Mens USA forventes at nå et BNP i indeværende år, som er nogle procent højere end for 2019, vil euro-området først i 2022 komme på samme niveau. Yderligere fremgår det, at verdens fattigste lande (BNP per indbygger under $2.700 ”2016 usd.”), en gruppe på 59 hovedsageligt afrikanske lande, med i alt ca. 1,5 mia. indbyggere, dels oplevede det mindste fald og forventes at opleve det kraftigste opsving i år og næste år. Det er naturligvis glædeligt, man skal dog være opmærksom på at der ikke er taget højde for befolkningstilvæksten, som er relativ høj i de fleste af landene i denne gruppe.    

Selv om det naturligvis er glædeligt at faldet i BNP i 2020 ikke blev så stort som frygtet og opsvinget bliver kraftigere end forventet, ændrer det ikke ved at udviklingen har store konsekvenser for de laveste indkomstgrupper – uanset om man definerer dem ud fra indkomstdeciler i de enkelte lande eller, hvilket er emnet for denne post, andel og antal af klodens befolkning som lever under de gængse fattigdomsgrænser ($1,90, $3,20 eller $5,50 ”2011 usd.”). 

Nedenstående Figur, som er hentet fra den seneste update til IMF’s Economic Outlook sammenligner det seneste forventede BNP i 2022 før pandamien ramte (januar 2020), med senest estimerede BNP for 2022.

Og i forhold til forventet vækst er det nu ikke længere ”udviklede lande” som klarer sig ringest/rammes hårdest, men derimod udviklingslande/resten af verden – ikke mindst Asien eksklusiv Kina.

Det miserable år vi har været igennem anslås at øge antallet som lever under den absolutte fattigdomsgrænse på $1,90 med mellem 88 og 115 mio. mennesker ifølge Verdensbanken og IMF.

Oxfam Ibis årlige ”ulighedsrapport” – et studie i cherrypicking og manipulation.

Nogenlunde samtidig med IMF’s seneste januar update af deres ”economic outlook” udkom den årlige ”ulighedsrapport” fra Oxfam Ibis, der som traditionen byder udkommer samtidig med det årlige ”topmøde” i Davos, der i år så blev en virtuel begivenhed – til gavn for klimaet, givet at en stor del af mødedeltagerne jo normalt plejer at ankomme til Davos i deres private jets.

Man skal næppe begræde at opmærksomheden omkring både Davos og Oxfam Ibis rapporten i år har været meget begrænset, men det roder vi så bod på her. Jeg har en længere gennemgang af Oxfam Ibis rapporten og problemerne med denne i det næste nummer af Ræson. Jeg skriver naturligvis en update, når det udkommer. Her vil jeg nøjes med at se på konsekvenserne af den fortsatte fattigdomsreduktion – og misforholdet mellem hvad Oxfam Ibis skriver og hvad der fremgår af de kilder som de anvender.

Vi har gennem flere år haft tradition for at se på Oxfam Ibis rapporter med kritiske øjne – se bl. a. gennemgangen af sidste års rapport her.

Et gennemgående karakteristika ved Oxfam Ibis rapporter er at de stort set udelukkende fokuserer på ulighed og fordeling, hvorimod rapporterne er renset for enhver form for perspektivering af den historiske velstandsudvikling (med mindre de mener at verden bliver mere ulige). Når vi andre påpeger dette anerkender man herefter godt nok, at både andel og antal fattige er faldet gennem de seneste årtier, men man skal lede forgæves efter dette dog ikke helt uvæsentlige faktum i deres årlige rapporter. Derimod ynder de gerne at lave fremskrivninger på selv det tyndeste grundlag.

I tidligere rapporter var udviklingen i formuefordeling helt central – og i flere år lavede man fremskrivninger som skulle vise at den bare blev mere og mere skæv, selv om udviklingen siden årtusindeskiftet ikke tilsiger det – med mindre man alene mener at det er et problem at den ene procent mest velhavendes andel er steget, mens det er uvæsentligt at de 90 procent mindst formuendes andel er steget (for en gennemgang af hvorfor formuefordeling i øvrigt er et ringe mål, se bl. a. den “årlige røverhistorie fra Oxfam og Ibis” ) 

I denne omgang nøjes jeg dog med at se på Oxfam Ibis behandling af den forventede udvikling i antallet af fattige i de kommende år i den seneste rapport fra deres hånd. En central figur i dette års rapport, se nedestående, viser udviklingen i antallet af fattige defineret ved $5,50 USD. Et mål som Verdensbanken indførte for et par år siden til anvendelse for relativt velstående mellemindkomstlande, mens man definerede fattigdomsgrænsen for den nedre halvdel af mellemindkomstlande til at være $3,20 (begge defineret i ”2011 usd.”).

