Vi peger her på seks faktorer, hvor den lille undersøgelse faktisk svarer fint overens med langt større studier, og hvor forskellene er statistisk signifikante. Den vigtigste faktor er om folk har tillid til hinanden: I undersøgelsen er respondenter, der siger de har tillid til andre mennesker, i gennemsnit 23 procent mere tilfredse end andre. Nummer to er optimisme, målt på folks syn på om fremtiden er positiv eller negativ. Dem, der ser fremtiden som positiv, har 20 procent højere tilfredshedsscorer. På en delt tredjeplads finder vi at have en fast partner og at føle, at man har meget kontrol over ens liv. Begge forhold gør respondenterne 15 procent mere tilfredse end dem, der ikke er i et forhold eller kun føler at de har lidt eller moderat kontrol. De to sidste faktorer er også interessante: Folk over 60 er i gennemsnit 12 procent mere tilfredse. De samme gælder folk, der enten ikke ved hvor intelligente de er, eller rapporterer en relativt gennemsnitlig IQ. Med andre ord er de meget intelligente blandt respondenterne systematisk mindre tilfredse end andre.

Hvis jeg havde designet spørgeskemaet, ville jeg være svært tilfreds med resultaterne. Det er naturligvis en meget lille sample – 68 svar er ikke meget i den forskning – men selve undersøgelsen ‘virker’. Og mens de fem systematiske forhold perfekt afspejler den større forskning, er intelligens-fundet interessant, da der ikke er ret meget forskning i emnet. Hvis jeg skulle tage beslutningen, ville dette forskerspireprojekt sagtens kunne fortsætte.

Baggrunden for at skrive om det igen her på stedet er, at jeg tirsdag var i Slagelse, hvor jeg var inviteret til at holde foredrag helt specifik om sammenhængen mellem penge og lykke. I den anledning så jeg endnu en gang på, hvad dataene kan fortælle os. Det nedenstående er derfor baseret på analyse af svar fra cirka 136.000 europæere i perioden 2014-2018 (dvs. før nedlukningskrisen).

Komplikationen kommer af Easterlins Paradoks, som bygger på idéen om at penge kun betyder noget for folks lykke i en relativ forstand: Du er lykkeligere end Per, så længe du er rigere end ham. Og hvis I begge bliver dobbelt så rige, er der ingen af jer, der bliver lykkeligere, fordi sammenligningen stadig er intakt. Implikationen af paradokset – hvis det er sandt – er at politik der hæver vækstraten, faktisk ikke vil gøre folk lykkeligere eller mere tilfredse med ders liv. Og så skal man lade være, fordi mange af dem der holder fast i paradokset, også holder fast i idéen om, at vækst er miljøskadelig.

Her kommer så det store Men. Tager man dataene fra the European Social Survey, estimerer hvad alder og relativ indkomst (folks placering i et indkomstdecil i deres land), og bakker de nationale ‘fixed effects’ ud, kan man se hvad samfundets samlede økonomiske udvikling betyder. Landenes fixed effects er basalt set, hvor lykkelige folk er i et land, når vi allerede har taget effekterne af deres personlige indkomst ud af sammenligningen. Figuren nedenfor viser sammenhængene mellem indkomst og lykke / livstilfredshed.

Den stiplede linje illustrerer først, hvad personlige indkomst generelt betyder for folks lykke. Jeg har helt konkret beregnet kurven baseret på franske indkomsttal, hvilket betyder at sammenligningskategorien – den laveste indkomstdecil – sjovt nok har næsten præcist samme gennemsnitsindkomst som gennemsnittet i Albanien, der er den nationale sammenligningskategori. Går man fra den laveste til den højeste indkomstdecil, stiger lykken med omtrent to point på en ti-pointsskala.

Det særlige er, at sammenhængen på tværs af lande, når vi har taget alle effekter af personlig indkomst ud, er næsten identisk. Som man kan se, følger den sorte linje – sammenhængen på tværs af lande – den stiplede linje relativt præcist. Implikationen er, at selv nær man tager hensyn til de nationale sammenligninger af relativ indkomst, er det vigtigt hvor rigt hele samfundet er. Fordobler man for eksempel sin nationalindkomst fra et lettisk eller montenegrinsk niveau til dansk eller svensk indkomst, stiger lykken med cirka 1,3 point. Pengene er vigtige på begge fronter!

Det er derfor tankevækkende, at mange sociologer og filosoffer stadig er ekstremt skeptiske overfor velstandens virkninger på lykken. Nogle går endda til tider så langt, at de ikke kun desavouerer pengene som sådan, men også de markeder og institutioner, der skaber velstanden. Påstande som at markeder gør folk syge og mere kriminelle, eller at sex var bedre under socialismen, florerer stadig. De får dog meget lidt forsknigsopbakgning. I briefing paperet Marknad Skapar Lycka fra tænketanken Timbro i Stockholm sidste år, viste Rutger Brattström for eksempel, at filosoffernes bekymring ikke ligefrem er reflekteret i den moderne forskning: Frie markeder er forbundet med mere lykke og tilfredshed. Spørgsmålet, der virkelig står tilbage, er ikke om velstand skaver lykke, men hvorfor så mange indædt nægter at acceptere en ekstremt veldokumenteret sammenhæng?

Virkeligheden er nok, at antallet af heavy metal bands er en god ‘proxy’ for et eller flere andre forhold, der gør folk lykkeligere. Ser man nedover landene, er det for eksempel relativt klart, at lande med mange heavy-bands har stærkere tillidskulturer og mere aktive civilsamfund, er rigere, og muligvis også har bedre retsvæsener og mere klar beskyttelse af ytringsfrihed. Min kollega Andreas Freytag og jeg er igang med forskning, hvor vi foreløbig finder at demokratisering og stærkere ytringsfrihed er forbundet med at markant flere heavy-bands dannes.

Det er derfor en rimelig forklaring, at antallet af heavy metal bands på en eller anden måde både er en konsekvens af en række faktorer, og reflekterer nogle af dem, der også gør folk markant mere tilfredse med deres liv. Måske er det slet ikke overraskende at se en klar sammenhæng mellem to faktorer, der rent umiddelbart ikke burde have ret meget med hinanden at gøre? Men det påfaldende er dog, hvor tydelig sammenhængen er. Så måske er det værd at tænke lidt videre over, hvad det er vi har i figuren ovenfor?

Figuren nedenfor illustrerer, hvor klar sammenhængen mellem velstand og lykke er på tværs af lande, og hvordan det gælder for langt de fleste typer lande. I figuren er de blå markører demokratiske lande, de sorte er militærdiktaturer, og de røde er civile autokratier. Som de tre trendlinjer indikerer, er der meget lidt forskel på, hvor vigtig velstand er. Om noget er sammenhængen lidt stærkere i demokratier, hvilket også bekræftes af lidt simpel regressionsanalyse. I de to typer diktatur er et log-point større nationalindkomst i gennemsnit forbundet med 0,65 point mere tilfredshed, mens den samme stigning giver 0,84 point i demokratier.

Det samme grundlæggende billede får man, når man bare sammenligner danskere med forskellig indkomst, som vi gør i dagens anden figur. Figuren viser gennemsnitslykken for danskere i hver af de ti indkomstdeciler, dvs. fra de 10 procent fattigste til de 10 procent rigeste. Som figuren illustrerer, vil et ryk fra første decil – de 10 procent fattigste – til tiende decil indebære en stigning i tilfredshed med et helt point på en 1-10-skala.

Helt overordnet er velstand faktisk ret vigtig for folks lykke og tilfredshed, også selvom de fleste synes, at den ikke burde være det. Den er ikke det vigtigste – forhold som social tillid og ikke mindst civilstatus er mindst ligeså vigtige – men at bilde sig ind, og i særlig grad beslutte at føre politik, som om velstand ikke er særlig vigtig for borgerne, er decideret tåbeligt.

I 2005 – det første år centraleuropæiske lande var med i undersøgelsen, var de tydeligt mindre tilfredse end Vesteuropa: Gennemsnittet på tværs af de 11 lande var 2,63 mod 3,10 i vest (p<0,01). I foråret 2024 var de samme tal 3,02 og 3,03 (p<0,94). Med andre ord har de også, når folk subjektivt vurderer deres egne liv, indhentet Vesteuropa.

