Under forberedelserne stødte jeg på narkokrigens jernlov, som Richard Cowan formulerede i det konservative tidsskrift National Review i 1986:

The iron law of drug prohibition is that the more intense the law enforcement, the more potent the drugs will become.

Cowan (1986)

Forklaringen er ganske enkel. Jo sværere det er at smugle stoffer ind i et land, jo større er incitamentet til at udvikle meget potente stoffer, som fylder mindre og derfor er nemmere at gemme. Cowan pegede selv på alkoholforbuddet i USA, hvor det kunne betale sig bedre at smugle rom end øl og vin.

Tre årtier senere brugte Beletsky & Davis (2017) jernloven til at forklare fentanylkrisen. Indsatsen for at afbryde og undertrykke udbuddet af illegale stoffer skaber ifølge dem “økonomisk og logistisk pres for stadig mere kompakte erstatninger”.

Og konsekvensen er forudsigelig. Jo mere potent et stof er, jo større er risikoen for, at det går galt for brugeren, fordi brugeren ikke ved, hvad og hvor meget han får.

Konklusionen er, at War on drugs er en stærk bidragsyder til fentanylkrisen i USA.

Fra The Economist.

Det var emnet for min torsdagsklumme i Finans. Den starter med et skema, de færreste læsere nogensinde har hørt om, men som i dette tilfælde siger noget bemærkelsesværdigt om L 5:

I bemærkningerne til den omdiskuterede gødskningslov er de økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige og erhvervslivet opgjort til “ingen”.

Det er ikke en tastefejl eller et forsøg på at skjule noget. Forklaringen står i lovforslaget, som “er udformet som en bemyndigelseslov” og derfor ikke i sig selv har økonomiske konsekvenser. Regningen opstår først, når ministeren udmønter bemyndigelserne og fastsætter, hvor mange kilo kvælstof den enkelte bedrift må udlede, hvor hurtigt husdyrgødningen skal pløjes ned i jorden osv.

Formelt er det helt korrekt. Praktisk betyder det, at Folketinget stemmer om en ramme, mens indholdet – og prisen – kommer bagefter.

Folketinget var dog ikke helt på bar bund, for ministeriet var i gang længe før Folketinget stemte om loven:

På grund af hastværket var ministeren allerede i gang den 2. juli, en uge efter fremsættelsen af lovforslaget. Her sendte ministeriet bekendtgørelserne i høring sammen med et notat om konsekvenserne, hvor ministeriet skønnede landbrugets omkostninger før kompensation til ca. en mia. kr. om året i gennemsnit de næste ti år, inklusive de nye indberetningskrav.

Milliarden var altså kendt, da Folketinget stemte. Og så burde alt jo være fint.

Folketinget har ikke styr på omkostningerne

Men helt så enkelt er det bare ikke. For skønnet hviler på forudsætninger, som loven ikke binder nogen til. Det tydeligste eksempel er kvotehandlen. I delaftalen fra december 2025 står der, at der “skal […] indføres mulighed for, at bedrifterne kan handle med kvoterne”, fordi det gør reguleringen billigere. Logikken er elementær økonomi, som er velkendt for Punditokraternes læsere: koster det én landmand 100 kr. at fjerne det sidste kilo kvælstof og en anden 1.000 kr., er der en gevinst at hente ved at lade dem handle, så det bliver den landmand, der billigst kan tage reduktionen, der reducerer udledningerne.

Men i den vedtagne lov er aftalens “skal” blevet til et “kan”:

“Ministeren kan endvidere fastsætte regler om overdragelse af udledningskvoter …”.

Men regnestykket bag milliarden hviler udtrykkeligt på, at bedrifterne kan “handle ubegrænset med udledningskvote indenfor hvert kystvandopland uden transaktionsomkostninger”. Den mekanisme, der skal holde regningen nede, er altså en forudsætning i beregningen – men en mulighed i loven. Om den bliver til noget, og hvordan den i givet fald skrues sammen, afgøres et andet sted end i folketingssalen.

Og kvotehandlen er kun ét eksempel:

Alene efter § 6 kan ministeren fx fastsætte udvaskningsgrænser, kvoter, virkemidler og fleksibilitet. Det er i høj grad de valg, der afgør, hvor dyrt miljømålet bliver. Over 80 gange giver Folketinget med loven ministeren mulighed for at fastsætte regler.

Stærkt kritisabel lovproces

En del af forklaringen ligger måske i selve lovprocessen.

Høringsparterne fik fire uger til at læse og kommentere et udkast på 464 sider. Justitsministeriets lovkvalitetsvejledning kalder fire uger passende “under normale omstændigheder”, men en omlægning af markreguleringen for over 20.000 landbrug til en mia. kr. om året er svær at kalde normale omstændigheder. De mange bemyndigelser, som bl.a. Danske Advokater advarede imod, gør ikke sagen mere normal.

I Folketinget var tempoet også højt.

Lovbehandlingen lå i Folketingets sommerferie, og der gik kun 21 dage fra 1. behandling til vedtagelsen og blot to dage mellem 2. og 3. behandling, selv om lovforslaget var sendt tilbage i udvalget. Forhandlingerne ændrede intet væsentligt i regeringens lovudkast.

Der er en indre logik i hastværket. Skal reguleringen gælde fra 1. januar 2027, og skal landmændene have tid til at planlægge vinterafgrøderne, måtte loven hurtigt på plads. Men den logik holder kun under visse begrænsninger. For hvorfor var det netop lovbehandlingen og den økonomiske sikkerhed, der skulle ofres, da tidsplanen skred på grund af valg og lange regeringsforhandlinger?

En udskydelse af ikrafttrædelsen på nogle få måneder, så den første regulerede sæson blev vårafgrøderne, havde givet tid til at sikre, at loven afspejlede de politiske aftaler, mens Folketinget kunne have holdt snor i omkostningerne.

Den tid tog Folketinget sig desværre ikke.

Læs hele klummen i Finans her.

Men der er virkelig noget “brød og cirkus” over det…

Den 25. august sendte Social- og Boligstyrelsen bilag 2 og 3 til støttebekendtgørelsen i supplerende høring. Bekendtgørelsen hæver maksimumsbeløbet, altså loftet over hvad en ny almen bolig må koste at anskaffe. Selve bekendtgørelsen var i høring fra 3. juli til 10. august. Fem en halv uge, men hele sommerferien lå midt i perioden. Og fristen udløb den 10. august kl. 12, samme dag som de første skoler startede. Folketingets Præsidium har ellers henstillet, at en høring, der løber over sommerferien, tidligst bør udløbe ti dage efter ferien. Men bilagene kom altså først i høring den 25. august med frist den 1. september kl. 12. Syv dage – og den sidste dag kun til frokost.

Dagen efter, den 26. august sendte Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø en bekendtgørelse om ekstraordinær kompensation til landbrugere i høring. 77,7 mio. kr. fra EU’s krisereserve, fordelt fladt med 35 kr. pr. støtteberettiget hektar, så en bedrift med 100 hektar får 3.500 kr. Fristen er 2. september. Syv dage.

I Justitsministeriets vejledning om lovkvalitet står der, at høringsfristen ”bør være så lang, at de hørte parter har mulighed for at udarbejde et fyldestgørende svar”, og at ”under normale omstændigheder vil en høringsfrist på 4 uger være passende”. Nøjagtig samme afsnit står i vejledningen om administrative forskrifter, så det gælder også bekendtgørelser. To bekendtgørelser fik altså en fjerdedel af normen. Og bagefter skal en bekendtgørelse ikke gennem Folketinget, så høringen er stort set det eneste sted, hvor nogen udefra kan nå at sige noget, før reglen binder.

Den tredje sag er den mildeste, men den er med, fordi den viser noget andet interessant. Den 25. august sendte Sundheds- og Kirkeministeriet et lovforslag om kronikerpakker og sundheds- og omsorgspladser i høring. Bloktilskuddet til regionerne hæves med godt 1 mia. kr. i 2031 og varigt godt 900 mio. kr. om året fra 2034. Høringsfristen er 18. september, altså 24 dage regnet fra offentliggørelsen. Vejledningen siger, at når fristen er under fire uger, bør begrundelsen stå i lovforslagets afsnit om hørte myndigheder. I udkastet er det afsnit en ren liste over organisationer. Der står ingen begrundelse. Forslaget er ikke fremsat endnu, så den kan i teorien nå at komme med. Men hvorfor vente?

Man kan indvende, at kronikerpakkerne udmønter en aftale, der allerede er indgået, så høringssvarene alligevel ikke kan flytte noget. Om substansen er det sandsynligvis rigtigt. Men høringen er det eneste sted før fremsættelsen, hvor nogen udefra kan nå at opdage, at udmøntningen ikke kan lade sig gøre i praksis, at overgangsreglerne rammer skævt, eller at en konsekvensberegning er forkert. Det er billigere at opdage i september 2026 end i 2029.

Landbrugsstøtten har en bedre forklaring, for der er faktisk en EU-frist. Medlemslandene skal underrette Kommissionen om deres ordning senest den 30. september. Men forordningen blev vedtaget den 27. juli og offentliggjort to dage efter, så styrelsen har trods alt to måneder. Hvorfor skal høringsfristen så være syv dage?

Man kan også indvende, at august altid er presset. Lovprogrammet skal være klar til Folketingets åbning, juli er død i ministerierne, og i år kom der ovenikøbet valg i marts og en regeringsdannelse, der først sluttede 3. juni. Det er rigtigt. Men åbningsdagen har ligget fast i generationer, og sommerferien kommer heller ikke bag på nogen. Når en kalender, alle kender på forhånd, alligevel ender med at forkorte netop det led, hvor omverdenen kommer til orde, er det ikke et uheld eller en nødvendighed. Det er et valg.

Det åbenlyse spørgsmål er: Hvad ville der være gået tabt, hvis de tre høringer havde fået de fire uger, vejledningen anbefaler? Eller tre måneder, som er normalfristen i Norge, og hvor fristen ikke må være kortere end seks uger? Der kan selvfølgelig være en omkostning ved at vente, men det er der bestemt også ved at forhaste sig. Fire uger havde næppe gjort den store forskel i praksis. Kronikerpakkerne træder i kraft fra 2027 til 2029. Forhøjelsen af maksimumsbeløbet gælder til og med 2035. Landbrugspengene skal først være udbetalt den 28. februar 2027, men styrelsen sigter selv mod medio oktober. Ingen af de tre datoer krævede, at høringen skete i huj og hast…

Behøver det virkelig gå så stærkt?

Pointen er enkel: Når virksomheder kæmper om spillereglerne, er hver eneste nye regel en ny kampplads – og på den kampplads er de etablerede på hjemmebane til skade for forbrugerne.

Men analysen har en logisk konsekvens, som Bruun Pedersen ikke selv drager: Hvis virksomheder kæmper om at forme spillereglerne til egen fordel – og det gør de – er hver eneste nye regel en ny kampplads, hvor de bedst organiserede interesser oftest vinder. Nobelpristageren George Stigler skrev allerede i 1971, at regulering ”som hovedregel erhverves af branchen og indrettes primært til branchens fordel”.

Det er ikke bare en teori. To eksempler fra indlægget:

Samme år, som Stigler skrev de ord, forbød USA cigaretreklamer i tv. Konkurrencen mellem tobaksproducenterne faldt målbart, markedsandelene frøs fast, og nye mærker holdt op med at komme til. Og da EU ville beskytte borgernes data med GDPR, faldt hjemmesidernes brug af eksterne teknologileverandører med 15% på en uge. Markedskoncentrationen steg, og de relative vindere blev Google og Facebook.

Herhjemme siger vismændene det samme. Da De Økonomiske Råd i 2017 gennemgik rammevilkårene for dansk produktivitet, pegede de på regulering, der skærmer etablerede virksomheder mod konkurrence, i den ene branche efter den anden: detailhandlen, realkreditten, advokatbranchen og taxierhvervet.

Regulering er altså ofte til skade for forbrugerne. Alligevel kæmper Forbrugerrådet igen og igen for mere regulering. Fx foreslog Morten Bruun Pedersen i 2019 selv et ÅOP-loft på 20% for kviklån. Hvordan gik det så?

Og loftet har formentlig hjulpet nogle. Antallet af unge, der for første gang tog et dyrt forbrugslån, faldt med næsten 40% på ét år. Men andre blev skubbet et endnu værre sted hen. Omkring 48.000 danskere har prøvet at optage private lån i lukkede Facebook-grupper, hvor renten ofte er omkring 50%, og hvor Finanstilsynet advarer om afpresning og netværk, som kriminelle står bag.

Sådan er der flere. Forbrugerrådet så ”gode takter” i den taxilov, der lukkede Uber ude af Danmark – samme år, som vismændene skrev, at loven ”fortsat [kan] skærme for gavnlig konkurrence”. De vil have realkreditselskaberne til at betale regningen for de kunder, der forlader dem. De fejrer EU’s ensartede ladestik som en sejr for forbrugerne. Og de ønsker differentieret moms. Det kunne være fint nok, hvis der fulgte evidens med. Men det hører til undtagelsen.

Hver gang man bestiller en ny regel – selv med de bedste forbrugerintentioner – åbner man en ny kampplads, hvor de etablerede virksomheder er på hjemmebane. For dem er ingen konkurrencefordel bedre (og ofte billigere) end den, lovgiverne kan give dem.

Hele indlægget kan læses i Kontrast.

