Under overskriften  “Kan man vælge at blive afhængig? Kan en stram national alkoholpolitik forebygge alkoholisme?”, vil Peele argumentere for, at den konventionelle biologiske tilgang til alkoholisme og afhængighed er forkert. Ikke bare mener han, at et stigende ensidigt biologisk fokus på afhængighed er problematisk, men også at udviklingen af afhængighed eller problembrug mere afspejler kultur og livsstil fremfor f.eks. tilgængelighed af bestemte rusmidler.

Gennem sin forskning viser Peele, at kulturelle og individuelle faktorer har langt større betydning for udviklingen af problembrug af alkohol end markedsreguleringer, og at individuel og kulturel forebyggelse af problembrug er mulig. Endvidere peger han på, at langt de fleste mennesker klarer at afvikle ”afhængigheder” uden brug af professionel hjælp eller behandling, og at ”mådehold” er et realistisk mål for mange. Ligeledes er Stanton Peele kendt som skarp kritiker af trosbaserede behandlingsformer herunder AA`s program  (Anonyme Alkoholikere).

Med disse standpunkter står Stanton Peele i skarp opposition til de, som mener, at afholdenhed er det eneste realistiske mål for behandling af f.eks. alkoholisme, de som mener at ”afhængighed” ikke på nogen måde kan gøres til genstand for individuelt ansvar, og de som plæderer for strammere markedskontrol af rusmidler.

Og netop stramme markedskontrol af rusmidler (alkohol) har været på bordet, efter at en WHO rapport i sidste uge udnævnte danskerne, og ikke mindst danske unges meget høje alkoholforbrug, som et sunhedsproblem Det er der ikke noget nyt i. I takt med at alkoholforbruget er faldet i Sydeuropa – i vid udstrækning som resultat af sodavands indtog i de pågældende lande, fremhæves en række nord- og østeuropæiske lande, som har en tradition for det som englænderne kalder “binge drinking”, som problematiske. Ikke mindst bemærkes det, at danske unge har et meget højt alkoholforbrug – heller ikke overraskende. Skal vi gætte på at verdens højeste uddannelsesstøtte og et generelt højt forbrug i forhold til deres jævnaldrende kammerater i andre lande, kombineret med en lang tradition for druk, forklarer en hel del?

Programdirektør Lars Møller fra WHO’s Europakontor slog til lyd for at man både skulle hæve aldersgrænsen for køb af alkohol, mens man skulle hæve afgifter på øl, vin og spiritus. Ikke overraskende bifaldt Manu Sareen med det samme disse forslag. Og mens hverken Socialdemokratiet eller Socialistisk Folkeparti har afgiftsforhøjelser på alkohol på programmet, har SF længe været fortalere for at forbyde unge under 18 år at købe øl og vin (de vil også forbyde fadbamser ved foldboldkampe). I en kommentar til WHO rapporten slog SFs sundsheds- og omsorgsborgmester (titlen er ikke en syg joke, selv om en del af os skulle mene det), Ninna Thomsen, til lyd for at man skulle begrænse alkoholbevillinger i nærheden af skoler, gymnasier og højere læreranstalter efter svensk forbillede.

Det minder i betænkelig grad om tankerne hos det 19, århundredes ofte religiøst funderede afholdsbevægelser. Og forbindelsen er stærkere end mange måske tror. Kombinationen af protestantisme og socialistisk (ikke marxistiske) samt social-liberale forestillinger, som de blandt andet sas hos “The Radicals” var grundlaget for den tids puritanisme og afholdsbevægelse, som den synes at være det i dag. Den store forskel er vist blot, at man i dag ikke behøver en egentlig religion at hænge sit hat op på, for at optræde dybt religiøst.

Jeg har dog talt med min datter på 16 år om om forbudstruslen. Og mens afgifterne klares ved at hun arbejder lidt mere i 7-11, så klarer far indkøb af øl og vin til hende. Det gør jeg uden betænkelighed. Hun er nemlig vokset op i et hjem med er fornuftigt forhold til alkohol

Den gode side er diagnosen. S & SF peger korrekt på en række problemer herunder:

1)      Lav dansk produktivitetsvækst

2)      Dansk uddannelsesniveau

3)      For lange uddannelsesforløb

4)      Fiskal balance på sigt, herunder arbejdsudbud

Det skal de have et point for. Man kunne have forestillet sig mere virkelighedsfjerne oplæg.