Det er også meget tydeligt i figuren ovenfor, hvor de blå markører – Vesteuropa – alle ligger på linjen, der markerer ingen ændring, eller lidt over. Den eneste store forskel er Tyrkiet, hvilket måske ikke er så overraskende når man tænker på, at landet i perioden er gået fra velfungerende demokrati til et i stigende grad religiøst civilt autokrati. De røde markører – Centraleuropa – er derimod steget i gennemsnit 0,36 point på en 4-point skala (en 14-procent stigning). Så hvis nogen en dag skulle komme med indvendingen, at nok er transitionen væk fra socialisme endt i markant større rigdom, meeeeen…, er her rigelig dokumentation for, hvor vigtig transitionen har været for almindelige mennesker!

Det vi konkret har gjort er at sammenligne den gennemsnitlige tilfredshed med livet i to store grupper mennesker i ni nordeuropæiske lande, der alle er dækket af the European Social Survey. For sammenlignelighedens skyld ser vi kun på borgere, der bor sammen med en partner – dvs. singler, fraskilte, enker og enkemænd, der alle ofte er mindre lykkelige af andre grund, er ikke med i sammenligningen. Vi har derefter brugt information i datasættet til at kode, om de har hjemmeboende børn eller ej. Fordi der er ganske store forskelle på, hvor tilfredse hele samfund er, har vi i figuren nedenfor beregnet forskellen i tilfredshed mellem dem med hjemmeboende børn og dem uden. Forskellen er angivet i procent af en standardafvigelse for det pågældende land, dvs. i forhold til den almindelige ‘forskellighed’ i folks tilfredshed.

Og som man kan se, er der kun ét af landene, hvor dem med børn faktisk er mere tilfredse: Island. Det er også den mindste forskel, vi ser. Derudover burde det være ekstremt klart, at Danmark faktisk ligger lidt midt i feltet i Nordeuropa: Danskere med hjemmeboende børn er i gennemsnit 7,5 % af en standardafvigelse mindre tilfredse end dem uden børn. Helt modsat Olsen Dyhrs påstand er forskellene faktisk større i Sverige (10,5 %) og Norge (13,8 %), mens de er mindre i Finland (5,3 %) og det noget mere konservative Tyskland (4,6 %).

Pointen med posten idag er meget simpel den at ‘debunke’ en politisk påstand. Politikere – ikke kun de danske – påstår med meget jævne mellemrum ting, der simpelthen ikke er faktuelt korrekte. Det kan ikke undgås, at der en gang imellem snige sig lidt sjusk ind i deres arbejde, men det er meget sjældent, at de undskylder eller retter deres fejl. Det er derfor op til os, og dagens eksempel er et af tusinder på, hvorfor man ikke bør stole på, hvad politikere siger.

Googler man ”måling af økonomisk vækst” (om det er på dansk eller engelsk gør ingen forskel), omhandler den første post, man bliver mødt med, BNP (eller GDP på engelsk) – Bruttonationalproduktet. Så der er jo god grund til at se lidt nærmere på begrebet, som gennem de seneste små 80 år er blevet dét centrale og mest udbredte nøgletal for økonomisk vækst. Flittige læsere af denne blog ved også, at vi her på bloggen ofte bruger udviklingen i BNP som en indikator for økonomisk udvikling og velstand – og det på trods af de problemer, der er med dette nøgletal.  

Kort fortalt blev BNP udviklet fra 1930erne og frem. Oftest krediteres den senere nobelprismodtager Simon Kuznets for at have lagt grunden til det som blev BNP.  Hans idé var at fange al økonomisk produktion fra enkeltpersoner, virksomheder og det offentlige i et centralt nøgletal. Kuznets advarede fra start af mod at ”læse for meget ind i BNP og dets udvikling”.

De fleste kender formentlig den gængse måde at definere BNP (bruttonationalproduktet), men vi tager den lige en gang til her:

BNP = C + I + G + (X – M), hvor C er privatforbrug, I bruttoinvesteringer, G offentligt forbrug og (X – M) nettoeksporten.

Hvad ovenstående ligning siger er altså at en økonomis indkomstskabelse – eller værditilvækst – kan sættes lig med det samlede indenlandske forbrug, investering samt nettoeksport. Så langt så godt.

Men hvis man samtidig tror at BNP også fortæller os om velstand, velfærd og hvis vi skal op på den høje nagle, velvære og tilfredshed med livet, bliver det et problem (se også senere). For slet ikke at tale om hvorvidt det forklarer noget om sommerens tema “økonomisk vækst”. BNP er et produkt, ikke en årsag.

Kritikken af BNP som mål for andet end indkomstdannelsen/skabelsen er bestemt ikke af nyere dato. Udover Kuznets, som forøvrigt afbrød arbejdet for den amerikanske regering, fordi BNP endte med ikke at indeholde “ikke-betalt arbejde” kan nævnes den amerikanske økonom Moses Abramovitz, der i slutningen af 1950erne påpegede, at man skal være skeptisk overfor “at langsigtede ændringer i vækstraten for velfærd kan måles ud af ændringer i vækstraten for produktion”. Se også her.

Jeg mindes nu heller ikke fra min tid på universitet, at ”bare” man øger BNP så meget som muligt, så er det lig med bedre velfærd og velvære.

Udviklingen i BNP underdriver velstandsudviklingen.

Før vi vender tilbage til det med at måle ”velvære” og vel egentlig tilfredshed med livet, så skal vi lige se på nogle af de ”tekniske” problemer der er med BNP, også hvis man alene ønsker at måle ”materiel” levestandard. Problemer som kun er blevet større gennem tiden.

Hvis jeg skulle skrive om alle de problemer der er med BNP, ville det kræve en hel bog (de er skrevet, nogle mere seriøse end andre). Dette indlæg er således blot en illustration af nogle af de problemer der er med begrebet. At jeg og andre så alligevel anvender udviklingen i BNP flittigt, vender jeg tilbage til sidst i dette indlæg.

Teknologisk udvikling og BNP.

I dag render mange af os rundt med ”verdens største pladesamling” og adgang til tusindvis af film og serier, bogstaveligt talt i lommen, hvis ens foretrukne ”mediecenter” er ens smartphone. Dette til forskel fra tidligere hvor man var nødt til at købe eller leje fysiske medier, for at kunne nyde den musik, film og serier man havde lyst – med mindre man lod sig spise af med radio og TV, hvor andre bestemmer hvad man skal lytte til og se.

Harald Edquist,  Peter Goodridge og Jonathan Haskel kommer i en analyse i 2020 (The economic impact of streaming beyond GDP) frem til, at streaming af musik alene har givet en gevinst til forbrugerne på 76 mia. USD. En gevinst der vel at mærke ikke afspejles i BNP.

Det samme kan siges om den gevinst forbrugerne har opnået i kraft af at vores smartphones – selv de relativt billige – har erstattet en lang række funktioner, ofte i langt højere kvalitet, som før i tiden krævede at man investerede i ofte meget dyrt udstyr. Kvaliteten af videoer optaget på en smartphone i dag er således langt, langt bedre end endog meget dyre videokameraer kunne mønstre for få årtier siden. Den gevinst indgår heller ikke i BNP.

Ovenstående er blot ét eksempel. Når man først går i gang med at tænke over det, er det faktisk temmelig ”mindblowing” hvor meget den teknologiske udvikling har betydet for vores levestandard (inkl. velvære og mulighed for at øge vores livskvalitet)

En væsentlig pointe man skal holde sig for øje er, at i den udstrækning af vi nu betaler mindre – eller intet – for det samme eller mere og ikke mindst noget bedre, så vil vi efterspørge (og producere) andre produkter og tjenesteydelser. Men her er jo faktisk tale om at vi kan forbruge meget mere til en meget lavere pris.

BNP og ”The broken window fallacy”

Næste eksempel er en klassiker. Det følger af definitionen på BNP, at der ikke tages hensyn til destruktion (værdiforringelse) af en økonomis ”aktiver”. Krig og naturkatastrofer vil på den ene side, i det omfang det skader kapitalapparatet nok, indebære et fald i produktionen (og dermed det mulige forbrug), men på den anden side vil det øge den registrerede økonomiske aktivitet umiddelbart efterfølgende, i takt med at man genopbygger det ødelagte. Men man er ikke nødvendigvis bedre stillet end man var før katastrofen indtraf. Over tid ser det dog noget anderledes ud. De ressourcer der må anvendes til genopbygning efter krige og naturkatastrofer kunne jo være gået til andre investeringer, som kunne have skabt yderligere vækst på længere sigt.