PS. En ikke udtømmende liste

Listen over Forbrugerrådet Tænks reguleringsønsker fyldte mere, end der var plads til i indlægget. Her er et længere udpluk fra de senere år. Hvert punkt har link til dokumentationen, så man selv kan tjekke efter. Hvis der er evidens for, at de forskellige forslag gavner forbrugerne, hører jeg det meget gerne. Men jeg tvivler ærlig talt på, at evidensen findes.

1. ÅOP-loft på kviklån. Forbrugerrådet pressede på for loven om forbrugslånsvirksomheder. Morten Bruun Pedersen foreslog selv et ÅOP-loft (lånets samlede årlige omkostninger i procent) på 20%, helst på EU-plan, og Forbrugerrådet fremhæver i dag loven som en mærkesag, der skal forsvares mod lempelser.
2. Regulering af realkreditmarkedet. Forbrugerrådet har bl.a. foreslået, at ”hvis et realkreditselskab sænker bidragssatserne, og en forbruger derfor gerne vil skifte til det realkreditselskab, skal forbrugerens omkostninger til at skifte betales af forbrugerens nuværende realkreditselskab”, ligesom de har luftet ideen om, at bankerne skal pålægges at fremvise konkurrenttilbud.
3. Seks års reklamationsret. Reklamationsretten skal tredobles på biler, elektronik og hvidevarer, et opgør med ”brug-og-smid-ud-kulturen”.
4. Kemikalier. Krav om nationalt PFAS-forbud i forbrugerprodukter og forbud mod hele gruppen af bisphenoler (en sag som Forbrugerrådets daværende formand, Anja Philip, i 2023 overdrev helt vildt i Genstart, jf. min tråd her).
5. Junkfood-reklamer. Lovforbud mod markedsføring af usunde fødevarer rettet mod alle under 18 år.
6. Influencere. Influencere ”bør betragtes som medier og følge radio- og fjernsynsloven, når de er tv-lignende”: maks. 20% reklameandel, standardiserede reklamebannere og forbud mod, at børn under 14 år anbefaler produkter.
7. Statskontrolleret klimamærke. Obligatorisk, farvekodet klimamærkning af fødevarer, hvor ”myndighederne skal drive udvikling, implementering og kontrol af klimamærket”.
8. Techudspillet. 20 forslag til en tryg digital verden, bl.a. 16-års aldersgrænse på sociale medier, forbud mod infinity-scroll, streaks og autoplay for mindreårige samt EU-forbud mod reklamer rettet mod børn.
9. Ladestik. EU’s USB-C-krav fejres som ”en sejr for forbrugerne”.
10. Flypassagerer. Da EU ville lempe kompensationsreglerne for forsinkede fly, kæmpede Forbrugerrådet imod lempelsen.
11. TEMU. Forbrugerrådet vil sammen med Dansk Erhverv stoppe farlige produkter, uden at forholde sig til, hvorfor forbrugerne elsker TEMU, hvis forbrugerbeskyttelse er så vigtig for dem.

Dertil kommer opfordringen til at tage GDPR i brug over for OpenAI og de andre store AI-sprogmodeller og etablere ”offentlig kontrol” med generativ kunstig intelligens,[C1]  og lovgivning, der lader bankerne sende svindelregningen videre til techgiganterne. Samtidig så Forbrugerrådet ”gode takter” i den taxilov, der definitivt lukkede for, at Uber-modellen kunne komme lovligt til Danmark.

Listen er desværre langt fra udtømmende.

 [C1]Løst i v9 (23/7): Leddet er omskrevet med Tænks henvendelse til Folketinget om generativ AI (20. juni 2023) som kilde – ft.dk-link indsat. ”Offentlig kontrol” er ordret fra henvendelsen; GDPR-delen bygger på dens formulering om, at det er ”tvivlsomt”, om GDPR overholdes af OpenAI og de andre udviklere af de store AI-sprogmodeller, samt opfordringen til Datatilsynet om Snapchats My AI. De to døde Altinget-links er slettet.

I hvert fald nogle steder. For regeringen ved endnu ikke, hvad mad er:

Da Liberal Alliance spurgte skatteministeren tidligere på måneden, om det er rimeligt for restauranterne, hvis momsnedsættelsen vil gælde færdigretten i supermarkedet, men ikke samme ret på restauranten, lød svaret: »Den konkrete udmøntning af initiativet er endnu ikke fastlagt«.

Men mit indlæg handler især om en række økonomers påstand om, at lavere moms ikke ender som lavere forbrugerpriser.

Den indvending har fået medvind, fordi den lyder godt. Den er konkret, kan eftertjekkes og efterlader et tal, alle kan huske. Imidlertid er den det fagligt mest usikre argument mod forslaget.

Påstanden stammer blandt andet fra den amerikanske lektor Youssef Benzarti. Sammen med kolleger undersøgte han alle momsændringer i EU fra 1996 til 2015 og fandt, at mønsteret gik igen. I gennemsnit nåede kun seks procent af en momsnedsættelse frem til priserne den første måned. Men det gennemsnit er bare ikke særlig relevant for den danske debat.

For det relevante spørgsmål i den danske debat er ikke, om en gennemsnitlig momsnedsættelse når frem til forbrugerne. Det er, om lavere fødevaremoms overhovedet når frem til supermarkederne. For et gennemsnit på tværs af alt fra restaurantbesøg til frisørklip siger meget lidt om, hvad der sker med prisen på en liter mælk, der står på hylden ved siden af konkurrentens.

Og ser man på, hvad litteraturen faktisk måler på, deler den sig i to:

Skatte- og Vækstministeriet leverede i august en oversigt over den empiriske litteratur, som falder i to kasser. Studier på tværs af brancher og lande finder lave gennemslag: Seks procent hos Benzarti, 30 procent hos IMF-økonomen Dora Benedek. Derimod finder studier, der konkret måler på mad i butikkerne, at momsnedsættelsen faktisk når videre til forbrugerne. Ministeriet konkluderer selv, at undersøgelserne af fødevarer typisk finder »et relativt stort prisgennemslag«. I Letland satte man momsen ned på frugt og grønt, og her nåede 88 procent af nedsættelsen frem til forbrugerne.

Det leder til min konklusion:

Priserne i supermarkederne vil altså falde, hvis regeringen sænker momsen på fødevarer. Det vil være synligt for forbrugerne og dermed vælgerne, mens bureaukrati vil være skjult. Og heri ligger måske forklaringen på, hvordan en absurd dårlig løsning kan blive til konkret politik.

Så vidt kronikken.

Men jeg har også nogle tanker, der ikke stod i avisen.

Jeg tror, at nogle af os økonomer er blevet forblændet af, hvor godt ”supermarkederne scorer profitten” fungerer som politisk argument. Det er konkret og kan give gode overskrifter som fx: ”Du kan måske spare 13 øre på oksekødet, hvis Mette Frederiksen sænker momsen på mad”. Den enkelte økonom må selvfølgelig gerne deltage i den politiske diskussion. Og politik handler også om at vinde. Man behøver ikke føre sine modstanderes argumenter.

Men økonomstanden som helhed er et andet aktiv. Danskerne skal kunne regne med, at vi forholder os til, hvad evidensen viser – også når det er ubelejligt. Bliver momsen sat ned i 2028, og priserne efterfølgende falder, vil det være meget synligt, at økonomerne tog fejl – eller værre: handlede politisk. Og så har vi tabt noget, der er sværere at vinde tilbage end en enkelt sag. Det burde være unødvendigt at løbe den risiko ved at fremføre det skrøbeligste argument. Især når vi har solide argumenter i øget bureaukrati, forvridningstab, en ladeport for lobbyismen og masser af billigere alternativer til at nå de politiske mål.

Læs hele kronikken gratis her (her kan du også finde links til dokumentation).

Mit indlæg begynder med to historier. Kapitalforvalteren Urban Partners er netop begyndt at frasælge 345 lejeboliger i bl.a. Ørestad som ejerlejligheder. Og da min familie kortvarigt boede til leje hos Heimstaden samme sted, mens vores hus blev renoveret, gik der præcis en måned, før vi blev tilbudt at købe lejligheden. Vi takkede nej, for vi skulle jo videre, når håndværkerne var færdige. Men tilbuddet var der.

Som jeg skrev i avisen:

Historierne er værd at have i baghovedet, når Nikolaj Bøgh her i avisen efterlyser, at kommunerne skal kunne kræve mindst 40% ejerboliger, når der laves lokalplaner. De viser nemlig, at det ikke er ejerformen, der binder. Nybyggede lejeboliger kan frit omdannes til ejerboliger, hvis ellers efterspørgslen er der.

Ejerlejlighedsloven tillader nemlig frit at opdele alt, hvad der er opført efter juli 1966. En nybygget udlejningsejendom er med andre ord en ejerbolig, der venter på en køber. Sker det ikke, er det ikke, fordi loven forhindrer det, men fordi ingen har budt.

Bøgh forudsætter også, at boligpriserne primært styres af udbuddet af ejerboliger. Men boligmarkedet hænger sammen. Om en bolig lige nu udlejes eller ejes, er ikke afgørende for prisen, fordi de to boligformer er nære substitutter. Det er også Nationalbankens vurdering. En kvadratmeter er sådan ca. en kvadratmeter.

Så hvad er det, der binder? Ikke ejerformen, men bl.a. adgangen til at låne:

Skoen trykker altså andre steder. Fx er adgangen til at eje begrænset af formue og kreditvurdering, ikke af, hvad man kan betale hver måned. Finanstilsynet anser en gæld på over fire gange årsindkomsten som høj, og vil man have variabel rente eller afdragsfrihed, skal man på baggrund af sin nuværende økonomi kunne godkendes til et 30-årigt fastforrentet lån med afdrag.

Læg mærke til ordet ”nuværende”. Et ungt par, der kan leve på en sten og har langt højere indkomster i vente om et par år, får ikke lov til at regne med den fremtid, jf. Finanstilsynets vejledning. De kan betale huslejen, men de må ikke låne til at købe den samme bolig. De mange lejeboliger er derfor ikke en markedsfejl. De er markedets svar på politikfejl i form af for omfattende regulering.

Og kreditfælden er kun én regel blandt mange. Københavns Kommune kræver, at halvdelen af boligarealet i nybyggeri i gennemsnit er mindst 95 m². Bygherrerne skal altså bygge større boliger, end københavnerne efterspørger. Ejerlejlighedsloven forbyder samtidig at opdele ejendomme opført før juli 1966, og da Erhvervsstyrelsen sidst regnede på det, var godt 190.000 andels- og ældre udlejningslejligheder alene i hovedstadsområdet omfattet af forbuddet. 93% af dem ville have økonomisk fordel af at blive opdelt. Det er flere end dobbelt så mange, som der overhovedet findes ejerboliger i Københavns Kommune i dag.

Oveni er hovedparten af boligmassen prisreguleret. Almene boliger, andelsboliger og huslejeregulerede lejeboliger udgør omkring to tredjedele af boligerne i København. Hele den øgede efterspørgsel skal derfor presses ned i den sidste tredjedel, som derfor stiger (og falder) langt hurtigere end i et marked med fri prisdannelse.

Endelig er der byggeriet selv. Bøgh advarer mod ”voldsom fortætning” og ”ødelæggelse af mange af de bymæssige kvaliteter, som vi kender i dag”. Men tætheden er jo netop det, der skaber kvaliteterne. Brokvartererne er de mest eftertragtede, fordi folk bor tæt, og der derfor er butikker og caféer nok til at holde liv i gaderne. Vi taler altid om afstanden til Rådhuspladsen, men i virkeligheden er det afstanden til tætheden, der betyder noget.

Konklusionen er derfor:

Bøghs diagnose er korrekt. Boligmarkedet i København er dysfunktionelt. Men medicinen er forkert. (…) Det, der mangler, er ikke ejerboliger. Det er viljen til at lade boligmarkedet løse borgernes problemer uden reguleringens benspænd.

Hele indlægget kan læses i Berlingske.

Pointen er enkel: Gevinsten ved et hjelmpåbud er til at regne på. Men det er omkostningerne, som Rosa Eriksen skøjter henover, også.

Lad os dog starte med gevinsten, hvor jeg har regnet i påbuddets favør hele vejen:

Antag gavmildt, at et påbud fjerner 55% af skaderne og dødsfaldene hos den halvdel, der cykler uden hjelm. Med Transportministeriets enhedspriser på ca. 7,5 mio. kr. pr. alvorligt tilskadekommen og ca. 48 mio. kr. pr. dræbt sparer samfundet i omegnen af 1 mia. kr. om året. Der er en betydelig gevinst ved et påbud.

Så langt er Eriksen og jeg enige. Men så er der den anden side af ligningen, og den starter med, at cykling er så pokkers sundt:

Danskerne cykler ca. 3 mia. km om året, og med en samfundsgevinst på godt 10 kr. pr. cyklet km er cyklingen ca. 30 mia. kr. værd. Falder omfanget bare 3%, er hele gevinsten ved påbuddet væk. Det er farligt at cykle, men fordi det er så sundt, er det endnu farligere at lade være.

Dertil kommer generne for cyklisterne, som TØI’s egen samfundsøkonomiske analyse af et norsk hjelmpåbud ca. sætter lig med hjelmens pris. Men de færreste fravælger hjelmen, fordi den koster et par hundrede kroner. De fravælger den på grund af alt det andet, den koster:

Svarer besværet til bare 2,5 kr. pr. tur, er hele gevinsten væk – igen. Vil en gennemsnitsdansker betale godt 30 kr. om måneden for at slippe for hjelmen?

