Tag-arkiv: økonomisk udvikling

Historiske sammenligninger: Urbanisering i Danmark og verden

Sommeren over ser vi på historiske forhold og historiske sammenligninger, og gør det blandt andet for at blive klogere på nutidens verden. I dag er ingen undtagelse, da vi ser på et af de klareste elementer i transitionen til den moderne verden: Urbaniseringen. Alle meget fattige lande er præget af landet, og langt de fleste mennesker bor på landet og arbejder i landbrug, mens alle rige lande er karakteriseret ved at have store bybefolkninger. Den transition sker af to grunde: For det første, og vigtigst, ved at familier og individer flytter fra landet til byen for at finde arbejde og muligheder, og for det andet, ved at steder der starter som flækker og landsbyer vokser og bliver egentlige byer.

Denne proces sker stadig, da mange mennesker ikke blot flytter fra landet til byerne, men også flytter fra mindre byer til større byer. Det er også en del af den politiske debat, da regeringen – af mærkværdige og sandsynligvis magtliderlige grunde – ikke bryder sig om, at folk frivilligt vælger at flytte til de større byer. Som adskillige kommentatorer har bemærket, er det en global proces der følger moderne udvikling, og ikke noget man kan stoppe. Regeringens planer om at ’flytte’ uddannelsespladser til mindre byer vil derfor ikke flytte studerende i noget synligt omfang, men blot ødelægge en del af uddannelsessystemet og kvaliteten af de uddannelser, man kan få.

For at illustrere, hvor fundamental en del af moderne udvikling, urbanisering er, bringer vi i dag to figurer. Den første er et søjlediagram, der viser hvor mange danskere der bor i byer i en række år siden 1860. Den anden er et plot, der illustrerer sammenhængen mellem overordnet udvikling (her proxiet ved forventet levealder relativt til verdens gennemsnit for det pågældende år) og urbaniseringsgraden.

For godt 120 år siden, ved indgangen til den moderne udviklings ’take-off’ i Danmark, boede hver fjerde dansker i en by. Lidt over 160.000 mennesker boede i København, hvilket var omtrent 10 % af kongerigets befolkning; husk dog, at der boede en million mennesker i hertugdømmerne, der også hørte under den danske konge. Som vi noterer i figuren, var Danmark i 1860 således cirka lige så urbaniseret som Uganda er i dag. Den moderne vækst tog dog fat, og blot 20 år senere boede knap 32 % af befolkningen i byer, ligesom i nutidens Zimbabwe. Ved århundredeskiftet var urbaniseringsgraden steget til 43 % som i nutidens Egypten, per 1930 boede halvdelen af befolkningen i byer som i Honduras i 2020, og per 1950 var det to tredjedele. Urbaniseringsgraden passerede 80 % i 1971 og ligger i dag på cirka 88 %. Danmark er således et af verdens mest urbaniserede lande – bortset fra bystater som Singapore – og er cirka ligeså urbaniseret som Sverige og dele af det udviklede Latinamerika i Venezuela, Brasilien, Argentina.

Urbanisering er således en proces, der er global og sker i alle lande der udvikler sig til moderne samfund. Den samme konklusion kan ses i dagens anden figur, der meget tydeligt viser sammenhængen på tværs af lande siden 1960: Korrelationen er 0,67 for demokratier (blå markører), 0,69 for elektorale autokratier (sorte), og 0,7 for enkeltpartistater (røde). Selvom man fjerner enhver fælles global udvikling (som f.eks. fælles sundhedsudvikling) rykker det ikke ved styrken af sammenhængen. Moderne udvikling følges overalt af urbanisering.

Den danske histories urbanisering ligner således andre landes til forveksling, og i høj grad også resten af Nordens urbanisering. Læren er, at det ikke er en proces man kan forhindre eller styre, da den er drevet af individers reaktioner på muligheder, vækst og præferencer for hvor de helst vil bo, uddanne sig, søge job, og nyde deres fritid. Det er så absolut heller ikke en proces, man skal forsøge at styre, og ethvert forsøg på det lider af en særlig slags hybris, der ofte kaldes kontrolillusion. Det problem fortjener et selvstændigt indlæg, og i dag nøjes vi med et stykke exceptionelt tydelig historie: Urbanisering er overalt og til enhver tid et moderniseringsfænomen.

Historiske forhold: Børnedødelighed i Skandinavien

I vores sommerserie om historiske forhold og historiske sammenligninger er vi kommet til et af de måske vigtigste forhold: Børnedødelighed. Risikoen for at børn dør før de bliver ret gamle, er et forhold, der både ændrer sig kraftigt i takt med at lande bliver rigere, men som også har ændret sig i takt med at hele verden er blevet rigere og både videnskab og lægekunst har udviklet sig. Man kan med al mulig ret kalde børnedødelighed for en af de vigtigste bivirkninger af økonomisk udvikling. Så hvordan har det set ud i vores del af verden?

Der findes god statistik på børnedødeligheden i alle tre skandinaviske lande tilbage til 1901, som vi plotter i dagens figur. Vi viser også det tilsvarende tal for risikoen for, at et barn dør før dets fireårs fødselsdag for Frankrig. Det interessante i den sammenligning er, at Frankrig ifølge Madison-projektets data var knap 10 % fattigere end Danmark, mens Norge og Sverige var omtrent 30 % fattigere. Som figuren meget tydeligt viser, var der alligevel ikke de store forskelle på de skandinaviske landes børnedødelighed i starten af 1900-tallet, mens den franske lå væsentligt højere. Den historiske sammenligning understreger derfor det underlige faktum, at Norge og Sverige var hvad nogle økonomiske historikere har kaldt ”sophisticated developing” i løbet af 1800- og starten af 1900-tallet: De havde lavere børnedødelighed, mindre analfabetisme og væsentligt bedre uddannede befolkninger end andre lande på samme velstandsniveau.

Set med moderne øjne var børnedødeligheden blandt børn under fire år, som figuren illustrerer, chokerende høj i starten af 1900-tallet. I det første årti døde cirka 10 % af alle børn før de blev fire, og 3 % døde før deres første år var ovre. I Frankrig var de tilsvarende forhold omtrent 50 % værre. Det er dog også voldsomt at se, hvor hurtigt situationen forbedres over årene, med et lille bump i løbet af anden verdenskrig i Skandinavien (og et stort i Frankrig). Fra 40erne og til omkring 1980 er børnedødeligheden tydeligt lavere i Danmark end Norge og Sverige, mens den de sidste cirka 40 år har været stort set den samme i alle fire lande i figuren. Man skal alligevel ikke så langt tilbage for at finde tal, der i dag ville være chokerende. Omkring tidspunktet hvor jeg blev født døde cirka 3 ‰ af alle børn før de blev et år, og 1,4 % af alle børn døde før de blev fire. De tilsvarende tal i dag er blot 0,3 ‰ og 3 ‰.

Hvordan ser de historiske forhold i Skandinavien så ud sammenlignet med verden i dag? Spørgsmålet er relevant fordi det kan give et indtryk af, hvor langt ’bagud’ dele af verden er. Svaret er, at den danske børnedødelighed sidst i 1910erne svaret til børnedødelighed i dag i bl.a. Sierra Leone, Somalia og Nigeria. Det danske forhold sidst i 1930erne matcher nutidens børnedødelighed i Pakistan og Mozambique, mens man skal til danske forhold sidst i 1950erne for at finde et match til nutidens problemer i Sao Tomé og Principe, den Dominikanske Republik og Bolivia. Situationen omkring 1970 (da jeg blev født) er ligesom det moderne Jamaica, Mauritius og Colombia, mens Bosnien og Serbien har cirka samme børnedødelighed som Danmark midt i 1990erne.

Hvad kan man lære af det, må man måske spørge? En del af svaret er måske, at man allerførst må konstatere at forhold som et velfungerende sundhedsvæsen og måske også viden om basal hygiejne var skandinaviske styrker længe før velfærdsstaten. En anden del af svaret er, at man ikke skal mere end en enkelt generation tilbage, før Skandinavien – set med moderne standarder – lignede nutidens mellemindkomstlande. Der er således både noget at være stolt af, rigelig grund til at være ydmyg, og noget at tænke over.

Adgang til finansiel service i Danmark, 1850-1900

I vores sommerserie om historiske forhold og historiske sammenligninger dykker vi i dag længere ned i historien om, hvordan Danmark fik en moderne finansiel sektor. Den historie starter, som vi understregede forleden, med udviklingen og udbredelsen af sparekasser, og slutter i en vis forstand med det moderne Danmark.

Verdens første sparekasse blev grundlagt i 1778 i Hamborg med det eksplicitte formål at fungere som bank for ’kleine Leute’. 18 år senere, i 1796, bredte idéen sig til hertugdømmerne nord for storbyen Hamborg, da den danske helstat fik sin første sparekasse i Kiel. Nummer to blev grundlagt fem år senere i Altona, og derefter bredte idéen sig hurtigt nordpå med bl.a. Slesvig i 1816 og Flensborg i 1819. Borgere i den nordligste af hertugdømmernes købstæder, Haderslev, grundlagde således en sparekasse i 1820 – det samme år som Kjöbenhavn og Omegns Sparekasse blev grundlagt som kongerigets første.

Læs resten

Danmark i 1860 – hvordan så landet ud?

Som en af de første installationer i vores sommerserie i år – historiske forhold og historiske sammenligninger – er det måske en god idé at opsummere, hvor vi kom fra. Det er netop det, vi starter på at gøre i år med et dyk ned i et enkelt år: 1860. Grunden til, at det netop bliver 1860, er at det var det sidste år man afholdt en folketælling og andre undersøgelser i Danmark, som det havde set ud siden slutningen af 1400-tallet. Landet bestod da af to separate dele: Kongeriget Danmark og dobbelthertugdømmet Slesvig-Holsten. Mellem 1815 og 1864 hørte hertugdømmet Lauenborg også under den danske konge.