Alt det der ikke indgår i BNP

Dyrker du selv dine gulerødder i stedet for at købe dem? Maler du selv din bolig i stedet for at lade en maler gøre det (på regning)? Er du blandt dem som passer børn og ældre i familien i stedet for at lade det offentlige gøre det? Ja, så optræder det jo ikke i BNP ligesom frivilligt arbejde heller ikke gør det. Det samme gælder f. eks. Wikipedia hvis værdi i nationalregnskabet er nul! Det er jo baseret på frivilliges indsats. Det var sådan set det problem som i sidste ende ledte til at ophavsmanden til BNP Kuznets stoppede samarbejdet med den amerikanske regering, da man valgte kun at medtage ydelser som var resultat af en handel (hvis vi altså så lige ikke gælder medtagelsen af offentligt forbrug).

Og så er der selvfølgelig problemstillingen omkring indhentning af den nødvendige data til beregning af BNP. Mens det er muligt i den legale del af økonomien, så er det unægtelig noget sværere, når det kommer til en række illegale markeder. Når man i siden 2014 har medtaget handel med illegale rusmidler i beregningen af BNP, så sker det jo ved at estimere værdien, og hvad med den parallelle (sorte) økonomi, som i visse lande er ganske omfattende?

Jovist, usikkerheden ved at bruge BNP som indikator for den økonomiske udvikling er betydelig.

Feminister, marxister og kapitalismekritik

Som ovenfor anført er der en lang række aktiviteter, som ikke indgår i BNP og det er ingen nyhed. At det er et problem er heller ingen nyhed, alt efter hvad man vil bruge BNP til.

Feministen Emma Holten har senest har været ude med kniven efter økonomer og den økonomiske videnskab i sin bog ”Underskud – om værdien af omsorg”. Økonomiske modeller og cost-benefit analyser, som de fx bruges af finansministeriet og de økonomiske vismænd – og nationaløkonomi generelt – ”anklages” her for at være ”kønnet”, fordi kvinders arbejdsindsats ikke værdsættes i tilstrækkelig grad. Herunder at ulønnet arbejde ikke indgår i BNP. Ak ja, Emma Holten giver ligefrem udtryk for at hun er rystet over at økonomer ikke kan udregne effekterne af omsorgsarbejde, eller som hun siger i en artikel i Altinget for et par år siden:

”Eksempelvis har Det Økonomiske Råd selv erkendt, at de ikke er i stand til at udregne de positive økonomiske effekter af sygepleje, dagpleje, skoler eller anden omsorg. Det er ret rystende at høre i et land som Danmark, hvor mange er enige om, at vores velfærdsstat gør os unikke og succesfulde.”

At Emma Holten er rystet må vist skyldes hendes manglende viden om hvordan økonomiske modeller virker. Nej, økonomi er ikke en eksakt videnskab – Også selv om der muligvis er de der fremstiller de resultater som modellerne ”spytter ud” som nærmest det (men det er i så fald ikke økonomer, for de ved jo godt hvordan det forholder sig). Der er masser af problemer forbundet med at lave økonomiske modeller og beregne effekter af dette og hint? Men er det bedre at ”føle” sig frem? Både brugen af økonomiske modeller og ikke mindst cost-benefit analyser, som grundlæggende er en ”blandingsøkonomisk opfindelse”, har lige som beregning af BNP en masse indbyggede problemer. Et godt eksempel kunne være hvis man prøver at beregne den samfundsøkonomiske gevinst ved at borgerne selv skal stå for sorteringen af affald i forhold til hvis man gjorde det bagefter. Her sættes borgernes ”løn” til nul, hvilket formentlig har stor betydning for beregningen.

Emma Holtens kritik er langt fra unik, og er meget lig den kritik, som f. eks. den svenske feminist Katrine Kiolos kom med i ”Det eneste køn” for mere end 10 år siden. Som en sidebemærkning kan man for øvrigt pege på det lidt paradoksale i, at netop skandinaviske feminister kommer med den slags kritik. Der er vist få steder i verden hvor så stor en andel af de opgaver, som tidligere tilhørte det private domæne, nu rent faktisk indgår i BNP (læs offentligt forbrug).

Emma Holtens egen forståelse for økonomi synes også at være begrænset, når hun samtidig med sin kritik anbefaler at man skal kunne arbejde 30 timer om ugen uden lønnedgang. Hvordan hun forestiller sig at et mindre arbejdsudbud, alt andet lige, skulle være muligt uden at påvirke beskatningsgrundlag og de offentlige finanser negativt, melder historien ikke noget om.

For som det fremgår af ovenstående er Emma Holten jo overbevist om at det er vores velfærdsstatsmodel som er grundlaget for vores (Danmarks) succes. Det kan man selvfølgelig også sætte et stort spørgsmålstegn ved.

Om at rette bager for smed

Kritikken fra feminister som Emma Holten og Katriene Kiolos minder ikke så lidt om den kritik, som den venstrefløjen i årevis har turneret med. Ikke mindst den med de ‘manglende’ dynamiske effekter ved en lang række offentlige aktiviteter (hvad nu hvis de viste sig at være nul eller ligefrem negative?). Og i det hele taget synes der at være en syndig sammenblanding af statens, læs velfærdsstatens, behov for at kunne finansiere sine aktiviteter, med hensynet til samfundsøkonomiske gevinster, forstået som som den samlede velstand, for slet ikke at tale om borgernes egen trivsel og velvære.

For hvis man bliver stødt, som Emma Holten gør, over at man med udgangspunkt i beregninger foretaget af økonomer, f. eks. Nina Smith, kommer frem til at mænd i gennemsnit netto bidrager positivt til de offentlige finanser, mens kvinder er en ”underskudsforretning” – se også “Kvinder er fortsat en underskudsforretning for statskassen” – så har man vist åbenlyse problemer med at skelne mellem stat og samfund. Til Emma Holtens forsvar skal siges, at der vist er en del, som ikke forstår at sondre mellem de to ting.

Men det er jo sådan set ikke anderledes end når man argumenterer mod fortsat indvandring med at bestemte indvandrergrupper koster mere i offentlige udgifter i forhold til hvad de bidrager med i indtægter (skat) for det offentlige og derefter peger på bestemte gruppers relativt lave uddannelsesniveau. For hvor er de indirekte effekter f. eks. henne? Og de er jo ikke uafhængige af hvorledes man politisk har bestemt sig for at indrette økonomien.

Hermed ikke taget stilling til hvorvidt og i hvilket omfang forskellige indvandrergrupper rent faktisk bidrager positiv eller negativt til den samlede økonomi i Danmark. Det er blot et eksempel. Adgang til velfærdsydelser og deres niveau er bestemt ikke uden betydning.

Det er også et paradoks at Emma Holten og andre er ude efter økonomer og økonomiske modeller, fordi, som hun siger til Altinget, at ”det er vigtigt at gøre opmærksom på, at den [økonomiske videnskab] er påvirket af både historie og kultur. I særdeleshed undertrykkelsen af kvinder. Man har set reproduktion og omsorgsarbejde for irrelevant, som en usynlig service. Det kommer stadig til udtryk i dag.” Og begrunder det med at det skyldes ”de økonomiske modeller og institutioner, vi benytter os af” som ifølge hende kan ses ved ”hvordan omsorgsarbejde i hjemmet er ekskluderet fra økonomiske vækstprognoser, fordi det ikke udøves for penge.” Og slutter af med at pege på BNP, der som hun siger ”måler service, produkter og investeringer, der bliver købt og solgt for penge. Det måler intet af det arbejde, som ikke er markedsgjort, som ulønnet omsorgsarbejde og naturressourcer.”

Som tidligere nævnt har vi i årtier vidst at BNP ikke indeholder ”alt det vi laver”, når vi ikke arbejder, men hvad nu hvis vi gjorde? Altså medregnede værdien af alt det som ikke er ”markedsgjort”, når vi beregnede BNP og derefter sammenholdt det med udviklingen i BNP i takt med at vi overlader flere og flere opgaver, som man tidligere udførte privat (omsorg bl .a) til det offentlige? Resultatet er at væksten i BNP i så fald overdriver den faktiske økonomiske vækst.

