Marek Endrich fra Universität Hamburgs Institut für Recht und Ökonomik undersøger i det nye studie A Window to the World: The Long-Term Effect of Television on Hate Crime, om østtyskere i områder, der kunne se vesttysk TV under kommunismen, opfører sig anderledes overfor udlændinge end dem, der ikke kunne. Hans tese udspringer af de store forskelle i, hvordan det østtyske Deutscher Fernsehfunk viste TV, sammenlignet med de vesttyske kanaler.  DFF brugte en stor del af tiden – særligt i nyhederne – på at hylde socialismens fremskridt, tegnede et billede af et homogent folk, og fokuserede primært på indenlandske nyheder. Die Tagesschau på ARD og Heute på ZDF fungerede derimod ligesom de danske, og bragte masser af internationale nyheder, ligesom vesttysk TV viste udenlandske film, serier og dokumentarer.

I de områder af Østtyskland, hvor man kunne modtage det tyske TV-signal – som illustreret i figuren, der viser signalstyrken fra vest – så 82 % af østtyskerne vesttysk TV hver dag. I de områder, hvor signalet var dårligt eller væk, som regionen omkring Dresden og det nordøstlige hjørne omkring Greifswald, var det sjældent, at østtyskerne så vesttysk TV. Styrken på det vestlige TV-signal bestemte dermed, hvilken påvirkning østtyskerne fik fra vesttyske nyheder og vestlig kultur.

Endrich viser, at denne påvirkning under kommunismen tydeligt har konsekvenser for, hvordan østtyskerne behandler flygtninge og indvandrere. Han ser på perioden 2014-17, hvor endda meget store strømme af flygtninge fra Syrien og andre dele af Middelhavet kom til Europa, og hvor vold og andre ’hadforbrydelser’ steg voldsomt i dele af Tyskland. I hans mest præcise specifikation viser estimaterne, at i de dele af Østtyskland, der modtog et godt vesttysk signal, var der 52 % færre hadforbrydelser end i de dele, hvor man typisk ikke havde set vestligt TV. Effekten gælder både mindre overfald mod flygtningecentre, voldelige overfald og mordbrand. Endrich kan afvise en række alternative forklaringer som for eksempel arbejdsløshed, lav indkomst og historiske stemmetal for nazipartiet – ingen af disse forskelle forklarer noget – og viser endda, at mere katolske områder udviser færre overgreb.

Bundlinjen i det fine studie er, at kommunismens omkostninger ikke kun var økonomiske. Som adskillige andre studier har vist, er der stadig en Mauer im Kopf på de fleste østtyskere, som kun fosvinder langsomt, om overhovedet. Men noget af den nærmest racistiske indoktrinering, som østtyskerne modtog gennem DFF, blev opvejet af vesttysk TV. De områder, der gennem kommunismen alligevel havde en respit fra den kommunistiske propaganda gennem vesttysk TV og det vindue til resten af, som ARD, ZDF og N3 tilbød, blev mindre indoktrinerede, og er det stadig.

Handelskammeret har været særligt tilfreds med den rapport, som Nikolaj Krog Knudsen, Thi Hong Nhung Nguyen, Gustav Ebler Johansen, Virginia Midari og Hannes Velt udarbejdede. Ifølge de studerendes beregninger ligger der et ganske stort potentiale til særligt Bayern og Baden-Württemberg. Ved at analysere, hvor meget man generelt handler med andre lande og regioner og sammenholde det med, hvor meget der faktisk eksporteres til Sydtyskland, kommer de frem til et potentiale i størrelsesordenen 1,8 mia. euro i eksport. Meget af potentialet ligger hos små og mellemstore virksomheder, der ikke ligesom de store har mulighed for, at indhente og aktivt behandle information fra nye markeder. De studerendes analyse viste således også, at Handelskammeret ikke er en primær informationskilde for disse virksomheder, noget de kalder en ”øjenåbner” og naturlig inspiration i kammerets videre arbejde.

