Der er dog et enkelt element af kritikken, som ikke helt har været klart diskuteret i medierne. Min og andres kritik er gået på, at reformerne leverer meget lidt arbejdsudbud mens de skader de unges uddannelse – de får lavere løn – og erhvervslivets innovationsevne, når ringere uddannede medarbejdere innoverer mere. En anden del af kritikken er, at de påståede positive elementer, som reformkommissionen forsøger at regne ind – højere kvalitet på uddannelserne og mere erhvervsretning – er rene fugle på taget. Elementet, som folk indtil videre har overset, går direkte imod en af regeringens ambitioner på området.

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund har flere gange nævnt ambitionen, at flere udenlandske studerende kunne vælge at studere i Danmark på de nye, kortere uddannelser. Men hvad med de danske studerende? Antagelsen er åbenbart, at de stadig vil læse i Danmark, men er det en rimelig antagelse? Mit svar idag er et stort nej.

De korte uddannelser er for det første dårligere og vil give lavere løn. De er heller ikke kompatible med det fælleseuropæiske system, ligesom de ikke svarer til britiske eller amerikanske master-uddannelser. I en international sammenhæng vil det dermed af indlysende grunde blive sværere at blive ansat på en dansk uddannelse på 1 1/4 semester. Spørgsmålet som ministeren – og desværre også min ellers både rare og fagligt glimrened kollega Nina Smith – øjensynligt ikke har stillet sig er, hvorfor danske studerende ikke bare skrotter danske kandidatuddannelser og tager til Lund, Hamborg eller King’s College, London?

Havde jeg haft børn, ville jeg som dansk universitetsprofessor så afgjort foreslå dem, at de forlod landet i stedet for at tage en kort dansk discountuddannelse. Hvis de iøvrigt havde evner til en kandidatuddannelse, ville det ret sikkert svare sig at tage en fuld uddannelse på et ordentligt universitet end en halv i Danmark. Så spørgsmålet er, hvorfor regeringen ikke (officielt) har tænkt over det? Det er mere sandsynligt at det fører til en exodus af danske studerende til udlandet, end at det ender med en inflow af udenlanske studerende til Danmark.

Det særlige element er, at regeringen ikke vil udspecificere, hvordan reformen skal udspille sig i praksis. Den har således besluttet, at en andel af kandidatuddannelserne skal forkortes, og at de studerende efter et års undervisning skal skrive en afsluttende opgave henover sommeren, men ikke præcist hvilke, og ikke hvordan de nye uddannelser skal se ud. Det særlige ved den nye universitetsreform er derfor, at den er underspecificeret. Det generelle spørgsmål den særlige situation således rejser, er hvorfor det kan være politisk rationelt – og måske endda attraktivt – at underspecificere store reformer.

I en vis forstand er alle reformer underspecificerede, fordi der altid vil være nogle rent praktiske ting, som man ikke kan planlægge præcist. Der kan for eksempel være beslutninger om investeringer i skoler, hvor man ikke har specificeret hvor skolerne skal ligge – man bliver nødt til efterfølgende at finde ud af, hvor der enten er egnede lokaler eller hvor der er en brugbar grund, man kan købe. Regeringens universitetsudspil går dog meget længere end det og efterlader ganske væsentlige beslutninger til dem, der skal implementere reformen.

Det gælder for eksempel et særligt problem, som fik denne blogs gamle redacteur Peter Kurrild-Klitgaard til at spørge, om regeringen overhovedet anede hvad den lavede: Reformen indebærer at de studerende på de nye 1 1/4-årige uddannelser skal skrive deres afsluttende opgave henover sommeren i juli-august. Men på det tidspunkt holder lektorer og professorer fra, og man kan ikke bare sige, at de skal holde sommerferie på et andet tidspunkt. I maj og juni er der eksamener, bachelorforsvar (i maj) og regulære specialeforsvar (i juni), og i august er der omeksamener og forberedelse til den undervisning, der starter 1. september. Det er derfor logisk umuligt at holde sammenhængende ferie på noget andet tidspunkt end juli og starten af august – netop på det tidspunkt hvor regeringen forestiller sig, at man skal vejlede de nye afsluttende opgaver på discount-uddannelserne.

