Johans bog har titlen “The Mirage of Swedish Socialism: The Economic History of a Welfare State“. Bogen er struktureret omkring fire kapitler: Fortællingen om, hvordan Sverige blev rigt før det begyndte at indføre en velfærdsstat, et kapitel om tiden da landet indførte velfærdsstaten og direkte socialistisk økonomisk politik, og hvordan det afskaffede meget af politikken, og to kapitler om hvordan Sveriges politik faktisk ser ud idag.

Fraser Instituttets projekt kommer til at dække Sverige og Danmark som lande, der indførte velfærdsstater, men ikke er socialistiske, Polen og Estland og deres erfaring med faktisk socialisme, og Singapore som valgte en helt tredje, unik vej. Det hele er absolut værd at holde øje med og læse når det kommer. Varmt anbefalet!

Undtagelsen er dog Benjamin Born, Alexander Dietrich og Gernot Müllers “The lockdown effect: A counterfactual for Sweden.” Born et al. er et studie af de svenske corona-relaterede dødsfald, og bruger en såkaldt syntetisk kontrol for at give et informeret bud på, hvordan de svenske dødsfald havde udviklet sig hvis landet havde lukket ned som andre dele af Europa. Læser man studiet, der nu er udgivet i PLOS One, er det svært at afvise, at de tre tyskere har gjort et fint stykke arbejde. Det stikker alligevel ud, da de finder at ’manglen’ på en svensk nedlukning kostede liv. Spørgsmålet er, om der er noget galt med Born et al. som de i princippet kunne have gjort noget ved. Det er spørgsmålet, vi ser omhyggeligt på i dag.

Mens der ikke er noget teknisk galt med deres brug af en syntetisk kontrol, har selve metoden nogle mulige problemer, der skal håndteres. I helt særlig grad gælder det, at når man fitter den syntetiske kontrol, der basalt set bare er et vægtet gennemsnit af andre sammenlignelige lande, men hvor metoden finder den optimale vægtning, bør man fitte den over en lang periode før den intervention eller begivenhed, man studerer konsekvenserne af. Det er ikke muligt i forbindelse med coronavirussen, da der i sagens natur ikke findes en lang periode før – tallene for corona-relaterede dødsfald er nul i alle lande. Det andet problem er, at man bør se på en tilstrækkeligt lang periode efter begivenheden for at være sikker på, at man ikke finder en transitorisk forskel.

Det første problem kan ganske enkelt ikke løses så længe man fokuserer specifikt på corona-relaterede dødsfald. Som vi har argumenteret tidligere her på stedet, kan det også give misvisende resultater, fordi ikke alle lande opgør tallet på samme måde, og opgørelsesmetoden endda har ændret sig over tid. Forleden kom det for eksempel frem, at Alameda County i Californien havde overdrevet deres dødstal med 25 %, fordi deres metode bl.a. også talte en række trafikdødsfald og andet med. Løsningen er at se på overordnede dødstal, dvs. ’all-cause mortality’.

Gør man det og beregner den syntetiske kontrol, som Born et al. kommer frem til, ser det ud som i den første figur. Born et al. fokuserer på de otte uger fra 15. marts i uge 12 til 17 maj, som er tydelige i figuren, der begynder med uge 11. Vi bruger med vilje deres syntetiske kontrol for smittetal i stedet for dødstal, fordi den matcher deres resultater noget bedre når vi bruger overordnet mortalitet.

Born et al. finder med den, at Sverige havde cirka 2800 flere dødsfald end den syntetiske kontrol i de otte uger. Bruger man deres syntetiske kontrol, men med overordnede dødstal, finder man et overskud på cirka 1700 ekstra dødsfald, som kan afløses i figuren ved at sammenligne den blå linje (Sverige) med den stiplede sorte linje (den syntetiske kontrol). Problemerne viser sig dog ved at sammenligne Sverige med den syntetiske kontrol udenfor den periode, Born et al. fokuserer på. Det kan ses i den første figur, når man går videre end den 11. uge efter at Sverige ikke lukkede ned som andre, og i den anden figur i dag, der viser matchet til den syntetiske kontrol i 2019 og de første uger af 2020.

Det første problem er, at man tydeligt kan se, at det faktiske Sverige oplevede godt 500 færre dødsfald i de første 11 uger af 2020 og 4500 færre dødsfald i 2019 end i den syntetiske kontrol. I den anden figur ligger den syntetiske kontrol således over det faktiske Sverige hver uge i hele 2019. Øvelsen illustrerer således endnu en gang, at Sverige gik ind i epidemien med en stor mængde ’dry tinder’, som det kaldes: Relativt mange ældre, der under normale omstændigheder ville være døde, men som af en eller anden grund – bl.a. en meget svag virussæson – overlevede længere end normalt. Sveriges dødelighed i hele 2019 lå således på cirka 95 % af gennemsnittet for de foregående fem år.

Det andet problem er også klart, når man fokuserer på perioden fra uge 11 i 2020 og indtil de sidst tilgængelige data for uge 19 i år, som vi gør i den tredje figur. Fra uge 25 til uge 46 ligger Sverige igen væsentligt under den syntetiske kontrol. Uge 47 til uge 3 i 2021 ligger Sverige over, men derefter igen under den syntetiske kontrol. Det er således meget klart, at timingen i Born et al. er vigtig: Hvis de havde udvidet den periode, de undersøger, ville deres egen metode med stor sikkerhed have givet et andet resultat. I forhold til den syntetiske kontrol oplevede Sverige lidt flere tidlige dødsfald, men ikke flere totalt set.

Som vi illustrerer i den sidste figur, passer den syntetiske kontrol for hele 2020 forbløffende godt på Sverige: Den faktiske svenske dødelighed i 2020 var 0,2 % lavere end den syntetiske kontrol fra Born et al. Men dry tinder-problemet er også tydeligt, da kontrollen havde 5,3 % højere dødelighed i 2019. Ydermere har den 2,3 % højere dødelighed i de første 19 uger af 2021. Bundlinjen er, at Born, Dietrich og Müller rent teknisk har lavet et meget fint studie, men kommer til at lide af problemer, som deres specifikke datavalg fører dem ud i. Bruger man faktiske, overordnede mortalitetstal for hele 2020, viser deres syntetiske kontrol sig at være et flot match til Sverige. Den fører bare slet ikke til de konklusioner, de ender med i deres studie. Den indikerer derimod, at Sveriges valg ikke førte til flere dødsfald.

I 2016-17-sæsonen er det klart i figuren, at den årlige spike lå tidligere i Sverige (den blå kurve) end i Danmark (den røde kurve), mens den hårde virussæson 2017-18 lå på cirka samme tidspunkt i de to lande og var en tand kraftigere i Danmark. Fra midten af 2018 er det derimod tydeligt, at det svenske dødstal, repræsenteret ved den blå kurve, det meste af tiden ligger under det danske dødstal på den røde kurve. Januar-februar 2019 var meget ens i de to lande, mens den klare spike i virussæsonen kun er tydelig for Danmark i første uge af marts, men ikke kom i Sverige. Derefter ligger det svenske dødstal markant under det danske fra juni 2018 indtil starten af marts i år, hvor det svenske dødstal stiger meget kraftigt. Det er denne periode, der giver den såkaldte ’dry tinder’ – en stor gruppe skrøbelige ældre, der under normale omstændigheder ville være døde, men overlever indtil marts-april 2020. Det er også værd at bemærke, at fra juli har det svenske tal igen ligget lavere end det danske.

