Estimater af hvem som egentlig betaler selskabskatten

Mine indlæg i Ræson: “En global skattereform er historisk, men den er primært drevet af nationale interesser” og “Den optimale selskabsskat er så lav som muligt” (ikke min overskrift) er først og fremmest skrevet som et forsøg på pædagogisk at forklare hvordan selskabskatter virker og ikke mindst hvem der egentlig betaler dem (om det er lykkedes kan man altid diskutere).

Som det fremgår af overskriften på dette indlæg, er et centralt punkt, hvem der egentlig betaler selskabskatten. Her er der konsensus blandt økonomer om at det netop IKKE er selskaberne. Det er en omkostning som alle andre omkostninger, og bæres af enten forbrugerne, medarbejderne og/eller kapitalejerne. Der er OGSÅ konsensus om at det i første omgang (altså på meget kort sigt), må være kapitalejerne som betaler selskabskatten.

Allerede her kan man konstatere, at ikke alle er klar over denne sammenhæng (selskabsskat er en omkostning på lige fod med alle andre omkostninger). Det fremgik fx. tydeligt af begrundelsen for at Enhedslisten forslår at sætte aktie & kapitalskatten op til 54 fra de nuværende 42 procent, nemlig for at “ligestille løn- og kapitalindkomst”. De (og formentlig også mange andre) overser altså at kapitalejerne jo allerede har betalt skat af årets resultat (som tilfalder kapitalejerne) i form af selskabskat.

Så med den misforståelse ude af vejen, lad os se på der hvor uenigheden begynder, nemlig hvem der betaler selskabskatten på langt sigt, når det nu ikke er selskaberne.

Som jeg gennemgår i indlægget på Ræsons hjemmesider har det her ikke mindst betydning hvilke forudsætninger man opstiller i forhold til hvorvidt der er tale om en lukket eller åben økonomi. Der gælder således at jo mindre og mere åben økonomien er, jo større andel af selskabsskatten vil havne hos lønmodtagerne. Og her taler vi ikke kun om lønmodtagerne i de pågældende selskaber – det har betydning for ALLE lønmodtagere i HELE økonomien.

Det er da også grunden til at en nedsættelse af selskabskatten i Finansministeriets regnemodeller ikke kun medfører et evt. provenutab, men også øgede offentlige udgifter. Denne stigning skyldes bl. a. højere off. lønninger, da disse følger lønudviklingen i den private sektor.

Kort fortalt gælder at jo mere åben en økonomi er, jo større andel af selskabskatten vil falde på lønmodtagerne (se også Den optimale selskabsskat er så lav som muligt). Det skal man have med, før man “bevistløst” overfører resultater fra USA til Danmark.

Forskelle i forventet fordeling

Mens der er enighed om at selskaber ikke betaler skat, ligger det noget anderledes med hvbor stor en del lønmodtagere henholdsvis kapitalejere betaler. ”The Congressionel Budget Office” har således siden 2012 gået ud fra at 75 procent af selskabskatten betales af kapitalejere (forstået som ”alle kapitalejere”), mens 25 procent betales af arbejdstagerne.

Det er også hvad man vil meddele kongressens to kamre når/hvis forslaget om at hæve selskabskatten fra 21 til 28 procent kommer til afstemning. Før 2012 gik man ud fra at selskabskatten alene faldt på kapitalejerne.

I forbindelse med at man ændrede antagelse (baseret på de fremkomne økonomiske erkendelser og indsigter), angav man følgende begrundelse:

”På meget kort sigt vil kapitalejerne [snævert forstået] sandsynligvis bære det meste af skattens økonomiske byrde. Men på længere sigt, når kapitalmarkederne tilpasser sig for at bringe afkastet efter skat på forskellige typer kapital på linje med hinanden, fordeles en del af byrder blandt ejere af alle typer kapital. Derudover, fordi skatten reducerer kapitalinvesteringerne i USA, reducerer den arbejdstagernes produktivitet og lønninger i forhold til hvad de ellers ville være, hvilket betyder, at i det mindste en del af skattenes økonomiske byrde på længere sigt falder på arbejdstager. Denne reduktion i investering sker sandsynligvis dels gennem en reduktion i amerikansk opsparing og dels gennem beslutninger om at investere mere af opsparingen uden for USA (i forhold til hvad der ville ske i fravær af amerikansk selskabsskat). Jo større faldet i besparelse eller udstrømning af kapital er, jo større er byrdens andel af selskabsskatten, som bæres af arbejdstager.” Se også  The Distribution of Household Income and Federal Taxes, 2008 and 2009 (Congressional Budget Office 2012 side 14)