TØI medgiver selv, at ”det kan ikke utelukkes at denne kostnaden er betydelig større”. Konklusionen i JP:

Med lommeregneren i hånden virker svaret oplagt: Anbefal gerne cykelhjelmen. Men drop påbuddet.

Læs hele indlægget her.

PS. Evidensen for, at hjelme virker, er et peer-reviewed metastudie fra TØI, der samler 21 studier af hjelmpåbud. Det hedder i øvrigt ”Recommend or mandate?”. Politiets skadestal og hjelmandele kommer fra Rådet for Sikker Trafik. Politiet fanger kun en brøkdel af skaderne, så gevinsten er regnet på et mørketalskorrigeret skøn på 300-500 alvorlige hovedskader om året mod politiets ca. 100, mens antallet af dræbte ikke er sat op. Kilometer og ture fra regionernes metodenotat og DTU’s transportvaneundersøgelse, og enhedspriserne fra Transportøkonomiske Enhedspriser. Alle mellemregninger ligger i et regneark, som jeg gerne deler.

Du kan købe bogen her eller låne den på biblioteket.

Nationalbankens litteraturstudie

I et litteraturstudie af effekten af nedlukningerne fra Nationalbanken[1] konkluderer forfatterne, at “litteraturen antyder, at nedlukninger generelt er effektive til at dæmme op for spredningen af COVID-19”. Selvom dette muligvis er statistisk korrekt, tyder en nærmere gennemgang på, at selvom estimaterne er statistisk signifikante, er effekterne relativt små.

Et af de studier i Nationalbankens studie, der ser ud til at finde den største effekt af restriktionerne, er Mitze m.fl. (2020).[2]  Der er flere metodiske problemer med studiet (fx anvender de en syntetisk kontrolmetode, der, som jeg tidligere har beskrevet her [og siden publiceret her], ikke er en pålidelig metode til evaluering af effekten af COVID-19-restriktioner). Men tager vi deres resultater for givet, finder de, at påbuddet om mundbind, der blev indført i Jena i Tyskland i foråret 2020, reducerede antallet af infektioner med 40%. Da påbuddet blev indført i d. 6. april 2020, var der meget få COVID-19-tilfælde i Jena og ingen døde af COVID-19. Så maskemandatet i Jena reddede cirka 0 mennesker fra COVID-19-døden og højst et par hundrede i Tyskland under den første bølge af COVID-19.[3]

Et andet studie i litteraturstudiet er Goldstein m.fl. (2021), som vi også har med i vores metastudie. Deres resultat viser, at den gennemsnitlige nedlukning i Europa og USA reducerede COVID-19-dødeligheden med 7,5%. Så nedlukningen i Danmark forhindrede – med udgangspunkt i Goldstein m.fl. (2021) – altså kun omkring 50 COVID-19-dødsfal.[4] Mens 50 forhindrede dødsfald naturligvis er en gevinst, man skal forholde sig til, så tyder disse resultater altså på, at effekten af nedlukningerne var begrænset, og de understøtter derfor i mine øjne ikke konklusionen om, at nedlukninger ”generelt er effektive til at dæmme op for spredningen af COVID-19”.

Man bør også være opmærksom på, at netop fordi litteraturstudier er kvalitative, er der mere plads til forfatternes egne fortolkninger af de inkluderede studier. Nationalbankens litteraturstudie indeholder fx en tabel, der viser, at mange af de inkluderede studier ikke finder nogen effekt af restriktionerne. Ca. 1/5 af resultaterne finder ingen signifikant negativ effekt på spredningen af COVID-19, mens de resterende 4/5 finder en signifikant effekt, herunder bl.a. Goldstein m.fl. (2021). Jeg er i øvrigt i tvivl om, hvordan de har lavet tabellen, for de medtager fx ikke, at Spiegel og Tookes (2021) finder en positiv effekt (altså en forværring af pandemien) af forsamlingsforbud.

Nationalbankens litteraturstudie er i øvrigt ikke et systematisk litteraturstudie. Et systematisk litteraturstudie følger – ligesom vores metastudie – en systematisk og transparent tilgang til at identificere og udvælge relevant forskning og til at udtrække og syntetisere data fra de studier, der indgår i studiet. Et ikke-systematisk litteraturstudie, følger ikke en systematisk tilgang, og det giver større risiko for, at forskerne – og det kan sagtens være ubevidst – ikke får inkluderet studier, der går imod deres egen overbevisning på det område, der ses på.

Jeg synes bl.a., at det er påfaldende, at Nationalbankens litteraturstudie ikke omfatter to gode studier af danske forskere, Bjørnskov (2021) (som er med i vores metastudie) og Kepp og Bjørnskov (2021) (som er et af ”state-of-the-art-studierne”, som jeg beskriver her).[5] Man skulle ellers tro, at netop disse studier af danske forskere var oplagte for en dansk centralbank, men de kom altså ikke med. Desværre fremgår det ikke af Nationalbankens litteraturstudie, hvorfor de ser bort fra disse studier.

Referencer

Bjørnskov, Christian. 2021. “Did Lockdown Work? An Economist’s Cross-Country Comparison”. CESifo Economic Studies 00 (00):14. https://doi.org/10.1093/cesifo/ifab003.

Goldstein, Patricio, Eduardo Levy Yeyati, og Luca Sartorio. 2021. “Lockdown Fatigue: The Diminishing Effects of Quarantines on the Spread of COVID-19”, juni. https://doi.org/10.21203/rs.3.rs-621368/v1.

Kepp, Kasper Planeta, og Christian Bjørnskov. 2021. “Lockdown Effects on Sars-CoV-2 Transmission – The Evidence from Northern Jutland”. medRxiv, januar. https://doi.org/10.1101/2020.12.28.20248936.

Mitze, Timo, Reinhold Kosfeld, Johannes Rode, og Klaus Wälde. 2020. “Face Masks Considerably Reduce COVID-19 Cases in Germany”. Proceedings of the National Academy of Sciences 117 (51):32293–301. https://doi.org/10.1073/pnas.2015954117.

Poeschl, Johannes, og Rasmus Bisgaard Larsen. 2021. “How Do Non-Pharmaceutical Interventions Affect the Spread of COVID-19? A Literature Review”. Nationalbanken Economic Memo, nr. 4:20. https://www.nationalbanken.dk/en/publications/Documents/2021/04/Economic%20Memo%20nr.%204-2021.pdf.

Spiegel, Matthew, og Heather Tookes. 2021. “Business Restrictions and COVID-19 Fatalities”. Redigeret af Itay Goldstein. The Review of Financial Studies, juni, hhab069. https://doi.org/10.1093/rfs/hhab069.

[1] Poeschl og Larsen (2021), ”How do non-pharmaceutical interventions affect the spread of COVID-19? A literature review”.

[2] De fleste af studierne i litteraturstudiet ser ikke på den samlede langsigtede effekt af nedlukningerne, men kun på effekten på reproduktionstallet, R_t, som ikke umiddelbart kan oversættes til antal forhindrede COVID-19-dødsfald, fordi reproduktionstallet – på grund af frivillige adfærdsændringer – altid vil svinge omkring 1,0. Det vender vi tilbage til i kapitel 5.

[3] Se https://www.corona-in-zahlen.de/landkreise/sk%20jena/ og https://ourworldindata.org/explorers/coronavirus-data-explorer?zoomToSelection=true&facet=none&pickerSort=asc&pickerMetric=location&hideControls=true&Metric=Confirmed+deaths&Interval=Cumulative&Relative+to+Population=false&Color+by+test+positivity=false&country=~DEU. Bemærk, at det tager cirka tre uger fra infektion til død. Ifølge Mitze m.fl. (2020) blev mundbind påbudt i alle føderale stater mellem 20. april og 29. april 2020, så effekten af mundbind på COVID-19-dødsfald bliver først synlig i de daglige tal for COVID-19-dødsfald i perioden mellem 11. maj og 20. maj 2020. Fra den 11. maj og resten af den første bølge døde der 1.556 mennesker af COVID-19 i Tyskland, så mundbind reddede højst 622 mennesker under første bølge svarende til ca. 7 pr. million indbyggere.

[4] Der døde godt 600 personer af COVID-19 under første bølge. En effekt på 7,5% svarer til, at ca. 650 ville være døde uden nedlukning, så effekten af nedlukningen var altså 50 dødsfald med udgangspunkt i resultaterne fra Goldstein m.fl. (2021).

[5] Nationalbankens litteraturstudie udkom 8. april 2021. Arbejdspapir-versionen af Bjørnskov (2021) udkom allerede 6. august 2020, og Kepp og Bjørnskov (2021) blev udgivet 4. januar 2021.

Da den nye regering i juni præsenterede sit regeringsgrundlag med 12 nye kommissioner, udvalg og ekspertgrupper, blev de hurtigt affærdiget som syltekrukker, og selv statsministeren måtte ved præsentationen afvise, at de svære sager bare blev syltet. Jeg argumenterede dengang i Jyllands-Posten for, at kritikken ramte ved siden af, fordi ”alternativet til kommissionerne er, at regler og penge bliver brugt uden klar idé om, hvad problemet er, eller hvordan det kan løses. Og så er selv en syltekrukke trods alt at foretrække.”

Siden er det blot blevet endnu mere tydeligt, at Danmarks problem er ikke for mange kommissioner, men for meget hastværk. Fx hastede Regeringen loven om ændret befordringsfradrag igennem høringer og Folketinget, selv om der – som jeg har dokumenteret i RÆSON – ikke var skyggen af behov for hastværk.

Hos IRES – Institut for Reguleringsstudier har vi i et notat vist, at det lovforberedende arbejde negligeres i forhold til tidligere. Antallet af lovforberedende udvalg er faldet med 90% siden 1970’erne. Konsekvensen er alt for mange regler, der er hastet igennem med dårlig kvalitet og unødvendigt bureaukrati til følge.

Og de mange regler koster danskerne dyrt. I et IRES-notat fra marts viser jeg f.eks., at tilladelsesordningen for godskørsel og kravet om fastskruning af nummerplader tilsammen påfører dansk erhvervsliv byrder for omkring 20 mio. kr. om året. Begge blev hastet igennem regelmøllen, og ingen af dem har skyggen af evidens for, at de bidrager til at nå de politiske mål. Magtudredningen 2.0 har vist, at syv ud af ti embedsmænd mener, at tempoet forringer lovgivningen.

Hvorfor skal det gå så stærkt? Public choice-forskningen har en del af svaret. Fx har Bryan Caplan vist, at vælgere systematisk fejlvurderer økonomien og belønner synlig handlekraft frem for usynlig grundighed. En minister, der haster en lov igennem dagen efter en ophidset forside, ligner én, der griber ind. En, der nedsætter et toårigt udvalg, ligner én, der har syltet sagen. Gevinsten ved at handle er synlig og kommer nu, mens omkostningerne ved en dårlig regel er spredt tyndt ud på mange og først melder sig om år (hvis de overhovedet bemærkes).

Samtidig bliver næsten ingen regler evalueret. Erhvervsministeriet følger kun 10 af sine 177 love systematisk. En sådan ligegyldighed med ens virke ville føre til omgående lukning af en medicinalvirksomhed, der solgte piller uden dokumentation for, at de virkede, og uden nogensinde at undersøgte, om patienterne rent faktisk fik det bedre eller kun fik bivirkninger.

Og det er her, mit forsvar for kommissionerne kommer ind. Et grundigt forarbejde er det stik modsatte af en lovmaskine med speederen i bund. Kommissioner er langsomme og udramatisk og netop derfor politisk underbetalt. Burde det ikke nærmest være en hovedregel, at Folketinget ikke vedtog nye, indgribende regler uden et ordentligt forarbejde? Alene regningen for nummerpladerne kunne finansiere en hel nummerpladekommission. Det lyder åndssvagt, men det skyldes jo, at reglen i sig selv er det.

En kommissions værdi afgøres dog ikke af ordet på døren, men af kommissoriet. Regeringsgrundlaget indsnævrer fx Boligavancekommissionens arbejde til avancebeskatning af realiserede boliggevinster. Men en anden indretning af de eksisterende løbende boligskatter kan potentielt opnå målsætningerne om at adressere generationel ulighed på boligmarkedet og fastholde mobiliteten på bedre vis. Det får kommissionen bare ikke mulighed for at se på. Den er låst på midlet i stedet for målet. Produktivitets- og Konkurrenceevnekommissionen har derimod et åbent mandat og kunne blive vigtigt ekspertarbejde, hvis den bl.a. får til oplæg at udarbejde konkrete lovforslag, der udmønter nogle af de 123 anbefalinger, som Produktivitetskommissionen leverede i 2014.

Den, der skyder kommissionerne ned som syltekrukker, overser, at alternativet sjældent er ingen regler. Som jeg skrev: ”alternativet til kommissionerne er, at regler og penge bliver brugt uden klar idé om, hvad problemet er, eller hvordan det kan løses. Og så er selv en syltekrukke trods alt at foretrække.”

Jeg var generelt ingen fan af Lindsey Graham, men dette er et fantastisk citat om, hvordan megen politik reelt fungerer i praksis. Det er meget sjældent store sammensværgelser blandt de “magtfulde” og meget oftere en slags “vi aner ikke, hvad vi laver, men vi laver dét her!.”