Hvor slem er den svenske virusperiode i foråret egentlig? På figuren kan man se, at hvordan den udviklede sig ekstremt hurtigt, men også forsvandt relativt hurtigt igen. Graver man sig ned i dataene, viser det sig at Sveriges meget omtalte tre måneder i foråret fra marts til maj, hvor der døde 2,61 personer per 1000 borgere, ikke var så meget anderledes end Danmarks glemte virusperiode december 2017 til februar 2018, hvor dødstallet var 2,55 per 1000 indbyggere. Den danske influenzasæson i 2017-18 udviklede sig ikke helt så hurtigt og endte dermed heller ikke i den samme tydelige spike, men det samlede tremåneders dødstal var ganske sammenligneligt med det svenske forår i år.

En anden måde at se sammenligningen, er at lade være med at vurdere én sæson, men at se på tværs af flere år. Gør man det, får man meget af dry tinder-effekten med, som netop består, at der er få dødsfald et år, men af samme grund flere dødsfald det næste år. Her er det værd at lægge mærke til, at der i perioden fra 22. november 2018 til 22. november 2020 i gennemsnit døde 147,6 personer per dag i Danmark og 244, 2 personer i Sverige. I den foregående toårsperiode mellem 22. november 2016 og 2018 døde der henholdsvis 148,7 og 246,5 personer i de to lande. Ser man på de to lande over to år, er det gennemsnitlige dødstal således meget almindeligt. Som figuren nedenfor illustrerer, jævner udsvingene sig ud over tid, og en væsentlig del af den høje dødelighed i Sverige i år er en konsekvens af den meget lave dødelighed sidste år.

Som vi tidligere har understreget, blandt andet her på stedet og i pågående forskning, er forskellene til Sverige dybt misvisende, og skal man forstå Sveriges høje dødstal – ligesom bl.a. Belgiens og Storbritanniens – må man tage hensyn til en række faktorer. Bundlinjen er, at de nuværende nedlukninger, masketvang og andre brud på almindelige rettigheder er totalt unødvendige. Epidemien har en dødelighed på 1½-2‰ og ser man godt efter, ligner den i høj grad en svær virussæson, og ikke en fundamental trussel. Regeringer over hele den vestlige verden er ved at ødelægge deres økonomier og civilsamfund for ingen verdens nytte.

Der er rigtig gode holdepunkter for, at den sociale distancering nu er afgørende, når man sammenligner sygdomsudviklingen i forskellige lande. De fleste steder stagnerer – eller falder – antallet af døde og kritisk syge. Det tyder på, at den effektive transmissionsrate, Re, er faldet til knap én, ret uafhængigt af hvor hård en nedlukningspolitik, regeringerne fører. Og en effektiv transmissionsrate på én er netop konsistent med, at det er folks egen adfærd, der styrer smitten – herunder at de kompenserer for tvungen nedlukning. Hvorfor vil jeg vende tilbage til ved en senere lejlighed (se John Cochranes glimrende blogpost om det her).

Nu skal det imidlertid dreje sig om en anden helt central pointe: De økonomiske omkostninger ved tvungen nedlukning er markant større end ved frivillig distancering. Det hænger sammen med, at folk ved frivillig distancering vil skære det forbrug fra, som giver mindst nytte i forhold til smitterisikoen: De kan f.eks. distancere sig ved at gå mindre ofte til frisøren, i supermarked og til fitness eller springe en mindre vigtig busrejse over. Hvis de derimod på grund af nedlukning bliver tvunget til at skære alt forbrug af bestemte typer væk, vil det koste dem meget mere.

Hvor meget?

Det kan vi i første omgang illustrere ved et lille regneeksempel.

Nyttetabet ved at skære et marginalt forbrug på ΔX væk kan approksimeres ved denne formel (men spring mellemregningerne over, hvis du ikke er til den slags):

Nyttetab = ½ΔX²k

hvor k er den inverse nominelle (kompenserede) priselasticitet i efterspørgslen efter gode X (k=-1/efterspørgselselasticitet).

Lad os nu lukke markedet for X helt (ΔX =1). I så fald er nyttetabet:

Nyttetab ved nedlukning = ½k

Lad os antage, at der er ni andre markeder (som vi for letheds skyld forudsætter er ens). I stedet for at lukke ét godemarked ned, kan man forestille sig, at forbrugerne ved frivillig distancering reducerer deres forbrug af hvert gode med 10 pct.

Nyttetab ved distancering per marked = ½ x 0,01k

Nyttetab ved distancering for alle ti markeder = 10 x ½ x 0,01k = 1/20k

Som man kan se, er nyttetabet ved distancering (1/20k) kun en tiendedel af nyttetabet ved at lukke markedet for ét produkt ned (½k). Nedlukning koster altså umiddelbart forbrugerne ti gange så meget, selv om den målte omsætning i begge tilfælde falder med 10 pct.

Nogen vil måske indvende, at nedlukning kan målrette markederne for de mest risikobetonede produkter og tjenester. Og det er sandt. Men forbrugerne vil ligeledes afveje nyttetabet mod risikoen (i en lidt mere avanceret model, end vi bruger her, hvor alle produkter er lige farlige). Derfor ser man også, at f.eks. restaurant- og barbesøg er faldet mærkbart i Sverige, selv om de ikke er forbudt.

Eksemplet illustrerer altså, hvorfor man skal være varsom med at sammenligne faldet i privatforbruget i nationalregnskabet, når man skal vurdere omkostningerne ved corona-håndteringen. Nationalregnskabet måler forbruget i mængder. Det kan man som regel rolig gøre, fordi forbrugernes frie valg sikrer, at de priser, mængderne vejes sammen med, afspejler forbrugernes nytte. Men når det frie forbrugsvalg – som ved nedlukning af hele brancher – er sat ud af kraft, kan nationalregnskabet ikke rigtig bruges til så meget.

Det er let at se ved et dumt, men pædagogisk eksempel. Antag at du fik mulighed for at fordoble dit privatforbrug. Men på betingelse af, at hele dit forbrug skulle bestå i tandbørster. Du ville formentlig foretrække dit nuværende forbrug, selv om det ifølge nationalregnskabets metode kun var halvt så stort.

Pointen er som sagt, at nyttetabet ved nedlukning kan være voldsomt større end ved frivillig distancering.

