Desværre har vurderingen af den rent tekniske effekt af at ændre i topskatten det med at flyde sammen med den fordelingspolitiske diskussion. Modstanderne af at sænke topskatten er ofte også skeptikere over for, om der nu også kommer mest effekt ud af at sænke skatten i toppen. Og dertil kommer nok også en del oprigtig tvivl. Er topskatteyderne ikke i forvejen dem, der arbejder allermest? Vil de arbejde endnu mere, hvis skatten bliver sat ned?

For at forstå hvorfor topskatten har så høj en selvfinansieringsgrad kan det være nyttigt at se på en simpel formel. Godt nok har Stephen Hawkins sikkert ret i, at antallet at læsere halveres for hver formel, men denne formel er nu ganske illustrativ. Selvfinansieringsgraden kan (lidt forenklet) skrives sådan

Er selvfinansieringsgraden eksempelvis 0,5, betyder det, at det er 50 pct. selvfinansierende at nedsætte skatten. Som man kan se, afhænger selvfinansieringsgraden af fire størrelser. Marginalskatten (t), gennemsnitsindkomsten for dem der bliver ramt af skatten (Y), bundfradraget for skatten (F) og skattebasens elasticitet (e).

Ofte er fokus på skattebasens følsomhed over for adfærd, altså e. En del af adfærden er ændringer i arbejdsudbuddet – og deraf spørgsmålet, om topskatteyderne nu virkelig vil og kan arbejde så meget mere. Men elasticiteten indeholder alle adfærdsreaktioner, ikke bare den ugentlige arbejdstid. Det gælder også sådan adfærd som valg af et mere produktivt job og en mere produktiv uddannelse. Det gælder arbejdstiden over hele karriereforløbet – f.eks. om man trapper så hurtigt ned mod pensionen, om feriernes og orlovsperiodernes længde og tilskyndelsen til at blive hurtig færdig med studierne. Og så indeholder elasticiteten også effekten af skatteplanlægning (i den udstrækning den har vedvarende virkninger). Generelt er selve timeudbuddets følsomhed lavere hos højindkomst- end lavindkomster. Noget er der om, at man ikke kan blive ved at øge den ugentlige arbejdstid. Men den samlede elasticitet af skattepligtig indkomst – dvs. når man regner det hele med – ses derimod ofte at være voksende med indkomsten.

Når man ser på topskattens selvfinansieringsgrad er det dog ikke kun elasticiteten, som er vigtig. Man skal også se på de andre størrelser.

Som det ses af formlen ovenfor, vokser selvfinansieringsgraden med marginalskatten, t. Og netop for topskatteydere er marginalskatten høj – det følger af, at skattesystemet er progressivt. Alt inklusive er marginalskatten for topskatteydere 66,6 pct. Det betyder, at den første brøk i formlen ovenfor får værdien 2,0.

Men også den anden brøk er vigtig. Den viser forholdet mellem den gennemsnitslige topskatteyders samlede indkomst divideret med den del af indkomsten, som ligger over topskattegrænsen. Jo mindre andel af indkomsten, der ligger over grænsen, desto større bliver anden brøk. Topskatten er en progressiv skat og har derfor et stort bundfradrag. I år er bundgrænsen, F, for topskatten 467.300 kr. Den gennemsnitlige topskatteyders topskattegrundlag før bundfradrag – altså Y – er 695.912 kr. Det vil altså sige, at den anden brøk har værdien 3,0.

Det er frem for noget topskattens progression, som skubber selvfinansieringsgraden i vejret. Havde været topskatten været en helt flad skat, ville selvfinansieringsgraden kun have været en tredjedel så høj som nu.

Men hvor høj er topskattens selvfinansieringsgrad så? Her er formlen med værdierne for de to første brøker indsat:

I modsætning til de to brøker, kender vi ikke e med sikkerhed. I ministeriernes beregningskonventioner anvendes en værdi på knap 0,1. Det medfører en selvfinansieringsgrad på omkring ½. Det bygger dog kun på det rene timearbejdsudbud og stammer i øvrigt fra en to årtier gammel undersøgelse. Der er imidlertid kommet en efterhånden ganske omfattende nyere empirisk litteratur til, som peger på en elasticitet af skattepligtig indkomst på 0,3 (se her for min gennemgang af den). Ved en elasticitet i den størrelsesorden er selvfinansieringsgraden 1,8.

En høj selvfinansieringsgrad er under alle omstændigheder et samfundsøkonomisk problem – uanset om det ikke er fuldt selvfinansierende at lette skatten. Mere herom i en senere blog.