Folketællingen af 1860 fandt, af hele monarkiet Danmark havde 2,6 millioner indbyggere. De fordelte sig på 897.000 i København og Øerne og 704.000 i Jylland (dermed 1,6 millioner i Kongeriget), 410.000 i Slesvig, 544.000 i Holsten, og 50.000 i det lille Lauenborg. København var allerede dengang den suverænt største by med 155.000 indbyggere med den holstenske Altona som nummer to med 46.000 indbyggere og slesvigske Flensborg som nummer tre med knap 20.000 indbyggere. København og Øerne og Holsten var betydeligt tættere befolkede med henholdsvis 68 og 65 indbyggere per kvadratkilometer, mens Slesvig havde 44 og Jylland kun 27 indbyggere per kvadratkilometer. Et lignende forhold gjaldt for urbaniseringsgraden, hvor København og Øerne og Holsten var en tand mere urbaniserede end Slesvig, der igen var mere urbaniseret end Jylland.

De måske mere interessante forskelle på delene af det danske monarki skal findes i de økonomiske forhold. Folketællingen fra 1860 tillader også, at man ser på erhvervssammensætningen, som vi har opsummeret i figuren nedenfor. Som man kan se, var Kongeriget domineret af landbrug i langt højere grad end hertugdømmerne. Mens det kan være svært at placere kategorien ’daglejere, tyende uden tilknytning etc.’ til et bestemt erhverv, er det interessant i sig selv at se, hvor mange flere der var i hertugdømmerne, og i særlig grad i Holsten. Selvom man slår de to kategorier sammen og dermed antager, at alle daglejere i virkeligheden arbejdede i landbrug, var det kun cirka halvdelen af beskæftigelsen i Holsten.

Det tysktalende hertugdømme havde også langt flere i det, man i dag ville kalde fremstillingsindustri, ligesom der var flere beskæftiget med handel. Arbejdsstyrkens sammensætning i 1860 indikerer dermed, at hertugdømmerne og i særlig grad Holsten var mere ’moderne’ end Kongeriget, samtidig med at det er færd at bemærke, at kun 4 % var ansat i det offentlige. Det samme indtryk får man, når man ser på hvor mange ’chausseer’ der var, dvs. hvor mange kilometer brolagt vej man havde. For hver 1000 kvadratkilometer var der 35 kilometer brolagt vej i Kongeriget, 28 kilometer i Slesvig, og hele 93 kilometer i Holsten. Ser man omvendt på kilometertallet i forhold til antal indbyggere indikerer det dog, at brolægningen i Holsten kan have været en konsekvens af den langt større befolkningstæthed. Man bør også huske på, at hertugdømmet bogstaveligt talt endte ved Hamborgs porte, og dermed ved en by med en kvart million indbyggere i 1860.

Man får dog samme indtryk, når man ser på finansielle forhold. En af de vigtige udviklinger i midten af 1850erne var det moderne bankvæsens fødsel med sparekasserne. De mange sparekasser, som bredte sig ud i landet, gav almindelige mennesker en helt anderledes adgang til finansiel service end de havde haft de foregående århundreder. Per 1860 var der 37 sparekasser per million indbyggere i København og på Øerne og 36 per million indbyggere i Jylland, mens hertugdømmerne var markant anderledes. I Slesvig fandtes der således 117 og i Holsten 121 sparekasser per million. Med andre ord var hertugdømmernes finansielle udvikling langt foran Kongerigets. Ser man i stedet på antallet af konti, var København og Øerne (svært domineret af hovedstaden) på niveau med Holsten, hvor cirka 10 % af indbyggerne havde en konto. I Jylland og Slesvig gjaldt det samme kun godt 5 %, og de var også mindre. I det omfang man kan se fra den tidlige statistik, var gennemsnitskontoen i Holsten på 225 rigsdaler, cirka 250 rigsdaler i København og på øerne, 164 rigsdaler i Slesvig, og 130 rigsdaler i Jylland. Man skal dog passe meget på med at drage klare konklusioner, selvom det kunne indikere store indkomstforskelle. Der henvises til anekdotisk evidens for, at en del af forskellen skal findes i jyske og slesvigske bønders utilbøjelighed til at bruge sparekasserne. Folketællingen viser faktisk også, at det i alle tre dele af monarkiet var to procent af befolkningen, der var ‘almissenydende’, dvs. så fattige at de levede af almisser. Havde der været store indkomstforskelle, burde man også have set klare forskelle i dyb fattigdom.

En sidste, men ret interessant, forskel indikerer også, at sparekasserne blev brugt forskelligt i dele af det danske monarki: Mens 19 % af kontoindehaverne i Kongeriget var børn eller ’myndlinge’, gjaldt det samme for 28 % af kontiene i Holsten og hele 31 % af kontiene i Slesvig. Det ligger besnærende nært at konkludere, at det mere moderne bankvæsen i hertugdømmerne også i højere grad kunne ses i graden af det, vi i dag ville kalde ’børneopsparing’.

Dagens post er således en erindring om, at Danmark i 1860 var et ret forskelligartet rige, og ikke kun når det gjaldt geografi og sprog. Det ekstremt homogene Danmark, som vi kender det i dag, var langt fra særligt homogent for 161 år siden. Men som vi kommer til at se i en senere post, var det alligevel på andre måder et ganske avanceret samfund sammenlignet med resten af Europa.

Punditokraternes sommerserie 2021: Historiske forhold og historiske sammenligninger

Som trofaste læsere ved, har punditokraterne efterhånden tradition for at have en sommerserie. Sommerserierne i 2017 og 2018 handlede for eksempel henholdsvis om public choice og international handel, og i år er ingen undtagelse. Sommerserien i 2021 kommer dog til at være en anelse bredere end tidligere år, da den handler om ’historiske forhold og historiske sammenligninger.’

Baggrunden for vores sommerserie er, at vi oplever, hvor historieløse mange mennesker – og i særlig grad mange studerende – er. Det er for eksempel slående, hvor lidt folk ved om Central- og Østeuropa før 1995, ligesom det ofte er forbløffende hvor lidt føling selv ellers informerede danskere har med, hvor fattige vi selv har været. Vores sommerserie sigter derfor mod at give eksempler på, hvad man kan lære af historien. Det gælder både viden om historiske forhold, sammenligninger tilbage i historien – hvordan så Danmark ud og hvordan havde danskere det i forhold til andre steder i resten af verden – og sammenligninger med historien – hvordan er vores status i dag i forhold til hvordan den var engang.

Nogle af de emner, vi kommer til at skrive om de følgende par måneder er således ’Børnedødelighed i 100 år’, ’Hvor udviklet var Danmark i 1935?’, og ’Socialistisk forurening og miljø i Østeuropa.’ Vi kommer også til at undersøge, hvor robust et lands eller områdes status er, for at svare på om et land bare bliver ved med at være et af verdens rigeste, eller et af verdens mest elendige.

I dag vil vi blot starte sommerserien med to ting. Den første kan ses i dagens figur, der viser antallet af telefoner per indbygger i 1935 på tværs af de 29 lande, som Danmarks Statistik havde information fra sidste i 1930erne. Bemærk at på denne meget ’moderne’ indikator var Danmark et af verdens absolut rigeste lande for cirka 85 år siden. Spørgsmålet, som vi kommer til at afsøge, er hvor moderne Danmark og resten af verden egentlig var dengang.

Den anden ting, vi starter sommerserien med i dag, er en simpel opfordring. Hvis vores læsere har forslag til, hvilke emner vi kunne dække i løbet af sommeren, er alle meget velkomne til at skrive til os. Det kan ske enten i kommentarfeltet nedenfor, eller evt. som mail til redaktøren (Christian Bjørnskov). Selvom vi naturligvis forbeholder os retten til at sortere i dem, er alle informerede idéer er velkomne.

Udvikling i 1930erne – et alternativt mål

Mens der er en omfattende forskning i økonomisk udvikling og hvad der skaber vækst på langt sigt, der er baseret på data fra udviklingslande og ’emerging economies’ fra de sidste 50 og 60 år, kan man også lære meget af den udviklede verdens økonomiske historie. Skal man udover historiefortælling, kræver det dog konkrete data på, hvor rige folk har været tilbage i tiden, og hvornår et lands udvikling accelererede dem ud af fattigdom. Den britiske økonom og historiker Angus Maddison var en af pionererne på feltet, og var ansvarlig for arbejdet med at samle nationalindkomstdata fra en lang række lande langt tilbage i tid. Arbejdet er siden hans død videreført ved universitetet i Groningen, og kan downloades frit af alle her. Dataene er nemme at navigere og kan varmt anbefales til alle interesserede, inklusive til gymnasielærere med ambitioner om at lave en smule kvantitativt arbejde med eleverne.

Mens man kun kan være imponeret over indsatsen, er de historiske indkomstdata alligevel noget upræcise. Indkomstdataene i sig selv kan være ganske gode for mange vestlige, og måske særligt nordeuropæiske lande, men arbejdet med at købekraftskorrigere dem er en enorm udfordring. Det er derfor vigtigt at teste dem mod alternative indikatorer for historisk udvikling, hvilket netop er formålet med dagens indlæg.

Vi bruger her en særlig del af de danske statistiske årbøger i slutningen af 1930erne, der havde omhyggelige data på en række forhold i det, man betragtede dengang som den udviklede verden. Årbøgerne har blandt data på fire forhold, der er klart forbundet med moderne, økonomisk udvikling: Andelen af befolkningen, der er beskæftiget i landbruget, antallet af personbiler per tusinde indbyggere, antal telefoner per tusinde, og antallet af radioer per tusinde. For at måle landes udvikling, omdanner vi derfor de fire talserier til indeks, som vi derefter kan tage et gennemsnit af. Indekset måler således udvikling på en anden måde end de historiske BNP-data.

