Stefan Sløk Kierkegaard-Madsen og jeg er i gang med en podcastserie om Nobelpriserne i økonomi, og her spiller Lucas, som fik prisen i 1995, en af hovedrollerne (især i afsnit 3, men også i andre afsnit).

Lucas var den, der for alvor fik forventningerne ind i makroteori – og dermed også fik bygget bro mellem makro- og mikroteorien. Lucas var hovedkraften i det, der bliver kaldt rationel forventnings-revolutionen. Ideen (som oprindelig blev introduceret af John Muth) er egentlig simpel. Hvis vi opstiller en økonomisk model, bør vi så ikke forvente, at agenterne vil benytte sig af den viden, den tilvejebringer, hvis de har en fordel af det? Hvis den økonomiske teoretiker ved, at agenten kan forbedre sin adfærd, hvorfor ved agenten det så ikke? Hvis vi i øvrigt antager, at agenter optimerer deres adfærd i mikroteorien, hvorfor skulle de præcis samme personer så ikke gøre det i makroteorien?

Løsningen på denne udfordring var at udstyre agenterne med rationelle forventninger – evnen til at skue fremad. Det var et radikalt skridt i forhold til læremesteren Milton Friedmans adaptive forventninger, som lagde vægt på agenternes evne til at lære af deres erfaringer, altså at skue bagud. Og Friedmans skridt var på sin side radikalt i forhold til sine keynesianske forgængere, som reelt opererede med stationære forventninger. Under stationære og adaptive forventninger vil agenterne begå systematiske fejl, som de i bedste fald kun retter gradvist. Med Lucas og rationelle forventninger forsvandt denne systematik.

Det betød flere ting.

I en verden, hvor alene de økonomisk politiske myndigheder kan skue fremad, har de en større rolle at spille, end i én, hvor både agenter og myndigheder kan. En vigtig konklusion var således, at økonomisk politik er langt mindre effektiv end tidligere antaget. Lucas viste f.eks. – og ikke mindst – at selv den kortsigtede effekt af pengepolitik forsvandt, hvis den var forudset. Friedman havde antaget, at pengepolitik kunne virke i en overgangsperiode, indtil inflationsforventningerne indhentede inflationen, mens den kunne virke permanent hos keynesianerne.

Det betyder dog ikke, at økonomisk politik ikke kan være effektiv under rationelle forventninger, men at den ikke kan være drevet af at rette op på forventningsfejl. I nykeynesiansk teori, der inkorporerer rationelle forventninger, kan der være prisstivheder, som får økonomien til at ”hænge fast” i en dårlig ligevægt, selv om agenterne er fremadskuende. Men det er helt givet, at holdningen til, hvad myndighederne kan udrette med et ”joystick” til økonomien, er betydeligt mere ydmyg end før Lucas. Hertil kommer den såkaldte ”Lucas kritik” af politik, der ikke tager hensyn til adfærdsvirkninger af de påtænkte tiltag.

Rationelle forventninger afskaffer heller ikke konjunkturcykler, men kæder dem sammen med ikke-systematiske forventningsfejl – navnlig i form af et uforudset chok. Efter Lucas blev der større opmærksomhed på, at sådanne chok ikke behøvede at komme fra efterspørgselssiden, men også kunne komme fra udbudssiden.

Lucas bidrog til mange andre områder en makroøkonomi, f.eks. vækstteori (som Christian også var inde på). Et af hans konkrete politikforslag var at sænke kapitalbeskatningssatserne til nul og udløse ”the largest genuinely free lunch I have seen in 25 years in this business”. Forklaringen? Kapitalbeskatningen hæmmer ikke kun arbejdsudbud, men også kapitaldannelsen. Uden kapitalskatter ville kapitalapparatet være meget større og øge produktivitet og indkomster.  

Lucas var født i Yakima, Washington, og studerede senere på University of Chicago, hvor han fik en bachelor i historie som 22-årig. Efter et kort ophold på Berkeley vendte han tilage til Chicago, hvor han i 1964 fik en PhD i nationaløkonomi. Den pudsige kombination af historie og økonomi skyldtes, at den unge Lucas troede på den marxistiske påstand, at økonomi – samfundets produktionskræfter – driver historien. Som en form for marxist ville han derfor studere økonomi for at forstå historie, men endte i sidste ende med at forstå, hvorfor marxistisk teori var noget vrøvl.

Lucas er idag kendt for to separate bidrag til nationaløkonomi, og fik Nobelprisen i 1995 for det ene af dem. Hans relativt tidlige arbejde, ikke mindst hans 1972-artikel Expectations and the Neutrality of Money, var central for vores forståelse af, hvordan folks og virksomheders forventninger påvirker effekten af økonomisk politik. Tidligere havde keynesianske økonomer argumenteret for, at man ved f.eks. at føre ekspansiv finanspolitik kan skabe mere økonomisk aktivitet og få flere i arbejde. Lucas og flere af hans kollegers arbejde pegede på, at hvis man i samfundet forventer at regeringen fører ekspansiv finanspolitik, vil dens effekter bliver bygget ind i f.eks. lønkrav i overenskomstforhandlinger, og finanspolitikken bliver derfor til inflation i stedet for øget aktivitet. Med andre ord førte det til indsigten, at politik ofte kun virker hvis den er en overraskelse – altså hvis den ikke er forventet. Netop det, at ændrede forventninger kan ændre effekterne af politik, kendes nu som the Lucas Critique, og er en væsentlig indsigt, der for det meste taler imod aktivistisk økonomisk politik.

Det andet bidrag, som var mit første møde med Lucas, var hans 1988-artikel On the Mechanics of Economic Development, som jeg læste som kandidatstuderende. Lucas var her en af pionererne i den revolution af økonomisk vækstteori, der skete i slutningen af 1980erne og ind i 1990erne. Det var også i den artikel, at han indledte med de nu berømte ord om økonomisk vækst: “The consequences for human welfare involved in questions [om vækst] are simply staggering: Once one starts to think about them, it is hard to think about anything else.” Min personlige interesse for langsigtet vækst startede med et læse Lucas.

Robert Lucas beskæftigede sig med en række andre spørgsmål, og rystede således mange udviklingsøkonomer i 1990, med spørgsmålet Why Doesn’t Capital Flow from Rich to Poor Countries? Svaret var revolutionerende, og gav et solidt skub til forståelsen af f.eks. institutioners indflydelse på udvikling. Kun en virkelig stor forsker kunne stille et så provokerende spørgsmål, og give et svar der efterfølgende synes indlysende. Hans død er bestemt ikke fløjet under radaren: Læs f.eks. nekrologer i så forskellige medier som National Review, Chicago Business, Bloomberg, og Wall Street Journal.