En del af baggrunden er, at catalonierne føler sig udnyttet af resten af Spanien, og ikke helt uden grund. Som DR viser her i en fin gennemgang af konflikten, bor godt hver syvende borger i Spanien i den nordøstlige region Catalonien, men regionen står for 19 % af landets BNP og en fjerdedel af eksporten. Regionens økonomi er heller ikke så afhængig af turisme som mange andre steder i Spanien, men er i højere grad karakteriseret ved fremstillingsindustri. Catalonien fremtræder derfor også som en mere ’high tech’ region end andre steder i Spanien.

En anden del ligger i de historiske forskelle mellem Catalonien og resten af Spanien. Landet var selvstændigt indtil først i 1700-tallet, og folk taler stadig et andet sprog – catalansk – end størstedelen af Spanien, der taler castiliansk. I den lange tid under Francos militærdiktatur (1939-1975) var det catalanske sprog forbudt, forældre måtte ikke give deres børn traditionelt catalanske navne, og folk blev endda tvunget til at bruge den castilianske version af deres catalanske fornavne. Det var således almindeligt, at folk der var døbt Josep blev tvunget til at kalde sig Joseph, ligesom det var den castilianske version, der stod i deres pas, identitetskort osv. Helt overordnet undertrykte diktaturet al catalansk kultur – sprog, flag, navne osv. – med hård hånd. Forbuddene fortsatte indtil 1978, og man kan stadig finde eksempler på ringeagt fra det castilianske flertal overfor catalansk kultur.

Det forskningsmæssigt interessante i situationen er, at begge sider af debatten argumentere for, at der er væsentlige forskelle i social kapital involveret i udviklingen. På uafhængighedssiden har flere påstået, at Catalonien er karakteriseret af en større grad af social kapital end resten af Spanien, og derfor ville vokse hurtigere og fungere institutionelt bedre, hvis regionen blev selvstændig (se f.eks. her for et overblik over litteraturen). På den anden side argumenterer unionisterne, at selve konflikten polariserer folk og dermed underminerer den sociale kapital i Catalonien. Der er dermed brug for forskning, der kan give en indikation om, hvad der er op og ned i debatten.

Det spørgsmål gav Miguel Ángel Borella-Mas, Martin Rode (begge Universidad de Navarra) og jeg os i kast med for halvandet år siden. Papiret med titlen ”The Economics of Change and Stability in Social Trust: Evidence from (and for) Catalan Secession” er nu ude som working paper fra IFN i Stockholm (og kan også hentes på SSRN her). Vi bruger the European Social Survey, som er foretaget i Spanien hvert andet år siden 2002, hvilket både tillader os at sammenligne Catalonien med resten af Spanien, men også at følge udviklingen i social tillid – den vigtige del af paraplykonceptet social kapital – henover udviklingen i konflikten. Når vi gør det, kan vi afvise påstandene fra begge sider af den politiske debat, men også vise et ekstra resultat.

Det viser sig allerførst, at uafhængighedssidens påstand er forkert: Den social tillid i Catalonien er næsten præcist gennemsnitlig i Spanien. Hvis der er et sted, der har en større grad af tillid, er det Baskerlandet, men ikke Catalonien. Der er således ikke umiddelbart grund til at tro, at catalonske institutioner osv. ville fungere bedre end de nuværende spanske. Tester man unionisternes påstand, kan man på den anden side også skyde den ned. Den sociale tillid i Catalonien har ikke lidt under konflikten i forhold til resten af Spanien.

Det er dog i netop dén sammenligning, at det tredje, overraskende fund dukker op.

Den sociale tillid i Catalonien er steget efter at selvstændighed blev en reel mulighed i 2014! Stigningen er ikke tilfældig, da den primært kan ses hos folk, der taler catalansk hjemme, og den er ikke helt lille. Cataloniernes social tillid ser ud til at være steget med 7½% siden 2014, og stigningen er større når vi stiller skarpt på dem, der taler catalansk. Mens vi ikke kan sige noget om, hvad der specifikt foregår, kan vi gøre to ting. For det første kan vi afvise, at det er et resultat af bedre institutioner, idet vi kan se at cataloniernes tillid til de spanske institutioner – retsvæsen, politi, parlament – er faldet drastisk. For det andet kan vi spekulere over, hvad der kunne foregå. Det gør vi i konklusionerne, hvor min foretrukne forklaring er denne: Det er muligt, at ”we are actually seeing the mental process of nation building at work, where conflict is the cradle of a shared Catalan identity that facilitates in-group cooperation and the creation of formal institutions that facilitate it.” Kun én ting er sikker: Intet er som de to sider af konflikten påstår, men den kan vise sig at være til gavn for den catalonske befolkning.

Los Angeles Times berettede i går om, at noget lignende er ved at ske i Hong Kong ved siden af de mere traditionelle protester (Hattip: Niclas Berggren). En anonym komponist, der kalder sig Thomas dgx yhl, har skrevet en sang der på engelsk kaldes ”Glory to Hong Kong.” Sangen lyder besnærende som en slags nationalhymne, der beder for frihed og demokrati, og hylder alt det, Beijing-regimet forsøger at underminere. Sangen, der er på kantonesisk – det sprog, der tales i Hong Kong ved siden af engelsk – er den seneste uge blevet sunget i indkøbscentre, parker og i en protest foran det Beijing-styrede skin-parlament LegCo.

