Uden at ville afsløre alt, der kommer til at blive sagt til arrangementet, er en af Martins særlige bedrifter, at han var blandt de første danske økonomer, der udgav forskning internationalt og på engelsk, som en integreret og almindelig del af sit arbejde. Hans først internationale udgivelse var i 1970 – en artikel i Swedish Journal of Economics med titlen What is known about the housing demand? – og den første udenfor Skandinavien kom i 1979 med en artikel i International Journal of Social Economics. To år senere udkom Martins første artikel i det felt, han skulle komme til at præge mest, med An essay on the rationality of economic policy: The test-case of the electional cycle i Public Choice.

Martin var præsident for the European Public Choice Society 1983-84, og dermed blandt de allerførste i Europa til at arbejde virkeligt seriøst med emnerne i public choice. Han er pudsigt nok i disse dage ved at booke sin rejse til dette års konference i EPCS! Og mens mange af hans kolleger i årevis mente, at det Martin lavede ikke var ‘rigtig økonomi’ eller ‘fint’ – hvordan man end definerer det – er det feltet og instituttet, ikke Martin, der har ændret sig. Det er også svært at påstå, at et økonomiinstituts mest citerede medarbejder ikke beskæftiger sig med rigtig økonomi!

Ifølge Google Scholar er det indtil videre blevet til 15181 citationer til Martins forskning, og antallet bliver ved med at stige med 500-600 om året. Ind imellem forskningen er det også blevet til en masse undervisning og vejledning. Jeg fulgte Martins kursus i udviklingsøkonomi, mens jeg var studerende, hvilket blev min indgang til både public choice og forskning. Han er også en fast gæst, når vores yngre kolleger holder seminarer, og har stadig en særlig evne til at sætte fingeren præcist på det svage punkt, og derefter at hjælpe med at tænke over, hvordan man løser problemet.

Jeg er glad for, at instituttet fejrer Martin Paldams 50 år som underviser, forsker og kollega ved Aarhus Universitet. Martin er ikke blot en af Danmarks mest citerede økonomer, og har ikke blot præget flere vigtige debatter om økonomisk politik. Han er også en ægte vellidt og hyggelig kollega, og det er ikke den mindste grund til at fejre jubilæet idag.

Skulle der være læsere, der er interesseret i mere indsigt, kan vi varmt anbefale Marginal Revolution Universitys serie om Solow-Swan modellen og dens indsigter i konvergens og langsigtet vækst.

Kolonier, hvor flere europæere bosatte sig, ville derfor ifølge teorien over tid ende med væsentligt bedre institutioner, og disse institutioner ville efterfølgende gøre kolonien meget rigere. Acemoglu løste derefter (troede han) problemet med hvor europæerne ville bosætte sig permanent ved at antage, at der hvor klimaet gav flere tropesygdomme og derfor langt større sygdomsrisiko, ville europæerne foretrække meget dårlige institutioner – de skaber nemlig mulighed for ’grab-and-run’ strategier, hvor man rager så meget som muligt til sig før man flygter hjem til Europa – mens de gode sygdomsmiljøer giver incitament for permanent bosættelse.

Adskille forskere som bl.a. David Albouy, Jonathan Krieckhaus og Matthew Fails har sidenhen angrebet flere dele af Acemoglu-holdets approach. Albouy demonstrerede i en glimrende artikel at holdets sygdomsdata er stærkt kritisable, og Krieckhaus og Fails har vist, at sammenhængen er drevet af seks tidligere kolonier, der på ingen måde er tilfældige: Australien, Canada, Hong Kong, New Zealand, Singapore og USA. På trods af kritikken bliver mange specielt yngre forskere dog ved med at bruge Acemoglu-holdets approach, og man hører ofte til konferencer hvordan folk starter præsentationer med ord som ”som vi ved fra Acemoglu…”

Pointen med posten i dag er at angribe problemstillingen fra en anden vinkel. Min ven og kollega Martin Rode og jeg arbejder for tiden på at revidere en artikel, og i den forbindelse har vi konsulteret en historisk kilde til data. Vores startpunkt er, at hvis Acemoglus historie er rigtig, kan det ikke blot være i en kolonis første år at den europæiske bosættelse var vigtig. Følger man logikken i den, må størrelsen af den europæiske befolkning mere generelt påvirke, hvor sandsynligt det var, at en koloni blev demokratisk. Man må også regne med, at denne type forhold kunne påvirke uddannelsesinstitutioner, og gennem bedre adgang til uddannelse kunne man ifølge helt klassisk demokratiseringsteori a la Seymour Lipset regne med, at bedre uddannede kolonier var mere demokratiske.

Vi får disse data fra 1950-udgaven af The Statesman’s Yearbook, som både har data for den europæiske befolknings størrelse i 62 daværende kolonier, samlet befolkningsstørrelse, og information om hvorvidt der var adgang til sekundær uddannelse (gymnasieskoler) og universitetsuddannelse. I de tre figurer nedenfor sammenholder vi tre forhold – adgang til uddannelse, den europæiske befolkningsandel, og befolkningstætheden sidst i 1940erne – med om kolonien var demokratisk ved uafhængighed og om landet er demokratisk i dag. Uddannelse deler vi op i tre naturlige kategorier, mens vi deler befolkningstallene ind i tre lige store kategorier – få / spredt, middel, og mange / tæt.

Det er tydeligt i figurerne, at Acemoglu-holdets teori ikke rigtigt ser ud til at passe på dataene fra 1940erne. Der er ingen klar sammenhæng mellem den europæiske befolkningsandel og demokratisering, og det ser ud til, at de kolonier, der ikke havde virkeligt udviklede uddannelsesinstitutioner var mere tilbøjelige til at være demokratiske, og de dårligst udviklede af dem (bemærk: Typisk mindre øer), om end forskellen ikke er statistisk signifikant. Det eneste, der ser nogenlunde klart ud, er at de tættere befolkede kolonier både var og er mere tilbøjelige til at være demokratiske – dvs. en alternativ forklaring, der kan tilskrives Lipset. Bundlinjen er, at nok er Acemoglu-holdets grundlæggende artikel blevet citeret næsten 12000 gange, men tager man teorien til uafhængige data, er den forbløffende skrøbelig – og sikkert forkert.

