Tag-arkiv: corona

Hvor farlig er corona – en update

Da coronaepidemien officielt ramte Europa i februar, skabte skrækbillederne fra Norditalien en panikstemning hos politikere og befolkninger: Stemningen var, at noget måtte gøres og det måtte gøres nu så titusinder ikke døde. Et estimat, baseret på den såkaldte Imperial College model, forudså flere end 90.000 dødsfald i Sverige, og stemningen skabte et sjældent manøvrerum for mange regeringer, der viste sig mere end villige til at ignorere basale rettigheder eller politisk omhu (se f.eks. her). Siden da har de fleste af dem – om end ikke de svenske, der simpelthen styrer efter sundhedsekspertisens råd – også ignoreret ny viden om virussen. Det gælder i helt særlig grad ny viden om dens faktiske dødelighed, som viser sig at være ret begrænset.

Læs resten

Fill the box-strategien

I den danske debat om det ’bedste’ respons til en ny epidemi som corona, har langt de fleste antaget, at det danske respons er rigtigt: At man lukke store dele af samfundet ned for at flade kurven ud, så sygehusvæsenet ikke belastes udover dets beredskabskapacitet. Rent praktisk har den diskussion været, at man burde lukke så meget af økonomien og civilsamfundet ned, så man ikke kom i en situation hvor folk døde af virussen, fordi der ikke var respiratorer til rådighed. At man så meget tydeligt har overreageret – mens der er 1000-1200 respiratorer til rådighed i Danmark, har man den absolut værste dag kun haft 138 danskere i respirator og i skrivende stund er tallet 39 patienter – er en anden diskussion om panikreaktioner og et problematisk politisk behov for såkaldt ’handlekraft’.

Et nyt og stærkt interessant studie peger nu på, at den danske diskussion måske har været misvisende (hattip: Niclas Berggren). Forleden dag foreslog den franske matematiker Laurent Miclo sammen med de svenske økonomer Daniel Spiro og Jörgen Weibull, at en strategi, hvor man flader kurven ud med en kontinuert nedlukning er langt fra optimal. Deres bud på den bedste strategi, hvor man på samme tid holder dødstallet nede ved at undgå at sygehusene belastes over kapacitet og minimerer de økonomiske tab, kalder de ’fill the box’.

Idéen kan illustreres i figuren, som vi gør nedenfor. De to bløde kurver i figuren illustrerer det valg, de fleste danskere kender og har set sundhedsministeren vifte med gentagne gange. Den skarpe kurve opad, som ministeren kalder den røde kurve, er sygdomsforløbet som man regner med, hvis man ikke gør noget. Problemet med det er, at der kommer en periode, hvor antallet af indlagte vil overstige sygehusenes kapacitet – den stiplede, horisontale linje – og der således kommer til at dø for mange. Den flade kurve opnår man, hvis man lukker samfundet ned og således bremser smittespredningen ned. Som Martin Ågerup og adskillige sundhedseksperter har understreget, gælder det her om at holde smitten under kapacitetsgrænsen, men ikke alt for langt under. På den måde er idéen, at man begrænser dødstallet til det, man får når alle kan behandles.

Miclo, Spiro og Weibulls pointe er, at denne strategi faktisk ikke er optimal, fordi man lukker ned for tidligt og åbner for sent i forhold til hvad man kunne have gjort uden at nå over kapacitetsgrænsen. Deres fill the box-strategi er illustreret i den kantede, fedt optrukne kurve her på stedet. Den består i at holde økonomien åben indtil man nærmer sig beredskabets kapacitetsgrænse – i starten er man derfor med strategien på samme kurve som en ureguleret virusudvikling – og man derefter bør lukke hårdt ned. Efter man har gjort det, skal nedlukningen gradvist fjernes, så man lukker økonomien op igen med et relativt højt dagligt dødstal i en periode. På et tidspunkt falder smitte- og dødsfaldet derfor igen af sig selv når man har nået en fuld oplukning og dermed almindelige tilstande.

