Ifølge BBC spurgte den Trump-udnævnte Amy Coney Barrett, med henvisning til regeringens påstand om at det er sikkerhedspolitisk nødvendigt at beskytte amerikansk industri, “And so is it your contention that every country needed to be tariffed because of threats to the defense and industrial base? I mean, Spain? France?” Højesterets præsident John Roberts, der blev udnævnt i 2005 af George W. Bush, noterede lige så skeptisk, at regeringens retfærdiggørelse af den voldsomt protektionistiske politik “is being used for power to impose tariffs on any product from any country in any amount, for any length of time.”

Dommerne Neil Gorsuch og Sonia Sotomayor – der ideologisk indtager modsatte positioner – var begge ligeledes åbenlyst skeptiske overfor regeringens påstand om, at der er tale om en nødsituation, og at IEEPA giver præsidenten ret til at ændre handelspolitikken i hvilken retning han ønsker. Gorsuch pressede således statsadvokaten John Sauer til at indrømme, at der er grænser for både hvor meget og hvordan Kongressen kan uddelere magt til præsidenten.

På Trumps side gjorde Sauer ifølge rapporterne om høringen en til tider næsten komisk figur. En del af statens problem i retssagen er, at det på trods af, hvordan man læser IEEPA, stadig udelukkende er Kongressen, der har ret til at opkræve skat af amerikanerne. Trump har adskillige gange pralet med – og endda fremhævet det som et af formålene – at hans toldpolitik bringer store indtægter til den amerikanske administration. Sauer måtte derfor ud i en forklaring af, hvordan toldpolitikken kan indbringe væsentlige indtægter uden at være en skat. Det vil være en overraskelse for alle, hvis Højesteret køber det argument.

Sauer påstod også, at hvis domstolen erklærer, at toldpolitikken er ulovlig, vil det blotte USA for “ruthless trade retaliation” og føre til “ruinous economic and national security consequences”. Det er påfaldende, at administrationen i høj grad procederer på nogle påstande om konsekvenserne af en dom, i stedet for politikkens lovlighed. Det er endda nogle påstande, som en praktisk taget samlet økonomstand ikke har andet end foragt for.

Som vi tidligere har fremhævet her på stedet, er der en række angrebspunkter. Selv hvis Højesteret skulle erklære, at IEEPA giver Trump ret til at føre handelspolitik, hvis der er en national nødtilstand, er det stadig helt usandsynligt, at den vil anerkende, at der overhovedet er en nødtilstand. For at gøre det, skulle den effektivt skabe præcedes for, at en nødtilstand er en nødtilstand, bare præsidenten påstår det. Den skal acceptere, at told ikke er en skat, selvom den skaber indtægter til staten. Og den skal endda acceptere, at præsidenten kan gøre hvad han vil og fortsætte så længe han vil, uden at definere grunden til politikken. Det er ikke videre sandsynligt – og slet ikke på basis af onsdagens høringer – at den amerikanske Højesteret accepterer noget af det.

Der er derfor en meget reel mulighed for, at hele Trumps handelspolitiske kompleks bliver erklæret ulovligt og af skaffet af retsvæsenet, og med stor sandsynlighed i sidste omgang den amerikanske Højesteret. Det basale problem er, at USAs forfatning giver magten til skatte- og handelspolitik til Kongressen, og ikke præsidenten. Trump bliver derfor nødt til at have en kattelem – i dette tilgælde en nødretslov – for at omgå forfatningens magtdeling. Så hvad er argumenterne, som domstolene kan bruge?

Mens Trump argumenterer for, at hans handelsbarrierer er nødvendige, har Højesteret i princippet tre forskellige mulige angrebspunkter, og hvert af dem kan føre til kendelsen, at politikken er forfatningsstridig. Et af angrebspunkterne har specifikt at gøre med fortolkningen af the International Emergency Economic Powers Act, den nødretslov som Trump har påkaldt for at kunne føre handelspolitik, et andet har at gøre med en fortolkning af loven versus forfatningen, mens det sidste basalt set drejer sig om Højesterets syn på fortolkningen af forfatningens magtfordeling.

Det første punkt er det fundamentale spørgsmål om præsidenten overhovedet kan bruge IEEPA i den nuværende situation. Det Højesteret i sidste ende skal svare på er, om der overhovedet er tale om en ’emergency’ – en nødsituation. En nødsituation defineres ofte som en pludseligt opstået situation hvor noget sker, der er alvorligt, uforudset og potentielt har alvorlige negative konsekvenser, og som hvis muligt kræver handling. Den nødsituation, som Trump påkalder sig, er det amerikanske underskud på handelsbalancen, og særligt underskuddet på balancen for varehandel.

Det vil dog være ekstremt overraskende, hvis en domstol accepterer Trumps præmis. Som Maurice Obstfeld omhyggeligt viste i marts, har USA haft underskud på handelsbalancen i hvert kvartal bortset fra ét (i 1991) siden andet kvartal 1976. Her er den første store udfordring for Trump-administrationen, fordi man kan ikke påstå at der er tale om nød, når situationen har været permanent i 49 år, og det endda er åbent spørgsmål, om der overhovedet er et økonomisk problem.

Nummer to angrebspunkt handler om, hvorvidt IEEPA faktisk giver præsidenten lov til at indføre en så omfattende politikændring, som han har gjort. Den almindelige fortolkning synes at være, at loven giver præsidenten lov til at indføre specifikke og målrettede restriktioner på handel med helt bestemte lande- Præsidenten skal informere Kongressen hvert halve år, og nødretserklæringen skal godkendes af Kongressen efter et år. Accepterer man Trumps påstand om, at der overhovedet er en nødsituation, skal domstolene derefter bedømme om den førte politik er begrænset og målrettet. En voldsom stigning af handelsbarriererne fra et gennemsnit på 3,3 % til et minimum på 10 % og en minimumstold overfor EU på 39 % (og en told på 93 % overfor den store trussel fra Madagascar) bliver næppe betragtet som en målrettet og begrænset politik

Det sidste mulige angrebspunkt drejer sig om den amerikanske Højesterets såkaldte ‘major questions doctrine’. Doktrinen er de senere år brugt imod lovgivning, der overfører væsentlig autoritet til at regulere til offentlige myndigheder. Domstolene, inklusive Højesteret, har her peget på, at når det gælder væsentlig lovgivning – enten omfattende regulering eller regulering og lovgivning med væsentlige konsekvenser – kan man ikke uddelegere den fra Kongressen. The major questions doctrines understreger dermed, at man i princippet godt kan have en lov, der uddelegerer lovgivende magt, men ikke når det gælder større spørgsmål. Som dommer Gorsuch – som blev udnævnt af Trump – påpegede i West Virginia v. EPA, et problemet at “Permitting Congress to divest its legislative power to the Executive Branch would dash [this] whole scheme. Legislation would risk becoming nothing more than the will of the current President, or, worse yet, the will of unelected officials barely responsive to him.”

Amerikanske forfatningseksperter har derfor understreget, at Højesteret vil være meget utilbøjelig til at acceptere Trumps påstand om, at det er noget han selv kan gøre. En så omfattende – per definition global – ændring vil med næsten absolut sikkerhed regnes for et ‘major question. En interessant detalje i forbindelse med dette punkt, er at dommerne Roberts, Gorsuch og Barett, der alle har deltaget aktivt i denne debat, er henholdsvis en Bush-udnævnelse og to dommere udnævnt af Trump. Det er med andre ord republikansk udnævnte dommere, der har været særligt hårde på dette punkt.

