Skatterne er måske det mest velbelyste, både teoretisk og empirisk. Mens man – ligesom med udgifterne – kan forestille sig en positiv effekt, så er den altovervejende effekt af beskatningen på væksten negativ. Det mest afgørende er, hvordan skatterne virker på marginalen – altså forvrider adfærden. Det gælder, hvad enten beskatningen rammer opsparing, investering, arbejdsudbud, forbrug, risikotagning eller hvad man nu ellers beskatter. Derfor spiller det ikke alene en rolle, hvor meget der opkræves i skatter, men nok så meget hvordan.

Hvis man er interesseret i en oversigt over den teoretiske litteratur, har jeg gennemgået den her.

Ser vi mere specifikt på den økonomiske vækst i Danmark, så spiller skattepolitikken en vigtig rolle. Den har i høj grad været med til at forme væksten. Der har været en stribe af skattereformer siden midten af 1980’erne – både i Danmark og udlandet, hvor Reagans skattereform i 1981 satte en international bevægelse i gang.

Lad os først kaste et blik på, hvordan det egentlig er gået med den økonomiske vækst herhjemme det seneste halve århundrede. Det kan man se i figuren, hvor jeg har plottet de årlige reale vækstrater ind. Som man kan se, har den trendmæssige vækst været faldende siden midten af 1960’erne. Det kan måske umiddelbart undre, hvis skattepolitikken nu har bidraget positivt. Men forklaringen er, at den underliggende vækst før reformer har været aftagende. Det gælder ikke bare i Danmark, men i praktisk taget hele den vestlige verden, hvor de mest avancerede økonomier findes.

Forklaringen på den aftagende vækst skal primært findes i en aftagende produktivitetsvækst. Produktiviteten handler om, hvor effektivt givne ressourcer – kapital og arbejdskraft – kan udnyttes. Men væksten har også været påvirket af incitamenterne til at investere i ny kapital, tage risiko og udbyde arbejdskraft.

Skattereformer har været et af de svar, der politisk har været på udfordringen med faldende vækst. I Danmark er marginalskatten på arbejde sænket fra op til 73 pct. til 56 pct. – dog indtil den siddende regering indførte en særlig høj toptopskat, der bringer marginalskatten op på 60 pct. for lønindkomst over 2,6 mio. kr. (for visse andre medfører SVM-regeringens skattereform derimod lavere marginalskatter). En anden væsentlig udvikling har været en gradvis nedsættelse af selskabsskattesatsen fra 50 pct. til 22 pct. Samtidig er skattebaserne generelt blevet udvidet, så der har ikke været et fald i skattetrykket, som matcher marginalskattelettelserne. Men sammensætningen af skattebyrden er ændret, og fordelingspolitikken – som bærer ansvaret for de høje marginalskatter – er blevet lempet lidt.

Hvor meget har det bidraget med til den samlede økonomiske vækst? Det har jeg forsøgt at regne på for perioden 1986-2017. Analysen er publiceret her – og et ungated dansk arbejdspapir uden betalingsmur kan findes her. Konklusionen er, at skattereformerne har løftet velstanden med knap 10 pct. Vi ville have været omkring en tiendedel fattigere uden reformerne.

Man kan også se på bidraget til den gennemsnitlige årlige vækst i perioden. Det har Thomas Due Bostrup og jeg regnet på her. I alt lå den gennemsnitlige årlige vækst på 1,6 pct. Heraf tegner skattereformer sig for 0,3 pct.point, mens andre reformer af bl.a. arbejdsmarkedspolitikken tegner sig for 0,2 pct.point. Med andre ord ville væksten i fravær af reformer blot have været 1,1 pct. Det er, hvad man kan kalde for den underliggende vækstrate – altså hvad økonomien vokser ”af sig selv” uden reforminitiativer.

Kigger man fremad, regner Finansministeriet heller ikke med en underliggende vækstrate på meget mere end 1 pct., sådan som det har været tilfældet i de foregående årtier. Allerede vedtagne reformer – herunder tilbagetrækningsreformernes løbende levetidsindeksering af pensionsalderen – vil komme oveni, så vi frem mod 2030 kan forudse en gennemsnitlig vækst næsten på niveau med den hidtidige.

