Men ikke til Politikens redaktør Tøger Seidenfaden og ikke til Berlingske Tidendes journalist Jakob Weiss. De fortjener det simpelthen ikke.

Denne jul kunne Politiken-læsere opleve Tøger Seidenfadens mærkværdige logik i fri dressur. “Lykken er en høj trækprocent” skrev han i sin jule-klumme den 31. december.

Jo flere penge du tjener, jo mindre lykkelig bliver du af at tjene flere.
Derfor bør skatteprocenten naturligvis stige, jo højere din indtægt er. Ikke af hensyn til den sociale retfærdighed eller dem, der er misundelige på dig. Men for din egen skyld. En meget høj skatteprocent begrænser simpelthen rotteræset. Samtidig gør den det sværere for dig at genere alle dine medmennesker med de gigantiske forbrugsmuligheder, du ville have, hvis skatten var lavere. Den gør det kort sagt mere økonomisk rationelt for dig at vælge at opføre dig på den måde, du alligevel bliver lykkeligere af, selv om du ikke ved det på forhånd, fordi du hidtil ikke har kendt lykkeforskningens nyeste resultater.

Tak for “oplysningen” Seidenfaden. Tak for din ambition om at gøre mig lykkelig ved at tage mine sidst tjente kroner. Men har du overvejet om ikke jeg ville blive mere lykkelig ved selv at bestemme, hvor mine sidst tjente – og dermed angiveligt mindre lykkebringende kroner – skulle havne?

Selv hvis Seidenfaden virkelig havde ret i, at mine sidste tjente kroner var mindre lykkebringende for mig end de først tjente, er det alligevel intet brugbart argument for hans paternalisme. Det er blot et argument for, at jeg ville have lettere ved at skille mig af med de sidst tjente kroner på eget initiativ.

Personligt er jeg nu indrettet således, at jeg bliver stadig lykkeligere af flere penge. Jeg har det ligesom onkel Joakim. Hver eneste af de små pus betyder noget helt særligt for mig.

Og måske er der andre som onkel Joakim og Dr. Mephisto. Vores über-punditokrat Bjørnskov havde i en glimrende kritik af Seidenfaden i dagens Politiken (3. januar):

Problemet for Seidenfaden, Layard og de mange andre, der på dette grundlag argumenterer for stærk udligning gennem skattesystemet er, at moderne lykkeforskning også afviser denne bid økonomisk teori. Nok er relativt rigere mennesker i gennemsnit lykkeligere end fattige, men de sidste 100 kroner betyder generelt ikke mindre end de første.
Mine egne undersøgelser, udført sammen med de tyske økonomer Axel Dreher og Justina Fischer, bekræfter som andre videnskabelige studier, at hverken skat eller ulighed påvirker folks lykke. Forklaringen på den danske lykke er derimod, at danskerne er et af verdens ærligste og mest tillidsfulde folk – noget, som heller ikke har med skat at gøre.

På den anden side viser forskningen, at en uforholdsmæssig stor offentlig sektor under visse betingelser kan være skadelig for nationens lykke ved at umyndiggøre befolkningen. Forklaringen i søndagens Politiken er derfor ikke blot faktuelt forkert, men potentielt skadelig, hvis politikerne skulle tage den alvorligt.

Ikke blot Politiken har fået skatten galt i halsen. Det har Berlingske-journalisten Jakob Weiss også. I sin avis refererer han en Gallup-undersøgelse for, at de konservative vælgere hellere vil have bedre offentlig service end lavere skat. Og dermed skulle det konservative folkepartis politikere angiveligt være på kollisionskurs med deres vælgere.

Men det kan undersøgelsen ikke bruges til at konkludere.

For det første har de konservative politikere primært argumenteret for lavere marginalskat (navnlig topskat). Og kommunerne opkræver mig bekendt ikke topskat – men en temmelig flad kommuneskat.

For det andet er undersøgelsens spørgsmål stillet på en sådan måde, at almindelige mennesker vil blive fristet til at ønske højere kommunal service. Navnlig i en situation, hvor politikerne ikke diskuterer andet.

For det tredje er udnersøgelsen langt mere overraskende for et helt andet parti end de konservative. Det viser sig nemlig, at Dansk Folkepartis vælgere end dem, der allemest ønsker sig skattelettelser. Morsomt, morsomt – i betragtning af, at dette parti blokerer dem gang på gang. Havde det ikke været en ide at spørge Pia Kjærsgaard om dette forhold?

