Mette Frederiksens syn på danskerne er – sagt meget direkte – at vi alle er slaver på den socialdemokratiske velfærdsplantage, og hun er plantageejer. Det er nok ikke et ualmindeligt synspunkt blandt politikere, der som jeg ser det i stigende grad føler sig hævet over borgerne. Som vi tidligere har skrevet, kan den danske politisk situation de senere år ses som en logisk konsekvens af politikernes stigende borgerlede. Frederiksen har simpelthen særligt lidt respekt for borgerne, og mangler interne grænser for hvad hun tillader sig, og melder således klart ud, at vi alle er undersåtter i hendes autokratiske stat.

Det er sjældent, at jeg er enig med Pelle Dragsted, men i denne situation rammer han hovedet på sømmet. I dagens Berlingske udtaler han sig meget kritisk mod statsministeren, og understreger, at “Vi mennesker er jo ikke til for staten. Vi skal skabe en økonomi, der hænger sammen, med det mennesker ønsker for et godt liv.” Dragsted pointerer således et af de forhold, som liberale og venstrefløjssocialister er enige om: Staten er til for borgerne, og ikke omvendt, og borgerne er suveræne i deres egne liv.

Situationen afslører også Frederiksens approach til politik. I praksis kan man anspore folk til at arbejde mere ved at sænke skatten, tilbyde mere i løn og bedre arbejdsvilkår, og tillade bedre karrieremuligheder. Men statsministerens tænkning peger i en helt anden retning: Tvang. Hendes politik, der bryder med mere end 120 års tradition på det danske arbejdsmarked, er at give bestemte, udvalgte medarbejdsgrupper i det offentlige højere løn, og efterfølgende kræve at de arbejder mere.

Nogen ser ud til at mene, at vi har en slags ‘pligt’ til at arbejde mere for at finansiere velfærdsstaten. Min egen Aarhus-kollega Nina Smith – som jeg har stor respekt for og som jeg tidligere har haft stor fornøjelse med at undervise sammen med – synes for eksempel at mene, at der eksisterer en slags social kontrakt, hvor velfærdsstaten leverer ydelser til borgerne, og borgerne leverer arbejde og (mange) skattekroner til staten.

Det filosofiske spørgsmål til Nina og mange andre er, om man har nogen form for pligt til at overholde en kontrakt, som man ikke har indgået frivilligt, og som man ikke ville indgå, hvis man fik muligheden for det. Er vi forpligtede til at arbejde for staten, eller arbejder vi for os selv og vores nærmeste? Mit svar som klassisk liberal er klart: Staten er til for os, vi er ikke til for staten, og hvis statens virke ikke hænger sammen, er det staten der skal ændres – ikke borgerne. Men sådan ser Frederiksen ikke på samfundet…

I slang-versionen bruges ”samfundskontrakt” som oftest reelt i betydningen ”samfundssystem”. Men i modsætning til samfundssystem så indikerer ”samfundskontrakt”, at systemet er skabt ved borgernes eksplicitte tilslutning. Dermed indikeres det også, at hvis nogen forbryder sig mod ”samfundskontrakten”, så har de begået en slags løftebrud. Skulle nogen få den idé at ændre dagpengesystemet, så kan de beskyldes for at bryde samfundskontrakten. Regeringens populistiske kampagne mod bankerne blev markedsført som en styrkelse af samfundskontakten!

Der er bare ingen samfundskontrakt i disse tilfælde. Det er en kontrafaktisk insinuation, som dækker over 1) at kritikeren anser bestemte institutioner, f.eks. dagpengesystemet (eller alt muligt andet) for en vigtig del af samfundssystemet, og 2) at andre bør være forpligtet til at opretholde eller forbedre det. Det svarer lidt til den måde, ”etik” ofte bliver brugt på: Jeg synes X er rigtigt. Du forbryder dig mod X. Ergo optræder du uetisk. Man kan endda blive stødt på sin ”etiske sans”.

På samme måde som samfundskontrakten er etik et vigtigt og centralt filosofisk begreb, som i slangversionen blot afslører en svaghed i argumentationen, der nødvendiggør at klistre filosofiske begrebers autoritet på den.  

Kontrakten er en af menneskehedens største opfindelser. Den er en af civilisationens vigtigste grundpiller. Den muliggør fredelig sameksistens og et samarbejde, der ellers ikke ville være muligt. Det gør den ved at suspendere potentielle konflikter og tidsinkonsistens. A vil give X kr. for at få bygget et hus. B vil gerne bygge det for X kr. Begge bliver bedre stillet ved transaktionen. Uden en kontrakt ville A imidlertid have en tilskyndelse til ikke at betale B, når huset stod færdigt. B indser dette og afstår fra at bygge huset. Transaktionen mislykkes. Det er dilemmaer som dette, en kontrakt kan fjerne ved at foreskrive, hvordan fremtidige konflikter skal løses og forhindre, at det kan svare sig at handle opportunistisk. En kontrakt er et frivilligt regelsæt, som bliver oprettet, fordi begge parter har interesse i det. Den frivillige tilslutning giver kontrakten en meget stærk status.

Af samme grund har politiske filosoffer fundet ideen om, at samfundets og især staten og de tilhørende politiske institutioner hviler på en tilsvarende frivillig tilslutning, for stærkt tiltrækkende. Det vil give staten og dens institutioner en legitimitet, som i yderste fald svarer til private kontrakters. Loven kan betragtes på linje med kontraktens frivillige regelsæt, som parterne har aftalt og pålagt sig selv. Thomas Hobbes samfundskontrakt er kendt af de fleste, men rigtig mange andre – fra Rousseau til Kant – har betjent sig af en eller anden form for samfundskontrakt. Enten som påstået faktisk historisk fænomen, som en hypotetisk kontrakt alle ville have skrevet under på, eller som et instrument til at udtænke moralske principper med. Det er selvsagt en meget vanskeligere øvelse at begrunde en samfundskontrakts autoritet end en privat kontrakts, men politiske filosoffer har gjort sig store anstrengelser. Hvor godt det er lykkedes, må vi tage op en anden gang. Men det bør noteres, at ingen af dem bare postulerer en samfundskontrakt ud af det blå, fordi de lige synes, at sådan bør den være. Eller at alle dermed er bundet moralsk af den.

Det er derimod tilfældet med slangversionen af samfundskontrakten. Den har dybest set samme status som et forfalsket gældsbrev og er et forsøg på at afkræve alle andre en gæld, som de ikke har stiftet.

Det ville være godt at slippe for at høre mere om ”samfundskontrakter” af den slags. Men gerne mere om ægte samfundskontrakter.