Selvom Bisgaard ikke er særligt god til at formidle sine argumenter, eftersom de drukner i en sump af forarget brok og fornærmelser, har han en pointe vedrørende den fremherskende opfattelse af demokratiseringspotentialet i Mellemøsten: der er ingen stærke sager for hverken den ene eller den anden opfattelse.

Der er en masse sociale forhold, der skader demokratisering, og der er også Islam. Hverken det ene eller det andet er en fyldestgørende forklaring, og sagen for Islam som enestående forklaring på alle problemerne er temmelig søgt. De sociale og uddannelsesmæssige forhold forklarer f.eks. netop den høje forekomst af religiøsitet – og det forklarer til vid udtrækning også fundamentalismen. I en sådan betragtning kan der drages direkte paralleler til religionens rolle i Europa igennem middelalderen.

Hvad angår demokrati i islamiske stater kan man nævne Indonesien, Tyrkiet og Malaysia som et eksempel på noget relativt velfungerende, selvom de langt fra er liberale demokratier. På den anden side har Europa været arnestedet for nazismen, fascismen, kommunismen og kolonialismen, og vi har et EU-formandsskab, der i sit eget land effektivt har afskaffet ytringsfriheden og arbejder på at konsolidere regeringspartiet som mere eller mindre autokratisk, mens det arbejder sammen med pilekorsfascister og opildner til had mod partikritiske intellektuelle, liberale og etniske minoriteter.

Jeg tror ikke, at islam har nogen større indflydelse i Ungarn.

Hvad du skriver er en anelse selvmodsigende: Jordan har ikke noget demokrati mener du, men du mener tilsyneladene også at Bjørnskovs tidligere indlæg om muslimske landes manglende demokrati. Hvike andre lande med muslimsk flertal vil du så pege på som gode demokratier ?

Vi husker allesammen hvorledes Christian Bjørnskov i Juledagene dømte muslimske lande uegnet til demokrati , hvilket udstiller hans dybe amateurisme,- og for enhver betragter er det åbenlyst at denne blogpost er et led i hans (spin)-forsøg på at moderere disse tidligere udtalelser. Men i og med at han aktivt støttede den største strategiske fejltagelse i USA’s historie, Irak-krigen , og også den som kan ende op med at blive den næststørste (afhængig af hvorledes man vægter Vietnam-krigen i sammenhængen) nemlig aggressionen mod såkaldt “Taliban”s højborg i Syd-Afghanistan indledt i 2005-06 ,- så står det klart at de strategiske bedømmelser han gør, mere ofte end ikke har været eklatante fejltagelser.

En grunn til den frykt eliter i de mest “seklulære” av de autoritære regimene har hatt for å åpne opp for gradvis overgang til et mer demokratisk styresett, er usikkerhet om hva som er islamistiske opposisjonsgruppers virkelige agenda. Husk at i den grad det finnes en organisert opposisjon (eksempelvis i Egypt, Jordan, Syria, Algeri), har den for en stor del vært islamistisk. Det muslimske brorskapet setter for eksempel ikke nødvendigvis frihet og demokrati i høysetet. Frykten for at demokratisering skulle lede til “one person, one vote, once” kan være mer eller mindre overdrevet, men dette ligner på situasjonen i enkelte europeiske land på slutten av 1800-tallet hvor det ble dannet store religiøse (katolske) partier med uklart forhold til demokratiske verdier.

Hva som til slutt skjer i Egypt, Tunisia, og andre land som vakler, vet vi ikke. Det vi har sett så langt er i realiteten palassrevolusjoner. For eksempel: Splittelse i makteliten i Egypt førte til at Mubarak ble ofret. Et militærråd styrer og har satt i gang en grunnlovsprosess i ekspressfart, og lovet nye valg så raskt at de knapt lar seg organisere på så kort tid. Slik kan dagens styringselite fortsette med minst en hånd på rattet. Uten splittelsen på elitenivå kunne noen ukers demonstrasjoner i de største byene neppe få særlig konsekvenser. I tillegg var det selvsagt slik at Egypts nære forhold til USA bandt opp regimets handlingsmuligheter sammenlignet med Libya (og Iran).

I noen av landene slår den religiøse dimensjonen også direkte inn: I Bahrain styrer en sjiaminoritet en befolkning som i overveiende grad er sunnier. Sjia-sunni delingen er lett å undervurdere, men den er så dyp at sjiaer ikke får bygge moskeer i Kairo, og sunnier får ikke reise moskeer i Teheran. En kan inngå taktiske allianser for å bekjempe en felles fiende (Israel, USA), men motsetningen er dyp og flere steder også voldelig.