Det politiske problem, der følger med at vælgerne ikke bare er uvidende, men ofte tror ting, der ikke passer, illustreres meget fint af et citat, der ofte tilskrives Mark Twain: ”It’s not what you don’t know that gets you into trouble, it’s what you know that just ain’t so.” Hvis danskerne for eksempel har en idé om, at Danmark er et af verdens rigeste lande og har høj vækst, er der ikke noget politisk marked for vækstfremmende reformer. Eksemplet er ikke tænkt, da dansk økonomi ikke havde det videre godt før epidemien (læs her).

Mark Twain-problemet viser sig nu også ikke bare at passe på borgernes idéer om coronavirus, men passer i helt overvældende grad. Mens der desværre ikke er lavet studier i Danmark, viser en ny rapport fra Kekst CNC, at borgerne i vores nabolande meget misvisende idéer om coronavirussens udbredelse og dødelighed. Kekst CNC spurgte repræsentative udsnit af befolkningen i Frankrig, Storbritannien, Sverige, Tyskland og USA, hvor mange mennesker der har haft coronavirus i landet, og mange der er døde af den. Svarene på det første spørgsmål varierede fra 11-22 % af befolkningen – 20-40 gange det officielle tal, om end nogle antistoftest giver langt højere værdier. Svarene på det andet spørgsmål er langt mere sigende: De adspurgte mente i gennemsnit, at 3-9 procent af befolkningen var døde af coronavirus. I Storbritannien, Sverige og Frankrig er det 100 (hundrede) gange så mange, som der faktisk er døde med coronavirus (bemærk at langt fra alle, der dør med coronavirus dør af virussen). I USA og Tyskland overvurderer folk endda dødstallet langt mere. Folks forestillinger om virussen kan således ikke kaldes andet end helt forrykte.

Man kan naturligvis spørge sig selv, hvordan det kan komme dertil at folk i gennemsnit overvurderer med en faktor 100, men et måske mere alvorligt spørgsmål er, hvad det indebærer for det politiske liv. Man kan naturligvis skyde skylden på medier, der skriver sensationalistisk og uinformeret om emnet, og nogle epidemiologer, der bestemt ikke har nogen interesse i at sige, at der ikke længere er behov for deres rådgivning. Men en del af problemet er også, at regeringen absolut intet incitament har til at informere folk korrekt. Tværtimod har Mette Frederiksen og hendes hold et stærkt incitament til at holde en stor del af befolkningen i forestillingen om enorm fare: En befolkning i panik er så dejligt nem at regere, fordi mange borgere er parate til at acceptere hvad som helst for at komme af med kilden til deres panik – de agerer lidt ligesom araknofober med en fugleedderkop på armen.

Vores opfordring til vores læsere i dag er derfor ganske simpel: Lad være med at høre på, hvor politikere og den type meningsdannere påstår eller indikerer. Sørg for at få ordentlig, uvildig information om et givent emne, og dan jeres egen mening, baseret på jeres egne holdninger og jeres egne risikopræferencer. Og hold hovedet koldt, når bølgerne går højt i politik. Jo større diskussionerne er, jo mindre kan man generelt stole på, at politikere holder sig fra at misbruge vælgernes uvidenhed.

Harold Demsetz beskrev allerede i 1969 et meget udbredt problem: Hvordan langt de fleste, der kritiserer den faktiskemåde, frie markeder virker, peger på statslige løsninger, men med en antagelse om at vi taler om den perfektestat. De sammenligner således faktiske markeder, med alle de fejl der kommer fra både markedsstruktur og menneskers almindelige fejlbarlighed, med ideelle stater, hvor politikere og embedsværk er alvidende, omnipotente og fuldstændigt uselviske. På trods af at denne slags sammenligning ville være indlysende absurd i andre forhold – f.eks. en sammenligning af ens ti kilo overvægtige kæreste med en Bond-pige – er den alligevel helt almindelig i politiske diskussioner. Den har siden Demsetzs arbejde været kendt som ’Nirvana-fejltagelsen’ (the Nirvana Fallacy). Den altid glimrende Stephen Davis forklarer den på pædagogisk vis i EA Magazine her. Davis understreger også, at en ikke ubetydelig del af økonomisk teori begår Nirvana-fejltagelsen – ikke mindst i public economics, hvor man helt typisk antager en benevolent, alvidende stat der ordner markedsfejl.