Af de 42 lande, der er data på, viser indekset ikke overraskende at USA var det mest udviklede land i 1935, skarpt efterfulgt af New Zealand, Australien, Canada og Storbritannien. Danmark var nummer seks, da vi havde næstflest radioer, tredjeflest telefonsamtaler, men kun var nummer otte i antal biler og midt i feltet, når det gjaldt ansatte i landbruget. Bunden udgjordes af Tyrkiet, Bulgarien og Sovjetunionen.

En af de interessante ting ved at lave sådan et indeks er, at det tillader at man vurderer lande hvor der ikke findes historiske BNP-tal. Det gælder for eksempel Danzig, den nuværende polske by Gdansk, der var fristad mellem 1920 og 1939. Regner man fristadens indeks ud (cirka 0,85), svarer det til en nationalindkomst omkring Sveriges eller Canadas, og et stykke højere end Tysklands i midten af 1930erne. På samme måde viser indekset, at Island var lidt rigere end Holland, og Letland en smule rigere end Spanien og Sydafrika.

En anden interessant detalje er, at indekset passer ganske godt med Maddisons indkomstdata. Som vi illustrerer i figuren nedenfor, er korrelationen mellem de to 0,9 når man ignorerer de fire datapunkter (markeret i gråt i figuren), hvor indekset er baseret på kun to af de fire serier, og hele 0,93 når man også ignorerer de punkter (markeret i sort), hvor indekset er baseret på tre af de fire serier. Stoler man på indekset, kan man således overveje, hvad der kan være galt med indkomstdataene fra de fem klare outliers: Grækenland og Sovjetunionen, der begge ser ud til at have overvurderede indkomstdata hos Maddison, og Østrig, Tjekkoslovakiet og Sydafrika, der umiddelbart ser undervurderede ud.

Sidst, men ikke mindst, kan man også vælge at sammenholde et udviklingsindeks fra 1935 med de nuværende indkomstniveauer. Den sammenligning illustrerer meget klart, hvilke lande der er faldet bagud. Mens Norge og Schweiz i dag er langt bedre stillede relativt til resten af verden end de var i 1935, er underperformerne kendte: Alle de latinamerikanske lande, der havde data i 1935, er faldet bagud siden da, ligesom også Sydafrika og Ægypten i dag er meget længere fra den rige verden end i var dengang. Hvad der gik galt i de lande, er et emne for en anden dag.

Men pointen idag er, at denne diskussion kan man ikke have, uden at have mål for hvor udviklede samfund er. Og i mangel af indkomstdata tilbage i tiden, virker det alternative mål idag faktisk ganske glimrende.

Bob Lawson om økonomisk frihed

De sidste 20 års forskning har vist, at økonomisk frihed gør lande rigere og deres befolkninger lykkeligere og mere tolerante. Alligevel er der forbløffende mange, der ikke ved hvad konceptet betyder, og ikke forstår hvorfor det er vigtigt. Det kan man heldigvis råde bod på.

Den letteste måde er at se et interview mellem to gamle venner. Tidligere i år havde Matt Kibbe sin gamle medstuderende Robert Lawson på besøg. Bob, som han kaldes blandt venner, har sammen med James Gwartney været hovedforfatter af den årlige rapport Economic Freedom of the World de sidste 20 år. Til daglig er han professor på Southern Methodist University i Dallas, og director for Bridwell Instituttet. Han har skrevet en meget lang række artikler, og skrev for to år siden den fine og voldsomt underholdende Socialism Sucks: Two Economists Drink their Way through the Unfree World sammen med Benjamin Powell (som vi omtalte her).

Ved siden af hans videnskabelige kvaliteter er Bob en hyggelig, morsom og meget hjælpsom kollega, som altid er en fornøjelse at bruge tid sammen med. Det afspejles i den tilbagelænede stemning i det fine interview, som ikke blot er informativt, men også sjovt. Kibbe med Lawson er varmt anbefalet, hvis man har en lille times tid tilovers til at blive klogere.

Det rige Latinamerika (dengang)

For hundrede år siden så verden meget anderledes ud. Udover at biler ikke var almindelige, togene var drevet af dampmaskiner, og danske kvinder kun lige havde fået stemmeret, var der andre store forskelle. Det gjaldt ikke mindst når man talte om, hvilke lande der var verdens ’rige’ og demokratiske steder. Udover de fire britiske ’offsprings’ – Australien, Canada, New Zealand og USA – bestod den rige verden af dele af Nordeuropa og visse dele af Latinamerika. Som de to figurer umiddelbart nedenfor viser, var Argentina omkring 70 % rigere end Spanien og kun cirka 10 % fattigere end Danmark sidst i 1920erne, mens Chile og Uruguay var rundt regnet 30 % rigere end Spanien og 30 % fattigere end Danmark.

Det store spørgsmål, som Latinamerikas økonomiske historie stiller, er således Hvad gik galt? De tre lande var ikke blot lige så rige som store dele af Europa i 1920erne, men også relativt demokratiske. Det skulle bare ikke vare ved, ligesom Tyskland og flere andre lande mistede deres demokratiske institutioner omkring samme tid.

Argentina var demokratisk på lige fod med dele af Europa indtil september 1930, da generalerne José Félix Uriburu og Pedro Pablo Ramirez tog magten ved et kup. Nabolandet Chile var også relativt stabilt indtil to kup – det ene i september 1924 under ledelse af Oberst Marmaduke Grove og Major Carlos Ibáñez, og det andet i januar 1925 under General Pedro Dartnell – blev startskuddene til en ustabil periode. Selvom landet forblev rimeligt demokratisk, var forskellige chilenske regeringer udsat for mindst otte kupforsøg mellem 1931 og 1940. Det samme gjaldt Uruguay indtil marts 1933, da landets præsident President Gabriel Terra Leivas begik et autogolpe – et selvkup – godt hjulpet af politichefen Alfredo Baldomir, og Partido Nacionals leder Luis Alberto de Herrera. Kuppet førte til ti års diktatur i Uruguay, der først sluttede med valget af Juan José de Amézaga i 1943.

Hele regionen blev kendetegnet ved både jævnlige militærkup, og i visse tilfælde civilt ledte kup, og absurd økonomisk politik. Efter anden verdenskrig udviklede en række økonomer, deriblandt argentineren Raúl Prebisch og brasilianeren Celso Furtado, den moderne version af såkaldt ’import-substituerende industrialisering’ og latinamerikansk strukturalisme. De fleste latinamerikanske lande opbyggede fra midten af 1930erne høje toldmure og andre restriktioner med det formål, at opbygge deres egen industri i stedet for at importere varer fra USA og Europa. Strategien var katastrofalt misforstået og gjorde regionen både fattigere og mere korrupt. Den skabte også et væsentligt problem, da importrestriktionerne skabte en række industrier, der ikke kunne overleve uden statslig beskyttelse og således blev magtfulde særinteresser.

Som figurerne nedenfor indikerer, var det først efter strukturelle reformer i Chile og Uruguay i løbet af 1970erne, og i Argentina efter militærstyrets kollaps i 1980erne, at disse tidligere så rige lande stoppede deres deroute i forhold til Europa. Denne historie er værd at fortælle igen og igen, ikke mindst fordi EU’s politik er på vej i retning af Latinamerikas fejltagelser. Som jeg skrev i Børsen i torsdags (gated her), er unionen efter bl.a. fransk pres på vej mod langt mere aktivistisk industripolitik og en protektionistisk handelspolitik. Ingen økonom, der kender Latinamerikas historie eller forstår de enorme omkostninger, protektionisme har, kan undgå at advare imod et skred i retning af den slags nonsens.

Eurosklerose: Europa sakker bagud

Som nogle læsere ved, skriver jeg hver anden uge den økonomiske kommentar i Børsen (gated her). Jeg forsøger at veksle mellem aktuelle emner og lidt større diskussioner, og denne uge er så afgjort om en større diskussion: At de fleste europæiske lande stille og roligt er sakket bagud de sidste 25 år. Jeg mener det er indlysende, at denne ’eurosklerose’ er et stort problem der  bør diskuteres offentligt, og det store mysterium er måske, hvorfor det stort set slet ikke bliver diskuteret.

Jeg blev opmærksom på det forleden, da Chicago-økonomen John Cochrane skrev om det på sin blog (hattip: Niclas Berggren). Cochrane undrede sig over, at det ikke blev diskuteret og beskrev kort, hvor stort det er. Som jeg beskriver i Børsen, havde Danmark for 25 år siden cirka 92 procent af USA’s nationalindkomst per indbygger og 89 procent af dets arbejdsproduktivitet. I dag er de sammenligninger faldet til henholdsvis 86 og 81 procent, mens den tyske produktivitet kun er 74 procent af den amerikanske (baseret på den nye version af Penn World Tables).

En anden måde at illustrere problemet på, er de to figurer her på stedet i dag. Den første viser det billede, som jeg beskriver i Børsen: At arbejdsproduktiviteten – målt på bruttonationalproduktet per fuldtidsansat – har været højere i USA end Europa siden 1950, og at forskellen (markeret ved de stiplede linjer) er vokset siden starten af 1990erne. Dét i sig selv er bekymrende, men den anden figur illustrerer et andet problem, der er lige så bekymrende.

Figuren viser udviklingen i nationalindkomst i forhold til hvor stort kapitalapparatet er. Med andre ord viser figuren, hvor meget værdi man får ud af sin produktion, relativt til omfanget af maskiner, udstyr, bygninger og teknologi. Ifølge standard vækstteori vil dette forhold (Y / K for økonominørderne) være ret ens for lande med samme teknologi, investeringsniveau osv. Der er således ikke noget specielt ved, at forholdet falder i de europæiske lande mellem 1950 og midt-1970erne – det er normal konvergens – men det påfaldende er, at forholdet der måler kapitalproduktivitet har været stigende i USA siden omkring 1980. Det indikerer, at amerikanerne er blevet stadig bedre til at udnytte deres maskinel, udstyr og teknologi over årene, mens europæerne ikke er. Kapitalproduktiviteten i Nordeuropa i dag er kun cirka 70 procent af den amerikanske, mens den ved indgangen til 1960erne var cirka den samme.