Men løsningerne er ikke videre innovative og i mange tilfælde ikke overbevisende.

Programmets store trick er forslaget om 1 times længere arbejdsuge. Det er smart at slå sig op på længere arbejdstid (i stedet for højere skat!) for det lyder jo på en gang besnærende, ansvarligt og solidarisk. Det giver med et trylleslag en masse penge i de svære regnestykker der skal balanceres til sidst i den slags forslag (jf. punkt 4). Så slipper man for upopulære spareforslag eller skatteforhøjelser – danskerne finansierer selv gildet (øget offentlig forbrug og fastholdt efterløn) via antaget og tvunget ekstra arbejdsudbud. Det er sjovt at S & SF har travlt med at tvinge alle under 60 til at arbejde mere for at dem over 60 kan arbejde mindre. Siger det noget om hvilken demografisk målgruppe partierne har?

Men nu er arbejdstiden jo i Danmark endnu ikke bestemt af Folketinget. Så det er en relativt gratis ting for politikere at proklamere længere arbejdstid. Og i modsætning til regeringen kan oppositionen tillade sig at sige den slags uden at blive overfaldet af fagbevægelsen (i hvert fald så længe oppositionen er en opposition). Alle ved at det i praksis ikke kan lade sig gøre, givet at danske overenskomstforhandlinger er så decentrale som de er i dag, hvilket nok forklarer fagforeningernes ganske rolige reaktion. Det er selvfølgelig lidt snyd som finansiering. Bemærk også at forslaget, hvis det blev gennemført (hvilket det aldrig bliver), ville vende den tunge ende nedad, fordi det reelt kun rammer folk der er underlagt overenskomster.

Den internationalt set lave danske produktivitetsvækst er blandt andet relateret til en ret stor offentlig sektor, som jo er en sektor, hvor produktivitet reelt ikke kan måles og pr definition er målt til nulvækst (hvilket jo ikke betyder, at den er nul).

S & SF mener at løsningen er mere/højere uddannelse, og det lyder jo besnærende. Men sagen er, at i den udstrækning økonomer er i stand til at relatere uddannelse til produktivitets vækst er det især primær uddannelse, der ser ud til at have betydning (dvs folkeskole). Og da Danmark i forvejen har tæt ved verdensrekord i udgifter pr elev og alligevel har et middelmådigt resultat i PISA undersøgelser, kan man spørge om oppositionen i alvor kan mene at en større offentlig sektor, højere skatter og mere uddannelse kan ses som en løsning på lav produktivitetsvækst i den private sektor? Det er jo ikke fordi vi ikke i forvejen er gået den vej i Danmark i de seneste 40 år (I Fair løsning præsenteres det som om det gik bedre med produktiviteten under Nyrup 1993-2001, men det er ren manipulation, fordi udgangsåret 1993 var bunden i den største danske recession i de sidste 40 år). Som vi også her på siden efterspurgte for nylig, kunne det være rart med en lidt mere kvalificeret, overbevisende og ærlig analyse af hvorfor Folkeskolen ikke fungerer. Oppositionens topfolk er jo privat tydeligvis helt enige i, at den ikke gør det.

Hvad med det problem at de unge er for længe om at tage en uddannelse? Hvordan løser de det? Så vidt jeg kan se blot ved reelt at fastholde velfærdsforliget fra 2006! Der er ikke andre forslag…

Vi havde for nylig riven ude efter Regeringen (og DR) i forbindelse med den historieløse ide om, at det er synd for ”udkantsdanmark”. Den afsluttende bemærkning i det indlæg var:

Hvad vil danske politikere gøre i de kommende år, når det bliver stadigt mere tydeligt for nye unge danske generationer, at København er en provinsiel by ift mulighederne andre steder i verden? At Danmark ikke har så mange muligheder at tilbyde? At det danske indkomstskattesystem er relativt fjendsk over for ambitiøse mennesker? Opføre en mur? Belægge immigrerende danskere med en skat?

