Robert Mugabe blev født i den daværende britiske koloni Syd-Rhodesia i 1924. Efter endte studier arbejde han en overgang som lærer i både Nord- og Syd-Rhodesia og i Ghana, inden han blev overbevist marxist politisk aktiv. Mugabe var en af mange, der arbejde imod den hvide regering i den ellers selvstyrende koloni, og som ønskede et rent sort, afrikansk styre i Rhodesia. Udfordringen var, at den rhodesiske regering og rhodesiske institutioner faktisk fungerede ret godt, og det frugtbare land havde ry for at være det sydlige Afrikas brødkurv.

Situationen ændrede sig dog, da det konservative, hvide Rhodesian Front under Ian Smiths ledelse begyndte at indføre apartheid, efter at partiet havde vundet et demokratisk valg i 1962. Mugabe var en af flere oppositionspolitikere, der blev fængslet uden retssag efter at de havde kritiseret den hvide regering i 1964. Smith afskaffede effektivt det rhodesiske demokrati og Mugabe endte med at sidde i fængsel i mere end ti år.

Mugabe blev dog fra fængslet leder af the Zimbabwe African National Union, der vandt det nu uafhængige Zimbabwes første valg i 1980 og indsatte ham som premierminister. Mugabe viste her sin sande politiske kulør, og endte med at gøre sig selv til de facto diktator i 1987. I mellemtiden havde der udspillet sig et bemærkelsesværdigt beskidt magtspil mellem Mugabes ZANU-parti og rivallen Joshua Nkomo’s Zimbabwe African People’s Union. Mens ZANU havde solid opbakning fra Shona-stammen, som Mugabe tilhørte, havde ZAPU langt større opbakning hos mindretalsstammen Ndebele i det sydlige Zimbabwe. Mugabe skabte derfor i smug en særlig brigade i hæren, som i det mindste i et vist omfang blev trænet af Nordkorea, og som skulle bruges til at banke Ndebele-folket på plads.

Det blev gjort fra 1983 ved at tilbageholde borgere på ubestemt tid, sende dem i såkaldte ”re-education camps” eller simpelthen henrette dem. Massakrerne blev kendt som Gukurahundi – det uofficelle navn på brigaden – da den langt senere blev kendt udenfor Zimbabwe Mens den bidrog til at cementere Mugabes greb om magten, skete det med voldsomme tab. The International Association of Genocide Scholars estimerer således dødstallet til mindst 20,000 og har tydeligt erklæret det som et folkedrab, da det udelukkende var målrettet én bestemt stamme.

Mugabe-regimet sørgede efterfølgende for at undertrykke informationen om Gukurahundi, ligesom mange afrikanske ledere og vestlige intellektuelle slet ikke talte om det. Mugabes status som socialistisk, afrikansk frihedshelt købte ham så meget goodwill, at han slap afsted med et folkedrab uden vestlig kritik. Og som følge af den “Unity Accord” som Mugabe og Nkomo underskrev den 22. december 1987, gav Zimbabwes regering amnesti til alle, der havde været involveret i Gukurahundi. Der har aldrig været hverken et retsopgør eller nogen anden anerkendelse af drabet på tusinder af Ndebele.

Der slutter Mugabes ulykker desværre ikke. Rhodesia var, da landet unilateralt erklærede sig uafhængigt fra Storbritannien i 1965, en stor fødevareeksportør og havde et af de mest effektive landbrug i Afrika. Landet skolevæsen var også med rette berømt i Afrika – det har stadig et fint ry i regionen – og det basalt set britiske retsvæsen var velfungerende. Fremtiden så virkeligt lys ud for Rhodesia, så længe landet ville slippe apartheid-politikken. I dag er Zimbabwe en økonomisk ruin efter årtiers misrøgt af landet, der kulminerede i de vanvittige landreformer i 1999-2000. Som min nu tidligere studerende Rasmus Kjærgaard viste i sit speciale i foråret, var omkostningerne ved bare landreformen dramatiske. Mugabes regime indførte dem alligevel, da dets popularitet var dalende og presset fra oppositionens Movement for Democratic Change, og regimet håbede at købe stemmer fra sorte vælgere og veteraner fra uafhængighedskrigen. Zimbabwes økonomi er vokset langsommere end Sydafrikas siden midten af 1990erne på trods af, at det store naboland er langt rigere (og derfor burde vokse noget langsommere), og at de seneste års nationalregnskabstal næppe er troværdige.