Det medfører, at genåbningen vil medføre klare gevinster, selv om smittetrykket ikke stiger, og folk stadig vil være meget tilbageholdende med at gå på f.eks. café. Og selv om privatforbruget måske stadig vil udvikle sig langsomt, fordi folk er forsigtige. Det betyder også, at man ikke bare kan sammenligne den økonomiske vækst i nationalregnskaberne mellem lande med så forskellig politik som f.eks. Danmark og Sverige (indtil vi har åbnet nok til at nå ”svenske tilstande”). Eller Danmark med lande som Frankrig og Italien med langt mindre forbrugersuverænitet tilbage.

Sammenligner vi konkret med Sverige i perioden frem til påske med den strengeste danske nedlukning, så er det med udgangspunkt i beregningen ovenfor ikke usandsynligt, at det reelle økonomiske tab, forbrugertabet, har været 2-3 gange større i Danmark. Med udgangspunkt i ekspertudvalget kan omkring halvdelen af tilbagegangen i Danmark tilskrives nedlukning. Desuden har en del af nedlukningen, måske halvdelen, ramt indkøb af længerevarende forbrugsgoder, hvor nyttetabet ved naturligvis er mere begrænset, fordi købene blot er blevet udskudt. Den samlede effekt er i så fald et tab for forbrugerne i Danmark på 2-3 gange det svenske.

Den socialdemokratiske statsminister, Stefan Lövfen er blev væltet af den borgerlige koalition + Sverigedemokraterna, og ingen af de to politiske blokke mønstrer de 175 medlemmer af Riksdagen, som skal til for at skabe et flertal.

På den rene formidlingsfront sker der også stærkt interessante ting, idet den fremragende Johan Norberg barsler med en ny TV-serie med titlen ”Sweden: Lessons for America?” der bliver vist i løbet af efteråret – og teaseren kan ses nedenfor. Norbergs hovedpointe, som han formidler til amerikanerne, er at deres ”opfattelsen af Sverige sidder fast i 1975.” Det er en vigtig pointe, som i virkeligheden også passer på amerikaneres, franskmænds og mange andres opfattelse af Danmark. Forleden bragte Reason derfor et længere interview med Norberg, der kan høres her.  I løbet af de 40 minutter som interviewet tager, kommer Norberg og Todd Krainin langt omkring i svensk økonomi og økonomisk udvikling. Mod slutningen af interviewet bliver Norberg decideret Andreas Berghsk i sit scope og fokus på, hvad der er særligt ved Sverige og de andre nordiske lande.

Som altid er både Norbergs film og Ekonomisk Debatt stærkt anbefalede.

I horisonten har det rumlet længe, men nu er det lige over.  Det svenske valg afgøres i overmorgen. Nogle vigtige ting ved vi allerede nu: Sverigedemokraterna, det sorte får i svensk politik får et kanonvalg. Og sejren bliver så stor, at hverken den  rød-grønne blok eller den borgerlige koalition vil mønstre de  nødvendige 175 mandater, som er nødvendige for at danne en flertalsregering efter det svenske valget.  Men hvor stor bliver valgsejren? Og vil den tvinge de toneangivende politiske partier til at tænke i nye baner.

Enten må de to fronter stoppe deres skyttegravskrig, som har præget valgkampen, så der kan dannes en flertalsregering over midten. Eller også får Sverige en skrøbelig mindretalsregering, kommer til at sidde så usikkert i sadlen at en ny stor regeringskrise nærmest  er uundgåelig. Det kan føre til et snarligt omvalg.  Usikkerheden omkring det  endelige valgresultat er stor, men Sveriges politiske situation synes meget uoverskuelig fremadrettet.

Lad os først forklare, hvorfor regeringsdannelsen finder sted på en anden måde i Sverige end i Danmark, og hvorfor princippet om negativ parlamentarisme er forskelligt.

Regeringsdannelse efter et valg: Forskellen mellem Danmark og Sverige

Regeringsdannelsen efter et valg foregår på en anden måde i Sverige, end den gør i Danmark.

Proceduren i Danmark, som blev indført i 1909, men ikke nedskrevet,  starter med en dronningerunde: I dronningerunden går partilederne til dronningen, og tilkendegiver, hvem de peger på som den en kongelig undersøger, dvs. hvem  de mener skal undersøge mulighederne for at danne regering. Dronningen  udpeger derefter den politiker, hun mener kan danne en regering. I praksis er den kongelige undersøger den partileder, som  flest partier har peget på som mulig statsminister. Denne statsministerkandidat leder derefter regeringsforhandlingerne. Hvis regeringsforhandlingerne afsluttes med et positivt resultat, udpeger dronningen til slut den kommende statsminister. Opnås der ikke enighed i regeringsforhandlingerne, starter en ny dronningerunde med den samme eller en anden partileder.  Processen fortsætter til der opnås enighed blandt partierne om, hvem der skal være statsminister og danne en ny regering. Flere dronningerunder kan derfor finde sted.

Regeringsdannelsen i Sverige er proceduren heller ikke formelt nedskrevet, men har været en praksis siden 1919. I modsætning til Danmark går partilederne ikke til den svenske regent. Hvis den svenske regering taber magten ved et valg, vil statsministren typisk gå af med mindre, at han kan skabe en  ny regering.  Hvis statsministeren ikke går af, finder der straks efter valget en afstemning sted i det svenske parlament, Rigsdagen, som kan tvinge statsministeren til at gå af.

Dernæst udpeger Rigsdagens formand, talmannen den partileder, han vurderer har den største chance for at skabe en regering. Denne talmannsrunde varer typisk et par uger, men kan forlænges, hvis dannelsen af en regering er på vej,

Derimod er det formanden (talmannen) for  det svenske parlament  (Riksdagen) ), som udpeger den partileder, han vurderer har de største chancer for at få skabt en regering. Det kan være partilederen af Riksdagens største parti, men ikke nødvendigvis. Hvis det største parti ikke har en majoritet, evt. med en eller flere koalitionspartnere eller støtte partier, kan det være et mindre parti.  Ligesom i Danmark har mindretalsregeringer ikke været ualmindelige i Sverige.

Endvide

finder der efter valget en afstemning sted om, hvem som kal lede regeringsforhandlingerne. Denne person, som på svensk kaldes for talmannen,  udpeges ikke på forhånd, men vil være den, som kan samle et flertal. Hvis et parti eller en politisk blok er størst, er sagen reelt klar. Det bliver lederen af dette parti, som skal lede regeringsforhandlingerne. Måske skal der flere afstemninger til, hvis partierne ikke kan enes indbyrdes om, hvem der skal lede regeringsforhandlingerne.  Men siden 1982 er der blevet den praksis, at talmannen bliver lederen af det største regeringsparti.

Talmannen har fire forsøg på at skabe enighed om, hvem der skal være Sveriges nye statsminister. Dette er Sveriges parallel til de danske dronninge- (eller kongerunder). Hvis det ikke lykkes i de fire forsøg, udskrives der automatisk nyvalg.  I den mellemliggende periode fungerer den siddende regering som overgangsregering.