Grunden til at skrive om det er, at der er fremragende studerende i Heidelberg. Stephan Schneider – en kandidatstuderende som allerede har en artikel, baseret på hans bacheloropgave og omarbejdet sammen med Kai Gehring, på vej ud i American Economic Journal: Economic Policy – præsenterede et seminarpapir om hvornår amerikanske guvernører erklærer nødtilstand. Stephans papir er ekstremt tæt op ad en idé, som Stefan Voigt og jeg har talt om i vores projekt om nødforfatninger. Den idé må vi nok opgive, fordi Stephans papir er mindst lige så godt som det, vi ville kunne producere!

Tricket i Stephan Schneiders papir er, at han har geografiske data på vindstyrke i hele USA. Han kan derfor observere, hvordan orkaner og andre events gør det meget mere sandsynligt, at en guvernør beder den amerikanske præsident om at erklære hans stat i nødret. Sådan en erklæring er nemlig nødvendig for at staten kan få såkaldt FEMA-assistance fra den føderale regering i Washington. Og Stephan finder selvfølgelig, at stærkere vind – i det mindste op til et punkt – giver en større sandsynlighed for en erklæring. Men ved siden af det indlysende i, at værre storme og orkaner giver stærkere incitament til at erklære nødret, finder han også klar evidens for, at en nødretserklæring er langt mere sandsynlig, hvis præsidenten og guvernøren er fra samme parti. Stephan regner sig meget overbevisende frem til, at fælles partitilhør i gennemsnit giver cirka 5 % større FEMA-assistance, eller i gennemsnit 750 millioner dollars mere. Det er således et økonomisk meningsfuldt resultat. Og det er bestemt ikke hver dag, man ser et kandidatspeciale, der til forveksling ligner en artikel fra Public Choice.

Udover Stephan Schneider stod to andre studerende ud fra mængden. Dominik Jockers præsenterede et seminarpapir, hvor han viste at ulandsbistand til lande med store migrantstrømme er langt mere udsat for misbrug – de store migrantlande bruger i langt højere grad bistanden til at købe våben for. Dominiks papir var meget kompetent og kunne, med lidt arbejde, sagtens præsenteres ved en af de gode udviklingskonferencer.

Laura Barros, en af vores særligt dygtige studerende fra Brasilien, tacklede i stedet det politiske spørgsmål om handel og øget globalisering påvirker kønsligheden på arbejdsmarkedet. Hun præsenterede gode teoretiske grunde til, at øget international handel burde øge kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet – med de øgede muligheder bliver det dyrere at diskriminere – og håndterede også det ganske svære kausalitetsproblem. Problemet kommer af, at kønslighed er forbundet med en række institutionelle udviklinger, der gør det mere attraktivt og lettere at handle med fattigere lande. På tværs af 175 lande, observeret de sidste 20 år, viste Laura at øget handel faktisk fører til tydeligt øget kvindelig arbejdsmarkedsdeltagelse. Det særlige – og for mit vedkommende det særligt interessante – var at hun også kunne vise, at det primært sker i lande, med højreorienterede regeringer. Hendes resultater, som vi talte om bagefter, indikerer dermed at venstreorienterede regeringer i lav- og mellemindkomst-lande må føre politik eller vedligeholde institutioner, der forhindrer gavnlige lighedsskabende virkninger af globalisering. Hvad de politiker kunne bestå af, er vel værd at tænke over i løbet af weekenden. Og hvis Laura kan komme med et bud på det, har hun også muligheden for en ganske fin publikation i fremtiden. I mellemtiden er fornøjelsen af at have så dygtige studerende helt på min og mine tyske kollegers side.

Hvor stort et problem er det reelt, kunne man måske spørge. Figuren nedenfor illustrerer svaret på spørgsmålet, idet den viser hvor stor en andel af verdens lande der falder i de fire kategorier: 1) Lande uden valg; 2) Etpartistater; 3) Elektorale autokratier, dvs. ikke-demokratier med flerpartivalg; og 4) Faktiske demokratier. Som den viser, er der cirka fem procent af verdens lande i dag, der ikke afholder nationale valg, og omkring tre procent af dem, hvor der kun er et parti at vælge i valget. Det er trods alt et fremskridt i forhold til toppen i slutningen af 1970erne, hvor 28 procent af verdens lande var etpartistater – og næsten alle kommunistiske stater. Omvendt vurderer vi også 63 procent af landene som demokratiske i dag, om end de ikke alle er lige ’kønt’ demokratiske.

Værdien af at kunne skelne er tydelig, når man fokuserer på udviklingen efter Sovjetunionens kollaps omkring 1990. Året før var 44 procent af verdens lande demokratiske, og 40 procent havde enten ingen valg eller var etpartistater – de sidste 14 procent var elektorale autokratier. Følger man udviklingen, kan man tydeligt se hvordan væsentligt flere lande blev demokratiske, men også hvordan størsteparten af dem blot rykkede fra valg med et parti på listen, til valg med flere partier, men uden en reel demokratisk mulighed.

I den anden figur nedenfor, hvor vi plotter den tilsvarende fordeling i Afrika, bliver denne udvikling ekstremt tydelig. Nok er flere afrikanske lande blevet demokratiske, men størstedelen af udviklingen har reelt været udviklingen af skindemokrati: Robert Mugabe sidder stadig tungt på magten i Zimbabwe, Pierre Nkurunziza blev i 2015 for tredje gang valgt som Burundis præsident på trods af at forfatningen begrænser præsidenter til to perioder, og José Eduardo dos Santos har regeret Angola siden 1979. Alle kan hævde at gennemføre valg med oppositionspartier, men valgene betyder reelt ikke noget. Er man interesseret i international udvikling eller politisk økonomi, er det vel værd at vide?

For det første har det glimrende Institute of Economic Affairs i London (disclaimer: jeg sidder i deres Academic Advisory Council) udgav fornylig den årlige Hayek Lecture, som blev afholdt i december af New York Universitys verdenskendte udviklingsekspert William Easterly. Bogen kan bestilles, men også downloades her. Foruden Easterlys fine foredrag omfatter den også den efterfølgende Q&A session og kommentarer fra Abigail Hall-Blanco, Sylvie Aboa-Bradwell og undertegnede.

Under Aarhus Festuge afholdtes igen i år et arrangement med titlen Spørg Universitetet. Formatet er, at folk i ugen før arrangementet kan sende spørgsmål om alt muligt, som seks udvalgte forskere kan tænkes at svare på. Jeg deltog igen i år i arrangementet sammen med mine professorkolleger Tobias Wang, Søren Rud Keiding, Karl Anker Jørgensen, Thomas Skjødeberg Toftegaard og museumsinspektør Jeanette Varberg. TV2-Østjylland sendte en del af arrangementet i fredags, og programmet kan genses her. Interesserede læsere kan således få svar på både hvorfor vi får tømmermænd, om vand har hukommelse og hvad man kan bruge arkæologi til – og se Jeanette Varbergs forrygende formidlingsevner in action.