Figuren bygger på Zoë Cullens oversigtsartikel i Journal of Economic Perspectives (2024), og hos IRES har vi tilføjet to nyere studier, Gamage m.fl. (2024) og Blundell m.fl. (2025). Hvert punkt er et studie af løngennemsigtighed. X-aksen viser effekten på løngabet mellem mænd og kvinder, y-aksen effekten på lønniveauet.

Fortalernes implicitte løfte bor i kvadranten øverst til venstre: mindre løngab som følge af højere løn til kvinderne. Kig på figuren. Den kvadrant er tom.

Studierne klumper sig i stedet nederst til venstre: Løngabet bliver mindre, fordi lønningerne falder. Gennemsigtighed “virker” altså, men mekanismen er, at mændenes lønvækst bremses, ikke at kvindernes løftes. Bennedsen m.fl. (2022), der undersøgte netop den danske kønsopdelte lønstatistik fra 2006, fandt oveni et produktivitetsfald på 2,5% i de omfattede virksomheder. Forfatternes bud på en forklaring: demotivation blandt de mandlige ansatte, der fik bremset lønnen. Produktiviteten faldt, og det gjorde lønningerne så også.

Det er altså den evidens, vi har, før direktivets tunge maskineri med 5%-tærskler, forklaringspligt og fælles lønvurderinger sættes i drift herhjemme. IRES’ analyse af registerdata (tak til Carl fra CEPOS for hjælpen) viser, at 9 ud af 10 virksomheder med mindst 100 ansatte kan overskride 5%-tærsklen alene på grund af tilfældig variation i små medarbejdergrupper. Uden at diskriminere.

Regeringen vil ovenikøbet udvide reglerne til virksomheder med 50-99 ansatte, selvom direktivet ikke kræver det, og selvom regeringsgrundlaget lover minimumsimplementering af EU-lovgivning. Sverige har til sammenligning sat sin implementering på pause for at få direktivet genforhandlet.

Læs hele argumentet i Finans: https://finans.dk/debat/ECE19442158/regeringen-boer-droppe-overimplementering-af-eus-loendirektiv/

PS: Bemærk Boheim og Gust (2021) yderst til højre i figuren. Der voksede løngabet efter indførelsen af løngennemsigtighed. Evidens er en drilsk størrelse, og det er en af pointerne: Vi ved for lidt til at regulere mere end højst nødvendigt.

Du kan købe bogen her eller låne den på biblioteket.

To naturlige eksperimenter

I forbindelse med at vores metastudie lavede vi en søgning, hvor vi bl.a. søgte efter naturlige eksperimenter af nedlukninger og COVID-19-restriktioner. Vores søgning førte til to naturlige eksperimenter, som vi skal se nedenfor. ”Naturlige eksperimenter” refererer til situationer, hvor der tilfældigt bliver etableret en behandlingsgruppe og en kontrolgruppe. Denne form for studier er relativt sjældne, fordi det kræver en vis opfindsomhed fra forskernes side at identificere dem.

Disse studier er uhyre vigtige, fordi de kan give os rigtig god indsigt i, hvordan konkrete politikker fungerer i den rigtige verden.

Ingen effekt af nedlukningen i Nordjylland i november 2020

Kristian Planeta Kepp fra Institut for Kemi på DTU og Christian Bjørnskov fra Økonomisk Institut på Aarhus Universitet argumenterer for, at nedlukningen i Nordjylland i november 2020 fungerede som et naturligt eksperiment.[1]

Nedlukningen – der startede 6. november og varede til 20. november[2] – omfattede syv af Region Nordjyllands 11 kommuner og var relativt hård. Den indebar bl.a. forbud mod borgerne i de nedlukkede kommuner mødte ind på arbejde i de kommuner, der ikke var lukket ned.[3]

Årsagen til, at det nedlukningen af de syv kommuner i Nordjylland kan opfattes som et naturligt eksperiment er, at kommunerne ikke blev lukket ned på grund af mange COVID-19-infektioner, men på grund af mutationer i mink. Det var altså på sin vis tilfældigt (styret af hvor sundhedsmyndighederne så størst forekomst at smitte med minkvarianten[4]), om en kommune blev lukket ned eller ej. Og netop fordi nedlukningen ikke blev indført for at dæmpe det generelle smittetryk (som i øvrigt var nogenlunde ens i de to grupper af kommuner), kan risikoen for en omvendt årsagssammenhæng, hvor der lukkes ned, fordi smitten er høj, afvises.

Kepp og Bjørnskov viser, at selvom smitteniveauet ganske vist faldt, efter man lukkede de syv kommuner ned, så faldt det før nedlukningen var trådt i kraft og også i de fire kommuner, der ikke blev lukket ned. Figur 1 viser smittetallene i de to grupper af kommuner (de syv nedlukkede kommuner til venstre og de fire øvrige kommuner til højre). De lodrette streger viser den dato, hvor nedlukningen trådte i kraft, og den dato, hvor effekten af nedlukningen ville kunne ses i smittetallene (fordi der går nogle dage, fra man bliver smittet, til man tester positiv i en test). Kepp og Bjørnskov laver en række statistiske tests for at dokumentere deres resultater, men data fra deres figur 1 taler næsten deres eget sprog. Ser man på figuren til højre (kommunerne, der ikke blev lukket ned, er det meget tydeligt, at smitten faldt før man lukkede ned. Det samme gælder i de kommuner, der blev lukket ned (til venstre). Billedet er lidt sløret af, at antallet af tests ændrede sig omkring nedlukningstidspunktet, men Kepp og Bjørnskov viser, at den ændrede testaktivitet ikke ændrer deres konklusioner.

Figur 1: Nedlukningen i Nordjylland: Infektionsniveauet faldt, før nedlukningen trådte i kraft og i kommuner uden nedlukninger

Note: Panel A til venstre viser smitteniveauet i de syv kommuner, der var lukket ned, og panel B til højre viser smitteniveauet i de fire kommuner, der ikke var lukket ned. De lodrette linjer viser dagen, hvor nedlukningen trådte i kraft (nedlukningen blev meldt ud d. 5. november kl. 18:30, og de første trådte i kraft dagen efter d. 6. november) samt syv dage senere, hvor en effekt af nedlukningen ville være synlig, fordi det tager tid fra man bliver smittet til man tester positiv for COVID-19.
Kilde: Figur 1 i Kepp og Bjørnskov (2021).

Kepp og Bjørnskov viser også, at deres resultater ikke skyldes såkaldte spill-over effekter, altså at de åbne kommuner fik gavn af at smitten faldt i de nedlukkede kommuner, og at Nordjyllands eneste storby, Aalborg, ikke var blandt de lukkede kommuner.

Konklusionen i Kepp og Bjørnskov (2021) er altså med andre ord, at det ikke var nedlukningen, der fik smitten til at falde, men noget andet.

Statens Serum Institut konkluderede i modsætning til Kepp og Bjørnskov, at nedlukningen af Nordjylland havde været effektiv. Men som du kan læse i boks 1, er baggrunden for deres konklusion yderst spinkel. Bl.a. falder de – ligesom så mange andre – i fælden med at konkludere på baggrund af tidsrækkeanalyse, som jeg tidligere har vist er stærkt problematisk ift. at vurdere effekten af nedlukninger. For Nordjylland viser Kepp og Bjørnskov (2021) som sagt også, at smitten faldt i alle nordjyske kommuner – ikke kun dem, der blev lukket ned.

Hvorfor fik Statens Serum Institut et helt andet resultat end Kepp og Bjørnskov (2021)?

Statens Serum Institut konkluderer i en rapport d. 6. december, “Notat om effekten af nedlukning frem til jul”[5], at ”nedlukningen i syv nordjyske kommuner 15 dage i november 2020 viste, at det er muligt at reducere incidensen med 76%”. Statens Serum Institut når frem til de 76% ved at sammenligne incidensen (det korrigerede smittetal pr. 100.000, hvor man forsøger at tage højde for antallet af tests) i medianen af de syv kommuner, der blev lukket ned (hvilket vil sige Thisted) i ugen før nedlukningen (30. oktober – 5. november) med incidensen i ugen efter nedlukningen (26. november – 2. december). I Thisted faldt incidensen i denne periode fra 145,7 til 34,8, hvilket svarer til et fald på netop 76%. Statens Serum Institut skriver også, at incidensen faldt med 20% i de fire kommuner, der ikke blev lukket ned.

Men hvordan kan Statens Serum Institut finde frem til, at nedlukningen var uhyre effektiv, mens Kepp og Bjørnskov finder frem til, at nedlukningen ingen effekt havde?

Det forklarede Professor Kasper Planeta Kepp på sin hjemmeside i december 2020.[6] Ifølge Kepp skyldes forskellen tre faktorer:

1. Der går tid fra man bliver smittet til man bliver testet positiv. Derfor vil en effekt af nedlukningen ”allertidligst [kunne ses] ca. 9.-12. november, men mere realistisk først lidt senere”. Statens Serum Institut tager altså udgangspunkt i incidensen fra 30. oktober – 5. november, hvor smitten var omkring 50% højere end 9. november, hvor effekten af nedlukningen aller tidsligst kunne ses.[7]
2. Smitten faldt før nedlukningen og også i de ikke-lukkede kommuner. Der var altså både en nedadgående trend før nedlukning, og man så et fald i ”kontrolgruppen”. Alene ved at korrigerer Statens Serum Instituts egne tal på 76% med de 20%-point i nabokommunerne, reduceres Statens Serum Instituts mål for effekten af nedlukningen altså til 56%.
3. Statens Serum Institut vægter alle kommuner ligeligt uanset befolkningstallet. Dermed tæller faldet i incidens blandt Læsøs 1.800 fra 109,9 til 0 (som skyldes, at der blev fundet én positiv d. 3. og 5. november og nul derefter) lige så meget som faldet fra 116,6 til 62,3 blandt Vesthimmerlands 37.300 indbyggere (som skyldtes et fald fra 40 smittede til 25 smittede).

Jeg vil dertil tilføje, at Statens Serum Instituts valg af median er særdeles underlig.

4. Statens Serum Instituts udvælger effekten på baggrund af incidensen i ugen efter nedlukningen, og ikke på baggrund af ændringen i incidens. Havde de valgt medianen for ændringen, ville deres konklusion have været 60,6% – ikke 76%.

Disse fire problemstillinger håndterer Kepp og Bjørnskov, og det er altså derfor, at de når frem til et helt anderledes resultat end Statens Serum Institut. Og det er ikke så underligt. For ser man bort fra Læsø Kommune, bruger medianen for ændringen i incidensen, korrigerer for de 20%-point i de øvrige kommuner og tager højde for faldet på 50% før effekten kan ses, ender man på ca. 13% – milevidt fra Statens Serum Instituts påstand om at effekten var 76%.

Hvem har så ret? Så vidt jeg ved, har Statens Serum Institut ikke været ude og forsvare deres beregninger. Og det virker da også til, at beregningerne er lavet ”på bagsiden af en konvolut” uden rigtigt at forholde sig til nuancerne. Og på den baggrund kan jeg ikke lade være med at spekulere over, om det betyder noget, at notatet udkom få dage før, at Danmark gik ind i sin anden nedlukning. Men sådan er der jo så meget.

Ingen effekt af udgangsforbud i Wisconsin i foråret 2020

Et andet naturligt eksperiment fandt sted i Wisconsin, da Wisconsins højesteret den 13. maj 2020 erklærede, at delstatens “Safer at Home”-ordre (det lyder pænt, men der er tale om et udgangsforbud) var forfatningsstridig. Som hos Kepp og Bjørnskov er det centrale her, at Højesterets afgørelse ikke var et svar på faldende eller stigende smittetal, men – i det mindste i forhold til COVID-19-pandemien – en tilfældig begivenhed, der pludselig og stort set uventet ophævede udgangsforbuddet. Og derfor kan man – præcis som med Kepp og Bjørnskov – afvise, at der kan være problemer med en omvendt årsagssammenhæng, hvor udgangsforbuddet blev ophævet pga. lave smittetal. En evt. stigning i smitten i Wisconsin forhold til kontrolgruppen vil derfor kunne tilskrives ophævelsen af udgangsforbuddet.

Amerikanske forskere tilknyttet IZA Institute of Labor Economics, et økonomisk forskningsinstitut baseret i Tyskland, bruger dette naturlige eksperiment til – ved hjælp af den syntetiske kontrolmetode – at estimere effekten af udgangsforbuddet på smittespredningen ved at sammenligne udviklingen på tre parametre (social distancing, COVID-19-tilfælde og COVID-19-dødsfald) i Wisconsin med udviklingen i en dobbeltgænger for Wisconsin sammensat på baggrund af den historiske udviklingen i 18 delstater, der alle havde udgangsforbud i den efterfølgende periode.[8] Ved at sammenligne udviklingen i det rigtige Wisconsin med udviklingen i dobbeltgængeren, kan de få et estimat for effekten af at ophæve udgangsforbuddet.

Som beskrevet tidligere her på bloggen, er det ikke helt uproblematisk at bruge den syntetiske kontrolmetode i forhold til at evaluere effekten af nedlukninger, fordi metoden kræver, at man har en lang periode forud for nedlukningen til at basere dobbeltgængeren på. I tilfældet fra Wisconsin har forskerne dog den fordel, at de ikke estimerer nedlukningen i starten af pandemien – hvor der ofte kun var 1-2 ugers data at basere den syntetiske enhed på – men ændringen midt i maj, hvor der var væsentligt mere data (10-12 uger). Selvom det stadig er en relativt kort periode, er det altså væsentligt bedre end de første studier baseret på den syntetiske kontrolmetode.