Til vor store glæde læser oppositionen åbenbart Punditokraterne, for det nye fælles S-SF program indeholder følgende:

Derfor støtter S og SF Velfærdskommissionens forslag om at indføre en slags

”flaskepant” på kandidatuddannelser. Hvis man efter endt uddannelse vælger

at blive boende i Danmark eller arbejde et par år i udlandet, har forslaget ingen

betydning. Men de der vælger mere varigt at flytte til udlandet, og dermed ikke betaler

dansk skat, vil blive afkrævet en vis betaling for deres gratis uddannelse og studiestøtte.

 Var der nogen, der sagde skatteteknisk ”berlinmur”? Kan man virkelig mene at danskere reelt skal beskattes for at tage ud af landet? (et ”lån” som man kun skal betale hvis man flytter er selvfølgelig det samme som en skat). Sådan løser vi det ”problem” at unge danskere gerne vil arbejde eller studere i udlandet efter endt uddannelse her i landet.

De rekordlange danske uddannelsesforløb (og de meget lidt markedsorienterede danske uddannelsesvalg) hænger sammen med kombinationen af gratis uddannelse, verdens højeste (og vist nok eneste) ”uddannelsesstøtte” og de høje efterfølgende marginalskatter på arbejdsindkomst.

På klassisk dansk vis søger oppositionen med sin skatteberlinmur at modvirke en forvridning med en forvridning: Fordi danske unge ikke har meget økonomisk incitament til at tage en uddannelse hurtigt, så skal de have en straf, der sikrer at de bliver hjemme og ”betaler for velfærden” bagefter. Jeg er helt sikker på at disse ordninger vil fremkalde en hel masse uhensigtsmæssig adfærd og snyd som hverken jeg eller nogen politikere kan forestille os endnu. Sådan plejer det at være. Er det i øvrigt ikke på kant med menneskerettighederne, og med EU’s regler om arbejdskraftens frie bevægelighed? Er der en jurist til stede?

åh, og så behøver vi vel ikke at nævne at programmet indeholder en stribe forslag til hvordan stakkels “udkantsdanmark” kan subsidieres med komplicerede skattefavorisering og den slags, herunder:

Bruge overskuddet fra bankpakkerne til lån og støtte til nye private

virksomheder i yderområderne.

Forbedre rammevilkårene i yderområderne, idet der bl.a. skal sikres en

fornuftig uddannelsesdækning, en bedre kollektiv trafik og en større

udbredelse af højhastighedsinternet.

Helt galt går det når oppositionen kommer til erhvervspolitikken. Det synes endnu en gang at handle om at politikere skal fremelske ”vækstsektorer” (helst de grønne). Det betyder ordninger, tilskud, subsidier og skattefradrag til dem, der laver ting, der ”lyder godt”. Og mere skat på ”de multinationale” ”Nordsøen” og ”banker” (dem der laver værdi som ikke ”lyder godt”). Det her er selvfølgelig rendyrket populisme:

Herunder er forslaget om at føre penge ”fra banker til børn” særligt perspektivrigt

i forhold til fremtidens vækst og udvikling. Det indebærer, at banker og andre

finansielle virksomheder bidrager med ca. 2 mia. kr., som er øremærket til

folkeskolen. S og SF’s skatteforslag betyder, at halvdelen af provenuet kommer

fra en generel forøgelse af selskabsskatten, mens den anden halvdel fremkommer

ved at hæve de finansielle virksomheders lønsumsafgift. Vi forbeholder os

ret til at justere på denne fordeling, men fastholder det samlede beløb.

Man bliver lidt træt når danske politikere stadig forestiller sig at de med regulering, tilskud og fradrag fra Christiansborg kan modgå “truslen” fra globaliseringen. F.eks hævdes det at

Mange af de store, danske eksportvirksomheder har til fælles, at deres internationale

status bygger på et solidt dansk hjemmemarked. Energibevidste danske

forbrugere har især siden 1970’erne isoleret deres huse med Rockwool og sparet

på energien med en Danfoss-termostat. Danskere med høreproblemer har pga.

generøse offentlige tilskud haft råd til at anskaffe sig Oticon-høreapparater

af høj kvalitet. Og den ambitiøse udbygning af dansk vindenergi under Nyrupregeringen

gav det nødvendige rygstød til Vestas, som gjorde, at virksomheden

kunne blive verdens største vindmølleproducent.