Som de tre forskere viser med ganske avanceret modelmatematik, og som man ganske tydeligt kan se på figuren, betyder det at man holder dødstallet lavt, mens man på samme tid lukker minimalt ned for samfundet, og lukker ned den kortest mulige tid. En fill the box-strategi er derfor en måde at håndtere en alvorlig, ny epidemi med de mindste økonomiske og sociale skadevirkninger. Tricket er, at holde hovedet koldt til at starte med, så man ikke starter for tidligt, og derefter lukke op mens man holder et højt smittetal. Strategien er nok mod mange menneskers umiddelbare intuition om, at det gælder om at forhindre folk i at dø nu og her, men er bedre end alle alternativer, fordi man både begrænser det endelige dødstal og de voldsomme følgevirkninger (der også omfatter dødsfald af andre årsager).

Hvor mange danskere dør for tiden?

I morges deltog jeg i et glimrende og meget velbesøgt webinar hos Cepos. Arrangementet omfattede blandt andet fem-minutters indlæg af Lars Rebien om Novo Nordisks testindsats, Otto Brøns-Petersen om krisepolitik (regeringen gør det forkert), og Mads Lundby. Særligt indlægget fra Mads var interessant, da han dokumenterede at ledigheden er langt højere end regeringen påstår. De officielle tal viser, at ledigheden er steget med 46.500 personer, men Mads pegede på, at der oveni er mindst 150.000 på lønkompensation. De tæller ikke i den officielle ledighedsstatistik – det er en anden kasse – men er stadig de facto ledige. DI vurderer endda tallet endnu højere, og selv et forsigtigt bud viser, at ledigheden faktisk er tredoblet de sidste to måneder. Omkostningerne ved regeringens nedlukning af det danske samfund er således markant højere, end regeringen indikerer.

Mit eget indlæg handlede dog mere om baggrunden for de politiske valg. Som vi skrev om forleden, er de officielle tal på smitteraten og virussens dødelighed stærkt misvisende. Grunden er, at man ikke tester tilfældigt, men kun folk der udviser symptomer eller er særligt udsatte. Alle disse data er derfor udsat for ’selektionsbias’ – et fænomen, som økonomer og kvantitative politologer kender særdeles godt og ved, hvordan man håndterer.

Mange danskere har sandsynligvis hørt om problemet som spørgsmålet om ’mørketallet’, dvs. det antal smittede, der ikke bliver testet og derfor flyver under radaren. Erfaringen fra de steder, hvor man enten bevidst eller tilfældigt har testet en random sample, peger på at mørketallet er meget stort. Som jeg pegede på i løbet af mit fem-minutter lange indlæg, viser det sig for eksempel, at den faktiske smitterate i Kreis Heinsberg i Tyskland er 15 %, omkring 33 % i Chelsea, Massachusetts, og hele 49 % i sydtyrolske Ortisei. Et helt nyt studie finder også, at 25 % af newyorkerne har været smittede. Alle disse tal, ligesom erfaringerne fra et amerikansk hangarskib og flere krydstogtsskibe peger i samme retning: Det ser ud som om den faktiske dødelighed af Covid-19 er i omegnen af 1½ ‰. Det er endda samme dødelighed, man får hvis man bruger Sundhedsstyrelsens laveste bud på mørketallet på en faktor 30 af det målte antal smittede.

Disse tal skal naturligvis ikke tolkes sådan, at man forledes til at tro at der absolut ingen risiko er. Risikoen for ældre er væsentligt højere, og vurderet på basis af de officielle danske tal er dødeligheden for danskere over 70 cirka 25 gange højere end for dem under 70. Den faktor er endda med stor sandsynlighed for lav pga. samplingproblemet. Et væsentligt problem, der mere eller mindre bevidst ignoreres for tiden, er dog at nogle – og måske mange – af de dødsfald vi ser for tiden, ikke skyldes Covid-19, men blot er folk der er døde med virussen, men var døde alligevel af deres underliggende lidelser. Det samme problem er velkendt under de årlige influenzaudbrud, hvor mange særligt ældre dør tidligere – og måske en måned eller to tidligere – end de havde uden influenza.