Hvorfor sakker Europa bagud, og i helt særlig grad hvorfor sakker vi bagud i hvor effektivt vi bruger vores produktionsapparat? Det er et stort spørgsmål, som hverken jeg eller superøkonomen Cochrane kan svare fuldt på. Men som Cochrane foreslår, er problemet at “Perhaps what should have been the world’s biggest free trade zone became the world’s biggest regulatory-stagnation, high-tax, welfare-state disincentive zone.” Under alle omstændigheder skriger problemet næsten på yderligere forskning.

Fill the box-strategien

I den danske debat om det ’bedste’ respons til en ny epidemi som corona, har langt de fleste antaget, at det danske respons er rigtigt: At man lukke store dele af samfundet ned for at flade kurven ud, så sygehusvæsenet ikke belastes udover dets beredskabskapacitet. Rent praktisk har den diskussion været, at man burde lukke så meget af økonomien og civilsamfundet ned, så man ikke kom i en situation hvor folk døde af virussen, fordi der ikke var respiratorer til rådighed. At man så meget tydeligt har overreageret – mens der er 1000-1200 respiratorer til rådighed i Danmark, har man den absolut værste dag kun haft 138 danskere i respirator og i skrivende stund er tallet 39 patienter – er en anden diskussion om panikreaktioner og et problematisk politisk behov for såkaldt ’handlekraft’.

Et nyt og stærkt interessant studie peger nu på, at den danske diskussion måske har været misvisende (hattip: Niclas Berggren). Forleden dag foreslog den franske matematiker Laurent Miclo sammen med de svenske økonomer Daniel Spiro og Jörgen Weibull, at en strategi, hvor man flader kurven ud med en kontinuert nedlukning er langt fra optimal. Deres bud på den bedste strategi, hvor man på samme tid holder dødstallet nede ved at undgå at sygehusene belastes over kapacitet og minimerer de økonomiske tab, kalder de ’fill the box’.

Idéen kan illustreres i figuren, som vi gør nedenfor. De to bløde kurver i figuren illustrerer det valg, de fleste danskere kender og har set sundhedsministeren vifte med gentagne gange. Den skarpe kurve opad, som ministeren kalder den røde kurve, er sygdomsforløbet som man regner med, hvis man ikke gør noget. Problemet med det er, at der kommer en periode, hvor antallet af indlagte vil overstige sygehusenes kapacitet – den stiplede, horisontale linje – og der således kommer til at dø for mange. Den flade kurve opnår man, hvis man lukker samfundet ned og således bremser smittespredningen ned. Som Martin Ågerup og adskillige sundhedseksperter har understreget, gælder det her om at holde smitten under kapacitetsgrænsen, men ikke alt for langt under. På den måde er idéen, at man begrænser dødstallet til det, man får når alle kan behandles.

Miclo, Spiro og Weibulls pointe er, at denne strategi faktisk ikke er optimal, fordi man lukker ned for tidligt og åbner for sent i forhold til hvad man kunne have gjort uden at nå over kapacitetsgrænsen. Deres fill the box-strategi er illustreret i den kantede, fedt optrukne kurve her på stedet. Den består i at holde økonomien åben indtil man nærmer sig beredskabets kapacitetsgrænse – i starten er man derfor med strategien på samme kurve som en ureguleret virusudvikling – og man derefter bør lukke hårdt ned. Efter man har gjort det, skal nedlukningen gradvist fjernes, så man lukker økonomien op igen med et relativt højt dagligt dødstal i en periode. På et tidspunkt falder smitte- og dødsfaldet derfor igen af sig selv når man har nået en fuld oplukning og dermed almindelige tilstande.

Som de tre forskere viser med ganske avanceret modelmatematik, og som man ganske tydeligt kan se på figuren, betyder det at man holder dødstallet lavt, mens man på samme tid lukker minimalt ned for samfundet, og lukker ned den kortest mulige tid. En fill the box-strategi er derfor en måde at håndtere en alvorlig, ny epidemi med de mindste økonomiske og sociale skadevirkninger. Tricket er, at holde hovedet koldt til at starte med, så man ikke starter for tidligt, og derefter lukke op mens man holder et højt smittetal. Strategien er nok mod mange menneskers umiddelbare intuition om, at det gælder om at forhindre folk i at dø nu og her, men er bedre end alle alternativer, fordi man både begrænser det endelige dødstal og de voldsomme følgevirkninger (der også omfatter dødsfald af andre årsager).

Farvel til elefantgrafen

Jeg havde i lørdags (8. februar) en kommentar, “Elefantgrafen, der gjorde den hvide middelklasse til tabere, holder ikke“, i Berlingske Tidende (bag betalingsmur). Anledningen var at Lakner og Milanovics “elefantgraf” fik endnu en tur i manegen i henholdsvis Berlingske Tidende og hos Mikael Jalving på Jyllands-Posten.

Læs resten

Hvordan har dansk økonomi det egentlig?

Forleden havde jeg den særlige fornøjelse at skrive årets første økonomiske kommentar til Børsen. Ved en sådan anledning dækker man ofte et lidt større, vigtigere spørgsmål, og kommentaren, der udkom i torsdags (gated version her), handlede om et af de helt store: Hvordan har dansk økonomi det egentlig?

Det politiske problem, om man vil, er at dansk økonomi ser besnærende fornuftig ud for tiden: ”De offentlige finanser er overholdbare, arbejdsløsheden er lav, og der er vækst i økonomien.” En række kommentatorer, inklusive flere på Børsen og i Berlingske Tidende, finder derfor situationen tilfredsstillende og bekymrer sig primært om, hvorvidt den er holdbar på lidt længere sigt.

Men det er netop det længere sigt, man bør være bekymret for, og man lærer tæt på intet om det, ved at se på hvordan det går her og nu. Gør man det modsatte og ser man på en længere udvikling, bliver problemerne tydelige. Det gør vi her, med udgangspunkt i kommentaren fra Børsen (som kun sjældent bringer figurer), i to figurer nedenfor.

Den første viser udviklingen i dansk BNP per indbygger relativt til samme udvikling i vores økonomiske naboer, Holland, Norge, Storbritannien, Sverige og Tyskland. Søjlerne illustrerer, hvor mange procent Danmark er foran naboerne i et givet år. Først i 70erne var det danske BNP omtrent 20 % højere end vores naboers, og denne situation blev reetableret i midten af 1980erne efter Schlüter-regeringernes markante reformer. Det viste sig dog at være en stakket frist – en kartoffelkur med indførslen af topskat kom bl.a. i vejen – og over de næste 30 år fulgte dansk økonomi ikke med. I dag (2017 i figuren) er dansk BNP per indbygger cirka 5 % højere end naboernes, og dansk produktivitet per fuldtidsansat er knap 8 % højere.

Kilde: Penn World Tables, mark 9.1

Det virkeligt slemme problem kan dog bedre aflæses i den anden figur, der viser størrelsen på danskernes og naboernes privatforbrug. Figuren gør det tydeligt, hvordan privatforbruget styrtdykkede i starten af 1970erne, i takt med at skatten steg og flere regeringer prøvede – uden særlig succes – at rette op på 60ernes blatant uansvarlige økonomiske politik. Relativt til naboerne fortsatte det med at falde, igen indtil Schlüters reformer, men det fik også en brat ende, og derouten er fortsat. Som jeg understreger i Børsen, burde situationen i dag være dybt utilfredsstillende: ”Den vigtigste forskel, som stort set aldrig diskuteres i dansk politik, er at danskernes typiske privatforbrug i dag er næsten 10 % lavere end vores naboers. Vi er således på 30 år gået fra at være 10 % foran til at være 10 % bagud.”

Kilde: Penn World Tables, mark 9.1

Politikernes argument imod dette er, at de jo bruger pengene meget smartere end almindelige borgere kan, og ’løfter’ den offentlige velfærd. Det er for eksempel kernen af finansminister Nicolai Wammens forsvar af den nye finanslov, der omfordeler endnu flere midler fra borgerne til den offentlige sektor.

Der er bare ikke meget der tyder på, at man får bedre offentlig service eller mere ’velfærd’ ud af at bruge flere penge i det offentlige. Problemet er ikke mangel på ressourcer – den decideret skuffende danske folkeskole er for eksempel den dyreste i OECD-landene – men en konsekvens af elendig ledelse, politisk regulering og indblanding og mangel på konkurrence. Og selvom det var, måtte man alligevel spørge om borgerne ikke er bedre til at få faktisk velfærd ud af midlerne end Folketinget. Regeringens nye finanslov, der gør alle grupper af danskere fattigere, kommer derfor ikke til at løfte nogen eller bidrage til folks velfærd – med undtagelse af politikernes – men gør danskerne endnu en tand fattigere end vores naboer. Hvis jeg var politiker, ville jeg krybe i et hul af skam over at have bidraget til så elendig en udvikling – men på Christiansborg skammer man sig ikke.

Robert Mugabe er død

Tidligere i dag kom nyheden om, at Zimbabwes mangeårige diktator Robert Mugabe er død, 95 år gammel. Mens det normalt er dårlig smag at tale ondt om de døde, er der næppe meget andet at gøre om Mugabe. Jeg kan heller ikke undertrykke en vis glæde ved at vide, at han endelig er væk. Mugabe var direkte ansvarlig for både folkedrab, voldsom politisk undertrykkelse, og dyb økonomisk ruin. Der er ingen grund til at hylde en mand, der var blevet nævnt sammen med andre morderiske diktatorer, hvis han ikke lige havde været sort afrikaner.

Robert Mugabe blev født i den daværende britiske koloni Syd-Rhodesia i 1924. Efter endte studier arbejde han en overgang som lærer i både Nord- og Syd-Rhodesia og i Ghana, inden han blev overbevist marxist politisk aktiv. Mugabe var en af mange, der arbejde imod den hvide regering i den ellers selvstyrende koloni, og som ønskede et rent sort, afrikansk styre i Rhodesia. Udfordringen var, at den rhodesiske regering og rhodesiske institutioner faktisk fungerede ret godt, og det frugtbare land havde ry for at være det sydlige Afrikas brødkurv.

