Dette indlæg er ikke en anmeldelse. Det er nærmere en slags ikke-anmeldelse. Kort fortalt vil jeg dog gerne sige, at jeg er svært begejstret for bogen. Den er fremragende. Det er tydeligt at den er skrevet af et både belæst og vidende menneske, der kan sin idehistorie, evner at formidle og lægger vægt på at have kilder og dokumentation i orden. Og så har han forstand på økonomi. Det er ofte en mangelvare i den danske debat – både hos borgerlige og ikke-borgerlige debatører.

Men som sagt er dette ikke en anmeldelse af Martins bog – snarere anledning til at tage nogle af denne punditokrats “ynglings-emner” op igen – nemlig politik-/statsfejl og utilsigtede konsekvenser. Og så er det også anledning til at knytte et par kommentarer til noget af det som “dagens mand i skysovs” for mange på “højrefløjen” for øjeblikket, Argentinas anarkokapitalistiske præsident, Javier Milei, har fremført ved flere lejligheder – bl.a. ved sin tale i Davos, som du finder her.

Her kritiserede Milei ikke kun socialister, men også neo-klassiske økonomer, som han mener tager fejl, når de påpeger eksistensen af markedsfejl. Det er et kendt anarko kapitalistisk argument. men det hviler på et lidt tyndt grundlag og spørgsmålet er et andet, nemlig hvad og ikke mindst hvorvidt markedsfejl indebærer at staten/politikerne nødvendigvis skal gøre noget “for at rette op på dem”. Venstrefløjen (og desværre også store dele af dem der kalder sig borgerlige) elsker jo at tale om “markedsfejl” fordi det giver dem anledning til at foreslå regulering og statslig styring.

Hvad de ikke bryder sig om at tale om er derimod “politik- og statsfejl” – ofte konsekvensen af at ville løse reelle eller indbildte markedsfejl. For hvis man for at løse ét problem, blot gør det større eller skaber andre problemer, kan de fleste vel være enige om at det er en skidt ide eller? Eller hvad med forslag til løsninger af problemer som kan blive store med tiden, men hvor omkostningerne er enorme på kort sigt?

Statsfejl og utilsigtede konsekvenser

I kapitlet om overfladisk og dyb ansvarlighed kommer Martin med et godt eksempel på hvor galt det kan gå når man – som her – forsøger sig med statslig regulering at løse udfordringerne med den menneskelige påvirkning af klimaet.

I begyndelsen af nullerne og nogle år frem forsøgte EU (og USA) sig med forskellige former for støtte til førstegenerations biobrændsel, som bl. a. blev fremstillet af afgrøder som hvede, majs, sukkerroer og raps. Selvom EU ikke specifikt krævede anvendelse af førstegenerations biobrændsler til opfyldelse, opstillede man obligatoriske mål for brugen af vedvarende energi i transportsektoren. Og biobrændsel var så den teknologi, der lettest og billigst kunne anvendes på det tidspunkt. Nogenlunde samtidig pålagde man i USA (2005), at der skulle blandes en stigende andel af biobrændsel i i benzin og diesel – primært majs. Bønderne der dyrkede majs klagede natuligvis ikke, men konsekvenserne for forbrugerne var til at tage og føle på (majs er lige som ris en basisfødevare for en stor del af verdens fattige). Jeg skrev selv om dette i et indlæg her på bloggen i 2008.

Kort fortalt medførte beslutningerne i EU og USA, at udbuddet, alt andet lige, faldt og priserne steg – og givet at fødevarer er meget prisuelastiske, var der tale om betydelige prisstigninger. Ifølge en analyse offentliggjort af Verdensbanken i 2008 (som jeg omtaler i mit oprindelige indlæg) var den primære faktor bag (ca.) fordoblingen af fødevarepriserne fra ca. 2006 og frem til foråret 2008, forårsaget af den politisk styrede omstilling til biobrændsler. Det var ikke mange der var ude og problematiserer dette. En af de få var Cuba’s diktator Fidel Castro, som altså for en gang skyld havde en væsentlig pointe.

Som Ågerup skriver: “De stigende fødevarepriser førte til øget underernæring og sult i udviklingslande, hvor folk bruger en stor del af deres indkomst på mad. Det nøjagtige tab af menneskeliv er vanskeligt at estimere, men at det har kostet titusinder af mennesker livet og har påført millioner af mennesker unødig lidelse, kan der næppe være ret meget tvivl om.”

og fortsætter med at “For at det ikke skal være løgn, gjorde et studie i det videnskabelige tidsskrift Science fra 2008 opmærksom på endnu to stærkt uheldige utilsigtede konsekvenser af centralplanlæggernes omdirigering til bioetanol. De højere priser ville få landmænd verden over til at konvertere skov og græsarealer til nye dyrkede arealer for at erstatte korn eller dyrkede arealer. Med andre ord ville der komme mindre natur og et større landbrugsareal.”

Og slutter med at det “Det ville naturligvis sænke fødevarepriserne igen til gavn for de fattige, men samlet set ville det efterlade verden i en situation, hvor millioner i en periode var blevet trukket ned i fattigdom, natur ødelagt og udledningen af CO2 steget, ikke faldet.”

Og selv om Ågerup i sin bog omtaler ovenstående som et ekstremt eksempel, så vil jeg mene at det bestemt ikke enkeltstående.

Jeg har selv i flere omgange, bl. a. her, skrevet om den førte narkotikapolitik, som primært er baseret på forbud og kriminalisering af køb og salg af en række rusmidler (men ikke andre?). Og uanset om den førte politik er drevet af at ville det bedste (intention) eller mere “nære hensyn”, kan vi blot konstatere at den førte politik har indebåret enorme menneskelige og økonomiske omkostninger uden det helt står klart hvad man egentlig har opnået. Altså bortset fra død og ødelæggelse, fattigdom og ulykke for en masse uskyldige mennesker – mens man har belønnet mennesker, hvis kernekompetencer forekommer at være ikke mindst brutalitet og afstumpethed (konsekvens).

Bruger man Martins beskrivelse af borgerlige som de “jordnære” (mennesket er nu engang som det er) , må vi nok erkende at det er så som så med det jordbundne i ovennævnte spørgsmål. At forestille sig en verden uden rusmidler er vist på linje med at forestille sig en verden uden utroskab.

Man kunne naturligvis også nævne fairtrade eller kampagner rettet mod det som betegnes som “social dumping” og børnearbejde. Muligvis igen drevet af de bedste intentioner, men også drevet af uvidenhed (reel eller?) – hvis da ikke ligefrem ligegyldighed – overfor hvorfor f.eks. børnearbejde er mere eller mindre udbredt i dele af verden eller det faktum, at konsekvenserne af kampagnerne er at børnene ender med ringere løn og arbejdsvilkår. At fair trade, krav living wages og andre krav hos “godhedsindustrien” indebærer at “de udvalgte” måske får en en lidt højere levestandard, men det sker på bekostning af mulig velstand for andre fattige – og endda langt fattigere, end de der begunstiges. Og nej, de nævnte eksempler er ikke måske, de er helt konkrete og observerbare.

Fælles for Ågerups – og mine – eksempler er, at hvor der burde rejse sig et ramaskrig – både på grund af de økonomiske og de menneskelige omkostninger – skete og sker det ikke. Og mens det trods alt blev bedre med 2. generations biobrændsel, idet der her ikke længere er tale om fødevarer, men affaldsprodukter, så fortsætter den globale narkotikapolitik med at koste i både liv og penge, mens godhedsindustrien fortsat promoverer forestillingerne om at “bare man vil det gode”, så bliver tingene også bedre, også selv om det ofte forholder sig omvendt, hvilket bl. a. nobelprismodtageren Angus Deaton, som Martin også henviser til har påpeget).

Som jeg indledte med at skriver, er det en fremragende bog Martin har skrevet. Og lad mig her slutte af med en opfordring til alle – ud over at løbe og læse Martins bog. I sit efterskrift henviser Martin til den amerikanske økonom – og liberalist (i den danske forståelse af ordet) – Thomas Sowell, og anbefaler man læser ham. Den opfordring vil jeg gerne skrive under på – og det ved jeg at en del eftertænksomme, både konservative og borgerligt-liberale, jeg kender også gerne gør (inklusiv Javier Milei, som citerede ham i sit seneste interview på Argentinsk TV – citatet kan du se herunder).

