“In 2015, the growth of remittance flows to developing g countries is expected to moderate sharply to 0.9 percent to $440 billion , led by a 12.7 percent decline in ECA and slowdown in East Asia and the Pacific, iddle-East and North Africa, and Sub-Saharan Africa.”

Det er hovedkonklusionen i Verdensbankens seneste brief om migration og remittance. Verdensbanken peger på fire store tendenser, der har påvirket skiftet fra 2014, hvor der var pæn vækst i overførslerne, til 2015:

• Ustadig økonomisk forbedring i udviklede lande, navnlig Europa
• Lavere oliepriser og Ruslands nedtur
• Strammere indvandringspolitik, bl.a. i Rusland, USA og Singapore
• Og konflikter med flugt og intern fordrivelse til følge

Væksten i remittances-overførsler ventes dog at vende tilbage til sit tidligere niveau — omkring 5 pct. årligt — i 2016. Samlet set sender verdens ca. 250 millioner migranter omkring 440 mia. dollar hjem til fattigere lande.  Til sammenligning er verdens samlede nominelle BNP omkring 76.000 mia. dollar (2013).

Mere fra rapporten:

Sanktionerne mod Rusland rammer også Ruslands fattigere nabolande

Det er ikke kun dansk landbrug og russiske forbrugere, der lider under sanktionerne. Kort sagt: Færre kan komme til Rusland. Det er dyrere at bo og finde arbejde der, og de penge, man kan sende hjem, bliver mindre værd:

“All developing regions recorded positive growth except Europe and Central Asia (ECA), where remittance flows contracted due to the deterioration of the Russian economy and the depreciation of the ruble.”

Rusland har millioner af gæstearbejdere fra Tajikstan, Kazakhstan og andre fattigere nabolande, hvor op imod 42 pct. Af BNP (Tajikstan) stammer fra remittance. På grund af nye indvandringsrestriktioner i Rusland vedtaget januar i år, samt rublens kollaps, er det faldet drastisk. Der kom op imod 70 pct. færre migranter fra ikke-EU lande mellem januar 2014 og 2015 end året før. Dét koster.

 Finansiel regulering koster fortsat remittance-modtagere milliarder:

“The global average cost for sending money remained broadly at 8 percent in Q4 2014 , with the highest average cost (about 12 percent) in Sub-Saharan Africa.”

Omkostningerne skyldes blandt andet manglende finansiel infrastruktur I modtagerlande, men herudover ekstremt byrdefulde restriktioner mod at sende penge – især til de fattigste lande, såsom Somalia, som de fleste britiske banker helt har afskåret fra at modtage remittances på grund af frygten for at komme i karambolage med bl.a. antiterrorbestemmelser.
Summa summarum: Politiske indgreb i handel og internationale overførsler medfører som sædvanlig betydelig collateral damage.

Remittance-overførsler betyder meget for de enkelte modtagere, men virkningen på væksten i modtagerlandene er uklar

Remittance-overførsler fra rigere til fattigere lande overgår langt udviklingsbistanden, og udgør samtidig en mere pålidelig kilde til indkomst end andre former for investering fra ulandet. De har desuden den fordel, at de går direkte til husholdninger, som kan bruge det ud fra egne ønsker og behov, og ikke havner hos korrupte politikere:

Overordnet set er effekten på modtagerlandenes samlede økonomiske udvikling uklar, men for de enkelte modtagere er effekten ikke til at tage fejl af. Det er en direkte indkomstoverførsel som øger levestandarden over en bred kam, og som mange er afhængige af.

Hvis man vil have et andet perspektiv på remittance-fænomenets betydning, kan jeg anbefale Jeffrey Cohens fra artikel (2011) i Annual Review of Anthropology, der ganske enkelt hedder:  Remittance, MIgration and Household Strategies. Han opsummerer flere års forskning i migranter, emigrantlande og – væsentligt – hvordan det faktisk opleves at være en del af denne globale trend. Den kan tilgås hér.

Det er ofte svært at kommunikere til ikke-økonomer og studerende, hvor langt bagefter nogle ulande er. Problemet bliver, at når de ikke har en fornemmelse for afstanden, falder de for billige argumenter om, hvordan man ‘bare’ kan hjælpe ulande. Så her er en alternativ måde at gøre det på. Jeg har kombineret CIAs opdaterede BNP-mål (i købekraftsparitet, dvs. reel købekraft) med Maddisons historiske BNP-tal. Mens man skal passe meget på – BNP-tallene fanger for eksempel ikke kvalitetsforbedringer, der reflekteres i priserne! – giver figuren en vis fornemmelse, særligt hvis man har været i et eller flere af landene. Helt kort: Figuren viser, på hvilket tidspunkt i historien vi i Danmark havde samme købekraft som et givent land har i dag.

PS: Karl-Iver spørger om skalaen. Bemærk at Y-aksen er logaritmen til BNP per capita og starter ved 7.

Gennemsnittet for 2000-2005 var, at landene havde ladet være med at stemme i 22 % af afstemningerne; men der var store forskelle! Se selv på listen nedenfor over de tid lande, der har deltaget mest, og de ti lande, der har deltaget mindst.

Ecuador, Bolivia og Venezuela er enkle at forstå – det er Hugo Chavez og hans socialistiske compadres. Men hvad foregår der med resten?