Situationen ændrede sig dog, da det konservative, hvide Rhodesian Front under Ian Smiths ledelse begyndte at indføre apartheid, efter at partiet havde vundet et demokratisk valg i 1962. Mugabe var en af flere oppositionspolitikere, der blev fængslet uden retssag efter at de havde kritiseret den hvide regering i 1964. Smith afskaffede effektivt det rhodesiske demokrati og Mugabe endte med at sidde i fængsel i mere end ti år.

Mugabe blev dog fra fængslet leder af the Zimbabwe African National Union, der vandt det nu uafhængige Zimbabwes første valg i 1980 og indsatte ham som premierminister. Mugabe viste her sin sande politiske kulør, og endte med at gøre sig selv til de facto diktator i 1987. I mellemtiden havde der udspillet sig et bemærkelsesværdigt beskidt magtspil mellem Mugabes ZANU-parti og rivallen Joshua Nkomo’s Zimbabwe African People’s Union. Mens ZANU havde solid opbakning fra Shona-stammen, som Mugabe tilhørte, havde ZAPU langt større opbakning hos mindretalsstammen Ndebele i det sydlige Zimbabwe. Mugabe skabte derfor i smug en særlig brigade i hæren, som i det mindste i et vist omfang blev trænet af Nordkorea, og som skulle bruges til at banke Ndebele-folket på plads.

Det blev gjort fra 1983 ved at tilbageholde borgere på ubestemt tid, sende dem i såkaldte ”re-education camps” eller simpelthen henrette dem. Massakrerne blev kendt som Gukurahundi – det uofficelle navn på brigaden – da den langt senere blev kendt udenfor Zimbabwe Mens den bidrog til at cementere Mugabes greb om magten, skete det med voldsomme tab. The International Association of Genocide Scholars estimerer således dødstallet til mindst 20,000 og har tydeligt erklæret det som et folkedrab, da det udelukkende var målrettet én bestemt stamme.

Mugabe-regimet sørgede efterfølgende for at undertrykke informationen om Gukurahundi, ligesom mange afrikanske ledere og vestlige intellektuelle slet ikke talte om det. Mugabes status som socialistisk, afrikansk frihedshelt købte ham så meget goodwill, at han slap afsted med et folkedrab uden vestlig kritik. Og som følge af den “Unity Accord” som Mugabe og Nkomo underskrev den 22. december 1987, gav Zimbabwes regering amnesti til alle, der havde været involveret i Gukurahundi. Der har aldrig været hverken et retsopgør eller nogen anden anerkendelse af drabet på tusinder af Ndebele.

Der slutter Mugabes ulykker desværre ikke. Rhodesia var, da landet unilateralt erklærede sig uafhængigt fra Storbritannien i 1965, en stor fødevareeksportør og havde et af de mest effektive landbrug i Afrika. Landet skolevæsen var også med rette berømt i Afrika – det har stadig et fint ry i regionen – og det basalt set britiske retsvæsen var velfungerende. Fremtiden så virkeligt lys ud for Rhodesia, så længe landet ville slippe apartheid-politikken. I dag er Zimbabwe en økonomisk ruin efter årtiers misrøgt af landet, der kulminerede i de vanvittige landreformer i 1999-2000. Som min nu tidligere studerende Rasmus Kjærgaard viste i sit speciale i foråret, var omkostningerne ved bare landreformen dramatiske. Mugabes regime indførte dem alligevel, da dets popularitet var dalende og presset fra oppositionens Movement for Democratic Change, og regimet håbede at købe stemmer fra sorte vælgere og veteraner fra uafhængighedskrigen. Zimbabwes økonomi er vokset langsommere end Sydafrikas siden midten af 1990erne på trods af, at det store naboland er langt rigere (og derfor burde vokse noget langsommere), og at de seneste års nationalregnskabstal næppe er troværdige.

CIAs World Factbook estimerer gennemsnitsindkomsten i 2017 til at være 2300 dollars, og placerer således det potentielt så rige land på linje med Etiopien, Rwanda og Uganda. For et land, der er så frugtbart, plejede at være så velfungerende (valgene til Rhodesias parlament var endda frie og rimeligt fair indtil 1962), og tiltrak hvide indvandrere indtil 1960erne, er det en chokerende dårlig udvikling. Siden 1980erne har Mugabes inkompetence og dybt undertrykkende politik bidraget væsentligt til at skabe denne misere, der endte med at Emerson Mnangagwa sammen med militæret tog magten ved et statskup i 2017. Om dét kommer til at hjælpe på det ødelagte land, kan kun fremtiden vise.

Selvsamme Mnangagwa tweetede i anledning af hans død, at ”Mugabe var et ikon for frigørelse. En pan-afrikanist, der dedikerede sit liv til løsrivelse og styrkelse af sit folk. Hans bidrag til historien om vores nation og kontinent vil aldrig blive glemt.” Det er dog nærmere herostratisk berømmelse end noget som helst beundringsværdigt, han bør huskes for. Mugabe var en af de værste i en lang række absurde, afrikanske diktatorer.

Hvad med at bytte territorium?

Donald Trumps forslag forleden om at købe Grønland vakte berettiget harme. Tiden er for længst løbet fra forestillingen om, at man kunne sælge folk og territorium, invadere det eller på anden måde underlægge sig det. Medmindre da man hedder Vladimir Putin eller Xi Jinping… Statsministeren reagerede på den eneste måde, hun med nogen rimelighed kunne og kaldte helt korrekt Trumps forslag for absurd.

Men, som en god (unavngiven) ven spurgte forleden dag: Hvad hvis man kunne? Hvad skulle Danmark have for Grønland? Helt særligt, hvad hvis man byttede grønlænderne med de nuværende US Virgin Islands – det tidligere Dansk Vestindien? Danmark solgte de tre vestindiske øer til USA i 1917 for knap 100 millioner kroner, eller 3,7 milliarder nutidskroner. I relative tal ville det svare til et salg i dag for cirka 25 milliarder, eller knap 3,3 % af det offentlige budget. Hvordan ser sammenligningen mellem ’Greenland’ og Dansk Vestindien ud og bytter man lige over?

Der bor lige knap 58.000 grønlændere på Grønland mod 107.000 indbyggere på de vestindiske øer. Umiddelbart er grønlænderne rigere: CIAs World Factbook vurderer det købekraftskorrigerede BNP per indbygger til 41.800 mod 37.000 PPP dollars på Jomfruøerne. Det afspejler dog ikke helt hverken levestandarderne eller den økonomiske formåen. Grønland får omtrent 25 % af sin indkomst som direkte bloktilskud (og en del indirekte støtte), mens de amerikanske tilskud til Jomfruøerne er cirka 9 % af BNP. Den totale private indkomstskabelse på Grønland er således 1,8 milliarder dollars mod 3,5 milliarder på Jomfruøerne, og en meget stor andel af Grønlands er den offentlige sektor. I 2016 indkrævedes således hele 77,4 % af BNP i skatter, afgifter og andet; den tilsvarende på Jomfruøerne var 28,9 %.

Med de velkendte problemer med at opgøre den faktiske værdi af en offentlige sektor in mente, er de vestindiske øer sandsynligvis meget mere produktive end Grønland. Ser man på sociale problemer, er der næppe heller nogen sammenligning, der falder ud til grønlandsk fordel: Landet er kendt for voldsom alkoholisme, skræmmende incest- og voldsproblemer, og verdens sandsynligvis højeste selvmordsrate (82,8 per 100.000). Umiddelbart peger det hele derfor på, at de vestindiske øer er langt mere værd end Grønland.

Der er dog to forhold, der taler for Grønland: Naturressourcer og dets strategiske placering. Det er en vis sandsynlighed for, at landet har olie, uran og sjældne jordarter under isen, og at der er økonomi i at udvinde disse ressourcer. Ingen kender værdien af dem, men den er potentielt meget stor. Det andet element er den strategiske placering, hvor Arktis er ved at blive et internationalt varmt område: Naturressourcerne kan vise sig at være der, og hvis isen trækker sig nordpå, er der mulige sejlruter gennem grønlandske farvande, som bliver meget attraktive. Oveni de forhold skal man lægge en væsentlig interesse fra amerikansk (og dansk) side for at kunne forsvare sig mod et i stigende grad aggressivt regime i Moskva. I den forbindelse er Grønland en vigtig, fremskudt post i NATO.

Så kunne man bytte Grønland for de Dansk Vestindiske Øer? Det praktiske svar er naturligvis et rungende nej. Men det er et interessant spørgsmål at tænke over, og ikke mindst som en øvelse i hvad en økonomi er ’værd’. Den understreger, at Grønlands værdi blæser en del i vinden og afhænger af både stærkt usikre klimaforandringer og usikre forekomster af visse ressourcer. Jomfruøernes økonomiske status er langt sikrere, da det er et nogenlunde almindeligt caribisk samfund. Og det ville da være meget sjovt at overveje, hvordan verden ville se ud hvis danskerne droppede turen til Pukhet og tog på ferie i Charlotte Amalie i stedet for.

Befolkning, vækst og klima 12: Hvor vestlige er de rige ikke-vestlige?

Når man taler om ’de rige lande’ er det ofte underforstået, at det handler om en bestemt gruppe lande i Europa, Nordamerika, og enkelte andre som Australien og New Zealand, Japan, Sydkorea, Singapore og Taiwan, ligesom Hong Kong typisk regnes med. Ser man på tallene for gennemsnitsindkomster, er det dog klart, at de rige landes klub er en tand bredere end det.