Mens konsekvenserne af politiske incitamenter – har beslutningstagerne overhovedet incitament til at prøve at gøre det rigtige, eller forsøger de bare at maksimere popularitet, stemmetal eller egen magt?  – er ekstremt velbeskrevne i public choice og politiske økonomi, er den anden del af Demsetzs problem, om de overhovedet har nok og tilstrækkeligt præcis viden til at ’ordne’ noget som helst. Det problem var centralt i Friedrich Hayeks arbejde, og hans Nobel-forelæsning havde netop titlen ’The Pretense of Knowledge’. Hayek understregede her en bestemt del af Demsetzs problem, idet han pegede på at der er mange ting, som politikere og centrale beslutningstagere hverken ved eller kan vide. Det er for eksempel praktisk umuligt for dem at kende forskellige virksomheders omkostningsstruktur – en pointe den senere Nobelprismodtager Jean Tirole arbejde videre med – og dermed også umuligt, at vide bare nogenlunde præcist, hvad konsekvenserne af skatte- og reguleringsændringer vil være. De kan heller ikke kende folks (i øvrigt meget forskellige) præferencer, og helt indlysende nok, er det umuligt for dem at vide, hvad der vil være ’fremtidens industrier’ eller om det er områder, som Danmark har nogen som helst kompetencer eller komparative fordele i. Som Hayek og hens mentor Ludwig von Mises understregede, gør de epistemiologiske problemer det helt umuligt for politikere at ’styre’ et lands udvikling positivt eller udvælge fremtidens industrier eller vindere.

I den nuværende situation, hvor viden om en virus dannes fra uge til uge, og ofte er relativt usikker, og hvor økonomiske nedlukninger og massiv politisk usikkerhed slår tusindvis af virksomheder og arbejdspladser ihjel, bør disse indsigter i komplekse forhold betyde, at man bør være ekstra ydmyg. Det gælder i helt særlig grad for centrale beslutningstagere! De ser i stedet ud til at være gået efter en situation, hvor de hjulpet af de fleste medier holder dele af befolkningen i panik, og dermed skaber sig selv manøvrerum til at tage ekstremt vidtgående beslutninger uden noget som helst vidensgrundlag.

Hvis man er mere interesseret i Hayeks indsigter i komplekse forhold, der er specielt relevante i dag, kan vi varmt anbefale the Institute of Economic Affairs webinar med King’s College’s fremragende professor Mark Pennington i morgen.

Det store problem er, at de officielle data, vi har og får fra myndighederne, ikke bare er upræcise. De er horribelt dårlige, som økonomen Emily Oster (Brown University) forklarede det forleden dag (hattip: Peter Boettke). Problemet – som ignoreres af forbløffende mange læger og andre sundhedsfaglige eksperter – er at de officielle data er udsat for massive samplingproblemer. Dem der bliver testet er ikke tilfældige, men specifikt anderledes og helt typisk folk, der enten allerede er syge, har tydelige symptomer, eller er udsat for andre risici. Samplingproblemet skaber det informationsproblem, mange danskere kender under ordet ’mørketallet’: Det antal mennesker, der enten er eller har været smittede uden at de nogensinde bliver testet.

Et hurtigt voksende antal studier finder, at mørketallet er meget stort. Forskere fra Stanford har f.eks. testet en lille, men repræsentativ sample i Santa Clara County og fundet, at det faktiske antal smittede ser ud til at være 50-80 gange større end det officielle tal. På samme måde har et stort studie i Gangelt i det vestlige Tyskland fundet, at 14 % af befolkningen var eller havde været smittede. Lignende tal får man fra udbruddet på krydstogtskibet Diamond Princess og det amerikanske hangarskib Theodore Roosevelt, hvor kaptajnen er blandt de knap 600 smittede, mens tests den lille by Chelsea udenfor Boston fandt at en tredjedel af befolkningen har været smittede. De folk, der skjuler sig i mørketallet, bliver ofte overset, da flere studier peger på, at måske op til 80 procent af de smittede ingen symptomer har, og derfor ikke ved, at de faktisk har været smittede. I den sydtyrolske by Ortisei, hvor man har udført omfattende, semitilfældige tests blandt de godt 4000 indbyggere, viste det sig således at hele 49 procent af byen har været smittede, selvom 2/3 ikke havde oplevet nogen symptomer.