Ca. 14 dage efter valget finder der i Rigsdagen en afstemning sted, om parlamentet kan godkende den ny statsminister.  Hvis den siddende statsminister har et flertal imod sig, må han gå af, men regeringen kan i  princippet godt forsætte. Men regeringen har maksimalt 2 måneder til at fremlægge en ny finanslov.  Kort før jul stemmer Rigsdagen om finansloven godkendes eller ej. Forkastes den, indtræffer en regeringskrise. Dette blev tilfældet i 2014, hvor Sverigedemokraterna stemte imod finanslovsforslaget. Statsminister Löfven overvejede et nyvalg, der skulle finde sted i marts, men det lykkedes i slutningen af december på tværs af de to politiske blokke at blive enige om, at Löfven kunne fortsætte og lede en mindretalsregering; noget som er ret usædvanligt i Sverige.

Spillet om regeringsmagten er således kompliceret i begge lande, men både i Danmark og i Sverige gælder princippet om   negativ parlamentarisme, som går ud på, at en regering ikke må have et flertal imod sig.  I Danmark kan en regering godt overleve, selvom den fremlægger et lovforslag,  der nedstemmes i folketinget. Regeringen falder først, når oppositionen fremlægger et mistillidsvotum, som vedtages.  I Sverige derimod falder regeringen, hvis den fremlægger et lovforslag, som ikke kan vedtages i Rigsdagen. I så fald har regeringen i princippet et automatisk, hvis den efter at have fremlagt et lovforslag får et flertal imod  sig. I begge lande kan der udmærket dannes mindretalsregeringer, men forskellen i princippet om negativ parlamentarisme er afgørende.

Skrøbelig regering efter valget i 2014.

Det svenske valg d. 14 sep Septemper 2014 resulterede præcis i den nævnte situation: Den rød grønne koalition bestående af Socialdemokraterna, Miljöpartiet og Vänsterpartiet vandt ganske vandt valget, men samlede ikke de nødvendige 175 mandater til at danne en flertalsregering.

I overensstemmelse med traditionen blev det overladt til det største parti,  Socialdemokraterna, ledt af Stefan Lövfen at undersøge mulighederne for at danne regering. Eftersom forholdet mellem den rødgrønne koalitions forhold til den borgerlige koalition i sagens natur var belastet (de to blokke havde jo lige været i valgkamp,  forkastede Rigsdagen med Sverigedemokraternas mandater finanslovsforslaget.

Eftersom ingen af parterne ville samarbejde med Sverigededemokraterna, var det ikke muligt at danne en bred koalition over den politiske midte, overvejede statsminister Lövfen at udskrive et nyvalg, som skulle finde sted den 29. december 2014. Valget ville utvivlsomt resultere i, at ingen af blokkene vil få majoritet, og derfor enedes de koalitioner i december om, at regeringen kunne fortsætte, så Sverigedemokraterna blev holdt uden for indflydelse. Det fik Sverigedemokraterna alligevel jf. min sidste artikel, som blev publiceret for få dage siden.

Ingen af blokkene har udsigt til at få majoritet ved det kommende valg.

Efter valget i 2014 har Sverigedemokraterne stormet frem i meningsmålingerne. Flygninge- og migrantkrisen i 2015 spilede en stor rolle. I juni publicere instituttet YouGov en chokmåling, som gjorde Sverigedemokraterna det største parti med hele 7, 5% afstand  ned til Socialdemokraterna som det  næststørste parti.

Ingen af de poliske blokke har udsigt til at få flertal ved valget om tre dage. Statsminister Lövfen har senest igen forsøgt at række hånden ud til Centerpartier og de Liberale med henblik på  at danne en majoritetsregering henover midten.  Tilbuddet blev afvist. Centerpartiets partileder, Annie Lööf gik så vidt som til at sige, at hun hellere ville spise sin højre sko fremfor at agere støtteparti for Socialdemokraterna.

En borgerlig koalitionsregering med Sverigedemokraterna som støtteparti er næppe heller ikke muligt, eftersom ingen partier formelt vil samarbejde med dette parti, selvom Moderaterna har strammet sin udlændingepolitik fornylig.

Oddsfirmaerne mener dog, at den borgerlige koalition bliver den største efter valget, hvilket overlader det til Moderaternas formand Ulf Kristersson at skabe en ny regering.

Men det er langt fra sikkert, at den borgerlige koalition bliver den største, fordi meningsmålingerne er notorisk usikre. Dette hænger dels sammen med, at institutterne anvender forskellige metoder, hvorfor målingerne varierer og skaber den såkaldte house effekter, som  måler hvor meget institutternes seneste måling afviger fra valgresultat.  Ved valget i 2014 kom YouGov tættest på valgresultatet, men ramte alligevel klart ved siden af.

Det er dog langt fra usandsynligt, at Sverigedemokraterna bliver meget større Ligesom de danske meningsmålinger i mange år har undervurderet Dansk Folkeparti forud for valg, er det samme tilfældet for Sverigedemokraterna. YouGovs seneste meningsmåling, giver Sverigedemokraterna 24,8%, hvilket give partiet en kæmpevalgsejr med mere end 10% fremgang.  Men de seneste målinger varierer meget, men har dog nærmest sig noget i de sidste par uger.  Her kort før valget, måles Sverigedemokraterna gennemsnitligt til 19,3%.

Hvordan det hele ender, giver valget os et resultat på, og sikkert kort efter,  hvem der bliver Sveriges næste statsminister,

Hvad kommer der til at ske efter det svenske valg?

Det svenske valg bliver det mest spændende i mange år. Ingen af blokkene ser ud til at få majoritet, Hvis Socialdemokraterna fortsat bliver det største parti, bliver det Löfven muligvis talmann, men det kan jf. ovenstående ikke tages for givet. Hvem der end udpeges som talmann, han han som nævnt 4 forsøg til at skabe enighed om en regering. Det kan altså ende med et hurtigt nyvalg, hvis forsøgene mislykkes.

Den næste store hurdle for den nye regering er afstemningen om regeringens finanslovsforslag i november. Hvis det forkastes, som det blev indtræffer en regeringskrise, som kan udløse nyvalget.

Hvis den rødgrønne blok bliver størst ved valget, vil der med stor sikkerhed indtræffe en regeringskrise, da Sverigedemokraterna,  der formodes at blive valgets store sejrherre, vil få finanslovsforslaget forkastet.

Hvis den borgerlige alliance bliver størst, men ikke stor nok til at danne en majoritet, bliver situationen særdeles spændende. Det kan fremkalde tre scenarier:

a) at der skabes enighed på tværs af blokkene, som det skete i 2014.

b) at den borgerlige statsminister bider i det sure æble, og  tilbyder Sverige demokraterna reel indflydelse på politikken fremover.

c) der udskrives nyvalg.

Hvad der kommer til at ske efter valget, må vi med spænding vente på, men nu er scenarierne linet op.

Om det är något budskap Abrahamson lämnar efter sig så är det detta: “Att värna om nazismens offer men inte kommunismens är ideologisk halvtidshumanism”.