Jeg anbefaler ikke mindst trilogien Migrations and Cultures, Conquests and Cultures og Race and Culture, samt A Conflict of Visions og The Vision of the Anointed.

Det vil være et godt startpunkt for både konservative og liberale, altså hvis man rent faktisk interesserer sig for hvorfor man nu mener det man mener. Det gør de færreste dog formentlig ikke, desværre.

Hele interviewet er stærkt anbefalet og kan ses her:

 

If at first you don’t succeed, try, try, Again – and then give up. Don’t be a damn fool about it.

– W. C. Fields

Sådan indleder økonom og sociolog, Thomas Sowell, sin artikel “Remember painful prohibition  lesson”, oprindelig bragt i Boston Globe i 1984.

Jeg kom til at tænke på denne, da jeg i går (torsdag den 17. oktober) kom for skade, at høre dagens P1 debat,  som præsenteredes med følgende fanfare:

Trods 40 års indsats mod hash er det ikke lykkedes politiet at dæmme op for hashhandlen og antallet af misbrugere er steget markant. Og derfor råber politiet nu på hjælp og efterlyser debat og oplysningskampagner, der kan ændre på danskernes syn på rygning af hash. Men kan man lave oplysningskampagner om noget der er forbudt? Og kan mere oplysning dæmme op for et stigende hashmisbrug eller skal vi gå helt nye veje og legalisere det forbudte rusmiddel?

Herefter fulgte en debat, som var nogenlunde lige så forudsigelig, som den var blottet for nyt. På den ene side den bekymrede politiker, Flemming Møller Mortensen. På den anden side, psykiater, misbrugskonsulent og fremtrædende medlem af det behandlings-industrielle kompleks, Henrik Rindom.

De kunne have haft præcist den samme debat for 10 eller 20 år siden, og kan formentlig holde den igen om 10 år. Det eneste man skal skifte ud, er de indledende strofer om hvor mange års virkningsløs narkotikapolitik man har bag sig.

Her er for alvor tale om en debat som går i ring. Det seneste forslag er at man skal informere mere om stoffers skadelige virkninger. Det virker tiltalende og plausibelt, hvis information altså var en mangelvare. Det er det ikke Der er næppe mange unge mennesker som er kommet gennem deres skoletid uden at være blevet advaret om både legale og illegale rusmidlers potentielt skadelige effekter.

I begyndelsen af 1990erne lavede man endda en særlig indsats blandt de ældre årgange i folkeskolerne. Efterfølgende blev projektet evalueret, og de involverede lærere osv. mente at det havde været en stor succes.

Problemet er blot, at netop de årgange, som havde været gennem dette forløb, herefter gik ud og røg sig en joint. Efter forbruget af hash i løbet af 1980erne havde været faldende, fik det nemlig comeback i 1990erne. Hvad skete der? Tjah, det er ikke helt nemt at afgøre. Det eneste vi ved med nogenlunde sikkerhed er, at forskelle i lovgivning og “hårdhed” på tværs ikke synes at have nogen effekt. Formentlig er den væsentligste forklaringsfaktor til stigninger og fald i brug af forskellige rusmidler – det være sig legale som illegale – noget så udefinerlig som kulturelle, i dette tilfælde subkulturelle, strømninger.

Men det stopper ikke her. Danmark er et af de lande i verden, som bruger flest ressourcer på misbrugsbehandling, til gengæld er der ikke evidens for at det virker. Det burde ikke undre, da man ved at sammenligne andelen af stofbrugere, som dropper deres uvane, i lande med og uden behandlingstilbud, ikke udviser nogen signifikant forskel.

Derfor var også denne debat en gang snik snak mellem to debatører der havde hver deres interesser at pleje. Politikeren som sælger “bekymring på vores unges vegne” og lægen som sælger behandling og information. Om nogen af delene virker er i denne sammenhæng irrelevant,

Med mindre man er parat til at bruge metoder som vi ikke anser for at være forenlige med at være et civiliseret samfund – man kunne jo f.eks. slå brugerne ihjel eller spærre dem inde i koncentrationslejre på ubestemt tid, vil det mest humane – og mest samfundsøkonomisk fornuftige – være at acceptere at der til alle tider findes mennesker, der af den ene eller anden grund ønsker at bruge forskellige rusmidler. Og de historiske data tyder endda entydigt på, at de samme menesker er parat til, at løbe ganske betydelige risici, for at få deres rus.

Jeg har tidligere skrevet om, at en afledt effekt er den medfølgende kriminalitet. Det efterlader kun en holdbar løsning – en eller anden form for legalisering.

Som Sowell skrev i 1984:

Legalization of narcotics would similarly destroy the profit of today’s drug pushers. There is no way that they can compete with drugs that can be mass-produced cheaply by pharmaceutical companies.

This is not a complete “solution.” Nowhere is it written in stone that there are always answers in the back of the book. What we can do as a sociaty is to cut our loses…..

Hele artiklen kan læses ved at klikke på billedet nedenfor.

Tidligere indlæg om emnet, udvalg :

Pragmatisme, ikke idealisme, driver reformering af narkotikapolitikken

Politiet kan ikke servicere borgerne – en forudsigelig konsekvens af narkotikapolitikken

The War on Drugs, Christiania, Roskildefestival & miltbrand

The Global Commision On Drugs anbefaler legalisering af cannabis, coca-blade og ecstasy

Et forbud der dræber

A profit to kill for

Hvordan man kommer bandekriminalitet til livs – og hvordan man ikke gør det

O’Grady i WSJ: “The War on Drugs is Doomed”

]]> https://punditokraterne.dk/2013/10/18/intet-nyt-fra-hash-fronten/feed/ 0 9073 https://punditokraterne.dk/2012/07/15/indvandringes-pris-eller-socialstatens-fallit/ https://punditokraterne.dk/2012/07/15/indvandringes-pris-eller-socialstatens-fallit/#comments Sun, 15 Jul 2012 16:06:49 +0000 http://punditokraterne.dk/?p=6931 (indlæg (25 s.) kan hentes som pdf her)

“Mexican immigration, over the border, is a good thing. It’s a good thing for the illegal immigrants. It’s a good thing for the United States. It’s a good thing for the citizens of the country. But, it’s only good so long as its illegal.” (Milton Friedman)

I en økonomi uden nem adgang til andres lommer vil et lavere uddannelsesniveau primært indebære, at lønnen tilpasser sig udbud og efterspørgsel, og uligheden stiger. Det er måske det bedste incitament for næste generation til at tage sig en uddannelse. Det er næppe uden grund, at 61 % af amerikanerne, 53 % af canadierne og 40 % af schweizerne, men kun 4 % af svenskerne og 2 % af danskerne ifølge World Value Survey prøver at lære deres børn værdien af hårdt arbejde.

Historikeren og debattøren Morten Uhrskov udsendte i slutningen af maj bogen Indvandringens pris.

Bogens hovedtese er, at ikke‑vestlig indvandring gør os alle fattigere. Som han skriver om indvandring fra ikke‑vestlige lande i kronikken En rigtig dårlig forretning (Børsen 4. juni):

Denne indvandring vil år for år gøre Danmark til et relativt fattigere land, et land med en gennemsnitligt dårligere uddannet befolkning, som er til mindre gavn for erhvervslivet.

Til at sandsynliggøre denne påstand inddrager han erfaringerne med indvandringen af Hispanics i USA, som han mener “vil tvinge supermagten USA i knæ økonomisk”.

Udviklingen skyldes ifølge Uhrskov de negative effekter af det lavere gennemsnitlige uddannelsesniveau for indvandrere fra ikke‑vestlige lande set som samlet gruppe. Efterslæbet i uddannelse mener Uhrskov åbenbart indebærer, at vi alle bliver fattigere.

Alt andet lige er det økonomisk‑fagligt noget vås, som skyldes, at Uhrskov bruger gennemsnitsbetragtninger i stedet for korrekt at anlægge en marginalbetragtning. Den tilsiger, at man skal tillade indvandring, så længe den sidst ankomne bidrager lig med eller mere, end vedkommende (og dennes familie) koster.

At vi kan konstatere, at effekten formentlig er negativ, skyldes ikke indvandreren, men indretningen af vores socialstat. Jo mere gavmild denne er, alt andet lige, jo mindre er nettogevinsten ved indvandring.

Rent økonomisk tilsiger eksistensen af visse identificerbare grupper med et gennemsnitligt lavere uddannelsesniveau end andre blot, at de skal have en gennemsnitligt lavere lønindkomst.

