Ifølge lørdagens aviser er, foruden Liberal Alliance, Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti direkte modstandere af sukker og fedtafgifter, mens venstrefløjspartiernes ordførere udtrykker mere eller mindre skepsis.

Efterfølgende har skatteministeren udtalt, at det er regeringens ønske at adskaffe fedt og sukkerafgifterne.

For de borgerlige partier (minus LA) kan man kun endnu en gang undre sig over, hvorfor det så var så vigtigt at vedtage de pågældende afgifter i 2010. For det første vender de som alle andre forbrugsafgifter som pålignes basisvarer den tunge ende ned af, og for det andet er nettoprovenuet ved de pågældende afgifter yderst tvivlsomt, som det vil fremgå af nedenstående.

Tilbage er hensynet til vores sundhed, hvilket også har været argumentet for den nuværende regering. Med andre, at vi skal frelses fra os selv.  Hvorom alting er, har det vist sig, at afgifterne er yderst skadelige for dansk erhvervsliv. Landbrug of Fødevarer mener at afgifterne koster mindst 2.400 jobs.

Ifølge Dansk Industri kan en gennemsnitsfamilie allerede i dag spare ca. 2.000 kroner på at lægge sine indkøb af chokolade, slik, sodavand, øl, vin og spiritus i Tyskland. Med den udvidede sukkerafgift, vil dette beløb stige til 2.600 kroner. Nedenstående oversigt over priseffekter er hentet fra samme rapport.

Selv om prisforskellene er lidt mindre i forhold til Sverige, kan jeg personligt bevidne, at der er rigeligt med besparelser at hente ved at handle hinsidan. Ikke kun på grund af fedt og sukkerafgifter eller det faktum at momsen er 12 procent på fødevarer i Sverige (7 procent i Tyskland), men også fordi man på den anden side af Øresund tillader Hypermarkeder, hvilket effektivt sænker priserne på dagligvarer.

Tvivlsomt nettoprovenue

Bryggeriforeningen har gennem længere tid argumenteret for at Skatteministeriet kraftigt overvurderer indtægterne ved øgede afgifter, og har i den anledning fået Deloitte til at estimere omfanget af grænsehandlen i 2010 og 2011 (før de seneste afgiftsforhøjelser).

De kommer frem til at 1/3 af det indenlandske forbrug af dåseøl og -læskedrikke er købt udenfor landets grænser!!! Svarende til ca. halvdelen af det samlede private forbrug.

Ser vi på de tilbagemeldinger der er kommet fra branchen fortsætter grænsehandlens vækst med uformindsket styrke. Ifølge Bryggeriforeningen er salget af læskedrikke fra deres medlemsvirksomheder faldet med 9,5 procent i året første 3 måneder sammenlignet med samme periode året før. For læskedrikke er faldet på 6,7 procent.

Ud over at skatteministeriet muligvis generelt undervurderer grænsehandlen er et af de andre problemer ved deres metoder, at alle konsekvensberegninger foretages for hver enkelt varer for sig. Hermed fanger man slet ikke effekterne ved at man, når man nu alligevel køber øl og sodavand på den anden side af grænsen, lige så godt kan købe andre ting med hjem. Ligeledes er der heller ikke taget højde for, at forbrugerne vænner sig til svenske og tyske producenters varer, når de handler. Der er altså ikke kun tale om at man taber arbejdspladser i detailledet, men også i produktionsledet.

Medtages de samlede effekter, er nettoeffekten for dansk økonomi og de offentlige budgetter formentlig negativ.

Ét er at øge incitamentet til at forsørge sig selv, andet er at straffe menesker med lav indkomst

En af de interessante detaljer, når man ser på forskellene mellem det forlig der blev indgået og den skitse som regeringen havde liggende med Enhedslisten, er netop afgiftsdelen. I skitsen med EL var chokoladeafgiften taget ud, mens fedt- og sukkerafgifterne blev afskaffet.

Selv om hverken undertegnede eller andre som skriver på denne blog kan beskyldes for at interesserer sig ret meget for fordelingspolitik, skal jeg erkende at jeg ikke fatter hvordan nogen kan få sig selv til på noget tidspunkt at mene, at slige afgiftstiltag er en god ide. Ikke nok med at afgifterne koster arbejdspladser, skader danske virksomheder, der er tilmed tale om regressive skatter (i lighed med vand- og elafgifter), som massivt vender den “tunge ende” ned. Som det vist fremgår med al tydelighed af nedenstående figurer.

Ser vi til gengæld hvor de enkelte indkomstgrupper lægger deres indkøb ser billedet helt anderledes ud.

Det fremgår således tydeligt, at den laveste indkomstgruppe i højere grad foretager deres indkøb her i landet end gældende for højere indkomstgrupper. Samme billede gør sig gældende for øl, og formentlig også for alle andre varegrupper, der med fordel kan handles udenfor landets grænser. Dermed forstærkes afgifternes relative betydning for de lave indkomstgrupper.

Set fra et socialistisk synspunkt burde det jo være oplagt at der er tale om en “social slagside”, jeg vil nøjes med at konstatere, at det virker besynderligt at man i en skatteaftale, hvis formål vist nok er at øge incitamentet til at arbejde i stedet for at modtage pasiv forsørgelse og øge arbejdsudbuddet rent faktisk gør skidt værre ved at indeksregulere afgifterne, således at de stiger i takt med den almene prisudvikling i fremtiden.

Det virker rent ud sagt som en “straf for at være lavtlønnet”, eller som man sagde i tidligere mindre politisk og sundhedsmæssigt korrekte tider, en fattigmandsskat.