Sidst, men ikke mindst, kan interesserede læsere se min kollega og ven Andreas Bergh (Lunds Universitet) hudflette svenske politikere i Svenska Dagbladet, hvor politikere fornylig klagede over at Ericsson flytter 3000 jobs ud af Sverige. Andreas har et klassisk eksempel på politikere, der prøver at blæse og have mel i munden på samme tid. Mens de har en plan om at ’nyindustrialisere’ Sverige støtter de samtidig den såkaldt solidariske lønpolitik – læs: Høje minimumslønninger og små lønforskelle. Som altid er Andreas eksemplarisk pædagogisk og klar i mælet – og ganske morsom.

Opdatering: Her er også et link til årets Nobelpris i økonomi. Prisen går til Oliver Hart (Harvard) og Bengt Homström (MIT) for deres bidrag til kontraktteori. Prisen og det særlige bidrag forklares her.

Grunden til at fejre Botswana i særlig grad er, at landet har været og stadig er en succeshistorie uden afrikansk sidestykke. Det tætteste, man kommer på en lignende eksplosiv udvikling er de asiatiske tigre i Hong Kong, Singapore, Sydkorea og Taiwan. Ved uafhængighed var der kun få kilometer asfalteret vej i landet og antallet af batswana med en universitetsgrad, der arbejdede for koloniadministrationen kunne tælles på to hænder. Siden da er den reale gennemsnitsindkomst vokset med en faktor 12, den forventede livslængde er også vokset med cirka 12 år på trods af Botswanas voldsomme AIDS-epidemi, og i Transparency Internationals årlige korruptionsvurdering ligger landet nummer 28, to pladser under Frankrig og 18 pladser foran det næstbedst placerede naboland. CIAs World Factbook angiver gennemsnitsindkomsten i 2015 til 16.400 (PPP-justerede) dollars, hvilket er over verdens gennemsnit, og stort set samme niveau som i Barbados, Brasilien eller Montenegro.

Mens Daron Acemoglu, Simon Johnson og James Robinson fortæller historien om, hvordan Botswana startede dets uafhængige liv med gode institutioner, er den videre fortælling ganske romantisk. Høvdingesønnen Khama var i 1944 taget til England for at studere videre på Balliol College i Oxford og var i 1946 startet som advokat. Året efter mødte han Ruth Williams, som han forelskede sig i – meget til både det engelske og afrikanske establishments store forargelse fordi Ruth var hvid. På trods af det omkringliggende samfund og deres egne familiers modstand blev de alligevel gift, fik børn og da Khama fik lov til at vende tilbage til Botswana – kolonistyret havde stillet som krav at han afgav sin høvdingetitel før han måtte rejse tilbage – flyttede Ruth naturligvis med. Khama stiftede der the Botswana Democratic Party i 1962, og endte so bekendt med at vinde det første valg.

Man kan kun spekulere på, hvilken retning Botswana havde taget uden en hvid First Lady, men det blandede præsidentpar var centralt i beslutningen om at tilbyde alle britiske embedsmænd, dommere og administratorer at blive i landet under uændrede vilkår. De fleste takkede ja, og Botswana startede dermed sin eksistens med et britisk embedsværk. Khama havde også oplevet briternes svære tid efter krigen, og valgte som en af de få regeringsledere i samarbejde med parlamentet at føre en meget konservativ politik. Budgettet blev balanceret, der var ingen politiske eventyr, og da landets diamantindustri for alvor begyndte at tjene penge, blev de statslige indtægter kanaliseret videre i investeringer i infrastruktur og uddannelse.

Botswana har siden 1966 været en lille ø af stabilitet, imponerende fremgang og decideret nordeuropæisk ’good governance’. De godt to millioner batswana lever i dag i Afrikas mest velfungerende land, der nærmer sig sydeuropæisk levestandard, men f.eks. uden Sydeuropas korruptionsproblemer. Det hele blev grundlagt af et blande ægtepar, der insisterede på at gøre ting ordentligt, og troede på at landets borgere havde initiativ og evner til at skabe et samfund selv. Det er værd at fejre i dag, 50 år senere.

Det spørgsmål forsøger Kevin Grier og John Maynard at svare velunderbygget på i en artikel, der er på vej ud i Journal of Economic Behavior & Organization (læs her og en tidligere ungated her). Grier og Maynard bruger en særlig metode, hvor de først identificerer en ’syntetisk kontrol’, en metode udviklet af Alberto Abadie, der i dette tilfælde kan informere dem om, hvordan Venezuela ville have udviklet sig uden Chavez. En serie omhyggelige tests viser, at et vægtet gennemsnit af Brasilien, Canada, Iran, Mexico og Peru tæt matcher Venezuelas økonomiske udvikling op til 1998. Den måske lidt uens gruppe, der skaber den syntetiske kontrol, reflekterer at Venezuela siden 1950erne har været en ressourceafhængig økonomi – landet har trods alt verdens femtestørste olieressourcer. På samme måde skaber Grier og Maynard en syntetisk kontrol for udviklingen i helbred, fattigdom og ulighed.

Øvelsen peger på, at indkomsten per indbygger i Venezuela i dag er cirka 4300 dollars lavere end den ville have været uden Chavez. Mangelsituationerne, som drypvis har været omtalt i vestlige medier – mangel på mælk, kylling og majsmel siden 2014 og øl og toiletpapir sidste år – er derfor ikke blot et tilfældigt fænomen, men et der afspejler en næsten absurd grad af spild og misallokering af ressourcer. På samme vis finder Grier og Maynard, at udviklingen i fattigdom og helbred ikke har været bedre end i sammenlignelige lande. Lande som Peru og Uruguay havde samme fald i fattigdom og forbedring i forventet livslængde. Det eneste sted, hvor Chavez’s intentioner synes at være blevet virkelighed, er den lavere økonomiske ulighed, og den udvikling ser endda ud til at være ganske midlertidig.

Grier og Maynards artikel er således interessant på to niveauer. For det første demonstrerer de, hvad en omhyggelig brug af Abadies syntetiske kontrol-metode kan føre til af indsigter. For det andet viser de to amerikanere, hvor ekstremt skadelig Hugo Chavez var for Venezuela. Ingen grad af undskyldning for hans økonomiske katastrofe – han havde de rigtige hensigter, det tidligere regime var slemt korrupt og lignende – er nok til at forklare, hvordan én mands vision har ødelagt så meget.