Ser man på de amerikanske domstoles muligheder for at stoppe Trumps absurd protektionistiske politik, er det således svært at se et andet scenario end et, hvor Højesteret i sidste ende erklærer hele politikkomplekset for ulovligt. Om det falder på et, to eller alle punkter er naturligvis usikkert, men når man ser på domstolenes muligheder, og hvor mærkværdige argumenter, de skal acceptere fra administrationen for ikke at erklære politikken ulovlig eller direkte forfatningsstridig, er det svært at se nogen anden mulighed.

De to nye kriser, der kan tårne sig op i horisonten, gælder de frie kapitalbevægelser og den offentlige gæld. Fra jeg skrev første udkast i sidste uge til i dag har der allerede været tegn på, at det kunne bevæge sig i den retning: Dollaren er under pres, og statsobligationsrenten er steget frem for at falde som normalt, når investorerne flygter ud af aktiemarkedet.

Lad os se lidt nærmere på de to problemer.

De frie kapitalbevægelser kan være under pres af den simple grund, at Trumpadministrationen har givet udtryk for et ønske om at sænke den reale dollarkurs. I sit på mange måder besynderlige manifest skrev Stephen Miran, der siden er udnævnt til Trumps nye formand for de økonomiske rådgivere (den amerikanske overvismand), om at beskæftigelsen i de traditionelle rustbælteindustrier lider under, at dollaren er reservevaluta. Dollaren er efterspurgt ikke alene til udenrigshandel, men også som international reservevaluta, og det driver ifølge Miran den reale valutakurs op, så de gamle industrier har svært ved at konkurrere. Og det er tilsyneladende et problem. Der er vedholdende snak i Washington om en ”Mar-a-Lago-accord” om at sænke dollaren.

Inden vi ser på, om det reelt er et problem at have sin valuta som international reservevaluta, kan man spørge, hvad der skal til for at få den reale dollarkurs ned. Det er ikke noget problem at sænke den nominelle valutakurs, hvis man lemper pengepolitikken. Problemet er, at det vil øge de indenlandske priser, så den reale valutakurs (dvs. valutakursen korrigeret for inflation) stiger igen, og så er man lige vidt. Man kan også forsøge at drive den indenlandske inflation nedad ved at stramme pengepolitikken. Men det vil få dollaren til at stige, og så er man igen lige vidt.

Hvis man skal have den reale dollarkurs ned, skal man påvirke både valutakursen og de indenlandske priser. Men det kan man ikke under frie kapitalbevægelser. Mange vil kende det som Mundell Fleming-modellens ”umulige trilemma”. Så konklusionen kan hurtigt blive at sætte spørgsmålstegn ved de frie kapitalbevægelser.

Man kan også nå til samme konklusion via udenrigsbalancen. Modstykket til et underskud på betalingsbalancen (som Miran og Trump jo er meget optaget af) er, at der er et tilsvarende overskud på kapitalbalancen. Underskuddet på betalingsbalancen er et opsparingsunderskud og derfor må man eksportere gældsbeviser (kapital) i samme takt, som man gældsætter sig. Hvis man nu tror på, at overskuddet på kapitalbalancen driver underskuddet på betalingsbalancen, så kan man måske begynde at ønske sig at sætte en prop i kapitaleksporten. Og det er tilsyneladende den slags overvejelser, man er begyndt at gøre sig i Det Hvide Hus.

Frie kapitalbevægelser er – lige som fri bevægelighed for varer og tjenester – et gode, og en begrænsning af dem vil have negative økonomiske konsekvenser først og fremmest for USA. Der er en forvridningsomkostning ved at opdele verden i separate kapitalmarkeder – ud over hvad den er i forvejen, fordi mange ikke-vestlige lande har restriktioner.

Det kan være svært for avancerede, velintegrerede lande at opretholde effektiv begrænsning på kapitalbevægelserne i en grad, der gør det muligt at påvirke den reale valutakurs på lang sigt. I 1980erne kollapsede mange af den slags restriktioner, f.eks. i Sverige og Norge. At holde det dominerende land på det internationale kapitalmarked, USA, isoleret, kan vise sig en for stor opgave.

Samtidig er det grundlæggende bizart at sætte spørgsmålstegn ved USA’s store gevinst ved at være reservevaluta. Men det er i realiteten, hvad Miran gør. Gevinsten ved at være reservevaluta består for det første i en større møntningsgevinst for centralbanken, som kan udstede flere (ikke-forrentede) penge end ellers og placere dem i rentebærende aktiver. For det andet driver efterspørgslen efter dollaraktiver kapitalafkastkravet ned og produktiviteten og lønningerne op i USA. Fordi dollar – hidtil i hvert fald – er blevet betragtet som sikrere, er investorerne villige til at acceptere en mindre præmie på dollaraktiver end på andre valutaer.

Men driver efterspørgslen efter dollar ikke handels- og betalingsbalanceunderskuddene i vejret? Det er faktisk ikke forkert, men ikke på en måde, der er skadelig for USA. Det er forkert, at USA bliver påtvunget en højere gæld på grund af efterspørgslen efter dollartilgodehavender. Det bliver rigtig nok billigere at finansiere både offentlig og privat gæld, og det kan gøre det mere fordelagtigt at stifte gæld. Men ingen tvinger hverken staten eller private til at stifte gæld. Derimod vil et lavere afkastkrav drive investeringerne i USA op, fordi det skaber det skaber de efterspurgte dollaraktiver. Udlændinge, der efterspørger dollaraktiver, kan i princippet selv skabe dem ved at bygge produktionsanlæg i USA.

Som bekendt er betalingsbalancen lig med privat opsparing minus investeringer minus offentligt budgetunderskud. Efterspørgslen efter reservevaluta sætter sig i højere investeringer og ad den vej i et højere betalingsbalanceunderskud. Ingen tvinger den amerikanske stat til at udstede flere statsobligationer af den grund. Det er udelukkende politikernes modvilje mod at finansiere de høje udgifter, som driver gældsætningen. Det eneste, dollarefterspørgslen kan ”beskyldes” for, er at gøre gældsætningen billigere.

Og så er vi fremme ved den mulige gældskrise.

USA’s offentlige gæld svarer ifølge OECDs opgørelse til omkring 125 pct. af BNP. Også i mange EU-lande er gældskvoterne betragtelige. Frankrig er næsten på niveau med USA. Eurolandenes gæld svarer til omkring 90 pct. af BNP. Den nye tyske regering har lempet sin gældsbremse markant. Det kaster måske ikke Tyskland selv ud i en gældskrise, men svækker evnen til at holde andre lande flydende.

Risikoen for en akut gældskrise er til stede, hvis der opstår tvivl om en stats evne eller vilje til at servicere sin gæld. Den afhænger igen af fire variable. Gældskvoten, renten, væksten og den offentlige (primære) saldo. Det gælder tilnærmelsesvist:

Ændring i gældskvote = gældskvote * (rente – vækst) – saldo/BNP

Hvis gælden ikke skal komme ud af kontrol, skal det være muligt at forhindre gældskvoten i at vokse. Væksten skal sammen med den offentlige primære saldo være stærk nok til at holde rentebyrden i skak.

