Reaktionerne har rakt fra klar støtte over afvisninger – den erklæret venstreorienterede elev Louise Brinks er et af de mere civiliserede og ordentlige – til deciderede personangreb. Det mest absurde kom dog for få dage siden fra Pernille Bogø Bach, der er rektor på Lyngby Handelsgymnasium og som på Facebook melder skolens officielle holdning ud. Bach forklarer her, hvorfor skolen har valgt at give Fischer en officiel påtale for at klage over sine medstuderendes opførsel. Hun understreger i forklaringen, at der naturligvis er ytringsfrihed på skolen, og fortsætter derefter direkte til at forklare, hvordan man ikke må ’krænke’ andre.

Rektor Bachs forklaring af skolens politik ville have gjort både Franz Kafka og Leonid Bresjnev stolte. Politikken er ganske klart, at der er ytringsfrihed så længe ingen er virkeligt uenige – så kan de jo føle sige ’krænkede’ – og så længe ytringerne ikke er til skade for skolens eller ledelsens renommé. At være krænket er således en valid grund, set fra skolens vinkel, til at stoppe ytringer, og det er også øjensynligt rimeligt at være krænket over, at andre påpeger ens ugidelighed. Bachs og Lyngby Handelsgymnasiums ytringspolitik er med andre ord perfekt designet til at stoppe enhver debat om problemer på skolen, som ledelsen ikke er enig i. Det er sovjetisk ytringsfrihed med et klart sovjetisk sigte på at beskytte systemet.

Jeg ved naturligvis ikke, hvor store problemerne på Lyngby Handelsgymnasium er, men må for det første påpege, at historien ikke er en enlig svale. Der har været en række andre historier, ligesom det er præcist samme problem, jeg hører fra flere venner, der er gymnasielærere. For det andet er der et større problem, som jeg har oplevet – og stadig oplever – i mit daglige arbejde. Nye, danske studerende på universitetet kan overraskende ofte slet ikke hvad de burde kunne, når de har fået en studentereksamen. I de år indtil 2018, hvor jeg underviste i makroøkonomi på statskundskab, måtte Nina Smith og jeg hvert år afholde en ekstra undervisningsgang, hvor vi gennemgik parentes- og brøkregneregler, og anden matematik, de studerende skulle bruge i faget. Der er tale om folkeskolematematik, som studenter med matematik på mindst B-niveau og høje gennemsnit ikke – og vi taler om slet ikke – kunne finde ud af.

Det samme gælder en række andre uddannelser, hvor nye studerende mangler basale færdigheder. De kender ofte ikke selv problemet, da de næppe har mødt mange med disse færdigheder. Flere af vores studerende har derfor været decideret flove, når de ender på fag sammen med f.eks. studerende fra Central- og Østeuropa, der har et andet niveau i matematik. På trods af mange folkeskole- og gymnasielæreres påstande, oplever vi ikke, at de danske studerende ”kan noget andet.” Og vil de helt ærligt påstå, at nutidens studerende er mere demokratisk dannede, bedre formulerede, eller mere vidende om andre ting end for en generation siden?

Universiteterne og andre læreanstalter lider under de mange dårligt uddannede studenter, og de studerende selv lider voldsomme nederlag, når de har fået fortalt, hvor dygtige de var i gymnasiet og nu på universitetet lærer, at de var de faktisk ikke. Om problemerne starter i en folkeskole, der ikke er sin opgave voksen, eller gymnasierne, der ikke vil eller blot er fokuserede på at sende så mange gennem pølsemaskinen, ved jeg ikke. Men jeg ved, at manglen på viden og kunnen hos efterhånden mange årgange studenter er et væsentligt problem for de højere læreanstalter. Katrine Fischers indlæg var derfor befriende for de mange af os, der dagligt står med konsekvenserne af gymnasiernes mistede greb om undervisningens kvalitet. Pernille Bogø Bachs svar var en sovjetisk betontænknings systemforsvar, og bør ikke stå uimodsagt.

* At Fischers oprindelige indlæg tillod, at man kunne identificere bestemte elever, var naturligvis ikke i orden. Den generelle diskussion er det relevante element her, og ikke den specifikke udformning af en 18-årigs indlæg.