Hvordan har medier og Fair Trade-bevægelsen så taget mod kritikken? Spiked Magazine bringer et glimrende interview med en af studiets forfattere. Det viser sig, at Fair Trade UK har ført en decideret smædekampagne mod studiets forfattere:

Cramer’s report is definitely a damning indictment of Fairtrade, which is why Fairtrade is doing all it can to smear its findings. When I wrote about Cramer’s findings a few weeks ago, I was informed that people who had tweeted my piece received direct tweets from Fairtrade UK, dismissing the article as sensationalist and untrue. Naturally, Cramer has borne the brunt of this hostility: ‘There was a legal threat made against us when [Fairtrade officials] saw the first draft of our press release’, he says. ‘They’ve also sent me hostile letters.’

Nogle af os har også erfaringer i den retning, når vi har kritiseret de gode intentioners lobby. Plus ça change…

Forfalden bygning ved Fords modelby “Fordlandia” i Brasilien, via The Daily Mail.

orie om Vestens fortid med ulandenes fremtid til en samlet politisk beretning.

Tanken er den, at der skal arbejdskamp (ved fagforeningerne) og politisk kamp (ved den parlamentariske venstrefløj) til at forbedre livsforholdene for verdens udsatte arbejdere. I dette verdensyn er høj løn (højere end markedsprisen), stabilitet og langvarig beskæftigelse, forudsigelige arbejdstider, pension og airconditioning de relevante parametre for en god arbejdsplads.

Dette er en industriel ideologi, hvor arbejdsgiveren og staten faderligt antager ansvaret for sine medarbejdere; idealet i Danmark kunne måske være Carlsberg-fabrikkerne eller velordnede skibsværfter, mens det i USA utvivlsomt må være det nu fallerede Detroits bilfabrikker. Der kunne man efter anden verdenskrig se kimen til en sådan velordnet industrialisme, hvor fortidens omskiftelighed og uforudsigelighed (som ideologisk kobles til kapitalismen) erstattes af en godmodig, velordnet og stabil vækstplan under kyndig og omsorgsfuld ledelse.

Fremskridtets historie reduceres til en bevægelse fra uorden, udsathed og uforudsigelighed (“kasinoøkonomi”) under kapitalisme til velordnet velstand med rationel planlægning og investering. Derfor opfattes det også som et slags syndefald og et tilbageskridt, når den offentlige samtale går i retning af fleksibilitet, omskiftelighed og konkurrence. Polske arbejderes uordnede forhold er i dette lys en slags social atavisme, som man helst var fri for at blive konfronteret med.

Derfor er der også opstået en stor litteratur fra venstre kant, som beskæftiger sig med fordisme, udvikling og udsathed (precarity) som produkt af neoliberalismen, som forstås som en fortsættelse af en gammel usikkerhed og en trussel om en fremtid, som er en fremskrivning af de nuværende uordnede forhold. I en nylig artikel om uformelle arbejdere i Brasilien, som lever af at samle og sælge genbrugeligt affald (catadores), skriver den amerikanske antropolog Kathleen Miller:

“Conceived as a condition of post-Fordist capitalism, the concept of precarity has emerged as a way to capture both the tenuous conditions of neoliberal labor as well as states of anxiety, desperation, unbelonging, and risk experienced by temporary and irregularly employed workers. In recent years, the term has circulated primarily among social-movement activists in post-industrial societies of Europe, North America, and Japan—places where Fordism was strongest in the twentieth century and which therefore have been most affected by its unraveling…

Her støder industrinostalgien på det problem, at økonomisk udsathed ikke er en undtagelse i forhold til det naturlige, som er de famøse ordnede forhold, men snarere udgangspunktet for det overvældende flertal af menneskeheden, som ikke er fastansætte lønmodtagere.

Når man baserer sin udviklingsideologi på forhold, som i en bredere historisk og global kontekst er undtagelsesmæssige, så støder man også på problemer i praksis. “Though Fordism might have existed as a dream, aspiration, or incomplete project in Brazil and other countries of the global South … full employment nonetheless remained the exception.”

Velmenende mennesker forfærdes ved synet af kummerlige forhold og manglen på fast arbejde, men stræben efter politisk tilvejebragt “full employment” à la Ford fører ofte en større polarisering mellem det ordnede og det uordnede samfundsliv, som udgør en ny barriere, man må overvinde. Precarity-litteraturen flyder over med eksempler på folk, der ikke kan indfri målet om en god stilling, stabil indtjening, ansættelsestryghed, som typisk beskrives som en stadig større kløft mellem ideal og virkelighed og tolkes som bevis på kapitalismens uformåen, mens det snarere er en dom over en rigid og utopisk industrialisme. Stadigt flere mennesker lever på kanten af én drøm, men de lever ikke nødvendigvis dårligere af den grund — særligt ikke hvis man giver plads til, at de kan forfølge deres egne drømme.

Industrialismen som ideologi har netop den bivirkning, at den ser bort fra de strategier, udsatte og fattige mennesker faktisk benytter sig af for at få til dagen og vejen. I Haiti kaldes den blanding af skiftende lønarbejde, landbrug, skiftende afhængighed af familie og venner, gadesalg, rykvis migration og uformelt arbejde, som er så typisk i mindre udviklede omstændigheder ganske enkelt for ”chercher la vie.” I den sammehæng er fast lønarbejde under ordnede forhold kun én mulig strategi blandt flere, som Millers informanter og mange andre gerne fortæller om – hvis man ellers gider spørge.

Det at leve på kanten af den formelle økonomi kan være den bedste og mest farbare vej, der står til rådighed. I den forbindelse er det mildest talt ubehjælpeligt at forsøge at lukke den uformelle sektor ned, som man ofte gør både i udviklingslande og i Danmark. Konsekvensen er oftest yderligere forringelse af livsforholdene for de ramte. I Danmark lukker man gerne ned for “social dumping” og uformelt arbejde, selvom det netop er laverelønnet, marginalt arbejde (som jordbærplukker eller kontantlønnet brolægger, f.eks.), som er mest tilgængeligt for dem, der ellers ikke ville kunne finde sig en niche under ordnede forhold. I Millers artikel møder hun affaldssamlere, som ernærede sig som gadesælgere, før deres varer blev konfiskeret og de blev jaget væk fra byrummet i forsøget på at skabe mere velordende gaderum:

Most of these catadores recounted stories of the increasing difficulties faced by informal workers beginning in the 1990s. In 1993, the mayor of Rio de Janeiro, César Maia, launched a series of urban reform projects that focused on the regulation of public space. The urban planner responsible for initiatives in Rio’s central business district referred to this project as “straightening-up the house” or “cleaning the landscape. … Thus, many catadores came to Jardim Gramacho not as a result of losing full-time, waged employment but as a consequence of the enclosure of Rio’s informal economies.