Att vara medlem i Sveriges oreformerade marxist-leninistiska parti utgör ingen skymf som omöjliggör en roll i det offentliga. Att folkkära personligheter, från Sven Wollter till Pia Sundhage, tillhör ett parti som ägnar sig åt historierevisionism rörande massmord uppmärksammas aldrig i hyllningsartiklarna. Deras partipolitiska tillhörighet anses vara en kuriös detalj, inget att uppröras över.

Det är ingen som accepteras i offentligheten med brasklappen “tja, han är nazist men vilken fantastisk röst han har!”. Det finns ingen fascist, högerextremist eller nazist vars politiska gärning eller bakgrund visas förståelse, “han vill ju egentligen bara väl”.

No Wall Street financier has done as much damage to American social mobility as the teachers’ unions have  – The Economist leder den 13.10.2012 om årsagerne til den stigende ulighed og manglende sociale mobilitet i USA.

Update: læs også Joachm B. Olsens “Et frit marked skaber dynamik og vækst” i Berlingske

Torsdags den 6. december bragte Berlingske Tidende en på alle måder pinlig kronik af udviklingsminister Christian Friis Bach. Under overskriften “lighed skaber dynamik” forsøger han at overbevise læseren om at økonomisk lighed er et gode i sig selv. Det skal han naturligvis have lov til at mene, selv om der ikke eksisterer noget økonomisk-videnskabeligt grundlag for denne forestilling. Men at ministeren gør det med en argumentation baseret på manipulation og usandheder – man fristes til at sige – løgnagtigt, er til gengæld helt uacceptabelt. At han samtidig lægger vægt på at han har undervist i økonomi, føjer blot spot til skade. Det bedste man kan sige om hans nuværende job som minister er måske derfor, at sagesløse studerende hermed ikke skal udsættes for hans undervisning.

Baggrunden for ministerens kronik er et temanummer fra The Economist, som udkom i oktober måned, omhandlende uligheder i den globale økonomi. Og lad os med det samme slå fast – den globale ulighed er faldende og har været det siden slutningen af 1970erne. Verdens befolkning bliver således ikke kun mere og mere velstående, men også mere lige – hvilket naturligvis ikke bør overraske nogen.

Den øgede globale lighed dækker dog over, at uligheden i en lang række nationer er steget i samme periode. En markant undtagelse er klodens “mest ulige” kontinent Latinamerika – se også nedenstående figur.

I sin kronik påstår Christian Friis Bach (CFB), at lighed per se skaber mere dynamik og vækst . En påstand, som han modsat det indtryk han prøver at skabe hos læseren, ikke har opbakning til hos hverken The Economist eller flertallet af økonomer. Hermed står tilbage – med mindre CFB ikke kan læse engelsk – at han enten ikke har læst det pågældende temanummer eller ganske enkelt løber an på at Berlingskes læsere ikke har det.

Udviklingsministerens overordnede påstand er, at

øget lighed er godt både for dynamikken og den økonomiske vækst – formentlig også i Danmark.

Ud over at det er lodret forkert(løgn), når CFB skriver, at

Venstres socialminister Eva Kjær Hansen tog fejl, da hun i 2005 slog til lyd for, at vi havde brug for mere ulighed for at øge den økonomiske vækst i Danmark.

så er det heller ikke korrekt, når CFB tager The Economist til indtægt for sit synspunkt. Tværtimod understreger Economist i deres leder (13.10.2012) med en reference til politiske tiltag og reformer i USA og England i begyndelsen af det 20. århundrede, at:

Modern politics needs to undergo a similar reinvention—to come up with ways of mitigating inequality without hurting economic growth.

Det er meget langt fra CFBs udlægning, og postulatet om at mindre ulighed – også i Danmark – vil skabe mere dynamik og økonomisk vækst står helt for ministerens egen regning. Der er ingen videnskabeligt grundlag for udsagnet, og det er i direkte modstrid med de konklusioner The Economist drager.

I temanummeret fremhæver man tværtimod Sverige, som eksempel på et land, hvor man via reformer og sund incitaments-politik har opnået (betydelig) højere vækst end i Danmark. “Omkostningen” har været en mindre stigning i uligheden (øget Gini kvocient). Og mon ikke de fleste vil være enige om at Sverige er et væsentligt bedre eksempel at sammenligne Danmark med korrupte 3. verdenslande? hvor crony capitalism og priviligerede gruppers adgang til f.eks. subsidier og statsgaranterede (nær)monopoler har hersket.

Som Economist skriver om udviklingen i Sverige:

The most equal country in the world is becoming less so. Sweden’s Gini coefficient for disposable income is now 0.24, still a lot lower than the rich-world average of 0.31 but around 25% higher than it was a generation ago.

og senere:

Sweden has cut taxes on labour, especially for the low-skilled. The Earned Income Tax Credit, which offers strong incentives for lower-skilled people to work, marks the biggest change. Other innovations, such as a credit for hiring household help, are designed to spur demand for low-wage workers. Union membership dues, in contrast, no longer qualify for tax relief. Benefits have been reformed at the same time as taxes. All handouts, from jobless aid to disability benefits, have become less generous, more short-lived and harder to qualify for.

All this has brought about palpable changes. Notice boards at Stockholm’s suburban railway stations are filled with advertisements for cleaners, once an unheard-of luxury. The Iraqis, Somalis and other low-skilled foreigners in Fisksätra, unlike migrants a generation ago, can no longer count on a drip-feed of government support. The combination of lower taxes and fewer benefits is intended to encourage people to work. And getting more of them to take jobs, argues Mr Borg, is the key not only to faster growth but also to keeping inequality low. His ministry reckons that in the long term Sweden’s reforms will raise the country’s employment rate by 5%.

Economist konkluderer, at:

Sweden’s experience suggests that the welfare state can be trimmed by cutting transfers and maintaining progressive investment in social services, without allowing inequality to surge. And a revamp of the welfare state that encourages employment can boost growth while keeping income gaps to a minimum.

Det bør også undre såre, nårr CFB skriver at:

Teorierne om sammenhængen mellem ulighed og økonomisk vækst har forandret sig markant i de seneste 20 år. Da jeg forelæste på universitetet i 1990erne, måtte jeg nærmest fra år til år lave om på konklusionerne. Tidligere konkluderede den overvældende andel af økonomer, anført af både Keynes og Friedman, at mere ulighed ville være godt for økonomisk vækst. Det gav bedre mulighed for, at de rige kunne investere, og stærke incitamenter for dem, der gjorde en ekstra indsats, lød teorien. I dag peger stadig flere økonomer og analyser på præcis det modsatte. Øget lighed er godt for økonomisk vækst. Kun CEPOS og Liberal Alliance synes at være ganske tonedøve overfor den voksende bevisbyrde.

Både CEPOS og Liberal Alliance kan vel angives at være de varmeste fortalere for, at vi følger Sveriges eksempel og øger incitamentet til at arbejde. Med andre ord ligger de to langt mere på linje med The Economist end Christian Friis Bach. Og ja, det vil i lande med meget lige indkomstfordeling (efter skatter og overførselsinkomster) føre til øget ulighed. Det kan vi nok ganske sikkert konkludere, at langt de fleste økonomer vil være enige i, vil være til fordel for vækst og velstand – for både høj og lav.