Det er omtrent selvfinansierende at afskaffe topskatten. Det peger en voksende forskning nu i retning af. Med sommerens debat kan den tiltagende konsensus måske nå ud i det politiske system og offentligheden.

Det begyndte med et nyt interessant studie af Roland Munch, Claus Thustrup Kreiner og Hans Jørgen Whitta Jacobsen. De så på, hvordan omkostningerne ved at søge job påvirker mobiliteten. Altså – hvis der er en omkostning, men også en gevinst ved at søge efter et job, man er bedre til, så vil vi søge indtil det punkt, hvor omkostningen ved ekstra søgeaktivitet overdøver den sandsynlige gevinst. Modeller af denne art spiller en fremtrædende rolle i moderne arbejdsmarkedsteori (men kan også forklare andre situationer, hvor folk søger – alt fra svampeplukning til kærester). Pointen i det nye studie er, at beskatningen tager en del af gevinsten ved at søge og finde et bedre job. Derfor gør beskatning mobiliteten mindre, og folk er ikke så godt matchede med jobbene. Det betyder, at de er mindre produktive, får mindre løn og derfor betaler mindre i skat.

Ifølge studiets analyse af danske data betyder denne effekt alene, at produktiviteten falder med 0,3 pct., hver gang lønnen efter skat falder med 1 pct. Det vil sige, at den såkaldte elasticitet er 0,3.

Elasticiteten har betydning for to ting: For det første hvor store skattesystemets forvridninger er. For det andet, hvor stor en del af statens umiddelbare tab af skatteprovenu, der vil komme igen, hvis marginalskatten sænkes. Jo højere marginalskat, desto større forvridningstab og selvfinansieringsgrad.

Hvor meget er en elasticitet på 0,3? Egentlig er det ikke så stor en adfærdsvirkning sammenlignet med udbudsvirkningen af prisen på mange andre ting. Så folks arbejdsmarkedsbeslutninger påvirkes kun i ret begrænset omfang af lønnen efter skat. Men når marginalskatten er høj, vil selv en lille elasticitet begynde at give store forvridninger og en høj selvfinansieringsgrad.

Den måske mest interessante konklusion i studiet er, at progressionen i det danske skattesystem medfører et meget stort forvridningstab. Hvis det progressive system blev erstattet af en angelsaksisk inspireret flad skat på 30 pct., ville det øge de samlede indkomster med 20 pct., hvoraf halvdelen, altså 10 pct., ville være mindre forvridningstab. Det er et meget stort skridt i betragtning af, at en skat helt uden forvridning (dvs. en skat på samme kronebeløb til) ville give en gevinst svarende til 12 pct. af indkomsten. Vi betaler altså en høj pris for progressionen. En anden interessant konklusion er, at progressionen i skattesystemet påvirker mange flere end dem, den umiddelbart rammer. Topskatten har betydning for søgeaktiviteten hos dem, der betaler topskat, men også for dem der kunne komme til det.

Men elasticiteten har som sagt også betydning for selvfinansieringsgraden ved at afskaffe topskatten. Til Børsen lavede min kollega Carl-Christian Heiberg og jeg et simpelt regnestykke. Ifølge det på daværende tidspunkt seneste skøn fra regeringen vil det koste 14,1 mia.kr. brutto, men kun 6,8 mia.kr. netto at afskaffe topskatten. Ministerierne anvender en elasticitet på omkring 0,1, svarende til en estimeret ren arbejdsudbudseffekt. Arbejdsudbuddet vil sige, hvor mange timer man arbejder. Produktivitet derimod vil sige, hvor meget der kan produceres hver time. Hvis elasticiteten i stedet for 0,1 er 0,3, så bliver selvfinansieringsgraden ikke 52, men 106 pct.

Det bør dog bemærkes, at de 0,3 og 0,1 egentlig ikke er alternativer, men ligger i forlængelse af hinanden. For topskatten påvirker både arbejdsudbud og produktivitet. Altså snarere omkring 0,4 og en selvfinansieringsgrad klart over 100 pct. (132 pct.).

Der er dog gode argumenter for at regne med 0,3. Det skyldes, at analysen fra Kreiner, Munch og Whitta blot er det seneste af flere nyere studier. Chetty har på baggrund af danske data vist, at friktion kan reducere den målte effekt af små skatteændringer. Tager man hensyn til friktionen, finder han på baggrund af et omfattende studie af den empiriske litteratur en gennemsnitlig elasticitet på netop 0,3.