Som det ses af formlen, vil lavere BNP og lavere vækst skubbe gældskvoten i vejret. Det er den direkte effekt af et fald i den økonomiske aktivitet på både kort og lang sigt. Men også en højere rente vil skubbe gældskvoten op. Her kan gælde en selvforstærkende effekt på den måde, at større gældskvote øger risikoen for en gældskrise, hvilket i sig selv øger renten – og det skubber så gældskvoten yderligere op. Endelig afhænger væksten i gældskvoten af underskuddet før renter (den såkaldt primære saldo). Også for saldoen kan der være en selvforstærkende effekt, fordi lavere økonomisk aktivitet sænker skatteindtægterne og kan øge udgifterne til overførsler.

Hvis staten ikke er villig til at bringe gældskrisen under kontrol ved at forbedre sin saldo, kan den øge det nominelle BNP ved at sætte fut i inflationen. Det vil sænke gældskvoten og er reelt en skat på obligationsejerne. Men de vil til gengæld forlange en højere rente for at finansiere gælden for fremtiden.

Trump Administrationens politik risikerer at sænke væksten på både kort og lang sigt. Forventningerne om recession er taget til og protektionismen vil gøre USA permanent fattigere. Desværre vil svækkelse af den amerikanske økonomi smitte af på resten af verden og bidrage til gældsproblemer i andre højgældslande, som vi desværre har rigeligt af i EU.

Trump har gang i et farligt spil. Miran er dog ikke helt blind over for alle selvmodsigelserne i hans manifest. Hvis dollarefterspørgslen falder, kan det hurtigt øge finansieringsbyrden på den amerikanske statsgæld. Her forestiller han sig, at USA skal kræve betaling for at stille sikkerhed og reservevaluta til rådighed for andre lande, f.eks. i form af udstedelsen af meget lange, meget lavt forrentede statsobligationer, som andre lande skal forpligte sig til at købe! Ud over at ryste på hovedet må man konstatere, at det jo også er en form for statsbankerot.

Mentour Now er en YouTube-kanal, der drives af den svenske pilot Petter Hörnfeldt, og normalt kun er for flynørder. Men forleden ramte Hörnfeldt virkelig plet på de praktiske konsekvenser af told. Han fortæller her historien om, i hvor grad virksomheders suppy chains er globaliserede idag, og hvor store konsekvenserne kan være når de bliver ‘disrupted’ af et enkelt land. Og han gør det med udgangspunkt i bare en virksomhed: Boeing. Både som undervisning, som en måde at blive klogere på, eller simpelthen en måde at få et mere hådgribeligt indtryk af hvordan international handel og handelspolitik virker, er den korte film varmt anbefalet!

I invitationen lægger vi op til at give svar på “en række grundlæggende spørgsmål om, hvordan vores velstand og velfærd påvirkes af international handel. Hvad betyder Trumps toldmure for Danmark, Europa og USA, og hvordan kan vi imødegå dem? Hvad ønsker Trump at opnå med de historisk høje handelsbarrierer? Hvordan skal vi forstå Kinas offensive reaktion? Og hvordan ser fremtiden ud for verdensøkonomien?”

Hele arrangementet er som sagt den 23. april fra 18.15-19.30 på Søndre Campus, Emil Holms Kanal 2-8 i Københavns sydhavn. Det foregår i lokale 23.0.50, bygning 23 i stuen. Tilmelding, hvis man er interesseret, er her og koster 75 kroner.

Hvis toldpolitikken skal generere store indtægter til den amerikanske stat, som Trumo har argumenteret er et af formålene, må priserne på import ikke stige ret meget, for så vil faldende import underminere indtægterne. En ‘indtægtseffektiv’ handelspolitik må derfor ikke lægge told på meget elastiske varer.

Hvis toldpolitikken skal beskytte og gavne amerikanske firmaer (et andet erklæret formål), skal priserne på import stige kraftigt. Hvis politikken ikke gør udenlandske varer mindre konkurrencedygtige, hjælper den slet ikke de indenlandske virksomheder. Den skal også undgå at gøre importede råvarer og mellemprodukter, som amerikanske virksomheder bruger, væsentligt dyrere. Ellers skader den direkte amerikansk konkurrencedygtighed.

Hvis politikken skal fremme udenlandske investeringer i USA, indebærer det direkte et større underskud på handelsbalancen. Grunden er, at handelsbalancen og kapitalbalancen er hinandens spejlbilleder. Helt lavpraktisk kan ma sige, at for at virksomheder kan investere i USA, skal de have amerikanske dollars. Det får de kun, hvis deres land eksporterer mere til USA end det importerer fra USA – dvs. hvis det har et handelsbalanceoverskud med USA.

Sidst, men ikke mindst, har Trump-administrationen en ambition om at enten begrænse inflationen eller direkte sørge for, at priserne i USA falder; Trump har lovet, at det skal være billigere at være amerikaner. En handelspolitik, der sænker priser / begrænser inflationen må gøre importerede varer så billige som muligt, og øge konkurrencen så meget som muligt for at fremme indenlandsk produktivitetsudvikling.

Trumps handelspolitik er et glimrende eksempel på økonomisk politik med formål, der er ren fantasi: Når man har valgt kun at have en hammer, kommer alle problemer til at ligne søm – eller også påstår man, at de er søm. Trump har hele sin politiske karriere argumenteret for protektionistisk handelspolitik, og har blot ændret sine påstande om formålet. Den er derfor et klart eksempel på, hvor illegitim og uærlig, hele politikken er.

Jeg kan godt bekymre mig for, at hovedløsheden smitter lidt.

For det første er det let at komme til at betragte Trump som almægtig. Sandt nok, han har verdens mægtigste embede, men amerikansk økonomi er ikke usårlig over for dårlig politik. Protektionismen vil primært skade amerikanerne selv. Han har heller ikke al magt – langt fra endda. Foreløbig har han benyttet sig af præsidentens muligheder for at udstede administrative ordrer, men de er trods alt begrænsede. Lovgivning kræver flertal i Kongressen, og Højesteret vogter ret nidkært (sammenlignet ikke mindst med den danske) over, om han holder sig inden for forfatningens rammer.

For det andet er det let at komme til at sætte lighedstegn mellem Trump og USA. Men der er langt fra enighed om de meget kontroversielle dele af hans mange udspil. Han har ikke søgt og ikke fået mandat til gå Putins ærinde mod Ukraine eller indlemme nabolande i USA. Kun halvdelen af vælgerne stemte på ham. Demokraterne i Kongressen er klart imod hans nye udenrigspolitik, men også i hans eget republikanske bagland er der modstand, selv om han er dygtig til at kue folk til tavshed. Amerikanerne har heller ikke vendt NATO ryggen en bloc. Der er helt sikkert en – forståelig – folkelig skepsis over for amerikansk intervention i udenlandske krige, men er der jo heller ikke tale om i Ukraine. Det drejer sig om støtte til et land, der selv kæmper sin krig – på samme måde som i tilfældet med Israel.

For det tredje er det fristende at sætte lighedstegn mellem Europa og os. Nogle debattører konkluderer, at når amerikanerne har svigtet, så er Europa nødt til at tage over selv. Men ligesom USA ikke er lig med Trump, er EU ikke lig med Danmark. Det kan vise sig farligt at basere sig på en illusion om et Europa, der ikke findes. Der er desværre mange Putinverstehere i de europæiske befolkninger, og ikke kun i Ungarn. AfD, der er mildt sagt kritisk over for støtten til Ukraine, fik hver femte af stemmerne ved det tyske valg. Samme tendenser findes i andre tunge EU-lande. Lige så falsk som billedet af det anti-ukrainske USA er, er billedet af det entydigt pro-ukrainske EU. Det ser broget ud begge steder.

