Men lige præcis, når det gælder det substantielle politiske formål, har jeg svært ved at se, hvad det skulle være. Her skylder statsministeren en forklaring. Hvad er det, han vil opnå? Hvordan fremmer det muligheden for at komme igennem med Venstres politik. Tværtimod har Venstre i bemærkelsesværdig grad ikke blot overtaget Socialdemokratiets politik, men ligefrem i en række tilfælde overtrumfet den. Venstre vil bruge hele det råderum (som i parentes bemærket er blevet skabt af Løkkes egne helt unødvendige og hasarderede skatteforhøjelser under finanskrisen) på offentlige udgifter. Dermed overtog man Socialdemokratiets mærkesag (som S straks trumfede med at ville bruge endnu flere penge). VLAK har fordoblet Socialdemokraternes løfte om 500.000 grønne biler i 2030, uagtet de enorme samfundsøkonomiske omkostninger. Trods nytrykte valgplakater, der lover samme ”velfærd” (altså offentlige udgifter) som Socialdemokraterne, ”bare uden skattestigninger”, er de mest iøjnefaldende skattepolitiske bidrag til valgkampen fra Venstre været et krav om højere afgifter på cigaretter og en kovending om EU-minimums-selskabsskat og harmoniseret skattegrundlag.

Hvis der er et politisk projekt bag Løkkes SV-udspil, har jeg svært ved at se, hvad det er. Hvad er det for et politisk program, som kan motivere regeringssamarbejdet. Hvis der blot var tale om, at statsministeren har ændret politiske holdninger i socialdemokratisk retning, hvorfor skal Venstre så strengt taget med i en regering med S. Hvis han nu ser sig tættere på S end de andre partier i rød blok, så var det tilstrækkeligt at være støtteparti. Det havde været sværere for Mette Frederiksen at afvise. Det havde også fjernet mistanken om, at manøvren handler om personlige interesser og taburet-klæberi.

Løkkes eneste forklaring er, at han vil holde yderpartierne ude – og sigter til udlændingepolitikken hos NB og SK. Men det er påfaldende, at netop de to partier, som taler varmest for et samarbejde med Socialdemokraterne – Venstre og DF – selv er gået i spidsen med illiberal symbolpolitik i indvandrer- og flygtningepolitikken: Burkaforbud, smykkelove, forbud mod hadprædikanter, ekstra straf og kinesiske pointsystemer i ghettoområder og lagkager er først og fremmest groet i Venstres baghave, mens retorikken mod konventionerne har været stærkest fra DF.

Socialdemokratiet har længe deltaget i dette spil symbolladede stramninger. Socialdemokratiet har desuden for længst deponeret sin udlændingepolitik hos Venstre og DF med en garanti om, at et rødt flertal efter valget ikke vil blive udnyttet på det område. Dermed har man afmonteret truslen fra yderpartierne til venstre. Løkke kunne have valgt at gøre det samme – altså give en tilsvarende garanti om, at der ikke vil blive ført udlændingepolitik med SK og NB, og at Socialdemokratiet skal være med. Det ville Mette Frederiksen dårligt have kunnet nægte – givet at hun beder blå blok om det samme. Omvendt har det været let for hende at afvise en SV-regering, og det er vanskeligt at se, hvad hendes interesse skulle være i sådan en regering. Løkke har altså valgt den mest yderligtgående og mest urealistiske vej til at holde yderpartierne ude af udlændingepolitikken frem for den enkle og realistiske. Hvis forklaringen vel at mærke skal tages for pålydende.

Man aner også den forklaring, at det skal være nemmere at regere end under VLAK-regeringen. Men så naiv er Løkke næppe. Han får næppe så let spil med et ministerhold fra Socialdemokratiet, som han har haft med det fra LA og K. S er i stand til at sætte et hold, der har ministererfaring og er vant til at få deres vilje i politiske forhandlinger. De bliver væsentligt sværere at bide skeer med. Og når det kommer til stykket, har det siden regeringsdannelsen ikke været de små regeringspartnere, der har skaffet Løkke vanskeligheder, men DFs modvilje mod at give regeringen succeser – end ikke når regeringen ydmygede sig til at spille ud med gamle DF-ønsker så som skattelettelser i bunden.

En SV-regering vil fortsat være afhængig af DF. DF vil enten kunne kannibalisere sine to nærmeste konkurrenter eller gøre sig besværlige, hvis det ikke lykkes. DFs formand har allerede demonstreret, at han ikke viger tilbage i et spil chicken (medmindre det forventede valgnederslag kommer til at slide alvorligt på disse evner). Spilteoretisk har en ligevægt mellem en hardliner og én, der allerede har demonstreret vilje til at vige, en tendens til at bide sig fast og blive selvforstærkende.

Det kan som sagt være, at der er et politisk projekt, Løkke mener kræver en SV-regering. Men han har ikke løftet sløret for det. Dermed er spillerum for forklaringer, som hverken er ærefulde endsige acceptable.

Under Anders Fogh var det konstante motto, at ”det der ikke kan forklares, kan heller ikke forsvares”. Det er ikke forkert. VLAK’s hidtidige problemer med at give tilstrækkeligt overbevisende forklaringer til sine baglande må være en påmindelse til Løkke om det nødvendige med en forklaring af det politiske projekt.

Det gælder ikke mindst, når der er tale om så markant og pludseligt et brud med den hidtidige parlamentariske tradition. Vi har kun haft én – kortvarig og langt fra succesfuld – SV-regering i efterkrigstiden. Desuden deltog samtlige demokratiske partier kortvarigt i befrielsesregeringen. Også i udlandet er samlingsregeringer mellem de store partier hen over midten en undtagelse – med mindre altså der forelægger en helt særlig situation, enten parlamentarisk eller en politisk. Ingen af delene er lette at få øje på i dagens Danmark.