Det er helt korrekt, når Uhrskov påpeger, at det gennemsnitlige uddannelsesniveau blandt både indvandrere fra ikke‑vestlige lande herhjemme og deres efterkommere er ringere end den øvrige befolkning. Og han skal have tak for at påpege, at historierne om, at indvandrerpiger klarer sig godt i uddannelsessystemet, er noget sludder.

Det er til gengæld meget problematisk, når han bruger udviklingen for samlegruppen “Hispanics” i USA som reference. Bedre bliver det ikke, når han angiver, at Latinamerika ikke er en del af den vestlige verden. Det er faktuelt og historisk en vanvittig påstand uden empirisk belæg — tværtimod.

I stedet for at tale om “indvandringens pris” er det derfor mere korrekt at tale om “socialstatens fallit”.

Arbejdsløshed, uddannelse og socialstatens hærgen.

Der er ikke konsensus blandt økonomer om betydningen af en befolknings uddannelsesniveau i forhold til fortsat økonomisk vækst. Hvor man tidligere var tilbøjelig til at tillægge (statistisk målbart) uddannelsesniveau meget stor betydning, synes nyere forskning at pege på, at det i hvert fald for I‑lande er af væsentlig mindre betydning end tidligere antaget. Som det fremgår af nedenstående oversigt fra Økonomi‑ og Erhvervsministeriet, er betydningen af stigningen i (formelt) uddannelsesniveau ubetydelig set i forhold til vækst i arbejdsproduktivitet og investeringer i produktionskapital.

Bidrag til økonomisk vækst, 1985-1995 og 1995-2007.

Hvad vi til gengæld også ved, er, at den enkeltes uddannelsesniveau har stor betydning for vedkommendes livsindkomst. Hvad vi yderligere ved, er, at den relative økonomiske gevinst ved fortsat uddannelse er meget forskellig mellem lande, og at Danmark skiller sig negativt ud ved sammen med Norge og Sverige at have den mindste gevinst ved at tage en uddannelse (medtager man det progressive skattesystem, er gevinsten endnu lavere) i OECD.

Betydningen af en sammenklemt indkomststruktur og nem adgang til høje overførselsindkomster — Nordens højeste (kontanthjælp) — forbigår Morten Uhrskov stort set i tavshed. Det er vist en rimelig antagelse, at dette nok har en betydelig indvirkning på den høje arbejdsløshed blandt indvandrere fra ikke‑vestlige lande.

Et grundlæggende problem i (ikke kun, men også) Danmark er, at vi har indrettet samfundet således, at det fordrer en meget høj erhvervsfrekvens for både mænd og kvinder. Givet det meget høje niveau for overførselsindkomster indebærer det yderligere, at gevinsten ved at yde en ekstra indsats er yderst begrænset.

Det bør derfor heller ikke være nogen overraskelse, at forskellen i arbejdsløshed mellem relativt dårligt uddannede indvandrere og deres efterkommere i forhold til resten af befolkningen er stor i Danmark, mens der stort set ingen forskel er i USA. For nok har USA også en velfærdsstat, men den personlige gevinst ved at bestille noget er betydeligt større end i Danmark, ligesom adgangen til passiv forsørgelse både absolut og i forhold til det generelle lønniveau er væsentligt lavere og sværere at opnå.

Når det er sagt, skal det understreges, at man også i USA nemt kan finde de negative følger af socialstatens hærgen. Således har den amerikanske økonom Thomas Sowell i den fremragende og stærkt anbefalelsesværdige bog Economic Facts and Fallacies peget på, at:

The percentage of black families with income below the powerty line fell most sharply between 1940 and 1960, going from 877 percent to 47 percent over the span, before either the Civil Right Act og 1964 or the Voting Rights Act og 1965 and well before the 1970s, when “affirmative action” evolved into numerical “goals” or “quotas.” While the downward trend in poverty continued, the pace of the decline did not accelerate after these landmarks but in fact slackened. The poverty rate declined from 47 percent to 30 percent during the decade of the 1960s and then only from 30 percent to 29 percent between 1970 and 1980.

og senere

There was a similar historical trend as regards the rise of blacks into professional, managerial, and other high-level occupations. the number of blacks in white collor occupations, managerial and administrtive occupations doubled between 1940 and 1960, and nearly dobled in professional occupations.

Han påpeger også, at mens den gennemsnitlige indkomst målt på husholdninger for sorte amerikanere i 1970 var på 60,9 procent af hvide husholdningers, var den i 1980 faldet til 57,6 procent. I det seneste årti er den steget til ca. 2/3. En væsentlig årsag er, at langt flere sorte familier end hvide kun har én indkomst, fordi de ledes af en enlig forsørger. Tages der højde for dette, udgør sortes gennemsnitlige familieindkomst 88 procent af hvides.

At omkring 70 procent af sortes børn fødes af enlige forsørgere, tilskriver Thomas Sowell i vid udstrækning velfærdsstatens vokseværk siden 1960’erne. I første halvdel af det 20. århundrede var andelen af sorte gifte kvinder højere end andelen af hvide gifte kvinder.

For en gennemgang af socialstatens konsekvenser herhjemme — også i forhold til skilsmisseprocenter, kriminalitet og misbrug — henvises til Ole Birk Olesens Taberfabrikken fra 2008.

Indvandringens pris eller….

Selv om Morten Uhrskovs tese om, at indvandrere fra ikke‑vestlige lande (en noget stor rodekasse) gør os fattigere, ikke er korrekt, er jeg dog enig med ham i, at indvandringen indtil videre i praksis har været en rigtig skidt forretning for Danmark og ikke mindst for skatteyderne.

Men det skyldes bare ikke indvandrerne eller indvandringen i sig selv, men derimod indretningen af vores socialstat, der som det fremgår af nedenstående tabel heller ikke er finansielt holdbar uden indvandring fra mindre udviklede lande.

Det er naturligvis et problem i vurderingen af, hvorvidt der er tale om “en god forretning” eller ej, at man ofte henvises til at vurdere ud fra, hvorvidt en afgrænset gruppe er nettobidragsydere eller nydere af de offentlige kasser.

Ud fra ovenstående DREAM‑beregning, hentet fra Indvandringens økonomiske konsekvenser fra april 2011, er den sørgelige konklusion — med Morten Uhrskovs logik — at Danmark var bedst stillet, hvis vi alene var beboet af indvandrere fra “mere udviklede lande”. Dog går det allerede galt for deres efterkommere.

Med hensyn til indvandrere fra mindre udviklede lande, som er målet for Uhrskovs bog og dette indlæg, er rapportens konklusion, at:

Ifølge DREAMs analyse medførte gruppen af indvandrere fra mindre udviklede lande en
offentlig nettoudgift på 4 mia. kr. i 2010, primært fordi gruppen har en relativt lav gennemsnitlig deltagelse på arbejdsmarkedet og løn som beskæftiget og dermed har en forholdsvis lav skattebetaling og i højere grad modtager indkomstoverførsler. (min fremhævning)

Med andre ord er det forholdet mellem skattebetaling og modydelser, som er problemet. Med andre ord vil en reduktion af ydelserne i sig selv mindske eller fjerne problemet ganske af sig selv.

USA: Gigantens fald eller blot uvidenhed.  

Som indledningsvis anført bruger Uhrskov USA og indvandringen (legal og illegal) af Hispanics som reference i sin argumentation for et totalt stop for “ikke‑vestlig” indvandring.

Uhrskov er meget optaget af netop, hvorvidt indvandringen kommer fra lande, som er en del af den vestlige kulturkreds eller ej. Og det fremgår direkte i hans bog, at han ikke anser Latinamerika for at være en del af den vestlige verden. Jeg er klar over det problematiske i, at jeg som gemen økonom stiller spørgsmålstegn ved Uhrskovs viden ud i det historiske, men der er dog en række forhold, som vækker min undren, når jeg læser hans bog.

For det første mener Uhrskov, som nævnt, at Latinamerika ikke er en del af den vestlige verden. Eller som Uhrskov skriver i kapitlet om indvandring til USA Gigantens fald:

Men Latinamerika, som blev koloniseret af især spanierne, har vel en slags europæisk kultur, eller hvad? Særligt i Chile, Uruguay og Argentina kan det nok siges, at kulturen i høj grad er afledt af den europæisk, omplantet til Sydamerika. Men for nærmest samtlige øvrige latinamerikanske landfe gælder, at de er en blandingskultur mellem det europæiske og den oprindelige, inklusive Mexico, hvorfra ca. to tredjedele af Hispanics i USA stammer. Latinamerikanske lande har elementer af vestlig kultur, men er i den grad også noget andet, og latinamerikansk kultur er generelt ikke amerikansk-europæisk kultur særlig venligt stemt.

