Vi giver lån til 3% rente, hvis du er interesseret i et lån, er du her ved
rådgive at fylde og returnere ansøgningsskemaet til denne Email (foxx.loanfinancialaid@gmail.com) alene for at vide, om du virkelig er interesseret i lån. Jeg er her for at lægge smil i alle triste ansigter.

FULDNE NAMMER:
ADRESSE:
LAND:
BELØB BEHOVET:
Lånets løbetid:
LÅNETS FORMÅL:
KØN:
CIVILSTAND:
MÅNEDLIGE BETALING:
TELEFONNUMMER:
EMAIL:

Ved at besvare disse detaljer til (foxx.loanfinancialaid@gmail.com)
vi skal gå videre til næste trin, hvilket er vilkårene og
plan for genbetalingsplan.

Mr. Howard M Colleman.

Telefon: +18475128241

Tak for dit svar Christian,

Det er flovt at jeg glemte at skrive at betalingsbalancens løbende poster akkumuleres og kaldes efterfølgende for udlandsgælden. Tak for rettelsen.

Jeg må spørge om en enkelt ting. Det forekommer mig ganske almindeligt at delvist finansiere en produktionsudvidelse med kredit, hvorledes forholder det sig ugunstigt at bringe udenlandsk finansiering ind kontra den lokale bank? (Jeg ved godt man har en øget risikoeksponering pga. valutamarkedet som mange landmænd med lån i schweizer-franc fandt ud af efter finanskrisen, men udover dette forhold er der så andre der er særlig ugunstige for at benytte udenlandsk finansiering?)

Angående toldspørgsmålet så læser jeg dit svar som et generelt blik over hele betalingsbalancen, hvor en import-told skaber problemer for eksporten (som du skriver i et andet indlæg, bruges der nogle gange en gengældelsestold, men selv uden denne gengældelse er der negative effekter af en import told på egen eksport).

Kan denne negative effekt forklares ved at importtolden øger efterspørgslen på indenlandsk valuta (færre kroner i omløb i udlandet) og reducerer udlandets mulighed for at købe egen eksport?

Det er mest rigtigt hvad du skriver, men der er nogle ting, der er upræcise. For det første (når man ser bort fra staten) består gælden til udlandet_ikke_af “enten virksomheders eller privates import kontra eksport – det er betalingsbalancens løbende poster. Gælden er de akkumulerede underskud. Folk forvirrer ofte gæld og betalingsbalance.
For det andet skriver du, at “Et underskud på betalingsbalancen der bruges på at opbygge et produktionsapparat der er profitabelt er vel ganske fornuftigt?” Det er absolut rigtigt, men problemet er, at det for det første skal være mere end blot profitabelt – det skal også kunne betale renterne. Og for det andet er det ekstremt sjældent, som Martin Paldam og Andreas Freytags forskning har vist, at man faktisk ser gældsopbygning på nationalt plan, der viser sig at være profitabel. De lånte penge bliver ikke brugt profitabelt.
Sidst er det faktisk forkert, at told kan afhjælpe problemer. Teoretisk kunne det måske, men i praksis går det stort set altid galt, som både erfaringerne fra 30ernes depression og Latinamerikas ISI-strategi viser. Det er det andet problem i dit svar, som er lige så almindeligt som det første: Du kommer desværre til at blande det principielle og det faktiske. Principelt kan man mange ting med statslige indgreb, men praktisk går de fleste galt.

Hej Christian,

Tak for din respons – det er glædeligt at høre at du finder mine indlæg hyggelige en gang i mellem, jeg nyder også jeres blog 🙂

Jeg har læst mit eget indlæg igennem igen, og jeg tror da også det er skrevet noget firkantet. Hvis jeg har vrøvlet lidt i det håber jeg at det er mig tilladt at uddybe mit første indlæg herunder:

Jeg er helt enig i din betragtning om at en udlandsgæld kun kan betales tilbage med overskud på betalingsbalancens løbende poster (altså at man betaler for sine importvarer/kapital med eksportvarer/kapital). Men er det ikke sandt at gælden til udlandet består af enten virksomheders eller privates import kontra eksport (hvis jeg må være tilladt at se bort fra statens udstedelse af obligationer)? I tilfælde af virksomheder kan det være pga. kapitalinvesteringer fra udenlandske investorer i hjemlige virksomheder, i tilfælde af privat gældsætning pga. import af forbrugsvarer?

Kan du kort redegøre for hvis du mener at dette synspunkt er forkert?