Men skal væksten på længere sigt løftes over det beskedne niveau på  godt 1 pct. om året, vi har i underliggende vækst, så kræver det fortsatte reformer, herunder at den allerede aftalte indeksering af pensionsalderen også bliver udmøntet. Og der er trods de gentagne skattereformer gennem fire årtier fortsat potentiale for forbedringer. Selskabsskatten burde helt afvikles. Og marginalskatterne af løn- og ikke mindst kapitalindkomst er fortsat høje, om end ikke så astronomiske som tidligere.

Statsministeren har ret i, at der er brug for reformer, selv om det har knebet med begrundelsen – og hun desuden nu er begyndt at ryste på hånden Den lave vækst er den egentlige udfordring.

Tidligere var det befolkningstilvæksten som nogle åbenbart kunne ligge søvnløse over, nu er det så udsigten til at befolkningstallet topper, for derefter at falde, som problematiseres.

Men det er egentlig lidt underligt at folk først i årtier var bange for befolkningstilvæksten og det åbenbart først de senere år for alvor er gået op for folk, at den globale befolkning vil toppe på et tidspunkt og derefter blive mindre, ligesom diskussionen om fertilitetsraten herhjemme kan forekomme noget besynderlig. Således har den i mere end 50 år ligget under hvad der kræves (ca. 2,1) for at bibeholde befolkningens størrelse over tid, som det fremgår af nedenstående tabel. Med andre ord, hvis ikke det havde været for nettoindvandringen i den mellemliggende tid, ville befolkningstallet herhjemme være faldet de seneste år. Ifølge Danmarks Statistik udgør indvandrere og efterkommere efter indvandrere da også ca. 15 – 16 pct. af befolkningen her i 2024 (DST definition).  

Figur 1.

Kilde: Dst

Allerede da ægteparret Erhlich i 1968 udgav bogen ”The Population Bomb”, som forudsagde en verden med hungersnød og social uro på grund af den fortsatte befolkningstilvækst, havde verden passeret ”peak growth” punktet og tilvæksthastigheden har været faldende lige siden. Den globale befolkning forventes på nuværende tidspunkt ifølge de seneste estimater at toppe med omkring 10+ mia. mennesker i slutningen af dette århundrede.

Ægteparret Erhlich mente slet ikke at man kunne brødføde så mange mennesker, og brugte bl. a Indien som eksempel. Det var ”ren Malthus” tankegang og de havde ikke taget højde for produktivitetsudviklingen indenfor landbrug på grund af den Grønne Revolution. Det viste sig nemlig efterfølgende, at fødevareproduktionen steg langt hurtigere end befolkningstallet.

Nu er det så udsigten til et faldende befolkningstal som problematiseres som hvis ikke noget nær menneskehedens undergang, så dog et problem af et omfang, som kalder på umiddelbar handling. Men hvorfor egentlig og hvordan ser ”den nære fremtid” egentlig ud herhjemme? 

Men lad os lige starte med at se på hvordan Danmark gik fra at have en befolkning på under én mio. i begyndelsen af det 19. århundrede til tæt på 6 mio. i dag.

Som det fremgår af nedenstående figur, der viser hvor mange nyfødte, der døde inden de nåede 5-års alderen, var det tæt på 40 pct. i begyndelsen af det 19. århundrede. I starten af forrige århundrede var dette faldet til ca. 15 pct. Her i 2024 er det mindre end 4 promille, som ikke overlever de første 5 år. En i sig selv bemærkelsesværdig udvikling.

Figur 2

Mens børnedødeligheden falder gennem hele perioden, ser det dog noget anderledes ud for antal nyfødte per 1000 indbyggere; se nedenstående figur. I første halvdel af det 19. århundrede udgjorde de ca. 3-3,2 pct. af den samlede befolkning og andelen toppede omkring 1860 med ca 3,3 pct. Fra slutningen af det 19. århundrede og frem faldt andelen herefter kraftigt frem til hvor tid, hvor andelen af nyfødte i et givent år udgjorde lidt over en pct. af befolkningen.