Netop dén gordiske knude efterlader man til universiteterne selv at løse, ligesom mange andre forhold omkring uddannelserne er overladt til de universiteter, der skal udmønte reformen. På samme måde er det stadig ikke klart, hvilke uddannelser der skal forkortes, om der overhovedet er et arbejdsmarked for de kortere uddannede studerende, og for den sags skyld om de kortere uddannelser ikke vil få langt flere danskere til at tage deres universitetsuddannelse i udlandet (hvor man kan få rigtige kandidatuddannelser).

En god grund til at underspecificere reformer er naturligvis, at man overlader noget af udmøntningen til folk / organisationer med den nødvendige specialviden og ekspertise, som Folketinget aldrig har. Underspecificering på den måde kan være en god idé, hvor man fra politisk side definerer et område, X, og en række mål for reformen, Z.

Men den nye universitetsreform excellerer ikke ligefrem på den måde. Her virker det langt mere til, at den er underspecificeret af public choice-agtige grunde: Rigtigt mange ting kan gå galt – forestil jer bare om to år, når flere tusinde studerende skal have vejledere til deres afsluttende opgave, og ingen vil vejlede dem. Underspecificering er derfor en måde for politikerne at slippe for ansvaret for problemerne og skandalerne, da udmøntningen skal defineres og planlægges af universiteterne selv.

Den nye reform er også underspecificeret på en anden måde: Ved at selve formålet med den er uklart. På trods af adskillige journalisters spørgsmål har uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund ikke formået at forklare, hvorfor man overhovedet laver reformen, eller hvilket problem den løser! I vores notation ovenfor er Z uklar, når der ikke engang er et klart mål for hvad man laver. Handler den om arbejdsudbud, når nogle få unge mennesker kommer ni måneder tidligere på arbejdsmarkedet? Handler den om at spare i universitetssektoren? Er formålet i virkeligheden at gokke universiteterne oveni hovedet på grund af regeringens arbejderistiske ideologi? Vil regeringen bare demonstrere ‘handlekraft’, men ligegyldigt hvad handlingen er?

Det står mig og de fleste af mine kolleger noget uklart, hvad man egentlig vil med den. Men fra en rent videnskabelig public choice-vinkel er den interessant, netop fordi den er så klart underspecificeret på både midler og mål. Det tvinger en til at spørge, om politikerne har uhellige politiske mål med den, eller om reformen bare er endnu et eksempel på, hvor totalt inkompetent meget dansk politik er blevet.

Reaktionerne har rakt fra klar støtte over afvisninger – den erklæret venstreorienterede elev Louise Brinks er et af de mere civiliserede og ordentlige – til deciderede personangreb. Det mest absurde kom dog for få dage siden fra Pernille Bogø Bach, der er rektor på Lyngby Handelsgymnasium og som på Facebook melder skolens officielle holdning ud. Bach forklarer her, hvorfor skolen har valgt at give Fischer en officiel påtale for at klage over sine medstuderendes opførsel. Hun understreger i forklaringen, at der naturligvis er ytringsfrihed på skolen, og fortsætter derefter direkte til at forklare, hvordan man ikke må ’krænke’ andre.

Rektor Bachs forklaring af skolens politik ville have gjort både Franz Kafka og Leonid Bresjnev stolte. Politikken er ganske klart, at der er ytringsfrihed så længe ingen er virkeligt uenige – så kan de jo føle sige ’krænkede’ – og så længe ytringerne ikke er til skade for skolens eller ledelsens renommé. At være krænket er således en valid grund, set fra skolens vinkel, til at stoppe ytringer, og det er også øjensynligt rimeligt at være krænket over, at andre påpeger ens ugidelighed. Bachs og Lyngby Handelsgymnasiums ytringspolitik er med andre ord perfekt designet til at stoppe enhver debat om problemer på skolen, som ledelsen ikke er enig i. Det er sovjetisk ytringsfrihed med et klart sovjetisk sigte på at beskytte systemet.