Og når Emma Holten (og andre) peger på, at man også burde have “et Psykologisk Råd, et Sociologisk Råd og et Ligestillingsråd”, viser det at hun mener og tror på et samfund, hvor man både kan og skal på mere eller mindre planøkonomisk vis planlægge vores tilværelse ned i mindste detalje. Det er jo sådan set også den vej vores samfund bevæger sig i, og det får i det i hvert fald til at løbe koldt ned af ryggen på denne punditokrat.

Direkte adspurgt om Hvilket politisk mål vi stræbe efter i stedet for økonomiske mål som BNP Svarer Holten, at “Det politiske mål skal være mere livskvalitet”. Problemet er selvføgelig hvad man forstår ved “livskvalitet”. Igen løber det koldt ned af ryggen på undertegnede. Det er den sikre opskrift på en totalitær, altomfattende stat, hvor den oplevede livskvalitet hos den enkelte næppe bliver noget at skrive hjem om.  

Noget andet er så, at det er noget af en påstand at højere BNP er den altoverskyggende målsætning med den førte politik de sidste mange årtier i Danmark. I velfærdsstatens æra har det været dennes overlevelse som har været hovedfokus, som når man ønsker at øge arbejdsudbuddet, bl. a. gennem øget pensionsalder. Og hvor er det lige vi altid ender i den offentlige debat, når nogle foreslår skattenedsættelser af den slags som vil gavne den økonomiske vækst og det mulige privatforbrug eller muligheden for at opretholde den samme realindkomst ved at arbejde mindre, hvis det er hvad man ønsker?

Nej, borgernes forbrugsmulighedsområde eller frihed til at vælge hvordan man ønsker at leve sit liv er bestemt ikke politikernes og skiftende regeringers førsteprioritet. I det hele taget er det lidt et paradoks, når kritikken af BNP, Vismandsinstitutionen, Finansministeriets regnemodeller osv. kommer fra venstrefløjen (inkl. socialdemokratiet, når de ikke har regeringsmagten). Hvad er den grundlæggende præmis for det Økonomiske Råds arbejde? Hvorfor endte BNP med at blive defineret som det blev? Hvorfor indgår offentlig forbrug som en positiv faktor for en økonomis BNP? Især fastsættelsen af produktionen i den offentlige sektor er problematisk, hvis man altså vil bruge BNP til at sige noget om værdiskabelsen i en økonomi. Her er sjældent markedspriser for de ydelser der udbydes, hvorfor bidrag til BNP fastsættes som de omkostninger der tilgår til produktion af disse. Med andre ord vil det offentlige forbrugs bidrag til BNP stige, jo mindre effektiv den er, ligesom borgernes efterspørgsel efter ydelserne bliver sekundær. Dette i modsætning til det private marked, hvor vi jo må gå ud fra at der er en sammenhæng mellem pris og den nytte som køber får ud af det.

Men igen kommer det jo an på hvad det er man vil måle – eller tror man måler ved at beregne BNP. Om man bygger katedraler, tanks eller producerer varer og tjenesteydelser som rent faktisk øger borgernes livskvalitet kommer ud på et. Det hele optræder i BNP.

Det gælder sådan set også om man blot graver dybe huller og dækker dem til bagefter. Så længe der er nogen som betaler for det og det dermed registreres som en økonomisk aktivitet, optræder det i BNP.  Der tages heller ikke hensyn til i hvilket omfang man ødelægger mulighederne for fremtidige generationers tilværelse, ødelægger miljøet og opbruger naturressourcerne. Det er en velkendt og korrekt kritik. Problemet opstår så når man skal sætte en værdi på disse eksternaliteter.

Det er også noget af en tilsnigelse at postulere, at økonomer har stor magt, når det kommer til at udforme faktisk ført politik. Et blandt mange eksempler er den førte klimapolitik. Som økonom vil man jo mene, at det i en verden med begrænsede ressourcer handler om, at med et givent mål (her reduktion af udledning af drivhusgasser) bør det gøres så effektivt som muligt. Det er de fleste (national)økonomer enige om bedst gøres ved at lægge en ensartet afgift på udledningen af drivhusgasser. Det vil være synd at sige at det er ledetråden i den førte politik.

Alternativer til BNP

Som det forhåbentlig burde fremgå af ovenstående er der al mulig grund til at være kritisk overfor BNP, både overfor hvad det egentlig fortæller os noget om og i hvilken udstrækning man bør indrette den førte politik alene ud fra at øge registreret BNP med de begrænsninger og problemer der er indbygget i beregningen af denne. Når Emma Holten fremhæver livskvalitet som et succeskriterie er jeg faktisk enig med hende. Problemet er bare hvad vi forstår ved netop livskvalitet, og hvordan man måler det.

Under alle omstændigheder har økonomer og andre i årtier prøvet at finde andre mål end BNP, som netop skulle tage højde for dets indbyggede problemer, ikke mindst som målestok for velvære og livskvalitet – hvilket BNP ikke er og aldrig har været.

Blandt de alternative mål er det mest kendt nok FN’s Human Development Index (HDI). Ideen med HDI er at  kombinere indikatorer for sundhed, uddannelse og indkomst for at give et bredere mål for menneskers velvære, ved at inddrage faktorer som forventet levetid, uddannelsesniveau og bruttonationalindkomst. Et grundlæggende problem er selvfølgelig hvordan man så afvejer de forskellige faktorer overfor hinanden.

Så er der Gross National Happiness (GNH), som blev udviklet af Kongeriget Bhutan i begyndelsen af 1970erne. I stedet for at fokusere på BNP, som var og er meget lavt, ville man i stedet for måle den generelle velbefindende og lykke for borgerne – netop det som Emma Holten og andre efterspørger. GNH inddrager derfor faktorer som psykologisk velvære, social støtte, miljømæssig bæredygtighed og kulturel bevarelse. Det lyder flot, men set over de seneste 50 års udvikling er Bhutan vist ikke blevet synderligt mere attraktivt at være borger i.

Der er også Genuine Progress Indicator (GPI):. Her forsøger man at måle en nations økonomiske fremskridt, mens der tages hensyn til sociale og miljømæssige faktorer. BNP justeres op eller ned ved at inkorporere faktorer som indkomstfordeling, husholdningernes produktion, værdien af ​​ulønnet arbejde, ressourceudtømning og skader på klima- og miljø.

Man kan også pege på Global Social Progress Index som angiveligt skulle give en omfattende vurdering af socialt og miljømæssigt velbefindende. Det inkluderer indikatorer relateret til grundlæggende menneskelige behov, grundlaget for velvære (f.eks. adgang til sundhedspleje og uddannelse) og muligheder for enkeltpersoner for at nå deres fulde potentiale (ja ord er jo taknemmelige).

Eller hvad med Trivselsjusterede leveårs indekset (WELLBY)? Living long and living well: The WELLBY approach | The World Happiness Report. Her kombinerer man forventet levetid med mål for subjektivt velbefindende for at vurdere den overordnede livskvalitet. Seneste World Happiness Report finder du for øvrigt her. Happiness of the younger, the older, and those in between | The World Happiness Report

Hvad der gør sig gældende for de nævnte forsøg på alternativer til BNP er så, at de i betydelig grad korrelerer med netop……., rigtigt gættet, BNP.

Man kunne selvfølgelig også også bare se på hvor folk gerne vil bo. I mange lande vil de fleste borgere helst bo i deres eget land, men der findes også en række lande, hvor et flertal af befolkningen rangerer deres eget land lavt i forhold til andre lande. Og hvis man så ikke foretrækker at bo i sit eget, men et andet land? Ja, så falder valget på lande som Canada, Australien, New Zealand Italien og Schweiz, som bl. a. er Colombianeres førstevalg (Danmark er på 2. pladsen). Anderledes ser det dog ud for dem, som rent faktisk ønsker at emigrere, Her er USA et solidt førstevalg.

Så måske er BNP – i hvert fald som udgangspunkt – alligevel ikke så tosset en målestok for velstand, velfærd, velvære, tilfredshed og livskvalitet. Også selv om den slet ikke måler det og på trods af de mange indbyggede problemer og forbehold man må tage.

Eller som Cepos cheføkonom, Mai Amalie Holstein skriver i et indlæg den 17. juli i Berlingske Tidende:

“Klarer man sig godt på det ene mål, så klarer man sig godt på det andet. Det samme gør sig gældende, når man måler lykke – altså den selvrapporterede livstilfredshed. Rige lande er lykkelige lande.”

