Man kommer uvilkårligt til at tænke episoden, når man følger debatten om Europas problemer, bl.a. den såkaldte Draghi-rapport. Draghi har ret i sin grundlæggende diagnose: at EU har en stor vækst- og produktivitetsudfordring. Men deraf følger ikke, at de løsningsforslag, han fremsætter, vil gøre problemerne mindre. De er tværtimod noget af en blandet landhandel.

Jeg har skrevet en læsevejledning til hans rapport i Berlingske Business. Læs den her eller her.

Et af de forslag, der især er grund til at advare imod, er optagelsen af fælles gæld i EU. Det har danske politikere tidligere været imod, men først Moderaterne og siden Venstre og Socialdemokraterne har lavet en kovending og erklæret sig åbne for at optage fælles gæld. Argumentet for lyder i den grad også som “en politikers logik”.

Mere gæld og ikke mindst fælles gæld kan få alvorlige konsekvenser. Det har jeg forsøgt at advare om en hel del gange. Bl.a. om konsekvenserne af høj og stigende statsgæld i mange vestlige lande. Om den langstrakte gældskrisen i EU og at fælles gæld vil føre til en større centralisering i et føderalt EU. Om at det vil føre til mere omfordeling fra lande som Danmark til lande med lavere indkomst og dårligere offentlige finanser, samt om at denne proces risikerer at føre til flere exits.

Man skal dog være varsom med at tro, at “en politikers logik” er udtryk for, at politikerne ikke ved bedre. Det er nok snarere dem, de forsøger at overbevise – dvs. os -, som ofte falder for den logik. Det fører til det velkendte ‘handlings-bias’ i politik – at det virker bedre på vælgerne at gøre ‘noget’ end at gøre ingenting. Sir Humphrey har dog ikke ret, når han omvendt hævder, at det altid er bedre at gøre ingenting.

Draghi har ret i, at EU’s udfordringer kalder på handling. Bare ikke alle dem, han peger på. Regeringspartierne kan også have ret i, at EU står over for alvorlige finansieringsproblemer – ikke mindst i forhold til Ukraine. De taler bare ikke for fælles gæld. Som økonomiministeren korrekt påpegede på Folketingets Europaudvalgs høring sidste år om EU’s finanspolitiske problemer, bliver gældsproblemerne ikke mindre af, at pengene går til et godt formål.

EU-landene bør som hidtil betale fælles udgifter via kontingentet. Ikke gennem gæld eller flere egne indtægter til EU. Det er højst sandsynligt, at mange lande hverken kan eller vil betale særlig meget. I så fald kan man lave en aftale om, at landene bidrager forskelligt. Det er jo realiteten allerede, at landene bidrager højst forskelligt med bilateral støtte til Ukraine – i øvrigt med Danmark som den største bidragsyder i forhold til BNP. Halvdelen af støtten til Ukraine fra EU og næsten hele den afgørende militære hjælp kommer via bilateral støtte fra de enkelte lande direkte.

Det er muligt, at regeringspartierne satser på, at andre lande vil blokere for fælles gæld – ikke mindst Tyskland, hvor vælgernes tålmodighed med at finansiere andre landes fiskale uansvarlighed synes at være ved at slippe op. Og at den danske regering får mere frie hænder som kommende EU-formand ved ikke at sige nej på forhånd. Man må næsten håbe, det er motivet. Men i så fald illustrerer det jo netop det store ‘free rider’-problem i EU, som også finanspolitikken lider under. Det kan vise sig at være risikabelt, hvis ingen vil påtage sig at blokere for fælles gæld og andre former for fiskal uansvarlighed, fordi de håber på, at andre vil gøre det.

I skal selvfølgelig ikke snydes for Sir Humphrey himself:

Jay blev født i London og tog efter endt militærtjeneste en honours’ degree i Cambridge. Hans interesse og generelle afsky for politikere startede sandsynligvis der, hvor han var på årgang og læste med adskillige fremtidige politikere, inklusive fire mænd der senere blev ministre. Han arbejde derefter nogle år for BBC, inden han besluttede sig for at blive freelancer. Mens han arbejde med David Frost for BBC, fandt Jay også tid til at skrive den fine Management and Machiavelli, der både provokerede men også fik strålende anmeldelser.

Det blev dog Yes Minister, der kørte på BBC fra 1980-84, og efterfølgeren Yes Prime Minister i årene 1986-88, der blev Jays claim to fame. Det særlige magtspil mellem ministeren Jim Hacker, hans departementschef Sir Humphrey Appleby og ministersekretæren Bernard Woolley resulterede i ofte ubetaleligt morsomme episoder, der alle illustrerede hvor absurd politik ofte er. Yes Minister var på samme tid så præcis i sin karakteristik, at adskillige politikere følte sig mindre underholdt. Jay og Lynn lod for eksempel i episoden The Economy Drive Sir Humphrey forklare Bernard, at “Politicians like to panic, they need activity. It’s their substitute for achievement.” Yes Minister var ikke blot Margaret Thatchers ynglingsserie, men vandt også adskillige BAFTAs og andre priser.

Hvad de færreste ved er dog, at både Jay og Lynn var stærkt inspirerede af public choice teori i et sådant omfang, at Jay senere indrømmede, at “public choice economics […] was at the root of almost every episode of Yes Minister.” Programmet var både morsomt, men også en måde at popularisere public choice. For mig personligt var det et af de sjoveste programmer, mens jeg var barn, men tydeligt også noget, der senere formede mit og mange andres syn på politik. Kritikeres angreb på Yes Minister som særligt ideologisk var dog både tågede og mærkværdige: Mens Jay var tydeligt liberal, var hans medforfatter og livslangt nære ven Lynn ganske venstreorienteret, og deres mål var – ligesom public choice teori generelt – i Buchanans ord at vise ”Politics without Romance.” At resultatet blev så morsomt, kunne man næppe have forudset – men se for eksempel episoden nedenfor! Yes Ministers indflydelse og popularitet viste sig også sidste uge i de mange nekrologer i f.eks. New York Times, the Independent, the Daily Mail og the Telegraph.