Steve var ansat i Verdensbanken de sidste 20 år, de seneste år som Lead Economist i bankens meget vigtige Development Research Group. Han var uddannet PhD i nationaløkonomi fra University of Maryland i 1991, hvor han startede sin karriere som Research Associate ved det dengang indflydelsesrige IRIS Center. Steve fortsatte som Assistant Professor på American University, før han valgte et job i Verdensbanken.

Steves måske stolteste øjeblik kom, da han sammen med Philip Keefer skrev ”Does Social Capital Have an Economic Pay-Off?” Artiklen, der udkom i 1997 i det ekstremt prestigiøse Quarterly Journal of Economics, dokumenterede for første gang en sammenhæng mellem social tillid og langsigtet økonomisk vækst. Sammenhængen er efterfølgende blevet bekræftet i adskillige artikler, ligesom en lang række studier har undersøgt de mange teoretiske idéer, Steve foreslog sammen med Phil Keefer i 1997. Studiet, der i dag kan kendes af de fleste i den del af forskningen som ”Knack og Keefer 97”, var forbløffende rigt på præcist formulerede idéer.

Det er også den artikel, der har påvirket mig suverænt mest som forsker. Jeg er næppe den eneste, da Steve og Phils artikel per dags dato er citeret 8870 gange ifølge Google Scholar. Men pudsigt nok er det ikke hans mest citerede. To år tidligere udkom ”Institutions and economic performance: cross‐country tests using alternative institutional measures” i Economics & Politics. Artiklen, der var blandt de første til at etablere den nu velkendte forbindelse mellem gode retslige institutioner og økonomisk vækst, var også skrevet sammen med Phil Keefer, og er til dato citeret 9163 gange.

Steve hvilede dog ikke på laurbærrene, og bidrog over årene både til forskningen i social kapital, men også i væsentlig grad til vores viden om ulandsbistand. Som flere af de kommentarer, der kom forleden dag på Twitter, også understreger, var han en ydmyg gigant i institutional economics, som for alvor prægede forskningen. Men Steve var ikke uden humor. Jeg mødte ham adskillige gange over årene, og havde endda fornøjelsen at møde hans da 14-årige datter, som han havde taget med til Firenze for en bunke af de Frequent Flyer Miles, han akkumulerede hos United. Mødet, der tegner Steve bedst, var dog til en konference i Georgetown, hvor han kom hen, sagde Hi Christian. Efter vi kort havde snakket om, hvordan det gik og hvilken forskning vi havde gang i, smilede Steve lidt skævt og sagde ”By the way, congratulations on the paper in the Journal of Law and Economics.” Da jeg grinende fortalte ham, at det var mere end jeg vidste, sagde han bare ”You will.” To dage senere kom den officielle besked fra redaktøren, men da vidste jeg allerede, at Steve havde været fagfællebedømmer på papiret. Det var den fineste måde at give et mentalt klap på skulderen, og meget karakteristisk for en dybt menneskelig intellektuel gigant.

Punditokraterne støtter meget gerne dygtige og ambitiøse studerende. Vi håber derfor, at vores læsere vil bruge fem minutter til at udfylde Shioris spørgeskema, som kan findes her. Når resultaterne begynder at komme ind, omtaler vi naturligvis, hvad den japanske forskning finder. Før det har det japanske team brug for så mange og så forskelligartede respondenter som muligt – så del gerne undersøgelsen!

Men forskningen er selvfølgelig fortsat siden Putnams bog, og noget af den nyeste forskning kaster nyt lys på spørgsmålene, samtidig med at den afviser Putnams hovedtese – at normer, organisationsaktivitet og social tillid på en eller anden måde alle er udtryk for et underliggende koncept – et han kaldte social kapital. Særligt gælder det, at den tætte sammenhæng mellem social tillid og organisationsaktivitet, som Putnam mente var til stede, ser meget svag ud. To spritnye artikler dokumenterer, at billedet derfor er noget mere blandet end Putnam troede.

Den første artikel er af Dennis Coates, Jac Heckelman og Bonnie Wilson, og bliver publiceret i European Journal of Political Economy under titlen ”The political economy of investment: Sclerotic effects from interest groups”. De tre forfattere viser her, at jo højere organisationsaktiviteten har været – dvs. jo mere borgerne har været involveret i fagforeninger, arbejdsgiversammenslutninger og alskens andre frivillige organisationer – jo lavere har investeringsniveauet været på tværs af 126 lande. Forfatterne viser også, at denne effekt er klart stærkere i OECD-lande. På dette mål for social kapital er Putnams begreb således dårligt for den økonomiske udvikling, formodentlig fordi alle de rare virkninger af at folk finder sammen, opvejes af at de effektivt ender med at danne særinteressegrupperinger. Er det en god ting, at Danmark er et af de mest foreningstætte lande i verden? Formodentlig ikke.