Til forskel fra rene og nydelige fabriksgulve, hvor man stempler pænt ud, er den virkelige verden oftest uordentlig, rodet og grim. Fattigdomsaktivister viser gerne billeder af stinkende affaldsdynger og tiloset baggårdsindustri, som de holder op mod en idealiseret middelklasselivsstil, som aldrig har haft gang på jorden uden for en kort periode i efterkrigstiden. Den større historie er, at den industrielle model heller ikke i Vesten har kunnet levere den varige velstand, som et mere rodet, uordentligt og fleksibel samfundsliv præsterer. Problemet er således ikke den forkætrede neoliberalisme, men autoritære vækstmodeller og centralisme, som gang på gang går galt af menneskers ønsker. I den forbindelse er det mindre væsentligt, at de forholdene ser grimme ud på en eller DR2-dokumentar eller lyder uhyggelige for den fast ansatte dansker.

Bedre bliver det næppe. Og ikke blot er konferencen afholdt: Hele programmet, inklusive alle præsentationer, kan hentes her.

Niklas går til emnet med sin usædvanligt veludviklede sans for omhyggelighed og statistisk præcision, kombineret med Arushas overblik over området. Og resultatet af undersøgelsen, der (formodentlig næste år) publiceres i European Journal of Political Economy, er klart. Her er abstractet:

We investigate empirically whether political institutions or culture and religion underlie gender inequality in education. The dataset contains up to 157 countries over the 1991-2006 period. The results indicate that political institutions do not significantly influence education of girls: autocratic regimes do not discriminate against girls in denying educational opportunities and democracies do not discriminate by gender when providing educational opportunities. The primary influence on gender inequality in education is through culture and religion. Discrimination against girls is especially pronounced in Muslim dominated countries.

Niklas og Arusha finder en vis, men ikke særligt præcis, indflydelse af økonomisk udvikling. Det er dog ikke det særlige i studiet, hvilket i stedet er deres identifikation af et klart problem forbundet med at have en stor muslimsk befolkningsgruppe. Som jeg tidligere har talt med Niklas om, er det ikke helt klart om der er tale om et religiøst problem forbundet med Islam eller et kulturelt problem forbundet med den arabiske verden. Men resultaterne bør tages alvorligt – ikke mindst når man ser hvor godt nogle af de arabiske piger, der frigør sig fra deres oprindelige kultur, klarer sig i danske uddannelsesinstitutioner.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=P8gHT3Xgz9A&feature=player_embedded#[/youtube]

Begge dele er forkert. Xavier Sala-i-Martin gennemhuller dem igen i et nyt papir. Et ikke-teknisk sammendrag kan ses her.

I 1970 udgjorde antallet af ekstremt fattige (defineret ifl FN som indkomst på under $1 per dag i 2000-priser ved PPP sammenligning) 26,8% af verdens befolkning. I 2006 var andelen faldet til 5,4%. 350 millioner er stadigt mange ekstremt fattige mennesker. Men der var næsten 1 mia. i 1970. Så antallet af ekstremt fattige mennesker er faldet med 2/3 samtidig med at verdens befolkning er steget med ca. 80%.

Men udviklingen er endnu mere interessant for fordelingen af indkomster. Tag et kig på figurerne herunder, der viser de globale indkomstfordelinger papiret når frem til for henholdsvis 1970 og 2006. Der er også fordelinger for de enkelte geografiske regioner (South Asia, East Asia, Subsaharan Africa, Middle East & North Africa, OECD osv.).

De to lodrette streger viser “$1/dag ved 2000 priser” grænsen. Da figurerne viser løbende pris dollar på førsteaksen er den højere i 2006 end i 1970.  Det ændrer ikke ved at mange mennesker i 1970 lå lige omkring grænsen. I 2006 var gennemsnittet langt over fattigdomsgrænsen. Faktisk er det kun i Afrika, at der i dag er en større del af befolkningen der ligger på eller under FNs fattigdomsgrænse. I 1970 var det tilfældet for store dele af befolkningen i Østasien, Sydasien og Latin amerika også. Især udviklingen i Østasien (Kina m.v.) har været forrygende, men også Sydasien (Indien) er rykket pænt.

I 1970 var den globale indkomstfordeling ”bipolær”, dvs. den havde to toppe. Det gav mening at tale om ”den rige verden” og den ”fattige verden”. Det var her den marxistiske ide om kolonial og post-kolonial udbytning trivedes i vesten. Det var her ulandsbistanden fik luft under vingerne, især i.f.t. Afrika. Det er dette billede der stadig er brændt fast i de fleste menneskers bevidsthed og som gentages i det uendelige i MSMs dækning af den økonomiske udvikling.

Men i 2006 er den globale indkomst fordeling ikke blot blevet mere lige (mindre spredning mellem rig og fattig). Den er også blevet nærmest unipolær. Verden er ikke længere klart delt op i rige og fattige. OECD området er selvfølgelig stadigt rigere end resten af verden. Men forskellen er indsnævret og alle regioner med Afrika som delvist undtagelse er rykket tættere på OECD. Så tæt på, at store højindkomstgrupper i Asien har overhalet medianen i OECD området. Paradoksalt nok er det muligt at mange lande – og måske et flertal – har oplevet stigende intern indkomstulighed. Men det overdøves af den massive indhentning som Asien, Latin Amerika, Østeruropa og Mellemøsten har oplevet ift. OECD området. ”Os og dem” billedet er blevet mindre relevant og det vil i stigende grad være meningsløst i det 21. århundrede.

Det er så i øvrigt slående, at den eneste region, der ikke har set en generel indhentning af ”de rige” er netop det Afrika, der i gennemsnit har modtaget 4% af BNP i ulandsbistand siden 1960. Til sammenligning har de mest succesfulde store lande i Asien som Indien og Kina typisk slet ikke har modtaget bistand af betydning i forhold til størrelsen af deres befolkning og økonomi. Men det bør ikke overraske den objektive tilskuer. Litteraturen viser efterhånden klart, at OECD landenes ulandsbistand har været fuldstændig ineffektiv på makro niveau. Der er i hvert fald ikke påviselige resultater. Verden er blevet mere lige, men det har intet med den vestlige verdens ineffektive (og i mange tilfælde spildte) støtte til Afrika at gøre og det har alt med samhandel og marked at gøre. Den eneste effektive bistand vi har givet (og kan give?) er WTO systemet, dvs. en rimelig grad af global frihandel. Derfor er det også så umådeligt ynkeligt, at vi har stadigt sværere ved at fortsætte processen i form af åbning af markeder for f.eks. landbrugsvarer under Doha runden. Hvorfor gør den danske venstrefløj ikke oprør mod EUs handels- og landbrugspolitik i stedet for at kræve mere aflad i form af ulandsbistand, som vi nu efter 50 års massive overførsler kan konstatere ikke har rykket noget som helst? Det er da både intellektuelt slapt og et svigt overfor verdens fattige.

