Mine bedsteforældre levede i et gryende industrisamfund. De fik højere levestandarder og bedre liv ved at flytte til byerne og ind i en boomende dansk industri. Mine forældre levede i et gryende informationssamfund. De blev akademikere og fik gode jobs bag skriveborde, hvor de så på tal og var funktionærer. Du lever i et gryende netværks-samfund. Du lever af kreativitet, og har ikke brug for en formel virksomhed.

Jeg skriver til dig fordi jeg ved, at du er fremtiden. Dine kreative evner og arbejdsomhed gør, at du er på forkant i det hyper-kompetitive app univers. Du konkurrerer hver dag med hele verden. Du skal lave lige præcis den app, der er den smule bedre end konkurrenten at din bliver købt frem for hans. Forskellen mellem succes og fiasko er hårfin i din verden. Til gengæld er gevinsterne ved succes store og umiddelbare.

Du kan bo hvor du vil. Og der hvor du vælger at bo kommer det til at gå godt. Der vil være vækst, god infrastruktur og god offentlig service. Der hvor du ikke vil bo kommer tingene til at gå i stå. Så simpelt er det. Du er Silicon valley. Mine forældre er Detroit. Man kan prøve at tvinge Silicon valley til at betale Detroits offentlige service, sådan at byen dør langsommere. Men det er kun symptom behandlende medicin. Det ændrer ikke på slutresultatet – kun på hastigheden. Hvis du ikke vil bo i Detroit, skal Detroit ikke eksistere.

Det har ikke noget med politiske holdninger at gøre, selv om mange gerne vil tro det. Og det kan ikke laves om af politiske beslutninger. Medmindre de beslutninger lokker dig ind i folden.

De færreste politikere, eksperter og lærde mennesker forstår dig og hvad du bringer. De fleste af dem lever i mine forældres verden. En verden hvor staten skal understøtte vækst ved at betale for uddannelse, hvorefter statens indbyggere skal betale skat tilbage til gengæld. En verden hvor politikere gennem kloge og langsigtede investeringer i ”grøn vækst” skaber plads til ”velfærd”. Et ord der er blevet en eufemisme for alt hvad den offentlige sektor laver – hvad enten det er godt eller skidt. De lever i en logik, hvor det er en god ide at beskatte folk der flytter til udlandet, hvis de har fået en uddannelse på skatteydernes bekostning. De tror de lever i et industrisamfund med konflikter imellem arbejdstagere og virksomheder, hvor trepartsforhandlinger kan redde landets fremtid. De tror at begrebet ”dansk virksomhed” giver mening.

Men du ved bedre. Du er fremtidens økonomi. Flygtigere end nogensinde. Du ved at du selv skaber værdien gennem din indsats og evner. Din virksomhed er ikke ”dansk”. Den er din og du kan udføre den, hvor end du har lyst. Du vil diktere morgendagens samfund gennem dine beslutninger om, hvor du vil bo og arbejde. Karl Marx fortalte os det: Det er den måde vi skaber økonomisk værdi på, som dikterer de institutioner vi har og den italesættelse vi laver af dem. Ikke omvendt. De fleste mennesker har det bagvendt. Inklusiv de fleste danske politikere. På begge fløje. Desværre. For de kommer til at halte uhjælpeligt bagefter. Valget mellem at Danmark bliver Detroit eller Silicon Valley afhænger af dine beslutninger – og ikke af deres. De kan kun vælge indirekte. Ved at skabe de rigtige rammevilkår for dig. Hvad er de?

Lidt på samme måde er det med den danske regerings reformdagsorden. Den blev solgt på det offentlige underskud. Vi skal rette op på finanserne. Men som jeg tidligere har prøvet at påpege her på bloggen er de offentlige finanser et af de områder hvor Danmark ikke har større problemer. Vi har en minimal offentlig nettogæld. Før recessionen var der solide overskud. Og selv efter er underskuddet ikke stort ift. hvad andre lander arbejder med.

Nu viser det sig at i stedet for 5,5% af BNP i underskud i 2010 havde den offentlige sektor kun et underskud på 2,9%. Jeg har arbejdet både i Økonomi- og Finansministeriet og det er oplagt at der ikke har været tale om en ”regnefejl” men et fejlskøn. Og selv om det ser stort ud er det ikke usædvanligt. I august 2008 forudså Finansministeriet et overskud på 3% af BNP i 2009. I december 2008 var det blevet til 0% af BNP. Det endte med et underskud på 2,8% af BNP. Få måneder før årets start havde Finansministeriet fejlvurderet den offentlige saldo for 2009 med næsten 6% af BNP.

Et underskud på 2,9% af BNP er ret uproblematisk især set i lyset af en lav offentlig gæld. Finansministeriet forudser fortsat større underskud i 2011 og 2012. Det mest sandsynlige er, at det bliver lavere end i 2010. Det er en gammel historie, at vi undervurderer vendingen i de offentlige finanser. Både til det værre og det bedre. Sådan har det altid været – økonomer (eller rettere mennesker) tenderer til at have for lidt varians i deres forecast – vi undervurderer altid, hvor meget økonomien skifter i begge retninger.

Dermed mister Regeringens reformdagsorden desværre momentum. Det er ærgerligt hvis det sker. Den er virkelig påkrævet. Men det havde aldrig rigtigt meget med de offentlige underskud at gøre. Danmarks problem er, at vi har lav vækst og at et af verdens højeste skattetryk. Ikke at vi har dårlig offentlig budgetdisciplin.

Så vil den måske blive solgt på konkurrenceevnen, som det (industriledertunge) Vækstforum gjorde meget ud af. Men selv her er argumentet problematisk. Hvis Danmark har en virkelige dårlig konkurrenceevne, er der nogen der må forklare mig, hvorfor vi har et rekord overskud på både handels- og betalingsbalancen. Danmark ligger til et betalingsbalanceoverskud på 4,3% af BNP i 2010 – det er det højeste nogensinde. Og selv hvis modargumentet er ”olie” så er sagen dels at landet har overskud selv ekskl. olie og dels at olieindtægter selvfølgelig også er indtægter, der kan skabe efterspørgsel.

Sagen er, at Danmark har nogle af de pæneste balancer i den vestlige verden. Men et firma med pæne overskud behøver jo ikke at være dynamisk og vokse. Og sådan er det med Danmark – orden i finanserne og ingen vækst.

Et meget mere interessant projekt lidt i samme boldgade er Paul Romers Charter Cities. Dels fordi Romer er en interessant person (en økonom der har vist at han kan tjene penge på andet end lærebøger og taler). Dels fordi hans ideer er appelerende, intuitive og mere realistiske end den forvoksede tømmerflåde.

Nu er det lykkedes Romer at overtale Honduras til at ændre landets forfatning med henblik på at eksekvere ideen. Det her kan blive rigtigt interessant.

Romer og Honduras er ikke umabitiøse: “The specifics have yet to be determined, but discussions have centered on a site large enough to accommodate a city that could eventually grow to 10 million people.” Honduras har ca 7-8 millioner indbyggere. Tænk “Dubai i Mellemamerika”, men uden golfens autoritære tendenser. Tilbage er det afgørende spørgmål om hvor meget indflydelse Romer får på hvem der skal fastsætte den initiale juridiske infrastruktur for enheden.

Her er Paul Romes TED talk om Charter Cities.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=Tw2ClOJuQII[/youtube]

Det er utroligt, hvor mange som har en mening om dette og hvor få af dem der har det, som har indsigt i hvordan pengemarkedet fungerer og hvad det egentlig er Federal Reserve gør med “QE2”. Af samme grund er stakkels Bernanke endt i svære forklaringsproblemer. Det er godt for Jon Stewart. Men skidt for den folkelige forståelse af, hvad der faktisk foregår og dermed farligt.

Så, kære læser, hvis du er interesseret i at forstå, hvad QE2 egentlig går ud på, så start med at slå fordommene fra, herunder især hvis du har fået tudet ørene fulde om monetarisme og “debasing af dollaren”.

Det centrale problem er, at centralbanker normalt styrer pengepolitikken ved hjælp af pengemarkedsrenter. Renter kan imidlertid ikke sætte under nul, simpelthen fordi renten på fysiske penge er nul (hvis bankernes renter er negative vil i alle sammen hæve vores indestående og lægge det under hovedpuden i fysiske sedler og mønter).

Hvad gør man så, når renten rammer nulbegrænsningen? Svaret er at man prøver at reducere renterne på længere løbetider (ud af rentekurven). Hvordan gør man det? Ved at intervenere i markedet, dvs. ved at købe statspapirer med længere løbetid.