Her er så sandelig tale om “Die dumme Dänen”.

En ekstra dimension er naturligvis, at Enhedslisten også troede at de havde en aftale, som de efterfølgende har lagt frem:

Her er (ifølge DRs hjemmesider) nogle af de mest markante forskelle mellem de to:

I udspillet: forhøjelse af topskattegrænsen med 57.900 kroner:
– Uændret i den endelige aftale.
– I aftalenotatet med Enhedslisten er topskattegrænsen kun hævet med 45.900 kr.

I udspillet: reduceret børnecheck for forsørgere med en årsindtægt på over 760.000 kr:
– Uændret i den endelige aftale.
– Taget held ud i aftalenotatet med Enhedslisten.

I udspillet: folkepensionisters grundbelæg sænkes med 13.600 kroner:
– Taget helt ud af den endelige aftale.
– Også taget helt ud i notatet til Enhedslisten

I udspillet: nedsættelse af rentefradraget for boligejere:
– Taget helt ud af den endelige aftale
– Uændret i notatet til Enhedslisten

I udspillet: overførselsindkomsterne mindrereguleres med 5,1 procent
– Uændet i den endelige aftale (dog først virkende fra 2016 i stedet for 2013)
– Taget helt ud i notatet til Enhedslisten

I udspillet: beskæftigelsesfradraget forhøjes fra 5,6 til 10,65 procent:
– Uændret i den endelige aftale
– Reduceret til en forhøjelse til 9,65 procent i notatet til Enhedslisten

I udspillet: udvidelse af chokoladeafgiften
– Uændret i den endelige aftale
– Taget helt ud i notatet til Enhedslisten. Hvis aftalen med Enhedslisten var blevet til noget, ville den meget omdiskuterede fedt- og sukkerafgift blive afskaffet.

En af de mere opsigtsvækkende forskelle er, at man i aftalen (hvis en sådan eksisterede) med Enhedslisten havde pillet indtægtsreguleringen af børnechekken for forsørgere med en indkomst over 760.000 kroner.

Til gengæld er det naturligvis glædeligt at den usmagelige diskriminering mod pensionister med stor opsparing og husejere med srligt store lån er faldet ud.

For en vurdering af skatteaftalen, se bl.a. Torben Mark Petersens vurdering på 180 grader.

Skattelettelse eller ikke skattelettelse

Men er der overholdet tale om en reel skattelettelse eller er der i virkeligheden primært tale om en skatteomlægning?. Tjah, hvis vi medregner hvad regeringen har bidraget med siden den kom til i efteråret, så er der vel reelt tale om en skatteomlægning med indbygget stigning og tab af arbejdspladser. Finansloven for 2012 indeholdt årlige afgiftsforhøjelse på ca. 5 mia. kroner og energiforliget medførte yderligere 3,5 mia. kroner i ekstra afgifter om året.

Af samme grund er nettoeffekten på 15.000 nye arbejdspladser også afhængig af, at man ser isoleret på den indgåede aftale. Indrager man andre af regeringens tiltag siden den kom til, er effekten væsentligt mindre (og reelt negativ, fordi den faktisk effekt af vores energipolitik er et massivt tab af arbejdspladser).

Og efterårets finanslovsforhandlinger?

Der er formentlig mange borgerlige som efter aftalen og i lyset af den massive ballade i rød lejr hos SF og mellem Enhedslisten og regeringen, vejrer valg til efteråret. Det er næppe sandsynligt. Derimod er der risiko for en endog meget rød finanslov. Venstre og Konservative meldte klart ud fredag aften, at de vil vælte regeringen hvis de får muligheden til efteråret (Deadline fredag den 23. juni 12:30 inde i udsendelsen).

Kan regeringen ikke lave en aftale med Enhedslisten, vil regeringen herefter enten skulle udskrive valg eller blot overlade regeringsmagten til Venstre og konservative, som herefter udskriver valget (Liberal Alliance og Dansk Folkeparti redder næppe regeringen). Det vil med garanti blive et katastrofevalg for både SF og S. Med andre ord skal der en aftale i hus, og det ved Enhedslisten naturligvis godt. Der er derfor grund til at tro, at vi får en ganske rædselsfuld finanslov set med borgerligt-liberale øjne, og hvor meget vækst og arbejdspladser den vil koste, når den skal baseres på et parti, som ikke anerkender økonomisk videnskab.

Næsten uanset hvor den lander (og hvor tåbelig den bliver), vil S og SFs angst for et folketingsvalg formentlig bære en sådan blodrød finanslov igennem. Det eneste der kan hindre dette er et veto fra de radikale, og det er nok tvivlsomt.

En mulighed er naturligvis at SF forlader regeringen og bliver støtteparti. Heller ikke det taler for et folketingsvalg. Der forestår en del reparationsarbejde.

Paradigmeskifte 

Selv om det fremgår af ovenstående, at min begejstring er behersket, så er der én ting som på sigt kan være det hele værd. Overgangen fra at satsregulere ud fra lønstigninger til at bruge inflationen til regulering af overførselsindkomster mv. godt nok kommer der til at gå en rum tid før det kan kompensere for de negative effekter fra fjernelse af kontanthjælpsloftet, men der ér tale om en banebrydende ændring – også selv om der på den korte bane skulle være tale om at inflationen stiger hurtigere end lønningerne (et ikke usandsynligt scenarie). På sigt vil forskellene på aktiv og passiv forsørgelse øges, og det er afgørende. Og det er der grund til at glæde sig over.