Sagen er, at 2024-rapporten har tabeller med tilfredshedstal fra 2021-23 for det meste af verden. Det tillader os at få et første overblik over, hvad der skete med hele befolkningers tilfredshed med livet gennem corona- og nedlukningstiden i 2020-22. Den øvelse involverer en metodisk komplikation, som vi illustrerer i figuren nedenfor. Figuren viser sammenhængen mellem gennemsnitstilfredsheden mellem 2005 og 2011, og gennemsnittet mellem 2021 og 2023 i fire grupper: Vesten, Norden, de tidligere kommunistiske lande i Central- og Østeuropa, og Latinamerika.

Som man kan se, er der en ganske klar sammenhæng på den måde, at de fleste lande ligger op ad en-til-en linjen – dvs. at de ikke ændrer sig så meget over en periode på halvandet årti (r=0,79). Men de røde markører – de tidligere kommunistiske lande i Central- og Østeuropa – ligger et godt stykke over linjen, med en enkelt undtagelse (Ukraine, hvilket ikke ligefrem er overraskende). Grunden er, at i særlig grad disse lande har oplevet stigede tilfredshed igennem 2010’erne, med cirka 0,06 point per år. Den vestlige gruppe oplevede også en lille stigning over årene, mens Latinamerika som helhed oplevede et fald. Vurderer man således tilfredshedstabene gennem nedlukningsårene må man derfor tage trenden i landene i betragtning.

Beregner man et simpelt tab (dvs. man ignorerer trenden), har de vestlige lande i gennemsnit tabt 0,19 point, mens Latinamerika har tabt 0,22 og Norden 0,06 point; de tidligere kommunistiske ser ud til at have fået 0,09 point mere tilfredshed. Men korrigerer man for trenden i de enkelt lande – sammenligner man med et rimeligt bud på, hvor tilfredsheden havde været hvis trenden var fortsat uden nedlukninger – er tallene lidt anderledes. Her ser Vesten ud til at have tabt 0,21 point, Norden 0,08 point, Latinamerika 0,07 point, og de tidligere kommunistiske 0,14 point.

Hvor store er disse tab? 0,08 og 0,21 lyder jo ikke af ret meget, vel? Sammenligner man pointtabene med effekten af indkomst, kan man regne ud, hvor meget en typisk danskers eller europæers indkomst skulle falde, for at tilfredsheden skal falde lige så meget. De 0,08 point i nordiske lande svarer til, at en almindelig dansk familie mister 50.000 kroner i disponibel indkomst. Et tilfredshedstab på 0,21 – eller det tyske tab, der er over en tredjedel point – er derfor enorm i forhold til indkomsteffekter.

Den egentlige historie, der gemmer sig i tallene i årets World Happiness Report er således ikke den, forfatterne skriver mest om. Hvorfor noterer man ikke de rent sagt enorme tilfredshedstab i en lang række lande under nedlukningerne? Hvorfor noterer man ikke, at svenskerne faktisk ikke oplevede noget særligt tab? Og hvorfor gør man ikke mere ud af, at de fleste central- og østeuropæiske lande faktisk har klaret sig bemærkelsesværdigt godt?

Jeg vil på ingen måde påstå, at der ikke er unge i Danmark, der faktisk mistrives! Det er der, og dem bør man tage hånd om så godt man kan. Men tag et kig på nedenstående kort, der illustrerer unges tilfredshed med livet på tværs af Europa. Kortet er tegnet på basis af de seneste års tilfredshed med livet blandt unge mellem 16 og 25 i alle de lande, der er dækket af the European Social Survey (noter at de sorte områder er dem, der ikke er dækket af undersøgelsen). Spørgsmålet, der er stillet, er helt standard: “Når alt tages i betragtning, hvor tilfreds er du så med dit liv som helhed? Giv din vurdering på en skala fra 0 til 10, hvor 0 betyder særdeles utilfreds, og 10 betyder særdeles tilfreds.”

Det slående i den information, der kommer fra den måske bedste repræsentative spørgeskemaundersøgelse i Europa, er at danske unge er med afstand de mest tilfredse. I gennemsnit er danskernes score 8,41, efterfulgt af schweiziske unge på 8,12 og østrigske unge på 7,98. Bundskraberne er (ikke overraskende) ukrainere (6,23), bulgarere (6,41) og russere (6,44).

Pointen med dagens indlæg er derfor at spørge, hvordan det kan lade sig gøre, at medierne skaber et billede af omfattende og dyb mistrivsel blandt unge i Danmark, mens de bedste data vi har – når vi spørger de unge selv – peger på, at de er dem der trives allerbedst i Europa? Og burde den information ikke være et element i den offentlige og politiske diskussion?

I gennemsnit plejer danskerne på Gallups World Poll at have en gennemsnitlig tilfredshed med livet på 7,6 på en skala fra 0 til 10. Data fra Trygfondens årlige måling viser, at det gennemsnit er faldet med omkring et halvt point i nedlukningen. Som jeg har understreget ved et par foredrag i efteråret, lyder et halvt point måske ikke af meget, men det er den effekt man typisk ser, hvis folk bliver skilt eller mister et familiemedlem. Sammenlignet med de fleste andre events i ens liv, er et halvt point således et dramatisk fald.

Et helt voksenlivs WALY for en typisk dansker er derfor 7,6 * 64 ≈ 486, hvis vi antager at det starter ved 18 år og folk i gennemsnit dør som 82-årige. Nedlukningen gennem 19 måneder har på samme måde forårsaget et tab på 1,6 * 0,5 = 0,8 WALYs per dansker. Regner man med, at der er 4,4 millioner voksne danskere, giver det et totalt tab på godt 3,5 millioner WALYs. Omregnet er der således tale om et tab af WALYs der svarer til 3,5 mil. / 486 ≈ 7300 hele voksenliv.

Hvis nedlukningen faktisk havde reddet liv – hvilket de nye empiriske studier peger på, den ikke har gjort (læs f.eks. her og her) – hvor mange liv skal der så reddes, før et tab på 7300 fulde liv kan retfærdiggøres? Det har været kendt fra starten, at den gennemsnitlige person, der dør med Covid, er omtrent 80 år gammel, og sandsynligvis har andre komorbiditeter. Hvis vi lidt generøst siger, at vedkommende kunne have levet tre år mere, kan man beregne en gevinst i WALYs ud. Man skal bare huske, at de ældre faktisk er mere tilfredse end gennemsnittet. Hos Gallup scorer de cirka et 8-tal i tilfredshed, så man får en WALY-gevinst på overlever på 8*3 = 24. En simpel cost-benefit analyse vil derfor nå frem til, at der skal reddes 3,5 millioner / 24 ≈ 150.000 liv, før nedlukningen kan retfærdiggøres.

Man kan naturligvis altid kritisere en approach, der bruger noget så simpelt som folks tilfredshed med livet til at vurdere omkostninger. Men er alternativet, hvor man forsøger at vægte med en form for vurdering af folks helbred ret meget bedre? Uden nogen form for vurdering fører man politik i blinde, og selvom enhver approach kan kritiseres, er min klare holdning at de giver information og ikke mindst perspektiv på beslutningerne. Under alle omstændigheder er WALY-vurderingen ekstremt tydelig: Ligesom den nye empiriske forskning viser, og ligesom konsensus fra 100 års epidemiforskning viste før 2020, burde man aldrig nogensinde have lukket samfundet ned. Det er stadig den største politiske fejltagelse siden anden verdenskrig.

Hvorfor man ser de forskelle, er et relativt stort spørgsmål for forskningen. En simpel hypotese kunne være, at jo længere man har været levet i et demokrati, jo mere tilfreds er man. Det ville både komme fra borgernes oplevelse af medindflydelse, og fra den slags effekt på kvaliteten af retsvæsenet som forskere som Daron Acemoglu argumenterer for. Teorien er dog lidt naiv, da tilfredsheden nødvendigvis må afhænge af kvaliteten af de politikere, man reelt får. En alternativ teori er, at tilfredsheden med demokrati afhænger af landets tillidskultur. Den teori inkluderer (mindst) to mekanismer: 1) At en højtillidskultur får bedre institutioner fordi dem, der arbejder i institutionerne er mere troværdige; og 2) at vælgerne i en højtillidskultur er mere tilbøjelige til at straffe dårlige politikere, så man på langt sigt får bedre institutionel politik.