Den eneste forklaring, jeg kan finde på dette, må være, at han er i sine kilders og forestillinger om betydningen af etnisk baggrunds vold. Til ovenstående citat henviser han til Encyclopedia of the Nations, hvor man kan finde de enkelte landes etniske sammensætning. Ifølge Uhrskov er det tilsyneladende etnisk og racemæssigt betinget, hvorvidt man er en del af vestlig kultur og tankesæt.

Han anfører heller ingen kilder til påstanden om, at latinamerikansk kultur skulle være amerikansk‑europæisk kulturfjendtlig.

Uhrskov synes i lighed med venstrefløjen at lægge urimelig meget vægt på folks etnicitet. Fakta viser nemlig et helt andet billede. Generelt er holdningen over for USA og amerikanere samt europæere meget positiv i de fleste latinamerikanske lande.

De mindst positive befolkninger finder man faktisk i nogle af de etnisk mest “europæiske” lande (Uruguay og Argentina).

Ovenstående figur kan næppe tolkes som særligt antiamerikansk eller antieuropæisk. 26 procent af latinamerikanerne vælger således USA som “forbillede”, og 19 procent vælger Spanien, mens kun 11 procent vælger Brasilien, når de adspørges.

Ligeledes viser nedenstående figur, at holdningen til USA og amerikanere ligger milevidt fra det billede, som Uhrskov prøver at skabe. (Figuren er i lighed med den foregående hentet fra Latinobarometro og angiver, hvor stor en andel af de adspurgte som har et overvejende positivt og meget positivt syn på USA.)

I lighed med sin fremstilling af Latinamerika som antivestlig forsøger Uhrskov også med vold og magt at tegne et billede af USA som et langt mere fragmenteret samfund, hvor de enkelte etniske grupper har en høj grad af mistillid til hinanden og kun sporadisk kontakt, end der er belæg for.

Nej, USA er ikke en “melting pot” (et udtryk som stammer fra et for længst glemt teaterstykke fra begyndelsen af det 20. århundrede), men det er heller ikke et samfund bestående af en mosaik af skarpt adskilte “minisamfund”.

For at underbygge sin pointe refererer Uhrskov til, at kun knap 2 procent af de adspurgte angiver at have mere end én baggrund. Eller som han skriver:

Lidt under 64 procent af amerikanerne havde i 2009 europæisk baggrund. Ca. 16 procent var hispanics. Knap 13 procent var sorte amerikanere. Ca. 5 procent havde rødder i Asien, inklusive Hawaii. Der kunne blive 1 procent til de oprindelige amerikanere, indianerne, mens knap 2 procent meldte, at de havde mere end en baggrund. Det sidste lave tal fortæller for øvrigt noget om antallet af ægteskaber mellem etniske grupper. Det er ikke højt, ligesom det ikke er det i ét eneste vestligt land (min fremhævning)

Men fortæller det lave tal for dem, som angav, at de havde mere end én baggrund, os reelt noget om antallet af ægteskaber mellem etniske grupper? Eller fortæller det snarere noget om, hvem man identificerer sig selv med, når man adspurgt? Gruppen, som angiver mere end én etnisk baggrund, var i 2010 for øvrigt steget til 3 procent.

Andre undersøgelser tyder i hvert fald på, at relationerne på tværs af etniske grupper er en del større, end Uhrskov lader os vide.

En undersøgelse fra Pew Research Center kommer frem til, at ét ud af syv nye ægteskaber sker på tværs af race eller etniske skel, mens 8 procent af alle eksisterende ægteskaber er indgået på tværs af etniske skel.

Især Hispanics samt asiatiske kvinder og sorte mænd gifter sig relativt ofte uden for egen etniske gruppe, hvilket fremgår af nedenstående.

Ud over at der er tale om en fordobling af ægteskaber på tværs af de opstillede etniske grupper siden 1980, tyder undersøgelsen også på, at den animositet, som Uhrskov prøver at fremmale mellem de forskellige etniske grupper, er stærkt overdrevet.

Til gengæld afslører undersøgelsen også, at religion spiller en betydelig rolle, hvilket måske er nok så relevant i forhold til indvandringen til Europa. Det fremgår nemlig, at mens etnicitet ikke har nogen større betydning, er holdningen til ateister mildt sagt negativ.

Og netop med hensyn til religion adskiller indvandringen til USA sig markant fra indvandringen til store dele af Europa, herunder Danmark. Det kan egentlig undre, at Uhrskov ikke er opmærksom på dette. I den udstrækning religion betyder noget for valg af partner, er denne barriere langt mindre i USA end i Europa. At kulturelle og religiøse barrierer betyder væsentligt mere i Danmark end i USA fremgår tydeligt af Danmarks Statistiks seneste tal.

Hvis bare problemerne herhjemme var som i USA 

Det billede som Uhrskov tegner af fremtidens USA er ikke rar læsning:

Indvandringen fra Latinamerika vil bringe USA i knæ økonomisk og forvandle verdens stærkeste stat til et halvt tredjeverdensland. På lange stræk med en uhyggelig stor underklasse, en stadig mindre middelklasse og så selvfølgelig en lille overklasse, der vil have de økonomiske midler til at leve i såkaldte gated communities, indhegnede områder med vagter.

Alt dette på grund af den store indvandring siden midten af 1960erne, må man forstå.

Ikke et ord om, at kriminaliteten er faldende, og ikke et ord om, at det, som Uhrskov kalder en “uhyggelig stor underklasse”, primært består af mennesker, hvis levestandard efter europæiske forhold ville klassificere dem som middelklasse i de fleste europæiske lande. En analyse fra den svenske tænketank Timbro påpegede således for nogle år tilbage, at hvis man anvendte den officielle amerikanske fattigdomsgrænse og korrigerede for forskelle i købekraft, ville 40 procent af svenske husholdninger falde under denne grænse. Og ud fra en gennemsnitsbetragtning er købekraftskorrigeret BNP per indbygger for EU lavere end alle amerikanske stater målt individuelt.

Gini

Formålet med at bruge USA synes da også primært at være at lave en reference, som skal passe til allerede skrevne konklusioner, hvortil han bl.a. skal bruge en helt bestemt forestilling om USA før og efter midten af 1960’erne. Således skriver Uhrskov:

Det siges ofte, at USA altid har været et meget ulige samfund, men det er en sandhed med modifikationer. Frem mod 1970 faldt uligheden i USA til det  der teknisk hedder 0,35 i Gini-koefficient. Det er på niveau med mange europæiske lande i dag, f. eks. Storbritannien, Frankrig og Italien. Danmark som er et af de mest lige lande i verden i dag, har en Gini-koefficient på 0,24, så jo lavere tal, desto større lighed. USA’s Gini-koefficient er i dag 0,41, men for et par generationer siden var der ikke nævneværdig forskel på uligheden i Danmark og USA.

At der for et par generationer siden ikke var “nævneværdig forskel på uligheden i Danmark og USA”, er nok noget af en tilsnigelse. Uligheden i USA i 1970 — skal man tilbage til før 2. verdenskrig for at komme bare i nærheden af herhjemme.

Som det fremgår af nedenstående figur, faldt uligheden, målt på andel af samlet indkomst, i USA fra 1930’erne og frem til afslutningen af den store immigrationsbølge frem til 1. verdenskrig (og som Uhrskov ganske rigtigt skriver) frem til slutningen af 1960’erne, hvorefter den er steget igen. Det er der naturligvis mange årsager til, men én årsag er formentlig, at der siden 1960’erne har været et stort inflow af relativt dårligt uddannet arbejdskraft (legalt og illegalt) og dermed, alt andet lige, et stigende udbud af ufaglært arbejdskraft. Til fordel for arbejdsgiver og forbrugere, men selvfølgelig til ulempe for den allerede eksisterende ufaglærte arbejdskraft.