Jeg ved naturligvis ikke, hvor store problemerne på Lyngby Handelsgymnasium er, men må for det første påpege, at historien ikke er en enlig svale. Der har været en række andre historier, ligesom det er præcist samme problem, jeg hører fra flere venner, der er gymnasielærere. For det andet er der et større problem, som jeg har oplevet – og stadig oplever – i mit daglige arbejde. Nye, danske studerende på universitetet kan overraskende ofte slet ikke hvad de burde kunne, når de har fået en studentereksamen. I de år indtil 2018, hvor jeg underviste i makroøkonomi på statskundskab, måtte Nina Smith og jeg hvert år afholde en ekstra undervisningsgang, hvor vi gennemgik parentes- og brøkregneregler, og anden matematik, de studerende skulle bruge i faget. Der er tale om folkeskolematematik, som studenter med matematik på mindst B-niveau og høje gennemsnit ikke – og vi taler om slet ikke – kunne finde ud af.

Det samme gælder en række andre uddannelser, hvor nye studerende mangler basale færdigheder. De kender ofte ikke selv problemet, da de næppe har mødt mange med disse færdigheder. Flere af vores studerende har derfor været decideret flove, når de ender på fag sammen med f.eks. studerende fra Central- og Østeuropa, der har et andet niveau i matematik. På trods af mange folkeskole- og gymnasielæreres påstande, oplever vi ikke, at de danske studerende ”kan noget andet.” Og vil de helt ærligt påstå, at nutidens studerende er mere demokratisk dannede, bedre formulerede, eller mere vidende om andre ting end for en generation siden?

Universiteterne og andre læreanstalter lider under de mange dårligt uddannede studenter, og de studerende selv lider voldsomme nederlag, når de har fået fortalt, hvor dygtige de var i gymnasiet og nu på universitetet lærer, at de var de faktisk ikke. Om problemerne starter i en folkeskole, der ikke er sin opgave voksen, eller gymnasierne, der ikke vil eller blot er fokuserede på at sende så mange gennem pølsemaskinen, ved jeg ikke. Men jeg ved, at manglen på viden og kunnen hos efterhånden mange årgange studenter er et væsentligt problem for de højere læreanstalter. Katrine Fischers indlæg var derfor befriende for de mange af os, der dagligt står med konsekvenserne af gymnasiernes mistede greb om undervisningens kvalitet. Pernille Bogø Bachs svar var en sovjetisk betontænknings systemforsvar, og bør ikke stå uimodsagt.

* At Fischers oprindelige indlæg tillod, at man kunne identificere bestemte elever, var naturligvis ikke i orden. Den generelle diskussion er det relevante element her, og ikke den specifikke udformning af en 18-årigs indlæg.

Mens flere af mine venner er på vej på ferie, sidder jeg på universitetet i Kiel og skriver denne post. Jeg er her til videnskabelige workshop fra torsdag til lørdag, og bruger søndagen på at rejse tilbage til Aarhus. Det betyder dog ikke, at jeg holder ferie fra næste uge. Som min gode ven og kollega Pierre-Guillaume Méon og jeg talte om i en pause i dag, er juli langt fra en feriemåned for os. Problemet er, at vi begge skal til den såkaldte Silvaplana-workshop den 21.-25. juli, og langt de fleste af deltagerne der bruger den første halvdel af juli på at gøre deres artikler og præsentationer færdige.