Så langt, så godt. I Børsen den 29. juli anfører Finansministeriet, at en stigning i produktiviteten fra en lettelse af marginalskatten ikke blot vil påvirke de offentlige skatteindtægter, men også udgifterne. Faktisk så meget, at alle de ekstra skatteindtægter forsvinder igen. Argumentet er følgende: Øget produktivitet vil få lønningerne til at stige. Men hvis lønningerne i den private sektor stiger, følger de offentlige med op og derfor også udgifterne til offentligt forbrug. Og indkomstoverførslerne reguleres også med lønningerne (i DAs lønstatistik). Ergo stiger de også.

Der er dog et problem med denne argumentation. I Børsens kronik den 4.8. påpeger jeg, at stigende offentlige lønninger kun medfører merudgifter, hvis den offentlige produktivitet ikke stiger tilsvarende (som den gør i den private sektor). Nogle gange er det kun den private produktivitet, der stiger – f.eks. når man sænker selskabsskatten. Og så er det rigtigt, at udgifterne stiger svarende til de ekstra skatteindtægter. Men øget mobilitet og bedre jobmatch – som jo er den effekt de tre økonomer har undersøgt – øger produktiviteten i begge sektorer. Derfor bliver den offentlige sektor ikke ramt af den såkaldte Baumols syge, hvor produktivitetsstigninger i den private sektor driver prisen på offentligt forbrug i vejret. Når produktiviteten stiger i begge sektorer, virker det derimod på samme måde som højere arbejdsudbud.

Faktisk er det sådan, at selv om der slet ikke kom øget mobilitet i den offentlige sektor, ville lønstigningerne i den private sektor ikke skubbe de offentlige tilsvarende op. Her er den lidt tekniske forklaring: Som sagt indgår der i regnestykket, at såvel mobilitet som søgeomkostningerne stiger. Nettolønnen er altså hvad der er tilbage efter søgeomkostninger (og skat). Og det er nettolønnen i den private sektor, som den offentlige sektor bliver nødt til at matche, hvis den skal kunne tiltrække den nødvendige arbejdskraft. De øgede mobilitet i den private sektor vil således trække mobiliteten og bruttolønnen op, men søgeomkostningerne vil trække i den modsatte retning. Derfor sætter den private sektors produktivitetsstigning ikke 100 pct. i de offentlige lønninger, selv om vi forudsatte, at mobiliteten er konstant i det offentlige. Men der er som sagt intet, som taler for, at mobiliteten ikke skulle stige begge steder, når skatten sænkes. Vi har ingen holdepunkter for, at effekten det ene sted skulle være større eller mindre end det andet.

Tilbage står altså den afsmittende effekt på overførselsindkomsterne. Men i sidste ende er det en politisk beslutning, hvad man vil regulere med – og altså om man vil lade overførselsindkomsterne stige ekstraordinært. Det ville være en stærkt bizar begrundelse for at opretholde topskatten, at der ikke er råd til at give overførselsindkomsterne en gevinst, de ellers ikke ville få. Man kan blot beslutte ikke at hæve dem. Modsat ved skattereformen i 2012, hvor væksten blev lavere end den ellers ville, er der her bare status quo.

Jeg bemærker mig, at Munch, Kreiner og Whitta tilslutter sig opfattelsen af, hvad der vil ske med de offentlige udgifter, hvis produktiviteten stiger som følge af større mobilitet. Vi er derfor også enige om, at selvfinansieringsgraden øges.

Selv hvis der antages fuldt gennemslag på overførselsindkomsterne af lønstigningerne i den private sektor (hvilket er i overkanten), vil det være knap 90 pct. selvfinansierende at fjerne topskatten (regnestykket er mit – de tre forfattere har ikke regnet på topskatten, endsige nævnt den eksplicit i deres artikel).

Som sagt har elasticiteten betydning for både selvfinansieringsgraden og forvridningstabet. Faktisk svarer selvfinansieringsgraden (før eventuelle effekter på udgiftssiden, vel at mærke) til det marginale forvridningstab. Derfor er det en alvorlig misforståelse, at det er vigtigt, om selvfinansieringsgraden lige præcis er over eller under 100 pct. Selv ved selvfinansieringsgrader betydeligt under 100 pct. er der store samfundsøkonomiske omkostninger ved en skat. Og topskattens samfundsøkonomiske omkostninger er indiskutabelt høje, uanset det er en overskuds- eller en lille underskudsforretning for statskassen at afskaffe den.