Kilde: http://www.gini-research.org/system/uploads/19/original/Atkinson_GINI_Mar2010_.pdf?1269619027

Det er også Uhrskov magtpåliggende at påpege, at indvandringen falder efter 1. verdenskrig. Det er også helt korrekt. Ligesom det er korrekt, at indvandringen fra Latinamerika (læs primært Mexico) var lav indtil midten af 1960’erne. Men det bør måske også fremhæves, at krisen i 1930’erne næppe er uden betydning for den fortsatte indvandring. Den indebar, at man blev fattigere, men mere lige. Det er der næppe mange amerikanere, som har sat pris på i 1930’erne.

Siden 1960’erne har USA ikke kun fastholdt, men også udbygget velstandsgabet til Europa, på trods af at tilstrømningen af lavt kvalificeret arbejdskraft har været mange gange større end til Europa. Tre ud af fire immigranter fra den tredje til den første verden har de seneste årtier haft USA som mål.

Indvandringen til USA før og nu

Som det fremgår af ovenstående figur, var der tale om en endog meget voldsom immigration op til 1. verdenskrig, og i andel af befolkningen har man på intet tidspunkt senere oplevet noget lignende.

There was a reason why employers in the middle of the 19th century had signs that said, “No Irish need apply” — and why employers in the middle of the 20th century no longer had such signs. It was not that employers had changed. The Irish had changed. (Thomas Sowell)

Indvandring har sjældent været en køn og smertefri proces. Det gælder ikke mindst i USA (også hvis vi ser bort fra den tidlige europæiske indvandrings konsekvenser for den oprindelige indianske befolkning).

Uhrskov mener, at det er en ren elitær myte, at:

“Nationen [USA] er et helt enestående samfund, der kan lade hvem som helst indvandre og stadig få noget amerikansk ud af det.”

Her går Uhrskov igen fejl af årsag og virkning. Han har fuldstændig ret i, at indvandringen ofte gav anledning til modstand fra dem, som allerede boede i landet, men det kan undre, at han daterer modstandens begyndelse til at falde sammen med indvandringen fra 1880’erne og frem, som det fremgår af følgende:

Særligt fra 1880’erne og frem til begyndelsen af 1920’erne ændrede invandringen til USA karakter. Nu kom indvandrerne ikke længere så meget fra Vest- og Nordeuropa, men i stigende grad fra Syd- og Østeuropa. Italienere, polakker og russere, herunder mange polske og russiske jøder, indvandrede omkring århundredeskiftet til Guds eget land. Eftersom hovedparten af den anglo-protestantiske befolkning stadig besad en særdeles stærk fornemmelse for tilhørsforhold, blev denne indvandring ikke anset for at være uden problemer. Også indvandring inde for ens egen kulturkreds kan være problematisk.

Det er ikke rigtigt at datere modstand mod indvandring til slutningen af det 19. århundrede. Den skal dateres til den tidligere massive irske indvandring fra 1840’erne og frem. På et tidspunkt i 1850’erne lykkedes det modstandere af irsk indvandring at få valgt seks guvernører, mens man dominerede flere delstaters lovgivende forsamlinger.

Der var talrige sammenstød mellem forskellige etniske grupper, som i omfang og brutalitet får alt, hvad USA senere har oplevet i det 20. århundrede, til at blegne. Og når Uhrskov fremhæver den anglo‑protestantiske befolknings fornemmelse for tilhørsforhold og fremhæver anti‑immigrationslovene fra 1924 med følgende bemærkning:

Der var tale om et kvotesystem, der favoriserede de grupper, der i forvejen befandt sig i USA. Groft sagt betød det, at englændere og tyskere havde langt lettere ved at opnå tilladelse til indvandring end f.eks. grækere og italienere

… får han dels problemer i forhold til sin overordnede pointe omkring indvandringens økonomisk negative betydning, og dels køber han en politik, som næppe har været til økonomisk fordel for USA.

Som det fremgår af ovenstående tabel, som viser indkomster for efterkommere efter en række indvandrergrupper (1973), har efterkommere efter bl.a. italienere og polakker klaret sig markant bedre end de to dominerende europæiske indvandrergrupper, englændere og tyskere, som vi må gå ud fra var bannerførere i modstanden mod yderligere indvandring.

Ser vi på senere data, fremgår det af nedenstående tabel, at lønforskellene mellem indfødte (3. generation og frem) og 1. og 2. generationsindvandrere for de udvalgte grupper mindskes.

Intern amerikansk debat om de økonomiske konsekvenser

Hvis vi ser bort fra kritikken af den fortsatte indvandring, som primært drives af kulturelle aversioner, har der i årevis været en debat om, hvorvidt indvandringen gavner eller skader amerikansk økonomi. Ikke mindst cubansk‑amerikaneren George Borjas har fremført betydelig kritik og bekymring på grund af sammensætningen i den fortsatte indvandring af ufaglært arbejdskraft.

I den anbefalelsesværdige bog Heaven’s Door (1999) konkluderer (erkender) han, at der først og fremmest er tale om et fordelingsspørgsmål. Argumentationen er primært baseret på træk på offentlige kasser og de væsensforskellige konsekvenser for forskellige grupper i USA. En argumentation ikke ulig den, vi kender herhjemme, og som jeg også har skitseret tidligere i dette indlæg.

Borjas regner sig bl.a. frem til, at indvandrernes lønpres i slutningen af 1990’erne indebærer et skift fra lønindkomst til restindkomst svarende til ca. 160 mia. USD om året. Til gengæld kommer han frem til, at den samfundsøkonomiske nettogevinst er “sølle” 10 mia. USD. Resultatet er dog helt afhængigt af, hvilke forudsætninger man opstiller med hensyn til det øgede udbuds betydning for de generelle lønninger på de dele af arbejdsmarkedet, hvor indvandrerne konkurrerer med national arbejdskraft.

Det skal bemærkes — og fremgår ved at sammenligne “Figure 1” og “Figure 3” — at uddannelsessammensætningen siden Borjas’ bog har ændret sig mod mere veluddannede indvandrere. Det skyldes, at andelen af indvandrere med latinamerikansk (og caribisk) baggrund er faldet, mens andelen fra Europa, Asien og “andet” er steget.

Sidstnævnte grupper har et uddannelsesniveau, som er sammenligneligt med den amerikanske befolkning generelt eller højere.

For mere, se Brookings Institution

Indvandring og uddannelse

As of about World War I, Jews scored sufficiently low on mental tests to cause a leading “expert” of that era to claim that the test score results “disprove the popular belief that the Jew is highly intelligent.”11 At that time, IQ scores for many of the other more recently arrived groups—Italians, Greeks, Poles, Portuguese, and Slovaks—were virtually identical to those found today among blacks, Hispanics, and other disadvantaged groups.12 However, over the succeeding decades, as most of these immigrant groups became more acculturated and advanced socioeconomically, their IQ scores have risen by substantial amounts. Jewish IQs were already above the national average by the 1920s, and recent studies of Italian and Polish IQs show them to have reached or passed the national average in the post-World War II era. Polish IQs, which averaged eighty-five in the earlier studies—the same as that of blacks today—had risen to 109 by the 1970s. This twenty-four-point increase in two generations is greater than the current blackwhite difference (fifteen points). (Thomas Sowell)

Hovedtesen om, at ikke‑vestlig indvandring medfører et “fattigere Danmark”, baserer Uhrskov som før nævnt på, at indvandrere fra ikke‑vestlige lande og deres efterkommere i gennemsnit er dårligere uddannet. Og det er da også helt korrekt, at efterkommere efter indvandrere fra ikke‑vestlige lande i gennemsnit har en ringere uddannelse end danskere, hvilket fremgår af tal fra Danmarks Statistik.

Mens henholdsvis 26 procent og 20 procent af danske mænd og kvinder på 30 ingen erhvervskompetencegivende uddannelse har, gælder det 52 procent af mandlige og 36 procent af kvindelige efterkommere fra ikke‑vestlige lande. En betydelig forskel.

Det er her, Uhrskov inddrager Hispanics, idet han lægger vægt på, at:

Fra USA ved vi – på grund af landets lange erfaring med indvandring, også før liberaliseringen i 1965 – at andengenerationsindvandreres niveau er det, der må påregnes at holde også i generationerne derefter, i tredje, fjerde, femte osv.

Han understreger sin pointe ved at inddrage PISA‑undersøgelser, som entydigt påviser en enorm forskel i de faglige kundskaber (en forskel som også findes mellem Hispanics og sorte over for hvide og asiater i USA).