Det er svært at estimere disse sammenhænge, ikke mindst fordi en basal utilfredshed med faktisk demokrati i princippet kan føre til kup og underminering af demokratiet. Vi giver alligevel et bud ved at illustrere sammenhængene mellem de to forhold og tilfredshed med demokrati i de to nedenstående figurer, hvor data kommer fra to kilder. Data på hvor stor en andel af de sidste 100 år et land har været fuldt demokratisk er fra en særudgave af Bjørnskov-Rode databasen, som Martin Rode og jeg arbejder på sammen med Andrea Sáenz de Viteri. Dataene på tilfredshed med demokrati og folks sociale tillid (deres tillid til folk i deres ’community’) er fra LaPop-undersøgelserne, hvor vi har brugt de senest tilgængelige, der i næsten alle tilfælde er fra 2016-18.

Som den første figur viser, varierer tilfredsheden med demokrati på det amerikanske kontinent mellem 37 % i Haiti til 61 % i Uruguay og 62 % i Canada. Der er også en vis korrelation (r = 0,55) mellem andelen af det sidste århundrede, hvor landet har været fuldt demokratisk, men sammenhængen er langt fra perfekt. Særligt blandt lande med en fortid som britisk koloni (de blå markører) er der i praksis ingen sammenhæng, og mindre lande som Dominica, Jamaica og Saint Lucia har stærkt utilfredse befolkninger på trods af deres lange, ubrudte demokratiske tradition.

Ser man på den alternative teori i dagens anden figur, er sammenhængen mellem social tillid en smule stærkere, men igen langt fra perfekt. Tillid er vigtig for måden, de bærende institutioner fungerer (r = 0,69), men kan ikke være hele forklaringen. Mens man godt kan forstå den relative utilfredshed i Colombia – når man kender landets voldsomme historie med narkoorganisationer – er Dominica og Paraguay meget klare outliers.

Hvad skal man konkludere fra de to figurer? Det er nærliggende at konkludere, at der er klar støtte til begge slags teorier – og sådan ser det mere generelt også ud i den forskning, der kan informere om det overordnede forhold – men også at der er en hel del variation, som man ikke kan forklare med simple, generelle forhold. Jo mere man tænker over det, rejser spørgsmålet dog også et relateret spørgsmål: Er det overhovedet godt, at folk er meget tilfredse med demokratiet? Bliver borgerne ikke alt for lette at narre og manipulere, hvis de er naivt tilfredse med politik? Det spørgsmål rejser vi ikke i dag, da det kræver en hel post for sig selv.

Logikken bag den populistiske påstand – der som økonomisk teori kan spores tilbage til den store socialistiske økonom Abba Lerner – om at omfordeling gør befolkningen som helhed lykkeligere er, at pengene giver ’mere lykke’ i bunden end i toppen af indkomstfordelingen. Lerners argument hviler derfor på en standardantagelse i økonomi om, at der er aftagende marginalnytte til forbrug – at nummer tre muffin giver mindre ekstra glæde end nummer et. Implikationen er, at omfordeling derfor burde give bunden mere lykke end man tager fra toppen.

Problemet er bare, at sådan ser virkeligheden faktisk ikke ud når man tester påstanden. I the World Values Survey og the European Values Study kan man således splitte folk op i, om de har lav, mellem eller høj indkomst. Metrikken vi bruger, er derfor at beregne forskellen på den gennemsnitlige tilfredshed med livet blandt dem med henholdsvis høje og lave indkomster. Plotter man det mål mod den faktiske fordeling af disponibel indkomst (fra Frederic Solts SWIID-database), målt som det normalt gøres ved en Ginikoefficient, får man nedenstående figur. Figuren nedenfor, der er fra min bog om nordisk lykke, viser med stor tydelighed, at der ikke er nogen klar sammenhæng mellem ulighed i indkomster og ulighed i lykke på tværs af indkomster.

Selvom mange i dansk politik taler meget om ulighed, er den ikke noget problem i en tilfredshedssammenhæng. Det er heller ikke svært at forstå. Som Don Boudreaux understregede forleden i en klumme hos AIER, giver mål for ulighed sjældent nogen særlige indsigter eller forståelse for, om der er et problem eller ej. Indkomstforskelle mellem folk er ikke blot en refleksion af forskelle i evner og talent, men også i bevidste livsvalg om, hvor meget man investerer i uddannelse, hvor meget man ønsker at arbejde relativt til resten af ens liv, hvor man vælger at bo osv. at et helt bestemt mål for et af resultaterne af den proces skulle være klart forbundet med forskelle i lykke, er noget af en påstand. Og den er ikke korrekt.

Det morsomme og rent ud sagt forbløffende er, at der er en meget tydelig sammenhæng mellem, hvor mange voksne mellem 25 og 34, der er ’hjemmeboende’, og hvor tilfredse folk er med deres liv (fra Gallups World Poll). Korrelationen er -0,79 og som figuren nedenfor tydeligvis viser, er den ikke drevet af enkeltobservationer. Så hvad i alverden foregår der? Det er det spørgsmål, Sjov med Statistik stiller i dag.

Hvis man leder efter direkte forklaringer, er en af de mest åbenlyse nok næppe, at folk ikke kan lide deres forældre og de derfor er mindre tilfredse når de bor sammen med dem. I stedet kunne man forestille sig, at folk føler at de har mindre kontrol og mindre personlig frihed i de omstændigheder, hvor de er tvunget eller presset til at bo med deres forældre langt ind i deres voksenliv. Det kan testes, og her ser landeforskellene ikke ud til at være konsistente med forklaringen. Der er nemlig stort set ingen sammenhæng mellem folks opfattelse af personlig frihed og andelen af hjemmeboende på tværs af Europa. Mens de virker teoretisk attraktive, er den type forklaring derfor langt fra stærk nok til at forklare den mærkelige sammenhæng mellem andelen af hjemmeboende og tilfredshed.

I stedet er en mindst lige så mærkværdig – og morsom – sammenhæng et hint til, hvor forklaringen skal findes. Som man kan se i den anden figur i dag, er sammenhængen mellem andelen af hjemmeboende og samfundets sociale tillid lige så stærk: Korrelationen er -0,82, er ikke drevet af de nordiske landes ekstreme tillidsniveauer, og er lige så klar på tværs af de tidligere kommunistiske lande (de røde markører) som i resten af Europa. Den viser sig også at forklare, hvorfor andelen af hjemmeboende er så klart korreleret med tilfredshed. Fedter man lidt med dataene viser det sig, at den partielle korrelation når man har kontrolleret for social tillid – dvs. ’resten’ af sammenhængen – er -0,24 og udelukkende drevet af, at bulgarernes tilfredshed er så lav.

Det sjove er, at det blot skifter behovet for en forklaring til spørgsmålet, hvorfor i alverden andelen af hjemmeboende hænger så tydeligt sammen med den sociale tillid. Vi kan i sagens natur kun spekulere på hvad der ligger bag – det er ofte en af præmisserne bag Sjov med Statistik – men blandt andet forskning af Alberto Alesina og Paola Guilano kan give et par hint. De konkluderede i en artikel i 2011 på italienske data, at ”strong family ties appear to be a substitute for generalized trust, rather than a complement to it.” Hintet her er, at en høj andel af hjemmeboende på den måde kommer til at reflektere en kultur med lav social tillid og det, Edward Banfield i sin banebrydende Moral Basis of a Backward Society kaldte ”amoralsk familisme.”

Banfields beskrivelse af et lille, syditaliensk samfund er en af de klassiske fortællinger om, hvordan dual moral – dvs. at der gælder et sæt regler for ens familie og nære venner, og et andet for alle andre – kan ødelægge et samfund. Om det netop er dét, man ser i den mærkelige sammenhæng vi afsøger i dag, må være et åbent spørgsmål. Men det er netop den slags interessante overvejelser, man kan komme ud i med lidt sjov med statistik.

Det er nu muligt ved at bruge forårets runde af EuroBarometeret, der blandt andet spørger borgerne i alle EU-lande om deres generelle tilfredshed med deres liv. Det gør man på en fire-punktsskala, hvor man kan svare, at man er ’meget utilfreds’ til ’meget tilfreds’ med sit liv. I figurerne nedenfor sammenholder vi svarene fra foråret 2021, efter et års nedlukninger og tvangspolitik, med de samme svar fra sommeren 2020, da det så ud til at verden ville lukke op igen.