Den globale økonomiske udvikling har været en forrygende succes – især siden murens fald – fordi markedsøkonomien effektivt har skabt udvikling og fremgang i levevilkår. Og – nej – prisen har ikke været øget ulighed. I hvert fald ikke set fra en global synsvinkel. Tværtimod. Se Sala-i-Martins estimerede udvikling i global Ginikoefficient:

Bemærk at faldet i uligheden især har været hurtig efter murens fald i 1990, og den nærmest er accelereret siden 2000! Og det er da global fordeling og ikke national indkomstfordeling, der tæller – ikke? Et godt gæt er at 2008-9 recessionen faktisk har mindsket indkomstuligheden i verden markant yderligere, fordi recessionen er koncentreret i OECD landene. Den var ganske mild i Asian ekskl. Japan.

Det burde vel få fabianisterne – som vist har et stort flertal i Folketinget – til at revidere deres syn på markedsøkonomien som et “nødvendigt onde”. Mon dog det sker?

Fair trade subsidierer small scale farmers, der holder sig til traditionelle dyrkningsmetoder og som ikke har investeret i mekanisering og stordrift. Det svarer til at betale ekstra for en trøje, der er strikket i hånden i stedet for på maskine. Den mere effektive maskine vil vinde på længere sigt, men hvis vi subsidierer strikning i hånden tilstrækkeligt vil det tage lidt længere og vi fastholder mennesker i uproduktivt (og hårdt) strikke arbejde lidt længere. I den forstand virker Fair Trade lidt lige som EU’s landbrugspolitik: Det er en politik som overbetaler lavproduktive produktions former og holder produktivitetsvæksten i landbruget tilbage. Det bedste man kan håbe på er, at konceptet ikke skader. I praksis giver du et ekstra tilskud til lavere produktivitetsvækst i udviklingslandene. Mærkeligt og tankeløst at man kan få bedre samvittighed af det.

Se det her indslag. Elsker da repræsentanten for Fair Trade bliver overrasket over at blive spurgt om deres holdning til mekanisering af landbrug. Det har de ikke tænkt over i Fair Trade. Netop.

Her er bogens abstrakt:

“Several computer simulations are used to predict the effects of increased supplies of energy, reduced pollution, and increased food yield and birth control on a world model simulation which predicts exponential growth will lead to collapse of the world’s system as we know it. Energy merely increases use of other resources and abundant cheap energy is no solution. The cost of pollution control increases geometically and as population grows pollution grows. Only reduced population growth holds promise to stave off world collapse. In the real world technological achievements have merely widened the gap between the rich and the poor. The Green Revolution has simply intensified concentration of land and the profits have gone to those with enough money to invest in the new technology. The basic question is, ” Is it preferable to limit our growth or is it preferable to keep on growing until some other natural limit arises in the hope that at that time some technological leap will allow growth to continue longer?” some technological leap will allow growth to continue longer?” The technologies of energy, recycling, and pollution control offer great hope for the future but only if population growth is kept in check.”

Bogen byggede på en dynamisk model, hvor eksponentiel vækst kombineret med begrænsede ressourcer betød at verdensøkonomien i løbet af det 21nde århundrede pludseligt ville løbe “tør” for brændstof (i den videste forstand) og bryde sammen. Et sandt dommedagsprofeti.

Det var en bog og en model, der opfattede økonomien som en maskine på autopilot, der, når den løb tør for brændstof, ville bryde sammen. Den lagde som det fremgår også naturligt op til at en ”ansvarlig politiker” skulle gribe ind. Her er de tilhørende konklusioner:

” Our conclusions are :

1. If the present growth trends in world population, industrialization, pollution, food production, and resource depletion continue unchanged, the limits to growth on this planet will be reached sometime within the next one hundred years. The most probable result will be a rather sudden and uncontrollable decline in both population and industrial capacity.

2. It is possible to alter these growth trends and to establish a condition of ecological and economic stability that is sustainable far into the future. The state of global equilibrium could be designed so that the basic material needs of each person on earth are satisfied and each person has an equal opportunity to realize his individual human potential. ”

Bemærk vendingen ”The state of global equilibrium could be designed”. Forfatterne opfattede med andre ord verden som en maskine, der skulle bevidst designes. Det er tæt på det socialistiske synspunkt: At vi bevidst kan og skal lave en bedre verden via altruistisk (statsligt) design (og bogen var ikke overraskende populær blandt vestlige socialister).

Den model bogen byggede på hed World3 og var en såkaldt ”system dynamics” model. Den var i virkeligheden blot en fremskrivning af eksponentielle trends i forbrug mod en antagelse om begrænsede ressourcer. Der var ingen substitution i ressourceforbrug som følge af prissignaler. Der var ingen teknologisk reaktion på prissignaler, hverken i efterspørgsel eller i udbud. Ikke alene var von Mises gået hen over hovedet på forfatterne. De havde ikke taget højde for de mest simple økonomiske koncepter. Det var måske ikke så mærkeligt. Hoved forfatteren Donella Meadows var kemiker og biofysiker. Dennis Meadows havde en bachelor i management fra Harvard.  Nordmanden Jørgen Randers er fremtidsforsker har en lidt uklar norsk akademisk grad men er ikke økonom. Bogen og ideerne blev aldrig taget alvorligt blandt mainstream økonomer. Men den fik politisk indflydelse i samtiden med sit ”ny-malthusianske” budskab.

I en tidligere debat efter en af mine poster, nævnte en af vores læsere at fremskrivningerne fra Grænser for vækst er tæt på den faktiske udvikling. Det er i hvert fald pointen fra dette papir af Graham Turner (som er en mig ukendt akademiker på et institut ved navn CSIRO – Institute for sustainable Ecosystems i Canberra, Australien. Papiret er et WP og dermed næppe peer reviewed):

http://www.csiro.au/files/files/plje.pdf

Men det er ikke så mærkeligt at de ligger tæt på den faktiske udvikling hidtil. De alternative scenarier som Grænser for Vækst indeholdt, var ret vilde (i begge retninger). Deres hovedscenario ”standard run” svarede lidt til at på en november dag at forudsige at temperaturen den næste dag var 5 grader, og at alternativ scenarierne var -20 grader og +30 grader. At virkeligheden så kommer tæt på forudsigelsen på 5 grader siger ikke meget om ens evner som meteorolog.