En del kunne dog tyde på, at en langt større del af byrden af ​​selskabsskatten falder på arbejdstager, end Congressionel Budget Office lægger til grund. Som nævnt gælder, at hvis afkastet på kapital (justeret for risiko) bestemmes på det internationale kapitalmarked vil forøgelse af skatten på virksomhedernes indtjening sænke afkastet af investeret kapital. Over tid indebærer det at kapitalen søger andre steder hen hvor man kan opnå en bedre forrentning (det gælder naturligvis også for en lille åben økonomi som den danske, endda i højre grad). Da den vigtigste faktor for udviklingen i den gennemsnitlige lønindkomst er mængden af ​​fysisk kapital som er til rådighed, vil lønnen falde (stige mindre end den kunne have gjort). Med mindre kapital til rådighed, vil der blive investeret mindre og processen vil fortsætte indtil kapitalens forrentning igen er på niveau med den gennemsnitlige globale forrentning.

Det indebærer at afkastet på kapital vil være den samme som før skatteforhøjelsen. Men fordi der er mindre fysisk kapital, end der ellers ville være, vil lønningerne være lavere, end de ellers ville være. På den måde bliver det arbejdstager som i sidste ende betaler hovedparten af selskabsskatten.

Ved hjælp af den formentlig mest sofistikerede model af internationale kapitalstrømme udviklet til dags dato (Modellen indeholder ca. 3,5 mio. ligninger og opdateres løbende), foretager Laurance Kotlikoff fra Bostons Universitet m. fl. i ”Simulating the elimination of the U.S. Corporate Income Tax” en lang række beregninger. Modellen dækker USA, Europa, Kina, Indien samt Japan+ (inkluderer Taiwan, Hong Kong og Sydkorea) og man kommer bl. a. frem til at både internationale kapitalstrømme og lønindkomst er endog meget følsomme over for mængden af disponibel kapital, både i USA og globalt.

Beregningerne tager både højde for konsekvenserne for de enkelte generationer (nuværende og kommende) samt for faglært og ufaglært arbejdskraft. Desuden undersøges konsekvenserne ved valg af andre beskatningsformer for at dække evt. provenutab (ændringer i enten indkomstskat eller moms). Endelig beregner man, hvor meget selskabskatten kan nedsættes uden provenutab (det vil sige at der ikke er behov for at øge andre skatter), hvis man samtidig breder skattebasen ud og sikrer en ensartet beskatning (formel og effektiv beskatning bliver den samme). Ifølge Kotlikoff m. fl. vil en sådan manøvre indebære, at man kan sænke den amerikanske selskabskat til 9 procent og alle indkomstgrupper og generationer i USA (samt de i resten af verden hvis indkomst afhænger af kapitalens forrentning) vil være bedre stillet.

En del af gevinsten ved at et land eller region ensidigt nedsætter selskabskatten og dermed tiltrækker kapital, som ellers ville være investeret i andre dele af verden, modsvares dog , i hvert fald delvist, af et ”tab” for arbejdstager, hvor man ikke sænker skatten – der er altså delvist tale om en ”beggar-thy-neighbor policy” (et argument for netop en global minimumselskabskat.

Kotlikoff m. fl. simulerer derfor også effekten ved at fjerne selskabskatten globalt og finder, at alle er bedre stillet i USA og Europa, uanset om man ser på nuværende generationer eller uddannelse (ufaglært og faglært), mens fremtidige generationers velstandsgevinst er højere end nuværende. ”Taberne” ved en sådan politik er ældre generationer i Japan, Kina og Indien, som mister fordelen ved deres på daværende tidspunkt relativt lavere (effektive) selskabsskattesatser (Kotlikoff m.fl. side 35-66).

Endelig kan nævnes at Anna Milanez fra OECD i en opsummering af eksisterende litteratur, “Legal tax liability, legal remittance responsibility and tax incidence: Three dimensions of business taxation” (OECD 2018) finder, at de mest robuste resultater for arbejdstagers andel falder indenfor 30 og 70 pct. (side 38). 

Betydningen af lokale selskabskatter

Noget som man sjældent tager højde for i debatten er, at I modsætning til Danmark fastsætter og opkræves der fx i USA og Tyskland lokale selskabskatter. Når Delaware således ofte ses fremhævet som en “Tax haven” i diverse debatindlæg på linje med lande med meget lav eller ingen selskabsskat, glemmer man “behændigt” at medtage, at det altså alene er disse lokale skatter som amerikanske selskaber kan undgå ved at være registreret i Delaware – Der skal fortsat betales den føderale selskabskat (som beregnes før den lokale).