CIAs World Factbook estimerer gennemsnitsindkomsten i 2017 til at være 2300 dollars, og placerer således det potentielt så rige land på linje med Etiopien, Rwanda og Uganda. For et land, der er så frugtbart, plejede at være så velfungerende (valgene til Rhodesias parlament var endda frie og rimeligt fair indtil 1962), og tiltrak hvide indvandrere indtil 1960erne, er det en chokerende dårlig udvikling. Siden 1980erne har Mugabes inkompetence og dybt undertrykkende politik bidraget væsentligt til at skabe denne misere, der endte med at Emerson Mnangagwa sammen med militæret tog magten ved et statskup i 2017. Om dét kommer til at hjælpe på det ødelagte land, kan kun fremtiden vise.

Selvsamme Mnangagwa tweetede i anledning af hans død, at ”Mugabe var et ikon for frigørelse. En pan-afrikanist, der dedikerede sit liv til løsrivelse og styrkelse af sit folk. Hans bidrag til historien om vores nation og kontinent vil aldrig blive glemt.” Det er dog nærmere herostratisk berømmelse end noget som helst beundringsværdigt, han bør huskes for. Mugabe var en af de værste i en lang række absurde, afrikanske diktatorer.

Som Frankfurter Allgemeine, BBC og adskillige andre kilder, har rapporteret, er Mugabe nu under husarrest, men hæren har omhyggeligt gentaget, at der ikke er tale om et kup. Det er der næppe nogen, der er i tvivl om at det er, men der er gode grunde til at prøve at italesætte, at det er noget andet. For det første er den Afrikanske Union – ligesom EU – stærkt negativ overfor enhver irregulær regimeændring, og kan i princippet indføre sanktioner mod Zimbabwe. For det andet har Mugabe stadig en status som frihedshelt i dele af den afrikanske offentlighed, og hos dele af magteliten i den sydlige del af kontinentet. Hæren er derfor omhyggelig med ikke at tegne et billede af, at den har afsat Mugabe for at undgå tab af legitimitet.

Naturligvis må man vente tiden af og se hvad der sker. Når det er sagt, er militærkuppet med meget stor sandsynlighed gode nyheder for Zimbabwe. For det første kan situationen næppe blive værre end Mugabes dybt korrupte og aldeles inkompetente styre. Freedom House vurderer pressefriheden til at være indeks 74, sammenlignet med de langt fra perfekte situationer i Sydafrika (38) og Botswana (45). Det er med andre ord decideret farligt at være almindelig journalist i det fattige land. CIAs World Factbook sætter gennemsnitsindkomsten til cirka 2200 købekraftskorrigerede dollars, hvilket er en sjettedel af nabolandet Sydafrikas og ikke meget mere end en ottendedel af Botswanas! Da landet erklærede sig uafhængigt i 1965 – under det oprindelige navn Rhodesia – var gennemsnitsindkomsten 40 % højere end i Botswana, og landet var kendt som et frugtbart og relativt velfungerende sted med forholdsmæssigt gode skoler og politisk ro. Mugabes regeringsperiode fra 1980 har dermed været en tordnende fiasko, og statens finanser er også i rent kaos, med et budgetunderskud på lige omkring 10 % af BNP, og en årrækkes hyperinflation, der med CIAs ord har gjort den zimbabweske dollar ”essentially worthless.”

Det er derfor svært at forestille sig, at et militærregime efter Mugabes katastrofer ikke kommer til at rette op på noget. Men udover det faktum, at man institutionelt og kompetencemæssigt starter nogenlunde på bunden, er der forskning, der også peger i same retning. Richard Jong-a-Pin og Shu Yu finder for eksempel, at kup i særligt fattige lande typisk fører til højere vækst og bedre økonomi. I fælles forskning med Katharina Pfaff, som vi præsenterede tidligere på året i Budapest, finder vi også at netop Zimbabwes situation – hvor et militærregime afløser et civil (ikke-militært) autokrati – vil de nye regime typisk undertrykke befolkningen væsentligt mindre end det oprindelige.

Bundlinjen i dag er, at hvis militæret faktisk har taget magten i Zimbabwe, og vælger at beholde den, er der lys forude. Landet, der som Rhodesia var et af lyspunkterne i Afrika og faktisk var nogenlunde pænt demokratisk indtil 1962, har geografisk en række fordele. Alt tyder lige nu på, at et nyt militærregime vil tillade befolkningen igen at udnytte de fordele, den har.