Figur 3

Ovenstående er en velkendt udvikling, som alle lande går eller er gået igennem, kendt som den demografiske transition.

Først falder børnedødeligheden og senere begynder fertilitetsraten også at falde. Det skete i Danmark, som det er sket og sker i resten af verden. Der er stor forskel på både hastighed og hvor kraftigt fertilitetsraten falder, samt hvornår denne transformation finder sted. Det indebærer at sammensætningen af verdens befolkning, ikke kun fordelt på alder, men også oprindelse, oplever en kraftig forandring, hvilket også fremgår af nedenstående figur. Det er ikke noget nyt fænomen. Således er den afrikanske befolkning næsten 10-doblet siden 1900, og yderligere forventes at tredobles frem til slutningen af dette århundrede.

Figur 4

Kilde:  World Population Prospects – Population Division – United Nations

I samme periode halveres befolkningen, alt andet lige, i bl. a. Kina samt en række østeuropæiske og sydeuropæiske lande.

For hele Europa gælder, at den netop er toppet med ca. 740 mio. mennesker, og forventes at falde til ca. 585 mio. indbyggere frem mod 2075. Kinas befolkning topper også i disse år og forventes herefter at falde fra ca. 1,4 mia. til ca. 1,3 mia. frem mod 2050, for derefter at være faldet til ca. 800 mio. i slutningen af dette århundrede.

Også Indiens befolkning falder efter 2075 ifølge FN. Så jo, der er store forandringer i gang, når det kommer til både befolkningssammensætning og den samlede globale befolkning.

Det skal understreges, at der er tale om prognoser. Hvor mange vi vil være, når befolkningstallet peaker og hvornår, er der således en vis uenighed om. Alt er naturligvis afhængig af hvorvidt forudsætningerne for de prognoser man laver er korrekte, herunder udvikling i fertilitet og levealder, og for de enkelte lande, hvorledes migrantionsstrømmene udvikler sig. At fertiliteten er faldende, har vi dog vidst længe og for visse lande er den endog faldet drastisk, som det fremgår af nedenstående.

Tabel 1.

Den samlede globale fertilitet er på nuværende tidspunkt, ifølge FN, ca. 2,3 barn per kvinde i den fødedygtige alder.

Figur 5

Men er det et problem at ca. 40 pct af jordens befolkning år 2100 er afrikanere? (det svarer ca. til Indien og Kinas andel i dag), at Europas befolkning falder fra ca. 740 mio. mennesker til under 500 mio. mennesker frem mod år 2100? Og hvis man mener det er et problem, kan man så gøre noget ved det og skal man overhovedet gøre noget ved det?

Det er muligvis et problem for de enkelte lande – større eller mindre, alt efter hvorledes økonomien er indrettet – ikke mindst har det betydning for indretningen af velfærdsstatsmodellerne. Og det meste af diskussionen i disse år, ikke mindst herhjemme, synes også mest af alt at handle om betydningen for de offentlige finanser. Og det selv om vi ret beset har færre problemer end de fleste andre lande, ikke mindst på grund af den løbende regulering af pensionsalderen og den faldende betydning af folkepensionen for det fleste.

Lev med det – det handler om tilpasningsevne

Som det fremgik af figur 1 er det længe siden at den danske befolkning reproducerede sig selv og alligevel er den fortsat med at vokse. Fra lige under under 5 mio. i 1970 til lige under 6 mio. i dag, mens den forventes at vokse til ca. 6,2 mio. i 2070. Aldersfordelingen ændrer sig under vejs, hvilket vist driver en del af den debat som er og har været tilbagevendende i de senere år (ligesom den altid tilstedeværende debat om indvandring), herunder ikke mindst andelen af befolkningen, som står til rådighed for arbejdsmarkedet.

Figur 6

Mens den samlede befolkning som før nævnt forventes at stige til ca. 6,2 mio. indbyggere (husk det er en prognose), falder andelen af de som vi kan antage er en del af arbejdsmarkedet, baseret på alder i forhold til de aldersgrupper som står uden for.