Det vigtige budskab i modellen var dog, at ifølge deres model bryder verdensøkonomien pludselig sammen i ca. 2020 (industriproduktionen per capita falder med 75% fra 2020 til 2050 og vi bliver alle ludfattige) dybest set fordi verden ”løb tør”.

Hele denne ide var og er baseret på tre antagelser: At ressourceintensiteten i vækst er konstant, at væksten er eksponentiel og at der er en endelig mængde ressourcer. Af disse er både den første og sidste antagelse problematiske.

For det første har det jo vist sig, at der er ganske store langsigtede priselasticiteter i f.eks. energiforbruget. Både olieprisstigningerne i 1970erne og den seneste runde af stigninger har fremkaldt et markant fald i energiintensitet i BNP-væksten og ganske massive investeringer i ny teknologi. Netop fordi prissignalerne i markedsøkonomien virker.

For det andet er det, at opfatte f.eks. energiressourcerne på jorden som ”endelige” langt mindre oplagt end det lyder.

Bjørn Lomborg er blevet kritiseret for, at han tilskrev ”Grænser for Vækst” at bogen hævdede at vi ville løbe tør for energi i 1992. Det skrev forfatterne ikke. Men de skrev, at der med de i 1972 kendte ressourcer og med den eksponentielle vækst i energi efterspørgslen på 3.9%  dengang, så ville der ikke være mere energi efter 20 år (i 1992). Givet forudsætningerne var det selvfølgelig rigtigt (rent matematisk). Men ved at stille regnestykket op sådan i bogen signalerede de også, at det var et relevant regnestykke (også selv om model forudsigelsen var et sammenbrud i 2020).

Historien har vist, at deres olieregnestykke var forkert, fordi antagelserne var helt skæve. Faktisk er de kendte reserver af olie vokset hurtigere end forbruget af olie siden 1972. I ”Grænser for vækst” i 1972 var produktions/reserve forholdet for olie 50 år. I dag – 37 år senere – er det 54 år. Hvordan kan nogen med skråsikkerhed sige, at det ikke er højere i 2050? (Af samme grund kan vi allerede nu konstatere at Grænser for vækst modellen kommer til at tage fejl: Vi løber ikke tør for olie eller andre råvarer i 2020 heller, hvilket gør Turners papir lidt mystisk og polemisk).

Men selv, hvis olieforbrugs/reserve forholder ikke var vokset er det vigtigt at forstå at jordens energireserver er nærmest uudtømmelige. Det er kun et spørgsmål om pris. Jo højere energipris, desto mere rentable bliver andre energikilder inklusiv de vedvarende. Og jo højere pris desto større rentable oliereserver (Canada og Venezuela har hver især olie i ”tar sands” svarende til hele verdens råoliereserver). Og selv hvis vi skal betale det dobbelte eller firdobbelte per kilojoule bryder økonomien ikke sammen. Det gjorde den ikke i 1970erne og det gør den ikke nu.

Netop derfor er fraværet af en prismekanisme i modellen bag ”Grænser for vækst” og tænkningen i bogen ikke bare en detalje, men river tæppet væk under hele dommedagsprofetien.

Hvad er pointen med denne post om en bog, der er 37 år gammel, og som ingen mere interesserer sig for?

Svaret er, at tankegangen bag ”Grænser for Vækst” lever i bedste velgående. Den lever i den fejlagtige ny-Malthusianske ide om verdens overbefolkning som vi her på Punditokraterne forsøgte at gennemhulle for nylig (og vi gav åbenbart The Economist en god ide). Og den lever i bedste velgående i klima debatten.

Den politiske drivkraft bag IPCC, Kyoto og den kommende Københavns aftale er tankegangen om, at verdensøkonomien er en stor dum, svinsk og grådig maskine på vej mod sit eget endeligt fordi den ikke tænker langsigtet nok. Den har brug for at politikerne og klarsynede mennesker, der går i gang med at gribe ind i verdensøkonomien og klimaet sådan at ”The state of global equilibrium could be designed” til verdens bedste.

Den tankegang overvurderer vores evne til at styre verden og undervurderer markedets evne til at styre os.

Nogle er måske allerede bekendt med Rosling og Gapminder (og behøver ikke at læse længere). Men nogle af vores læsere er måske ikke:

Rosling blev træt af, at hans svenske studerende havde, hvad han opfattede som et skævt verdens billede af en verden der bestod af rige lande (Sverige mv.) og fattige lande, og som troede at de fattige bare blev stadigt fattigere og at verden var ved at gå til i malthusiansk armod og overbefolkning. Det fik ham til i samarbejde med sin søn at lave et værktøj til visualisering af data (den er nu et Goggle tool). Det er især stærkt til at give folk en fornemmelse af udviklingsdata og det første datasæt der blev brugt var FNs udviklingsdatabase.

Jeg har selv brugt værktøjet til foredrag adskillige gange, blandt andet for medarbejderne i en af Danmarks store private bistandsorganisationer. Med stor succes. Det er rigtigt sjovt at bruge det aktivt sammen med en forsamling til at illustrere og diskutere problemstillinger især i forbindelse med udvikling og vækst.

Start med at se den her.

Efter at have oplevet den umiddelbart lidt tørre ældre svenske professor lave det han gør i afslutningen af det klip kan man da ikke andet end elske manden. Det er et godt eksempler på, hvorfor man godt kan være skeptisk over for befolkningseksplosionsfrygten, overfor ulandsbistandens effektivitet og optimist på verdens vegne uden at være kyniker eller passiv.

Prøv selv at lege med Gapminder. Det er lærerigt og en ganske effektiv medicin mod Malthusianisme.

Her er et eksempel på, hvordan gapminder kan bruges til lidt hurtig data analyse. Christoffer Bugge Harder og Niels Westy har i tråden efter Etiopien posten en debat, hvor Christoffer blandt fremhæver forskellige mulige sammenhænge mellem miljøbelastning og BNP. Det fik mig til at lave den her gapminder figur, der viser lande med Indkomst/capita ud af første aksen mod CO2 udledning/Real BNP enhed ud af andenaksen.