Mørketallet er ekstremt vigtigt for to centrale forhold for, hvordan man vurderer trusselsbilledet og den nuværende situation. For det første giver det en vis indikation af, hvor langt vi er kommet mod flokimmunitet. For det andet giver viden om mørketallet mulighed for at beregne coronavirussens faktiske dødelighed – dvs. hvor farlig den er i forhold til andre, kendte vira og sundhedstrusler.

Lad mig give to konkrete eksempler på vigtigheden af information om mørketallet. Det første kommer fra Kreis Heinsberg i Tyskland, en region med 254.000 indbyggere hvor byen Gangelt ligger. Kreis Heinsberg var et af de absolut første steder i Tyskland, hvor man konstaterede coronavirus, og derfor sandsynligvis et af de steder, der er længst i udviklingen. Kredsen har alt i alt oplevet 55 dødsfald, der kan relateres til corona – dvs. 55 personer, der er døde med (og måske af) Covid-19. Med 15 % af befolkningen, der er eller har været smittede, som indikeret i samplen fra Gangelt, bliver det til en dødelighedsrate i Kreis Heinsberg på 1,4 promille.

Det andet eksempel er Danmark, hvor myndighederne har fundet 7515 smittede og der i skrivende stund er 364 døde. Stoler man på det officielle antal smittede, giver det således en fatalitetsrate – hvor stor en andel af de smittede, der dør – på 364 / 7515 * 100 % = 4,8 procent. Men som Sundhedsstyrelsen vurderer, baseret på indikationer fra WHO og andre studier, er mørketallet en faktor 30-70 af det målte antal smittede. Hvis man tager det mest forsigtige gæt på en faktor 30 (der f.eks. er væsentligt lavere end tallene fra f.eks. Gangelt), giver det en fatalitetsrate på 1,6 promille. Det tal flugter også med, hvad man f.eks. ved om dødeligheden på Diamond Princess, når man tager hensyn til at medianalderen på skibet var 65 år, og at virussen overalt har vist sig at være langt farligere for ældre mennesker.

Det forbløffende – hvis man tror, at politikere og politiske aktører gør ’det rigtige’ – er at statsministeren og myndighederne bliver ved med at publicere og tale om de officielle tal for smittede som omde var retvisende. Men som vi nu ved, og som Emily Osters gennemgang viser med overdådig tydelighed, er de tal overhovedet ikke retvisende. Uden data fra større undersøgelser med ordentlig random sampling, kan vi ikke have nogen som helst viden om, hvor udbredt virussen er blandt danskerne. Uden denne viden ved vi derfor heller ikke noget om, hvor stor en trussel Covid-19 er. Dette problem ser ud til at blive helt ignoreret af statsministeren og stort set alle andre politikere, og man må spørge, om de i denne situation har incitament til at enten kende eller anerkende problemet.

Mange politikere, og i særligt synlig grad statsministeren, stortrives i krisesituationer, hvor de kan få lov til virkeligt at demonstrere ’handlekraft’, ’politisk mod’, og andre typer adfærd, som politikere enten er socialiseret til at mene er vigtige, eller som blot passer deres præferencer for magt. Politikerne udviser således en ekstrem version af Hayeks ”Pretense of Knowledge” problem, hvor de gør som om de har detaljeret viden, som de hverken har eller kan have. Det samme gælder desværre mange borgere og store dele af medierne, der bidrager til at skabe en illusion om, at regeringens politik står på fast videnskabelig og faktuel grund.

Hvis flere borgere forstod, hvor tynd den semividenskabelige is er, som statsministeren står på, ville de næppe have den tillid, de udviser for tiden. Men det er desværre også den tillid, der kan forhindre dem i at stille spørgsmål og (for)føre dem til at acceptere statsministerens forbløffende diktatoriske kommunikationsstil overfor både borgerne og Folketingets andre partier. Som Albert Einstein engang sagde, ”Unthinking respect for authority is the greatest enemy of truth.” Den respekt og tillid, danskerne har til statsministeren, regeringen og Folketinget for tiden, er derfor problematisk. Der er ikke brug for politisk loyalitet for tiden, men for respekt for viden og fakta.

Vi har også ved flere lejligheder skrevet om sammenhængen mellem ulighed og økonomisk vækst. Bl. a. fordi økonomer tilknyttet OECD og IMF de seneste år har udsendt flere analyser, hvor de mener at finde en negativ sammenhæng mellem vækst og stigende ulighed. se bl.a. Otto Brøns kritik af Ostro, Berg & Tsangarides arbejdsnotat, Redistribution, Inequality, and Growth fra 2014, hvor Otto påpeger :

Et af kritikpunkterne er, at forfatterne ikke tager hensyn til landegruppeforskelle. Gør man det, bryder sammenhængen sammen. Den er statistisk talt spuriøs.