Der er flere problemer i denne fremgangsmåde. Ikke mindst at Uhrskov ikke på noget tidspunkt reflekterer over, i hvilken udstrækning et middelmådigt offentligt uddannelsessystem har et ansvar for de ringe skolekundskaber.

Alt andet lige må det forventes, at dårlige skoler og ringe undervisning rammer dem, som har mest behov for det — og mindst akademisk bagage med hjemmefra — hårdest. Kombinationen af ringe undervisning, at man ikke taler eller kun taler dårligt dansk derhjemme, samt at ens kulturelle baggrund er alt andet end uddannelsesfremmende, tilsiger jo, at der må være forskel. Ikke desto mindre skriver Uhrskov:

Der kan, når alt kommer til alt, kun være én fortolkning af de foreliggende tal. Både danske mænd og kvinder klarer sig markant bedre – de danske kvinder klart bedst – i enhver sammenligning med indvandrerefterkommere, født og opvokset i Danmark med adgang til hele pakken af gratis uddannelse.

Med andre ord må vi formode, at Uhrskov mener, at det i hvert fald ikke er uddannelsessystemets skyld, når eleverne efter 9 års skolegang i uhyggeligt omfang stort set ikke kan læse og skrive.

Ligeledes reflekterer han på intet tidspunkt over kulturelle forholds betydning for, at indvandrere fra ikke‑vestlige lande klarer sig dårligere end danske børn. Det gør man i USA, hvor undersøgelser peger på, at især mexicanske børn allerede som 3‑årige halter udviklingsmæssigt bagefter, fordi de understimuleres. Børne‑ og ungdomsminister Christine Antorini havde derfor en god pointe, da hun for nylig pointerede vigtigheden af at læse højt for sine børn. Desværre kan vi formentlig gå ud fra, at de kredse herhjemme, hvor understimuleringen af børn er et problem, næppe fulgte med i den debat.

Men hvordan står det så egentlig til i USA? Der er ingen tvivl om, at Hispanics halter bagefter uddannelsesmæssigt, men det er dog også signifikant, at uddannelsesniveauet er meget forskelligt alt efter, hvilken undergruppering man falder under. Mens uddannelsesniveauet for Hispanics med cubansk baggrund næsten er på niveau med den hvide del af befolkningen, halter indvandrere med puertoricansk baggrund nok efter, men har oplevet en betydelig stigning i uddannelsesniveauet.

Om man vil bruge ovenstående udvikling til at fastslå, at 3., 4., 5. osv. generation blot reproducerer 2. generations uddannelsesmønster, vil jeg lade være op til læseren. Personligt vil jeg mene, at det er en forhastet konklusion. Det skal også medtages, at det fortsat er således, at ca. 1/3 af alle unge Hispanics ikke er født i USA, hvilket vi ved alt andet lige tenderer til mindre uddannelse.

Jeg skal dog understrege, at stigningen i det gennemsnitlige uddannelsesniveau i USA — ikke mindst når vi taler om at bestå High School — i lighed med Danmark i ukendt udstrækning formentlig er sket ved at sænke beståelseskravene.

Der er også fortsat klare forskelle mellem de enkelte kategorier, hvilket naturligvis delvist underbygger Uhrskovs antagelse. Men det skyldes ikke nødvendigvis hverken genetiske forskelle eller samfundets racisme, som multikulturalisterne altid disker op med, når alt andet er slået fejl (både i USA og herhjemme). Der er snarere grund til at tro, at hele processen forhales af de samme faktorer i USA som i Danmark — nemlig socialstaten og ikke mindst den grundlæggende tankegang, som ligger bag. Undfanget af det, Morten Uhrskov kalder “den liljehvide elite”.

Socialstatens fallit. Meget mere end et spørgsmål om penge

Et helt centralt problem er socialstatens overførsel af ansvar fra den enkelte til systemet. Desværre en tankegang som ikke er begrænset til venstrefløjen. Tåbelige målsætninger som, at 95 procent af en årgang skal have en ungdomsuddannelse — som VK‑regeringen arbejdede ud fra — har i den grad medvirket til at pervertere og ødelægge uddannelsessystemet herhjemme. Ligesom en af multikulturalisternes yndlingskæpheste (i hvert fald før i tiden), modersmålsundervisning, var baseret på en absurd forestilling om, at det var det modtagende samfund, som har ansvaret for, at indvandrere og flygtninge bliver integreret og klarer sig godt. Det ansvar tilfalder selvfølgelig — som det altid har gjort — primært dem, som vælger at komme til landet.

Bedre er det naturligvis ikke blevet af, at man i årtier har dyrket et særligt vestligt selvhad, hvorefter den hvide mand tilsyneladende er skyld i alt ondt her i verden, hvorfor man endelig ikke må hævde hverken europæisk kulturel overlegenhed (om end den efterhånden da også er gået noget fløjten) eller stille det helt simple krav, som man med største naturlighed gjorde tidligere — nemlig at den nytilkomne enten tilpassede sig de eksisterende forhold eller tog hjem igen.

Eller som Thomas Sowell har udtrykt forskellen på det USA, som mødte indvandrere før og efter 1960’erne:

At one time, immigrants came to America to become Americans. Today, the apostles of multiculturalism and grievance-mongering have done their best to keep foreigners foreign and, if possible, feeling aggrieved. Our own schools and colleges teach grievances.  (Thomas Sowell)

Det er socialstaten som gør os fattigere, ikke indvandringen.

Morten Uhrskovs påstand om, at det er selve indvandringen, som medfører “et Danmark med lavere vækst, med mindre velstand og dermed også med ringere velfærd”, er ikke korrekt. Igennem de seneste 40 år er vi allerede blevet relativt fattigere, og det vil vi fortsætte med — indvandring eller ej — medmindre vi gennemfører gennemgribende reformer af socialstaten.

Fra slutningen af det 19. århundrede og frem til 1970’erne var Danmark blandt verdens 10 rigeste lande. En rigdom baseret på en flittig og hårdtarbejdende befolkning og næret af lave skatter, en lille offentlig sektor og en for datiden betydelig international handel. Sidenhen er den fortsatte vækst faldet drastisk, mens stat og skattetryk omvendt er vokset betragteligt. Konsekvensen er, at vi i dag blot er blandt verdens 20. rigeste lande. Uden reformer vil vi blot fortsætte med at blive relativt fattigere.

Med udgangspunkt i købekraftskorrigeret BNP kunne et bud på prisen for det vanvittige eksperiment, som den danske socialstat er, angives at svare til ca. 25 procent af nuværende BNP (forskellen på vores relative placering blandt verdens 5‑6 rigeste lande i 1970 og vores nuværende placering ifølge seneste tal fra IMF).

Helt grundlæggende synes Morten Uhrskovs problem at være, at han ikke har styr på, hvordan velstand skabes. Han gør således i sin bog opmærksom på, at fagbevægelsen i 1960’erne var modstandere af tilstrømningen af gæstearbejdere, hvilket er helt korrekt. Venstrefløjen og fagbevægelsen ændrede først holdning, efter man effektivt havde sikret sig, at tilstrømningen ikke påvirkede løndannelsen.

Men hermed accepterer han også samme fagbevægelses argument om, at stigende lønninger i sig selv er med til at skabe velstand, fordi det “tvinger arbejdsgiverne til øgede investeringer”. Problemet er, at de ressourcer, som anvendes til at øge output per arbejdstime, kunne have været anvendt til andre ting (f.eks. udvikling af nye produkter), og alt andet lige indebærer en mindre efterspørgsel efter arbejdskraft, hvorved arbejdsløsheden stiger.

Men at gøre det til en konsekvens af indvandringen giver ingen mening. Også uden indvandring er vores velfærdsmodel ikke bæredygtig. Den demografiske udvikling i de kommende årtier, hvor antallet af pensionister vil stige betydeligt — herunder antallet af medborgere over 80 år, som er meget omkostningstunge — vil i sig selv indebære, at den del af befolkningen, som er i arbejde, skal acceptere at dele frugten af deres indsats med stadigt flere.

Den demografiske udvikling siden 1990’erne har (bl.a. af Radikale Venstre) været anført som en begrundelse for fortsat indvandring — også fra ikke‑vestlige lande. Men det vil ikke løse problemerne, tværtimod.

Hvis de pågældende indvandrere ikke som minimum kan forsørge sig selv og sine, men rent faktisk indebærer et negativt nettobidrag til den fælles velstand, vil indvandringen rent faktisk øge problemerne i stedet for at mindske dem.