Hvis man skal vurdere den totale fare ved det nuværende udbrud af coronavirussen SARS-CoV-2, er det derfor muligvis bedst at se på udviklingen i det fulde dødstal. Nedenfor har vi derfor plottet det ugentlige dødstal i 2020 (den fede, sorte linje) mod dødstallene fra hvert af de sidste ti år. Overordnet de sidste ti år er 17601 danskere i gennemsnit døde de første 16 uger af året, og i 2018 under det særligt stærke influenzaudbrud døde der 19152. I år er der det samlede danske dødstal til sammenligning 17342. Som figuren nedenfor viser, var dødstallet de første to måneder faktisk ukarakteristisk lavt, ligesom den lige så milde vinter 2014-15. Fra uge 9 kan man i 2020 se coronaudbruddet som en tydelig bule, der rækker ud over normalen, men en væsentligt mindre stigning end den olivengrønne linje, der falder sammen med influenzaudbruddet i 2017-18.

Uden at ville undervurdere alvoren i den nuværende situation, må man derfor overveje, hvor alvorlig faktaene viser at den er. Det samlede dødstal i Danmark i år ligger stadig under normalen, virussens dødelighed er lav og nogenlunde sammenlignelig med velkendte sundhedstrusler, når man vurderer på basis af den viden vi har fra eksempler på random sampling, og hvis man blot sammenligner med influenza-sæsonen 2017-18. Der er ganske enkelt ikke uforholdsmæsigt mange danskere, der dør for tiden. Coronasæsonen er ikke slut endnu, men den viden, vi som internationalt samfund har fået de sidste to måneder, tvinger os til at spørge, om hele nedlukningen af samfundet virkelig er en reaktion, der står i rimeligt forhold til den faktiske trussel.

UPDATE: Hele webinaret fra Cepos kan ses her.

Løftede pegefingre og overdrivelser hjælper ikke til social distancering i længden

Det har underlig nok vakt opsigt, at Seruminstituttets fagdirektør Mølbak peger på, at ”social afstand” kan blive langvarigt, måske et år. Det burde ikke komme som nogen stor overraskelse. Det følger af epidemiens natur og valgte strategier. Intet har tilsagt, at alting var ovre lige om lidt – bortset fra at regeringen med sine ret kortvarige nedlukningsterminer nok har skabt den forventning.

Tværtimod kan det komme til at vare længe endnu.

Læs resten

Hvad foregår der i Schweiz?

Det diskuteres heftigt i disse dage, hvilke indsatser der virker overfor spredningen og dødeligheden af coronavirus. Mens det er alt for tidligt at sige noget konkret – det må vente på forskning, der først kan laves når vi er ude på den anden side (og vi har planer om det) – er der et særligt eksempel, som man allerede nu kan begynde at undre sig alvorligt over: Schweiz.

Det virkeligt mærkværdige i Schweiz er, at corona både er væsentligt mere udbredt i den italiensktalende del end den fransktalende, som igen har relativt flere tilfælde end den tysktalende, og at dødeligheden er noget højere i den italiensktalende del. De officielle data er her og opdateres dagligt. Per 1. april indikerede de schweiziske sundhedsmyndigheders tal, at 895 var smittede per million indbyggere i den tysktalende del, mens de tilsvarende tal for de fransk- og italiensktalende dele var 2409 og 3965. De tilsvarende dødelighedsrater var 2,1 %, 2,4 % og 3,9 % for den italienske del. Udviklingen er illustreret i figuren nedenfor, der også viser at antallet af tilfælde begyndte at vokse på cirka samme tid i alle tre dele. Det helt store spørgsmål er derfor, hvorfor schweizere i Ticino har så meget større coronadødelighed end i resten af Schweiz.

Læs resten

Corona og frihed – en advarsel

Mens de fleste borgere er bekymrede for sundhedskonsekvenserne af coronavirussen, er flere begyndt at se andre problemer. Den danske regering har f.eks. af to omgange barslet med lovforslag, som ville give sundhedsmyndighederne adgang til folks bolig uden dommerkendelse. Ude i verden er der en lang række eksempler på den samme slags adfærd, og det der er værre. Min gode kollega Stefan Voigt (Universität Hamburg) og jeg har derfor i dag en kronik i Berlingske Tidende. Vi dokumenterer der de mange indikationer, og de bekymringer man bør have når man ser på, hvad vi ellers ved om nødret og lignende situationer. Problemerne rækker fra Ungarn, der effektivt har sluppet de sidste rester af retsstaten og det ungarske demokrati over en forfatningskrise i Israel til en lang række andre eksempler på, hvor ivrige politikere er efter at give sig selv ekstra magtbeføjelser for tiden.

