Klimaforandringer vil ifølge klimavidenskaben have forventelige negative effekter for menneskeheden, men ikke katastrofale. Hvis temperaturen stiger med tre grader frem mod år 2100 i forhold til før den industrielle revolution, skønnes skaderne at svare til under 2 pct. af BNP. Ved en temperaturstigning på 6 grader skønnes skaderne til 8 pct. af BNP. Det er resultatet af de analyser, William Nordhaus fik Nobelprisen i økonomi for i 2018. Til sammenligning vil BNP vokse mere end ti gange, hvis den nuværende økonomiske vækst fortsætter. Fremtidens generationer vil altså være markant mere velstående og have en voldsomt højere levestandard end os. Selv ved en temperaturstigning på 6 grader, vil levestandarden øges små ti gange i stedet for lidt mere end ti gange.

I opgørelsen af de fremtidige klimaskader indgår sandsynligheden for mere alvorlige hændelser, herunder såkaldte ”tipping points”. De kan på den ene side få meget alvorlige konsekvenser, men er på den anden side ikke så sandsynlige.

Som udgangspunkt vil man veje konsekvenserne med sandsynligheden (det kaldes risikoneutralitet). Men hvad hvis vi har en stærk aversion mod at lide store tab, selv om sandsynligheden er lille? Det er tankegangen bag forsikringer. Jeg veksler en lille risiko for at lide et stort tab ved, at mit hus brænder ned, til en sikker årlig omkostning (forsikringspræmie) ved at tegne en brandforsikring.

Det handler en stor del af den økonomiske klimaforskning også om. Problemet er altså slet ikke, at vi med sikkerhed vil opleve ragnarok, hvis temperaturen stiger, men at der er en lille risiko for meget alvorlige skader. Navnlig Martin Weizman har argumenteret for, at vi bør være meget averse over for risikoen for meget alvorlige skader ved klimaforandringer. Nordhaus har derimod argumenteret for, at der ikke er belæg for de store risici (fat tail risks), som Weizman var optaget af. Ser man f.eks. på katastrofale hændelser, der har ramt lande og befolkninger hidtil, spiller vejrrelaterede hændelser en uvæsentlig rolle i forhold til især politisk bestemte begivenheden som krig og borgerkrig.

Og her har vi allerede taget hul på problemet omkring corona-virus. Havde klimaproblemet været den eneste alvorlige trussel, vi står over for, kunne det i en vis udstrækning tale for at forsikre sig særligt imod den. Men som corona-eksemplet viser, så er der desværre også andre risici.

Selv om corona forhåbentlig vil vise sig ikke at være så alvorlig, så er risikoen, at en virusmutation på et tidspunkt udvikler sig til en omfattende pandemi, større end nul. Andre små risici med potentielt katastrofale konsekvenser er asteroidenedslag, udbrud fra solen, voldsomme vulkanudbrud, cyberangreb, muterende nanoteknologi, atomkrig og globalt diktatur. Steven Hawkins advarede, som man måske husker, mod at søge kontakt med intelligent liv fra rummet på grund af risikoen. Den måske alvorligste trussel i form af katastrofale konsekvenser, vi har stået over for, var den partikelkollision, som påviste Higgs-partiklen. Nogle fysikere frygtede, at den kunne have haft katastrofale konsekvenser for selve universet, og en enkelt økonomisk beregning tydede på, at gevinsten ved eksperimentet ikke stod mål med den sandsynlige omkostning. Selve sandsynligheden blev beregnet til ekstremt lille, men den mulige konsekvens var til gengæld enorm.

En del af disse trusler kan måske lyde science fiction-agtige, men det er hele pointen, at sandsynligheden nok kan være meget ringe, hvorimod konsekvenserne ville være så voldsomme, at det kan opveje den lille sandsynlighed. En anden pointe er, at vi kan formindske den mulige omkostning, men at det i sig selv koster noget. Vi kunne sænke risikoen for en pandemi ved at begrænse internationale rejser, men det ville sænke levestandarden meget. Vi kunne prøve at bremse udviklingen af nanoteknologi, men det ville også betyde, at ville afskære os fra f.eks. de potentielle medicinske fordele.