Jeg har valgt at medtage de der befinder sig i aldersgruppen 20-69 årige som repræsenterende den erhvervsaktive del af befolkningen (afgrænsningen kan altid diskuteres). Denne gruppes andel falder med ca. 5 pct. point, svarende til et fald på 7,7 pct. frem mod 2070, fra at udgøre lidt over 63 pct., til at udgøre lidt over 58 pct. Modsvarende falder andelen under 20 år ca. 1,7 pct point, også svarende til et fald på ca. 7,7 pct. point. Til gengæld stiger andelen over 70 år med 6,5 pct. point, svarende til en stigning på ca. 43 pct.

Udviklingen i antal 20-69 årige fremgår af nedenstående figur 7. Vær opmærksom på at grafen starter ved 3.480.000. Reelt er der tale om at det maksimale antal i gruppen forventes at blive lidt over 3.640.000 i 2040, hvorefter antallet falder frem mod 2056 til 3.540.000 i den pågældende aldersgruppe, for derefter at stige frem mod 2070, hvor der vil være lidt færre end 3.640.000 indbyggere i denne aldersgruppe (pensionsalderen er fastsat ved lov til at være 69 år i 2035).     

Figur 7

Kilde: Dst.

Det har naturligvis, alt andet lige, betydning for arbejdsudbuddet, om end det altså, alt andet lige må forventes at være ca. det samme (lidt mindre) i 2070 som i 2024. Værdien af producerede varer og tjenesteydelser vil altså være lidt mindre i 2070 end i 2040 (igen alt andet lige), men betydeligt højere end på nuværende tidspunkt – også i forhold til indbyggertallet, selv hvis man tager højde for væksten i den samlede befolkning.

Og så er der jo slet ikke taget højde for produktivitetsudviklingen. Det kan selvfølgelig være, at der slet ikke er nogen – man ved jo aldrig hvad politikerne kan finde på af tåbeligheder – men hvis vi tager udgangspunkt i en forbedring på gennemsnitlig 1 pct. om året (den bør være, og kan være væsentlig højere, hvis skiftende regeringer og folketingsflertal rent faktisk lyttede til hvad økonomer siger), er der næppe et problem.

Figur 8

Kilde: Dst og egne beregninger

Figur 8 illustrerer udviklingen, hvis vi både tager højde for en forventet produktivitetsfremgang på i gennemsnit ½ pct., 1 pct. og 1,5 pct. og udviklingen i aldersgruppen 20-69 år. Det er vist ret tydeligt hvad det betyder, om den gennemsnitlige produktivitetsfremgang havner på ½, 1, eller 1,5 pct. Selv hvis vi ender på sølle ½ procent indebærer det, at den samlede realværdi stiger betydeligt mere end den samlede befolkning. Mens en stigning på i gennemsnit 1,5 pct. indebærer en næsten fordobling frem mod 2070 (Den svenske timeproduktivitet er i gennemsnit steget 1,6 pct. om året de seneste 20 år, så selv det burde være et konservativt bud på en mulig udvikling)

Men hvad så med udviklingen efter 2070 og hvad med resten af verden? Well. For det første kunne man penge på, hvilket overvismanden også har gjort, at der er visse fordele ved et faldende befolkningstal – fx i forhold til udledningen af drivhusgasser og ’presset” på den natur der omgiver os (hvorfor det også er afgørende at der i Afrika sker en fortsat urbanisering og velstandsfremgang). Og i det hele taget må man stille sig følgende to spørgsmål:

1. Hvad kan vi egentlig sige om hvordan verden ser ud om 50 år, 100 år eller mere? Indtil nu har vi oplevet både en historisk kraftig stigning i befolkningstallet samtidig med at velstanden er steget endnu mere. Det er den historiske udvikling, men det indebærer jo ikke at stigende befolkning er en forudsætning for stigende levestandard.

2. Selv hvis man ønskede at øge fertiliteten, kan det så overhovedet lade sig gøre i nogen meningsfuld grad? Det er jo ikke fordi lande med lave fertilitetskvotienter ikke har prøvet med alt fra medaljer til skattefrihed og direkte tilskud. Det ser dog ikke ud til at have betydet andet end muligvis et lidt mindre fald i fertiliteten, se også et par af nedenstående links.

