Spørger man V eller K, får man naturligvis svaret, at de har været så borgerlige som det var muligt, og at selve det at de holdt fast i taburetterne i ti år var en succes. Men at blive ved magten med den måske mest inkompetente opposition i mands minde er næppe en anbefaling i sig selv. VK-regeringen må nødvendigvis bedømmes på dens præstationer ved magten.

Og her er de vigtigste så i én figur. Alt er indekseret til 1 i 2000, så alle kurver er relative til tidspunktet umiddelbart før VK overtog. Figuren dokumenterer tydeligt problemet med at evaluere VK-regeringen som borgerlig: De offentlige udgifter er konsekvent, hele vejen gennem de ti år, løbet fra BNP (den tykke, sorte linje).

Med andre ord er det offentliges rolle i økonomien vokset støt gennem ti år til et niveau, der i 2009 var større end da Anker Jørgensen opgav at lede landet. Blandt Danmarks Statistiks kategorier må man bemærke, at ”Generelle offentlige tjenester” voksede 2,9 % hurtigere end BNP, sundhedsudgifterne voksede 2,5 % hurtigere, og ”Social beskyttelse” – DS-eufemismen for offentlige overførsler – voksede 2,1 % hurtigere end BNP. Hvordan det kan være borgerlig kernepolitik, at man lader overførselsudgifterne vokse to procent hurtigere end BNP i en periode, hvor den officielle arbejdsløshed faldt til historisk lave niveauer, kræver det vist mere end en storsvedende Claus Hjort Frederiksen at forklare.

Alle mennesker har en sfære, som andre bør afholde sig fra at gribe ind i – eller hvor der i hvert fald skal tvingende årsager til at gøre det. Det bør alt andet lige kræve den største omtanke, inden man med forbud og påbud i hånd regulerer, hvad mennesker gør frivilligt og deres handlinger ikke har direkte, negative konsekvenser for andre. Eller inden man tager deres penge eller ejendom og giver den til andre.

Men hvordan praktiseres dansk politik efterhånden? De seneste år tegner et billede af, at politikerne for at trænge igennem mediemuren, så de kan få fem sekunders opmærksomhed i rampelyset, er villige til at foreslå stort set hvad som helst. Uden bindinger i forhold til partiprogram eller valgløfter, og uden forudgående at have gjort sig så grundige overvejelser og forarbejder, at de kan være sikre på, at de negative konsekvenser af at gøre noget ikke er værre end at lade være. Forslag, der kan vække opmærksomhed og måske endog tiltrække stemmer, prioriteres over rettidig omhu og omtanke – og når de først er fremsat, står ofte 80-90 procent af alle politikere klar til at hoppe med på vognen, af frygt for at blive glemt. Resultatet er et cirkus af uansvarlige hovsa-forslag, der er lige så gennemtænkt, som hvis man lod børnehavebørn bestemmer egen mad. …

Men er det for meget at bede om, at den politiske klasse udviser en smule mådehold, en smule eftertanke og en smule ydmyghed overfor egen magtanvendelse?

Et kongerige med godt fem millioner mennesker står ved en skillevej. Danmark Knækker mere og mere over i to: I en del, der har velfærd, vokseværk og virksomheder – ofte centreret omkring storbyerne. Og i en del, der ikke har – Udkantsdanmark.Vi kan vælge, om vi som nation vil gå den ene vej og finde en løsning. Eller vi kan lade udviklingen fortsætte og få en opløsning af små udkantssamfund.

Ud over at det er slående, hvor politiserende, historieløs og stationært tænkende den tekst er, så er det grænsende til en løgnagtig beskrivelse af virkeligheden.

I de 36 år fra 1945 til 1981 steg befolkningen i byerne i Danmark fra 2.7 til 4.3 mill, mens befolkningen i landdistrikter faldt fra 1.4 mill til 0.8 mill. I de følgende 26 år fra 1981 til 2007 steg befolkningen i byerne fra 4.3 mill til 4.8 mill mens befolkningen i landistrikter faldt fra 0.8 mill til 0.7 mill (Kilde: DS Danmark i 60 år). Det store demografiske skift fra by til land skete med andre ord i perioden fra 1945 til 1980. Befolkningen i landdistrikterne faldt med 40% i den periode. I det sidste 25 år er der kun sket en langsom afvandring.  Tilsvarende foregik den eksplosive befolkningsvækst i byerne frem til 1980, og væksten har været lavere siden. Det er fakta. Prøv at sammenlign det med DRs retorik ovenfor. Er der ingen grænser for, hvad danske  journalister (DR!) kan tillade sig af anekdotisk drevet politisering?

Men selv hvis det var rigtigt, havde det så været et problem?

Er det rigtigt at vi “kan vælge, om vi som nation vil gå den ene vej og finde en løsning. Eller vi kan lade udviklingen fortsætte og få en opløsning af små udkantssamfund” (man er vist et rigtigt ondt menneske hvis man mener det sidste). I år 1900 havde København 0.5 mill. indbyggere i dag har hovedstadsområdet 1.5-2 mill indbyggere, afhængigt af hvor man tegner grænsen.

Havde det givet mening, hvis den danske regering i 1900 havde bekymret sig om, hvor underbefolket København var i forhold til hvor mange der “burde bo der i fremtiden”, og derfor var gået i gang med at brandbeskatte provinsen til fordel for hovedstaden? Absurd tanke. Men i det mindste havde den været tænkt fremad og havde skubbet landet i den retning teknologi, indkomster og menneskers behov alligevel drev Danmark i de følgende 100 år. Det havde da været endnu mere absurd hvis regeringen i 1900 havde besluttet at København ikke havde måttet vokse ift provinsen og at statsmagten derfor skulle forhindre hovedstadens befolkning i at vokse over en 0.5 mill, hvad enten politiken blev gennemført med kæp eller gulerod.

Men nu er det åbenbart en god ide at prøve at føre en politik, der går imod den teknologiske udvikling. Imod den økonomiske udvikling og imod danskernes behov og lyster, når de giver sig udtryk i at danskerne frivilligt beslutter at skifte bopæl. Det er selvfølgelig en bagstræberisk maskinstormer politik. Christian den IV var tydeligvis en større fremadtænkende internationalist end den danske regering anno 2010.

Der er udkantsområder, som uddør befolkningsmæssigt. De uddør af den simple grund, at der er stadigt færre der har lyst til at tilbringe deres liv der. Hvorfor er det et problem?

Hvad er det der gør den nuværende fordeling af befolkningen i landet (eller antal) mere optimal og bedre end den fordeling der var i 1900? Eller den der kommer i 2100?

Hvad vil danske politikere gøre i de kommende år, når det bliver stadigt mere tydeligt for nye unge danske generationer, at København er en provinsiel by ift mulighederne andre steder i verden? At Danmark ikke har så mange muligheder at tilbyde? At det danske indkomstskattesystem er relativt fjendsk over for ambitiøse mennesker? Opføre en mur? Belægge immigrerende danskere med en skat?

PS. Intereressede læsere, som kunne tænke sig at bidrage og har fattet konceptet, er velkomne til at sende mig en selv-promovering på denne e-mail adresse (kurrild@gmail.com).