Den anden artikel, som kommer i Southern Economic Journal med titlen ”How does Social Capital Affect Economic Growth?”, er af undertegnede. Artiklen tager som udgangspunkt, at et af de mest robuste fund i den empiriske litteratur om social kapital har vist sig at være, at den sociale tillid påvirker økonomisk vækst. Hvordan den påvirker vækstraten har derimod ikke været systematisk undersøgt. Gennem en kausalanalyse af væksten mellem 1970 og 2000 i de 85 lande, vi har gode tillids- og nationalregnskabsdata på, viser at de mange direkte sociale mekanismer, som folk siden Putnam og Fukuyama har fokuseret på, ikke finder støtte. Væksteffekten kommer af, at tilliden påvirker uddannelsesniveauet og kvaliteten af regeringsførelsen (korruption, retslig kvalitet osv). Når de to forhold er taget i betragtning, er der ikke mere at forklare.

Er det så gode nyheder for social-kapital-forskningen? Hvis man er blandt dem, der stadig insisterer på at bruge begrebet ’social kapital’ og mener, at Putnam havde ret, er svaret nej. En stadig større mængde kvalitetsforskning viser, at Putnam tog fejl på centrale punkter i sin agenda. Hvis man derimod er ligeglad, kan man kun glædes over, hvor hurtigt denne forskningsgren bevæger sig. Man skal holde tungen lige i munden for at følge med! Vi bliver stadig klogere på, hvad folks basale forestillinger om samfundet betyder for deres udvikling. At en Harvard-professors eftermæle alligevel ikke kommer til at se så flot ud fordi hans koncept ikke giver empirisk mening, er der vel ingen grund til at bekymre sig om.

Tillid er blevet et stort emne i samfundsvidenskaberne de senere år. Efter at politologen Robert Putnam i 1993 sandsynliggjorde, at forskelle i ’social kapital’ – komplekset af tillid, normer og netværk der muliggør kollektiv handlen– er ansvarlige for at regeringsførelsen og levestandarden er så meget lavere i Syditalien end i Norditalien, eksploderede interessen for konceptet. En række studier har efterfølgende vist at mens beviserne for de gode virkninger af netværksaktivitet og normdannelser er svage og modstridende, har tillid, og i særdeleshed den sociale tillid til folk man ikke kender, en væsentlig indvirkning på så forskellige forhold som uddannelse, korruption, regeringsførelse, økonomisk vækst og personlig lykke. Danskerne kommer sammen med nordmænd og svenskere som oftest ud i undersøgelser som de mest tillidsfulde folk i verden. Med andre ord er tilliden sandsynligvis en del af forklaringen på, hvorfor en gruppe lande i en kold og relativt ufrugtbar udkant af Europa er blevet blandt verdens rigeste og lykkeligste.

Målt på andelen af en befolkning, der tilkendegiver at ”man kan generelt set stole på de fleste mennesker”, ligger de nordiske lande for i top med en score på 66 procent, skarpt fulgt af Finland, Holland, den engelsk-talende del af Canada og New Zealand. I Europa er bundskraberne at finde i Frankrig, Portugal og de tidligere kommunistiske lande, mens lande som Filippinerne, Peru og Brasilien kun har cirka fem procent, der lader forstå, at de stoler på andre mennesker de ikke kender.

En del af tillidsforskningen har derfor interesseret sig for, hvorfor nogle lande har tillidsfulde befolkninger mens andres næsten ingen tillid har til hinanden. Tidlig forskning mente, at social tillid kunne skabes gennem politik, men en række førende forskere er i de seneste år kommet til den erkendelse, at tilliden også har dybe, historiske rødder. Dette er udgangspunktet for et nyt forskningsprojekt der deles mellem Aarhus Universitet og Syddansk Universitet med det mål at undersøge, hvor langt tilbage i tiden, man konkret kan spore en særligt nordisk tillid.

Umiddelbart tyder meget på, at de nordiske lande og den nordiske kultur har været karakteriseret af en høj grad af tillid siden vikingetiden. For eksempel stammer ordsproget ’et ord er et ord’ efter alt at dømme fra vikingetiden, og en læsning af de nordiske sagaer afslører også, at man på den tid lagde stor vægt på aftaler og satte en ære i at holde løfter. En anden indikation er de mange ting, vikingerne var i stand til. Det har for eksempel været almindeligt anerkendt i tillidsforskningen siden Nobelpristageren Kenneth Arrows arbejde i starten af 1970erne, at langdistancehandel ikke kan foregå uden en vis beskyttelse fra enten et moderne retsvæsen eller noget, der virker tilsvarende. At danske og norske vikinger uden problemer kunne handle med England, Færøerne og Island, og svenske vikinger handlede fra Gotland og langt ned ad Volgafloden – som oftest uden at kende deres handelspartnere personligt – er derfor en anden indikation på de nordiske tillids- og ærlighedsnormer for tusinde år siden.