Bruger man således den nye udgave af the Penn World Tables, er 23 lande mindst lige så rige som medianen i Østeuropa eller Grækenland, og syv er rigere end medianen i resten af de lande, vi normalt betragter som de vestlige. Den rige gruppe består af oliestaterne Qatar (136678 dollars), de Forenede Arabiske Emirater (77350), Brunei Darussalam (72241), Kuwait (65483) og Saudiarabien (51617), spillemekkaet Macao (109394) og den lille britiske koloni Bermuda (53287). Derefter følger en række andre, meget forskellige lande med vestlige levestandard: Bahrain (40468), Caymanøerne (40358), Oman (38831), Aruba (35344), Trinidad og Tobago (28679), Bahamas (27125), Seychellerne (26953), de Britiske Jomfruøer (25196), Ækvatorial Guinea (24667), Malaysia (24574), Sint Maarten (24568), Kazakhstan (24360), Turkmenistan (23570), Chile (22123), Panama (22063) og Saint Kitts og Nevis (21734). En anden måde at beskrive to grupper er at notere, at olie- og ressourceøkonomierne her har en gennemsnitsindkomst på cirka 55.000 dollars, eller ret præcist den samme som USA, og resten har en gennemsnitsindkomst på cirka 35.000 dollars, dvs. en levestandard som i Italien.

Et stort spørgsmål er, om de rige lande udenfor Vesten også er vestlige på andre måder end bare deres indkomst. Vi ser her på tre forhold, der karakteriserer moderne økonomier: Deres udledning af CO2 per indbygger, deres børnetal, og størrelsen af deres servicesektor. Til sammenligning har det typiske vestlige lande uden en kommunistisk fortid en nationalindkomst per indbygger på 41.575 dollars (22.650 i tidligere kommunistiske lande), CO2-udledninger på 7,1 tons per indbygger (5,3), et børnetal på 1,6 barn per kvinde (1,6) og en servicesektor, der fylder 66,5 % af økonomien (56,3 %).

Hvor ligger de ikke-vestlige rige lande da? Den første figur nedenfor plotter CO2-udledningerne i gruppen, sammenlignet med gennemsnittet for de postkommunistiske (den røde søjle), de vestlige (den grønne søjle) og Danmark (den blå søjle). Mens man næppe skal tage tallet for Macao alvorligt, da den lille enklave før det meste af sin energi produceret i Kina, viser tallene, at en del af de ’andre’ rige lande ligner Vesten. Mange europæiske politikere ville drømme om så lave CO2-tal som i Panama og Chile, og udledningerne i steder som Malaysia og Bermuda er helt almindelige i Vesten. De steder, der virkelig stikker ud er ressourceøkonomierne, og et par østater der bl.a. huser helt uforholdsmæssigt store krydstogtsskibe.

Den næste sammenligning er fertilitetsraten – børnetallet per kvinde – som også er karakteristisk for moderne, rige samfund. Her er det igen overdådigt tydeligt, at de fleste rige lande er ens, med en delvis undtagelse i ressourceøkonomierne (som vi har skrevet om her og her). Den er dog kun delvis, da muslimske oliestater som Brunei, Kuwait og Qatar har fuldstændigt vestlige børnetal – her har præmoderne normer heller ikke overlevet.

Sidst, men ikke mindst, er moderne samfund karakteriseret af en stor servicesektor – flere restauranter, mere børnepasning, mere finansielle service osv. Dette tal kan være en smule misvisende, da det også fanger en del af turistsektoren. Der er med andre ord en god forklaring på, hvordan steder som Bermuda, de Britiske Jomfruøer, og Macao har servicesektorer over 90 % af BNP. Alligevel må man konstatere, at også her er de rige lande udenfor Vesten, der ikke lever af ressourcer, også har en lignende servicesektor. Det gælder interessant nok også for Bahrain og Kuwait.

Hvor vestlige er de ikke-vestlige rige lande? På nogle områder kan man stadig mene, at de er meget anderledes, men ser man på strukturen af deres økonomi, må man konstatere, at de i høj grad ligner os. På visse områder er de ikke vestlige – i både Kuwait og Malaysia er over 80 % af befolkningen stadig klart religiøs – men med lave børnetal og relativ rigdom ved man, at det er et generationsspørgsmål, før det ændrer sig. Ser man på andre forhold, hvor der desværre ikke er data på alle lande, er de rige lande også relativt ens når de kommer til pressefrihed, så længe de er demokratiske. På denne måde må man konkludere, at de vestlige lande er vestlige fordi de er rige, uanset om de faktisk ligger i Vesten. Om de så også er rige fordi de er institutionelt ’vestlige’ er en diskussion til en anden dag.

Befolkning, klima og vækst 9: Fornybare og ikke-fornybare ressourcer

Miljødebatter er ofte karakteriseret ved meget stærke – og til tider nærmest religiøse – holdninger, relativt få fakta, og massiv konceptuel forvirring. I dag tager vi i vores sommerserie et kig på en bid af denne forvirring. Helt specifikt skelner vi mellem fornybare og ikke-fornybare ressourcer, da diskussioner omkring disse to typer burde være meget forskellige.

En ikke-fornybar ressourcer er ting som olie, kobber eller palladium, hvor der kun er en begrænset mængde til rådighed på Jorden. Rigtigt mange miljødiskussioner står omkring disse ressourcer, ikke mindst fordi udvindingen af dem også i mange tilfælde er forbundet med forureningsproblemer. Modsat er fornybare ressourcer fundamentalt anderledes, da de er ting som træ, fisk, næsehorn og rent vand. Mens en del af diskussionen omkring disse ressourcer netop antager en kvasi-religiøs karakter – militante veganere er således imod enhver brug af dyr, og mange bruger vage argumenter om hvordan vi ’udnytter Moder Jord’ osv. – er den miljøøkonomiske diskussion fokuseret på, hvordan man på bedste vis bruger disse ressourcer.

De klassiske illustrationer af de overvejelser, man må have, er fra fiskeri eller skovbrug, men alle fornybare ressourcer har samme karakteristika og giver derfor de samme overvejelser. Uden menneskelige indblanding når disse ressourcer en vis mængde – når skoven bliver for tæt, er der ikke næring nok til at nye træer kan gro frem, ligesom der kun kommer så mange fisk, som der er næring til i deres naturlige del af havet. Kommer der en storm, der vælter en del af de store træer – eller en begivenhed, der slår en mængde fisk ihjel – vil skoven og fiskebestanden derfor vokse igen, fordi der nu er mere næring per træ / fisk. Undtagelsen er, hvis så mange store træer dør, at de små nye ikke er tilstrækkeligt beskyttede mod vejr, vind og dyr, og hvis fiskebestanden bliver så lille, at den ikke kan reproducere sig selv. I det tilfælde taler man derfor om en udrydningstruet art.

Hele pointen her er, at man tegne væksten i bestanden som et omvendt U: Hvis bestanden er meget stor, er væksten nul, hvis man udnytter lidt af den, stiger væksten efterfølgende, mens den falder igen hvis man tager store mængder. For at illustrere problemstillingen, bruger vi her en simpel figur, som vi tager fra en undervisningsnote Gerda Asmus og jeg skrev for et par år siden. Vi brugte den i vores kandidatkursus i Institutional Economics ved universitetet i Heidelberg, hvor den gav de studerende en hurtig indgang til den logiske intuition.

Figuren viser det omvendte U, med ’quantity or effort” på x-aksen, og gevinster og omkostninger på y-aksen. Man kan for eksempel tænke på ’effort’ som det antal timer, man fælder træer eller fanger fisk i Nordsøen. TC, de totale omkostninger, er lønnen som skovarbejderne / fiskerne skal have, gange med hvor mange timer de er i gang. Man kan derefter aflæse profitten som forskellen på et punkt på det omvendte U (gevinsten) minus TC (omkostningen). Gør man det, er det let at se at den største profit vil være der, hvor afstanden mellem de to er størst, altså hvor tangenten har samme hældning (flugter med) omkostningslinjen. Fælder man flere træer end det, tjener man måske nok mere nu, men der vil være færre træer næste år, og man har således på uøkonomisk vis overudnyttet sin ressource.

Udfordringen her kommer fra, at denne slags overvejelse gælder et monopol – når der kun er én, der har ret til ressourcen. Hvis der er fri adgang til markedet, er der alligevel en profitmulighed til dem, der vil gå ind og fælde flere træer / fange flere fisk. I et frit marked vil der derfor komme flere folk i skoven og flere både på havet, indtil det punkt hvor profitten er nul og der således ikke er noget incitament for endnu flere folk til at arbejde endnu flere timer. Det sker ved punktet Em, hvor vores fornybare ressource meget tydeligt overudnyttes! Der er med andre ord her sket afskovning og overfiskning, og der er nu for få træer og fisk, fordi folk har konkurreret om at tage fisk og træer fra hinanden.

Over årene førte denne miljøøkonomiske indsigt til, at folk enten argumenterede for at denne type aktivitet skulle beskattes hårdt – hvis den er for attraktiv økonomisk i et frit marked, må man gøre den langt mindre attraktiv (og skatteindtægterne er rare) – eller helt underlægges fuld statslig kontrol. Men som Ronald Coase var blandt de første til at se, og folk som Terry Anderson og Lee Alston i årevis har påpeget er en effektiv løsning, handler problemet slet ikke om frie markeder. Problemet er derimod, at der ingen ejendomsrettigheder er til ressourcerne.

At skabe ejendomsrettigheder til fornybare ressourcer er ofte politisk stærkt kontroversielt – man kan næsten høre miljøaktivister råbe, at havet tilhører os alle – men er også en meget effektiv løsning på denne type miljøproblemer. Sagen er, at når der gives ejendomsrettigheder til skoven, vil alle ejere agere som om de havde monopol. Grunden er, at det har de – ikke til markedet som sådan, men til deres egen del af det. Der er således ingen eksternaliteter, da de eneste de kan stjæle træer fra i fremtiden er dem selv. Det samme gælder, hvis fiskere enten får rettigheder til at fiske i et bestemt område af havet, eller til en bestemt mængde fisk (dvs. en kvote).