Men for at gøre det skal centralbanken finansiere sig. For at øge aktivsiden af balancen må man øge passivsiden. Man må “trykke pengene”. Det er her Bernanke kommer i problemer, for det lyder som om han bare trykker penge i kælderen og hælder dem ud på gaderne. I praksis gør han noget helt andet. I et moderne pengemarked er det ikke centralbanken der bestemmer, hvor stor pengebasen skal være. De bestemmer renteniveauet (prisen), hvorefter pengemarkedet efterspørger pengemængden.

Hvad så, når centralbanken har brug for at øge balancen? Der er i princippet mindst to måder det kan gøres på. Centralbanken kunne bede Finansministeriet om at udstede korte statspapirer og putte provenuet i centralbanken som et indskud. Eller den kan give bankerne et incitament til at skabe ekstra likviditet og sætte den på indskud. Det sidste kan f.eks. ske ved at betale en lille smule mere i rente ved indskud i centralbanken end renten er i dag-til-dag pengemarkedet. Det er det sidste Federal Reserve har gjort.

Man kunne så tro at det var skidt for økonomien, fordi bankerne hellere ville sætte penge ind i centralbanken end låne dem ud. Men husk at bankerne altid kan skabe (i princippet næsten uendelig) likviditet i markedet vha de statsobligationer de alligevel har på balancen. Og husk at Federal Reserve selv forsyner pengemarkedet med præcis den likviditet markedet efterspørger til den pengemarkedsrente som Federal Reserve bestemmer sig for. Federal Reserve leverer med andre ord likviditet til markedet. Markedet har så nu et ekstraincitament til at skabe likviditet fordi Federal Reserve betaler ekstra rente på indskud. Federal Reserve leverer denne likviditet i open-market operation og den ender hos Federal Reserve selv. I den forstand skaber Bernanke “money out of thin air”.

Det lyder forvirrende. Men hvis vi nu kalder indskud i Federal Reserve for en-dags-lån og husker at Federal Reserve er et datterselskab af finansministeriet og en del af den amerikanske stat, så bør det stå klart at der ikke er nogen forskel på at Federal Reserve betaler merrente på indskud og at den amerikanske stat udsteder en-dags obligationer. I praksis trykker Federal Reserve ikke bare penge og køber obligationer. De udsteder en-dags obligationer og køber lange obligationer i et forsøg på at sænke de lange renter (og det virker tydeligvis ikke ret godt).

Det er ikke at “trykke penge”. I hvert fald ikke i den demagogiske forstand det ofte bruges. Det er snarere en markant ændring i varighedsmålsætningen for statsgældpolitikken. Og det kunne lige så godt have været udført af Treasury (det har Barro forstået). Det havde givet mindre spot og spe af Bernanke i Daily Show. Men større problemer i kongressen.

Men hvad med alle de ekstra penge som står i centralbanken? Hvad hvia bankerne tager dem ud og bruger dem? Skaber det ikke inflation? Næh, for Federal Reserve kan opsuge dem straks i open-market operations. Hvordan kan jeg vide det? Tjah, hvis de kunne skabe dem på en uge kan de også fjerne dem på en uge. Der er intet til hinder for at NY Fed trading desk opsuger $1000mia på en dag. De kan sælge de modsvarende obligationer i open-market operations.

Tilbage må man så stå med en undren over 1) At så mange kan blive så ophidsede over så lidt 2) at så mange der ikke forstår, hvad en repo er mener sig i stand til at bedømme, hvad Bernanke egentlig gør 3) At folk ikke blev mere ophidsede i starten af 2009 hvor Federal Reserve lavede ca dobbelt så meget QE (og købte mere risikable papirer)…men der havde vi jo nok andet at bekymre os om.

Debatten om økonomisk politik i Danmark ser i øjeblikket mest ud til at handle om, hvor meget der skal strammes op på de offentlige finanser. Hvem der kan finde 15 eller 30 mia ekstra til de offentlige kasser og hvor de skal findes. Det er lidt uheldigt. For selv om der i øjeblikket er et stort hul i statskassen, og selv om det da derfor sikkert er en udmærket idé at diskutere, hvordan man sikrer langsigtet holdbarhed i de offentlige finanser, så er de offentlige finanser ikke vores største problem. Den offentlige gæld er fortsat relativt lav, og vi har et solidt overskud på betalingsbalancen. Danmark har ikke længere de store balanceproblemer som vi havde i 1970erne og 1980erne.

De reelle problemer ligger et andet sted og stikker desværre dybere. Dansk produktivitetsvækst har ikke været imponerende det seneste årti. Det har dansk BNP vækst heller ikke. Det er ikke svært at finde ud af, hvorfor Danmark ikke stråler, og heller ikke har udsigt til at gøre. Tag f.eks. Heritage Foundations indeks for økonomisk frihed. De fleste økonomer er grundlæggende enige om, at vækst og øget velstand kun varigt kan bygges i frie velfungerende markeder, med stærk retssikkerhed, med klar og simpel lovgivning af en veluddannet og motiveret befolkning. Heritage Foundations indeks måler, hvordan verdens lande måler sig mod hinanden med hensyn til frihed til at drive forretning, retssikkerhed, skattetryk, korruption o.s.v. Økonomer kan diskutere, hvilke af disse forhold, der er vigtigere end andre. Men de færreste vil bestride, at de alle spiller en rolle for økonomiens evne til at udvikle sig og skabe velstand.

Den gode nyhed, er at Danmark som nr. 9 i verden stadig ligger højt på listen (om end vi er faldet tilbage fra 2009). Det skyldes en relativt lav korruption, høj grad af retssikkerhed, relativt gode og lige muligheder for investering, handel osv. Men svaghederne er til at få øje på. Der er to områder hvor Danmark ligger helt i bund: Danmark har verdens højeste skattetryk og Danmark har nogle af verdens højeste offentlige udgifter. Over halvdelen af ressourcerne i den danske økonomi går igennem den offentlige sektor. Vi er i dag kun en halv markedsøkonomi.

Det er en gåde, hvordan danske politikere kan få sig til at tale om Danmark som et videns- og IT samfund, samtidig med at de accepterer at Danmark har verdens højeste skattetryk og især verdens hårdeste beskatning af viden. For viden er, hvad man beskatter når man beskatter høje indkomster hårdest. Mange vil indvende. at det er prisen for et samfund med et finmasket socialt sikkerhedsnet. Men selv det er et selvbedrag. Langt, langt de fleste danske offentlige udgifter går ikke til ”økonomisk ressource svage mennesker” de går til den danske middelklasse. Til dens sundhedsudgifter, til dens uddannelsesudgifter, til dens efterløn, til dens pension og til dens børns SU. Det værste er endda, at vi end ikke i det store og hele får en god vare for de ressourcer, der bliver brugt til at producere offentlige ydelser. Men vi opdager det ikke rigtigt. For der er ikke mange alternativer at sammenligne med. Det er de færreste, der har prøvet et fransk hospital eller en finsk folkeskole.

Den smager fint, men jeg køber den ikke. Det er mig en gåde hvorfor andre gør det og hvorfor Rynkeby overhovedet sælger den. Firmaet gør jo på andre områder en dyd ud af deres CRP, herunder det efterhånden velkendte Rynkeby cykelløb til Paris med kendisser og politikere. Et løb der støtter børnecancerfonden.

Alligevel køber vi gladelig en juice fra et land, hvor indtægterne går til et regime som behandler borgerne som burhøns. De må i hvert fald ikke forlade farmen. De må tage til takke med det foder som regimet mener de har fortjent. De får i yderste konsekvens knækket nakken, hvis de ikke retter ind.

Venstrefløjen opfordrede til boycot af sydafrikansk frugt og andre varer under apartheid. Hvor er de henne her? Er Cuba så meget bedre end apartheid regimet? Er det OK at undertrykke sine borgere, bare man undertrykker alle lige meget? Hvorfor er der stadig denne relativisme, hvor der er ”gode diktaturer” og ”dårlige diktaturer”. Cuba er langt fra det værste af slagsen, men alligevel.

Det klassiske modargument  er, at hvis ikke man køber varerne får de undertrykte det endnu værre. Muligt. Det gjaldt også for sydafrika. Så hvorfor denne relativisme? Hvorfor køber vi denne juice uden at blinke, samtidigt med at vi frelst lægger æg fra fritgående høns ned i kurven?

… og i forlængelse af Niels’ indlæg: Hvor er Forbrugerrådet?

Men vi danskere er godt nok også svage selv om vi har færre sygedage.

Aldrig har så mange danskere været så svage, at de har brug for det offentliges hjælp som i dag. Gamle danskere er svage, danskere under uddannelse er svage, der er danskere der har været så svage at de har fået børn, danskere som har været så svage at de har skaffet en bolig de ikke helt kan betale. Og det på trods af at reallønnen ved et hvilket som helst job er højere end den nogensinde har været. Og det på trods af at dansk ledighed – selv efter en dyb recession – kun er 4,2% eller ca. en tredjedel af hvad den var i 1993.