Det er også værd at bemærke, at den økonomiske støtte – navnlig den militære – til Ukraine fra stort set samtlige EU-lande ligger langt under den danske på over 2 pct. af BNP og faktisk også under den amerikanske. Det var sensationelt, at Tyskland under Scholz overhovedet gik med til militær støtte, og den gik da i praksis også i stå igen. Realiteten er formentlig, at EU kunne have skaffet Ukraine om ikke overhånd så markant stærkere position i forhold til Rusland, hvis de øvrige EU-lande havde doneret tilsvarende og givet tilsvarende frie hænder til at bruge de donerede våben.

Der er utvivlsomt gået chokbølger gennem europæiske NATO-lande fra den tvivl, Trump Administrationen har sået om det amerikanske NATO-engagement – for ikke at tale om forræderiet mod Ukraine og de skandaløse ”fredsforhandlinger” med Rusland. Der er helt givet en større villighed til at ruste op i Europa. Men man skal ikke være blind for, at betalingsviljen er meget lille. I Tyskland har den nye kansler Merz simpelt hen gennemtvunget en forfatningsændring, som gennemhuller den tyske budgetlov, så oprustning, Ukrainehjælp og en masse udgifter til grøn omstilling og infrastruktur kan lånefinansieres. Det er ekstremt kortsigtet og hasarderet – ikke mindst fordi det åbner en ladeport for mere gældsætning i resten af EU. Hvis Tyskland – inklusive en tysk kommissionsformand – ikke vil vogte EU’s finanspolitiske regler længere, så kan det udløse et kapløb mellem vælgerne om at gældsætte sig på andre EU-landes bekostning. Italien har for længst slået fast, at man ikke vil betale for mere forsvar selv, og de franske vælgere har gjort oprør mod selv spage reformer, som ikke engang formår at bremse landets eskalerende gæld på snart det dobbelte af det tilladte ifølge EU-reglerne. Storbritannien er måske det europæiske land, som er mest opsat på at øge sit forsvarsbudget, og regeringen har faktisk sat en omprioritering af udgiftsbudgettet i værk. Men også UK er stærkt forgældet, og som man erindrer satte Truss’ underskudsplaner hurtigt gang i et pres på pundet.

De store gældsproblemer og manglende evne til at håndhæve den finanspolitiske disciplin kan vise sig at være Europas største svaghed. Fokus vil hurtigt flytte sig fra forsvar og sikkerhed, hvis det skrøbelige økonomiske fundament begynder at ryste. Det andet store problem er den svage økonomiske vækst, der dog heldigvis er kommet lidt mere opmærksomhed på, men hvor mange de foreslåede redskaber – statsstøtte, fælles gæld, industripolitik – vil gøre problemet større.

En stærkere europæisk økonomi er i sidste ende det centrale også når vi taler sikkerhed. Det er økonomiens størrelse, der gør, at vi kan bruge flere ressourcer på militær end Putin kan. En god økonomi er også vigtig for den politiske stabilitet og vælgeropbakningen til ikke-populistiske partier.

Men er stærk økonomi er ikke noget, man bare opnår gennem højtidelige politiske erklæringer eller ineffektiv symbolpolitik. Vi er også langt fra den opbakning til Ukraine, som er nødvendig for at holde russerne stangen på længere sigt.

Det europæiske alternativ er ikke noget, der bare kan tilvælges. Det skal først skabes. Det vil kræve en hel del knofedt.

Som jeg også pointerede i P1 imorges, har Trump en forståelse af handel og handlens konsekvenser, der hører til i tiden før den Skotske Oplysning – før 1750. Hans forståelse er basalt set, at eksport er godt og import er skidt. Som jeg skriver i artiklen, “Trump har i hele sin politiske karriere argumenteret på præcis den måde. Så når han påstår, at EU har været ’very nasty’ imod USA, er det, fordi EU eksporterer mere til USA, end USA eksporterer til EU.”

Vi anbefaler alle interesserede at læse artiklen “Professor: Told ville nok ikke være Trumps yndlingsord, hvis han vidste, hvad vi økonomer ved” hos videnskab.dk. Det tager måske ti minutter, og så er man klogere end præsidenten for verdens største økonomi…

Trump havde forud for meddelelsen krævet en øjeblikkelig rentenedsættelse, efter at han i sidste uge overfor the World Ecoomic Forum i Davos havde udtrykt sit ønske om, at centralbanker verden over burde sætte renten nede. Det lettere prekære i situationen er derfor, at Trump ti dage inde i sin anden præsidentperiode har sit første sammenstød med de amerikanske institutioner. Det er således vigtigt at holde øje med, hvordan institutionerne såvel som republikanerne i Kongressen reagerer på situationen.

Og det er præcist det positive i situationen. Da Powell blev spurgt direkte af journalister, om the Fed vil blive ved med at agere uafhængigt af politik, svarede han klart “Don’t look for us to do anything else.” Centralbanken signalerer dermed meget klart sin uafhængighed, selvom både Trump og den stærkt venstreorienterede demokratiske senator Elizabeth Warren presser banken. Den anden meget positive udvikling indtil videre er, at der ikke er et eneste republikansk Kongresmedlem, der har været ude at støtte Trump.

Situationen signalerer med andre ord også, at præsidenten ikke kan forvente at få automatisk opbakning fra sit parti, hvor både repræsentanter og senatorer stadig foretrækker en uafhængig centralbank. The Feds beslutning er næppe den sidste gang, at præsident Trump udfordrer og presser institutionerne og de politiske normer i Washington, men foreløbig har han tabt konfrontationen med et brag. Det er godt for USA og resten af verden.

Efter hans første indsættelse for otte år siden skrev jeg en kronik i Børsen om hans valgsejr. Den kan man læse her, hvis man er interesseret.

Min pointe var den gang, at den amerikanske venstrefløj i høj grad var skyld i hans sejr. For det første var den en reaktion på den ekstreme identitetspolitik, som var blevet drevet på ikke mindst amerikanske universiteter. Mange almindelige amerikanere havde fået nok. For det andet var Trump selv et spejl af den postmoderne relativering af sandhed, af dens offerretorik og dens påstand om, at USA var et oligarki regeret af en lille elite. Trump sagde i høj grad det samme – blot rettet mod venstrefløjen.

Holder analysen stadig, nu hvor Trump indsættes for anden gang?

Det mener jeg, den gør et stykke ad vejen.

De identitetspolitiske excesser på amerikanske universiteter er kun blevet værre i mellemtiden og har tydeligvis kaldt på endnu en modreaktion. Der spekuleres over, om Trumps valgsejr ligefrem har begravet wokismen. Det tillader jeg mig dog at tvivle på – men ellers ville det være det måske bedste resultat af hans genvalg.

Den dybe splittelse i det amerikanske samfund, som valget i 2016 afdækkede, er ikke blevet mindre i mellemtiden. Det er utroligt, at et flertal af vælgerne har om ikke tilgivet Trump for hans helt utilstedelige forsøg på at underløbe valgresultatet i 2020, så valgt at se gennem fingre med det og stemt på ham. Det tilskriver jeg først og fremmest modviljen mod alternativet, men også den oppiskede politiske stemning. Man aner Carl Schmitts idé om politik som krig mod modstanderen – en idé der karakteriserer begge postmoderne fløje.

Valget var på alle måder anderledes end det igangværende valg. Der var ingen som helst tvivl om udfaldet. Ronald Reagan stod til en knusende sejr, og spændingen gik mest på, om han ville få flertal i samtlige 50 stater. Modkandidaten Walther Mondale endte dog med lige at slæbe et flertal sammen i sin hjemstat Minnesota, mens ellers tog ”the Gipper” resten.