Ejendomsrettighederne virker dog ikke, hvis de ikke følges af institutioner, der håndhæver dem effektivt. Det samme gælder faktisk en skatteløsning, som vist i Figur 3 nedenfor. Med en skat, der både er af den korrekte størrelse og faktisk opkræves effektivt af et velfungerende skattevæsen, kan man ramme den rigtige udnyttelse af ressourcen. Med effektiv håndhævelse af folks ejendomsret til, for eksempel, en skov, kan man forhindre overudnyttelse. Men med utilstrækkelig håndhævelse vil der ske overudnyttelse pga. ulovlig skovning, krybskytteri osv., der alle tæller tyveri, når der er ejendomsret.

Som Adam Smith allerede indså i slutningen af 1700-tallet, er et frit marked derfor mest effektivt når der er solide og effektive institutioner som for eksempel et uafhængigt retsvæsen, der håndhæver ejendomsretten. Der er dog to, sidste, men vigtige forskelle på de to løsninger. Vælger man skatteløsningen, skal staten 1) vide hvilket niveau der er det rigtige og vide nok til at sætte den korrekte skat; og 2) dem der udnytter ressourcen vil have et stærkt incitament til at undvige systemet for at slippe for skatten. Det omvendte sker med en ejendomsretslig løsning. Her behøver staten / regeringen ikke at vide, hvad der er den optimale udnyttelse af hver enkelt bid skov og hver type træ. Ydermere har dem, der udnytter en naturlig ressource et stærkt incitament til at støtte, at deres ejendomsret til den håndhæves.

Teknisk vil man i samfundsforskningen sige, at en indførsel af ejendomsret er en incitamentkompatibel løsning, fordi aktørerne har en egeninteresse i, at den fungerer. Det var for eksempel tilfældet, da Norge privatiserede størstedelen af landets skove i 1860erne. Ændringen, der effektivt gav ejendomsrettigheder til skoven og håndhævede dem effektivt, førte til starten på et meget succesrigt skovvæsen i det ellers underudviklede Nordnorge. Løsningen på problemer med fornybare ressourcer er således ikke altid den samme som løsningen på andre miljøproblemer, men lærer os mindst én ting: med frie markeder, understøttet af solide institutioner, kommer man langt i retning af at løse miljøproblemer.

Hvem er rigere og fattigere end deres nabolande?

I Danmark er der efterhånden ved at blive debat om, hvorvidt den danske økonomi følger med nabolandenes (svaret er nej). Jeg blev mindet om spørgsmålet under en samtale med min kollega Wilson Law i dag, hvor vi kom til at snakke om hvordan nogle lande er væsentligt fattigere end deres naboer – og hvorfor. Spørgsmålet – som vi besvarer i dag – er allerførst, hvor store disse forskelle er på tværs af verden.

Selv internt i Europa er forskellen ganske store, som procentforskellene figuren nedenfor viser. Vi måler her landenes nationalindkomst per indbygger (kilden er PWT 9) i forhold til gennemsnittet af deres geografiske naboer. De største efterslæb skal ikke overraskende findes i tidligere kommunistiske lande, med Moldova som det værste: Landets indbyggere har i gennemsnit kun 37 % af den indkomst, folk i nabolandene har. Tidligere borgerkrigsramte lande som Ukraine og Bosnien følger heller ikke med, og har ikke meget mere end 55 % af naboernes indkomst. I den anden ende finder man ikke overraskende Norge (91 % rigere end naboerne) og Schweiz (51 % rigere), men også Grækenland (66 % rigere). Svaret på det sidste er bestemt ikke at finde i Grækenlands egen elendige performance, men blot at det tilfældigt er omgivet af fattige, tidligere kommunistiske lande.

Ser man længere ud i verden, er forskellene dog endnu større. Nordkorea er verdens relativt fattigste land – borgerne har ifølge de bedste vestlige vurderinger kun cirka 8 % af den indkomst, deres sydkoreanske og kinesiske naboer i gennemsnit har. De næste pladser i bunden optages af Sao Tomé og Principe (11 %), Yemen (13 %), Niger (14 %), Afghanistan (18 %), Haiti (19 %), og Lesotho, Madagascar, Cameroon og Zimbabwe, der alle har blot 21 % af den indkomst, deres naboer nyder.

Toppen er derimod Puerto Rico (262 %), Israel (284 %), Nigeria (296 %), Qatar (303 %), Kap Verde (326 %), Brunei (386 %), Singapore (422 %), Ækvatorial Guinea (429 %), og Macao (473 %). Og den absolutte ’vinder’ er Seychellerne, der er hele 1189 % rigere end dets ludfattige nærmeste naboer i det Indiske Ocean. De store successer er dermed olierige lande, verdens ’gambling capital’ Macao, og nogle få steder, der af historiske institutionelt er langt foran naboerne.

Om man kan lære noget af disse sammenligner – hvor Danmark og Sverige i øvrigt begge kun har 78 % af vores naboers indkomst, da vi begge ligger ved siden af Norge – er et åbent spørgsmål. Men uden at kende til de store forskelle mellem naboer, kommer man ofte til at gætte forkert, og til at tro, hele regioner er homogene. Det er de absolut ikke.

Hvor rige er danskerne egentlig?

I løbet af efteråret er det så småt gået op for flere folk, at den danske økonomi – på trods af positive som fuld beskæftigelse, overskud på betalingsbalancen og stigende huspriser – faktisk udvikler sig ganske langsomt. Der er muligvis en gryende forståelse for, at den type nøgletal er aldeles ubrugelige og potentielt direkte misvisende, hvis man vil vide noget om den dynamiske udvikling. Flere politikere er også begyndt at advare om, at Danmark risikerer at falde ud af verdens top ti, hvis det fortsætter fremover som hidtil, mens andre synes at insistere på at tro, at alt er godt.

Men et er, hvad man tror, og andet er fakta. Som Peter Kurrild-Klitgaard tweetede forleden, er det på tide at minde om, hvor rige danskerne rent faktisk er. Kurrild gjorde det ved at henvise til sin fremragende klumme i Berlingske for to år siden.. Vi gør det med opdaterede tal fra CIAs World Factbook i det følgende.

Ser man på den købekraftsjusterede nationalindkomst per indbygger, er Danmark ganske langt fra top 10 – vi er nummer 21 i verden. Man skal dog tage hensyn til, at det danske offentlige forbrug er ganske stort, ligesom det heller ikke er sikkert, at vi får specielt meget ud af investeringerne i Danmark. Ser man derfor i stedet på privatforbruget – dvs. den del af nationalindkomsten, som er tilgængelig for borgerne – rykker Danmark fire pladser ned til nummer 25.* Figuren nedenfor illustrerer, hvor vi (den røde søjle) lå i forhold til de 64 andre lande i verden med en nationalindkomst per indbygger over 24000 (købekraftsjusterede) dollars i 2017.

De tre lande umiddelbart under Danmark er Belgien, Holland og Japan, dvs. lande vi normalt sammenligner os med. Interessant nok er de tre lande umiddelbart foran os Finland, Trinidad og Tobago, og de Amerikanske Jomfruøer – det tidligere Dansk Vestindien. Af andre lande, som man normalt tror vi er rigere end, men ikke længere er det, kan man nævne Taiwan (nr. 17), Canada (nr. 14) og Storbritannien (nr. 11).

Den vigtige pointe, som vi har understreget før, er at danskerne slet ikke er så rige, som vi går og tror. En væsentligt del af problemet skyldes den meget store offentlige sektor, som på flere måder begrænser den indkomst, almindelige danskere kan disponere over. Den er også en del af forklaringen på, hvorfor den danske økonomi har vokset så langsomt i snart 25 år – det, Martin Ågerup på det sidste ganske passende har døbt den danske ’vækstkrise. Som f.eks. Andreas Bergh og Magnus Henrekson viste for år tilbage, er en stor offentlige sektor praktisk taget altid forbundet med lavere vækst. Selvom man, som adskillige af mine studerende gør, kan finde på typer af offentligt forbrug, der kan være gavnligt for væksten, er den faktiske situation, at politikere typisk bruger langt flere midler på ting, der begrænser den.

Vi har ingen umiddelbare trylleformularer til at ordne problemet. Baggrunden for dagens post er i stedet, at disse problemer burde være et hovedtema i den valgkamp, der har raset siden i sommers og næppe er slut før juni. Om der er en eneste politiker på Christiansborg, der er moden og ansvarlig nok til at sige det offentlige, er et helt andet spørgsmål.

 

* Bruger man i stedet verdensbankens tilsvarende tal, er Danmark nummer 19. Det bør dog noteres, at der er fire lande i CIAs database, der ikke er tal for hos Verdensbanken. To af disse har privatforbrug meget tæt på det danske. I bedste fald kan man således ved hjælp af den alternative kilde ’snige’ Danmark op på plads nummer 21.

Koloniherrer og moderne udvikling

Et af de store og ideologisk stormomsuste spørgsmål siden 1960erne har været, hvad kolonitiden gjorde ved lande i Afrika og Asien. Er man stærkt venstreorienteret er svaret enkelt, da marxistisk afhængighedsteori tydeligt påstår, at kolonierne blev udbyttet og at kolonitiden derfor er en forklaring på, hvorfor Europa blev rigt og Afrika fattigt. Der er dog næppe mange ædruelige samfundsforskere, der har troet på afhængighedsteori de sidste 40 år. En anden, og mindst lige så upopulær holdning, er at kolonitiden var gavnlig for fattige lande, fordi kolonimagterne opbyggede uddannelse og andre institutioner.

I en britisk kontekst står f.eks. den celebre historiker Niall Ferguson for denne holdning (læs f.eks. her). Fergusons pointe i bogen og flere artikler er, at særligt det britiske imperium var en gavnlig indflydelse på kolonierne. Selvom der er generel konsensus om f.eks. de voldsomt negative virkninger af at have været en del af Belgiens afrikanske kolonier – for de interesserede kan Michela Wrongs skræmmende In the Footsteps of Mr Kurtz varmt anbefales – er Fergusons påstand både upopulær og ret omdiskuteret.

