Når man skal designe politiske institutioner, bør de indrettes, så de minimerer de forventede samlede beslutningsomkostninger, mente Buchanan og Tullock. Som Christian anførte, kan det tale for at anvende flertalskrav på mere end 50 pct. Især når risikoen for meget store omkostninger ved dårlige beslutninger er stor.  

Buchanans ideal var enstemmighed, fordi det udelukker beslutninger, som stiller nogen ringere. Hvis alle skal være enige, er de hver især udstyret med et veto. Det sikrer, at der kun sker Pareto-forbedringer. Det er kun, fordi omkostningerne ved at nå til enighed kan være prohibitive, at Buchanan mente, at der var grund til at fravige enstemmighedskravet.  

Nu sker det rent faktisk jævnligt, at der træffes beslutninger i Folketinget i næsten eller fuldstændig enighed. Og hvis det må være mig tilladt med en personlig observation, så er det bemærkelsesværdigt, hvor dårlige mange af dem faktisk er. Et helt frisk eksempel er den spritnye finanslovsaftale for 2024, der blev indgået i går. Udover regeringens egne forslag består aftalen af udgiftsbevillinger til alle tænkelige klientinteresser for de politiske partier. Selv de tilsyneladende skattelettelser – der er kun to – er reelt udgifter formelt placeret på indtægtssiden.  

Finanslovsaftalen er ingen enlig svale. Mange af de meget brede forlig, jeg har været vidne til på nært hold (bl.a. energiforlig) har formet sig på den måde, at hver ordfører er kommet med en liste over interessenter, der skulle tilgodeses.  

Hvilket naturligt nok frister spørgsmålet: Tog Buchanan og Tullock fejl? 

Nej, det gjorde de – trods disse observationer – ikke. 

Det, der er værd at bemærke ved brede politiske aftaler, er for det første, at beslutningstagerne omkring bordet ikke repræsenterer alle interesser, men primært dem, der er koncentrerede nok til at bemærke, hvad der foregår. Det vil sige, at dem, der betaler, skatteyderne, ikke rigtigt er repræsenteret ved bordet. Det er den såkaldte asymmetrihypotese, der er på spil. Den siger netop, at små koncentrerede interesser har større effekt end store, diffuse interesser – som netop skatteyderne. Ikke underligt bliver der truffet dårlige beslutninger, når det kan ske for andres regning.  

For det andet er brede forlig ikke ensbetydende med, at de er truffet under kvalificeret flertalsregel. Den almindelige flertalsregel spøger således i baggrunden i brede forlig. Hvis et parti truer med at trække sig fra et bredt forlig, er konsekvensen ikke, at forliget falder, men at det gennemføres uden partiets deltagelse. Der er altså ikke nogen effektiv vetokraft. Brede forlig og kvalificeret flertal er to forskellige ting. Kvalificeret flertal fører naturligvis til brede forlig, men brede forlig giver ikke vetokraft under almindelig flertalsregel. 

I tilfældet med finansloven for 2024 er baggrunden for aftalen, at regeringen har et flertal på forhånd og kan få sin finanslov i gennem, hvis den vil, uden at tage hensyn til andre. Men regeringen har tilsyneladende ønsket at skabe lidt goodwill og at kunne sige, at den formidler et bredt samarbejde. Navnlig hvis det kunne ske til en meget lav pris. De øvrige partier – bortset fra Enhedslisten – har så valgt at gå med ud fra betragtningen om, at lidt var bedre end ingenting. Og de samtidig ikke behøver rose regeringens politik.  

Det giver en helt anden aftale, end hvis grundloven indeholdt en bestemmelse om, at ingen udgift kunne afholdes uden f.eks. to tredjedele af MF’ernes opbakning.  

To tredjedele var i øvrigt Knut Wicksells forslag til flertalskravet om netop finansloven. Wicksell, den svenske økonom, som satte Buchanan på sporet af enstemmighedsreglens betydning.  

Og på overfladen minder mange af fænomenerne om hinanden. Men der er også fundamentale forskelle. Hvis man overser dem og kommer til at bruge begreberne på tværs af discipliner, kan man komme til at begå alvorlige fejlslutninger.

Den amerikanske politolog William Riker understregede således den fundamentale forskel på at tabe i henholdsvis økonomi og politik. Der er tabere begge steder, men med fundamentalt forskellige konsekvenser.

Et aktuelt eksempel på en økonomisk ”taber” – som er faldet en del for brystet – handler om Legolands såkaldte ”fast track”-ordning, hvor man for en ekstra betaling kan komme foran i køen. Hvordan skal det fattige barns forældre forklare barnet, at det bliver overhalet i køen af det rige forældrepars forkælede rolling?

Der er kø, fordi kapaciteten i Legolands forlystelser (til tider) er et knapt gode. To børn kan ikke sidde på den samme plads samtidig. Hvis det rige forældrepar har råd til at betale, men det fattiges ikke har – har det fattige så ikke tabt?