Men nu er der en ny dimension af svaghed i kongedømmet. Geografisk svaghed. Heldigvis har vi DR til at påvise problemet. Og heldigvis er der nogle af de svage, der ikke er helt så afkræftede at de ikke kan gøre noget ved det. Derfor oprørspartiet Fælleslisten med rødder i den jyske muld.

Som vi tidligere her har diskuteret har myten om udkantsdanmark ikke meget analytisk kød på sig. Det er rigtigt, at der er områder i Danmark der er rigere end andre. Der findes ikke noget land i verden hvor det ikke er tilfældet. Men ingen har sagligt påvist, at det er blevet ”værre”. Tværtimod er afvandringen fra land til by aftaget markant fra ca. 1980 og frem.

Men selv hvis der var en stigende afvandring fra land til by, berettiger det så dem, der bliver tilbage til at kræve penge fra dem der rejser? For det er vel grundlæggende Fælleslistens sag.

Dermed kunne man jo mene at Fælleslisten ikke ligger så langt fra de ideer om at personer, der ikke vil blive et bestemt sted skal pålægges skat eller på andre måder holdes tilbage, hvis det ikke passer ind i de der bliver tilbages kram. Det gælder jo f.eks. S & SFs Fair Løsning program, som bl.a. argumenterede for at danske studerende, der efter endt uddannelse tager til udlandet skal betale en slags skat på at rejse. Flere borgerlige politikere synes overraskende nok også at kunne lide den slags  ideer.

Fælleslisten afspejler den ulidelige ideologiløshed, der har ramt dansk politik siden murens fald. Socialisme er blevet til populisme i en grad så forskellen mellem Villy og Pia efterhånden mest handler om stil og hvilket segment, der bevidst appelleres til – ikke om indhold. Venstre er blevet så meget Socialdemokrati, at de rigtige socialdemokrater ikke ved hvad de skal gøre (og det synes Venstre er en succes). Dansk politik handler i stigende grad om navlebeskuende spin frem for faktisk ført politik.

Når det ikke har nogen reel ideologisk og filosofisk rygrad kan et parti være alt for alle. Indtil det møder virkeligheden. Det har vi prøvet før. Det hed Ny Alliance. Mon ikke Fælleslisten vil lide Ny Alliances skæbne som politisk døgnflue. Med den forskel, at der næppe vokser et nyt parti der faktisk har en ideologisk rygrad ud af Fælleslisten. For det findes nemlig allerede. Det hedder Dansk Folkeparti …. eller var det SF?

De to planer kan nok ikke direkte sammenlignes. S&SF’s er bredere mht politik områder og er tydeligt et fælles valgoplæg mht økonomisk politik og erhvervspolitik. Regeringens plan er en sparepakke, som skal sikre at Danmark lever op til konvergenskravene igen hurtigt. Den er næppe noget Regeringen vil gå til valg på, for det eneste den gør er at træde forskellige grupper over tæerne. Regeringen har tydeligvis bestræbt sig meget på at træde alle lige meget over tæerne, herunder også en 5% lønnedgang til minister holdet. På en måde fortjener regeringens program derfor titlen ”Fair løsning” mere end oppositionens.

Ikke overraskende er oppositionens vinkel, at besparelserne er ”unfair” fordi de rammer de 2-3 millioner danskere, der er svage. Problemet med den ørkesløse fordelingsdebat er, at den er så relativistisk. Hvad er ”fair fordeling”? Er den massive omfordeling der foregår i Danmark i dag ”fair”? Eller er den ”unfair”? Er det rimeligt at opfatte udskudte skattelettelser som en stramning eller ej? Og hvad er ”rimeligt” med hensyn til satsreguleringen?

Fastfrysningen af satsreguleringen i to år er den del af programmet, som gør regeringen mest politisk sårbar, fordi alle indkomstoverførseler bliver ramt. Danmark har den mest gavmilde satsregulering i verden, fordi vi regulerer ydelser med timelønsvæksten i den private sektor – og ikke med de generelle prisstigninger. Det betyder, at alle produktivitetsstigninger i den private sektor automatisk kommer overførselsmodtager til gode via lønudviklingen i den private sektor. Er det fair? Eller er inflationsindeksering mere ”fair”? Det afhænger af øjnene der ser. Bemærk at satsreguleringen også bruges til at indeksregulere progressionsgrænserne i skattesystemet. Dermed bliver en fastfrysning af satsreguleringen også det samme som en skatteforhøjelse – især for højtlønnede.

Regeringen er selvfølgelig klar over, at planen vil blive angrebet af venstrefløjen med de sædvanlige fordelingsargumenter, og det er på sin vis modigt af dem, at de overhovedet tør overveje at fastfryse satsreguleringen i to år og klart melde ud at nul-realvækst i den offentlige sektor er ment alvorligt. Om ikke andet må man have respekt for at vi for første gang i 20 år nu har en borgerlig regering, der ikke bare stryger hunden med hårene, men faktisk udfordrer danskerne uden helt så meget behagesyge.

Problemet med pakken er ikke at den er ”fordelingsmæssigt skæv”. Den er tydeligt forsøgt lavet meget “millimeterretfærdigt”. Den kommer således næppe til at flytte på den meget lave danske gini-koefficient.

Problemet er at Danmarks offentlige finanser har det ganske udmærket, og at pakken dermed ikke reelt tjener et formål. Faktisk er de så gode, at danske renter er nogle af dem, der er faldet mest under grækenlandskrisen. Markedet mener med andre ord ikke der er nogen grund til at stramme op nu. Det er svært at se at strammere offentlige finanser i Danmark løser nogen økonomiske problemer. Med hensyn til konvergensprogrammet og EU er det jo grænsende til vanvid at hævde at der er et stort behov for danske opstramninger, når DK har bedre offentlige finanser end stort set alle andre udviklede lande. På det punkt har oppositionen ret.

Der er jo ikke noget galt i at fastholde offentlig budget disciplin, og det er rigtigt at Danmark netop har klaret krisen relativt godt blandt andet fordi de gode offentlige finanser har spændt et sikkerhedsnet ud under bank-sektoren og realkreditsystemet under stormvejret. Men strammere finanspolitik adresserer ikke de grundlæggende problemer i Danmark. Som S & SF i ”Fair Løsning” meget korrekt skrev så er det 1) Lav produktivitetsvækst 2) For lidt uddannelse 3) For lange uddannelsesforløb. Dertil kunne man tilføje 4) for tidlig tilbagetrækning (men det gjorde de ikke!). Vi er simpelthen nogle af de ringeste i verden til at få vores kage til at vokse. Regeringens ”fair spareløsning” ændrer ikke ved det. Den betyder bare at vi alle sammen får en smule mindre kage.

Lav produktivitetsvækst, uddannelsesvalg og tidlig tilbagetrækning er alle problemer som er skabt af organiseringen af velfærdsstaten i sig selv. Vi har for lange uddannelsesforløb og vælger ikke særligt markedsrettede uddannelser. For hvorfor skulle vi det når staten betaler uddannelsen, giver os SU undervejs og bagefter indkræver verdens højeste andel af vores indkomster, hvis vi skulle få den ide at tage en uddannelse, der faktisk fører til et højtlønnet og højproduktivt arbejde.

Og da det offentlige producerer al uddannelse, er der ingen markedsmekanisme til at sikre, at uddannelsesinstitutionerne faktisk bliver bedre og at dårlige institutioner lukkes. Med privatskoler som en undtagelse – og de er til gengæld i stigende grad succesfulde, som den socialdemokratiske elite fint har illustreret. Og med verdens højeste marginalskatter er der god grund til at gå efter mere fritid og tidlig pensionering – især når alle de andre betaler for det.

S & SF’s ”fair løsning” er at øge marginalskatterne, bede folk om at arbejde mere og at overføre flere ressourcer til den offentlige sektor. Der var reelt ikke ret mange andre forsøg på svar på problemerne i programmet. De der var, inkluderede tre semestre på uddannelsesinstitutioner (god ide, især hvis den tvinger mere produktivitet pr. krone ud af uddannelsessektoren?) og den lidt groteske ”skatteberlinmur”, hvor unge danskere skal betale for at få lov til at flytte ud af landet efter endt uddannelse. Ideen om at uddannelse, sundhed, pleje osv. skal produceres af det offentlige bliver ikke udfordret af S & SF. Det er fortsat kerneideologien at staten er god og markedet er ondt. Mennesker er grådige og egoistiske. Indtil de bliver ansat i den offentlige sektor. Eller de bliver svage.

Den borgerlige regering har i snart 10 år heller ikke haft mod til at udfordre logikken bag velfærdsstaten. De har endda taget ordet til sig og dermed accepteret det oplagte semantiske trick: At offentligt forbrug er ”velfærd” … i modsætning til privat forbrug, som når det stiger er en ”forbrugsfest”.