Det skal dog igen understreges, at det heller ikke er den enkeltes manglende uddannelse, som nødvendigvis er problemet. Uhrskov tror i lighed med venstrefløjen, at der tilsyneladende eksisterer en slags naturlov, som tilsiger, at ufaglærte jobs nødvendigvis forsvinder i takt med, at samfundet bliver rigere. Men grunden til, at de jobs forsvinder i Danmark, har intet med stigende velstand at gøre. Det er primært resultatet af vores høje overførselsindkomster, som sætter en nedre grænse for lønningerne.

USA, hvor indkomstforskellene er betydeligt større end i Danmark, er efterspørgslen efter personlige serviceydelser langt højere end herhjemme, og udnyttelsen af arbejdskraften er langt mere effektiv.

En forøgelse af udbuddet af ufaglært arbejdskraft indebærer alt andet lige, at ufaglærtes relative timeløn er mindre i forhold til andre grupper. Men man kan ikke heraf slutte, at væksten falder, og velstanden forringes — hverken for de ufaglærte og slet ikke for resten af befolkningen.

Med mindre der er tale om en meget stor tilstrømning af ufaglært arbejdskraft, indebærer det heller ikke nødvendigvis, at ufaglærte tjener mindre i absolutte tal eller oplever lavere levestandard, men alene at lønforskellene øges.

Tværtimod kan et øget udbud af ufaglært arbejdskraft i sig selv være med til at øge vækst og værditilvækst per indbygger. I den udstrækning højtlønnede familier f.eks. vælger at ansætte en au pair‑pige til at ordne de huslige sysler, øger det både familiens indtægt, sikrer den pågældende au pair et velstandsløft og øger den økonomiske vækst.

Det samme gør sig gældende i den udstrækning, at øgede lønforskelle giver flere mulighed for at betale sig fra havearbejde, boligvedligeholdelse, bil‑ og tøjvask mv. Omsættes denne sparede tid til mere arbejde, vil dette øge både vækst og velstand for hele samfundet.

En sammenligning af den samlede ugentlige arbejdstid for både mænd og kvinder i Tyskland og USA har påvist, at mens både mænd og især kvinder arbejde mere ude i USA, arbejder de væsentligt mindre hjemme. Nettoeffekten er, at tyske og amerikanske mænd har  nogenlunde samme ugentlige arbejdstid, mens amerikanske kvinder arbejder væsentligt mindre end deres tyske medsøstre. Samfundsøkonomisk indebærer den mere optimale arbejdsfordeling i USA, alt andet lige, en samlet velstandsgevinst til amerikansk fordel.

I en økonomi uden nem adgang til andres lommer vil det lavere uddannelsesniveau med andre ord primært indebære at lønnen tilpasser sig udbud og efterspørgsel og uligheden stiger. Og det er måske det bedste incitament for næste generation til at tage sig en uddannelse. Det er næppe uden grund, at 61% af amerikanerne, 53% af Canadierne og 40% af Schweizerne, men kun 4% af svenskerne og 2% af danskerne, ifølge World Value Survey, prøver at lære deres børn værdien af hårdt arbejde.

Og således har socialstaten åbenbart perverteret os alle, og det er vist heller ikke indvandrernes skyld. Uanset hvor de kommer fra.

[videoplayer file=”http://cepos.podhandle.dk/minikonferenceomts0.mp4Mobile.mp4″ /]

For os der stod for arrangementet var det en positiv oplevelse, at så mange var mødt op, og vi er nu i gang med at planlægge kommende arrangementer med udgangspunkt i Sowells omfattende forfatterskab (hvoraf ingen af hans bøger desværre er oversat til dansk).

Hvis nogen af denne blogs læsere har bud på emner der kunne være interessante eller på anden måde ideer til, hvordan kendskabet til Sowell kan blive mere udbredt i Danmark, er mere end velkomne.

Mit eget indlæg handler om kultur og individers valg af samme (ikke national – der går en del borgerlige går helt galt i byen og vores forskellige kulturer står tilbage som rene postulater). Primært er der dog tale om et forsøg på at eksemplificere en række pointer hos Sowell rettet mod multikulturalisternes grundlæggende påstand om at der ikke eksisterer kulturer der er bedre end andre – kun kulturer der er forskellige, og at alt ondt (også i Danmark) skyldes racisme og stigmatisering. Der er dog grund til at antage, at det væsentligste integrationsproblem er den moderne velfærdsstat, der hindrer minoriteters og indvandreres naturlige tilpasning – der primært er en funktion af om det kan betale sig.

Programmet er som følger:

17.00-17.10 Velkomst og kort introduktion til personen Thomas Sowell

Ved mag. art. Henrik Gade Jensen, projektleder og leder af CEPOS Universitet

17.10-17.35 Økonomiske og politiske fejlslutninger

Ved cand.mag. Michael Jourdan, Center for Rusmiddelforskning, Århus Universitet:

Sowell fremlægger en lang række eksempler på gængse fejlslutninger indenfor politik og økonomi, hvor forkerte fortolkninger eller forklaringer viser sig at have direkte og ofte utilsigtede skadelige virkninger. Ved en bedre forståelse af den sociale virkelighed kan der også drives en mere fornuftig politik.

17.35-18.00 Hvad er diskrimination?

Ved lektor, ph.d. Mehmet Ümit Necef, Center for Mellemøststudier, Syddansk Universitet:

Kan diskrimination være ‘rationel’? Kan bestemte grupper have ‘velfortjent dårligt ry’? Der tales meget om diskrimination, men der er ikke mange der definerer begrebet ordentligt. Begrebet bruges i flæng og det er blevet populært at påstå, at denne eller hin gruppe bliver diskrimineret. Oplægget vil forsøge at præsentere en definition med inspiration fra Thomas Sowell.

18.00-18.15 Pause (vand, kaffe og te)

18.15-18.40 Sådan skabes en ghetto.

Ved Niels Westy Munch-Holbek, cand.polit., Præsident for Akademiet for Fremtidsforskning:

Med udgangspunkt i Sowells trilogi “Race and Culture”, “Conquest and Culture” samt “Migration and Culture” samt “Black Redneck and White Liberals” stilles der spørgsmålstegn ved, om den danske velfærdsstatskultur med dens særlige dyrkelse af danske værdier i bund og grund er lige så håbløs som multikulturalisternes dyrkelse af minoritetskulturer.

18.40-19.00 Selvretfærdighed som politisk problem

Ved mag. art. Henrik Gade Jensen, projektleder og leder af CEPOS Universitet:

I flere bøger har Sowell påpeget moralske rigiditeter eller tabuer som barrierer for en pragmatisk politik baseret på erfaring og sund fornuft. Følelsen af at være udvalgt eller retfærdig blokerer ifølge Sowell politikeres udsyn og kan forklare, hvorfor samfundsforhold over tid får lov at udvikle sig vrangt og trægt. Samtidig kan vi ikke undgå at fortolke samfundet gennem visioner, hvorfor en diskussion om de rigtige “ideologier” bliver afgørende.

Som det fremgår er denne post’s forfatter en af talerne. Det skal med det samme erkendes, at overskriften “Sådan skabes en ghetto” dækker over et andet udtryk, der er lidt/noget mere kraftfuldt. Hvad det er må man møde op for at finde ud af, – eller vente på at lydoptagelsen fra arrangementet bliver tilgængelig på Cepos hjemmesider.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=2GklCBvS-eI&feature=related[/youtube]

Statsministerens tale var ikke et opgør med denne model – tværtimod. Det var først og fremmest en anvisning på hvordan man kan få den til at hænge sammen lidt længere. Den grundlæggende argumentation for at afskaffe efterlønnen var jo ret beset, at det ville sikre ressourcer andre steder i den offentlige sektor. Og så bliver valget af efterlønnen jo lidt arbitrær.

I sin tale peger statsministeren på, at;

Hvis vi passivt lader udviklingen fortsætte, vil vi støt og roligt blive trukket i retning af usund økonomi, voksende gæld, højere renter og tab af arbejdspladser. Og vi vil blive nødt til at skære i kernevelfærden. I sygehuse og skoler. Det ønsker jeg ikke. Det ønsker ingen af os. Tværtimod. Vi vil gøre et godt sundhedsvæsen endnu bedre. Vi vil løfte en god folkeskole ind i en fremtid, hvor danske børn skal kunne måle sig med de bedste i verden.