Verdensbankens grænse for absolut fattigdom (også betegnet ekstrem fattigdom) er fortsat $1,90 (tidligere $1 og $1,25 alt – at vi i dag bruger $1,90 er teknisk og ikke udtryk for at man har ændret den reelle grænse).

Oxfam Ibis bruger dog $5,50 grænsen – også i deres nyeste rapport. På baggrund af beregninger foretaget af Lakner m.fl. i “How Much Does Reducing Inequality Matter for Global Poverty?” (et i øvrigt interessant og velskrevet teknisk notat fra oktober 2020) har man så konstrueret ovenstående figur, som illustrerer udviklingen frem til 2030, alt efter om gini kvocienten stiger med 2 procent om året (og ikke 2 pct. point, som Oxfam Ibis skriver), falder med 2 procent eller er uforandret.

Hvad de ikke gør opmærksom på, er sandsynligheden for at Gini kvocienten stiger med 2 procent hvert år gennem 11 år. Det er forståeligt, for det er yderst usandsynligt. Eller som Lakner m. fl. skriver i:

“The figure reveals that Gini changes tend to be smaller the longer the spell length, suggesting that large changes in the Gini are difficult to sustain over long periods of time. For spell lengths of 11 years, which are equivalent to the 2019-2030 spell length we look at in this paper, annual declines of 1 percent per year are just below the 75th percentile while annual declines of 2 percent per year are around the 95th percentile of the distribution of changes in the Gini index. Thus, both of these seem plausible in a historical perspective. An annual increase in the Gini index of 1 percent is around the 5th percentile and is therefore also plausible. Annualized increases of 2 percent, however, have not been seen sustained over a 11-year period.” 

Med andre ord; Hvor stigning på en procent – eller fald på 1 procent eller 2 procent om året gennem en længere periode ikke er usandsynlige, er en stigning på 2 procent om året gennem så lang en periode ikke sandsynligt. Man kan derfor undre sig over hvorfor man alligevel fokuserer på dette mål.

Udover at alle beregninger er baseret på et tab i globalt BNP på 8 procent, hvilket på nuværende tidspunkt og siden 2. halvår af 2020 (heldigvis) må anses for lidet sandsynligt, kommer så valget af fattigdomsgrænse. Verdensbanken og andre internationale er (af gode grunde) fortsat fokuserede på nedbringelsen af den absolutte fattigdom (altså antal og andel som lever for mindre end svarende til $1,90 om dagen) og debatten i f.eks. Verdensbankens publikationer, som Oxfam Ibis også henviser til, går primært på hvorvidt vi i 2030 når målsætningen på 3 procent for andelen af jordens befolkning som lever i absolut fattigdom er mulig. Det gør vi næppe og det var heller ikke sandsynligt før covid-19.

Den historiske udvikling har været og er, at mennesker som lever i absolut fattigdom domineres af stadig færre (primært afrikanske) lande og at det fortsatte fald de senere år været aftagende.

Lakner m. fl. beskæftiger sig også med fattigdomsreduktion i kraft af økonomisk vækst kontra nedbringelse af indkomstulighed (målt ved gini kvocienten) og konkluderer at 

“With the $3.20 line, a 1% annual decline in the Gini still has a larger impact on global poverty than exceeding growth forecasts by 1 percentage point per year, while at the $5.50 line, they are about equally important for reducing poverty. This is despite the fact that almost half of the world lived below $5.50 in 2015”

For forudsætninger for de foretagne estimater må jeg henvise til Lakner m. fl. Det vil være alt for omfangsrigt at gennemgå her. Men det er væsentligt at pointere at de opstillede forudsætninger er ret afgørende – også hvordan man vil fremme en reduktion i ginikvocienten. Men det er dog slående at den kilde som Oxfam Ibis henvender til dels afviser en årlig stigning i ginikvocienten på 2 procent som sandsynlig og samtidig påpeger, at en procent point højere vækst i BNP vil have stort set samme effekt på reduktion af fattigdom målt ved $5,50 grænsen som en reduktion af ginikvocienten på 1 procent.

Anderledes forholder det sig med andel og antal som lever under svarende til $1,90 usd. pr. dag. I parentes bemærket er den mest effektive og reelt eneste mulige metode til at nå målet på 3 procent, at man lavede et egentlig cash-transfer program til verdens absolut fattigste. Det har været ganske effektivt (og relativt billigt) i en række lande, bl. a. Brasilien. Det er jo reelt at sammenligne med Milton Friedmans ide om en negativ indkomstskat.