USA blomstrede af den optimisme, som var Reagans personlige varemærke, og som den økonomiske fremgang i hans første periode havde skabt. Hans legendariske valgvideo ”Morning in America” fangede stemningen. Reagan selv var blevet valgt første gang i et USA nedsunket i det økonomiske hængedynd fra 1970’erne med et spørgsmål til amerikanerne: Har I det bedre nu end for fire år siden? Det svarede de klart nej til i 1980 og afsatte Carter. Fire år senere svarede de ja og genvalgte Reagan.

Denne gang er løbet derimod helt åbent. Den siddende præsident er blevet detroniseret af sine egne i et forsøg på at vinde over den republikanske udfordrer, som dog i skrivende stund atter ser ud til at have bragt sig i front med et mulehår.

Dermed er der risiko for, at Trump vender tilbage til Det Hvide Hus, som han trods voldsom modstand til sidst blev tvunget til at forlade ovenpå et valgnederlag, han aldrig indrømmede.

Efter min opfattelse burde hans forsøg på at underløbe et legitimt valgresultat udelukke ham fra nogensinde at få støtte til at vende tilbage. Heldigvis afslog selv den langmodige vicepræsident Pence at deltage i det kup, som Trump forsøgte at få ham til at foranstalte ved at afvise valgmandskollegiets afgørelse. Heller ikke Trumps rolle i stormen på Kongressen kan forsvares, uanset hvor meget hans juridiske ansvar kan diskuteres, men forsøget på at underløbe valget er det suverænt værste i min bog.

Det er umuligt at forestille sig Reagan i samme situation (men det er dog også hypotetisk, fordi Reagan vandt valget overbevisende hele tre gange, hvis man tæller den sympati med, som skyllede videre til hans vicepræsident Bush, da han stillede op efter Reagan). Trumps opførsel er i næsten bogstavelig forstand uhørt.

Derfor kan det undre, at Trump har så meget som en minimal chance for at vinde. Alene fravalget af Trump burde være motiv nok til at sikre Harris posten. Når hun alligevel er usikker, er det fordi, der også er et meget stærkt motiv til at fravælge hende.

Den økonomiske politik hos både Trump og Harris er uansvarlig populisme. Begge vil lade de historisk høje gældsrater stige til nye højder gennem en ukontrolleret udgiftsvækst. Trump vil øge toldbarriererne og udvise en ikke uvæsentlig del af arbejdsstyrken. Harris vil øge beskatningen og indføre direkte priskontrol. Demokraterne har ikke vist sig mindre protektionistiske under Biden/Harris end USA under Trump, så hun er desværre næppe fremmed over for at fortsætte ad dette farlige spor. Trump vil formentlig ikke være nær så fremmed over for at fortsætte Biden/Harris industripolitik, som man kunne tro. På de dårlige punkter er de nærmere hinanden end den gensidige fordømmelse kunne lade til.

Udenrigspolitisk er Trump især en risikofaktor, når det gælder Ukraine og tilnærmelserne til Putin. Harris er en risikofaktor, når det gælder Mellemøsten. Selv Biden har været vaklende i sin opbakning til Israel, men Harris bagland på den yderste venstrefløj er åbent anti-israelsk, hvis ikke direkte antisemitisk. Biden-administrationen har generelt været udenrigspolitisk svag – jeg tvivler faktisk på, at Putin havde invaderet Ukraine, hvis han ikke havde været vidne til den kaotiske, talentløse tilbagetrækning fra Afghanistan. Til gengæld har Biden udvist en stærk og kompetent opbakning til Ukraine, da krigen brød ud og det meste af tiden siden. Det er ikke sikkert, Trump kan leve op til det – og måske heller ikke Harris.

Det kan være svært at forstå Trumps hadefulde facon – ja hans facon i det hele taget – og den splittelse, den har bidraget til i det amerikanske samfund. Men man kan dog forstå den så langt, at den ikke er uprovokeret. Det gælder i forhold til Trump selv. Demokraterne forsøgte at undsige legitimiteten af hans oprindelige valg ved at påstå, at han ingen reel opbakning havde, men var blevet valgt gennem russiske troldefabrikkers manipulation. De plantede fabrikerede efterretningsrapporter om, at Trump var i ledtog med Putin. Og de holdt sig efterfølgende ikke selv tilbage fra manipulation med medierne, endda med mediernes egen medvirken, som det kom frem med offentliggørelsen af Twitter files og Mark Zuckerbergs nylige undskyldning for Facebooks optræden samt afdækningen af mørkelægningen af sagen om Hunter Bidens kompromitterende dokumenter. ”Kulturkrigene” i USA er ikke begyndt af eller med Trump, men af ”wokeister” på navnlig amerikanske universiteter, hvor det er udartet i racebaseret diskrimination (”affirmative action”), hekseprocesser og forsøg på at dræbe den åbne, frie debat.

Allerede da Trump blev valgt i 2016 tillod jeg mig at påpege, at han i høj grad måtte ses som den postmoderne venstrefløjs nemesis.

Hvis man dyrker Carl Schmitts forestilling om politik som krig mellem sin egen stamme og ”de andre”, skal man ikke blive overrasket, når ”de andre” begynder at tænke på samme måde. Det er vel at mærke ingen undskyldning for Trump, men en konstatering.

Heldigvis er USA’s forfatning og politiske institutioner skabt med præcis det in mente, at de skulle kunne holde til den slags dybe splittelser og politiske kampe. Gud ske tak og lov er det amerikanske demokrati ikke et ”the winner takes it all”, hvor den valgte præsident ubegrænset bestemmer alt (selv om den danske mediedækning sagtens kunne forlede én til at tro det). Der er omhyggelige checks-and-balances, som skal begrænse mulighederne for at tromle sine modstandere gennem det politiske system. Og det er da heller ikke helt nyt, at der er voldsomme modsætningsforhold i amerikansk politik eller befolkningen – tværtimod har der også historisk været voldsomme konflikter. Dem har institutionerne hidtil været robuste over for, og det er der grund til at håbe, at de fortsat vil være.

Naturligvis er robustheden ikke uendelig stor. Og præsidentembedet er blevet meget mere magtfuldt end det oprindeligt var tænkt, som Gene Healy beskriver i sin fremragende ”The Cult of the Presidency” (der i øvrigt netop er kommet i en ny opdateret udgave, jeg endnu ikke har læst). Men vi er langt fra en situation, hvor der ikke er institutionel modvægt til præsidenten. Måske kan vi endda komme til at se endnu et eksempel på en hensigtsmæssig magtkamp, måske ligefrem en ”gridlock”, hvis præsidentembedet falder til det ene parti og Kongressens flertal til det andet.

Ifølge meningsmålingerne er det bestemt en mulighed, især hvis Harris vinder. Det kan skabe betingelser for en gentagelse af den for USA’s udmærkede politik, der blev ført under Clinton og Obama, mens republikanerne havde et flertal i Kongressen. Det kræver dog, at republikanerne – forhåbentlig med Trumpæraen i bakspejlet – igen begynder at interessere sig for at begrænse de offentlige udgifter, for frie markeder og fri international handel. Det er arven fra Reagan snarere end fra Trump, de skal vække til live.