Der er derfor også en dobbelt glæde forbundet med, at det Dansk-Tyske Handelskammer gav de studerende en mindre præmie for deres arbejde. Først er det den simple glæde ved at se dygtige studerende blomstre når de får muligheden, og for det andet er der glæden ved at vise, at vi ikke blot uddanner de unge til en plads i elfenbenstårnet. Når de er færdige hos os, har de faktisk lært noget brugbart. Hermed et tillykke til Nikolaj, Thi, Gustav, Virginia og Hannes.

Det går jo bedre og bedre.

Gerhard Schröder blev afløst af en mere borgerlig og pro-amerikansk kansler, og Jacques Chirac er blevet afløst af en mere borgerlig og pro-amerikansk præsident. Intet menneskeligt er perfekt, heller ikke Merkel og Sarkozy og deres respektive programmer, men det er da et fremskridt i forhold til forgængerne. Både tyskere og franskmænd synes at forstå, at enorm velfærd ikke er en forudsætning for et velfungerende samfund, men en konsekvens af samme, og i stigende grad en hindring.

Og nu nyheden om, at Naser Khader og Anders Samuelsen omsider har fået nok af Jelvedfløjen i RV og danner deres eget parti. Glædeligt. Tænk om vi kunne få et parti, der ligger til højre ikke bare for Socialdemokraternes venstrefløj, men også for midten. Der er trods alt intet som lidt effektiv konkurrence til at få samlet tankerne og forbedret indsatsen, både hos udfordrerne og de udfordrede på Christiansborg — og mand, hvor er de dog udfordrede.

Khader har længe været fejlplaceret i et parti, der ganske enkelt ikke fatter de udfordringer, som Khader har helt inde på livet. Det seneste misforståede mediestunt fra Elsebeth Gerners side var formodentlig det sidste strå. Det var ikonisk i sin velmenende uvidenhed. Helweg Sr kunne se problemet, Jelved kunne eller ville ikke.

Og Samuelsen huskes måske bedst fra CEPOS’s seminar om flad skat, hvor han veloplagt drillede skatteministeren og talte varmt for en skat, der – nu vi er i det venlige hjørne – var rimeligt flad, så flad som den vel kunne være i Jelveds parti. Hvad kan det ikke blive til, når manden bliver sin egen herre?

Det må medgives, at Jelveds opskrift længe lignede en vinder: at tilbyde pladderhumanisme til folk, der trods alt er for intelligente til at være socialister. I betragtning af den disciplinering, hovedparten af den danske befolkning under 40 har været undergivet fra blealderen og frem, var der et betydeligt potentiale i den politik. Men for at sælge varen var det nødvendigt at lukke øjnene for en række problemer, som det kræver en rimeligt privilegeret tilværelse at forblive blind over for. Det blev et drivanker, der har holdt dem tilbage i meningsmålingerne og nu har ført til splittelsen.

Herfra ønskes alt godt for Moderaterne, som Khader & Samuelsen vist vil kalde sig, og selv forlydender om, at Seeberg er med om bord skal ikke slå skår i denne naive forårsglæde. Et parti, der beskriver sig selv som moderate, får nok ikke min stemme, de ønsker den næppe heller, men de skal være varmt velkomne som et nyt borgerligt parti med mod til at tage fat – og det håber vi så bare inderligt, at de er.

“If you want the state of Europe in a nutshell, skip the German election coverage and consider this news item from the south of France: a fellow in Marseilles is being charged with fraud because he lived with the dead body of his mother for five years in order to continue receiving her pension of 700 euros a month.

She was 94 when she croaked, so she’d presumably been enjoying the old government cheque for a good three decades or so, but her son figured he might as well keep the money rolling in until her second century and, with her corpse tucked away under a pile of rubbish in the living room, the female telephone voice he put on for the benefit of the social services office was apparently convincing enough. As the Reuters headline put it: “Frenchman lived with dead mother to keep pension.”

That’s the perfect summation of Europe: welfare addiction over demographic reality.

Think of Germany as that flat in Marseilles, and Mr Schröder’s government as the stiff, and the country’s many state benefits as that French bloke’s dead mum’s benefits. Germany is dying, demographically and economically. Pick any of the usual indicators of a healthy advanced industrial democracy: Unemployment? The highest for 70 years. House prices? Down. New car registration? Nearly 15 per cent lower than in 1999. General nuttiness? A third of Germans under 30 think the United States government was responsible for the terrorist attacks of September 11.”