Mens der stadig er en meget reel risiko for, at Beijing simpelthen lader tropper fra hæren rykke ind og besætte Hong Kong – og dermed endegyldigt viser at det kommunistiske og i stigende grad totalitære styre på ingen måde har til hensigt at respektere den britiske-kinesiske aftale om Ét Land, To Systemer fra 1997 – er noget tydeligvis ved at ske i Hong Kong. Flere gange i sommers har en million mennesker ud af byens syv millioner indbyggere været på gaden i protester mod styret, den benhårde, uhildede magttrussel fra Beijing ser for tiden ud til at have samme virkning som de russiske angreb på Ukraine: Den tvinger folk i Hong Kong til at opdage eller genopdage deres identitet som en bystat med vestlige frihedsidealer og –værdier. Ingen med respekt for sig selv kan spå om, hvordan det kommer til at gå, men Hong Kongs identitet forsvinder næppe igen, uanset hvor diktatorisk det kommunistiske regime ender med at reagere.

Baggrunden for uafhængigheden er mere kompliceret end man ofte fortæller, og bærer i nogen forstand paralleller til Cataloniens situation i dag. Finland var i 1809 blevet erobret fra Sverige, og Rusland accepterede fra starten, at finnerne havde eget sprog, egen religion og i høj grad egen kultur. Zar Alexander II gav i 1869 givet de finske stænderforsamlinger væsentligt større indflydelse, og landet fik derfor et ganske udbredt selvstyre, der nærmede sig adskillige britiske koloniers effektive hjemmestyre. Forholdet mellem Rusland og den finske befolkning var i de efterfølgende år tåleligt, men ofte ganske godt, og kunne ligesom i situationen mellem Catalonien og Spanien, bedst betegnes som variabelt.

Det skulle ændre sig, da Alexanders søn, Alexander III, var langt mindre liberal end sin far. Han udnævnte i 1898 den tidligere general Nikolay Bobrikov som russisk administrator i Finland, og forholdet mellem Finland og den russiske stat begyndte hurtigt at forværres. Bobrikov blev efter kort tid ekstremt upopulær, ikke mindst på grund af de beslutninger han stod for. I 1899 besluttede russerne at regere Finland udenom de finske stænderforsamlinger, året efter gjorde man russisk til eneste administrationssprog, og i 1901 blev den finske hær underlagt den russiske. De resulterede i, at kun 42 % af de værnepligtige mødte op i 1902, da de nu kunne blive sendt et hvilket som helst sted hen i det enorme russiske imperium. Bobrikov fik i 1903 beføjelser til at indføre omfattende censur af medierne – en censur, han brugte flittigt, og endte sit liv året efter, da en finsk nationalist skød ham, og efterfølgende begik selvmord.

Rusland selv rystedes under 1905-revolutionen, der påvirkede Finland i ganske positiv retning. Opbruddet skulle vise sig at være kortvarigt, og fra 1909 genindførtes censur og en lang række andre restriktioner igen under en nye generalguvernør Franz Albert Seyn. Under Seyn strammede russerne grebet om Finland og forsøgte med hårdhændede midler – meget lignende dem, den tyske stat brugte i Slesvig-Holsten mod det dansk-slesvigske mindretal – at russificere landet. Den finske reaktion skulle vise sig at være stædig modstand, der i 1917 førte til et udbredt, almindeligt ønske om selvstændighed. Og selvom landet måtte igennem en blodig borgerkrig mellem en kommunistisk del og en relativt konservativ fløj af befolkningen, og voldsomme arbejdsstridigheder i 1920erne, etablerede Finland sig med tiden som en integreret del af den nordiske region, og et af verdens rige, fredelige og demokratiske lande. Sårene tog lang tid om at hele, men stridighederne efterlod sig også andre ting end ar. En af de mest elskede blev skrevet af Jean Sibelius og hørt første gang i 1899 ved et uafhængighedsmøde.  Helsinkis filharmoniske selskab uropførte det officielt året efter under Robert Kajanus, da værket stadig kaldtes Finland Vågner og var det sidste af seks såkaldte tableauer. Det samme værk, der satte finske hjerter i brand i 1899, er elsket over hele verden i dag. Og i anledning af Finlands jubilæum spillede BBC Symphony Orchestra under dets finske chefdirigent Sakari Oramo værket til the Last Night of the Proms i sommers under den titel, Sibelius endte med at give det: Finlandia!

Martins seminar har titlen The Political Economy of Social Trust in Catalan Secessionism og handler om en af de større påstande fra de catalanske politikere. Seminaret foregår fra 14-15 i L161, i L-bygningen på Fuglesangs Allé (den gamle handelshøjskole). Alle interesserede er velkomne til seminaret og en snak (og en øl)med Martin bagefter.