Hermed havner vi i den gamle diskussion omkring økonomisk vækst kontra reduktion i ulighed. En væsentlig diskussion, som Oxfam Ibis desværre også i år reelt forsømmer. Muligvis fordi det vil indebære at de så var nød til erkende betydningen af markedsøkonomi og den økonomiske globalisering, som ifølge data fra Verdensbanken har indebåret, at hvor 36,2 procent af verdens befolkning under $1,90 i 1990. Ved årtusindeskiftet var det faldet til 27,7 procent og i 2017 var andelen reduceret til 9,2 procent. Med andre ord gik vi fra at leve i en verden hvor mere end hver 3. til mindre end hver 10. levede i absolut fattigdom i løbet af små 30 år.

Anvender vi den højere grænse på $5,50 er faldet naturligvis mindre markant, men fortsat betydeligt. I 1990 levede således 67,3 procent – altså mere end 2 ud af 3 – for under svarende til $5,50 om dagen, hvilket kun faldt marginalt frem til årtusindeskiftet, hvor dette fortsat gjaldt for 66 procent. Herefter har der dog været et ganske betydeligt fald, således at andelen som levede for mindre end $5,50 i 2017 af verdensbanken er anslået til at være 43,6 procent.

Det er fortsat en høj andel, men faldet er ikke til at tage fejl af – og selv med en voksende global befolkning indebærer det at det absolutte antal mennesker som levede for mindre end svarende til $5,50 faldt fra 3,6 mia. i 1990 til lige under 2,8 mia. i 2017, mens jordens befolkning i samme periode voksede fra ca. 5,3 til ca. 7,3 mia. (antallet som lever under $1,90 faldt fra næsten 2 mia. i 1990 til under 800 mio. i 2017).

Denne positive udvikling vente desværre i 2020. Den gode nyhed er så at verdensøkonomien igen er i bedring og at andel af jordens befolkning som lever i fattigdom – uanset grænse – vil begynde at falde igen.

Den væsentligste faktor bag de seneste 3-4 årtiers historiske fattigdomsreduktion, den økonomiske globalisering, er desværre ikke “in” i disse år, men under beskydning, både fra den traditionelle venstrefløj og den mere populistiske og nationalkonservative fløj. Det er nok den største trussel mod en bedre fremtid for os alle, og ikke mindst verdens fattige.

Steve var ansat i Verdensbanken de sidste 20 år, de seneste år som Lead Economist i bankens meget vigtige Development Research Group. Han var uddannet PhD i nationaløkonomi fra University of Maryland i 1991, hvor han startede sin karriere som Research Associate ved det dengang indflydelsesrige IRIS Center. Steve fortsatte som Assistant Professor på American University, før han valgte et job i Verdensbanken.

Steves måske stolteste øjeblik kom, da han sammen med Philip Keefer skrev ”Does Social Capital Have an Economic Pay-Off?” Artiklen, der udkom i 1997 i det ekstremt prestigiøse Quarterly Journal of Economics, dokumenterede for første gang en sammenhæng mellem social tillid og langsigtet økonomisk vækst. Sammenhængen er efterfølgende blevet bekræftet i adskillige artikler, ligesom en lang række studier har undersøgt de mange teoretiske idéer, Steve foreslog sammen med Phil Keefer i 1997. Studiet, der i dag kan kendes af de fleste i den del af forskningen som ”Knack og Keefer 97”, var forbløffende rigt på præcist formulerede idéer.

Det er også den artikel, der har påvirket mig suverænt mest som forsker. Jeg er næppe den eneste, da Steve og Phils artikel per dags dato er citeret 8870 gange ifølge Google Scholar. Men pudsigt nok er det ikke hans mest citerede. To år tidligere udkom ”Institutions and economic performance: cross‐country tests using alternative institutional measures” i Economics & Politics. Artiklen, der var blandt de første til at etablere den nu velkendte forbindelse mellem gode retslige institutioner og økonomisk vækst, var også skrevet sammen med Phil Keefer, og er til dato citeret 9163 gange.

Steve hvilede dog ikke på laurbærrene, og bidrog over årene både til forskningen i social kapital, men også i væsentlig grad til vores viden om ulandsbistand. Som flere af de kommentarer, der kom forleden dag på Twitter, også understreger, var han en ydmyg gigant i institutional economics, som for alvor prægede forskningen. Men Steve var ikke uden humor. Jeg mødte ham adskillige gange over årene, og havde endda fornøjelsen at møde hans da 14-årige datter, som han havde taget med til Firenze for en bunke af de Frequent Flyer Miles, han akkumulerede hos United. Mødet, der tegner Steve bedst, var dog til en konference i Georgetown, hvor han kom hen, sagde Hi Christian. Efter vi kort havde snakket om, hvordan det gik og hvilken forskning vi havde gang i, smilede Steve lidt skævt og sagde ”By the way, congratulations on the paper in the Journal of Law and Economics.” Da jeg grinende fortalte ham, at det var mere end jeg vidste, sagde han bare ”You will.” To dage senere kom den officielle besked fra redaktøren, men da vidste jeg allerede, at Steve havde været fagfællebedømmer på papiret. Det var den fineste måde at give et mentalt klap på skulderen, og meget karakteristisk for en dybt menneskelig intellektuel gigant.