Jo i en vis forstand har det. Det har that konkurrencen om præcis dét knappe gode. Men det har ikke tabt alt, og det rige har ikke vundet alt. De penge, det rige barn bruger på at springe over i køen, kan det ikke også bruge på noget andet. Og tilsvarende sparer det fattige barn penge på ikke at stå i fast track – og kan bruge dem på noget andet. Det vil altså sige, at det i en anden konkurrence om et andet knapt gode ender med at vinde. Det følger af det simple faktum, at al indkomst er noget værd. Man kan ikke købe lige meget, hvis man ikke har lige stor indkomst (og om man bør det, er et andet spørgsmål, som vi gemmer til en anden gang). Men man kan købe noget.

I sidste ende bliver det, der i en markedsøkonomi ser ud som en kamp mellem tabere og vindere, til et spørgsmål om allokering. Markedet allokerer de tab, vi alle må lide (fordi vi ikke kan købe alt), hen hvor de gør relativt mindst ondt, og gevinsterne hen, hvor de gør størst gavn. Vi vælger at bruge vores indkomst på de ting, hvor der er størst forskel mellem nytten for os og den pris, vi skal betale. Hvis tabet ved at stå i kø er for stort, kan det fattige forældrepar vælge at købe en ”fast track”-billet i stedet for is og sodavand. Tabet flytter et mindre smerteligt sted hen.

At tabe i politik – og i sport og krig – kan derimod godt betyde: ”The winner takes it all, the looser has to fall” (som Abba sang). En autoritær leder kan i princippet tage alt fra sine undersåtter (eller i hvert fald så længe, der er en nettogevinst ved det). Et demokratisk flertal kan tilsvarende tage fra mindretallet. At tabe i politik vil ifølge Riker vitterlig sige at tabe.

Når demokratier har vist sig ikke at tage så meget som autokratier, hænger det sammen med, at det er nødvendigt at etablere en flertalskoalition i et demokrati. Et tabende mindretal kan i princippet tilbyde sig billigt som afløser af en ”dyr” del af koalitionen. Der er en ”åben orden” (som Acemouglu og Robinson kalder det), modsat autokratiets ”lukkede orden”. Men selv om det kan begrænse tabene, fjernet det dem ikke. For det første betyder det, at den politiske proces kan blive enten meget ustabil eller sårbar over for manipulation. For det andet vil der være en tendens til at danne “minimale vindende koalitioner” ved demokratiske afstemmninger – altså at holde flest mulig ude (op til knap halvdelen), fordi der så er flere at tage fra og færre at dele gevinsten mellem. For det tredje kan skiftende flertal nok begrænse tabet for den enkelte, men til gengæld gøre alle til tabere. Den ”kærnende stat” (navngivet af Anthony de Jasay), hvor der ultimativt omfordeles fra alle (via beskatning) til alle (via overførselsindkomster og gratisydelser til skiftende interessegrupper) indebærer en nettoomkostning, som i princippet kunne spares væk. Hvor konkurrencen på markedet ender med at skabe en allokeringsgevinst, indebærer den ”kærnende stat” et allokeringstab.
Politiske beslutninger kan dog i princippet også skabe en allokeringsgevinst, hvis staten leverer såkaldt ”kollektive goder” – f.eks. fælles forsvar – som markedet har vanskeligt ved at levere. Riker pointerede imidlertid, at der uanset denne potentielle allokeringsgevinst altid står en konflikt tilbage om fordelingen af regningen. Mindretallet er ikke beskyttet, blot fordi der er tale om kollektive goder.

Hvad er den afgørende mekanisme bag, at taberne taber mere i politik end i økonomi? Forklaringen er, at et tabende mindretal ikke kan blokere med et veto. Det ville kræve brug af enstemmighed, som imidlertid har sine egne problemer. Men en meget dyb indsigt – som stammer fra den svenske økonom Knut Wicksell – viser, at et marked fungerer, som om beslutningerne blev truffet med enstemmighed. Der træffes ganske vist ikke beslutninger med virkning for hele økonomien på en gang – modsat politiske beslutninger, som gælder alle. Beslutningerne træffes i stedet gennem decentrale parvise transaktioner. Og fordi ingen er tvunget til at deltage i en transaktion, som ikke stiller vedkommende bedre, ender man med samme resultat som ved enstemmighed (men uden de særlige problemer ved enstemmighed).

Hvis man ikke indser forskellen på at tabe i politik, sport, krig og økonomi, kan det sikkert virke umiddelbart værre at tabe i økonomi. I sport er der trods alt et strengt meritokratisk princip. Krig er heldigvis ikke så ofte forekommende. I et demokrati har alle én stemme. Markedsøkonomien kan se ud, som om nogle få – ”de rige” – kan sætte sig på det hele. Men der er en verden til forskel.

Og så lige en korrektion: Der kommer ingen fattige i Legoland. På verdensplan dykker fattigdommen, så der nu er under 10 pct. efter FNs fattigdomsdefintion. Ingen af dem bor i Danmark. Takket være den globale markedsøkonomi behøver ingen være fattige – var det ikke for krig og politik.