Resultaterne fra Dave m.fl. (2020) er vist i figur 2 nedenfor. Figuren viser udviklingen i det rigtige Wisconsin (med rød) og dobbeltgængeren (med blå) kaldet ”Synthetic Wisconsin” før og efter højesteretsdommen (markeret som ”SC Ruling”). Som figuren illustrerer, finder forskerne ikke evidens for, at det havde nogen væsentlig effekt på pandemiens udvikling at ophæve udgangsforbuddet. Man fristes næsten til at sige tværtimod, fordi antallet af dødsfald er højere i dobbeltgængeren med udgangsforbud end i det rigtige Wisconsin, men her skal man huske på, at forskellen for det første ikke er signifikant og at metoden som nævnt har visse iboende problemer. Men havde udgangsforbud haft en væsentlig effekt på smittespredningen, burde man kunne se en effekt efter højesteretsdommen. Og det kan man ingenlunde.

Figur 2: Ophævelsen af udgangsforbuddet i Wisconsin havde ingen effekt på antallet af COVID-19-dødsfald

Note: Den røde linje viser den faktiske udvikling i Wisconsin, mens den blå linje viser udviklingen i dobbeltgængeren (Synthetic Wisconsin). Den stiplede lodrette linje (SC Ruling) viser datoen for højesterets afgørelse.
Kilde: Dave m.fl. (2020) viser  flere af disse figurer baseret på forskellige metoder. Da de alle viser stort set det samme, præsenterer jeg kun udvalgte tal ovenfor. COVID-19-dødsfald er fra figur 3 – Panel (d), COVID-19-tilfælde fra figur 2 – Panel (d) og tid i hjemmet fra figur 1 – Panel (c).

Til sammenligning fandt vi i vores metastudie, at udgangsforbud reducerede dødeligheden med sølle 2,0%. Tænk, at mange millioner mennesker rundt omkring i verden har været spærret inde i deres boliger af myndighederne i månedsvis til tæt ved ingen verdens nytte. Det er ubegribeligt trist.

Referencer

Dave, Dhaval, Andrew I. Friedson, Kyutaro Matsuzawa, Drew McNichols, og Joseph J. Sabia. 2020. “Did the Wisconsin Supreme Court Restart a Covid-19 Epidemic? Evidence from a Natural Experiment”. SSRN Electronic Journal. https://doi.org/10.2139/ssrn.3620628.

Kepp, Kasper Planeta. 2020. “Om effekten af nedlukning i Nordjylland”. http://kpje.com/ssi_nordjylland2.pdf.

Kepp, Kasper Planeta, og Christian Bjørnskov. 2021. “Lockdown Effects on Sars-CoV-2 Transmission – The Evidence from Northern Jutland”. medRxiv, januar. https://doi.org/10.1101/2020.12.28.20248936.

Statens Serum Institut. 2020. “Notat om effekten af nedlukning frem til jul”. j. nr. 20/14641. https://covid19.ssi.dk/-/media/arkiv/subsites/covid19/modelberegninger/notat-om-effekten-af-nedlukning-frem-til-jul_06122020.pdf?la=da.

[1] Kepp og Bjørnskov (2021)

[2] Nedlukningen blev annonceret 5. november kl. 18:30 og de første restriktioner startede dagen efter, mens de sidste – skoler og uddannelser – blev lukket fra og med mandag d. 9. november. Nedlukningen skulle i første omgang have varet til 3. december, men blev afsluttet allerede 20. november, se https://www.stm.dk/presse/pressemoedearkiv/pressemoede-den-5-november-2020/

[3] Fx sagde Statsministeren, at ”Hvis man bor i én af de kommuner, jeg lige har omtalt her, og arbejder i en af de syv kommuner, så vil man ikke længere kunne møde ind på sit arbejde, medmindre der er tale om en kritisk funktion.” Kilde: https://www.stm.dk/presse/pressemoedearkiv/pressemoede-den-5-november-2020/

[4] Statsministeren sagde, at ”derfor har vi i dag besluttet en række indgribende restriktioner for borgerne i de syv kommuner i Nordjylland. Det er de syv kommuner, hvor sundhedsmyndighederne ser størst forekomst at smitte med den her minkvariant”. Kilde: https://www.stm.dk/presse/pressemoedearkiv/pressemoede-den-5-november-2020/

[5] Statens Serum Institut (2020)

[6] Kepp (2020)

[7] Se figur 2 i Kepp (2020).

[8] Dave m.fl. (2020)

Du kan købe bogen her eller låne den på biblioteket.

Fire regressionsdiskontinuitetsdesigns

I forbindelse med at vores metastudie lavede vi en søgning, hvor vi bl.a. søgte efter naturlige eksperimenter af nedlukninger og COVID-19-restriktioner. Vores søgning førte til fire studier, der bruger metoder, som minder om randomiserede forsøg, nemlig ”regression discontinuity design” eller på dansk, ”regressionsdiskontinuitetsdesign”, som jeg herefter blot vil kalde RDD.

Idéen i RDD er, at man udnytter de tilfældige afgrænsninger/tærskelværdier, der kan være ved en intervention. Det kan fx være i forhold til at evaluere effekten af ny erhvervsregulering, som kun gælder for virksomheder over en vis størrelse.

Et eksempel er de regler for kønsopdelt lønstatistik, som blev indført i Danmark i 2006 for virksomheder med mindst 35 ansatte, for at reducere løngabet mellem mænd og kvinder. Forestil jer, at man ønsker at undersøge, om reglerne reducerede virksomhedernes produktivitet, fordi de påføres noget ekstra bureaukrati. Hvis man blot sammenligner virksomheder med mindst 35 ansatte (behandlingsgruppen) med virksomheder med færre end 35 ansatte (kontrolgruppen) i en normal difference-in-difference analyse, risikerer man, at ens estimater bliver skævvredet af andre faktorer. For eksempel kan virksomheder med mindst 35 ansatte være mere produktive i udgangspunktet (der er trods alt en grund til, at de lykkedes med at vokse til mindst 35 ansatte).

I en RDD indsnævrer man derfor behandlings- og kontrolgruppen, så man i stedet sammenligner de virksomheder, der lige netop bliver ramt af reguleringen (fx virksomheder med præcis 35 ansatte) med de virksomheder, der lige netop ikke rammes af reguleringen (fx virksomheder med præcis 34 ansatte). Da disse virksomheder er langt mere ens end fx en virksomhed med 2 ansatte i forhold til en virksomhed med 500 ansatte, får man et langt mere præcist estimat. Og det var det, danske forskere gjorde, da de fandt ud af, at de nye regler for kønsopdelt lønstatistik reducerede virksomhedernes produktivitet (og reducerede løngabet, fordi de mandlige ansatte fik mindre i løn).[1] Det centrale er, at virksomhederne er “tætte” på hinanden. Jo mere, de ligner hinanden, jo mindre er risikoen for, at resultaterne er drevet af andre faktorer.

I de studier, der anvender RDD til at undersøge nedlukningernes effekt på COVID-19-pandemien, sammenligner forskerne typisk ”nabo”-amter (counties) i to delstater, som har indført forskellige restriktioner. Jeg skriver ”nabo”, fordi det mest intuitive er at sammenligne to amter, som ligger på hver sin side af delstatsgrænsen og altså er naboer. Men sådan behøver det ikke være, for det er ikke nødvendigvis det at, der er geografisk nærmest, der er det bedste sammenligningsgrundlag.

For eksempel er Washington County i Minnesota nabo til St. Croix County i Wisconsin. Men de to amter er meget forskellige. Washington County er (primært) en forstad til million-tvillingebyerne, Minneapolis og St. Paul, med 238.000 indbyggere, en befolkningstæthed på 239/km² og adskillige veje, der fører ind i tvillingebyerne. St. Croix County, derimod, har kun 94.000 indbyggere, er relativt tyndt befolket (50/km²) og kun tre broer, der fører over St. Croix-floden og ind i tvillingebyerne (og ingen andre millionbyer i nærheden). Da befolkningstal og -tæthed er vigtige parametre for spredningen af en luftvejsvirus som COVID-19, er det på ingen måde klart, at det er bedre at sammenligne St. Croix County med Washington County frem for et andet amt i Minnesota, som minder mere om St. Croix. Derfor defineres ”nabo” i nogle studier på baggrund af andre parametre.

Det kan måske lyde lidt underligt, men hvis vi vender tilbage til lønstatistikkerne, giver det jo heller ikke nødvendigvis mening at sammenligne virksomheder, der ligger geografisk tæt på hinanden. Det centrale er, at de enheder, man undersøger (hvad enten det er virksomheder, amter eller andet), er “tætte” på hinanden på relevante parametre.

Effekten af udgangsforbud i USA

Guihua Wang fra University of Texas bruger netop ikke geografi til at vurdere, om to amter er tætte på hinanden, men matcher i stedet amter på baggrund af COVID-19-tilfælde, demografi (alder og race), socialøkonomiske forhold osv. Deres behandlingsgruppe består således af amter i delstater, der havde indført udgangsforbud, som er matchet parvis med amter i delstater, der ikke indførte udgangsforbud (kontrolgruppen), og som ligner amtet i behandlingsgruppen mest muligt på de nævnte parametre.

Resultatet af denne matchning er vist i figur 1 nedenfor.  Figuren viser, at antallet af COVID-19-tilfælde i de to grupper er meget ens i perioden før man indførte udgangsforbud. Dette sandsynliggør, at forskerne sammenligner to grupper, der faktisk er ”tætte”. I figuren er det let at se, at udgangsforbuddet ”virker” i den forstand, at der er færre COVID-19-tilfælde i behandlingsgruppen end i kontrolgruppen. Guihua Wang finder altså en effekt af udgangsforbuddet.

Hvad, der er sværere at se i figur 1, er, at effekten er meget lille. Wang (2022) finder således på baggrund af RDD, at udgangsforbuddet kun reducerede antallet af nye COVID-19-tilfælde med 5.4%.[2] Om estimatet er 2,0% (som er den effekt, vi finder i vores metastudie) eller 5,4% betyder det ikke det store. Under alle omstændigheder er effekten lille.

Figur 1: En sammenligning af ”nabokommuner” med og uden udgangsforbud finder lille signifikant forskel i smitten

Note: Figuren viser udviklingen i antal COVID-19-tilfælde i amter med udgangsforbud (behandlingsgruppen) og amter uden udgangsforbud (kontrolgruppen). De to lodrette linjer angiver de datoer, hvor det første (21. marts 2020) og sidste (30. marts 2020) udgangsforbud blev indført.
Kilde: Wang (2022).

Den meget beskedne effekt af udgangsforbuddet, som Guihua Wang finder, står lidt i kontrast til et studie, hvor forskere University of Iowa undersøger effekten af at indføre udgangsforbud ved at sammenligne udviklingen i antal COVID-19-tilfælde i amter i Iowa (intet udgangsforbud) og i Illinois (udgangsforbud), som grænser op til hinanden. De viser, at udviklingen i COVID-19-tilfælde er nogenlunde ens før udgangsforbuddet bliver indført i Iowa d. 22. marts, hvorefter antallet af tilfælde stiger hurtigere i Illinois uden udgangsforbud, jf. figur 2 nedenfor.

Figur 2: En sammenligning af ”nabokommuner” i Illinois (med udgangsforbud) og Iowa (uden udgangsforbud) finder signifikant forskel i smitten

Kilde: Lyu og Wehby (2020), figur 1.

Forskellen svarer til en effekt på godt 30%. Og selvom det ikke i sig selv er en stor effekt, så er det trods alt markant større end 5,4%. Og hvis studierne generelt viste så store effekter, kunne man godt forestille sig, at en kombination af forskellige restriktioner, ville få den samlede effekt så højt op, at effekterne nåede noget, der mindede om de effekter, som bl.a. modellerne fra Imperial College London forudsagde. Men som gennemgangen af Wang (2022) ovenfor og Dave m.fl. (2020) her har vist, så er resultatet fra Lyu og Wehby (2020) ikke generelt – snarere tværtimod.

En vigtig pointe er desuden, at flere af de nævnte studier er baseret på en meget kort tidsperiode i forhold til at matche amterne med den mest relevante ”nabo”. Lyu og Wehbys dataperiode slutter fx 20. april 2020 – under en måned efter udgangsforbuddet blev indført. I vores metastudie finder vi, at studier af udgangsforbud baseret på en kort tidsperiode generelt finder meget højere effekter, end studier der baserer sig på længere perioder. Jeg ved ikke, hvorfor dette er tilfældet, men det er som minimum værd at tænke over.

Men konklusionen er, at nogle studier finder relativt store effekter, mens andre finder meget små effekter. Og det er derfor, det er så vigtigt at lave metastudier, hvor man gennemgår den samlede evidens og ikke lægger for stor vægt på det enkelte studie.

Ingen effekt af skolelukninger i Japan

I et studie baseret på Japanske data, undersøger forskere fra Japan og USA effekten af skolelukninger ved hjælp af en metode, der meget ligner den metode, Guihua Wang anvender. Deres resultater er præsenteret i figur 3 nedenfor. Figuren viser antallet af positive test i kommuner, der lukkede skoler (sort linje) og kommuner, der ikke lukkede skoler (rød linje).