Det fik desværre danske medier og ikke mindst en række politikere på venstrefløjen til at fremstille det, som om Danmark er det land i Europa, hvor det er “bedst” at drive virksomhed. Det er desværre ikke tilfældet. For grundlæggende beskæftiger rapporten sig slet ikke med at hvorvidt man kan tjene penge på at drive virksomhed i de enkelte lande.

Det skal dog medtages, at mens Danmarks Radio og Udenrigsministeriet fejlagtigt har omtalt rapporten under overskriften “Danmark er det bedste sted i Europa at drive virksomhed”, var Berlingske Tidende tættere på sandheden, når man skrev historien under overskriften, “Danmark er Europas letteste at drive forretning i” – altså bortset lige fra det lille – om end ikke helt ubetydelige – faktum, at man har svært ved at tjene penge på det.

Når Jonas Dahl, politisk ordfører, SF, under overskriften “Danmark er ikke et lavtlønsland“, skriver i børsen, at

Danmark det land i hele Europa, der giver de bedste betingelser for at starte og drive virksomhed,

og fremhæver, at

vi er ikke bare godt med i forhold til de europæiske lande.  Vi indtager faktisk en flot femteplads på listen, ud af de 189 lande, som indgår i rapporten.

så bruger han rapporten på en måde, der ikke er indholdsmæssigt belæg for i selve rapporten.

Nej, Danmark er langt fra et land, som giver de bedste betingelser for at drive virksomhed. Det kunne være det, men det er en anden sag.

Nu vil en del måske mene, at det bare er den sædvanlige snak fra venstrefløjen. Det er det ikke. Man behøver blot at tænke tilbage til VK-dagene, hvor Christian Hjort hyldede vores høje skattetryk og statsminister Anders Fogh afviste eksistensen af dynamiske effekter, når man sænkede skatter og afgifter.

Lav skat alene gør det ikke, men det hjælper.

Med udgangspunkt i rapporten er Jonas Dahl naturligvis ikke sen til at påpege, at

virkeligheden er slet ikke så sort-hvid, som flere i blå blok gerne vil have den til at fremstå. Virksomhedernes muligheder og lyst til at blive eller opstarte i Danmark afhænger af langt mere, end blot hvor meget de skal betale i skat.

Bortset fra at der næppe er nogen i “blå blok”, der vil påstå at lav skat kan kompensere for alt, så har Jonas Dahl naturligvis ret i, at der er mere på spil end blot skatter og afgifter. Men han overser behændigt, at alt andet lige, så er lavere skatter bedre end høje skatter.

Rapporten kan højst bruges til at forklare, hvorfor det ikke står værre til i Danmark, på trods af høje skatter og afgifter.

For naturligvis har det betydning, at vilkårene for f.eks. registrering, minimumskrav til startkapital, ventetider på svar på godkendelser  osv. er bedre her i landet end i andre dele af verden. Det kan nemlig alt sammen omregnes til omkostninger i kroner og ører for den enkelte virksomhed.  Set fra virksomhedens side er det jo irrelevant hvorfra omkostningerne stammer. Et besværligt bureaukrati, indviklet lovgivning og langsommelige arbejdsgange kan jo alle omregnes til omkostninger i kroner og ører for den enkelte virksomhed.

Alt andet lige, jo lavere omkostninger man pålægger den enkelte virksomhed gennem regulering og bureaukrati mv., jo højere skat kan man tillade sig at opkræve og jo højere lønomkostninger kan virksomhederne bære.

Men det betyder naturligvis også omvendt, at lav skat og lave lønninger kan kompensere for bureaukrati, tåbelige regler og langsommelige arbejdsgange.

Danmarks fine placering understreger behovet for at skatter og afgifter sænkes. 

Som det fremgår af nedenstående graf, hentet fra DI’s rapport om tilstrømningen, eller rettere manglen på samme, af udenlandske investeringer, står det rigtigt skidt til med dansk økonomi.

 Det kan jo undre, når vi nu er “det bedste sted i Europa at drive forretning”, som udenrigsministeriet stolt skriver. Forklaringen er selvfølgelig, at det er for dyrt at drive virksomhed her i landet. Med andre ord – Vi er ikke konkurrencedygtige.

Og når vi nu scorer så højt på rekruttering, finansieringsmuligheder, bureaukrati osv. kan det ikke bruges til at affærdige betydningen af skatter og afgifter – Tværtimod. Hvis man har optimeret på alle andre betydende parametre – og en samlet femteplads tyder jo på det, indebærer det tværtimod, at det er helt afgørende at få sænket skatter og afgifter. Altså stort set det modsatte af, hvad venstrefløjen gerne vil bilde os ind.