Clemens Fuest og Adreas Peichi fra Munchens Universitet samt Sebastian Siegloch fra Manheims Universitet kommer i deres ”Do Higher Coporate Taxes Reduce Wages? Micro Evidence from Germany” frem til at arbejdstager bærer lige over halvdelen af en selskabstigning. Det er på linje med hvad Juan Carlos Suárez Serrato & Owen Zidar, fra henholdsvis Duke University og Princetown kommer frem til i deres analyse i ”Who Benefits from State Corporate Tax Cuts? A Local Labor Markets Approach with Heterogeneous Firms” i USA. 

Endelig skal her også nævnes en analyse af Alexander Ljungqvist fra Stockholm Universitet og Michael Smolyansky fra FED, ”To cut or not to cut? On the Impact of Corporate Taxes on Employment and Income”, som med data for perioden 1970-2010 konkluderer, at en forhøjelse/sænkning af selskabskatten på delstatslig niveau (i USA) med 1 procent sænker/øger den samlede lønindkomst (sammenlignet med nabostaten) og beskæftigelsen med henholdsvis 0,3 og 0,2 procent.

Som Clemens Fuest m. fl. bemærker, er estimaterne for arbejdskraftens andel måske lavere end man må forvente, når der er tale om ændringer i selskabsskatter på nationalt plan, idet man forudsætter at arbejdskraftens mobilitet, alt andet lige, er større nationalt end globalt.

Med andre ord betyder evnen til at undgå en skat naturligvis noget. Således rammer selskabskatten formentlig de lavest lønnede hårdere end de bedst lønnede.

Opsamling

Mine to indlæg i Ræson er lavet eksplicit med det håb at bidrage til at højne debatniveauet om selskabskatter – om det så sker er nok tvivlsomt, givet at der jo fra visse sider er en hvis interesse i ikke at tale for meget om hvem der egentlig betaler selskabskatten.

Derfor tager jeg i de to artikler/kronikker heller ikke stilling til hvor stor en andel af økonomien som skal bestå af kollektivt forbrug (der naturligvis skal finansieres), men alene til hvilke typer af skatter og afgifter som det er hensigtsmæssigt at benytte. Og her må man konstatere at selskabskatten nok er den mest håbløse.

At den så fylder så meget ikke mindst i fx. fattige afrikanske lande er derfor nok så meget udtryk for manglende evne til at opkræve skat (og naturligvis at det samlede skattetryk er langt mindre), ligesom man aldrig må underkende den politiske gevinst i at folk ikke er klar over at det i sidste ende er dem selv som betaler skatten, men har en forestilling om at den betales af “rige selskaber”.

Se forøvrigt også Otto Brøns Petersens fremragende forklaring på hvem som betaler selskabskatten og hvorfor den bør være så lav som mulig nedenfor.

Jeg havde i går en længere kronik i Raeson, “En global skattereform er historisk, men den er primært drevet af nationale interesser“, som kan tilgås uden abonnement. Der er tale om om den første af to – 2. del skulle gerne komme i næste uge – som beskæftiger sig med hvem som egentlig betaler selskabskatten (et selskab kan pr. definition ikke betale skat, det kan kun mennesker) og betydningen for den fortsatte økonomiske vækst.

De to kronikker er et forsøg på, uden at være polemisk, dels at forklare udformningen af den reform der synes på vej, dels påpege en del af problemerne med brugen af selskabskat til at generere provenu for de offentlige kasser, dels forhåbentlig også give læseren en ide om at den “normale” måde selskabskat omtales og debatteres er præget af en meget overfladisk og forsimplet tilgang.

I hvor høj grad det lykkes mig at gøre det på en forståelig måde, vil jeg overlade til læseren, Men om ikke andet er de to kronikker spækket med kildehenvisninger, så kan man altid læse videre der.

Det kan næppe komme som en overraskelse for denne blogs læsere, at jeg ikke giver meget for den “feel good-jargon” som omgiver reformarbejdet om “retfærdig” og “fair” skattebetaling osv. osv.

Selskaber er ikke sat i verden for at betale skat, men primært for at sikre dets investorer (kapitalejerne) et tilfredstilende afkast. Ligeledes er reformen naturligvis drevet af en række (store) nationalstaters umiddelbare finansieringsbehov, og så må resten følge med som det “tynde øl”, om man så må sige.

Dermed ikke sagt, at der ikke er brug for reformer. Som mange har påpeget indebærer den øgede globalisering (vi kan kalde det globalisering II – den første sluttede ved 1. verdenskrigs udbrud) og digitalisering de seneste årtier, store udfordringer til inddrivelsen af selskabskatten. Denne udvikling har således givet en række selskaber mulighed for at (legalt) enten at udskyde betalingen af selskabskat, til tider endda helt eller delvist at undgå betaling overhovedet (nu eller i fremtiden). Det ændrer dog ikke ved at selve udformningen af den internationale aftale – og hvor det fortsat er relativt sparsomt med detaljer og den endelige udformning – som nu indgås (naturligvis) vil afspejle de deltagene landes indbyrdes styrkeforhold.