Når nu Regeringen endelig er kommet ud af Anders Foghs medianvælgerforskrækkelse og er blevet en anelse modig, så er det ærgerligt at modet bruges på at lave en lidt meningsløs finanspolitisk opstramning, i stedet for at blive brugt på noget, der faktisk sigtede mod at løse Danmarks langsigtede økonomiske problemer. Såsom lempelser i marginalskatter, oprydning i det bizarre omfang som offentlige overførsler til middelklassen har og skabelsen af et større markedspres på offentligt produktion af serviceydelser som sundhed, uddannelse og pleje. I praksis går programmet faktisk baglæns fordi det reelt udskyder nedsættelser af marginalskatterne. Det er lidt trist.

I øvrigt kan man se de to planer diskuteret i DR2s Debatten i torsdags bl.a. med overtegnede.

Den gode side er diagnosen. S & SF peger korrekt på en række problemer herunder:

1)      Lav dansk produktivitetsvækst

2)      Dansk uddannelsesniveau

3)      For lange uddannelsesforløb

4)      Fiskal balance på sigt, herunder arbejdsudbud

Det skal de have et point for. Man kunne have forestillet sig mere virkelighedsfjerne oplæg.

Men løsningerne er ikke videre innovative og i mange tilfælde ikke overbevisende.

Programmets store trick er forslaget om 1 times længere arbejdsuge. Det er smart at slå sig op på længere arbejdstid (i stedet for højere skat!) for det lyder jo på en gang besnærende, ansvarligt og solidarisk. Det giver med et trylleslag en masse penge i de svære regnestykker der skal balanceres til sidst i den slags forslag (jf. punkt 4). Så slipper man for upopulære spareforslag eller skatteforhøjelser – danskerne finansierer selv gildet (øget offentlig forbrug og fastholdt efterløn) via antaget og tvunget ekstra arbejdsudbud. Det er sjovt at S & SF har travlt med at tvinge alle under 60 til at arbejde mere for at dem over 60 kan arbejde mindre. Siger det noget om hvilken demografisk målgruppe partierne har?

Men nu er arbejdstiden jo i Danmark endnu ikke bestemt af Folketinget. Så det er en relativt gratis ting for politikere at proklamere længere arbejdstid. Og i modsætning til regeringen kan oppositionen tillade sig at sige den slags uden at blive overfaldet af fagbevægelsen (i hvert fald så længe oppositionen er en opposition). Alle ved at det i praksis ikke kan lade sig gøre, givet at danske overenskomstforhandlinger er så decentrale som de er i dag, hvilket nok forklarer fagforeningernes ganske rolige reaktion. Det er selvfølgelig lidt snyd som finansiering. Bemærk også at forslaget, hvis det blev gennemført (hvilket det aldrig bliver), ville vende den tunge ende nedad, fordi det reelt kun rammer folk der er underlagt overenskomster.

Den internationalt set lave danske produktivitetsvækst er blandt andet relateret til en ret stor offentlig sektor, som jo er en sektor, hvor produktivitet reelt ikke kan måles og pr definition er målt til nulvækst (hvilket jo ikke betyder, at den er nul).

S & SF mener at løsningen er mere/højere uddannelse, og det lyder jo besnærende. Men sagen er, at i den udstrækning økonomer er i stand til at relatere uddannelse til produktivitets vækst er det især primær uddannelse, der ser ud til at have betydning (dvs folkeskole). Og da Danmark i forvejen har tæt ved verdensrekord i udgifter pr elev og alligevel har et middelmådigt resultat i PISA undersøgelser, kan man spørge om oppositionen i alvor kan mene at en større offentlig sektor, højere skatter og mere uddannelse kan ses som en løsning på lav produktivitetsvækst i den private sektor? Det er jo ikke fordi vi ikke i forvejen er gået den vej i Danmark i de seneste 40 år (I Fair løsning præsenteres det som om det gik bedre med produktiviteten under Nyrup 1993-2001, men det er ren manipulation, fordi udgangsåret 1993 var bunden i den største danske recession i de sidste 40 år). Som vi også her på siden efterspurgte for nylig, kunne det være rart med en lidt mere kvalificeret, overbevisende og ærlig analyse af hvorfor Folkeskolen ikke fungerer. Oppositionens topfolk er jo privat tydeligvis helt enige i, at den ikke gør det.

Hvad med det problem at de unge er for længe om at tage en uddannelse? Hvordan løser de det? Så vidt jeg kan se blot ved reelt at fastholde velfærdsforliget fra 2006! Der er ikke andre forslag…

Vi havde for nylig riven ude efter Regeringen (og DR) i forbindelse med den historieløse ide om, at det er synd for ”udkantsdanmark”. Den afsluttende bemærkning i det indlæg var:

Hvad vil danske politikere gøre i de kommende år, når det bliver stadigt mere tydeligt for nye unge danske generationer, at København er en provinsiel by ift mulighederne andre steder i verden? At Danmark ikke har så mange muligheder at tilbyde? At det danske indkomstskattesystem er relativt fjendsk over for ambitiøse mennesker? Opføre en mur? Belægge immigrerende danskere med en skat?

Til vor store glæde læser oppositionen åbenbart Punditokraterne, for det nye fælles S-SF program indeholder følgende:

Derfor støtter S og SF Velfærdskommissionens forslag om at indføre en slags

”flaskepant” på kandidatuddannelser. Hvis man efter endt uddannelse vælger

at blive boende i Danmark eller arbejde et par år i udlandet, har forslaget ingen

betydning. Men de der vælger mere varigt at flytte til udlandet, og dermed ikke betaler

dansk skat, vil blive afkrævet en vis betaling for deres gratis uddannelse og studiestøtte.

 Var der nogen, der sagde skatteteknisk ”berlinmur”? Kan man virkelig mene at danskere reelt skal beskattes for at tage ud af landet? (et ”lån” som man kun skal betale hvis man flytter er selvfølgelig det samme som en skat). Sådan løser vi det ”problem” at unge danskere gerne vil arbejde eller studere i udlandet efter endt uddannelse her i landet.

De rekordlange danske uddannelsesforløb (og de meget lidt markedsorienterede danske uddannelsesvalg) hænger sammen med kombinationen af gratis uddannelse, verdens højeste (og vist nok eneste) ”uddannelsesstøtte” og de høje efterfølgende marginalskatter på arbejdsindkomst.

På klassisk dansk vis søger oppositionen med sin skatteberlinmur at modvirke en forvridning med en forvridning: Fordi danske unge ikke har meget økonomisk incitament til at tage en uddannelse hurtigt, så skal de have en straf, der sikrer at de bliver hjemme og ”betaler for velfærden” bagefter. Jeg er helt sikker på at disse ordninger vil fremkalde en hel masse uhensigtsmæssig adfærd og snyd som hverken jeg eller nogen politikere kan forestille os endnu. Sådan plejer det at være. Er det i øvrigt ikke på kant med menneskerettighederne, og med EU’s regler om arbejdskraftens frie bevægelighed? Er der en jurist til stede?

åh, og så behøver vi vel ikke at nævne at programmet indeholder en stribe forslag til hvordan stakkels “udkantsdanmark” kan subsidieres med komplicerede skattefavorisering og den slags, herunder:

Bruge overskuddet fra bankpakkerne til lån og støtte til nye private

virksomheder i yderområderne.

Forbedre rammevilkårene i yderområderne, idet der bl.a. skal sikres en

fornuftig uddannelsesdækning, en bedre kollektiv trafik og en større

udbredelse af højhastighedsinternet.

Helt galt går det når oppositionen kommer til erhvervspolitikken. Det synes endnu en gang at handle om at politikere skal fremelske ”vækstsektorer” (helst de grønne). Det betyder ordninger, tilskud, subsidier og skattefradrag til dem, der laver ting, der ”lyder godt”. Og mere skat på ”de multinationale” ”Nordsøen” og ”banker” (dem der laver værdi som ikke ”lyder godt”). Det her er selvfølgelig rendyrket populisme:

Herunder er forslaget om at føre penge ”fra banker til børn” særligt perspektivrigt

i forhold til fremtidens vækst og udvikling. Det indebærer, at banker og andre

finansielle virksomheder bidrager med ca. 2 mia. kr., som er øremærket til

folkeskolen. S og SF’s skatteforslag betyder, at halvdelen af provenuet kommer

fra en generel forøgelse af selskabsskatten, mens den anden halvdel fremkommer

ved at hæve de finansielle virksomheders lønsumsafgift. Vi forbeholder os

ret til at justere på denne fordeling, men fastholder det samlede beløb.