Det er dog ikke kun Trumps politiske modstandere, som er i oprør over, at han bruger nødretslovgivningen til at komme udenom Kongressens modstand mod muren. Modstanderne tæller bl.a. traditionelle republikanske Trump-modstandere som senatorerne Justin Amash (Michigan), Lisa Murkowski (Arkansas), Susan Collins (Maine), og Rand Paul (Kentucky), men også andre, der typisk støtter præsidenten. Marco Rubio (R-Florida) var således klar i mælet, da han skrev at “no crisis justifies violating the Constitution” og internt er partiet i oprør over et skridt, der let kan ende med at blive erklæret forfatningsstridigt af Højesteret.

Udenfor partiet betyder nødretten også, at splittelsen på den amerikanske højrefløj er blevet endnu tydeligere. Dette konservative (og ganske glimrende) Cato Institute understregede således, at ”There Is No National Emergency on the Border, Mr. President.” Alex Nowrasteh pegede i sit indlæg hos Cato på, at der er færre forbrydelser i de stater, der grænser op til Mexico, end der er i resten af USA. Selv når det kommer til påstanden om, at folk sydfra bærer sygdom over grænsen, viser det sig at f.eks. vaccinationsrater er de samme eller højere i Mexico end i USA. Problemet er nærmere, at mange amerikanske forældre nægter at få deres børn vaccineret, fordi de bl.a. tror på skuespilleres helt og fuldstændigt ubegrundede påstande om autisme osv.

Der er således ingen objektive tegn på en krise, og helt særligt ikke noget, der ligner en nødsituation. Trumps erklæring er også unik, da det er første gang en amerikansk præsident bruger nødretslovgivningen til at mobilisere ressourcer som Kongressen ikke har godkendt. Et af de springende spørgsmål er derfor, om lovgivningen fra Fords tid i 1976 tillader en præsident at undvige Kongressens forfatningsmæssige rolle i budgetlægningen. Netop dette forhold er blandt de elementer i Trumps erklæring, der kan vise sig at være forfatningsstridige. Hvis domstolene derimod ikke erklærer dette element ulovligt, åbner det en Pandoras Æske af muligheder for enhver siddende præsident for at få politik gennemført uden Kongressens accept.

Et andet element, der kan vise sig at blive slået ned af domstolene, er Trumps egen begrundelse for at erklære nødret: At han vil have muren bygget hurtigere end den ellers ville med den nuværende bevilling. Demokraternes Nancy Pelosi var hurtig til at påpege, at præsidentiel utålmodighed ikke kan være et argument for, at der er tale om en nødtilstand.

Sidst, men ikke mindst, giver lovgivningen præsidenten mulighed for at bruge eksisterende militære midler til at udføre militært relevant arbejde under nødret. Han må for det første finde de ekstra midler til muren i de allerede eksisterende militære bevillinger, og kan således rent politisk ende med at lægge sig ud med interesser i det amerikanske forsvar. Selv med denne mulighed er der dog stadig en ganske alvorlig risiko for, at netop denne mulighed kan føre til, at domstolene erklærer hans handlinger ulovlige – og potentielt forfatningsstridige. For at præsidenten kan bruge en nødret til at appropriere militære midler til andre formål, må disse midler nemlig stadig kun bruges til militære formål. Trump kan således kun forsvare sin nødretserklæring og de handlinger, han dækker ind under nødretten, hvis muren har et officielt erklæret forsvarsformål. Sat på spidsen indebærer det, at præsidenten – hvis ham presses af domstolene – i det mindste implicit må påstå, at der eksisterer en militært relevant trussel fra Mexico.

Jeg er ikke jurist og kan derfor heller ikke udtale mig videre skråsikkert om detaljer i amerikansk forfatningsret. Der er dog en række forhold, som jeg har lært gennem mit projekt med Stefan Voigt (Universität Hamburg) om nødforfatninger (se f.eks. her, her og her). Den amerikanske forfatnings nødretsprovisioner er på nogle områder ganske tydelige. Trump har for eksempel absolut ingen muligheder for at bremse kritikken af ham, heller ikke i en nødretssituation. Den amerikanske forfatning gør det umuligt for ham, præcist som den danske grundlov, at begrænse borgernes almindelige rettigheder. Han kan heller ikke i sidste ende vige udenom, hvis tilstrækkeligt mange republikanere stemmer imod ham, da Kongressen kan opløse en nødret udenom præsidenten. Det kræver blot en simpel erklæring med to tredjedeles flertal i begge kamre. Givet mange republikaneres ofte erklærede respekt for forfatningen, er det ikke utænkeligt, at miseren kan ende der. Hvis ikke, har Trump meldt ud, at han er klar til at tage sagen hele vejen til Højesteret. Sandsynligheden for, at han vinder sagen i sidste ende, synes minimal, og odds er, at de amerikanske institutioner efter nogen tid igen viser sig at være robuste nok til at modstå den mest populistiske og mindst kompetente præsident i mands minde.

I sidste uge meddelte præsident Trump at man var nået til enighed med Mexico om en ny handelsaftale til afløsning for NAFTA-aftalen mellem Canada, Mexico og USA. Canada er med andre ord indtil videre ikke med i den nye aftale, om end der pågår forhandlinger netop i disse dage. Hvor det ender og hvorvidt nye aftaler overhovedet kan komme igennem kongressens to kamre er usikkert på nuværende tidspunkt (Trump kan formentlig godt opsige NAFTA-aftalen uden godkendelse, men han kan ikke indgå en ny aftale uden flertal i de to kamre).

Ud fra hvad vi kender til aftalens indhold indtil videre, kan vi dog allerede nu konstatere, at der er tale om et tilbageskridt i forhold til den nuværende NAFTA-aftalen, vurderet på de økonomiske konsekvenser for den økonomiske udvikling i både Mexico og USA.

Aftalen indebærer bl. a., at:

1. bilproduktion fremover skal have et lokalt indhold på  75% i stedet for de nuværende 62,5%, for at blive fritaget for told.
2. Det kræves, at mellem 40% og 45% af biler og bildele skal produceres af arbejdstagerne, med en timeløn på mindst  16 $ ( minimumslønnen i Mexico er ca. 5 $, om DAGEN, mens den gennemsnitlige timeløn indenfor fremstillingsvirksomhed er 2,30 $ i timen). Det vil alt andet lige indebære, at det bliver mindre attraktivt for virksomhederne at opretholde og/eller investere yderligere i produktion i Mexico, som i stedet vil blive placeret i USA og Canada. 
3. Der stilles minimuskrav til, hvor meget stål og aluminium, som skal stamme fra  Nordamerika i bilproduktionen, for at opnå toldfrihed.
4. Der kommer også nye (og højere) krav til oprindelsesland og lokalt indhold i andre sektorer. Det gælder bl. a. indenfor tekstiler, kemikalier, stålintensive produkter og andre industrivarer, hvis man skal fritages for told.
5. Skærpelse af beskyttelse af den Intellektuel ejendomsret, Denne del af aftalen kan ses som modellen for hvad der femover vil blive krævet fra amerikansk side (bl. a. i forhold til aftaler med Kina).
6. Told afskaffes for handel med digitale produkter, som distribueres elektronisk. Det vil sige bl. a. e-bøger, videoer, musik, software og spil (af gode grunde var der ikke taget højde for digitale produkter i den gamle aftale.
7. Krav til Mexico om at anerkende kollektive forhandlinger (hvad der præcist menes er dog usikkert, repræsentanter for henholdsvis den amerikanske og mexicanske regering har noget forskellig udlægning af hvad det vil betyde for mexicansk lovgivning på området).
8. Der er tale om en 16-årig aftale med mulighed for revision efter 6 år.
9. Til bilæggelse af stridigheder opretteredes der sammen med Nafta et system af internationale domstole til at afgøre tvister mellem virksomheder og de enkelte medlemslandes regeringer. Den nye aftale indebærer en indskrænkning i mulighederne for at få behandlet uenigheder ved en international domstol indenfor visse sektorer, mens andre (bl. a.  Olie- og gas-, energi- og infrastrukturvirksomheder) fortsat vil kunne få behandlet deres tvister ved disse.
10. For landbrugssektoren fastholdes toldfrihed stort set, som i den oprindelige Nafta-aftale. 