På samme tid har de fleste af os det særlige problem, at der er en række deadlines i løbet af august. For de af os, der skal til konference i the European Law and Economics Association i Tel Aviv i midten af september, er deadline for at sende den endelige version af ens konferencepapir i slutningen af august. Arbejdet med det ligger derfor også i juli og august. For mit eget vedkommende, har jeg en ekstra forpligtelse. Om aftenen den 4. august gør turen til London, hvor jeg blot overnatter før jeg den 5. flyver til Dallas. Der er en heldagsworkshop om økonomisk frihed den 6. august, hvorefter jeg flyver tilbage til London den 7. om eftermiddagen. Præsentationen og andet materiale til workshoppen i Dallas må nødvendigvis gøre færdigt i slutningen af juli.

Derudover bliver de fleste af os nødt til både at gøre forskningsopgaver færdige, som har ligget på skrivebordet siden foråret, hvor vi ikke havde tid til dem pga. undervisning og flere administrative opgaver. Man bruger også tid på at forberede ny forskning, som man ved skal sendes til konferencer før de typiske deadlines først i november. Når undervisningen går i gang i september fosvinder ens forskningstid ofte, og det eneste rationelle valg er derfor at bruge større dele af sommeren på forskning, som ofte først skal præsenteres i foråret.

Det er vigtigt at understrege, at formålet med denne post ikke er at søge sympati eller beklage vores situation. De fleste af os synes, at vi har meget interessante jobs det meste af tiden! Men det er ofte et problem for os, at mange – og måske de fleste – mennesker i vores omgangskredse ikke forstår, at vores job er fundamentalt anderledes struktureret end andre jobs. Vi har derfor ikke lige tid til et eller andet, selvom det er juli og alle andre holder ferie eller slapper af. Et professorjob giver godt 600.000 kroner om året og for de fleste nationaløkonomer indebærer det en typisk arbejdsuge omkring 55 arbejdstimer, og nogle der er væsentligt længere. Mange af de timer bliver nødt til at ligge når andre mennesker har sommerferie. Så hvis I undrer jer over, at vi også i sommerferien fortæller jer, at vi altså ikke lige har tid til at smide et par dage i en tur i sommerhus eller andet. De fleste af os bruger sommeren på at nå, hvad vi ikke nåede i foråret, eller vi ved vi ikke har tid til i efteråret. Det er ikke fordi vi ikke vil bruge sommeren med jer!

Det forbløffende i hele dækningen af undersøgelsen, og i reaktionerne, er at jeg ikke har læst eller hørt en eneste i medierne, der har udtrykt at flovheden måske er udtryk for et virkeligt og rimeligt fænomen. Ikke en har givet offentligt udtryk for noget, vi alle oplever på universiteterne: At de nye studerende i dag kan langt mindre i dag end for blot ti år siden. Eller med andre ord, at deres faglighed er blevet stadig svagere over en lang årrække.

Man kan naturligvis hurtigt beskylde mig for at være en Jeronimus, der helt uinformeret mener, at alt var bedre i gamle dage. Det var det naturligvis ikke, men gymnasieskolen gør ganske enkelt ikke længere dens job. Nina Smith og jeg har for eksempel de senere år måttet holde en ekstraforelæsning for vores statskundskabsstuderende, hvor vi dækker helt simpel matematik. I år kom cirka 90 studerende – en tredjedel af årgangen – til forelæsningen, hvor vi primært gennemgik parentes- og brøkregneregler, og checkede deres yderligere matematikviden. Studiet kræver B-niveau i matematik fra gymnasiet, men vi oplever hvert år, at en forbløffende stor del af de ellers arbejdsomme og engagerede studerende på statskundskabsstudiet i Aarhus mangler helt basale matematikkundskaber. Det samme oplever vi på HA-studiet, og vores kolleger på humaniora taler om problemerne ved, at mange af deres studerende ikke længere læser rekreativt, og at man heller ikke – som for 15 år siden – kan gå ud fra, at de fleste kan læse tysk på et nogenlunde rimeligt niveau.