Men CFB er også åbentlyst opslugt af begrebet lighed, som for ham i lighed med resten af venstrefløjen er ophøjet til religion. Lighed bliver til målet i sig selv, og dermed adskiller CFB sig radikalt fra mainstream økonomer – også de fleste, som forsøger at beskæftige sig nøgternt med konsekvenserne af variationer i lighed (som igen er resultat af teknologiske forhold, politiske forhold, økonomiske forhold etc. etc.)

De typer af reformer som f.eks. CEPOS konsistent er fortalere for, kan heller ikke på forhånd tilskrives at have entydige konsekvenser for udviklingen i den økonomiske ulighed.

Eller som Economist skriver:

Inequality, as measured by Gini coefficients, is simply a snapshot of outcomes. It does not tell you why those gaps have opened up or what the trend is over time. And like any snapshot, the picture can be misleading. Income gaps can arise for good reasons (such as when people are rewarded for productive work) or for bad ones (if poorer children do not get the same opportunities as richer ones). Equally, inequality of outcomes might be acceptable if the gaps are between young people and older folk, so may shrink over time. But in societies without this sort of mobility a high Gini is troubling.

I lande med stor omfordeling (Skandinavien) og et relativt frit arbejdsmarked (set i forhold til f.eks. Sydeuropa og Latinamerika), vil reformer formentlig medføre øget ulighed – men også øget vækst.

I andre lande vil de samme reformer til gengæld medføre mindre ulighed. Og det er faktisk præcist hvad der er sket i Latinamerika og formentlig også ville være resultatet i Sydeuropa, hvor et ekstremt rigidt arbejdsmarked holder især unge mennesker ude af det formelle arbejdsmarked i uhyggelig grad. For slet ikke at tale om Indien, hvor kun 10 procent af arbejdsstyrken er ansat i den formelle sektor på grund af gældende lovgivning,.

Uddannelsespolitik

Når CDB skriver, at

Et centralt argument handler om social kapital. Den vigtigste omfordelingsmekanisme i mange lande er at investere i uddannelse og sundhed. Det gør befolkningen klogere og sundere og giver øget social kapital til gavn for virksomheder og vækst. Derfor skal vi i Danmark investere mere i uddannelse, ikke mindst for dem, der i dag ender som ufaglærte.

var det måske værd at medtage at dette dels ikke er et kontroversielt synspunkt, – heller ikke for en borgerlig-liberal økonom, og slet ikke for f.eks. Milton Friedman. Han var bl.a. kraftig fortaler for at udgifter til uddannelsessystemet hørte under investering og ikke under forbrug i nationalstatistik. Og et væsentligt kritikpunkt gennem årtier blandt konservative og liberalister i USA har netop været degenereringen af det offentlige uddannelsessystem. Og netop manglerne i uddannelsessystemet er en af de kraftigste kritikpunkter i forhold til USA fra Economist side.

Et kig på udviklingen (eller måske mere afviklingen) i det amerikanske uddannelsessystem illustrerer dette.

Fra begyndelsen af det 20. århundrede investerede det offentlige kraftigt i uddannelsessystemet i USA, ligesom særlige programmer for krigsveteraner efter 2. verdenskrig øgede uddannelsesniveauet kraftigt. Ifølge økonomerne, Claudia Goldin and Larry Katz var dette den væsentligste grund til den faldende ulighed i midten af det 20. århundrede. Ifølge Daniel Aaronson and Bhashkar Mazumder fra  “the Federal Reserve Bank of Chicago” indebar stigningen i antallet af college-studerende i 1940erne, at forholdet mellem forældres og børns indtægter svækkedes betydeligt (udtryk for social mobilitet).

Helt anderledes er det gået siden 1970erne. Samtidig med at den stigende globalisering og teknologiske udvikling krævede bedre uddannelse, stagnederede væksten i det amerikanske uddannelsesniveau. Ifølge Goldin og Katz, kan denne udvikling forklare 60 procent af stigningen i lønforskellene mellem 1973 og 2005 (se også figur)

Sammenligner man udviklingen i starten af det 20. århundrede og frem med udviklingen siden 1970erne er det også slående, at hvor indvandrerne i starten af det 20. århundrede relativt hurtigt bevægede sig op af den sociale og økonomiske rangstige, er det gået ganske langtsomt især for gruppen Hispanics, hvor indvandrerne generelt har haft et lavt (eller ikke eksisterende) uddannelsesniveau. En egenskab som de har til fælles med de store strømme af europæiske indvandrere i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede.

The Economist er ikke i tvivl om hvor hovedansvaret for denne udvikling skal placeres. Desuagtet andre defekter i USA, er man meget klar, når man påpeger, at :

No Wall Street financier has done as much damage to American social mobility as the teachers’ unions have

Og der er nok mere end et gran sandhed i Thomas Sowells bemærkning om, at

At one time, immigrants came to America to become Americans. Today, the apostles of multiculturalism and grievance-mongering have done their best to keep foreigners foreign and, if possible, feeling aggrieved. Our own schools and colleges teach grievances.

Et er vækst nu og her, noget andet er at sikre væksten på sigt.

Ufrivilligt morsomt og decideret pinligt bliver det, når CFB peger på betydningen af overførselsindkomster i bekæmpelsen af fattigdom i middel- og lavindkomstlande.

CDB skriver om betydningen – og effektiviteten- af fattigdomsbekæmpelse, ved brug af overførselsindkomster til de fattigste i en række lande med meget skæv indkomstfordeling, at:

Det gør flere og flere af dem heldigvis, og det er derfor uligheden, som en markant undtagelse, falder i Brasilien og andre lande i Latinamerika.

Det er noget sludder. Nok har de forskellige former for overførselsindkomst til de fattigste haft betydning, men den generelt væsentligste forklaring ligger i det forbedrede uddannelsesniveau  På trods af at at Latinamerika notorisk har haft og stadig har problemer, er de nuværende generationer bedre uddannede end tidligere generationer. Det er også værd at medtage, at de underliggende forklaringer varierer fra land til land. Ifølge IBGE (Brasiliens svar til Danmarks Statistik) kan ca. 1/3 af faldet i uligheden forklares med bedre uddannelse, ca. 1/3 skyldes markedsreformer i 1990erne, mens 1/3 skyldes målrettet bistandshjælp til de fattigste i Brasilien. Desværre dækker udviklingen over at man til gengæld har nedprioriteret nødvendige investeringer (Brasiliens infrastruktur er ringere end Indiens) samt at det i flere lande (bl.a. Brasilien) reelt primært drejer sig om kompensation for et statskapitalistisk system, som fortsat primært kommer snævre grupper til gode. De omkosntinger Brasiliens fattige må bære på grund af Statsstøtte til udvalgte industrier i kraft af fortsatte handelsrestriktioner og subsidieret statslig långivning overgår langt de håndører som overføres i form af hjælp til landets fattigste.