Det minder en hel del om fx. egnsudvikling, hvor man i årtier har smidt mia. af skattekroner efter tyndt befolkede områder og ”udkantsdanmark”, alt mens befolkningen er strømmet den anden vej.

Så herfra skal blot lyde at Ja, fra slutningen af dette århundrede vil det globale befolkningstal falde og det har betydning for valg af først og fremmest velfærdsmodeller. I mellemtiden ville det være rart hvis man holdt op med at opfordre os til at arbejde mere. Det er nu en gang ikke målet med tilværelsen, og slet ikke når man ønsker at vi skal gøre det for andre end os selv og vores egne. Her på bloggen lægger vi ikke skjul på, at vi bestemt ikke mener, at den enkelte er til for statens – ikke mindst velfærdsstatens skyld, men primært for sig og sine.

Links:

Om hvorfor man får børn:

Forsker: Børn bliver set som arvegods, du ikke kan skille dig af med (berlingske.dk)

Carl-Johan:

Det skrumpende Danmark er nu på dagsordenen | Økonomisk Ugebrev

Befolkning, klima og vækst 8: Hvad er sammenhængene mellem befolkningstilvækst og økonomisk vækst? (cepos.dk)

»Børn er ikke en forudsætning for det gode liv. Ofte er de i vejen for det gode liv« (berlingske.dk)

Førende forsker vil aflive myter om, hvorfor vi får færre børn: Årsagen skal findes et andet sted (berlingske.dk)

Gapminder

Massiv affolkning truer store dele af Europa – DI (danskindustri.dk)

Kommentar: Ny befolkningsfremskrivning viser stor demografisk modvind (danskerhverv.dk)

Global Population Implosion to Less Than 200 Million People in 2300 | NextBigFuture.com

Aging Is the Real Population Bomb (imf.org)

How has world population growth changed over time? – Our World in Data

What Helps Explain the World Population Explosion? | St. Louis Fed (stlouisfed.org)

African Century (imf.org)

World Population Prospects – Population Division – United Nations

African Century (imf.org)

Doepke_Becker_QQ_1114.pdf (northwestern.edu)

Don’t worry about global population collapse – The Japan Times

Global fertility has collapsed, with profound economic consequences (economist.com)

World Population Prospects – Population Division – United Nations

Hold benene samlet. For Danmark | Weekendavisen

Topøkonom går i rette med udbredt opfattelse: De lave danske fødselsrater er ikke en bombe under økonomien (berlingske.dk)

Massiv affolkning truer store dele af Europa – DI (danskindustri.dk)

Amerikansk stjerneforsker har gransket de lave fødselsrater: Vi har aldrig set noget lignende før (berlingske.dk)

I mellemtiden har Jyllands-Posten bragt en kronik af Alexander Sokol, som postulerer endnu en angivelig negativ konsekvens af individualisme, nemlig den faldende fertilitet. ”Fertilitetskrisen er skabt af den moderne liberalisme”, hedder den sigende overskrift. Igen er der tale om spekulative postulater, der ikke er bakket op af nogen form for evidens.

Men lad os prøve at se på, om der er en sammenhæng synlig i data. Som nævnt kunne livstilfredshed forklares signifikant og positivt med individualisme-scoren (Hostedes meget anvendte individualisme-kollektivisme-indeks) og indkomst målt ved BNP per capira (logaritmisk transformeret), mens en dummy-variabel for, om et land har været kommunistisk, slog negativt og også meget signifikant ud.

Hvordan med fertilitet, altså antal fødte per kvinde?

Tabel 1 nedenfor afrapporterer den statistiske analyse.

Det ses for det første, at der er en negativ sammenhæng mellem, om et land har været kommunistisk og dets fertilitetsrate.

Det ses for det andet, at der er en klar signifikant negativ sammenhæng mellem indkomst og fertilitet. Det er ikke overraskende. Det er tværtimod en meget velkendt sammenhæng: At folk får færre børn, når deres indkomst stiger. Det er der flere forklaringer på: At børnedødeligheden også falder med indkomsten, og at behovet for børn til at forsørge sig, når man bliver gammel, falder. Vi har tidligere skrevet om det i bl.a. sommerserien 2019 (her er en oversigt over alle afsnit, inklusive om fertilitet).