En meget vigtig pointe er, at i en situation med mange trusler, giver det ikke mening kun at bruge ressourcer på at sikre sig mod den ene, f.eks. global opvarmning. Det svarer til at bruge alle sundhedssektorens ressourcer på at bekæmpe én sygdom.

En anden pointe er, at de øvrige trusler sænker gevinsten ved at bekæmpe hver trussel isoleret set. Det er mindre værd at overleve én trussel, hvis man i stedet kan blive ramt af en anden.

En tredje pointe er, at valget af redskaber afhænger af trusselsbilledet. Hvis klimaudfordringen var den eneste, kunne det tale for meget konkrete tiltag. Vi kunne f.eks. indføre en verdensregering med magt til opkræve en global klimaskat. Men truslen fra, at en verdensregering kan udvikle sig til et repressivt diktatur, ville i sig selv få klimatruslerne til at blegne. Reelt er der usikkerhed ikke alene om, hvilke af de nævnte trusler, der kan blive til virkelighed, men også om, hvad der findes af potentielle trusler. Hvor de er ”kendte, ukendte” trusler, er de værste måske de ”ukendte ukendte” trusler. Mange af de trusler, vi taler om i dag, var ukendte for et par hundrede år siden, og man vil sikkert sige det samme om 200 år.

Navnlig ved ukendte trusler er det et spørgsmål om, hvordan vi bedst beskytter os. I hvert fald tre faktorer forekommer vigtige:

1. En stor, spredt befolkning på kloden. En pandemi har lettere ved at udrydde en lille, ensartet population end en stor, varieret.
2. En høj indkomst og formue. Det giver ressourcer til at bekæmpe udfordringerne med. Udfordringerne ved global opvarmning er størst i lande med lav indkomst. Arizona skal nok klare sig.
3. Et ikke for sårbart netværk. Et netværk, som kan inficeres, kan sprede en trussel til alle. Internettet er f.eks. designet med henblik på at kunne fungere, selv om dele af det slås ud f.eks. i krig. En verdensregering ville kunne medføre, at dårlig politik fik negative konsekvenser for alle mennesker.

Mens 1) og 2) heldigvis følges ad (se vor sommerserie på Punditokraterne om det emne), så kan der godt være et trade-off mellem de to første og 3). En høj grad globalisering medfører store økonomiske gevinster, men øger, som vi netop har set, spredningen af vira. Og globaliseringen virker som et (eller i virkeligheden flere) netværk. Men i mange tilfælde er der også en positiv kobling mellem alle tre. F.eks. tyder alt på, at den eksisterende anarkiske verdensorden med mange, selvstændige lande fremmer alle tre, mens politisk centralisering (et globalt politisk netværk) ville virke modsat.

Så der er rigtig gode argumenter for, at vi er bedst beskyttet mod potentielle trusler mod menneskeheden ved en åben, anarkisk verdensorden af selvstændige lande med personlig frihed, privat ejendomsret og frie markeder som uovertruffen maskine til at skabe velstand.  

Min svenske kollega og ven Andreas Bergh og jeg skrev om emnet for tre år siden, men er nu på sin vis vendt tilbage til spørgsmålet: Vi fik forleden – efter en meget lang og frustrerende proces – artiklen optaget til publikation. ”Trust Us to Repay: Social Trust, Long-Term Interest Rates, and Sovereign Credit Ratings” er nu under udgivelse i Journal of Money, Credit and Banking, men foreligger også i en tidligere version som IFN working paper 1039. IFN bragte en kort omtale af studiet her.

Baggrunden for artiklen er, at mange studier efterhånden peger på, at højtillids-befolkninger er langt bedre til at ’holde deres politikere i ørerne’ – tvinge dem til at opføre sig nogenlunde ansvarligt – og at institutioner og nogle markeder også virker bedre (se f.eks. her). Der er således god grund til at tro, at det der ligner de samme økonomiske problemer, i det lange løb bliver langt bedre håndteret i bestemte lande end i andre, hvor institutionerne er svagere og befolkningen ikke på samme måde holder politikerne til ilden.