Den “nye” aftale er altså mindre frihandelsorienteret end den nuværende. I tilfælde af at aftalen rent faktisk træder i kraft vil den både være til skade for velstanden i Mexico og USA. Således indebærer de nye krav til løn og arbejdsvilkår i Mexico indenfor bilindustrien (kravet om en minimumsløn på 16 USD. i timen har ingen betydning i USA), alt andet lige, at beskæftigelsen i eksportsektoren falder i Mexico. For amerikanske forbrugere indebærer den nye aftale, alt andet lige,  dyre produkter (biler). Hvor stor effekten vil blive kendes dog ikke på nuværende tidspunkt.

Når Donald Trump erklærer, som han har gjort i flere sammenhænge, at han er tilhænger af frihandel, skal det ikke forstås som nationaløkonomer forstår det. Det er ikke et tilfælde at han f eks. har erklæret, at “I’m a big free trader. But it has to be fair”. Afgørende er tilføjelsen af “fair”, for hvad vil det sige? Det er en fuldkommen subjektiv vurdering. Her er han på linje med diverse hjemmelige NGO’ere og fagforeninger. Med andre ord. Når man i Trumps valgprogram kunne læse, at der skulle sættes en stopper for “sweatshops i Mexico, der underbyder amerikanske arbejdere”, så skulle det tages alvorligt.

Som der dog anføres af Bloomberg, under overskriften “Trump’s Mexico Trade Deal Looks Like a Lemon“, er de umiddelbare skadevirkninger formentlig begrænsede -heldigvis. Det ændrer dog ikke ved at der skabes en beklagelig præsidens. Og interessant nok er det stik imod hvad økonomerne Edward C. Prescott og Lee E. Ohanian i en kronik i Wall Street Journal anbefaler i et grundlæggende meget positivt indlæg, nemlig at :

Growth rates could improve with further policy changes. One example is a reduction in trade barriers. Since the General Agreement on Tariffs and Trade was signed 70 years ago, international commerce has expanded dramatically, hugely benefiting U.S. consumers by lowering prices and increasing the variety of available goods. The average household’s benefits from trade are greater than $10,000 a year, according to the Tax Foundation. Further cooperative trade agreements—rather than wide-ranging tariffs—would expand these already large benefits.

Desværre må vi konstatere, at det ikke kommer til at ske – i hvert fald ikke under den nuværende præsident.

Vi har før skrevet om Donald Trumps håbløse forståelse for nationaløkonomi og betydningen af frihandel før, og aftalen med Mexico understreger, at han er opsat på at forfølge denne.

Trump (og hans nærmeste rådgivere på området Peter Navarro og handelsminister Wilbur Ross) er af den overbevisning, at import skader USAs økonomi, selv om det forholder sig omvendt, som påpeget i flere indlæg i sommerens serie om betydningen af frihandel.

Men græmmes vi her på punditokraterne, må man formode at der jubles i NGO- og fagforeningskredse. Her trives jo forestillingerne om fair handel. For verdens fattige og forbrugerne er det dog en anden sag.

Det er en meget vigtig beslutning. Men det handler ikke om politik – og slet ikke partipolitik – sådan som danske medier ellers til tider fremstiller det. Det kan man bl.a. se af, at Niel Gorsuch, som blev udnævnt af Trump til det ledige sæde efter Antonin Scalia, netop har stemt for at finde Trumps deportationslov forfatningsstridig.

Det handler derimod om, hvilken retsfilosofi, der skal dømmes efter: Orginalisme eller doktrinen om “den levende forfatning”. Jeg skrev lidt om forskellen mellem de to opfattelser her, da Scalias sæde blev ledig. Selv om det nu er Kennedy, der skal findes en afløser for, er forskellen der stadig. Og den er stadig vigtig.

Man kan mene meget om præsident Trump, men udnævnelsen af Gorsuch står som en af hans vigtigste – og efter min mening bedste – beslutninger. Det samme kan forhåbentlig siges om den nye dommer.

En del af baggrunden er, at amerikanske Delta Airlines har bestilt 75 CS-100-fly fra Bombardier som erstatning for selskabets regionalflåde, der helt overvejende består af B 717, MD-88 og MD-90 – der iøvrigt alle blev produceret af Boeing. Bombardier-flyet er det nyeste i markedet for fly til omkring 100 passagerer, der kan flyve korte og mellemlange ruter. I Europa har Air Baltic og Swiss allerede købt flyet og er begyndt at operere det på en række ruter. Air Canada har bestilt 45 CS-300-fly, der er den forlængede version, og i alt har Bombardier 360 ordrer liggende.

Bombardier lover, at den nye CS er både billigere at operere og bruger væsentligt mindre brændstof end konkurrenterne. Flyet bruger omtrent 10 % mindre brændstof end den russiske Sukhoi SSJ-100, og nogenlunde det samme som brasilianske Embraers E190-serie, men kan flyve meget længere end de to konkurrenter. Den længere CS-300, der kommer til at konkurrere i cirka samme markedssegment som Boeings 737-700, ser ud til at blive endnu mere økonomisk på de lidt længere ruter.

Truslen for Boeing er således dobbelt. På den ene side er det et problem for giganten i Seattle, at andre end blot Delta vælger at operere med mindre fly på kortere ruter i stedet for at købe den større, opdaterede Boeing 737. For det andet ser den canadiske CS-300 ud til at blive en seriøs, direkte konkurrent til amerikanernes ikoniske fly. Truslerne kommer endda på et særdeles skidt tidspunkt for Boeing, da hovedkonkurrenten Airbus også fornylig har opdateret A320-serien, og selskabet ovenikøbet også kan se frem til potentiel konkurrence fra det nyudviklede, russiske Irkut MC-21, som er på vej gennem den endelige testfase for tiden.

Boeing har reageret ved at lobbye administrationen og the U.S. International Trade Commission for beskyttelse, som de nu har fået i rigt mål. Rygterne for få uger siden sagde, at firmaet bad om en told på 160 %, men den faktiske er blevet væsentlig højere. Politisk er straftolden dog en ganske mærkværdig beslutning for Trump-administrationen. For det første er Canada en af USA’s største handelspartnere og blandt landets tætteste samarbejdspartnere. Premierminister Justin Trudeau har forståeligt reageret ganske stærkt, og da Bombardier får vingerne produceret i Nordirland, er den britiske premierminister Therese May også temmelig oprørt. Det mærkeligste er dog, at administrationen også løber en væsentlig risiko for indenlandsk kritik. Sagen er, at C-seriens motorer leveres af amerikanske Pratt & Whitney og produceres i Connecticut. Statens to demokratiske senatorer Richard Blumenthal og Christopher Murphy sendte derfor forleden et åbent brev til administrationen, hvor de opfordrede til, at man lod være med at straffe Bombardier.