Disse virksomheders succes er altså ikke bygget på lav selskabsskat eller slap

regulering, men tværtimod på, at der i det danske samfund var nogle rammer,

som betød, at de kunne udvikle sig. Evnen til at skabe netop den form for vækstfremmende

rammebetingelser er afgørende for en ny erhvervspolitik.

Hvornår går det op for danske politikere at ideen om et ”hjemmemarked” er mærkværdig i et land, der har højere import og eksport end  privatforbrug? Og hvordan ved vi at de virksomheder reelt har skabt mere værdi end de virksomheder der var opstået i stedet, hvis danske politikere ikke havde postet milliarder af skattekroner i ordninger der ”lød godt” (var grønne, energibesparende osv. osv). Muligvis havde Danmark været rigere hvis ikke Vestas, Oticon og Rockwoll havde eksisteret. For så havde vi haft andre virksomheder, som i højere grad var blevet finansieret på markedsvilkår og som dermed opfyldte menneskers behov uden at skulle delvist finansieres af tvangsudskrevne midler. For tvangsudskrivning og konkurrenceforvridning er hvad ”hjemmemarkedsargumentet” koger ned til hvad enten fordelen er skabt ved subsidiering eller konkurrenceforvridende regulering (hvis reguleringen og subsidierne ikke var konkurrenceforvridende, hvordan kunne de så give en ”hjemmemarkedsfordel”?).

Det allermest absurde er at Fair Løsnings har en boks som ordret og meget korrekt siger:

Regeringen har opgjort den samlede erhvervsstøtte i 2010 til 23,6 mia. kr. Heraf

vedrører 10,2 mia. kr. udgifter til erhvervsstøtte til ordninger på finansloven mv.,

og 13,3 mia. kr. vedrører erhvervsstøtte gennem skattesystemet. Desværre er

der fra flere sider stærk kritik af erhvervsfremmesystemet for at være uoverskueligt

for virksomhederne og uden dokumenterbar effekt.

Konkret har DI i en undersøgelse fra 2008 kortlagt det offentliges engagement

på innovationsområdet. Kortlægningen viste, at der i 2008 var 88 innovationsordninger

og -programmer på finansloven med en samlet offentlig udgift på ca.

4,4 mia. kr. Ifølge undersøgelsen er innovationssystemet svært at gennemskue

og for bureaukratisk at bruge. Senest har DI i en undersøgelse fra januar 2010

vist, at 80 procent af de mindre og mellemstore virksomheder ikke bruger innovationssystemet.

I Statsrevisorernes beretning om effekten af erhvervsfremmeindsatsen på innovations-

og iværksætterområdet fra juni 2008, rejses en kraftig kritik af administrationen

af den danske erhvervsfremmeindsats. Kritikken er særligt, at der

ikke er styr på effekterne af ordningerne.

Endelig har Teknologirådet i oktober 2008 konkluderet, at det nuværende

erhvervsfremmesystem er en innovationsbarriere. Ligesom DI konkluderer

Teknologirådet, at det er uforholdsmæssigt tidskrævende for virksomhederne

at ansøge. Situationen stiller krav om udformning af en statslig støttepolitik til

fremme af innovation, der er langt mere overskuelig og tilgængelig. Det eksisterende

system i Danmark hæmmer med andre ord udformning og implementering

af effektive innovationspolitikker.

Men den erhvervspolitik, der lægges op til i Fair Løsning, er jo netop en forkælelse af udvalgte industrier som politikerne af eller anden grund kan lide eller bilder sig ind der er fremtid i. Netop den type politik, der i årtier har fået skiftende regeringer til at lave målrettet offentlig ”innovationspolitik” der er endt i de mest mærkværdige og bureaukratiske erhvervstøtteordninger, som S&SF helt berettiget kritiserer. Det er mærkeligt at forfatterne ikke ser ironien.

Der er meget ”90er” over den del af ”Fair Løsning”. Men det tragiske er, at det afsnit ordret kunne have være stjålet fra en af de utallige rapporter fra regeringen om samme emne, og at Dansk Industri sikkert vil spille med på den sang (hvis ikke de står bag den, SF var jo lige til møde derovre). Vestas vil næppe være ked af det f.eks. Hvem vil ikke have et subsidie fra skatteyderne?