Nye studier i udviklingsøkonomi er dog begyndt at give Ferguson ret, ikke mindst i hans grundlæggende påstand om, at briterne simpelthen ’gjorde’ kolonimagt anderledes. Nogle af disse nye studier genfinder hvad gamle, men oversete studier, viste. Et glimrende eksempel er fra så tidligt som 1937, da den britiske geograf Derwent Whittlesey beskrev forskellen på britisk og fransk koloniteknik i en fin artikel i Foreign Affairs (gated version her). Whittlesey viste konkret, hvordan briterne i langt højere grad byggede på eksisterende institutioner og kun i begrænset omfang flyttede britisk politi og politiske institutioner til deres kolonier. Det tillod dem således at køre ikke blot Indien, men også de afrikanske kolonier med en forbløffende lille administrativ stab, men beskyttede også eksisterende magtstrukturer.

Frankrigs approach var helt anderledes: At gøre kolonierne til dele af Frankrig. Man erstattede derfor eksisterende strukturer med franske institutioner, fransk uddannelse, retsvæsen osv. Og mens den franske koloniideologi, som Whittlesey beskrev, bestod i at gøre afrikanerne til gode franskmænd som man ikke skulle diskriminere imod, var briterne langt mere tilbøjelige til at bruge afrikanere i politi, administration og retsvæsen. Flere nye studier peger på, at områder hvor kolonierne blev kørt efter den britiske tradition i dag klarer sig væsentlige bedre end de franske. Tre studier med meget forskellige metodiske udgangspunkter viser således de samme overordnede forskelle.

Den første approach er at finde områder, som i dag har samme officielle strukturer, men hvor dele af området var under en kolonimagt og andre dele var under en anden. Det er det, Stanford-politologerne Alexander Lee og Kenneth Schultz udnyttede i en artikel 2012 i Quarterly Journal of Political Science. Lee og Schultz beskrev, hvordan den nordvestlige del af Cameroun i dag er mere velfungerende end resten af landet. Cameroun var en del af Tysklands forsøg på at blive en kolonimagt, som kuldsejlede med landets nederlag i første verdenskrig. Som en del af Versailles-traktaten efter krigen delte Frankrig og Storbritannien derfor landet mellem sig: En relativt snæver stribe land i nordvest, der grænsede op til Nigeria, blev britisk, og resten af Cameroun blev fransk. Lee og Schultz udnytter derfor, at grænsen der blev lagt efter første verdenskrig var tilfældig, og kan vise hvordan steder der tilfældigt endte på den britiske side, i dag er rigere og mere velfungerende.

En anden approach bliver taget af min ven og kollega Andreas Bergh (Lunds Universitet og IFN, Stockholm), som vi har skrevet om flere gange i år. I september udgav han sammen med Günther Fink (Swiss Tropical and Public Health Institute og Harvard) et nyt arbejdspapir om emnet med titlen ”The French Curse? On the Puzzling Economic Consequences of French Colonization.” I papiret dokumenterer Bergh og Fink først, at tidligere britiske kolonier i Afrika har haft væsentligt højere vækst end de tidligere franske, men kan fra cirka midten af 1990erne. Med andre ord har de tidligere britiske formået at vokse klart hurtigere efter at den Kolde Krig var ovre. Det viser sig dog også i den relativt preliminære analyse, at institutionelle forhold som kvaliteten af retsvæsenet osv. ikke kan forklare forskellen. Bergh og Fink forsøger således i deres korte papir at bruge udelukkelsesmetoden – hvad der ikke kan være forklaringen – på at sandsynliggøre, at de nuværende forskelle må skyldes forhold tilbage til kolonitiden.

Hvor store er forskellene i dag? Bruger man the Penn World Tables, der er opdateret indtil 2014, er det tydeligt at de britiske er markant rigere: BNP per indbygger var i 2014 i gennemsnit 6658 købekraftsjusterede dollars i det tidligere britiske kolonier mod 4432 dollars i de tidligere franske, 4123 dollars i de tidligere portugisiske og 1079 i de lande, der uheldigvis engang var dele af det belgiske kolonirige. En række andre forskelle er også tydelige, hvis man bruger andre kilder. V-Dem-projektet har f.eks. vurderinger af juridiske ’accountability’ og juridisk korruption, og i det datasæt, som Martin Rode og jeg har udviklet, har konkrete data på demokratistatus tilbage i tid. Figuren nedenfor illustrerer disse forskelle.

Som det tydeligt kan ses, er den juridiske kvalitet i gennemsnit bedre i de tidligere britiske kolonier i Afrika, ligesom der er langt mere korruption i de tidligere franske. Det er dog også interessant at se, hvordan den restgruppe, der hverken var britisk eller fransk, i dag ikke har værre korruptionsproblemer end den britiske, og de tre tidligere portugisiske har ganske flot styr på den type problemer. Tre af de fem tidligere portugisiske – Kap Verde, Guinea-Bissau og Sâo Tomé og Principe – er i dag også demokratiske, ligesom 54 % af de tidligere britiske. Det er væsentligt flere end de franske, der også i gennemsnit har haft en længere tid mellem 1970 og 1995 som et-partistater.

I baggrundspapiret for vores database, som Martin Rode og jeg lagde online i august, viser vi hvordan en fortid som koloni med demokratiske institutioner i dag gør det langt mere sandsynligt, at en tidligere koloni er stabilt demokratisk. Og ser man på forskellen på de britiske og de franske kolonier, var forskellen ikke at de britiske var mere tilbøjelige til at få politiske institutioner med valg. Det var i stedet, at de britiske afholdt demokratiske valg, mens de franske kolonimyndigheder ofte ikke kunne holde fingrene væk, og begik valgsvindel. På den måde er Afrika et klart, og ofte deprimerende, eksempel på ’path dependence’, dvs. at fortiden stadig former nutiden. Eller som vi også skrev i sommers, med William Faulkners ord: ”The past is never dead. It’s not even past.”

Verdens økonomiske frihed 2018

I går udkom den årlige rapport om Economic Freedom of the World fra the Fraser Institute i Vancouver. Fraser Institute har siden 1996 udgivet både den årlige rapport og vedligeholdt et datasæt over de fleste af verdens lande, der rækker tilbage til 1970. Fra 2000 er der årlige data tilgængelige, der som altid er sorteret i fem komponenter: Størrelsen på den offentlige sektor, kvaliteten af retsvæsenet, kvaliteten af pengepolitikken og de pengepolitiske institutioner, åbenhed for handel og internationale investeringer, og offentlig regulering af produkt-, kredit-, og arbejdsmarkeder. Det overordnede EFW-indeks er sat på en skala fra 1 (nogenlunde nordkoreansk standard) til et ideal på 10. Indekset kommer ofte i medierne og var per 2013 brugt i mere end 400 videnskabelige artikler. Interesserede kan læse Bob Lawson og Josh Halls oversigtsartikel her (eller en tidligere ungated version her).

Det geniale ved indekset – om man er ideologisk enig eller ej med Gwartney, Lawson og Hall, der er hovedmændene bag – er at det gør forskelle på lande meget transparente. Som de senere år toppes listen af Hong Kong (8,94) og Singapore (8.84) med New Zealand på en tredjeplads (8,49). Bunden er den næsten forventelige katastrofe Venezuela (2,88), med Libyen (4,74) og Argentina (4,84) som de svageste lande, der ikke er i økonomisk frit fald.

Indekset tillader også at følge de samme lande over tid, og evt. sammenligne dem med andre lande. Danmarks indeks i 2000 var således 8,06 og dermed 8 % højere end gennemsnittet for vestlige / OECD-land, og 6 % højere end vores nabolandes. 16 år senere i 2016 er indekset faldet til 7,77 (den blå linje), og nu kun 2 % højere end det vestlige gennemsnit og cirka 1½ % under vores naboers (den stiplede blå linje).

En pudsig detalje er, at der ikke er sket noget markant med den offentlige sektors størrelse gennem de 16 år. Fokuserer man derfor i stedet på de fire komponenter af indekset (den sorte linje), der ikke har noget at gøre med det offentlige forbrug er Danmarks indeks faldet fra 8,07 til 7,63, mens vores naboers faktisk er steget fra 8,36 til 8,70. Vi plejede således ved slutningen af Nyrups regeringstid at ligge godt 3 % lavere end naboerne, og er per 2016 godt 12 % svagere stillet.

Konklusionen, der er meget klar i EFW-indekset, er at i løbet af en tid med 78 måneders socialdemokratisk regering og 124 måneders Venstre-ledet regering er Danmark relativt til vores naboer, blevet mindre økonomisk frit. På trods af at både Fogh, Løkke og Thorning blev skældt ud på venstrefløjen for at føre ’neoliberal’ politik (hvad end det betyder), er der ingen tegn på, at staten fylder mindre. Almindelige danskeres frihed er blevet begrænset.

Og hvad så, kunne man forledes til at tro. Gwartney, Hall, Lawson og det nye medlem af teamet Ryan Murphy viser på pædagogisk vis i første kapitel, at økonomisk frihed har klare konsekvenser. Den er for eksempel, som nedenstående figur fra rapporten viser, stærkt forbundet med udbredelsen af absolut fattigdom. Der eksisterer også en række studier, der peger på at økonomisk frihed er positivt forbundet med langsigtet økonomisk vækst. Det er derfor nærliggende at se den falden økonomiske frihed i Danmark som en af årsagerne til, at landet ikke følger økonomisk med naboerne.

Økonomisk frihed er et vigtigt samfundsøkonomisk koncept, og et der giver indsigter man ofte ikke havde regnet med. Hele rapporten – eller blot introduktionen eller dens summary – er derfor stærkt anbefalet, og i særlig grad til politikere.