Det mest kritisable er dog, som altid med rent-seeking problemer, at ingen synes at interessere sig for forbrugersiden. Centrale personer i Trump-administrationen og blandt præsidentens rådgivere har aldeles absurde ideer om handelspolitik og forstår basalt set ikke, at det helt store problem er, at protektionisme i enhver forklædning skader forbrugerne. Præsidenten har også gentagne gange udvist eksempler på sin totale mangel på forståelse for international økonomi – en forståelse, han faktisk kunne afhjælpe ved at læse David Ricardos 200 år gamle Principles of Political Economy.

De sidste bastioner mod en ’crony’ handelspolitik er nu klagemulighederne i NAFTA og Verdenshandelsorganisationen. Problemet er, at de processer kan tage lang tid, og ingen ved om Trumps administration overhovedet vil respektere kendelser, der går imod dem. De eneste der er glade, er administrationen selv, Boeing og på en noget blandt måde de af os, der underviser i politisk økonomi. Vi har fået endnu et lysende eksempel på rent-seeking og hvordan handelspolitik faktisk dannes, men eksemplet har kostet potentielt hundredetusinder forbrugere mange, mange dollars.

Min egen vurdering ligger også i den negative ende. Som jeg ser det, er Trump i høj grad et resultat af den amerikanske venstrefløjs kampagne mod globalisering og ulighed. Det præger også en del af hans politiske forslag, ikke mindst protektionismen.

Man har lov at håbe, at vi kritikere ender med at bliver positivt overrasket. Hvis det skal ske, vil det dog næppe blive i kraft af Trump selv, men fordi den amerikanske præsident ikke er enerådende. Han skal have sin politik i gennem Kongressen, hvor det republikanske flertal helt frem til valget også var skeptisk over for Trump. Han har heller ikke frit slag over for domstolene; tværtimod har han faktisk sin udnævnelse af Neil Gorsuch til højesteretsdommer styrket originalisterne, som fastholder, at lovgivningen skal være i overensstemmelse med mere end en elastisk fortolkning af forfatningen.

During his campaign President-elect Trump promised to lower the corporate tax rate and according to the Wall Street Journal the incoming Administration is also considering changes to the corporate tax base. If you add the moves considered by the new Administration up, they almost amount to replacing the corporate tax system with a VAT (even if this is not mentioned in the article).

Here is what is being considered:

Capital expenses to be deductible immediately rather than through depreciations, whereas interest payments should not be deductible. Exports are to be exempted from taxation, whereas imports should be included in the tax base.

That adds up to a VAT system. The only – albeit huge – element missing is the wage bill. In a VAT system it is not deductible, as the VAT is formally a tax on the value added. Basically the proposal is a VAT with a wage subsidy to domestic wage earners. It could easily be transformed to a VAT proper by including the wage bill in the tax base.

Could it not, however, be seen as a cash flow tax instead? Not exactly. A true cash flow tax is in effect a tax on rents (extraordinary profits that is). In a cash flow tax system – while the wage bill is excluded – exports are not. Yet in the proposed system income from exports would remain untaxed, while imports will be taxed in full. It could be transformed into a cash flow tax as well though, if export revenues are included in the tax base, while import revenues are made deductible.

One thing is certain. The proposed system would not imply neutrality between imports and domestic goods, as claimed by Kevin Brady, House Ways and Means Committee chairman in the WSJ piece. That is pure nonsense. Both imports and domestic goods will be taxed, alright, but domestic producers would be allowed to deduct expenses such as their wage bills. To domestic producers, the Trump tax would work like a cash flow tax, leaving only rents to be taxed. To make the proposed system neutral, it would have to be turned into a VAT proper or cash flow tax proper.

Interestingly a move by a future Trump Administration to a semi-VAT as layed out would in effect remove the entire US corporate taxation as we know it. That would inevitably speed up the ongoing – and beneficial – international tax competition. It is a well-known fact that corporate taxation is an inferior kind of taxation. As shown by Kotlikoff et al., the World, including its wage earners, would be better off without corporate taxation, even if both wage and consumption taxes were raised to compensate for the revenues lost.

Still – in the case of the US – the risk is of cause that a VAT proper would generate a lot of revenue, creating political incentives to increase spending.

Another looming threat is the blatant protectionist element of the present proposal (wiz. the non-neutrality vis-a-vis traded goods) if the semi-VAT is not turned into a VAT or cash flow tax proper. Not only would that make everybody worse off, but could set off a new round of protectionist moves around the World.

Hvem skal man da håbe på vinder? Bør man sætte sin lid til en tvivlsom forretningsmand, der bedst kan karakteriseres som en ’bloviating ignoramus’ med farlige holdninger, eller en i særgrad magtsyg politiker, der intet skyer for at vinde valget? På det personlighedsmæssige plan er valget måske relativt let: Clinton er det onde, vi kender, og valget mellem politisk pest eller kolera må være den sygdom, vi har mest erfaring med at håndtere. Men når det kommer til at bedømme, hvilken administration – dvs. hvilken effektiv regering – vi helst ser i USA, er valget på ingen måde indlysende.

Flere kommentatorer har hintet til de følgende overvejelser, men det libertarianske multitalent Penn Jillette beskrev situationen meget klart i et interview med Reason TV forleden. Jillettes pointe er, at både Trump og Clinton lægger op til aldeles håbløs politik. Begge har f.eks. argumenteret, at USA’s handelsaftaler (NAFTA, WTO-aftaler osv.) bør genforhandles, og begge har påstået, at handel med Kina og Mexico koster arbejdspladser i USA. Begge lægger også op til pro-business, men stærkt anti-market, reguleringer. Jillettes svar hviler på spørgsmålet, i hvor høj grad kandidatens eget parti er parat til at blokere de mest absurde dele af politikken når den skal gennem Kongressen.

Situationen opstår, fordi Clintons position så at sige er handlet af i det Demokratiske parti. Bernie Sanders har haft sin indflydelse, og har effektivt flyttet Clinton i en venstreorienteret og populistisk retning. Partiet har således fået en kandidat, hvis politiske linje dets repræsentanter og senatorer har ’committet’ sig til. Hvis Hilary Clinton bliver valgt til præsident, kan hun derfor regne med relativt lidt modstand i Kongressen, så længe den ikke domineres fuldstændigt af det andet parti. Med andre ord er det sandsynligt, at hun kommer til at være i stand til at gennemføre store dele af sin politik.

Det er i denne sammenhæng, at en potentiel præsident Trump har en fordel. Han er en afskyelig politiker og en absurd karikatur af et menneske, men han er sandsynligvis også den kandidat, der kan få klart mindst gennemført. En række relativt prominente samfundsforskere og intellektuelle har enten meldt sig ud af det Republikanske Parti eller trukket deres støtte til partiet fordi det har accepteret Trump som præsidentkandidat. Internt i partiledelsen har bl.a. Paul Ryan snoet sig for at undgå at erklære sin ubetingede støtte. Resultatet er, at det er ganske usandsynligt, at en kontroversiel og generelt afskyet kandidat som præsident vil få ubetinget – eller bare tydelig – støtte fra et flertal i sit parti.

Skal man bedømme en kandidat for konsekvenserne af hans eller hendes gennemførte politik, kan det dermed paradoksalt nok være, at Trump er den kandidat, de fleste danskere burde foretrække. Grunden er, meget kort opsummeret, at konsekvenserne er kvaliteten af den foreslåede politik gange sandsynligheden for at den gennemføres. Og måske er Trumps foreslåede politik, inklusive hans uforudsigelighed og hans fascination med autoritære regimer, en del ringere end Clintons. Men hvis chancerne er tilstrækkeligt gode for at Trumps politik bliver blokeret af repræsentanter for hans eget parti, er han kandidaten med den effektivt mindst ringe politik.