Selskabskat er den ringeste skat der findes

I del 2 (som forhåbentlig bliver lagt op på Raesons hjemmeside i løbet af næste uge), beskæftiger jeg mig mere indgående med selve selskabskatten og den såkaldte skatte-incidens. I mellemtiden vil jeg jeg henvise til denne fine video med min medpunditokrat Otto Brøns-Petersen og slutte af med et lille pip om hvorfor debatten ofte (også herhjemme) er overfladisk og ikke-retvisende.

Hvad er et skattely egentlig og hvad betyder forskelle i lokal skattesatser

En ikke uvæsentlig deltalje som ofte overses herhjemme er, at et skattely ikke bare er et skattely. Reelt dækker det over to væsensforskellige, nemlig hvad man på engelsk betegner som henholdsvis “Tax Shelter” og “Tax Haven”. Et “Tax Shelter” er alene karakteriseret ved relativ lav eller ingen skat og lempelige vilkår, mens et “Tax Haven” også er kendetegnet ved ugennemsigtighed mv.. Det gør en betydelig forskel.

Man kan IKKE gemme sine penge i et “Tax Shelter”. Det kan man kun i et “Tax Haven”. Det skal medtages at man også ofte ser hvad der reelt “kun” er “Tax Shelters” omtalt som “Tax Havens” hos diverse NGO’ere, debattører osv., både internationalt og herhjeme. Om der er tale om bevidst manipulation eller “bare” uvidenhed skal jeg ikke udtale mig om her.

Tilbage står dog at man kan finde lokale “skattely” i alle lande, hvor der ikke kun opkræves en statslig selskabsskat, men efterfølgende også opkræves lokalt fastsatte selskabsskatter. Det er jo blot at udpege den delstat/amt/kommune med den laveste sats (evt. ingen) som et skattely, forstået i betydningen “Tax Shelter”.

Når den amerikanske delstat Delaware således ofte ses omtalt som et skattely, er det altså ikke en delstat, hvor man kan “gemme sine penge”, men alene en delstat med favorable skattevilkår i forhold til andre delstater. Virksomhederne slipper heller ikke for at betale den føderale selskabskat ( som forøvrigt den eneste som optræder i internationale sammenligninger af de formelle satser).

Hermed er vi fremme ved hvad måske kommer som en overraskelse for mange (selv om det måske ikke burde det). Skattesystemer er forskellige fra land til land og selskabskatter kan altså variere inden for et lands grænse. Fx. udskrives der både lokalt bestemte delstatslige og lokale selskabsskatter i både USA og Tyskland. Og den skattebesparelse man opnår ved at registrere sig i Delaware (hvor selskabskatten er altså alene i forhold til lokale skatter.

Da jeg i del 2 om selskabskatten i Raeson ikke indrager lokale selskabskatter, vil jeg her blot slutte af med at henvise til en række studier, som bl. a. beskæftiger sig med hvem som egentlig ender med at betale selskabskatten netop baseret på lokale forskelle.

Således kommmer Clemens Fuest og Adreas Peichi fra  Munchens Universitet samt Sebastian Siegloch fra Manheims Universitet i deres ”Do Higher Coporate Taxes Reduce Wages? Micro Evidence from Germany” frem til at arbejdstager bærer lige over halvdelen af en stigning i selskabskatten. Det er på linje med hvad Juan Carlos Suárez Serrato & Owen Zidar, fra henholdsvis Duke Universitet og Princetown kommer frem til i deres analyse i ”Who Benefits from State Corporate Tax Cuts? A Local Labor Markets Approach with Heterogeneous Firms” (baseret på amerikanske forhold). Endelig skal også nævnes en analyse af Alexander Ljungqvist fra Stockholm Universitet og Michael Smolyansky fra FED, ”To cut or not to cut? On the Impact of Corporate Taxes on Employment and Income”, som med data for perioden 1970-2010 fra USA konkluderer at en forhøjelse/sænkning af selskabskatten på amts-niveau (county) med 1 procent, sænker/øger den samlede lønindkomst (sammenlignet med nabostaten) og beskæftigelsen med henholdsvis 0,3 og 0,2 procent.

Som Clemens Fuest m. fl. bemærker, er estimaterne for arbejdskraftens andel måske lavere end man kunne forvente, når der er tale om ændringer i selskabsskatter på nationalt plan, idet man forudsætter at arbejdskraftens mobilitet, alt andet lige, er større nationalt end globalt.

Jeg smider naturligvis link op når 2. del om selskabskat er tilgængelig på Raesons hjemmesider (kommer som nævnt formentlig i næste uge)