Det er oplagt, at både den finansielle sektor selv og det politiske system nu vil tendere til at bureaukratisere forretningsgange og forretningsmodeller i den finansielle sektor (endnu mere). Den finansielle sektor lever nu på politikernes nåde og vil indrette sig på at “se godt ud” i deres øjne. Det betyder reelt, at man skal se godt ud i medierne. Derfor Goldman Sachs næsten pinagtige annoncering af $500 mio. til en fond for små virksomheder over de kommende år. Det er så tydeligt aflad, at det gør ondt at se på.

Hvad er problemet med at Goldman Sachs betaler aflad? Intet i sig selv- det må de om. Men det er et symptom på, at den finansielle sektor er på vej til at indrette sig på at være (endnu mere) politisk reguleret og beskyttet.

Det slår mig altid som mærkeligt når folk tror, at et offentligt tilsyn er bedre til at styre en banks kredit politik og forretningsgange end bankens egne ansatte og aktionærer. Bankens ejere, ledelse og ansatte har en større risiko. mere erfaring og flere ressourcer end tilsynet nogensinde kan have. Og offentlige tilsyn har stærke incitamenter til at søge mod en nul-fejls-løsning, hvor man går med livrem og seler. Det betyder at kreditfolk i stedet for at tænke sig om og gøre det forretningsmæssigt rigtige gør det, som de tror, at regulatorer og politikere vil kunne lide. Det betyder regelstyring og overkapitalisering. Det betyder også et stærkt incitament for bankerne til at pleje politiske forbindelser.

Nu lyder nul-fejl måske ganske tiltrækkende efter den krise vi har været igennem. Men husk, at det koster. Og at det er dig der betaler. Sovjetunionen havde aldrig en bankkrise og Kina har heller ikke haft nogen. For når staten ejer bankerne, har fejlinvestering af kapital ingen konsekvenser. For andre end skatteyderne og hele samfundet. På samme måde er det med overregulering. Amerikanske finansielle virksomheders indtjeningsmarginaler var tårnhøje i 1950erne og 1960erne, hvor der var langt strammere regulering (og højere end i det seneste opsving). Det var dengang banker var støvede halvoffentlige institutioner (det hed et “pengeinstitut”).

I 2004 havde Danmark 2060 bankfilialer. Sverige med næsten dobbelt så mange indbyggere og langt mere tyndtbefolket havde 1907. Norge havde 1234.  Danmark havde godt 38500 bankansatte mod Sveriges 36500. I 2008 havde Danmark 1874 filialer og 46000 ansatte. Og det på trods af den teknologiske udvikling.

Alligevel bliver danske banker ikke afviklet når de går ned.  Tværtimod er den (lokal) politiske prioritering at holde dem kørende og helst sælge dem til en, der ikke skærer for hårdt.

Så længe der er noget, der hedder indskydergaranti (hvordan den end er finansieret) vil banker få “for billig” funding, og have forvredne incitamenter til at køre med høj gearing og lav egenkapital ratio. Derfor er der offentlige krav om egenkapital, gearing og dermed tilsyn. Det ene forvridende indgreb nødvendiggør det andet. Men mindste kravet må være klare, internationalt ensartede og gennemskuelige regler. Det får vi næppe. Tværtimod er der en risiko for at den langsigtede pris for krisen bliver en (endnu mere) ineffektiv, bureaukratiseret og regeldrevet finansiel sektor. Politikerne skal jo vise handlekraft og at de kan straffe og styre den slemme finansielle sektor som lånte os for mange penge. Ultimativt betaler den gennemsnitlige borger prisen for det via dyrere finansielle ydelser og manglende udvikling af sektoren. Men det bliver desværre en ret usynlig pris – man ved jo ikke hvad man går glip af.