Og her er en quiz. Disse afsnit kommer lige efter hinanden. Find selvmodsigelsen:

Der skal gennemføres en afbureaukratisering af reglerne i skattelovgivningen

og arbejdsmarkedslovgivningen med sigte på at lette de

administrative byrder for små og mellemstore virksomheder.

 

Akademikere kan i dag få et tilskud med på 10.000 kr. pr. måned, når de

ansættes som videnpiloter i små og mellemstore virksomheder. Ordningen

bør udvides. Den skaber øget vækst i virksomhederne og hjælper

ledige i beskæftigelse. Ordningen vurderes løbende i lyset af konjunktursituationen.

 

Hjemmeserviceordningen, som regeringen har begrænset til kun at gælde

pensionister, gav bl.a. travle børnefamilier mulighed for at købe sig til

rengøring mv. (uden at skulle ud på det sorte marked). S og SF vil indføre

en hjemmeservicelignende ordning f.eks. i form af mulighed for løntilskud

til firmaer, der udfører hjemmeservice, såfremt de ansætter personer

med svag tilknytning til arbejdsmarkedet. Løntilskuddet gør det muligt at

holde timeprisen nede på et fornuftigt niveau.

Samlet tager programmet et par reelle problemer op.

Men det er samtidigt tydeligt, at der ikke er meget reform eller forandring i ”løsningerne”. Der er ikke mange politiker i programmet, der ikke er gentagelser af gamle plader fra tidligere regeringer – af begge farver.

Måske er programmet nogenlunde lige der, hvor den gennemsnitlige vælger er. Det er ved at gå op for danskerne at Danmark er stagnerende og at vi ikke stråler på ret mange områder, herunder med hensyn til offentligt producerede serviceydelser som hospitaler og skoler. Men vi kan ikke helt finde ud af hvad der reelt er galt og hvordan det skal løses. Oppositionen foreslår her at kaste flere skattepenge efter problemet sådan at det offentlige producerer noget mere. Men problemet er jo at det offentlige ikke producerer disse serviceydelser særligt godt pr. krone og det er også tydeligt hvorfor. Hvorfor nogen tror, at yderligere skatteudskrivninger til finansiering af yderligere offentligt forbrug og overførsler i et land, der i forvejen har den mest ekstreme model i verden på begge punkter kan løfte Danmark ud af dvalen og løse de problemer Fair Løsning remser op er lidt en gåde.

MITs Esther Duflo, der er favorit til dette års John Bates Clark medalje (en amerikansk “nobelpris til unge økonomer under 40”), har faktisk lavet eksperimentet for nogle år siden i Kenya. Resultatet var rimeligt klart: Mindre lærerindsats men ingen signifikant forbedring af elevernes testscore. (Det er selvfølgelig muligt, at danske lærere skal opfattes som mere moralske individer end kenyanske lærere!?).

Hvorfor bliver vi ved med at tro at mere input = mere output i folkeskolen? Hvorfor bliver vi ved med at tro at folkeskolen er en institution hvor højere lærerløn giver bedre lærere. Hvor flere lærertimer helt automatisk giver bedre elever.

Er det ikke snart klart for alle, at Danske skatteydere betaler omtrent mest pr elev i verden men kun får et middelmådigt resultat ud i den anden ende. Kan Søvndal og andre politikere ikke komme med et bedre og mere begavet svar end at sende flere ressourcer ned i den mildest talt halvdårligt fungerende fabrik? Og så endda på en måde som vi allerede på forhånd ved nærmest er rent ressourcespild. Det er nemt at konstatere at folkeskolen ikke stråler. Det er straks sværere at komme med gode nuancerede svar på hvorfor og hvordan det ændres. Men kan vi dog ikke få bedre svar og analyse ud af danske politikere end “send flere penge”?

Og så er vi tilbage ved SF’erne. De kan, som Galbraith, ikke sætte to krydser. De er tvunget til at vælge, hvilken kapitalistisk kritikfigur, deres nye partileder skal forfølge. Valget står mellem den klassiske materialisme, der så massivt eksponeres af Villy, eller den mere moderne miljøvinkel, der repræsenteres ved Pia. Hvad var det nu Meta havde på hjertet?