Skatterne er måske det mest velbelyste, både teoretisk og empirisk. Mens man – ligesom med udgifterne – kan forestille sig en positiv effekt, så er den altovervejende effekt af beskatningen på væksten negativ. Det mest afgørende er, hvordan skatterne virker på marginalen – altså forvrider adfærden. Det gælder, hvad enten beskatningen rammer opsparing, investering, arbejdsudbud, forbrug, risikotagning eller hvad man nu ellers beskatter. Derfor spiller det ikke alene en rolle, hvor meget der opkræves i skatter, men nok så meget hvordan.

Hvis man er interesseret i en oversigt over den teoretiske litteratur, har jeg gennemgået den her.

Ser vi mere specifikt på den økonomiske vækst i Danmark, så spiller skattepolitikken en vigtig rolle. Den har i høj grad været med til at forme væksten. Der har været en stribe af skattereformer siden midten af 1980’erne – både i Danmark og udlandet, hvor Reagans skattereform i 1981 satte en international bevægelse i gang.

Lad os først kaste et blik på, hvordan det egentlig er gået med den økonomiske vækst herhjemme det seneste halve århundrede. Det kan man se i figuren, hvor jeg har plottet de årlige reale vækstrater ind. Som man kan se, har den trendmæssige vækst været faldende siden midten af 1960’erne. Det kan måske umiddelbart undre, hvis skattepolitikken nu har bidraget positivt. Men forklaringen er, at den underliggende vækst før reformer har været aftagende. Det gælder ikke bare i Danmark, men i praktisk taget hele den vestlige verden, hvor de mest avancerede økonomier findes.

Forklaringen på den aftagende vækst skal primært findes i en aftagende produktivitetsvækst. Produktiviteten handler om, hvor effektivt givne ressourcer – kapital og arbejdskraft – kan udnyttes. Men væksten har også været påvirket af incitamenterne til at investere i ny kapital, tage risiko og udbyde arbejdskraft.

Skattereformer har været et af de svar, der politisk har været på udfordringen med faldende vækst. I Danmark er marginalskatten på arbejde sænket fra op til 73 pct. til 56 pct. – dog indtil den siddende regering indførte en særlig høj toptopskat, der bringer marginalskatten op på 60 pct. for lønindkomst over 2,6 mio. kr. (for visse andre medfører SVM-regeringens skattereform derimod lavere marginalskatter). En anden væsentlig udvikling har været en gradvis nedsættelse af selskabsskattesatsen fra 50 pct. til 22 pct. Samtidig er skattebaserne generelt blevet udvidet, så der har ikke været et fald i skattetrykket, som matcher marginalskattelettelserne. Men sammensætningen af skattebyrden er ændret, og fordelingspolitikken – som bærer ansvaret for de høje marginalskatter – er blevet lempet lidt.

Hvor meget har det bidraget med til den samlede økonomiske vækst? Det har jeg forsøgt at regne på for perioden 1986-2017. Analysen er publiceret her – og et ungated dansk arbejdspapir uden betalingsmur kan findes her. Konklusionen er, at skattereformerne har løftet velstanden med knap 10 pct. Vi ville have været omkring en tiendedel fattigere uden reformerne.

Man kan også se på bidraget til den gennemsnitlige årlige vækst i perioden. Det har Thomas Due Bostrup og jeg regnet på her. I alt lå den gennemsnitlige årlige vækst på 1,6 pct. Heraf tegner skattereformer sig for 0,3 pct.point, mens andre reformer af bl.a. arbejdsmarkedspolitikken tegner sig for 0,2 pct.point. Med andre ord ville væksten i fravær af reformer blot have været 1,1 pct. Det er, hvad man kan kalde for den underliggende vækstrate – altså hvad økonomien vokser ”af sig selv” uden reforminitiativer.

Kigger man fremad, regner Finansministeriet heller ikke med en underliggende vækstrate på meget mere end 1 pct., sådan som det har været tilfældet i de foregående årtier. Allerede vedtagne reformer – herunder tilbagetrækningsreformernes løbende levetidsindeksering af pensionsalderen – vil komme oveni, så vi frem mod 2030 kan forudse en gennemsnitlig vækst næsten på niveau med den hidtidige.

Men skal væksten på længere sigt løftes over det beskedne niveau på  godt 1 pct. om året, vi har i underliggende vækst, så kræver det fortsatte reformer, herunder at den allerede aftalte indeksering af pensionsalderen også bliver udmøntet. Og der er trods de gentagne skattereformer gennem fire årtier fortsat potentiale for forbedringer. Selskabsskatten burde helt afvikles. Og marginalskatterne af løn- og ikke mindst kapitalindkomst er fortsat høje, om end ikke så astronomiske som tidligere.

Statsministeren har ret i, at der er brug for reformer, selv om det har knebet med begrundelsen – og hun desuden nu er begyndt at ryste på hånden Den lave vækst er den egentlige udfordring.

Både selskabsskattesatsen og skattesatserne på lønindkomst er nedsat med op til 30 procentpoint.

Hvad har den samlede effekt været af disse reformer? Jeg har forsøgt at opstille et modelapparat til at svare på spørgsmålet. Svaret er, at vi uden reformerne ville have været 10 pct. fattigere. Resultaterne er foreløbig offentliggjort i et CEPOS-arbejdspapir her (men udkommer sidst på året som kapitel i en bog fra Palgrave-Macmillan). Udover at regne på effekterne af skattereformerne, gennemgår jeg også den efterhånden meget righoldige teori og empiri om skatters effekt på økonomisk vækst. Det findes tillige på dansk her.

Trods de mange reformer gennem de sidste 30 år er vi ikke ved vejs ende med skattereformer, som kan fjerne hindringer for vækst. Tværtimod er skattesatserne stadig høje for navnlig højindkomster. Og der er potentiale for yderligere selskabsskattenedsættelser. Derimod er potentialet for hensigtsmæssige baseforøgelser ved at være udtømt. Skattereformer må finansieres med lavere udgiftsvækst – som  allerede tilfældet i 2013 og 2014.

Interessant nok har næsten alle Folketingets partier medvirket til skattereformer gennem de sidste 30 år. Også dem, der nu taler om reformstop.