Man bliver lidt træt når danske politikere stadig forestiller sig at de med regulering, tilskud og fradrag fra Christiansborg kan modgå “truslen” fra globaliseringen. F.eks hævdes det at

Mange af de store, danske eksportvirksomheder har til fælles, at deres internationale

status bygger på et solidt dansk hjemmemarked. Energibevidste danske

forbrugere har især siden 1970’erne isoleret deres huse med Rockwool og sparet

på energien med en Danfoss-termostat. Danskere med høreproblemer har pga.

generøse offentlige tilskud haft råd til at anskaffe sig Oticon-høreapparater

af høj kvalitet. Og den ambitiøse udbygning af dansk vindenergi under Nyrupregeringen

gav det nødvendige rygstød til Vestas, som gjorde, at virksomheden

kunne blive verdens største vindmølleproducent.

Disse virksomheders succes er altså ikke bygget på lav selskabsskat eller slap

regulering, men tværtimod på, at der i det danske samfund var nogle rammer,

som betød, at de kunne udvikle sig. Evnen til at skabe netop den form for vækstfremmende

rammebetingelser er afgørende for en ny erhvervspolitik.

Hvornår går det op for danske politikere at ideen om et ”hjemmemarked” er mærkværdig i et land, der har højere import og eksport end  privatforbrug? Og hvordan ved vi at de virksomheder reelt har skabt mere værdi end de virksomheder der var opstået i stedet, hvis danske politikere ikke havde postet milliarder af skattekroner i ordninger der ”lød godt” (var grønne, energibesparende osv. osv). Muligvis havde Danmark været rigere hvis ikke Vestas, Oticon og Rockwoll havde eksisteret. For så havde vi haft andre virksomheder, som i højere grad var blevet finansieret på markedsvilkår og som dermed opfyldte menneskers behov uden at skulle delvist finansieres af tvangsudskrevne midler. For tvangsudskrivning og konkurrenceforvridning er hvad ”hjemmemarkedsargumentet” koger ned til hvad enten fordelen er skabt ved subsidiering eller konkurrenceforvridende regulering (hvis reguleringen og subsidierne ikke var konkurrenceforvridende, hvordan kunne de så give en ”hjemmemarkedsfordel”?).

Det allermest absurde er at Fair Løsnings har en boks som ordret og meget korrekt siger:

Regeringen har opgjort den samlede erhvervsstøtte i 2010 til 23,6 mia. kr. Heraf

vedrører 10,2 mia. kr. udgifter til erhvervsstøtte til ordninger på finansloven mv.,

og 13,3 mia. kr. vedrører erhvervsstøtte gennem skattesystemet. Desværre er

der fra flere sider stærk kritik af erhvervsfremmesystemet for at være uoverskueligt

for virksomhederne og uden dokumenterbar effekt.

Konkret har DI i en undersøgelse fra 2008 kortlagt det offentliges engagement

på innovationsområdet. Kortlægningen viste, at der i 2008 var 88 innovationsordninger

og -programmer på finansloven med en samlet offentlig udgift på ca.

4,4 mia. kr. Ifølge undersøgelsen er innovationssystemet svært at gennemskue

og for bureaukratisk at bruge. Senest har DI i en undersøgelse fra januar 2010

vist, at 80 procent af de mindre og mellemstore virksomheder ikke bruger innovationssystemet.

I Statsrevisorernes beretning om effekten af erhvervsfremmeindsatsen på innovations-

og iværksætterområdet fra juni 2008, rejses en kraftig kritik af administrationen

af den danske erhvervsfremmeindsats. Kritikken er særligt, at der

ikke er styr på effekterne af ordningerne.

Endelig har Teknologirådet i oktober 2008 konkluderet, at det nuværende

erhvervsfremmesystem er en innovationsbarriere. Ligesom DI konkluderer

Teknologirådet, at det er uforholdsmæssigt tidskrævende for virksomhederne

at ansøge. Situationen stiller krav om udformning af en statslig støttepolitik til

fremme af innovation, der er langt mere overskuelig og tilgængelig. Det eksisterende

system i Danmark hæmmer med andre ord udformning og implementering

af effektive innovationspolitikker.

Men den erhvervspolitik, der lægges op til i Fair Løsning, er jo netop en forkælelse af udvalgte industrier som politikerne af eller anden grund kan lide eller bilder sig ind der er fremtid i. Netop den type politik, der i årtier har fået skiftende regeringer til at lave målrettet offentlig ”innovationspolitik” der er endt i de mest mærkværdige og bureaukratiske erhvervstøtteordninger, som S&SF helt berettiget kritiserer. Det er mærkeligt at forfatterne ikke ser ironien.

Der er meget ”90er” over den del af ”Fair Løsning”. Men det tragiske er, at det afsnit ordret kunne have være stjålet fra en af de utallige rapporter fra regeringen om samme emne, og at Dansk Industri sikkert vil spille med på den sang (hvis ikke de står bag den, SF var jo lige til møde derovre). Vestas vil næppe være ked af det f.eks. Hvem vil ikke have et subsidie fra skatteyderne?

Og her er en quiz. Disse afsnit kommer lige efter hinanden. Find selvmodsigelsen:

Der skal gennemføres en afbureaukratisering af reglerne i skattelovgivningen

og arbejdsmarkedslovgivningen med sigte på at lette de

administrative byrder for små og mellemstore virksomheder.

 

Akademikere kan i dag få et tilskud med på 10.000 kr. pr. måned, når de

ansættes som videnpiloter i små og mellemstore virksomheder. Ordningen

bør udvides. Den skaber øget vækst i virksomhederne og hjælper

ledige i beskæftigelse. Ordningen vurderes løbende i lyset af konjunktursituationen.

 

Hjemmeserviceordningen, som regeringen har begrænset til kun at gælde

pensionister, gav bl.a. travle børnefamilier mulighed for at købe sig til

rengøring mv. (uden at skulle ud på det sorte marked). S og SF vil indføre

en hjemmeservicelignende ordning f.eks. i form af mulighed for løntilskud

til firmaer, der udfører hjemmeservice, såfremt de ansætter personer

med svag tilknytning til arbejdsmarkedet. Løntilskuddet gør det muligt at

holde timeprisen nede på et fornuftigt niveau.

Samlet tager programmet et par reelle problemer op.

Men det er samtidigt tydeligt, at der ikke er meget reform eller forandring i ”løsningerne”. Der er ikke mange politiker i programmet, der ikke er gentagelser af gamle plader fra tidligere regeringer – af begge farver.

Måske er programmet nogenlunde lige der, hvor den gennemsnitlige vælger er. Det er ved at gå op for danskerne at Danmark er stagnerende og at vi ikke stråler på ret mange områder, herunder med hensyn til offentligt producerede serviceydelser som hospitaler og skoler. Men vi kan ikke helt finde ud af hvad der reelt er galt og hvordan det skal løses. Oppositionen foreslår her at kaste flere skattepenge efter problemet sådan at det offentlige producerer noget mere. Men problemet er jo at det offentlige ikke producerer disse serviceydelser særligt godt pr. krone og det er også tydeligt hvorfor. Hvorfor nogen tror, at yderligere skatteudskrivninger til finansiering af yderligere offentligt forbrug og overførsler i et land, der i forvejen har den mest ekstreme model i verden på begge punkter kan løfte Danmark ud af dvalen og løse de problemer Fair Løsning remser op er lidt en gåde.

Et kongerige med godt fem millioner mennesker står ved en skillevej. Danmark Knækker mere og mere over i to: I en del, der har velfærd, vokseværk og virksomheder – ofte centreret omkring storbyerne. Og i en del, der ikke har – Udkantsdanmark.Vi kan vælge, om vi som nation vil gå den ene vej og finde en løsning. Eller vi kan lade udviklingen fortsætte og få en opløsning af små udkantssamfund.

Ud over at det er slående, hvor politiserende, historieløs og stationært tænkende den tekst er, så er det grænsende til en løgnagtig beskrivelse af virkeligheden.

I de 36 år fra 1945 til 1981 steg befolkningen i byerne i Danmark fra 2.7 til 4.3 mill, mens befolkningen i landdistrikter faldt fra 1.4 mill til 0.8 mill. I de følgende 26 år fra 1981 til 2007 steg befolkningen i byerne fra 4.3 mill til 4.8 mill mens befolkningen i landistrikter faldt fra 0.8 mill til 0.7 mill (Kilde: DS Danmark i 60 år). Det store demografiske skift fra by til land skete med andre ord i perioden fra 1945 til 1980. Befolkningen i landdistrikterne faldt med 40% i den periode. I det sidste 25 år er der kun sket en langsom afvandring.  Tilsvarende foregik den eksplosive befolkningsvækst i byerne frem til 1980, og væksten har været lavere siden. Det er fakta. Prøv at sammenlign det med DRs retorik ovenfor. Er der ingen grænser for, hvad danske  journalister (DR!) kan tillade sig af anekdotisk drevet politisering?