Ligeledes er det åbenbart gået hen over hovedet på ministeren, at indkomst-uligheden også er faldet i lande, hvis opfattelse af fornuftig økonomi ligger betydeligt tættere på både CEPOS og Liberal Alliance, end Brasiliens statskapitalistisme. Således har væksten i Chile og Peru været langt højere de seneste 10 år end i Brasilien, mens man har reduceret fattigdommen væsentligt mere og ligeledes oplevet faldende indkomstulighed (indkomstuligheden har været faldende i Chile siden 1987). I modsætning til Brasilien, som kan se frem til lav vækst i de kommende år, fortsætter den økonomiske vækst i både Chile og Peru.

Ministeren er muligvis enig med Enhedslisten, men han kan åbenbart ikke læse (engelsk).

CFB konkluderer i sin kronik, at:

Lighed som vækstmotor er en god nyhed. Nyheden bliver bedre af, at uligheden faktisk kan bekæmpes med gode politiske indgreb. Og den rigtig gode nyhed er, at de lande, der gør det, kan blive belønnet med både stabilitet, innovation og solid økonomisk vækst. Når et budskab kommer fra både The Economist, Enhedslisten og De Radikale – er der måske grund til at lytte.

At lighed i sig selv skulle være et redskab til fortsat vækst er han muligvis enig i med Enhedslisten. Men i så fald deler de blot den egenskab, at de ikke vil forholde sig til virkeligheden. The Economist er i hvert fald ikke enig i denne tåbelige konklusion.

At the core, there is a failure of ideas. The right is still not convinced that inequality matters. The left’s default position is to raise income-tax rates for the wealthy and to increase spending still further—unwise when sluggish economies need to attract entrepreneurs and when governments, already far bigger than Roosevelt or Lloyd George could have imagined, are overburdened with promises of future largesse. A far more dramatic rethink is needed: call it True Progressivism.

Og at tage økonomer til indtægt for at Danmark har behov for øget lighed i bestræbelserne på at skabe vækst, finder han næppe heller opbakning til hos hverken danske eller udenlandske økonomer, bortset fra de lommer af overvintrerede marxister der måtte være tilbage.

Economist anbefaler derimod, at:

The priority should be a Rooseveltian attack on monopolies and vested interests, be they state-owned enterprises in China or big banks on Wall Street. The emerging world, in particular, needs to introduce greater transparency in government contracts and effective anti-trust law. It is no coincidence that the world’s richest man, Carlos Slim, made his money in Mexican telecoms, an industry where competitive pressures were low and prices were sky-high. In the rich world there is also plenty of opening up to do. Only a fraction of the European Union’s economy is a genuine single market. School reform and introducing choice is crucial: no Wall Street financier has done as much damage to American social mobility as the teachers’ unions have. Getting rid of distortions, such as labour laws in Europe or the remnants of China’s hukou system of household registration, would also make a huge difference.

Next, target government spending on the poor and the young. In the emerging world too much cash goes to universal fuel subsidies that disproportionately favour the wealthy (in Asia) and unaffordable pensions that favour the relatively affluent (in Latin America). But the biggest target for reform is the welfare states of the rich world. Given their ageing societies, governments cannot hope to spend less on the elderly, but they can reduce the pace of increase—for instance, by raising retirement ages more dramatically and means-testing the goodies on offer. Some of the cash could go into education. The first Progressive era led to the introduction of publicly financed secondary schools; this time round the target should be pre-school education, as well as more retraining for the jobless.

Last, reform taxes: not to punish the rich but to raise money more efficiently and progressively. In poorer economies, where tax avoidance is rife, the focus should be on lower rates and better enforcement. In rich ones the main gains should come from eliminating deductions that particularly benefit the wealthy (such as America’s mortgage-interest deduction); narrowing the gap between tax rates on wages and capital income; and relying more on efficient taxes that are paid disproportionately by the rich, such as some property taxes.

Og her er vel egentlig et par godbider, som man godt kan bruge som radikal. Og nej, der argumenteres ikke mod flad skat, som ministeren ellers påstår i sin kronik, men der argumenteres for brug af ejendomsbeskatning i jagten på effektiv skatteinddrivelse, som skader den økonomiske vækst mindst muligt.

Men med tanke på at Economist næppe har haft Danmark i tankerne – det kunne ellers have været et godt caseeksempel i hvorledes overdreven fokus på økonomisk lighed skader alle indkomstlag – er det ganske enkelt pinligt, at ministeren konkluderer at øget lighed skulle være godt for væksten i Danmark.

At man, som ministeren gør det i sin kronik, henviser til enighed på tværs af Enhedslisten og The Economist er grundlæggende (ufrivilligt) komisk. Én af de grundlæggende årsager til at The Economist mener man skal tage den voksende ulighed alvorlig er netop faren for at totalitære og ekstremistiske partier som Enhedslisten skal få vind i sejlene.

Men ok, ret skal være ret. Samme minister fremhævede på et debatmøde på Københavns Universitet i foråret, Bolivias retsreformer under Evo Morales. Reformer, hvis eneste formål var at sikre Evo Morales og hans parti, kontrollen over Bolivias retssystem. Heri er han ganske sikkert på linje med Enhedslisten, men næppe med hverken The Economist eller andre, som grundlæggende rent faktisk reelt interesserer for at sikre fortsat velstandsfremgang, ikke mindst for verdens fattige.

Hvorfor bringer jeg denne erindring på banen? Jeg gør det, fordi jeg for et par dage siden blev konfronteret med en artikel i Dagens Nyheter, som handlede om den omsiggribende antisemitisme i det svenske samfund. Her blev det ordentligt fortalt, at 5% af svenskerne har en systematisk negativ indstilling til jøder. Nuvel, det er jo trods alt til at overse. Men den fortsatte læsning afslørede, at vi her talte om en meget snæver definition af antisemitisme. Hele 41% viser sig nemlig at have en hel eller delvis negativ opfattelse af jøder. Og en fjerdedel af den svenske befolkning vender sig ligefrem imod den tanke, at en jøde kunne være statsminister. Lige så mange mener, at jøderne har for stor indflydelse på verdensøkonomien.

Gør dette Sverige et uhyggeligt samfund? Givetvis ikke, men det er da sociologisk set vedkommende, at et samfund, der er storleverandør i politisk korrekte attituder, tilsyneladende er funderet på en mental mødding. Og det ligger da lige for at spørge, hvordan denne mødding er blevet til. Hvem har skabt disse anskuelser i Folkhemmet? Kan det tænkes at være tonen i debatten? Er der en lineær sammenhæng mellem Socialdemokraternes grove udfald mod Israel og svenskernes syn på jøder? Jeg ved det ikke. Men jeg fornemmer, at den svenske kulturelite ikke bekymrer sig lige så meget for etnisk stigmatisering, når den rammer jøder. Og der er vel et eller andet sted lidt uhyggeligt.