En del af dette problem er, at mange regeringers respons på coronavirussen nu også truer presse- og ytringsfriheden. Eurozine dokumenterer situationen, som også kan ses på deres figur nedenfor. Jacob Mchangama havde et glimrende indlæg i Berlingske i går, hvor han kalder situationen en ’global censurepidemi.’ Som Jacob helt korrekt peger på i indlægget, er der absolut ingen grund til at tro, at restriktioner i folks ytrings- eller pressefrihed på nogen måde kan hjælpe myndigheder eller andre med at håndtere en epidemi. Der er tværtimod brug for, at der er så fri flow af information til både almindelige borgere, men også forskere og andre eksperter, så man bedst og hurtigst lærer af situationen og dens udvikling.

Det er dog et problem, man også kender fra menneskeskabte ulykker som bl.a. terrortrusler og -angreb. Stefan Voigt og jeg har set på problemet i et par nye artikler i Journal of Conflict Resolution og Public Choice, hvor vi dokumenterer, at regeringer meget ofte reagerer på terrorisme med reduktioner i pressefriheden og generel repression. Det gælder også demokratier som det danske, og i denne type situation beskytter forfatningen overhovedet ikke borgerne. Der er derfor grund til at være bekymret – og al mulig grund til, at journalister i Danmark og andre lande dukker op af deres regeringsvenlige coronatåge – og følge skeptisk med i, hvad vores regeringer finder på i disse uger. Og som Robert Higgs har understreget gentagne gange, skal vi blive ved med at være det. Ellers ender krisetiltagene og de ekstra magtbeføjelser med at blive permanent politik efter virussen er forduftet.

En tidlig indsats er ikke nødvendigvis den bedste indsats

Forleden så jeg et pressemøde med Boris Johnson flankeret af sine epidemieksperter. De havde en interessant pointe, som jeg ikke rigtig har lagt mærke til i den danske debat: Udover lægevidenskaben – som oplagt er vigtig i den nuværende situation – er adfærdsvidenskab vigtig, fordi den kan sige noget om, hvor effektivt et tiltag — der i høj grad afhænger af befolkningens adfærd — vil være.

Der er mange grunde til at tro, at et tiltag, hvor man beder befolkningen om at blive hjemme og kun mødes med andre, hvis det er absolut nødvendigt, kan være mest effektivt i begyndelsen, men med tiden vil blive udvandet. Personligt var jeg langt mindre opmærksom i går end i torsdags – dagen efter at statsministeren meldte ud, at meget af Danmark ville lukke ned. Og før eller siden vil folk mødes til fødselsdage, børn vil lege sammen osv. Effekten bliver måske ikke 0, men den kan godt blive reduceret betydeligt.

Derfor skal udsagn a’la ”en tidlig indsats er altafgørende” — som bl.a. Magnus Heunicke har været fremme med — nok tages med et gran salt. For en for tidlig indsats, kan også betyde, at krudtet er brugt, når der for alvor er behov for det.

Nedenstående figur illustrerer denne pointe. Figuren viser andelen af smittede i en befolkning, afhængig af, hvornår et tiltag — der halverer smittespredningen i 14 dage — implementeres. Det er selvfølgelig en stærkt forsimplet model i forhold til virkeligheden, men den fungerer fint til at illustrere briternes pointe.

Figuren viser udviklingen for fire forskellige scenarier:

  • Scenarie 0 – Ingen tiltag (sort): 44% af befolkningen er smittet i peak
  • Scenarie 1 – Tiltag efter 20 dage (rød): 42% af befolkningen er smittet i peak
  • Scenarie 2 – Tiltag efter 40 dage (blå): 24% af befolkningen er smittet i peak
  • Scenarie 3 – Tiltag efter 50 dage (grøn): 44% af befolkningen er smittet i peak

Som sagt er modellen ekstremt forsimplet, men den illustrerer alligevel tydeligt, at det rette udsagn måske snarere er ”timingen er altafgørende” end ”en tidlig indsats er altafgørende”.