Men selv hvis det var rigtigt, havde det så været et problem?

Er det rigtigt at vi “kan vælge, om vi som nation vil gå den ene vej og finde en løsning. Eller vi kan lade udviklingen fortsætte og få en opløsning af små udkantssamfund” (man er vist et rigtigt ondt menneske hvis man mener det sidste). I år 1900 havde København 0.5 mill. indbyggere i dag har hovedstadsområdet 1.5-2 mill indbyggere, afhængigt af hvor man tegner grænsen.

Havde det givet mening, hvis den danske regering i 1900 havde bekymret sig om, hvor underbefolket København var i forhold til hvor mange der “burde bo der i fremtiden”, og derfor var gået i gang med at brandbeskatte provinsen til fordel for hovedstaden? Absurd tanke. Men i det mindste havde den været tænkt fremad og havde skubbet landet i den retning teknologi, indkomster og menneskers behov alligevel drev Danmark i de følgende 100 år. Det havde da været endnu mere absurd hvis regeringen i 1900 havde besluttet at København ikke havde måttet vokse ift provinsen og at statsmagten derfor skulle forhindre hovedstadens befolkning i at vokse over en 0.5 mill, hvad enten politiken blev gennemført med kæp eller gulerod.

Men nu er det åbenbart en god ide at prøve at føre en politik, der går imod den teknologiske udvikling. Imod den økonomiske udvikling og imod danskernes behov og lyster, når de giver sig udtryk i at danskerne frivilligt beslutter at skifte bopæl. Det er selvfølgelig en bagstræberisk maskinstormer politik. Christian den IV var tydeligvis en større fremadtænkende internationalist end den danske regering anno 2010.

Der er udkantsområder, som uddør befolkningsmæssigt. De uddør af den simple grund, at der er stadigt færre der har lyst til at tilbringe deres liv der. Hvorfor er det et problem?

Hvad er det der gør den nuværende fordeling af befolkningen i landet (eller antal) mere optimal og bedre end den fordeling der var i 1900? Eller den der kommer i 2100?

Hvad vil danske politikere gøre i de kommende år, når det bliver stadigt mere tydeligt for nye unge danske generationer, at København er en provinsiel by ift mulighederne andre steder i verden? At Danmark ikke har så mange muligheder at tilbyde? At det danske indkomstskattesystem er relativt fjendsk over for ambitiøse mennesker? Opføre en mur? Belægge immigrerende danskere med en skat?

“Lige i øjeblikket får vi et nyt betalende medlem hvert femte minut i dagtimerne. Det er det vildeste, jeg har set i det halvandet år, jeg har været med i partiet,” siger Liberal Alliances medlemsansvarlige Jeanette Lynel til netavisen Altinget.

LA har siden weekendens Landsmøde set medlemstallet stige med langt over 400 og det ligger i skrivende stund på 3.037. Det er en stigning på mere end 14 pct. på kun fire dage. Med lidt Thor Pedersens optimisme vil en vækst på 3% om dagen blive til 2 mill på 300 dage. Det ser ud som om Liberal Alliance er kommet på mode med klare liberale budskaber, godt hjulpet af Regeringens selvmål, en temmeligt venstreorienteret opposition og den opmærksomhed og flokadfærd som gode meningsmålinger skaber.

MITs Esther Duflo, der er favorit til dette års John Bates Clark medalje (en amerikansk “nobelpris til unge økonomer under 40”), har faktisk lavet eksperimentet for nogle år siden i Kenya. Resultatet var rimeligt klart: Mindre lærerindsats men ingen signifikant forbedring af elevernes testscore. (Det er selvfølgelig muligt, at danske lærere skal opfattes som mere moralske individer end kenyanske lærere!?).

Hvorfor bliver vi ved med at tro at mere input = mere output i folkeskolen? Hvorfor bliver vi ved med at tro at folkeskolen er en institution hvor højere lærerløn giver bedre lærere. Hvor flere lærertimer helt automatisk giver bedre elever.

Er det ikke snart klart for alle, at Danske skatteydere betaler omtrent mest pr elev i verden men kun får et middelmådigt resultat ud i den anden ende. Kan Søvndal og andre politikere ikke komme med et bedre og mere begavet svar end at sende flere ressourcer ned i den mildest talt halvdårligt fungerende fabrik? Og så endda på en måde som vi allerede på forhånd ved nærmest er rent ressourcespild. Det er nemt at konstatere at folkeskolen ikke stråler. Det er straks sværere at komme med gode nuancerede svar på hvorfor og hvordan det ændres. Men kan vi dog ikke få bedre svar og analyse ud af danske politikere end “send flere penge”?

Sagen vedrører en syntetisk CDO ”Abacus” som Goldman Sachs strikkede sammen på foranledning af Paulson & Co – den hedgefond der måske er blevet mest berømt for at være short amerikansk subprime bonds og CDOer.

En CDO (Collateralized Debt Obligation) er altså en strukturering af nogle underliggende lån, hvor en pool af lån bliver trancheret, sådan at forskellige investorer kan få forskellig risiko og afkast afhængigt af, hvor de ligger i prioriteringsrækkefølgen. En ”syntetisk CDO” er syntetisk i den forstand, at den tracker performance af nogle udvalgte lån/papirer uden at de underliggende lån reelt indgår. Det er reelt et væddemål mellem to parter om, hvordan nogle udvalgte lån vil opføre sig (default, prepayment osv), uden at disse lån indgår i aftales. Disse underliggende lån er typisk så ejet af nogle helt andre.

SECs sag mod Goldman Sachs går på at GS hjalp Paulson & co med at strikke denne portefølje sammen af de lån, der ville gøre det værst. Paulsons formål var nemlig at være short. På den anden side af aftalen stod ACA Capital Management og tyske IKB. Begge store og – må man formode – professionelle investorer. Begge investorer havde adgang til at se, præcis hvad der indgik i CDOen og som begge kunne bare have ladet være med at købe hvis de ikke kunne lide hvad de så eller ikke forstod det. ACA stod officielt som den, der udvalgte porteføljen. SECs påstand er at GS ikke lavede ”full disclosure” (var ærlige) overfor IKB og vedstod, at Paulson havde en short interest. ACA kunne dårligt undgå at vide at Paulson var indblandet. Det var endda allerede på det tidspunkt velkendt at Paulson var short i subprime (se Eric Falkensteins glimrende indlæg her).

Jeg er ikke jurist, og jeg kan ikke bedømme sagens udfald eller skyldsspørgsmål. Goldman Sachs understreger at de tabte penge på transaktionen, men det er selvfølgelig irrelevant rent juridisk. Jeg kender lidt til Goldman Sachs udefra. Der er ingen tvivl om at salgskulturen i GS er veludviklet og til tider aggressiv. Det ville være mærkeligt om der ikke er brådne kar imellem, og transaktioner, hvor nogle medarbejdere er gået over stregen. Det hører også med til historien at der er så mange ”streger” i form af regler for information, prospekter osv. osv. i forbindelse med finansielle transaktioner at de fleste finansielle virksomheder hver dag går over ”streger” ofte uden at vide det. Den finansielle sektor generelt den mest regulerede del af det private erhvervsliv, og ingen steder er det mere sandt end i USA (hvilket jo tydeligvis ofte har hjulpet dem til at undgå finansielle kriser). Denne her ligner en sag hvor en salgsmand er gået over stregen bevidst og har hjulpet en kunde med at manipulere en anden kunde, men det er svært at bedømme udefra.

Men det ville være mærkeligt hvis SEC ikke kunne finde en sag, hvor en salgsmand i GS har skåret et par hjørner for skarpt. Det er nok heller ikke et tilfælde at SEC nu finder en sag mod GS netop som administrationen skal til at få sin finansielle regulering gennem Kongressen. Virker det ikke bare en smule påfaldende at den sag kommer nu? Og så mod Goldman Sachs og med selveste Paulson & Co indblandet?

Det er så meget en gentagelse af sagerne om Frank Quattrone, Henry Blodget og Elliot Spitzers 2002-3 korstog mod Wall Street, at det er næsten tragikomisk. Efter en finansiel krise (som har gjort ondt på os alle sammen) skal skurkene i højfinansen findes og stilles for retten, altså dem der ”skabte krisen” (og ikke de låntagere som tog lån som de ikke kunne betale tilbage). Og hvad er mere symbolsk end en syntetisk CDO lavet af Goldman Sachs for at Paulson & Co kunne være short i subprime. Lugter det ikke lige lovlig meget. Og så med SEC som anklager. Organisationen der overså Bernie Maddoffs 50mia. USD ponzi scheme, selv om flere fra den finansielle sektor forgæves havde forsøgt at gøre dem opmærksom på det gennem årene. SEC som blev flået levende af Kongressen (se dette herlige klip som alle der mener at man kan regulere sig ud af risikoen for finansielle kriser bør tvangsindlægges til at se a la Clockwork Orange). 