Endelig ses det, at der ingen signifikant sammenhæng er mellem individualisme og fertilitet. Fortegnet er positivt, hvilket umiddelbart tilsiger, at folk i individualistiske kulturer får flere børn, men effekten er særdeles insignifikant*) – dvs. ikke forskellig fra nul.

Man kan dog indvende, at der – som vi også noterede i sidste afsnit #2 af sommerserien – er en sammenhæng via indkomstniveauet. Individualisme er forbundet med større velstand, som igen er forbundet med lavere fertilitet. Så ad den vej er der lavere fertilitet i mere individualistiske kulturer, simpelthen fordi de er rigere.

Men det skal bemærkes, at det slet ikke er den forklaring, forfatteren giver. Tværtimod hævdes det, at årsagen stammer fra liberal politisk filosofi fra Locke og Mill til Rawls og Nozick, som advokerer for en værdineutral stat:

“Og her finder vi endelig den måde, hvorpå liberalismen har skabt fertilitetskrisen. I moderne liberalisme må ingen slags liv privilegeres over andre, og staten må ikke gøre noget for at understøtte livet som forældre over andre slags liv. Men livet som forældre er et liv, der i helt særlig grad kræver en fælles indsats for at lykkes. Livet som forældre er det ultimative ikke-individualistiske liv, og det er det liv, hvor man i maksimal grad har brug for sin partner, sin familie, sine venner og sit lokale samfund.”

Selve dette ræsonnement hviler på flere fejltagelser. For det første at individualisme står i modsætning til, at individer kan indgå i forpligtende fællesskaber og lade andres velfærd, ikke mindst deres børns, indgå i deres egen. For det andet at den ”neutrale stat” er en umulighed, at vi alle altid er genstand for ”strukturel tvang”, og at man derfor lige så godt kan vælge ”konservativ tvang”. Forestillingen om ”strukturel tvang” – der lige som kollektivismen er et fælles gods med både den klassiske og postmoderne venstrefløj – bygger på et postuleret paradoks, som Popper brugte betydelige kræfter på at gendrive. De politiske institutioner er selvsagt ikke neutrale over for at realisere politiske præferencer – det er svært at praktisere nazisme eller bolchevisme i et frit samfund – men i den forstand, at folk har lov til at disponere over deres person, deres arbejdskraft og retfærdigt erhvervede ejendom.

Men jeg vil i denne omgang lade denne diskussion ligge. Det helt elementære spørgsmål er som sagt, om det er rigtigt, at udbredelse af individualistiske værdier påvirker præferencerne for at få børn i sig selv. Og det er der altså ingen umiddelbart empirisk evidens for. Det gælder også, selv om man i stedet for individualisme ser på graden af fri markedsøkonomi som mål for, hvor liberalt et samfund er. Jeg har i tabel 2 erstattet individualisme med Economic Freedom Index fra Fraser Institute et al. Det fører til nøjagtig samme resultat. Fertiliteten er stadig signifikant korreleret med indkomst og kommunisme-dummyen, men slet ikke med økonomisk frihed. Økonomisk frihed er derimod korreleret med indkomst, så ad den vej påvirker økonomisk liberalisme altså fertiliteten, men ikke som foreslået af kronikøren.

Man kan undre sig over, hvorfor disse debattører ikke gør sig den ulejlighed at undersøge, om der er nogen empirisk evidens for deres spekulative påstande. Det er vigtigt at understrege, at ikke alting kan afgøres empirisk, men de typer af påstande er oplagte at undersøge det empiriske grundlag for, før de slynges ud. Kan det skyldes, at de også har overtaget den postmoderne venstrefløjs synspunkt om, at alting bare er retorik? Jeg håber det ikke.