De kommuner, der lukkede skolerne, oplevede i mange tilfælde højere smitte end de skoler, der ikke lukkede skolerne, men forskellen er ikke statistisk signifikant. Forskerne konkluderer derfor, at skolelukninger ikke signifikant reducerede spredningen af COVID-19 i Japan mellem 4. marts og 1. juni 2020.

Figur 3: En sammenligning af ”nabokommuner” med og uden skolelukninger viser ingen signifikant forskel i smitten

Note: Figuren viser udviklingen i antal COVID-19-tilfælde pr. 100.000 i japanske kommuner med skolelukninger (behandlingsgruppen – sort linje) og i kommuner uden skolelukninger (kontrolgruppen – rød linje). Den blå lodrette linje illustrerer den dato, hvor oplysninger om skolelukninger blev indsamlet.
Kilde: Fukumoto m.fl. (2021) Figuren svarer til figur 1e, som er den figur, Fukumoto m.fl. (2021) fokuserer på, når de beskriver deres resultater. Deres øvrige figurer viser lignende resultater.

I vores metastudie finder vi, at skolelukninger reducerede dødeligheden med 5,9%, så igen bekræfter vores resultater af det nærmeste, vi nok kan komme randomiserede forsøg.

Stor effekt af mundbind … i ikke-republikanske amerikanske amter

Den danske økonom, Niels-Jakob H. Hansen, og hans kollega Rui C. Mano definerer naboamter som amter, der geografisk ligger tættere på hinanden end 240 km (150 mil), men hvor det ene amt ligger i en amerikansk delstat med påbud om mundbind, mens det andet ligger i en stat uden påbud. De finder en relativt stor effekt af mundbind svarende til 35% færre dødsfald.[3]

Effekten er illustreret i figur 4 nedenfor. Figuren viser antallet af nye COVID-19-tilfælde og -dødsfald pr. uge afhængig af om amtet har påbud (grønne prikker) eller ej (røde prikker) samt afstanden til ”påbudsgrænsen”, hvor den ene delstat har påbud, mens den anden ikke har. Figuren viser, at der sker et markant fald i smitte og dødsfald, hvis man lige omkring påbudsgrænsen bevæger sig fra et amt uden påbud til et amt med påbud. Det er størrelsesordenen af denne effekt, Hansen og Mano estimerer i deres empiriske model.

Det kan nok undre, at antallet af tilfælde og dødsfald ser ud til at være stigende i afstand på højre side af påbudsgrænsen (amter med påbud). Jo længere et amt med påbud ligger fra grænsen til en delstat uden påbud, jo højere er smitten og dødeligheden. Men bemærk, at figuren viser rådata, hvor man sammenligner amterne uden at korrigere for fx forskel i størrelse, befolkningstæthed osv. Når Hansen og Mano korrigerer for disse forskelle, er der ikke nogen signifikant effekt af afstanden (svarende til, at linjerne bliver vandrette), mens springet ved grænsen forbliver og er signifikant (svarende til, at linjerne er forskudte).

Figur 4: Mundbind reducerede antallet af smittetilfælde og dødsfald

Note: Disse diagrammer viser rådata for nye ugentlige COVID-19-tilfælde og dødsfald og tager således ikke højde for amts- eller tidsbestemte effekter som gjort i vores økonometriske analyse. Data gemmes i intervaller på tre miles.
Kilde: Hansen og Mano (2023), figur 3.

Interessant nok finder Hansen og Mano, at påbud om mundbind er fire gange mere effektive i forhold til at reducere COVID-19-dødsfald i amter, der ser positivt på mundbind i forhold til amter, der ser mere negativt på mundbind.[4] Og de finder ingen signifikant effekt af et påbud i de amter, hvor mere end 65% af vælgerne stemmer republikansk, jf. figur 5 nedenfor.

Figur 5 Effekten af påbud om mundbind på dødsfald pr. 100.000 indbyggere afhængig af politiske tilhørsforhold

Note: ”Republican vote share” (Republikansk stemmeandel) angiver andelen af stemmer opnået af den republikanske præsidentkandidat (Donald Trump) ved valget i 2020. Bemærk at figuren viser 90% konfidensintervallet og ikke – som det oftest ses – det lidt bredere 95% konfidensinterval. Det gør ikke den store forskel i forhold til fortolkningen. Det er alene et spørgsmål om, hvorvidt intervallet inkluderer 0 (og dermed er insignifikant) ved 65% eller (omtrent) 62%.
Kilde: Hansen og Mano (2023), figur 4.

Jeg er ikke sikker på, hvordan man skal fortolke disse resultater, men det kan indikere et vigtigt frivilligt element. Hvis man er tvunget til at gå med mundbind mod sin vilje, er det muligt, at man er mere tilbøjelig til at bruge mundbindet forkert (fx genbruge det, ikke dække både næse og mund, røre mundbindet med fingrene osv.) eller helt undlade at bruge det, selvom der er et påbud (hvilket ofte er muligt, fordi et påbud kan være svært for myndighederne at håndhæve). Hvis disse teser er rigtige, kan det tyde på, at en del af effekten på de 35% ville forsvinde, hvis man sammenlignede et påbud om at bruge mundbind med en anbefaling om at bruge mundbind.

At effekten i republikanske amter er mindre end i demokratiske kan også forklares med, at republikanere i højere grad end demokrater var tilbøjelige til at bruge mundbind før der kom påbud, da effekten af et påbud vil være mindre, hvis mange bruger mundbind i forvejen. Men data passer ikke helt med denne forklaring. Fx skrev The Washington Post i maj 2020 – før påbud blev udbredt – at 73% af demokraterne frivilligt brugte mundbind, mens det kun gjaldt 59% af republikanerne, hvorfor man umiddelbart skulle forvente, at et påbud ville have størst effekt i republikanske delstater.[5] Men Hansen og Mano finder altså det modsatte.

I vores metastudie finder vi en effekt af et påbud på 18%, så uanset er effekten i ”samme boldgade”, og det vil ikke være helt skævt at hævde, at Hansens og Manos resultater svarer til vores. I foråret 2020, ville et påbud i Danmark havde forhindret 108 dødsfald med vores estimat, og 210 dødsfald med estimatet fra Hansen og Mano. Der er altså en forskel, men den er ikke voldsomt stor.

Referencer

Bennedsen, Morten, Elena Simintzi, Margarita Tsoutsoura, og Daniel Wolfenzon. 2022. “Do FIrms Respond to Gender Pay Gap Disclosure?” The Journal of Finance, maj, 51. https://doi.org/10.1111/jofi.13136.

Fukumoto, Kentaro, Charles T. McClean, og Kuninori Nakagawa. 2021. “No Causal Effect of School Closures in Japan on the Spread of COVID-19 in Spring 2020”. Nature Medicine 27 (12):2111–19. https://doi.org/10.1038/s41591-021-01571-8.

Hansen, Niels-Jakob, og Rui C. Mano. 2021. “Mask Mandates Save Lives”. IMF Working Papers 2021 (205):1. https://doi.org/10.5089/9781513577616.001.

———. 2023. “Mask Mandates Save Lives”. Journal of Health Economics 88 (marts):102721. https://doi.org/10.1016/j.jhealeco.2022.102721.

Lyu, Wei, og George L. Wehby. 2020. “Comparison of Estimated Rates of Coronavirus Disease 2019 (COVID-19) in Border Counties in Iowa Without a Stay-at-Home Order and Border Counties in Illinois With a Stay-at-Home Order”. JAMA Network Open 3 (5):e2011102. https://doi.org/10.1001/jamanetworkopen.2020.11102.

Wang, Guihua. 2022. “Stay at Home to Stay Safe: Effectiveness of Stay‐at‐home Orders in Containing the COVID‐19 Pandemic”. Production and Operations Management, februar, poms.13685. https://doi.org/10.1111/poms.13685.

[1] Bennedsen m.fl. (2022) sammenligner virksomheder, der har 20-34 ansatte, med virksomheder, der har 35–50 ansatte.

[2] I deres abstrakt skriver de 7,6%, men det resultat er fra deres difference-in-difference-model. De 5,4% er resultatet fra deres RDD (se deres ”Supporting Information” tabel A14).

[3] Ved studieperiodens afslutning d. 19. december var ca. 321.000 døde med COVID-19 i USA. Hansen og Mano (2023) skriver, at påbud forhindrede 87.000 COVID-19-dødøsfald, mens yderligere 57.000 kunne være reddet, hvis påbuddet havde været gældende i hele USA. Med udgangspunkt i disse oplysninger, ville ca. 264.000 være døde med påbud i hele USA og ca. 408.000 uden påbud. Det giver en effekt på ca. 35%.

[4] I deres arbejdspapir, Hansen og Mano (2021), står der: “Specifically, mask mandates reduce COVID-19 cases and deaths by -78.03 and -1.45, respectively, in the median county more positively inclined to wearing masks in our sample. While the same numbers for the median county more negatively inclined towards to wearing masks are -44.54 and -0.37, also respectively”.

[5] https://www.washingtonpost.com/politics/2020/05/15/73-democrats-are-wearing-masks-fight-coronavirus-only-59-republicans-are/

Du kan købe bogen her eller låne den på biblioteket.

Enden på restriktionerne og fald i smitten

De sidste restriktioner i Danmark blev ophævet d. 1. februar 2022. Dermed blev Danmark det første land, der fjernede COVID-19-restriktionerne, og nyheden blev ikke vel modtaget af WHO, hvor generaldirektør Tedros Adhanom Ghebreyesus – på trods af, at alle danskere havde haft mulighed for at blive vaccineret – sagde, at ”det er for tidligt for noget land enten at overgive sig eller erklære sejr. Denne virus er farlig, og den fortsætter med at udvikle sig for øjnene af os. […] Flere COVID-19-smittede betyder flere dødsfald”.[1]

Mens sidstnævnte var sandt, selvom Omikron-varianten med vacciner langt fra var så dødelig som Delta-varianten uden vacciner (det var jo stadig en sygdom, der som så mange andre sygdomme kunne få dødeligt udfald for de mest sårbare borgere), havde smitteudviklingen og senere indlæggelser meget lidt at gøre med restriktionerne.

Figur 1 nedenfor viser antallet af COVID-19 hospitalsindlæggelser efter man ophævede de sidste restriktioner. Bemærk, at det tager ca. 9-15 dage fra smitte til indlæggelse, så effekten af at ophæve restriktionerne den 1. februar ses først i indlæggelserne omkring 10.-12. februar. Der er absolut intet i figuren, der antyder, at fjernelsen af restriktionerne havde nogen mærkbar effekt på antallet af indlæggelser, som Mr. Ghebreyesus fra WHO ellers antydede.

Da jeg først offentliggjorde figuren, mente en af de fortalere for nedlukningerne, jeg ofte diskuterede med under pandemien, at vendepunktet i hospitalsindlæggelser var forårsaget af, at den mindre farlige Omikron-variant overtog fra Delta-varianten. Imidlertid var 94% af alle tilfælde Omikron allerede den 10. januar og fremkomsten af Omikron kunne derfor ikke være årsagen til faldet i hospitalsindlæggelser i februar.

Figur 1 Effekten på hospitalsindlæggelser i Danmark ophæver alle COVID-19-restriktioner fra 1. februar 2022.

Hvorfor antallet af hospitalsindlæggelser faldt, efter at restriktionerne blev ophævet, ved jeg ikke. Jeg har ikke engang et godt bud. Det var ikke mit indtryk, at danskerne blev mere forsigtige. Og som jeg husker det, opførte de fleste sig rimelig normalt på daværende tidspunkt. Så måske skyldes det sæsonudsving, eller også nåede vi flokimmunitet. Men pointen er, at smitten og hospitalsindlæggelserne faldt, efter at restriktionerne blev ophævet på trods af at mange epidemiologer (og WHO) hævdede det modsatte ville ske.

Dette var ikke unikt for februar 2022. Det skete ofte, at smitten blev ved med at falde efter man ophævede restriktionerne, på trods af manges forudsigelse om det modsatte. Se fx nedenstående figur fra min bog. Men af en eller anden grund fokuserede fortalerne for nedlukninger på vendepunktet når smitten toppede og hævdede, at det var nedlukningerne, der fik smitten til at vende. De lagde ikke nogen vægt på, at smitten ikke vendte og ofte fortsatte med at falde, når restriktionerne blev ophævet.

[1] “It is premature for any country to either surrender or to declare victory. This virus is dangerous, and it continues to evolve before our very eyes. […] more COVID-19 transmission means more deaths,” jf. https://www.theguardian.com/world/live/2022/feb/01/covid-live-news-denmark-lifts-all-covid-restrictions-despite-record-cases-liz-truss-tests-positive

Du kan købe bogen her eller låne den på biblioteket.

Hvad har andre litteraturstudier og metastudier fundet?

Konklusion: Flere litteraturstudier når frem til konklusioner, der understøtter resultaterne i vores metastudie. De litteraturstudier, der konkluderer, at nedlukningerne er effektive til at reducere COVID-19-dødeligheden, konkluderer oftest på baggrund af statistisk signifikans og ikke hvorvidt effekten er af politisk relevans. Eller også konkluderer de på baggrund af studier, der begår Flaxman-fejlen, og blander effekten af frivillige adfærdsændringer sammen med effekten af nedlukningerne.