Lugter det ikke en anelse af skueproces. Og sig nu ikke, at du mener at Goldman Sachs ”fortjener” det. En retsstat er vel hævet over den slags lynchninger? Det er jeg helt sikker på at Gordon Brown også synes. Og Angela Merkel. Disse to af Europas mest lysende begavelser i amerikansk finansiel lovgivning og retspraksis kunne næppe finde på at dømme en virksomhed på baggrund af en SEC undersøgelse på forhånd. Eller kunne de? 

Goldman Sachs og især Lloyd Blankfeins PR evner har været håbløse hele vejen igennem og der kan sagtens være kød på sagen. Men alligevel ser den amerikanske og de europæiske retsstater og politikere for mig at se ikke bedre ud end Goldman Sachs.

”Tre videnskabelige undersøgelser fastslår uafhængigt af hinanden, at niveauet i verdenshavene vil stige dobbelt så meget, som FNs klimapanel anslog i 2007.”

og artiklen fortsætter:

”Tre videnskabelige undersøgelser, herunder en fra Niels Bohr Instituttet i København, fastslår nemlig uafhængig af hinanden, at vi tværtimod må forvente en havvandsstigning på mellem 70 og 120 cm frem mod år 2100.”

Interessant nyhed. Hvis man kan kalde det en nyhed, eftersom den pågældende danske forsker allerede en gang har været ude med sit resultat og model i januar 2009. Og det der med uafhængigt af hinanden. De tre undersøgelser er ikke mere uafhængige end at de tre forskere åbenbart publicerede resultatet sammen. Jeg ved ikke, hvordan det giver et resultat mere troværdighed at tre forskere af forskellig nationalitet laver det sammen. Det er nok noget af det samme som gør at 2000 videnskabsfolk ikke kan tage fejl. (men det gør de 700 på den her liste så til gengæld, for enhver ved at 2000 er mere end 700).

Jeg er ikke klima ekspert. Men jeg har lavet en del tidsserie modeller. Og en model, med fire variable (så vidt jeg kan se – ingen ungated version, jeg må åbenbart betale for papiret gennem min skat, men kun læse resultatet i Berlingskes fortolkning) estimeret på sammenhængen mellem tvivlsomme historiske årringe temperaturerdata (dem med “hide the decline”?) og deres samvariation med et havniveau, hvor data næppe heller er imponerende solide pre-1800? Og så igen baseret på IPCCs temperaturstigning som antaget input variable. Kræver det en phd at se at den models forecast over 100 år er – hvad skal man sige – lidt spekulativ? Er det nu ”fastslået” at vandstanden i verdenshavene vil stige 1 meter?

Jeg har også lavet en  model som jeg gerne vil offentliggøre. Den bygger udelukkende på historiske data og forecaster Berlingske Tidendes udvikling over de kommende 20 år baseret på de seneste 10 års observationer. Ifølge den vil avisen i 2030 bestå af 57 forskellige sektioner på hverdage skrevet af 5 fritids medarbejdere der – før de tager i skole – på fem minutter oversætter nyheder fra telegrambureauer og pressemeddelelser til et lavere lix tal og vedhæfter spændende billeder fra arkivet. Og den vil være Enhedslistens uofficielle organ.

De andre Punditokrater har foretaget peer review på dette indlæg, men jeg var uenig med dem, så jeg ignorerede deres kritik.

Det er ganske vidst.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=P8gHT3Xgz9A&feature=player_embedded#[/youtube]

Først lidt om ulighed i indkomster. Typisk prøver man at sammenfatte ulighed i et tal ved hjælp af gini-koefficienten. Gini-koefficienten er den andel af den samlede indkomst for en  gruppe af individer/familier, der skal flyttes rundt på, for at indkomsten i en given periode er den samme for alle i gruppen. En Gini-koefficient på nul betyder, at alle har præcis den samme indkomst. En koefficient tæt på én, betyder at et enkelt individ har al indkomst. Tabellen herunder viser Danmarks Statistiks opgørelse af Gini-koefficient efter skat for danske indkomster i udvalgte år siden 1939. Det slående er selvfølgelig at den er faldet markant – fra  0.34 i 1939 til 0.23 i 2006. Den er steget fra 2000 til 2006, men det er en ret marginal stigning i et historisk perspektiv. Fordelingen er stadigt mere lige end i f.eks. 1980. Det skal så i øvrigt bemærkes at fordelingen ikke tager højde for sort arbejde, som formentlig jævner fordelingen yderligere ud.

Ginikoefficient, efter skat, Danmark:

Kilde: DS, Danmark i 60 år.

I et internationalt perspektiv er der kun få lande med ginikoefficienter under 25. Danmark hører til blandt de 5 lande i verden med mest lige indkomstfordeling, se figuren herunder. Da Danmark samtidig har et af verdens højeste indkomstniveauer, er det nemt at konstatere at der er få fattige i Danmark i forhold til alle andre lande i verden, med de øvrige nordiske lande som undtagelser.

Gini-koefficienten er som det fremgår relativt defineret. Det gør den til et mærkværdigt mål for fattigdom. Nordkorea har formentlig ifølge officielle statistikker en mere lige indkomstfordeling end Danmark (reel ressourcefordeling er selvfølgelig en helt anden sag). Paradoksalt nok kan en stor del af befolkningen derfor sulte ihjel samtidig med, at der målt på ginikoefficienten ingen fattigdom er (de er alle lige fattige). Officielle fattigdomsgrænser er typisk relativt definerede (FN’s grænse er en undtagelse – den er målt i indkomst i faste priser, altså hvor mange varer man kan købe). Det gør en udrydelse af fattigdom – målt f.eks. på en lav ginikoefficient – til en lidt mærkelig målsætning: Mener vi virkelig, at det er et mål i sig selv at alle indkomster er ens? Er det f.eks. rimeligt at en person, der er på deltid tjener det samme om året efter skat som en der er på fuld tid? Skal overførselsmodtagere have samme indkomst som mennesker i arbejde? Er det et succesfuldt samfund? Skal en person med en 10 årig uddannelse tjene det samme som en person uden uddannelse? Det er det vist de færreste, der synes. Men det er implicit, hvad man søger hvis man vil ”udrydde fattigdom i Danmark” og bruge en relativ fattigdomsgrænse som målestok for det.

Det er derfor også bemærkelsesværdigt at danske politikere ikke må sige, at ”stigende ulighed” kan være en god ting. For alle tænkende mennesker må vel mene, at der er en nedre grænse for hvor lav f.eks. gini-koefficienten skal være, medmindre de går ind for at alle får samme indkomst uanset hvor meget de arbejder eller hvad de laver. Alle tænkende mennesker må derfor også mene at ”stigende ulighed” og ”mere fattigdom” kan være ønskelig – hvis gini-koefficienten som udgangspunkt er under det, de mener er ”et rimeligt niveau” (og det er så åbenlyst til debat, hvad et ”rimeligt niveau” så er). At opfatte større indkomstlighed som et fremskridt uden at kvalificere synspunktet er derfor et temmelig ekstremt standpunkt. Men af en eller anden grund er det det eneste politisk korrekte synspunkt i den danske debat. Det er da lidt mærkeligt.

At måle et samfunds fattigdom ud fra en relativ fattigdomsgrænse fører til et underligt historieløst og perspektivløst syn på verden. De 10% af danskerne med lavest indkomster ville mageligt slå de 10% med højeste indkomster i de fleste afrikanske lande. Politiken forsøgte for nylig på bedste mediedanmark-vis at anskueliggøre fattigdommen ved at finde et eksempel i form af en enlig mor på kontanthjælp. Der er ingen tvivl om, at avisen givet historiens vinkling har søgt den mest ”fattige” familie de overhovedet kunne finde. Politikens bud var en enlig mor, der efter avisens oplysninger har en indkomst på 15.883kr/md efter skat. Det er muligt at hun skal defineres som fattig, men hun har en indkomst på ca. 50 gange FNs fattigdomsgrænse. Fortjener unge afrikanske mænd, der drukner i Middelhavet i et forsøg på at nå en ussel – men bedre – tilværelse som illegal flygtning i Europa ikke lidt mere sympati end en dansker, der får en realindkomst der er 50 gange højere uden at behøve at arbejde? At putte disse mennesker i samme kategori som ”fattige” er en besynderlig relativisme. Det er ikke det samme som, at der ikke er sociale problemer blandt lavindkomstfamilier. Men man sulter ikke med 15800/mdr i indkomst. Og man overvejer ikke at betale en menneskesmugler for at sejle sig til Lampedusa i en pram.