En tredje indikation kan findes i den aktivitet, vikingerne blev mest berømte – og berygtede – for: De store angreb over Nordsøen. Fra angrebet på klosteret i Lindisfarne i 793 til danskerne endeligt forlod England i 1100-tallet formåede danske og norske vikinger gang på gang at koordinere store angreb på mål langt fra deres hjem. Angrebet på London i 985 er et særligt eksempel på omfanget af disse aktiviteter, hvor danske vikinger sejlede op ad Themsen med ikke mindre end 93 langskibe, men allerede de tidligste overfald omfattede 40-50 større skibe. Ingen centralmagt formåede før renæssancen at organisere flåder af den størrelse, hvilket i stedet krævede at mange særinteresser kunne samarbejde om en både stor og risikabel aktivitet, og disse flåder repræsenterede dermed ikke blot massive investeringer, men også en bogstaveligt talt drabelig evne til at samarbejde mellem mange skibsejere og lokale høvdinge. En af de centrale indsigter fra tillidsforskningen er netop, at den slags samarbejde er langt mere sandsynligt og stabilt, jo større tilliden er mellem mennesker, der ikke er bundet af familiebånd og lokaltilhør. Sagt på en nutidig måde, er to århundreders konstant og omfattende flådeaktivitet og samhandel derfor et sandsynligt vidnesbyrd om sammenhængskraften i de nordiske vikingesamfund.

Det nye forskningsprojekts grundlæggende tese er således, at særlige vikingenormer, som man ikke finder andre steder end muligvis blandt den lille og lukkede gruppe Marghribi-jøder omkring Middelhavet, har overlevet op gennem tiden og er endt i den specielle ’Nordiske excellence’ som det skandinaviske tillidsoverskud kendes som. I nyere tid er det for eksempel sigende, at mens de store skandinaviske udvandringsbølger til Amerika foregik i midten af 1800-tallet, er danskeres, nordmænds og svenskeres efterkommere i USA i dag de klart mest tillidsfulde amerikanere, og de nordlige stater, de typisk bor i, er blandt de mest trygge og korruptionsfri områder i landet. De nordiske udvandreres efterkommeres tillid er derfor et vidnesbyrd om tilliden hos os for 150 år siden. Sådan er det også blevet i Norden, hvor retsvæsnet er i top, korruptionen i bund, den personlige lykke er tårnhøj, og hvor den nordiske tillid til andre menneskers ærlighed sandsynligvis forhindrer velfærdsstaten i at bukke under for sin egen vægt. Det hele se ud til at være grundlagt for århundreder siden.

AE Rådet og Velfærdskommissionen syntes dog at være ukritisk enige om én ting: Uddannelse er til alle tider en vækstkatalysator og direkte årsag til øget produktivitet. Forholder det sig overhovedet sådan? Formentlig ikke. Meget taler derimod for, at uddannelse som vækstfaktor er temmelig overvurderet og måske endda ligefrem inferiør. Men inden jeg godtgør dette, er der behov for et lille mellemspil.

Der er naturligvis en årsag til, at uddannelse eleveres til noget særligt i vækstmæssig sammenhæng. Det virker jo både intuitivt og overbevisende rigtigt, at mere lærdom øger den menneskelige produktivitet og formåen. Men forestillingen om at uddannelsespolitik kan bane vej for vækst, hviler ikke kun på instinkt og fornemmelser. Det er en tanke, der er dybt forankret i nyere vækstteori, der især blev udviklet i midtfirserne af Paul Romer og Robert Lucas, men som også trækker spor tilbage til Garry S. Becker’s Human Capital: A theoretical and empirical analysis, with special reference to Education (1964).

Det besnærende ved den nye vækstteori er, at den foregiver at kunne redegøre for hele den vækst, der kan noteres i nationalregnskaberne. Sådan har det ikke altid været. Da man i sin tid brugte de mere daterede vækstteorier, stod man altid tilbage med et håbløst residual, en overskydende vækstandel, der ikke kunne forklares, når der var taget højde for faktorinput som arbejde og kapital. I dag forklares dette residual imidlertid med fænomener som uddannelse, teknologisk innovation og nye organisationsformer. Og derfor forudsætter ganske mange samfundsforskere gavmildt, at uddannelse og vækst er betydningsbeslægtede begreber; at de så at sige er hinandens forudsætninger. Men hvor er de empiriske efterretninger?

Økonomer, der har brugt tid på at studere forholdet mellem uddannelse og vækst, har haft overordentlig svært ved at finde en afgørende sammenhæng. Lant Pritchett fra Verdensbanken forsøgte i 1996 at finde en systematisk, positiv korrelation mellem uddannelse og produktivitet. Men som det indirekte fremgår af titlen på hans analyse – Where has all the education gone? – lykkedes det ikke.

Øvelsen blev gentaget af Alison Wolf i Does Education Matter? Myths about Education and Growth (2002) og af William Easterly i The Elusive Quest for Growth (2002). Heller ikke de kunne finde belæg for en direkte korrelation mellem uddannelse og vækst. De punkterede snarere fortællingen om, at der skulle være en sådan forbindelse. Og intet syntes at have rokket ved deres analyser.

AE Rådet og Velfærdskommissionen skylder altså at vise, at uddannelse er den sikre vej til økonomisk vækst. Indtil de har gjort det, kan vi med lige så stor ret tillade os at mene, at uddannelse højst er et filter, der giver én adgang til bedre jobs på arbejdsmarkedet.