Det er værd at notere, at tesen om, at individualistiske værdier fører til færre børnefødsler, ikke er ny. Det har naturligvis også en vis plausibilitet, at et syn på kvinder som et individ med et selvstændigt formål i sig selv, snarere end blot at føre slægten videre, kunne sænke fertiliteten. Men den kan ikke bare slynges ud uden at se på evidensen eller de virksomme mekanismer. Hvorfor er der mere end 300 år mellem Lockes politiske filosofi og ”fertilitetskrisen”? Hvorfor falder fertiliteten over alt, hvor velstanden forøges og børnedødeligheden falder? Hvis indkomst er så stærk en drivkraft for fertilitetsudviklingen, hvorfor så kun fokusere på kulturelle værdier og politiske filosofier?

Lige til sidst: Er faldende fertilitet overhovedet et problem, og kalder det på politisk indgriben? Det forudsætter vores kronikør uden videre. Det fremstår, som om det ligefrem er et slags knock-out-argument.

Det er det langt fra. Det skrev vi flere afsnit om i sommerserien fra 2019 (se links ovenfor).  Ligesom det ikke – trods alle bekymringerne for en ”befolkningseksplosion” – ikke var et problem, at den globale befolkning voksede, er det i sig selv ikke noget problem, at vi bliver færre. Det er – som jeg var inde på den gang – muligt, at produktivitetsvæksten vil aftage, når vi bliver færre, men det vil i givet fald ikke være noget, det enkelte land kan gøre noget ved. Det kan også være et problem, hvis de offentlige finanser er indrettet efter et kædebrevsprincip om, at der er stadig flere yngre til at finansiere udgifter til de gamle. Løsningen på det problem er ikke at øge fertiliteten, men at gøre de offentlige finanser holdbare – sådan som det i øvrigt er sket i herhjemme, hvor en mindre befolkning ikke vil få bunden til at gå ud af de offentlig kasser.

*) Til dem, der ikke er vant til at læse en regressionsanalyse: P-værdien, der siger noget om sandsynligheden for, at koefficienten er signifikant forskellig fra nul, skal helst være mindre end 5 pct. (ellers er sandsynligheden for stor). I tabel 1 er P-værdien f.eks. 0,00000461 for koefficiensen for BNP per capita og langt under 0,05. P-værdien er derimod 0,697907 for individualisme-scoren og dermed langt over 0,05. Sandsynligheden for, at individualisme er korreleret med fertilitet, er derfor meget lille.

Se i øvrigt diskussionen i afsnit 2 af sommerserien om, hvad analyser af denne art kan og ikke kan sige noget om.

Tabel 1. Fertilitet, individualisme, indkomst og kommunisme

Tabel 2. Fertilitet, økonomisk frihed, indkomst og kommunisme

Men er det rigtigt, at en kultur præget af individualistiske værdier er mindre succesfuld? Skaber den mistrivsel, manglende livstilfredshed og dårligere levestandard? I dag vil jeg se på, hvad empirien egentlig siger, hvis vi prøver at måle det kvantitativt.

Det mest anvendte mål for individualisme er en skala skabt af Gert Hofstede. Han sammenlignede kulturen i forskellige lande baseret på svar på en række spørgsmål stillet deltagere i undersøgelsen. En af dimensionerne er netop individualisme-kollektivisme. Topscoreren i det anvendte datasæt er Australien. Også Danmark ligger højt på individualisme-scoren sammen med lande som Holland og de angelsaksiske lande. I den modsatte ende ligger lande som Venezuela, Singapore, Guatemala og Portugal. Der findes Hofstede-scorer for i alt 58 lande. Det er opgjort i 2015, men fordi der er tale om en kulturel variabel, er den relativt stabilt over tid. 100 er maksimum på skalaen.

Der eksisterer også – som vi tilbagevendende skriver om på Punditokraterne – et mål for, hvor tilfredse mennesker rapporterer at være med livet. Det er genstanden for såkaldte lykkestudier. Her rapporterer respondenterne deres selvopfattede livstilfredshed på en skala fra 0 til 10. Som med individualisme findes der nationale gennemsnit. Data stammer fra World Happiness Report 2024.

Vi kan altså se på, om lande med mere individualistiske værdier også har mindre livstilfredshed, sådan som den nationalkonservative tese skulle tilsige.