Nogle vil så mene at de to fattigsdomssituationer ikke kan sammenlignes og at man ikke kan afveje det ene mod det andet. Men er det ikke lige netop det et flertal i Folketinget gør, når de på en og samme tid går ind for en stram indvandringspolitik og en bekæmpelse af (relativ) fattigdom i Danmark? Og på de politik områder er Venstrefløjens vist efterhånden på linje med DF. Var der nogen der sagde hykleri?

Et andet problem ved ginikoefficienter – og andre relative fattigdomsmål – er, at de måler indkomsten i et givet år. De færreste mennesker tjener det samme i hvert år gennem livet. Derfor vil meget ulighed i et givet år opstå som følge af forskellige årlige indkomster gennem livet frem for gennem forskellig livstidsindkomst. Et mål om lavere gini-koefficient er dermed implicit også et mål om at jævne indkomst ud over livet. Det kan illustreres med et eksempel. Antag at der er to typer mennesker i Danmark. Kald dem ”Håndværkere” og ”Akademikere”. Antag også, at de har den samme livstidsindkomst (tilbagediskonteret til fødsel). Men akademikere arbejder kun i 30 år mod håndværkeres 40 år, fordi de tilbringer 10 år længere under uddannelse. Deres løn i de 30 år er højere på årsbasis, men det er udelukkende en kompensation for en lavere indtægt under 10 års længere uddannelse. Det er oplagt at målt på en gini-koefficient, der måler fordelingen af den årlige indkomster, så er der en højere gini-koefficient i en population af ”akademikere” hvoraf en større andel på et givet tidspunkt er under uddannelse, end i en population af ”håndværkere”. Det betyder, at et samfund hvor uddannelsesniveauet er højere må tendere til at have en højere gini-koefficient målt på årsbasis, også selv om det ikke har en højere gini-koefficient målt på livstid. Det er i den forstand overraskende, at Danmark har set en faldende ginikoefficient i de seneste 40-50 år hvor befolkningens uddannelseslængde er steget markant.

Danmarks Statistik definerede i ”indkomster 2007” lavindkomstgrupper som familier, der havde de 20% laveste indkomster i alle årene 2005-7 og ikke havde en finansiel formue over DKK50.000. Den gruppe udgjorde 6% af den danske befolkning.

Denne gruppe af lavindkomstfamilier har to kendetræk. Det første er at indvandrere udgør en meget stor andel. Blandt efterkommere af indvandrere fra ikke-vestlige lande tilhører 31,4% gruppen af lavindkomstfamilier.  Blandt indvandrere er tallet 23,4%. Blandt personer med dansk oprindelse er det  tilsvarende tal 4.3%. Men det bliver sjovere. For en stor del af de etniske danskere i gruppen er under 30 år. Blandt personer med dansk oprindelse over 30 år tilhører kun 1,1% gruppen af personer med de laveste indkomster i 2005-7.

Et par andre interessante observationer: Kun 30% af lavindkomstgruppen er i arbejdsstyrken. Blandt efterlønsmodtagere befandt kun 2,2% sig i lavindkomstgruppen – mod altså 6% for hele befolkningen og 1,6% for personer mellem 30-60 år (uanset etnisk baggrund). Den aldersgruppe, der har den laveste forekomst af lavindkomst er i øvrigt personer over 60 år (1,2%). Så meget for myten om de fattige pensionister.

Er du 30-60 år er det 10 gange så sandsynligt at du tilhører gruppen af lavindkomst personer, hvis du er indvandrer end hvis du har dansk oprindelse.

Fattigdom i Danmark – målt som lave indkomster – er med andre ord noget, der især berører indvandrere og helt unge. Og for de unges vedkommende er det selvfølgelig en refleksion af, at personer på SU klart har den laveste indkomst i kongeriget (og det hører med til historien, at DK er det eneste land i verden, der ikke alene giver gratis videregående uddannelser, men endda også betaler folk for at tage dem). Da personer på SU typisk er i gang med at tage en uddannelse (på skatteydernes regning) og som regel i den sidste ende får indkomster, der giver adgang til at få lov til at betale topskat og dermed tæt på verdens højeste marginale indkomstskatter, er der næppe generelt tale om en gruppe af ”fattige”.

Lave (registrerede) indkomster i Danmark er med andre ord et fænomen, der især forekommer hos indvandrere og efterkommer af indvandrere.

Dermed er det også formentlig sådan, at Dansk Folkeparti er det parti, der har gjort mest for at sikre ”lighed” i den danske indkomstfordeling og dermed for at forhindre fattigdom i Danmark. Det bør også samtidig være klart at hvis S-SF og andre gode mennesker vil bekæmpe fattigdom skal de fastholde DF og VKs lukkede grænser. Fattigdom er nu en gang nemmere at få has på i et ”gated community”.

Gunnar Viby Mogensens bog ”Folkevandringen til de rige lande: Nordamerikanske erfaringer”, viser at USA har modtaget langt flere indvandrere fra tredjeverdens-lande end Vesteuropa og at USA har været langt bedre til at integrere disse indvandrere på arbejdsmarkedet end Vesteuropa. Især de nordiske velfærdsstater er nogle af de ringeste til at sikre en konvergens i erhvervsdeltagelsen mellem indvandrere fra tredjeverdenslande og resten af befolkningen. Det kræver nemlig et velfungerende arbejdsmarked, hvor indvandrere kan komme ind til lønninger og i funktioner på bunden af ”stigen” på arbejdsmarkedet for derefter at have incitament og mulighed for at kravle op. Nu er der bare ikke nogen bund på stigen i DK, hvor lønaftaler sikrer at mange indvandrere fastholdes uden for arbejdsmarkedet og afhængighed af offentlige overførsler.

Så hvis man skal finde et par politiker, der ”mindsker fattigdommen” (målt relativt) i Danmark er det derfor 1) At lukke grænsen og 2) At øge overførselsindkomsterne og dermed parkere generationer af indvandrere på passiv forsørgelse på kanten af arbejdsmarkedet. Den første ”mindsker fattigdommen” i Danmark, ved at holde lavtuddannede indvandrere ude. Den anden vil nok sikre at integrationen fortsætter med at fungere elendigt.

Ved at definere en relativ fattigdomsgrænse, kan politikere sikre sig, at der altid er mange ”fattige” og dermed nogen som fortjener deres godgørende opmærksomhed. De kan så undlade at nævne, at det primært er indvandrere, der har lave indkomster i Danmark og at det danske velfærdssamfund i internationalt perspektiv har været enestående dygtigt til at holde disse grupper ude af arbejdsmarkedet og fastholde dem i afhængighed af offentlige overførsler.

Heldigvis har Xavier Sala-i-Martin som jeg henviste til i det nævnte indlæg netop skrevet endnu et glimrende papir, nu kun om Afrikas indkomstudvikling og indkomstfordeling. Det burde være tvangslæsning for alle de journalister, der jævnligt udgyder deres fordomme om afrika i dansk og udenlandsk MSM. Og – nej – afrika er ikke kun på vej op pga kinesisk råvareefterspørgsel. Det er mere komplekst end som så.

Her er en del af Sala-i-Martins konklusion:

” Our results show that the conventional wisdom that Africa is not reducing poverty is wrong. In fact, since 1995, African poverty has been falling steadily. Moreover, contrary to the commonly held idea that African growth is largely based on natural resources and helps only the rich and well‐connected, we show that Africa’s income distribution has become less rather than more unequal than it was in 1995, and therefore, that a great deal of this growth has accrued to the poor. Specifically, Africa’s growth trend in 1995 has been accompanied by a symmetric, sustained reduction in poverty that places it on track to achieve the Millennium Development Goal of halving poverty within a few years of 2015. If countries hit by exceptional adverse shocks like Congo‐Zaire converge to the average African poverty rate, then the first poverty MDG (FNs “Millenium Development Goal” – halveringen af andelen af fattige målt som under $1 pr dag (2000 priser) fra 1990 til 2015, red. ) will actually be achieved two years in advance of 2015. Not only has poverty fallen in Africa as a whole, but this decline has been remarkably general across types of countries that the literature suggests should have different growth performances. In particular, poverty fell for both landlocked as well as coastal countries; for mineral‐rich as well as mineral‐poor countries; for countries with favorable or with unfavorable agriculture; for countries regardless of colonial origin; and for countries with below‐ or above median slave exports per capita during the African slave trade. Hence, the substantial decline in poverty is not driven by any particular country or set of countries. “

Jeg bemærker i forlængelse af det, at sub-saharan africa er den region, der har oplevet den næsthøjeste vækst i verden siden 2002 (kun developing Asia har gjort det bedre). Baghjul selv til Mellemøsten i en periode, hvor olieprisen er mere end 5-doblet!

Gode nyheder.