Man kan altid hævde, at man jo kan indføre strenge sanktioner til folk, der mødes med mange andre og dermed ikke opfører sig “epidemisk korrekt”. Er straffen hård nok, kan man potentielt set forlænge effekten af et tiltag nærmest uendeligt. Men så kommer man også meget hurtigere over i noget, hvor kuren kan være værre end sygdommen.

PS: Nedenstående figur viser størrelsen af peak afhængig af, hvornår værktøjet implementeres i min model. Figuren viser, at det — i min forsimplede model — kræver relativt stor præcision at reducere peak mærkbart.

PPS: Derudover var der andre interessante pointer på pressekonferencen i forhold til trade-offs, som kan have betydning for, hvilke tiltag, regeringen iværksætter (og hvornår de iværksættes).

  • Ift. at lukke skoler: Hvis børn alternativt bliver passet af bedsteforældre, der er mere sårbare, risikerer man at forværre problemerne. Effekten på smittespredningen kan også være begrænset, da børn før eller siden vil lege sammen alligevel (igen: timingen er afgørende). Læs evt. også dette fra Statens Seruminstitut, hvor de skriver ”der sås ikke tegn på, at voksne blev smittet af børn, selvom dette ikke kunne siges med sikkerhed”.
  • Ift. at isolere svækkede patienter: Hvis man beder svækkede om at isolere sig for tidligt – så isolationsperioden bliver meget lang – stiger risikoen for bivirkninger i form af depressioner og andre ligeledes alvorlige sygdomme.
  • Utilsigtede konsekvenser: Hvis man lukker udendørs begivenheder (fx Premiere League), risikerer man, at folk substituerer over til indendørs aktiviteter, som er mere smittefarlige.
  • Det handler ikke kun om, hvor mange der bliver smittet, men også hvem der bliver smittet. Kan man få de stærke smittet (og dermed senere immune), kan de svage få gavn af flokimmunitet senere hen.

Du kan se hele pressekonferencen her (eksperterne kommer på efter 31:50): https://www.youtube.com/watch?v=xRadMzCKnCU

PPPS: Ovenstående kan naturligvis ikke læses som en konkret kritik af den danske regerings tiltag, da jeg ikke ved, hvordan disse overvejelser indgår i regeringens valg af tiltag. Men heri ligger der måske en konkret kritik, fordi tiltagene indtil videre er sat i værk, uden at offentligheden har fået fremlagt scenarier, som viser, hvorfor de valgte tiltag er bedre end andre mulige scenarier (fx med senere implementering af tiltag).

Hvordan forhindrer vi verdens undergang?

Udbruddet af Coronavirus er en uvelkommen påmindelse om en realitet, vi har haft det med at overse: At der er ikke én, men mange trusler mod menneskeheden. Fokus har i høj grad været på de risici, som klimaforandringer kan føre med sig. Til tider kan man få indtrykket af, at det er den eneste trussel. Det er den desværre langt fra. Og det har betydning for, hvordan klimaproblemerne bør gribes an.

Klimaforandringer vil ifølge klimavidenskaben have forventelige negative effekter for menneskeheden, men ikke katastrofale. Hvis temperaturen stiger med tre grader frem mod år 2100 i forhold til før den industrielle revolution, skønnes skaderne at svare til under 2 pct. af BNP. Ved en temperaturstigning på 6 grader skønnes skaderne til 8 pct. af BNP. Det er resultatet af de analyser, William Nordhaus fik Nobelprisen i økonomi for i 2018. Til sammenligning vil BNP vokse mere end ti gange, hvis den nuværende økonomiske vækst fortsætter. Fremtidens generationer vil altså være markant mere velstående og have en voldsomt højere levestandard end os. Selv ved en temperaturstigning på 6 grader, vil levestandarden øges små ti gange i stedet for lidt mere end ti gange.

Læs resten