Og senere i talen understreger understreger han, at

For det første koster efterlønnen 16 milliarder kroner hvert år. Det svarer til udgifterne til 240.000 folkeskoleelever eller 40.000 plejeboliger eller mere end tre nye supersygehuse. Om året! Hvert år!

Hermed ligger talen desværre i forlængelse af hvad de konservatives Henriette Kjær udtalte til Jyllands Posten den 29.12, nemlig at;

De Konservative har gødet jorden for det her [afskaffelse af efterlønnen] i næsten et år. Det har betydet, at befolkningen har fået øjnene op for, at de 20 mia. kr., som bruges på en relativ lille gruppe mennesker i befolkningen, kan bruges på andre ting som folkeskolen, dagpleje og sundhedsvæsenet.

Så kunne man jo med en hvis rimelighed pege på, at hvis Danmark opnåede samme effektivitet som det finske uddannelsessystem ville det indbringe ca. det dobbelte i årlig besparelse. De er altså med væsentligt færre midler i stand til at “producere” det vi ikke kan herhjemme, men som statsministeren ønsker sig – “børn der kan måle sig med de bedste i verden”

Uden gennemgribende reformer kan det meget vel (hvis det altså lykkes at gennemføre ændringer af efterlønnen på denne side af valget) vise sig, at gevinsten vil blive soldet op og blot kortvarigt stille den offentlige sektors tilsynladende grænseløse sult (og evne til at opfinde nye problemer der naturligvis kræver kollektive løsninger).

Som professor Michael Svarer, institut for økonomi på Aarhus Universitet  siger til Børsen:

I det hele taget må man sige, at en reform af efterlønnen ikke kan stå alene. Der skal flere tiltag til, hvis dansk økonomi skal rettes op.

Og så er vi ved et grundlæggende forhold; Var statsministerens tale præget af reformiver ud af et hensyn til den danske befolknings ve og vel i fremtiden, eller var den først og fremmest båret af ønsket om at “redde” de grundlæggende træk i en dysfunktionel velfærdsmodel, der er hovedansvarlig for Danmarks pauvre økonomiske vækst de seneste årtier (se Christians tidligere indlæg) med udsigt til en endnu ringere fremtid? Desværre hælder jeg mest til det sidste.

Det er sikkert forståeligt ud fra en professionel politikers synspunkt. Vores velfærdsmodel indebærer jo at politikeren er placeret som en central aktør, og sikrer at man kan føre sig frem på sin evne på at “frelse vælgerne”. Godt nok er der tale om en illusion, men da de fleste i den “politiske klasse” er enige om at der ikke er grund til at bryde illusionen, er det et punkt hvor opposition og regering grundlæggende støtter hinanden. For tænk hvis det gik op for den brede befolkning, at de reelt ville klare sig bedre og have flere “velfærdsydelser” til rådighed hvis politikerne og deres vilige hjælpere fyldte mindre.

For hvad mener statsmininisteren egentlig, når han i sin tale siger, at

for alle os, der er vokset op med velfærdsamfundet, kan vores rige og trygge Danmark føles nærmest som en selvfølge. Men det er det ikke. Det er noget, vi skal arbejde for hver dag.

Mener han så, at vi først og fremmest er sat på denne jord for at knokle for velfærdsstaten? – eller tror han virkelig selv på vores velfærdsmodels “unikke” evne til at producere store mængder af “velfærdsydelser”. Hvis det er tilfældet, så tager han grueligt galt.

Som det fremgår af nedenstående sammenligning af “produktionen” af velfærdsydelser i en række OECD-lande, må vi konstatere, at på trods af den største offentlige sektor og det højeste skattetryk, så er vores samlende produktion af velfærdsydelser (der inkluderer pension og andre former for overførselsindkomster, uddannelse, sygehuse osv.) som andel af BNP, ikke større end en række andre lande med en mindre offentlig sektor og et lavere skattetryk.

Samlet produktion af velfærdsydelser i andel af BNP

Kilde: http://www.oecd.org/document/9/0,3746,en_2649_34637_38141385_1_1_1_1,00.html

Sammenligner vi med USA , er den samlede “produktion” herhjemme godt nok et par procent højere, målt åp andel af BNP. Men da BNP per capita er ca. 20-25% højere i USA indebærer det, at produktion af velfærdsydelser per indbygger er højere i USA end herhjemme!!

Den borgerlige regering har de sidste 10 år i den grad forspildt at sætte en anden dagsorden, hvor personligt ansvar og frihed er kodeordene i modsætning til socialdemokratisk kvælende kollektivisme, og i det lys er talen måske nok et sort skridt. Men det i så fald primært fordi vi har haft en borgerlig regering af navn, men socialdemokratisk af gavn.

En regering der ofte har foretrukket at henvise til Arbejderbevægelsens Erhvervsråd frem for Cepos, og som allerede tidligt viste at man var mere end villig at spille med på lighedsmageriets ulidelige banehalvdel. Men igen, når alt er sagt, lidt har naturligvis også ret.

Ingen tvivl om at alternativet (S-SF) er langt værre. Men vi må nok konstatere, at vi fortsat har en regering, der stiller sig tilfreds med at administrere et system baseret på, hvad den amerikanske økonom Thomas Sowell i et lyrisk øjeblik engang udtrykte i “The Poverty Pimps’ Poem“:

Let us celebrate the poor,
Let us hawk them door to door.
There’s a market for their pain,
Votes and glory and money to gain.
Let us celebrate the poor.
Their ills, their sins, their faulty diction
Flavor our songs and spice our fiction.
Their hopes and struggles and agonies
Get us grants and consulting fees.
Celebrate thugs and clowns,
Give their ignorance all renown.
Celebrate what holds them down,
In our academic gowns.
Let us celebrate the poor.

Indtil man højt og med klar røst tør sige, hvad fagkundskaben har sagt i årtier, nemlig at det grundlæggende problem er indretningen af vores velfærdssystem – eller som Ole Birk Olesen kalder det, “Taberfabrikken” – skal man næppe forvente det store.

Jeg er klar over at en del vil indvende, at jeg jo er en politisk amatør med mit krav om et egentlig opgør med vores nuværende velfærdssystem, og det medgiver jeg gerne at jeg er. Men modsat bør man også stille sig spørgsmålet; Er de “profesionelle” politikere reelt interesserede i at tage et opgør med et system der reelt gør os alle fattigere, men som unægtelig sikrer netop en bestemt slags politikere en central rolle?

Jeg tvivler.

Og hvorfor valgte man, at det netop skulle være de under 45 år, der ikke skulle have retten til efterløn? Hvorfor ikke dem under 50 eller 55? eller slet og ret alle der ikke er nået de 60 år endnu? Der er intet der tilsiger at folk der har haft deres erhvervsaktive år siden slutningen af 1960erne eller begyndelsen af 1970erne, for slet ikke at tale om begyndelsen af 1980erne på nogen måde skulle være mere nedslidte (for dem der er har vi jo som bekendt altid haft muligheden for en førtidspension) eller på anden måde have et større krav på muligheden for efterløn end de, hvis erhversaktive karriere startede i slutningen i 1980erne eller begyndelsen af 1990erne.

Kunne det tænkes at det først og fremmest skyldes at Dansk Folkepartis vælgere primært er over 45, og at man muligvis vil anvende det faktum, at Helle Thorning i forbindelse med hendes valg til formand for socialdemokratiet i 2005 antydede at efterlønnen for de der på daværende tidspunkt var under 40 år (nu under 45 år) skulle afskaffes skal anvendes i den kommende valgkamp? Og hvad er til hinder at man ender med at skæringsalderen for efterløn sættes til 40 år (kunne være DFs “pris”)? eller 35 år eller…..

Som allerede nævnt vil det værste uden tvivl være en S-SF regering efter næste valg, og derfor skal statsministeren have ros for at foreslå en afskaffelse af efterlønnen. Men uden hjælp skal man næppe forvente for meget af Venstre og Konservative – Det er vist fortsat først og fremmest det magelige bagsæde i ministerbilerne der dikterer deres politik. Og så må befolkningens ve og vel jo vige.

Indtil vi får en parlamentarisk situation hvor de afgørende stemmer leveres af et parti der ønsker reelle reformer, er det bedste råd til de aldersgrupper, som statsministeren lægger op til skal finansiere den efterløn der også skal betales de kommende mange år, fortsat være;

Tag en uddannelse der kan bruges i udlandet

and get the hell out of here!!