Se selv på: http://images.bm4.metropol.dk//251/251704/251704_original.jpg

Et af debattens toneangivende bud er blevet afgivet i ‘pluralismens’ navn. Mest opmærksomhed har Uffe Ellemann-Jensen påkaldt sig. I det seneste halve år har den forhenværende udenrigsminister og venstrehøvding haft travlt med at indskærpe, at globaliseringen stiller vidtgående krav til os danskere. I den fagre nye verden skal vi respektere kulturel mangfoldighed, hvor vi end møder den, lyder hans budskab. Alt andet er et udtryk for sognementalitet, og den slags er ikke gangbar mønt i den globale landsby, hvor fortidens hegnspæle er blevet rykket op.

Den tidligere udenrigsminister har ikke stået alene med sit synspunkt. Tøger Seidenfaden har fra sit sæde på Rådhuspladsen haft travlt ved at synge med på dette omkvæd, og også i akademiske cirkler har vi kunnet træffe budskabet om den kulturelle mangfoldigheds uomgængelige krav. Georg Sørensen, der er professor ved Institut for Statskundskab i Århus, havde den 19. februar i år en interessant kronik om emnet i Berlingske Tidende, og han har siden uddybet sine betragtninger i et engelsksproget paper.

Jeg har tidligere lagt vejen omkring Sørensens kronik. Min pointe var den enkle, at der i Muhammedsagen ikke består nogen modsætning mellem pluralisme og ytringsfrihed. Men det er ikke ensbetydende med, at værdier, vi sætter pris på, aldrig kan stå i modsætning til hinanden. Netop derfor er det på sin plads at tilføje et par betragtninger.

Pluralismen – som princip eller ligefrem værdi – giver i sin abstrakte gestalt ikke noget svar på, hvordan man skal stille sig i en konkret konflikt mellem konkurrerende politiske eller kulturelle synspunkter. Men hvad skal man lægge til grund for dette valg (der nødvendigvis også er et fravalg)? Hvornår skal man trække følehornene til sig for at respektere forskelligheden, hvornår skal man kæmpe for det, man har kært?

Vi kan komme svaret nærmere ved at skue lidt bagud i tid. Pluralisme er historisk set et barn af tolerance. Det er den europæiske civilisations opgør med lovreligion og dennesidig dogmatisme, der har banet vejen for at omfavne social dissens. Pluralismen må derfor afvise intolerance, ja den er i sig selv et opgør med intolerance. Og den er i særdeleshed et opgør med den intolerance, der følger af bevidstheden om, at én kultur eller én religion moralsk set er overlegen og derfor skal udbredes med magt. For et sådant synspunkt er udtryk for pluralismens polære modsætning – det den politiske tænker Isaiah Berlin kalder ‘monisme’.

Og det er her, mange af de velmenende fortalere for pluralisme i mine øjne er gået galt i byen i forbindelse med Muhammed-krisen. Hvis pluralismen blindt skal tolerere intolerance, så graver den sin egen grav. For så fremmer den ret beset alt det, den er et opgør med: dogmatisme, sociale sandheder og social tvang. Eller med andre ord: alle de ting et pluralistisk sind har valgt fra i bevidstheden om, at værdier ofte skriger af hinanden.

Eller for at sige det på en anden måde. Pluralisme forudsætter gensidighed. Når vi tolererer politiske synspunkter, vi ikke er enige i, så er det helt grundlæggende krav, at tilhængerne af disse standpunkter gør det samme: at også de er indstillede på at være enige om at være uenige. Ellers bliver pluralisme jo bare et andet ord for overgivelse – eller i hvert fald for ligegyldighed.

Den italienske politolog Giovanni Sartori har sat rammende ord på problemstillingen. “How far can and should pluralistic tolerance bend not only to ‘cultural strangers’, but even to aggressive ‘cultural enemies’? Can and should pluralism allow for the breakdown of the pluralistic community itself?”, lyder hans spørgsmål. Hans eget bud er som følger:

“it seems to me that what is basically at issue, in the predicament, is reciprocity. Entry into an existing community is a give-and-take affair. Strangers who are unwilling to give in exchange for what they get, who wish to remain ‘alien’ to the point of challenging the very laws of the land that hosts them, are bound to elicit fear, rejection, and hostility”.

Pluralisme og gensidighed går hånd i hånd, og hvis vi glemmer det, så sker det på egen bekostning. Eller for at omskrive et gammelt ord: Den, der gør pluralisme til at spørgsmål om blind accept af forskellighed – herunder den forskellighed der bærer intolerancens klæder – han bliver selv pluralismens nar.