Et litteraturstudie (også ofte kaldet et review) samler og beskriver den eksisterende forskning, men i modsætning til et metastudie er der ikke en kvantitativ opsummering af empirien i et litteraturstudie. Det betyder meget forsimplet, at hvis der er tre studier, der finder effekter på 5%, 10% og 15%, så vil man i litteraturstudiet beskrive, at der er tre studier, der finder en effekt, mens man i metastudiet derudover vil angive, at studierne i gennemsnit finder en effekt på 10%. Mens begge metoder således søger at forstå et emne gennem tidligere forskning, tilbyder metastudiet en statistisk opsummering, der kan give mere præcise svar, mens et litteraturstudie primært giver en kvalitativ fortolkning. Blandt andet derfor anses litteraturstudier normalt for at ligge lige under metastudier i evidenspyramiden.

Evidenspyramiden er en måde at illustrere kvaliteten og pålideligheden af forskellige typer forskning og videnskabelig evidens. Jo højere oppe i pyramiden et studie befinder sig, jo vigtigere er studiets konklusioner, fordi metoderne heroppe giver stærkest evidens for den reelle effekt. Og omvendt – jo lavere et studie befinder sig på skalaen, desto svagere evidens giver de for en eventuel effekt, fordi studiernes design har mange fejlkilder. En forsimplet evidenspyramide kunne se ud som figur 1 nedenfor.

Figur 1: Evidenspyramiden

Evidenspyramiden viser, at metastudier normalt anses for at give den bedste evidens, mens de enkelte studier ligger i midten. Nederst ligger ekspertudsagn og anekdotiske beviser. Kvaliteten af metastudiet afhænger naturligvis af hvilke type studier, det er baseret på. Et metastudie, hvor der kun indgår studier baseret på eksperimenter, vil således alt andet lige så stærkere end et metastudie, der alene er baseret på observationsstudier. Evidenspyramiden viser også, at litteraturstudier rangerer lige under metastudier.

Ligesom med metastudier er formålet med litteraturstudier at opsummere den eksisterende litteratur. Forskellen er, at litteraturstudier ikke opsummerer resultaterne kvantitativt. Metastudier er altså en slags overbygning på litteraturstudier, hvor man – udover en kvalitativ gennemgang og beskrivelse af resultaterne fra de primære studier – også laver en kvantitativ opsummering. I vores metastudie beregner vi et standardiseret estimat for hvert af de 22 studier, der indgår i vores metastudie. Det gør, at vi kan opsummere resultaterne i form af et vægtet gennemsnit. Altså hvilken effekt de 22 studier i gennemsnit finder. Uden denne øvelse ville vores metastudie ”blot” være et litteraturstudie, hvor resultater og konklusioner beskrives, men altså ikke kvantitativt sammenlignes og opsummeres.

Der findes adskillige litteraturstudier af effekten af nedlukninger og restriktioner. Og netop fordi de også opsummerer den samlede viden på området, er det relevant at sammenligne vores resultater med konklusionerne i disse litteraturstudier, for at se, om deres konklusioner adskiller sig væsentligt fra vores og eventuelt forstå, hvorfor det er tilfældet.

Der er en lang række litteraturstudier fra både før og efter COVID-19 ramte verden, som overordnet set når frem til de samme konklusioner som os. WHO konkluderede fx i 2006, at de restriktioner, der blev indført under pandemien i 1918, ikke stoppede eller syntes at reducerer smittespredningen markant.[1] Og i 2019 konkluderede WHO, at der var begrænset evidens for at nedlukninger virker, og at kvaliteten af den eksisterende evidens var meget lav[2].

Gupta m.fl. (2020) konkluderer i deres review, at de fleste studier finder at nedlukningen og information fører til et fald i COVID-19-tilfælde og COVID-19-dødsfald på 20-60% .[3] Det er svært direkte at sammenligne med vores resultater, da vi alene ser på nedlukningsdelen. Men hvis vi antog, at de 20-60% alene skyldes nedlukningen, ville det – overført til Danmark – betyde, at nedlukningerne forhindrede 625 til 3.750 dødsfald under hele pandemien.[4]

Allen (2021) konkluderer i sit review afmere end 100 studier, at COVID-19 nedlukningerne i bedste fald havde en marginal effekt på COVID-19-dødeligheden. Det skyldes ifølge Allen (2021), at folk enten ikke overholdt restriktionerne, eller pålagde sig selv begrænsninger, uanset hvad myndighederne beordrede.[5] Yanovskiy og Socol (2022) konkluderer, at der ikke er evidens fra hverken tidligere pandemier eller COVID-19-pandemien for, at nedlukninger virker. Tværtimod mener de, at nedlukninger sandsynligvis fører til flere dødsfald.[6]

European Center for Disease Control (ECDC – eller på dansk ”Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme”) konkluderede allerede 23. december 2020, at skolelukninger kan bidrage til at reducere smitten, men at de skal anvendes som en absolut sidste udvej, fordi de negative virkninger sandsynligvis opvejer fordelene.[7] To uger tidligere konkluderede UNICEF (2020), at skolerne ikke bidrog betydeligt til smitten, og at smitten blandt skolebørn og personale ikke var lavere i samfund med skolelukninger.[8] Irfan m.fl. (2021) finder i et omfattende metastudie af 90  studier udgivet i juli 2021 lignende resultater og konkluderede, at det overvejende var sikkert for børn under 10 år at gå i skole, men at ældre børn (10-19 år) kunne fremme smittespredning (min fremhævning).[9]

Iezadi m.fl. (2021) er et systematisk litteraturstudie af 35 studier, hvoraf 23 studier indgår i et metastudie (antallet af studier svarer stort set til antallet i vores metastudie, hvor vi finder 32 studier, hvoraf 22 indgår i metastudiet). Iezadi m.fl. (2021) konkluderer, at nedlukninger bidrog til at begrænse pandemiens udbredelse, og reducerede den daglige vækstrate i dødsfald med 4,8%-point.[10] Det er ikke muligt at omregne denne effekt til en effekt på det samlede antal dødsfald, men med et reprodutkionstal på 2,5 er den daglige vækstrate ca. 18%. Med dette udgangspunkt har  nedlukningerne ifølge Iezadi m.fl. (2021) bragt vækstraten ned på ca. 13% svarende til et reproduktionstal på ca. 2,0. I en standard epidemiologisk model betyder det, at flokimmuniteten sætter ind når 50% af populationen er smittet frem for 60%, så umiddelbart ser resultaterne ikke ud til at være i modstrid med vores resultater. De fleste studier i Iezadi m.fl. (2021) anvender metoder, som vi ser bort fra (modelkørsler og tidsrækkeanalyse). Kun to ser ud til at leve op til vores kriterier, og heraf er det kun det ene, der undersøger et element af nedlukningerne (udgangsforbud).[11]

Blander statistisk signifikans og praktisk betydning sammen

En af de store gevinster ved metastudier i forhold til litteraturstudier er, at et metastudie tvinger forfatterne til at forholde sig til størrelsesordenen. Det hjælper forskerne til ikke at stirre sig blinde på om resultaterne er statistiske signifikante – altså ”ikke tilfældige”. For en statistisk signifikant effekt er ikke nødvendigvis stor eller af praktisk betydning. For eksempel kan et studie finde en statistisk signifikant effekt af skolelukninger, men hvis lukning af skoler kun reducerer antallet af dødsfald med 1%, har det jo ingen praktisk betydning – særligt ikke set i forhold til de negative virkninger af skolelukninger, såsom læringstab for børnene.

Der er flere litteraturstudier, der konkluderer, at nedlukningerne er effektive, men hvor resultaterne i mine øjne ser ud til at tyde på det modsatte. Fx konkluderer Mendez-Brito m.fl. (2021), at skolelukninger var den mest effektive del af nedlukningerne, efterfulgt af lukning af arbejdspladser, lukning af forretninger og forbud mod offentlige begivenheder.[12] Imidlertid finder kun 14 ud af de 24 studier, de gennemgår, en sammenhæng mellem skolelukninger og antallet af COVID-19-tilfælde, hvilket tyder på, ateffekten af den “mest effektive del af nedlukningerne” er ret begrænset. For hvis de havde en stor effekt, ville man også forvente, at forskerne havde relativt let ved at dokumentere en effekt.

Konkluderer på baggrund af ”Flaxman-fejlen”

En af de helt centrale kvaliteter ved vores metastudie, at vi fokuserer på studier, der rent faktisk kan sige noget om effekten af nedlukningerne. Det betyder, at vi bl.a. ikke medtager tidsrækkeanalyser. Som jeg beskriver i min bog, er der rigtig gode grunde til at se bort fra tidsrækkeanalyserne når man vil vurdere effekten af nedlukningerne, da man ellers risikerer at lave det, jeg har kaldt ”Flaxman-fejlen”, hvor man blander effekten af nedlukningen sammen med effekten af de frivillige adfærdsændringer. Derudover medtager vi (naturligvis) ikke studier baseret på modelkørsler.

Disse fravalg er helt essentielle, hvis man vil kunne sige noget om effekten af nedlukningerne (i modsætning til fx at sige noget om effekten af samfundets samlede respons). Men på trods af dette er der mange litteraturstudier, der medtager rub og stub. Og det uden at gøre eksplicit opmærksom på, hvad det betyder for fortolkningen af konklusionerne.

Et eksempel er litteraturstudiet fra Johanna m.fl. (2020), som bl.a. skriver, at udgangsforbud succesfuldt reducerer smitten og COVID-19-dødeligheden.[13] Men denne konklusion er primært baseret på studier, der ikke kan bruges til at konkludere dette. Johanna m.fl. (2020) inkluderer nemlig netop modelleringsstudier (10 ud af i alt 14 studier) og tidsrækkeanalyser (3 ud af de 14 studier). Der er kun ét af de 14 studier, der anvender en difference-in-difference tilgang.

Tellis m.fl. (2020) anvender en difference-in-difference tilgang til at analysere effekten af udgangsforbud på antallet af smittetilfælde.[14] De konkluderer, at udgangsforbud reducerer antallet af smittetilfælde med 50%, hvilket er langt over den effekt på bare 2,0%, vi finder i vores metastudie. En mulig forklaring på den store forskel kan (udover at de ser på smittetilfælde og ikke dødsfald) være, at Tellis m.fl. (2020) er baseret på data indsamlet før 1. maj 2020. I vores metastudie finder vi, at studier der er baseret på meget tidlige data (og ofte udgivet meget hurtigt), generelt finder en langt større effekt end studier, der har været længe undervejs. De tre studier i vores metastudie, der er baseret på data fra før 31. maj 2000, finder således en effekt på hele 25,9% og er altså trods alt ikke så langt fra resultaterne i Tellis m.fl. (2020). I vores metastudie bliver de bare trukket voldsomt ned af de ni studier af udgansforbud, der bruger en længere tidsrække til at analysere effekten.

Litteraturstudiet fra Johanna m.fl. (2020) er udgivet 14. oktober 2020 – altså relativt tidligt i pandemien – og de er alle forskere indenfor sundhedsvidenskaberne. Når jeg tænker på, hvor relativt lang tid det tog for mig at forstå betydningen af frivillige adfærdsændringer og formulere mine tanker, så er det måske undskyldt, at Johanna m.fl. (2020) ikke var opmærksomme på, at fx resultaterne i tidsrækkeanalyserne ikke kan fortolkes som effekten af nedlukningerne, og at epidemiologernes modelstudier af COVID-19-pandemien reelt set ikke var det papir værd, de var skrevet på.

Men den undskyldning havde The Royal Society – med Professor Sir Mark Walport, kollega til vores fremmeste kritikere Neil Ferguson, Seth Flaxman og Samir Bhatt på Imperial College London – ikke, da de i sensommeren 2023 udgav et litteraturstudie[15], som fik stor omtale i Storbritannien. I studiet konkluderede forskerholdet fra The Royal Society, som primært består af eksperter inden for medicin og folkesundhed, at nedlukninger ”utvetydigt” gav kraftige, effektive og langvarige reduktioner i smitten.[16] Altså nærmest den totalt modsatte konklusion af, hvad vi kom frem til.

Og præcis som med Johanna m.fl. (2020) er årsagen, at The Royal Society medtager tidsrækkeanalyser, og dermed blander effekten af nedlukningerne sammen med effekten af de frivillige adfærdsændringer. Det betyder, at de i deres konklusion reelt antager, at alt det vi gjorde frivilligt, ikke havde nogen effekt, hvilket naturligvis er forkert.

Men der er særligt ét punkt, hvor rapporten fra The Royal Societys valg af studier og metode i mine øjne er bemærkelsesværdig. Normalt anses lodtrækningsstudier for at være guldstandarden inden for videnskabelig forskning, og de rangerer højere i evidenspyramiden i figur 1 på side 1 end studier baseret på eksisterende datakilder (observationsstudier). Og metastudier baseret på randomiserede kontrolstudier rangerer derfor højst i evidenspyramiden.