Mit synspunkt er at betalingsbalancen i et frit marked vil finde en naturlig balance igennem valutamarkedet, hvor en forholdsvis større import dæmpes med højere priser på udenlandske produkter (altså en frit flydende valuta der deprecierer mens forbrugerne kaster sine kroner efter udenlandsk valuta indtil prisforskellen mellem udland og indland er indsnævret), mens kapitalinvesteringer i virksomheder vil nå et naturligt leje når produktionsapparatet er tilstrækkeligt udbygget således en merinvestering yder en for lav profit til at være konkurrencedygtig i markedet.

Har du også mulighed for at redegøre for hvis du mener dette synspunkt er forkert?

Et underskud på betalingsbalancen der bruges på at opbygge et produktionsapparat der er profitabelt er vel ganske fornuftigt?

Ligesom en import af forbrugergoder fra den bedste producent kan være ganske fornuftig til at tilfredsstille menneskets ønsker?

Investeringer i produktion giver alt andet lige større mulighed for at betale en udlandsgæld tilbage, mens yderligere forbrug øger udlandsgælden uden fremtidig udsigt til at kunne betale denne tilbage – er det denne mekanisme man er nervøs for? Og vil importtold ikke dæmpe efterspørgslen på udenlandske produkter (eksempelvis biler og registreringsafgiften)?

Jeg håber du vil have tålmodighed til at beskrive eller henvise til en forklaring på hvorledes jeg har misforstået betalingsbalancens mekanisme.

Spørgsmålet er så hvor kommer de penge fra, er det fordi der er tillid nok til Danmark, at man bare har kunnet trykke flere penge til at dække for de lån som “skabes” via værdistigninger.

Og spørgsmålet er, hvad nu når renten er nået nul. Hvilke instrumenter kan politikerne gribe i, for at undgå at sætte skatten ned?

Uffe, hvor meget jeg end hygger mig med dine kommentarer en gang i mellem, er den her simpelthen vrøvl. Hvis man har udlandsgæld, kan det_kun_lade sig gøre at betale den tilbage, hvis man har overskud på betalingsbalancens løbende poster. Den udenlandske låntagning sker for at finansiere et hul på balancen – gælden er ganske enkelt de akkumulerede underskud på den øvrige betalingsbalance. Der er absolut intet rent teoretisk i det.
Du blander også opsparing og forbrug hvor det ikke giver mening at man ‘bruger’ sin opsparing på forbrug. Din påstand om, at diskussionen er rodfæstet i en nationalistisk-interventionistisk ide om at vi skal forbruge vores egne varer er heller ikke rigtig, selvom den nogle gange kommer til udtryk på den måde hos idiotiske politikere på begge fløje. Det er ikke et problem, der kan løses gennem højere toldsatser.
Det rigtige, du skriver, er at det på den korte bane er et konkurrenceevneproblem. Og det kan kun løses på to måder: Enten genem at have flydende valutakurs, så det løses i valutamarkedet, eller gennem lavere lønninger – altså en såkaldt intern devaluering. Ingen af delene er rare, men hvis man er kommet dertil, er der ingen rare løsninger.

Fikseringen på at skabe overskud på betalingsbalancen er rodfæstet i en interventionistisk politik der siger at det er meget vigtigt at danskerne ikke drikker champagne fra Frankrig – de skal drikke øl fra Vestfyen!

Der er forskellige måder at kvæle forbrugsmønsteret fra centralt hold – enten ved anvendelse af “monetær vold” så forbrugerne gøres fattigere ved valutamanipulation, eller ved at påføre store importsatser der fratager forbrugerne den mest ønskede forbrugsmulighed, den udenlandske.

Jeg finder ikke nogen af de to løsninger gavnlige for det frie menneskes frie valg. I stedet for at beskæftige sig med quickfixes på ikke-eksisterende problemer* såsom betalingsbalanceunderskud, bør man tage fat i de strukturelle problemer med dårlig konkurrenceevne og de hermed følgende alt for høje indenlandske priser.

* Problemet med betalingsbalancen er en teoretisk bekymring for at landet skal løbe tør for kapital. Der er kun at sige hertil at forbrugeren vælger at bruge penge på det gode der gør denne mest glad, og er det importvarer der gør forbrugeren mest glad, så bør det være tilladt for forbrugeren at sende kroner i omløb i udlandet indtil det ikke længere er gunstigt at handle i udlandet. Forbrugernes sammenlagte import vil balancere valutakursen, og slide kursen ned indtil det nationale produkt har samme pris som det udenlandske. Valutamanipulationer der modvirker denne dynamik er skadelig indblanding i markedsøkonomien af politikerne, som burde lade frie mennesker handle frit og fredeligt med sine naboer.