De største tab i EU viser sig at have været 0,3 point (10 %) i Letland, 0,33 point (8,9 %) i Danmark, og 0,26 point (8,6 %) i Litauen, mens det gennemsnitlige tab i de 27 lande var 0,14 points (4,4 %). Det samme billede har man også fået fra Trygfondens spørgeskemaundersøgelser, der forleden viste, at danskernes tilfredshed med livet på en tipunktsskala var faldet fra 6,9 til 6,4, dvs. et fald på 7,2 %. Det danske velfærdstab, målt gennem ændringer i folks egen, subjektive tilfredshed med deres liv, er således ikke blot blandt det største i Europa – det er også på andre måder enormt.

Mens en tredjedel point på en firepunktsskala eller et halv point på en tipunktsskala måske ikke lyder af så meget – og jeg har mødt adskillige mennesker, der mente at det da er så lidt, at det er ligegyldigt – er et tab af den størrelse meget stort sammenlignet med andre kendte forhold fra den såkaldte lykkeforskning. Hypotetisk set er et tab på et halvt point på en tipunktsskala omtrent det tab, man ville regne med at se, hvis nationalindkomsten permanent reduceres med et sted mellem en tredjedel og halvdelen. En anden hypotetisk situation, der vil give samme tab, er at hver fjerde dansker, der lige nu har tillid til sine medborgere (det totale i dag er lidt over 70 %) vil miste denne tillid. Alternativt er det omtrent samme tab af livskvalitet, som man ville observere hvis cirka halvdelen af danskerne enten bliver skilt eller mister et nært familiemedlem.

Den vigtige bundlinje er derfor, at de samlede velfærdstab ved nedlukningerne er gigantiske. Langt det meste af den nye empiriske litteratur finder, et nedlukningerne har været nærmest totalt nyttesløse i forsøg på at begrænse dødstallet; læs nye oversigter her og her. Når man vurderer, at der er tale om den største politiske fejltagelse i efterkrigstiden, er det således ikke hverken sensationalistisk eller overdrevet. Det er nærmest det modsatte, når man ser på tilfredshedsdataene. Vi har aldrig set lignende tab.

Sagen er, at folks forventninger til livet justerer sig med hvad de oplever, og særligt hvad der opleves som realistisk. Ingen bliver ved med at forvente et 7-tal, når man får 10 hele tiden, og ingen forventer at den næste kæreste ligner Keira Knightley når de eneste interesserede mere ligner en ged. Hvis ens forventninger ikke justerer sig til det realistiske, skal man måske overveje at søge hjælp.

Vi illustrerer problemet nedenfor med data fra Eurobarometeret. På y-aksen er de sidste fire års data på folks tilfredshed med livet, som undersøgelsen spørger om på en skala fra 1 til 4. Cluet i figuren er, at Eurobarometeret spørger også om, hvorvidt man forventer at næste år bliver bedre, værre eller cirka det samme som i år. Jeg har derfor beregnet et forventningsindeks som andelen af respondenter, der har positive forventninger minus andelen, der har negative forventninger. I princippet er det således fordelt mellem -1 og 1, men i praksis er yderpunkterne -0,32 (i Grækenland i foråret 2016) og 0,58 (i Albanien i slutningen af 2018). I figuren nedenfor er dette forventningsindeks plottet (på x-aksen) mod gennemsnittet af tilfredshed (på y-aksen).

Umiddelbart kan det se ud som om der er en klar sammenhæng mellem forventningerne og tilfredsheden: Korrelationen på tværs af alle datapunkterne er 0,35, og ser man bort fra Albanien – der ligge nederst i højre hjørne – er den 0,47. Som figuren illustrerer, vil det dog være en fejlfortolkning: Landenes data ligger i klumper, så de beige markører øverst i figuren er de danske observationer og de mørkegrønne umiddelbart under er Holland. Disse stabile forskelle, der skyldes en lang række andre forhold, skal man tage hensyn til. En af måderne at gøre det på, er at se på udviklingen i de to indikatorer indenfor hvert land, som indikeret af de stiplede trendlinjer. Og gør man det, falder korrelationen mellem indekset og tilfredsheden til sølle 0,11. I adskillige lande er trendlinjen flad, og den hælder endda den ’forkerte’ vej for Slovakiet.

En anden måde er at se på gennemsnittene for hvert land, som vi gør i den næste figur. Her er det ret klar, at når man ser bort fra den store outlier – det pessimistiske og utilfredse Grækenland – er der ingen sammenhæng mellem en befolknings generelle forventninger til næste år og hvor tilfreds den er. Forventningsdannelse er dynamisk og på langt sigt jævner forventninger sig derfor ud. Figuren illustrerer også, hvor store forskellen er mellem lande – fra grækernes gennemsnit på 2,3 til danskernes på 3,7. Disse forskelle skal forklares med noget helt andet end, at danskerne har lave forventninger. Det har vi ikke, og de påvirker ikke vores tilfredshed på langt sigt.

Hvis der skulle være læsere, som har lyst til at høre lidt om hvad den seriøse lykkeforskning handler om og hvad man finder i den, er der mange værre måder at bruge en lørdag eftermiddag eller en S-togstur hjem end at lytte til Marlenes podcast. Hvis ”Liv, Lykke & Arbejdsglæde” fortsætter som den første episode, kan den varmt anbefales.

For at undersøge, om der er noget om sagen at øl gør os mere tolerante, ser vi i dag på sammenhængen på tværs af lande mellem ølforbrug per indbygger og to forhold: Hvor tilfredse er bøsser med deres liv i forskellige lande, og i hvilken grad folk opfatter deres by / land som et godt sted at bo for homoseksuelle. På denne måde fanger vi begge dele af et potentielt problem – hvordan oplever homoseksuelle deres liv, og oplever andre mennesker at de har problemer.

Vi viser disse sammenhænge i to figurer. På x-aksen er der ølforbrug per indbygger, mens vi har placeret bøssers tilfredshed (fra the Gay Happiness Index) på y-aksen i den første figur, og andelen af respondenter i the Gallup World Poll, der vurderer at deres by er et godt sted at bo for bøsser og lesbiske i den anden.

I den første figur er det tydeligt, at den generelle sammenhæng er positiv, selvom figuren også illustrerer den velkendt lavere tilfredshed i postkommunistiske samfund. Korrelationen mellem ølforbrug og tilfredshed er 0,70 i samfund med en ’almindelig’ historie og 0,79 i tidligere kommunistiske lande. Man fristes til at sige, at øl gør folk mere tilfredse overalt.

I anden figur dukker det en smule forskel op. Som figuren meget tydeligt illustrerer, opfatter mere øldrikkende befolkninger også deres lande som bedre steder for homoseksuelle. Med andre ord er der en statistisk ganske klar sammenhæng – korrelation er 0,71 – mellem ølforbrug og tolerance overfor homoseksuelle i de fleste lande, mens sammenhængen (r = 0,55) er en smule svagere i tidligere kommunistiske lande. Som en kollega bemærkede forleden, er den svagere sammenhæng i Østeuropa muligvis skabt af, at folk i højere grad drikker vodka end øl!

Nu hedder denne tilbagevendende serie indlæg ”Sjov med statistik” og alt, vi skriver i serien, skal naturligvis tages med et solidt gran salt. Gør øl virkeligt homoseksuelle borgeres liv så meget bedre? Er øldrikkende befolkninger rarere mennesker? Man kan næppe tage sammenhængen som evidens for en direkte virkning, men det er ofte sjovt at tænke over, hvad der kunne være bag. For denne type sammenhæng er ofte udtryk for, at ølforbrug reflekterer noget andet, der i dette tilfælde gør folks, og i særlig grad homoseksuelles, liv bedre. Hvad det så end er kan i dette tilfælde mest umiddelbart opfattes som en refleksion af et eller andet, der er forbundet med tolerance.

