistiske mål for behandling af f.eks. alkoholisme, de som mener at ”afhængighed” ikke på nogen måde kan gøres til genstand for individuelt ansvar, og de som plæderer for strammere markedskontrol af rusmidler.

Og netop stramme markedskontrol af rusmidler (alkohol) har været på bordet, efter at en WHO rapport i sidste uge udnævnte danskerne, og ikke mindst danske unges meget høje alkoholforbrug, som et sunhedsproblem Det er der ikke noget nyt i. I takt med at alkoholforbruget er faldet i Sydeuropa – i vid udstrækning som resultat af sodavands indtog i de pågældende lande, fremhæves en række nord- og østeuropæiske lande, som har en tradition for det som englænderne kalder “binge drinking”, som problematiske. Ikke mindst bemærkes det, at danske unge har et meget højt alkoholforbrug – heller ikke overraskende. Skal vi gætte på at verdens højeste uddannelsesstøtte og et generelt højt forbrug i forhold til deres jævnaldrende kammerater i andre lande, kombineret med en lang tradition for druk, forklarer en hel del?

Programdirektør Lars Møller fra WHO’s Europakontor slog til lyd for at man både skulle hæve aldersgrænsen for køb af alkohol, mens man skulle hæve afgifter på øl, vin og spiritus. Ikke overraskende bifaldt Manu Sareen med det samme disse forslag. Og mens hverken Socialdemokratiet eller Socialistisk Folkeparti har afgiftsforhøjelser på alkohol på programmet, har SF længe været fortalere for at forbyde unge under 18 år at købe øl og vin (de vil også forbyde fadbamser ved foldboldkampe). I en kommentar til WHO rapporten slog SFs sundsheds- og omsorgsborgmester (titlen er ikke en syg joke, selv om en del af os skulle mene det), Ninna Thomsen, til lyd for at man skulle begrænse alkoholbevillinger i nærheden af skoler, gymnasier og højere læreranstalter efter svensk forbillede.

Det minder i betænkelig grad om tankerne hos det 19, århundredes ofte religiøst funderede afholdsbevægelser. Og forbindelsen er stærkere end mange måske tror. Kombinationen af protestantisme og socialistisk (ikke marxistiske) samt social-liberale forestillinger, som de blandt andet sas hos “The Radicals” var grundlaget for den tids puritanisme og afholdsbevægelse, som den synes at være det i dag. Den store forskel er vist blot, at man i dag ikke behøver en egentlig religion at hænge sit hat op på, for at optræde dybt religiøst.

Jeg har dog talt med min datter på 16 år om om forbudstruslen. Og mens afgifterne klares ved at hun arbejder lidt mere i 7-11, så klarer far indkøb af øl og vin til hende. Det gør jeg uden betænkelighed. Hun er nemlig vokset op i et hjem med er fornuftigt forhold til alkohol

Det samme kan man måske ikke beskylde Radikale Venstre for. Til gengæld er deres syn på “almindelige” mennesker udtryk for en uhyggelig mangel på respekt for sine medmennesker.

Det er bemærkelsesværdigt, at Marianne Jelved i en radio-udsendelse på P1 om partiernes idelogiske fundament henviser til Søren Kirkegaard og John Stuart Mill. Kirkegaard var ikke just den store tilhænger af demokratiet, som følgende dagbogs citat vist tydeligt viser:

En tyran som enkelt menneske er da så ophøjet, én så fjern at man for ham kan få lov til at leve privat som man vil. Det kan i al evighed ikke falde en kejser ind at bryde sig om mig, hvordan jeg lever, hvad tid jeg står op, hvad jeg læser osv. – ordentligvis ved han slet ikke af, at jeg er til. Men i en folkeregering er jo »ligemanden« det herskende. Ham beskæftiger sligt, om mit skæg er som hans, om jeg tager i Dyrehaven på samme tider som han, om jeg er ganske som ham og de
andre.”

Og så henviste hun også til John Stuart Mill, som RV som bekendt godt kan lide at trække frem ved højtidlige lejligheder. Men hvorledes det er muligt at kombinere disse to herre (der ikke just er enige i deres grundlæggende syn på mennesket) med RVs holdninger ano 2011, skal man vist være radikal for at kunne forstå.

Sammenhold blot følgende citat hentet i John Stuart Mill’s “Om friheden”:

Efter min mening er det eneste, der principielt kan retfærdiggøre, at ét menneske
(eller en gruppe mennesker) begrænser et andet menneskes handlefrihed,
nødvendigheden af at forsvare egne interesser. Det eneste, der principielt kan
retfærdiggøre magtudøvelse fra samfundets side over for borgerne i et civiliseret
land, er derfor hensigten om at beskytte andre borgeres interesser. Det er ikke nok
at påstå, at det fysisk eller psykisk er til det pågældende menneskes eget bedste.

Med Karen Lumholts ord, når talen falder på rygning:

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=_ees3TEnlsk[/youtube]

Jeg skal så beklage, at jeg ret beset anerkender det som noget godt, at færre ryger – dybest set rager det jo ikke mig

Bedre bliver det ikke, da talen falder på alkohol. Det kan godt være at RV er mere ansvarlig, når det handler om økonomi. Men de er mindst lige så forbuds- og reguleringsliderlige som rensten af venstrefløjen, og deler deres dybest set afgrundsdybe foragt for almindelige mennesker.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=jXGPEbqsOJM[/youtube]

Respekten for og tiltroen til den enkelte borger synes omvendt proportional med deres egen selvovervurdering.