Her er mine umiddelbare observationer: 1) Der er ingen simpel sammenhæng mellem indkomst og udledningsintensitet for CO2, men med lidt god vilje er der måske en Kuznets-kurve dvs. et omvendt U, omend en del mellemindkomst lande ligger rimeligt lavt. 2) Olieproducenter har relativt høj CO2-udledning, formentlig dels af tekniske grunde dels fordi de subsidierer hjemligt energiforbrug 3) Tidligere kommunistiske lande udleder typisk langt mere CO2 ift deres indkomstniveau end andre lande (Rusland, Kina, Hviderusland, Ukraine, tidl Jugoslavien, Centralasien og endda lande som Polen og Tjekkiet). 4) USA ligger “for højt” 5) Det gør Indien og Pakistan også. 6) Spredningen, selv indenfor rige lande, er ganske stor – der kan formentlig opnås store CO2 udlednings reduktioner uden store netto real indkomsttab? Forskellen mellem Europa og USA kunne tyde på at energibeskatning er et effektivt redskab (Pigou skatter) hvis reduktion af CO2 intensitet er målet 7) Ser man på udviklingen over tid er det tydeligt at udledningen er pænt faldende pr. BNP enhed i gruppen af rige lande, inkl USA. 8 ) Tag så denne figur der viser samlet udledning og fremhæver USA, Tyskland, Holland og Danmark. Simuler den fra 1960. Den samlede udledning er stagnerende og måske svagt faldende i de 3 europæiske lande (trods økonomisk vækst), men det er ikke tilfældet i USA.

»Men vi kan simpelthen ikke løse verdens miljø- og klimaproblemer, hvis verdens befolkning hvert år vokser med 79 millioner,« lyder det fra vicepræsident Robert Engelman fra det anerkendte amerikanske miljøinstitut Worldwatch Institute.

Er det rigtigt, at verden har et befolkningsproblem?

Denne tabel viser 20-års vækstrater i verdens befolkning 1950-2050 baseret på FN’s befolkningsprognose (middelscenariet), en prognose som også citeres i artiklen i JP.

Hvad er det mest slående ved den?

At befolkningsvæksten er kraftigt aftagende. Den er stadigt højere i udviklingslandene end i de udviklede lande, men det er også der væksten aftager hurtigst. I de kommende 40 år vokser befolkningen i udviklingslandene med 36%. Det er en hel del. Men ikke sammenlignet med de 92% udviklingslandenes befolkning er vokset i de seneste 40 år. Og det er en regel stort set uden undtagelser at befolkningsvæksten er aftagende. Den er det i by og på land. Den er det på alle kontinenter.

Verdens befolkning vokser fortsat, og det er rigtigt at vi er på vej fra 6 mia til godt 9 mia. mennesker i 2050. Men alt tyder på at verdens befolkning derefter vil toppe omkring 2050-60.

Hvorfor det? Simpelthen fordi befolkningsvæksten er en funktion af to ting: Forventet levetid ved fødsel og fertilitet (børn pr kvinde). Her er en tilsvarende tabel for levetiden:

Her er den ene årsag til at befolkningen verden voksede så kraftigt de seneste 40 år og nu begynder at vokse langsommere. Der har allerede været en meget markant fremgang i den forventede levetid i udviklingslandene. Det gennemsnitlige udviklingsland har hentet markant ind på de rige lande, især pga faldende børnedødelighed og bedre sundhed. Både sundhedsmæssigt og levetidsmæssigt er det bedre at blive født i Kina i dag end i Danmark da jeg blev født i 1968(!).

Og hvad så med fertiliteten?

Her er den vigtigste grund til at verdens befolkning topper i 2050-60: Allerede i dag er den gennemsnitlige fertilitet i udviklingslandene faldet til omkring 2,6 – ikke meget over det, der skal til for at befolkningen stagnerer (2,1). Det er et dramatisk fald fra 6(!) i 1950-55.  I 2050 (om ikke før) vil udviklingslandene generelt være nede på et niveau svarende til konstant langsigtet befolkning.

Det afspejler, at langt de fleste udviklingslandene faktisk er i en rivende økonomisk og sundhedsmæssig udvikling (uopdaget eller ignoreret af det meste af den danske venstrefløj og af MSM). Så hurtig er den proces, at begrebet “fattige lande” er decideret forkert for langt hovedparten af dem. Og det afspejler, at den proces de er igennem demografisk er præcis den samme vi andre var igennem under industrialiseringen: Først stiger levealderen (faldende børnedødelighed) og senere falder fertiliteten. Bemærk hvordan levealderen stiger ca. en generation (20 år) før fertiliteten falder i udviklingslandene i tabellerne ovenfor. Det betyder at befolkningen stiger markant over et par generationer for derefter at stabilisere sig. For verden skete dette hop i befolkningen primært over de seneste 60 år, og det er nu ved at være forbi.

I 1800 havde Danmark ca. 1  mill. indbyggere. Hvis en journalist dengang havde hørt at en befolkningsprognose tilsagde at befolkningen i de følgende 150 år ville stige med 4-500% ville han med garanti have været bestyrtet og skrevet noget, der ligner det JP citerer en CARE medarbejder for:

Abby Maxman, landedirektør for hjælpeorganisationen Care i Etiopien, mener, at befolkningsproblemet er undervurderet.

»I 2025 vil der være 120 millioner indbyggere i Etiopien. Hvad vil det betyde for fødevareforsyningen?« (fra 85 mill i dag red.)

Svaret i Etiopien bliver som i Danmark: En real produktivitetsudvikling i langbruget på 3-5% om året.

Det er ikke fordi befolkningsvækst ikke fortsat kan skabe problemer og udfordringer, især i storbyerne (for urbanisering er en integreret del af industrialisering). Men er befolkningsvæksten virkelig en trussel?

Er det bare mig eller ligger der ikke en smule rascisme gemt i den slags malthusianske fordomme om, hvordan de fattige er dømt til evig fattigdom fordi de får for mange børn? Har vi glemt at vi også for ikke så mange generationer var fattige og fik mange børn? Hvad er egentlig forskellen?

Angsten for overbefolkning var et stort tema i 1970erne og 1980erne og ikke kun på venstrefløjen. Vi burde have vidst bedre, ved at have kigget på vores egen historie.

I dag kunne JPs journalist have checket FNs befolknings prognse på 10 min inden han skrev sin artikel. her. Det gjorde han ikke. Det kan der jo være mange grunde til. Ingen af dem er gode.

Lad os så håbe JP har ret i at befolkningsvæksten er en endnu større trussel mod menneskeheden end klimaet.