Når det bliver allermest koldt og mørkt, så bøjer vi nordboer ikke hovedet, og lader mørket kue os. Vi kaster os tværtimod ud i et vildt forbrug af penge, lys og kalorier. Mørket må for en stund vige for lyset, kinderne blusser, og kreditkortene gløder. Slægt og venner, som man ellers undgår til dagligt, bliver besøgt og bespist i et omfang, der forhåbentligt rækker for hele det følgende år. Plejehjemmene bestormes, og i daginstitutionerne får man omsider hilst på de små smittekilder og deres forældre, ofte flere par per barn. Vi kan glæde os over, hvor godt det egentlig går både hos os selv og hos andre, hvordan demokratiet vinder frem nøk for nøk. Og stopper man op og lytter efter, kan man ude i mørket høre skeptikerne og puritanerne, der tænderskærende sidder og tæller fejl, mens de siger, at det hele må ende galt, som de altid har sagt det. Traditioner og hygge over hele linjen. Ah….

Som østdansker har jeg tilbragt mine formative år med at se svensk børne-TV. Jeg er opvokset med Trazan Apanson & Bararne, og mange, mange flere. Min barndom faldt i de usmagelige ‘70ere, så naturligvis var alt TV venstreorienteret. Men i modsætning til det fantasi- og talentløse danske TV, var propagandaen fra den anden side Sundet så meget bedre. Bedre begavet, bedre talent og knapt så livsfortrængende dogmatisk indoktrinerende. Det er vel derfor, at så mange svenskere aldrig fik taget sig sammen og gjort oprør; det hele var så hyggeligt og besnærende.

Jeg holder stadig meget af Sverige, dette stykke østeuropa så tæt på os. Hvor Norge gerne fremtræder som den sidste Sovjetrepublik, minder Sverige mere om DDR eller Polen, før muren faldt. På overfladen tung politisk korrekthed, men lige under lurer galskaben og det private oprør. Man parerer ordrer, tier og marcherer i takt, men imens tænker enhver sit.

Denne svenske påvirkning forklarer måske, hvorfor jeg hver jul må se tegnefilmen Sagan om Karl-Bertil Jonssons Julafton.

Svensk SVT-1 har siden 1976 sendt den hver juleaften ved 19-tiden, hvilket kolliderer med andre sysler, men man kan jo optage den og se den i ro og mag post festum.

Det er et dejligt juleeventyr på ca. 1/2 time, der ikke bare er velfortalt og veltegnet. Den giver et rørende naivt indblik i den socialdemokratiske sjæl hos broderfolket, der på dette punkt desværre ligner os mere, end vi bryder os om at indrømme. For svenskerne er dette ufrivillige selvportræt en kult, der ikke bare gentages hver jul, men som også kom på frimærker i 2002. Det er, med meget god grund, et nationalt symbol.

Tegnefilmen er lavet af Per Åhlin, mens historien er fra 1964 og skabt af den urimeligt tidligt afdøde Tage Danielsson, der måske er mest kendt for sit samarbejde med Hasse Alfredsson og AB Svenska Ord.

Som fortælleren lader os vide, foregår historien den gang, der var fattige til. Herved har fortælleren løst det problem med den stadigt stigende velstand på vores breddegrader, der gør livet surt for venstrefløjens historiefortællere. Bilerne har gasgeneratorer, og en purung Marguerite Viby optræder i den svenske indspilning af Frk. Nitouche. På et tidspunkt optræder der en flagranke med forskellige nationers flag, som også omfatter det tyske hagekors. Så mon ikke tiden er 1940erne.

Her præsenteres vi for hovedpersonen, teenageren Karl-Bertil Jonsson, der tjener lidt lommepenge ved ekstrajob på posthuset. Karl-Bertil hører til det bedre borgerskab, for hans far har et varehus, og familien bor i en nydelig villa.

Karl-Bertils idol er Robin Hood, som han dagdrømmer om. Det kan måske undre, at venstrefløjen vælger netop Robin Hood som drengens ideal, for han var jo kendt for at bekæmpe statsmagten og dens umættelige skatteopkrævere for at give pengene tilbage til borgerne. Men årsagen til dette valg er formodentlig, hvad der i fortællingen beskrives som den lovløse retfærdigheds princip: at tage fra de rige og give til de fattige.

I hvert fald beslutter unge Karl-Bertil, at han på posthuset vil tage de julegaver, der skal sendes til de rige, og give dem til de fattige. Bevæbnet med faderens takseringskalender, hvor årsindkomsten står oplyst, begynder han at lægge til side alle pakker, hvor modtageren har en højere årsindkomst end 50.000 kr. Selv en pakke til sin far stikker han væk.

Disse pakker gemme han i en stor sæk. Han dækker adressaten på hver pakke med en personlig hilsen: God jul ønsker en ukendt velgører, hvormed han naturligvis mener sig selv og ikke gavens ejermand. Juleaften efter middagen undskylder han sig og forlader hjemmet for at begynde sin humanitære julevandring blandt de fattige for at dele pakkerne ud.

Historien indfanger smukt den glæde, som venstrefløjen føler ved at dele ud af andre folks penge. Glæden, fællesskabet, og ikke mindst taknemmeligheden fra de arme modtagere, der med hatten i hånden bukker dybt for den glade giver.

Hjemme igen ånder alt fred, indtil faster Märta ringer og spørger til den pakke, hun har sendt. Da Karl-Bertil ikke kan få sig selv til at lyve for sin mor Juleaften, tilstår han sin dåd. Faderen eksploderer i raseri og beskylder sønnen for at være kommunist! Oh søde gys at blive sammenlignet med kommunister, for historien fortælles på den tid, hvor socialdemokraterne havde glemt deres forgængeres kamp mod de totalitære ideologier og var fulde af beundring for disse handlekraftige karle. Karl-Bertil sendes på hovedet i seng, men drømmer sødt om Robin Hood. Over hans seng hænger et billede: En svensk tiger, hvilket næppe er et zoologisk fænomen, men udtrykker fortællerens bifald.

Næste dag tager Tyko Jonsson sin søn med på bodsvandring til de bestjålne med- og bedsteborgere, der rangerer en del højere på den sociale rangstige end familien Jonsson. Men faderen har forregnet sig i sin småborgerlige forargelse over podens bedrifter, for den virkelige overklasse er naturligvis slet ikke gale over, at Karl-Bertil har givet deres gaver væk til de fattige, de har jo så meget allerede. Tværtimod er disse sande aristokrater helt på bølgelængde med den unge oprører, og deres lettelse over, at gale slægtninges rædselsfulde gaver er gået til bedre trængende, kender ingen grænser.

Historien tager her en hjertevarm og overraskende drejning, der viser, at socialdemokrater i modsætning til deres nye venner kommunisterne slet ikke vil de rige noget ondt. De vil kun lette dem for noget af deres overflod, og kun fra indskrænkede småborgere kan man forvente brok i den anledning. Så da dagen er omme, kommer Karl-Bertil hjem med en stolt fader, og moderen kan udbryde, at det alligevel blev en velsignet jul.

Ah, disse naive tanker, der stadig præger vores mentale landskab så meget. I hvert fald en gang om året kan man da bære over med den i julefredens navn.

God jul, kære læsere.