Det gælder for eksempel det forhold, at øldrikkere ofte er forbundet med en tradition for uformel social kontakt. Med nogle enkelte lande som undtagelser, sætter folk sig sjældent ned med et enkelt, hurtigt glas vin og får en snak. Fraværet af forhold som en øldrikkende tradition kan også skyldes, at der er en tradition for stærk social kontrol og en lav accept af fejl. Og som vi alle har oplevet, er folk, der opfatter sig selv som ufejlbarlige, sjældent særligt tolerante. Hvad end det er, vi faktisk ser i figurerne, er det værd (og meget sjovt ) at tænke over og at tage en snak om – måske over en øl…

Spørgsmålet, der næsten stiller sig selv, er derfor hvorfor så mange lande ikke har lige rettigheder, og særligt om det (formodentlig heteroseksuelle) flertals tilfredshed på nogen måde skades af, at andre tilbydes de præcist samme rettigheder. Niclas, Therese og jeg besluttede derfor at se på, om indførelsen af disse rettigheder påvirker flertallets tilfredshed. Det er der kommet en ny artikel ud af, som forleden dag udkom i the Journal of Happiness Studies (endelig gated version her; tidligere wp-version her; vores omtale her).

Det robuste svar på spørgsmålet er nej: Som generelt fænomen er flertallets tilfredshed helt upåvirket af, om homoseksuelle borgere får samme rettigheder til at gifte sig, adoptere osv. som de har. Mens vi for eksempel ikke kan afvise, at det kunne påvirke tilfredsheden hos et lille, stærkt religiøst mindretal, ser vi ingen indikationer på nogen negative effekter for de fleste.

Det måske mest interessante er, at vi kan se en statistisk signifikant og ganske pæn positiv effekt på flertallet i lande med særligt lav økonomisk frihed. Mens det er tvivlsomt, om din tilfredshed påvirkes af, at din homoseksuelle nabo får samme rettigheder som du har, er der faktisk en positiv sammenhæng mellem din tilfredshed og hans ret til at gifte sig i de tilfælde, dit lands politik væsentligt indskrænker både din og hans økonomiske frihed!. Mens der næppe er direkte effekter på spil, er det sandsynligt, at vores fund er en refleksion af andre politikændringer, som vi ikke ser eller ved hvad er. Med andre ord er vores tolkning af hovedresultaterne, at indførslen af lige rettigheder for homoseksuelle i lande, der indskrænker befolkningens økonomiske frihed, ofte er en del af en større ’pakke’ politiske ændringer – eller måske et signal om andre politiske ændringer – der øger alles personlige frihed.

Er disse rettigheder da ligegyldige, hvis man er en del af flertallet og ikke lige har nære, homoseksuelle venner? Hvis vores fortolkning er korrekt, er det bestemt ikke. Præsident Musevenis insisteren på, at homoseksualitet skal straffes med henrettelse i Uganda, er ikke blot et signal om, at denne bestemte minoritet ingen rettigheder har – det er også et signal om at den aldrende præsident har meget lidt respekt for andre uganderes rettigheder, og om hans vilje til at knægte disse rettigheder. I en dansk eller svensk andedam kan vi være ligeglade, men bor man i et af de mange lande i verden, hvor ens økonomiske frihed er begrænset, er der god mening i at være interesseret i minoritetsrettigheder. Det er i det mindste vores fortolkning, men som joken ofte er: Resultaterne skaber behov for mere forskning.

Dagens post er derfor empirisk og ser på, hvor store forskellene er mellem kvinders og mænds subjektive velbefindende rundt omkring i Europa. Grunden er, at et af de spørgsmål, jeg oftest får til foredrag, er om kvinder ikke er lykkeligere end mænd. Og det empirisk begrundede svar er: Jo, nogle steder i verden, men andre steder er de omvendt. Med grundlag i the European Social Survey, viser figuren nedenfor de rå forskelle mellem gennemsnitssvaret blandt kvinder og mænd i 32 europæiske lande.

Det første forhold, man kan bemærke, er at der findes et bredt midterfelt, hvor vi ikke kan sige, at der er nogen systematisk forskel. I dette midterfelt befinder Danmark sig sammen med bl.a. Island, Sverige, Storbritannien, og Polen. Lidt udenfor er det også tvivlsomt, om der er nogen forskel på mænds og kvinders velbefindende i f.eks. Tyskland (hvor forskellen falder ud til kvinders fordel) og Letland (hvor forskellen falder ud til mænds). Men ude i enderne er der næppe megen tvivl.

To lande stikker klart ud fra resten som steder, hvor kvinder er markant lykkeligere end mænd: Finland og Estland. Det giver også en indikation om, at kultur sandsynligvis spiller en rolle, da de to lande på trods af de meget store forskelle i historie og politik, på mange måder er kulturelt meget ens. Lidt efter dem ser det også ud til, at kvinder er bedre stillede i bl.a. Israel, Østrig og Tyrkiet.

I den anden ende skal man til Sydeuropa for at finde de samfund, hvor mænd er langt lykkeligere end kvinder. Her stikker tre lande ud: Portugal, Cypern og Italien.

Et konkret problem er naturligvis, at selvom man gør sit bedste for at ens sample bliver repræsentativt for et land, lykkes det ikke altid. Hvis mere velhavende kvinder af en eller anden grund bliver oversamplet i et land, kommer det til at se ud som om kvinder generelt er bedre stillede. Omvendt kan man, hvis der er højere arbejdsløshed blandt kvinder, komme til at drage den konklusion at kvinder er ringere stillede end andre. I begge tilfælde kan det være rigtigt i gennemsnit, men det har intet med deres køn at gøre. Jeg estimerede derfor forskellen, baseret på en standardspecifikation som vi bl.a. bruger i pågående arbejde med Nicolai Foss: Vi kontrollerer for alder, alder i anden, arbejdsløshed, indkomst, er man selvstændig eller pensioneret, bor man sammen med sin partner, har man børn eller er de flyttet hjemmefra, og folks tillid til andre mennesker, til det politiske system og til myndighederne generelt.

Når man tager hensyn til disse faktorer, kan man statistisk sikker sige, at kvinder og mænds subjektive velbefindende er forskellige i otte af de 32 lande. I Portugal, Cypern og Italien erklærer kvinder sig i gennemsnit cirka 0,2 point mindre tilfredse end mænd. I Finland og Estland er de cirka 0,3 point over mændenes niveau, mens de i Tyskland, Belgien og Schweiz er cirka 0,15 point over. Mens vi ikke kan svare på, hvorfor forskellene er der – det overlader vi til læsernes overvejelser – må man spørge, om forskellene er særligt store? Omkring 0,2 point lyder jo ikke af meget. Men det er de, sammenlignet med andre indflydelser. Når vi ser på indkomstforskelle svarer 0,15 point til den virkning, det giver på folks subjektive velbefindende at de rykker en decil opad – dvs. f.eks. at man rykker fra den midterste gruppe til den næste tiendedel af indkomstfordelingen – et ryk på meget cirka 40.000 kroner mere om året. Uanset at vi ikke kender grunden, er forskellene i f.eks. Estland og Portugal bestemt ikke ligegyldige.

Men er det rigtigt at almindelige mennesker skades af at give bøsser og lesbiske tilsvarende rettigheder? I et nyt papir med mine kolleger Niclas Berggren og Therese Nilsson ved Instituttet för Näringslivsforskning i Stockholm ser vi på spørgsmålet. Vores studie “Do Equal Rights for a Minority Affect General Life Satisfaction?” er indtil videre tilgængeligt som working paper fra IFN. Ved at kode homoseksuelles retsstilling i tre typer – recognition, persecution og protection – og føre kodningen tilbage til 1980, kan vi matche gennemsnittets svar fra tilfredshedsspørgsmålene i World Values Survey og European Values Study med minoritetens rettigheder.

Vi finder, at i lande som Danmark og Sverige, der har relativt udbredt økonomisk frihed, er der ingen forbindelse. Men i lande med økonomisk frihed under det globale gennemsnit observerer vi en statistisk sikker og ganske tydelig positiv effekt af at udbrede almindelige rettigheder til bøsser og lesbiske. Hvorfor vi observerer den sammenhæng er det store spørgsmål, som vi ikke kan svare på. Det kunne være, at folk er mere empatiske end vi normalt tror. Vi tror dog, at det er mere sandsynligt at folk i relativt ufrie lande tager denne type retslig ændring som et signal om, at andre socialt liberaliserende reformer også er sandsynlige. Uanset fortolkningen kan vi skyde ideen ned, at retslig ligestilling af synlige minoriteter er skadelig for andre end de allermest bigotte.