Læs selv resten af den underholdende og deprimerende analyse.

Det afhænger nok af, hvad der optager en mest. Hvis man ønsker at Tyskland skal genetablere og styrke efterkrigstidens ellers gode transatlantiske samarbejde, er der vel ret beset grund til at glæde sig over en sandsynlig kristelig valgsejr. Hvis man er dødtræt af SPD’s skingre kapitalismekritik, der bl.a. har udartet sig som uforskammede personangreb på direktører fra diverse private equity-fonde, er vel også en lettelse med et systemskifte. Men hvis man nærer håb om, at en CDU-ledet regering vil kaste sig ud i gennemgribende reformer af den tyske velfærdsstat og derigennem bane vej for et nyt Wirtschaftswunder, vil udfaldet nok ikke få den store betydning. Det er i hvert fald mit personlige indtryk.

For en hel del år siden deltog jeg i et seminar, arrangeret af Konrad Adenauer Stiftung. Efter at en systematisk gennemgang af danske arbejdsmarked, der i modsætning til det tyske er kendetegnet af relativ høj fleksibilitet og jobomsætning, blev jeg vidne til en noget overraskende meningsudveksling mellem flere af deltagerne. Trods deres stærke forankring i og omkring CDU stillede de sig uforstående over for, at man kunne have en arbejdsmarkedslovgivning, der var så liberal som den danske. De understregede med én stemme, at noget lignede aldrig ville kunne forekomme i Tyskland, hvor ansættelsestrygheden nærmest var et helligt sakramente. Det opfattede jeg i første omgang som en analytisk refleksion, men blev senere klar over, at de heller ikke fandt det efterstræbelsesværdigt at liberalisere den tyske arbejdsmarkedslovgivning efter dansk forbillede.

I dag står det lysende klart, at social- og arbejdsmarkedslovgivningen er den største hæmsko for fremdrift i tysk økonomi. Virksomheder der oplever stigende ordreindgang tør ikke at ansætte nye medarbejdere, fordi de forhindres i en dynamisk tilpasning af arbejdsstyrken ved en pludselig vending i efterspørgselen. Det er såmænd Labour Markets for Dummies, men intet tyder på, at CDU for alvor har læst skriften på væggen. Er det valgtaktisk? Måske, men der er såmænd belæg for at frygte, at der stikker noget andet og dybere under.

CDU har i efterkrigstiden spillet en dobbeltrolle i tysk politik. På den ene side har partiet fungeret som velfærdsstatens konsensussøgende indretningsarkitekt og betroede forvalter. Det er en del af arven fra Konrad Adenauer, som ukritisk blev videreført af Helmuth Kohl. På den anden side har CDU været omdrejningspunkt for en af de mest opsigtsvækkende økonomiske revolutioner, Europa nogensinde har oplevet. Det er arven fra Ludwig Erhard, der fortsat savner en moderne legatar. Intet taler for, at det skulle blive Angela Merkel. Men man kan som bekendt blive positivt overrasket.

Hvad skal man så mene om det? Den øverste chef for Lufthansa, Jürgen Weber, udtrykker sig forholdsvis klart i dagens udgave af Frankfurter Allgemeine:

“Wenn sich herausstellt, daß die Kapitalismuskritik grundsätzlicherer Natur ist und die wirkliche Einstellung der politischen Elite in Deutschland reflektiert, dann braucht man keine Organisation ,Invest in Germany’ mehr.”

Det er en såre punditokratisk kommentar, men næppe en kendelse, der vil ryste de befæstede sjæle i SPD. For dem handler det om at fjerne al opmærksomhed fra den omstændighed, at de har bragt Tyskland ind i fattigdommens irgang. Hvis Tyskland var en amerikansk delstat, ville det være den femte fattigste stat i Staterne. Ak ja, al den stræben efter at undgå Amerikanische Verhältnisse er tilsyneladende lykkedes.