Det er netop det billede, Andreas og jeg finder, og som afspejles nedenfor i Figur 3 fra artiklen. Figuren, der viser den simple sammenhæng mellem social tillid og kreditratings fra Standards & Poor sidst i 2012, indikerer tydeligt at statsobligationer fra højtillidslande typisk bliver ratet som langt sikrere end fra andre lande. Det særlige er dog, at vi finder, at markedets reaktioner på objektive problemer som høj inflation og lav vækst afhænger fundamentalt af hvordan landets tillidskultur ser ud. Det er dermed ikke bare i gennemsnit, at mere tillidsfulde samfund betragtes som sikrere investeringer, men mere avanceret. Vores fund er konsistente med en situation, hvor frie markeder tager mere end blot problemerne i betragtning, men også i høj grad kulturelt betingede forskelle i politiske reaktioner, når de vurderer risici og dermed de risikopræmier, der kræves for at man handler mere risikable obligationer. Internationale obligationsmarkeder er, med andre ord, ganske smarte.

Inden for anvendt forsikringsteori er et fænomen som moralsk hasard hverdagskost. Når en forsikringstager har erhvervet en police er det ikke givet, at vedkommende udviser samme adfærd. Forsikringen giver – alt andet lige – et incitament til at opføre sig mindre agtpågivende, medmindre der er indbygget betingelser i policen, der eliminerer eller begrænser tilskyndelsen til en sådan fremfærd. En forsikringstager, der har fået stjålet sin bil vil således næppe få udbetalt erstatning, hvis bilen ikke har været aflåst. På denne måde kan forsikringsselskaberne teoretisk såvel som praktisk tilsikre en sund forretningsmodel, der er økonomisk overkommelig for kunderne og dækker deres behov.

En skærpelse af fødevaresikkerheden rummer umiddelbart ikke sådanne adfærdsbetingede forholdsregler. Der er ingen entydig sammenhæng mellem forbrugeres marginale skattebidrag og en skærpet kontrol. Og der er ingen adfærdsregulerende forpligtelser, der forhindrer forbrugeren i at opføre sig tåbeligt. En skærpet fødevarekontrol vil derfor efterlade ganske mange med det indtryk, at man stort set kan lukke øjnene og foretage sit forbrugsvalg risikofrit.

Historisk har salmonella været en del af musikken, når man købte en kylling eller kalkun. I de seneste år har man imidlertid brugt omfattende ressourcer på at fjerne salmonella fra disse fødevareemner, hvilket vistnok har resulteret i, at under 5 pct. af dansk produceret fjerkræ nu er inficeret med salmonella-bakterier. Det kan diskuteres, hvorvidt fordelene står mål med omkostningerne, men det har været virkningsfuldt. Problemet er imidlertid, at den reducerede risiko meget vel kan få os til at ændre adfærd. Hvor vi tidligere udviste rettidig omhu under tilberedningen af fjerkræ, kan vi i dag tillade os at være mindre agtpågivende, når vi kokkererer. Eller kan vi?

Sandsynligheden for at blive ramt af salmonella er reduceret, men vi kan ikke være fuldstændig sikre på, at det kød vi køber er salmonellafrit. Selv ikke i den situation, hvor salmonella-bakterier i fjerkræ helt forbydes. Mord og berigelsesforbrydelser er også forbudt, men forekommer alligevel. Skærpet kontrol, klækkelige bøder eller hårde straffe kan naturligvis bidrage til at sådanne hændelser minimeres, men ikke helt forhindres. Og omkostningerne ved at gøre blot dette, vil være prohibitive.

Risikoreduktion på fødevareområdet er med andre ord et tveægget sværd. En skærpet kontrol vil reducere forekomsten af farlige fødevarer, men også give os en falsk tryghed, der fører til en mere skødesløs adfærd. Hvis politikerne vil gøre noget effektivt for fødevaresikkerheden bør de i stedet flytte opmærksomheden fra kontrol og forbud til almindelige erstatningsret. Ikke fordi det vil garantere salmonellafrit fjerkræ, men fordi det vil være det mest probate og ræsonnable tiltag.