Forglemmelsen er bemærkelsesværdig, ikke mindst fordi det er velkendt, at sammenhængen mellem Gini-koefficienten og økonomisk vækst er svag og langt fra entydig. Det påviste Barro i et empirisk studie i 2000. Og det er blevet bekræftet i efterfølgende studier. Litteraturen viser gennemgående en tendens til, at stigende ulighed er forbundet med lavere vækst – i fattige lande. I rige lande er voksende ulighed korreleret med stigende vækst.

Der kan være gode grunde til, at billedet ser sådan ud. Det er yderst tvivlsomt, om ulighed i sig selv har nogen indflydelse på den økonomiske vækst. Derimod kan årsagerne til en høj eller lav Gini-koefficient have stor betydning.

Problemet med årsager i forhold til fokus på selve uligheden fremgår egentlig meget klart af et arbejdsnotat fra Berg og Ostro selv, “Inequality and Unsustainable Growth: Two Sides of the Same Coin?”  fra 2011.

Her anfører de, at:

income distribution is only a part of the story—there are clearly many other variables involved and much about growth spells that remains unexplained. Also, it is hard to separate cause from effect. And of course policies affect growth directly as well as through income distribution.

Problemet er således i hvilken udstrækning det er selve indkomstfordelingen eller de forhold der betinger denne, som er de væsentligste.

Dovne journalister og eksperter uden indsigt

Et er den kritiske debat i økonomkredse, Noget helt andet er den i det offentlige rum. Her har organisationer som IBIS og deres “skatte- og alt muligt andet” ekspert, Lars Koch, stort set frit løb. Og Ja, vi er misundelige på den nemme adgang til kritikløs mikrofonholderi, som man f. eks. kunne opleve tirsdag den 4. august i Apropos på P1.

Under overskriften “rigdom og ulighed” handlede udsendelsen om ulighed og fattigdom. Udgangspunktet var en påstand om at

“Verden har aldrig været mere ulige, end den er i dag. Mens få bliver rigere og rigere, har fattigere sværere ved at komme ud af fattigdommen end tidligere. Den ekstreme ulighed skyldes især, at virksomheder og enkeltpersoner med økonomiske interesser har stor indflydelse på de politiske beslutninger rundt omkring i verden. Noget, der i en globaliseret verden også har voksende betydning for Danmark.”

Som der står på udsedelsen hjemmeside og som man indledt den lille halve times propaganda med.

Programmet fik både Otto Brøns og undertegnede til at skrive til redaktionen.
Otto gjorde bl.a.  opmærksom på, at når man  på programhjemmesiden skriver, at

”Verden har aldrig været mere ulige, end den er i dag. Mens få bliver rigere og rigere, har fattigere sværere ved at komme ud af fattigdommen end tidligere”

er det faktuelt forkert. Den globale ulighed i indkomst er – afhængig af opgørelsen – faldende eller højst stagnerende. Den egentlige fattigdom (som defineret af FN) er entydigt og stærkt faldende. Og Otto var endda så venlig at sende et link med kildereferencer

http://punditokraterne.dk/2014/05/01/allevegne-stiger-gini-bare-ikke-i-verden/

Hverken Otto eller jeg har fået noget svar fra redaktionen på Apropos, og de faktuelt forkerte oplysninger fremgår fortsat af programmets hjemmeside.

Det burde ellers ikke have været så svært for dem at finde data om den globale ulighed formentlig er faldene, eller hvis vi skal være forsigtige stagnerende. Nedenstående er hentet fra en artikel i The Guardian.

Programmet bruger meget tid på den rapport som Oxfam og Ibis udsendte i vinter. En rapport som er blevet eftertrykkeligt tilbagevist som det rene nonsens. (se også her).

Efterfølgende har Lars Koch ved flere lejligheder vedgået at rapporten ikke siger noget om levevilkår, i hvert fald direkte. Men han hævder så, at den viser at en lille gruppe meget rige mennesker har uforholdsmæssig stor magt på grund den ulige fordeling af de globale formuer. Det skulle fremme en “neoliberal” politik. Besynderligt nok bruger han så den finansielle sektors lobbyisme i Bruxelles som eksempel. Det giver ingen mening.