Hele pointen med dagens udgydelser er, at det måske er helt rimeligt og velfortjent, at mange nye universitetsstuderende føler sig flove. De kan ikke følge med, fordi de ikke har lært nok i gymnasiet – og det ganske uanset at de har været blandt de dygtigere i gymnasiet og har fået bibragt en selvforståelse af at være blandt eliten. Det er et sundhedstegn, og ikke et problem, at mange nye studerende føler sig flove over ikke at kunne følge med, når de kan ikke følge med fordi de ikke har de nødvendige forkundskaber for at læse på universitetet. Og flovheden er en positiv reaktion på erkendelsen af, at man har et problem. Uden den erkendelse, kommer de små nye studerende ikke videre.

Nu er APV’en klar, og den fortæller en meget klar historie, der ikke ligefrem taler til rektoratets og dekanatets fordel. I undersøgelsen er der for eksempel spurgt om, ”i hvilket omfang lederne informerer, involverer, er lydhøre, kommunikerer og begrunder”. Direkte citeret fra rapporten om min del af universitetet er resultatet her:

”Nitten procent af de ansatte er enige i, at dekanatet informerer medarbejderne i god tid om beslutninger, der skal træffes. Toogfyrre procent er uenige i dette udsagn. Sytten procent oplever, at dekanatet er lydhør overfor medarbejdernes synspunkter. Tyve procent er hverken enige eller uenige i dette udsagn, mens knap halvdelen af medarbejderne er uenige i, at det er tilfældet. Det sidste spørgsmål vedrører, hvorvidt dekanatet klart kommunikerer sine begrundelser for de trufne beslutninger. Her angiver 16 procent af medarbejderne at være helt eller delvist enige i, at det er tilfældet, mens 47 procent er uenige.”

Der bliver ikke kommenteret på disse tal i rapporten. En række andre spørgsmål, der retter sig mod topledelsen, peger på lignende massiv utilfredshed på samme tid som mange ser ud til at være rimeligt tilfredse med deres umiddelbare ledelse (på center- eller institutniveau).

På de to spørgsmål ”Jeg oplever, at medarbejdernes forslag og indvendinger er blevet hørt i processen” og ”Jeg synes, at rektoratets begrundelser for at iværksætte forandringsprocesserne har været klart kommunikeret” svarer henholdsvis 8 og 11 % at de er enige. Omvendt er 66 % uenige i begge udsagn. På samme måde er medarbejderne stærkt skeptiske overfor det, der kaldes ”Den Faglige Udviklingsproces”. Adspurgt om virkningen af processen – for eksempel ”At højne undervisningens kvalitet”, ”At gennemføre banebrydende forskning” og ”At tiltrække de bedste forskertalenter” – siger henh. 8, 12 og 17 % at de er enige; henh. 34, 22 og 26 % erklærer sig direkte uenige. Lignende eller endnu værre tal ser man, når der spørges om den administrative reorganiserings påvirkning af medarbejdernes administrative støtte til forskning, undervisning, PhD-udvikling og formidling. 73 % af de adspurgte erklærer endda, at muligheden for at administrationen kan ”reagere hurtigt på brugernes behov” er klart forringet.

Juryen er derfor tilbage i retssalen, og der er fældet dom over situationen på Aarhus Universitet. Tallene taler for sig selv: Medarbejderne er i næsten uhørt omfang utilfredse og frustrerede over en topledelse, der ikke blot mangler at forklare grunden til de store ændringer, der er sket på universitetet. De mener også over en bred kam, at ændringerne har ført til forværring af helt centrale arbejdsområder og opgaver som, f.eks., at udbyde kvalitetsundervisning. Når rektor skiftes ud og der forhåbentlig bliver ryddet ud i bestyrelsen, venter der en enorm opgave. Set fra medarbejdernes side er Aarhus Universitet en forskningssupertanker med retning direkte mod klipperne.