Der kan dog også være andre forhold, som påvirker livstilfredsheden, og som derfor kan være værd at inddrage. En meget velkendt sammenhæng er mellem gennemsnitsindkomst og livstilfredshed. Jo større gennemsnitsindkomst, desto mere livstilfredshed. Derfor forsøger vi også at tage gennemsnitsindkomsten med som forklarende variabel, udover individualisme-scoren.

En tredje forklarende variabel, som typisk hænger sammen med livstilfredsheden, er, om et land har været kommunistisk. Mennesker rapporterer typisk lavere livstilfredshed i lande, der har været eller stadig er under kommunistisk styre. Derfor inkluderer vi en såkaldt dummyvariabel for, om et land har været det (det får værdien 1, hvis ja, ellers nul).

Inden vi ser på, hvor meget henholdsvis individualisme, indkomst og kommunisme-dummyen kan forklare af variationen i den gennemsnitlige livstilfredshed, skal vi være opmærksom på et potentielt problem, nemlig om de tre forklarende variable kan være korreleret. I så fald kan det give problemer med deres indbyrdes forklaringskraft (kaldet multikollinearitet). Og her har vi faktisk et potentielt problem, fordi individualistiske kulturer viser sig at have en højere indkomst (korrelationskoefficienten er 0,67). Det giver os ganske vist et problem med at skille forklaringskraften for de to variable helt ad, men til gengæld viser det også, at individualisme kan påvirke livstilfredsheden ad flere kanaler. Dels kan individualisme have en direkte virkning, dels via at gøre folk rigere og derigennem mere lykkelige. Man kunne f.eks. forestille sig et trade-off, sådan at individualisme på den ene side gjorde folk lykkeligere ved at gøre dem rigere, men mindre lykkelige ved at undergrave sammenhængskraft osv.

De centrale resultater fra vores regression ses af nedenstående tabel.

Tabellen viser, at der er ikke noget sådan trade-off i tallene. Tværtimod er fortegnet positivt for både effekten af individualisme og af indkomst positiv på selvrapporteret lykke. Det kan fortolkes på den måde, at individualisme virker både direkte og indirekte til at gøre folk mere lykkeligere.

Hvis vi ser på kommunist-dummyen, er der ikke den samme korrelation med de to andre forklarende variable, men til gengæld er effekten meget signifikant negativ. Og hvad siger det så? Ja, for det første at den negative effekt af kollektivisme på lykke ikke kun er drevet af de fiaskoprægede kommunistiske regimer. For det andet kan man vel tillade sig at betragte kommunistiske værdier som (et af flere) udtryk for kollektivisme i sig selv. Men det er altså ikke kun kommunist-kollektivisme, som gør folk mindre lykkelige.

Det skal naturligvis understreges, at vores undersøgelse ikke tillader en streng kausal fortolkning. Vi kan se en klar korrelation – direkte og indirekte – mellem individualisme og lykke, men ikke nødvendigvis, hvad der fører til hvad. Det er altså i teorien muligt, at lykkelige og velhavende mennesker bliver mere individualistiske i stedet for den anden vej rundt.

Det er et generelt problem ved at bruge kulturelle variable, som ikke ændrer sig så meget over tid. Hvis vi kunne identificere et chok til værdierne, kunne man designe et mere kausalt studie. Men korrelationen er meget tydelig og ikke let at få til at passe med det nationalkonservative og venstreorienterede postulat om, at individualisme fører til mistrivsel og andre sociale patologier.

I figurerne har jeg plottet den direkte sammenhæng mellem lykke og henholdsvis individualisme og indkomstniveau. I den lille tabel afrapporterer som sagt den samlede statistiske analyse.

Sammenfattende er der altså ikke tegn på, at individualisme har negative konsekvenser – eller i hvert fald ikke på, at de eventuelle negative konsekvenser overdøver de positive. Jeg synes, der er for mange eksempler på, at nationalkonservative debattører blot postulerer en sammenhæng uden at dokumentere eller sandsynliggøre den. Empirien tyder, som vi har set, tværtimod på den modsatte sammenhæng, når det gælder individualisme og mistrivsel.

Men hvorfor kan det så virke så dragende at udpege individualisme grundlæggende årsag til angivelige problemer med mistrivsel og dårlig sammenhængskraft? Det vil jeg tage op i et senere indlæg.