Den finansielle sektor gennemreguleret og ikke just udtryk for “neoliberale idealer”. Det er faktisk svært at komme meget længere væk fra et frit marked, som fortsat er (overvejende) privat ejet end netop den finansielle sektor.

Hans egen omtale af programmet kan ses nedenfor.

Lars Koch har efterhånden i mange sammenhænge vist en temmelig slående mangel på konsistens. Således påstår han, at han og IBIS IKKE anvender Richard Murphy’s påstand om skatteundragelser for 1.000 mia. Euro i EU om året, men samtidig ligger der materiale på nettet hvor man gør akkurat det, se f. eks. her.

På samme måde afviser Lars Koch at han hænger navngivne selskaber ud. Han vedgik således efter en længere debat i januar, at teleselskabet 3 intet ulovligt har foretaget sig. Ii går (den 9.8.2015) kaldte han dem så skattefuskere på facebook. Det bøder ikke ligefrem for troværdigheden.

Apropos på P1 er bestemt ikke de eneste som gør sig i letbenet og faktuel forkert videreformidling.

Senere på ugen var en af historierne i Berlingske’s erhvervstillæg at “ulighed kan svække økonomisk vækst“. Baggrunden var et nyligt arbejdsnotat fra IMF, hvor man (igen) mener at kunne påvise en negativ sammenhæng mellem ulighed og økonomisk vækst, samt en rapport fra OECD, In It Together – Why Less Inequality Benefits All, der bygger videre på tidligere rapporter og arbejdsnotater.

Problemet er her at journalisten tilsynladende ikke er klar over, at 1. Ingen af de to rapporter har betydning for lande med relativt lige indkomstfordeling som Danmark og 2.  At i den udstrækning at man finder en en sammenhæng mellem ulighed og lavere vækst, ændrer det ikke ved at der er økonomisk konsensus om at selskabskat, topskat osv. MINDSKER den økonomiske vækst.

Journalisten indleder således artiklen med at skrive, at :

Lavere topskat, lavere selskabsskat og færre afgifter. Det vil skabe større vækst, mere dynamik, masser af nye job og flere iværksættere. Sådan er det blevet sagt i årevis – hjemme og ude.

Men nu pibler det pludselig frem med analyser fra både den vestlige verdens økonomiske samarbejdsorganisation, OECD, og Den Internationale Valutafond (IMF), som slår helt andre og nye toner an.

Disse ellers så liberale internationale organisationer peger således på, at stigende lighed kan stimulere den økonomiske vækst, mens ulighed og stor afstand mellem rige og fattige er til direkte skade for velstanden.

 Må jeg foreslå at Lars Erik Skovgaard, som har skrevet artiklen, læser OECDs anbefalinger fra i år, til at skabe mere vækst i Danmark?

I den seneste rapport peger de bl. a. på at Danmark skal :

Shift the tax structure away from income. The overall tax burden is high. Lowering and shifting taxation from labour and corporate income to indirect taxes and taxes on immovable property would help boost growth.

Altså stort set det som Lars Erik Skovgaard anfører som det OECD ikke længere mener. Det gør de dog fornuftigt nok fortsat. Det er helt grundlæggende, hvis vi ønsker højere vækst herhjemme. Som det fremgår nedenfor, er det nødvendigt, hvis vi ikke skal fortsætte med at sakke bagud (her målt på privatforbrug,).

Afsluttende bemærkninger

Jeg kan naturligvis ikke vide med sikkerhed hvorfor pressen – det være sig den skrevne eller elektroniske – har så svært ved at behandle ulighed på en faglig forsvarlig og korrekt måde.

At IBIS og deres mand, Lars Koch, arbejder for at fremme en neo-marxistisk dagsorden er både tydelig og ikke særlig overraskende. Men at medierne i den grad ikke kun hopper med på denne, men også meget tydeligt ikke interesserer sig for, hvorvidt IBIS o.a. har fakta og videnskab på deres side, kan undre.

En del vil formentlig mene, at det skyldes at journalister ligger et pænt stykke til venstre for midten.

Jeg tror vi har et andet  og langt væsentligere problem. Nemlig at danske journalister hverken har evnerne eller lysten til at sætte sig ind i økonomiske problemstillinger. Det være sig sammenhængen mellem vækst og ulighed eller hvad der er oppe og nede i debatten om multinationale selskabers skattebetalinger o.m.a..

Hvorom alting er, er det slående hvor ensidig og ringe fagligt funderet formidlingen er her til lands.