I forhold til at vurdere effekten af mundbind findes der en række randomiserede kontrolstudier, og der er endda lavet et Cochrane metastudie af disse studier, som konkluderer, at mundbind ikke reducere spredningen af influenza-lignende sygdomme (både influenza og COVID-19 er respiratoriske sygdomme, som smitter via luftvejene, men COVID-19 smitter nemmere end influenza).[17]

Alligevel vælger The Royal Society primært at lægge vægt på 46 observationsstudier, som i modsætning til de randomiserede kontrolstudier metastudiet fra Cochrane konkluderer, at påbuddet om at påbyde mundbind generelt reducerede COVID-19-smitten.[18]

Set i lyset af The Royal Societys prestige er det ikke overraskende, at deres COVID-19-rapport fik betydelig pressedækning. Men The Royal Society blandede desværre effekten af frivillige og tvungne adfærdsændringer sammen og valgte af en eller anden grund af negligere evidensen fra guldstandarden i videnskabelig forskning.

Der er mange flere litteraturstudier[19], og uden at foregive at jeg har nærlæst dem alle, så har jeg hidtil kunnet forklare forskellen mellem deres og vores konklusioner med, at de enten blander statistisk signifikans og politisk relevans sammen og konkluderer at nedlukninger er effektive, selvom effekten af nedlukningerne er meget lille, eller konkluderer på baggrund af ”Flaxman-fejlen”, hvilket i bund og grund vil sige, at de blander effekten af frivillige og tvungne adfærdsændringer sammen.

Så alt i alt finder jeg det rimeligt at konkludere, at øvrige litteraturstudier generelt ikke er i åbenlys modstrid med vores resultater. Der er mange, som ved første øjekast ser ud til at være i modstrid med vores resultater, men når man dykker ned i detaljerne, er det fordi de medtager tidsrækkeanalyser (og endda modelkørsler) og/eller forveksler statistisk signifikans med politisk relevans.

Referencer

Allen, Douglas W. 2021. “Covid-19 Lockdown Cost/Benefits: A Critical Assessment of the Literature”. International Journal of the Economics of Business, september, 1–32. https://doi.org/10.1080/13571516.2021.1976051.

Brodeur, Abel, David Gray, Anik Islam, og Suraiya Bhuiyan. 2021. “A Literature Review of the Economics of COVID‐19”. Journal of Economic Surveys, april, joes.12423. https://doi.org/10.1111/joes.12423.

ECDC. 2020. “COVID-19 in children and the role of school settings in transmission – first update”. https://cdn.nimbu.io/s/yba55wt/assets/COVID-19-in-children-and-the-role-of-school-settings-in-transmission-first-update_0.pdf.

Gupta, Sumedha, Kosali Simon, og Coady Wing. 2020. “Mandated and Voluntary Social Distancing During The COVID-19 Epidemic: A Review”. NBER Working Paper Series, juni, w28139. https://doi.org/10.3386/w28139.

Hirt, Julian, Perrine Janiaud, og Lars G. Hemkens. 2022. “Randomized Trials on Non-Pharmaceutical Interventions for COVID-19: A Scoping Review”. BMJ Evidence-Based Medicine, januar, bmjebm-2021-111825. https://doi.org/10.1136/bmjebm-2021-111825.

Iezadi, Shabnam, Kamal Gholipour, Saber Azami-Aghdash, Akbar Ghiasi, Aziz Rezapour, Hamid Pourasghari, og Fariba Pashazadeh. 2021. “Effectiveness of Non-Pharmaceutical Public Health Interventions against COVID-19: A Systematic Review and Meta-Analysis”. Redigeret af Prasenjit Mitra. PLOS ONE 16 (11):e0260371. https://doi.org/10.1371/journal.pone.0260371.

Irfan, Omar, Jiang Li, Kun Tang, Zhicheng Wang, og Zulfiqar A Bhutta. 2021. “Risk of infection and transmission of SARS-CoV-2 among children and adolescents in households, communities and educational settings: A systematic review and meta-analysis”. Journal of Global Health 11 (juli):05013. https://doi.org/10.7189/jogh.11.05013.

Jefferson, Tom, Liz Dooley, Eliana Ferroni, Lubna A. Al-Ansary, Mieke L. van Driel, Ghada A. Bawazeer, Mark A. Jones, m.fl. 2023. “Physical Interventions to Interrupt or Reduce the Spread of Respiratory Viruses”. Cochrane Database of Systematic Reviews, nr. 1. John Wiley & Sons, Ltd. https://doi.org/10.1002/14651858.CD006207.pub6.

Johanna, Nadya, Henrico Citrawijaya, og Grace Wangge. 2020. “Mass Screening vs Lockdown vs Combination of Both to Control COVID-19: A Systematic Review”. Journal of Public Health Research, 9. https://dx.doi.org/10.4081%2Fjphr.2020.2011.

Mendez-Brito, Alba, Charbel El Bcheraoui, og Francisco Pozo-Martin. 2021. “Systematic Review of Empirical Studies Comparing the Effectiveness of Non-Pharmaceutical Interventions against COVID-19”. Journal of Infection, juni, S0163445321003169. https://doi.org/10.1016/j.jinf.2021.06.018.

Nussbaumer-Streit, Barbara, Verena Mayr, Andreea Iulia Dobrescu, Andrea Chapman, Emma Persad, Irma Klerings, Gernot Wagner, m.fl. 2020. “Quarantine Alone or in Combination with Other Public Health Measures to Control COVID-19: A Rapid Review”. Redigeret af Cochrane Infectious Diseases Group. Cochrane Database of Systematic Reviews, april. https://doi.org/10.1002/14651858.CD013574.

Patel, Urvish, Preeti Malik, Deep Mehta, Dhaivat Shah, Raveena Kelkar, Candida Pinto, Maria Suprun, Mandip Dhamoon, Nils Hennig, og Henry Sacks. 2020. “Early Epidemiological Indicators, Outcomes, and Interventions of COVID-19 Pandemic: A Systematic Review”. Journal of Global Health 10 (2):020506. https://doi.org/10.7189/jogh.10.020506.

Perra, Nicola. 2020. “Non-Pharmaceutical Interventions during the COVID-19 Pandemic: A Rapid Review”. arXiv:2012.15230 [Physics], december. http://arxiv.org/abs/2012.15230.

Pozo-Martin, Francisco, Florin Cristea, Charbel El Bcheraoui, og Robert Koch-Institut. 2020. “Rapid Review Der Wirksamkeit Nicht-Pharmazeutischer Interventionen Bei Der Kontrolle Der COVID-19-Pandemie”. Robert Koch, september, 17. https://www.rki.de/DE/Content/InfAZ/N/Neuartiges_Coronavirus/Projekte_RKI/Rapid-Review-NPIs.pdf?__blob=publicationFile.

Regmi, Krishna, og Cho Mar Lwin. 2021. “Factors Associated with the Implementation of Non-Pharmaceutical Interventions for Reducing Coronavirus Disease 2019 (COVID-19): A Systematic Review”. International Journal of Environmental Research and Public Health 18 (8):4274. https://doi.org/10.3390/ijerph18084274.

Talic, Stella, Shivangi Shah, Holly Wild, Danijela Gasevic, Ashika Maharaj, Zanfina Ademi, Xue Li, m.fl. 2021. “Effectiveness of Public Health Measures in Reducing the Incidence of Covid-19, SARS-CoV-2 Transmission, and Covid-19 Mortality: Systematic Review and Meta-Analysis”, 15. https://doi.org/doi.org/10.1136/bmj-2021-068302.

Tellis, Gerard J., Ashish Sood, og Nitish Sood. 2020. “Price of Delay in Covid-19 Lockdowns: Delays Spike Total Cases, Natural Experiments Reveal”. SSRN Electronic Journal. https://doi.org/10.2139/ssrn.3592912.

The Royal Society. 2023. “COVID-19: examining the effectiveness of non-pharmaceutical interventions”, august. https://royalsociety.org/-/media/policy/projects/impact-non-pharmaceutical-interventions-on-covid-19-transmission/the-royal-society-covid-19-examining-the-effectiveness-of-non-pharmaceutical-interventions-report.pdf.

UNICEF. 2020. “In-person schooling and COVID-19-transmission: Review of evidence 2020.” https://www.unicef.org/media/89046/file/In-person-schooling-and-covid-19-transmission-review-of-evidence-2020.pdf.

WHO. 2019. Non-Pharmaceutical Public Health Measures for Mitigating the Risk and Impact of Epidemic and Pandemic Influenza. https://apps.who.int/iris/rest/bitstreams/1257621/retrieve.

World Health Organization Writing Group. 2006. “Nonpharmaceutical Interventions for Pandemic Influenza, National and Community Measures”. Emerging Infectious Diseases 12 (1):88–94. https://doi.org/10.3201/eid1201.051371.

Yanovskiy, Moshe, og Yehoshua Socol. 2022. “Are Lockdowns Effective in Managing Pandemics?” International Journal of Environmental Research and Public Health 19 (15):9295. https://doi.org/10.3390/ijerph19159295.

Zhang, Mengxi, Siqin Wang, Tao Hu, Xiaokang Fu, Xiaoyue Wang, Yaxin Hu, Briana Halloran, m.fl. 2021. “Human Mobility and COVID-19 Transmission: A Systematic Review and Future Directions”. Preprint. Infectious Diseases (except HIV/AIDS). https://doi.org/10.1101/2021.02.02.21250889.

[1] World Health Organization Writing Group (2006) skriver fx, at “reports from the 1918 influenza pandemic indicate that social-distancing measures did not stop or appear to dramatically reduce transmission […] In Edmonton, Canada, isolation and quarantine were instituted; public meetings were banned; schools, churches, colleges, theaters, and other public gathering places were closed; and business hours were restricted without obvious impact on the epidemic.”

[2] WHO (2019) skriver fx. at ”the evidence base on the effectiveness of NPIs in community settings is limited, and the overall quality of evidence was very low for most interventions.”

[3] “The estimated effect of state policies on case and death rates vary somewhat depending on the specific policy measure examined in the study and also on the time frame of the study. However, most studies estimate a 20–60 percent reduction in cases and deaths […] as a result of mandatory policies and informational events”, Gupta m.fl. (2020).

[4] Da vaccinerne var udrullet til de mest sårbare i sommeren 2021, var havde der i alt været ca. 2.500 COVID-19-dødsfald i Danmark. Baseret på konklusionen i Gupta m.fl. (2020), havde der været 3.125 (20% effekt) til 6.250 (60% effekt) COVID-19-dødsfald uden nedlukningerne.

[5] “The most recent research has shown that lockdowns have had, at best, a marginal effect on the number of Covid-19 deaths. Generally speaking, the ineffectiveness stemmed from individual changes in behavior: either noncompliance or behavior that mimicked lockdowns. The limited effectiveness of lockdowns explains why, after more than one year, the unconditional cumulative Covid-19 deaths per million is not negatively correlated with the stringency of lockdown across countries.”, Allen (2021)

[6] “Neither previous pandemics nor COVID-19 provide clear evidence that lockdowns help to prevent death in pandemic” og “Lockdowns are associated with a considerable human cost. Even if somewhat effective in preventing COVID-19 death, they probably cause far more extensive (an order of magnitude or more) loss of life”, Yanovskiy og Socol (2022).

[7] “School closures can contribute to a reduction in SARS-CoV-2 transmission, but by themselves are insufficient to prevent community transmission of COVID-19” og “There is a general consensus that the decision to close schools to control the COVID-19 pandemic should be used as a last resort. The negative physical, mental health and educational impact of proactive school closures on children, as well as the economic impact on society more broadly, would likely outweigh the benefits”, ECDC (2020).

[8] ”A review of the current evidence shows that in-person schooling does not appear to be the main driver of infection spikes, children in school do not appear to be exposed to higher risks of infection compared to when not in school when mitigation measures are in place, and school staff also do not appear to be at a higher relative risk compared to the general population”, UNICEF (2020).

[9] “Evidence from school-based studies demonstrate it is largely safe for children (<10 years) to be at schools, however older children (10-19 years) might facilitate transmission”, Irfan m.fl. (2021).

[10] “The majority of NPHIs had positive effects on restraining the COVID-19 spread” og “Results of the meta-analysis showed that adoption of NPHIs has resulted in a […] 4.8% (95 CI, -8.34 to -1.40) decrease in daily death growth rates” , Iezadi m.fl. (2021). Jeg antager, at de mener procentpoint og ikke procent. Hvis de mener procent, er effekten meget lille og reducerer kun reproduktionstallet til ca. 2,4.

[11] “Almost all studies were observational quasi-experimental studies, the majority of them were time-series analyses and just two studies were comparisons between control and intervention groups”, Iezadi m.fl. (2021).

[12] “School closing was the most effective NPI, followed by workplace closing, business and venue closing and public event bans”, Mendez-Brito m.fl. (2021).

[13] “For lockdown, ten studies consistently showed that it successfully reduced the incidence, onward transmission, and mortality rate of COVID-19”, Johanna m.fl. (2020)

[14] Tellis m.fl. (2020) er ikke med i vores metastudie, fordi det ikke ser på dødsfald.

[15] The Royal Society (2023)

[16] ” In summary, evidence about the effectiveness of NPIs applied to reduce the transmission of SARS-CoV-2 shows unequivocally that, when implemented in packages that combine a number of NPIs with complementary effects, these can provide powerful, effective and prolonged reductions in viral transmission”, The Royal Society (2023).

[17] Jefferson m.fl. (2023) skriver, at ”wearing a mask may make little or no dierence to the outcome of influenza-like illness (ILI) compared to not wearing a mask (risk ratio (RR) 0.99, 95% confidence interval (CI) 0.82 to 1.18. There is moderate certainty evidence that wearing a mask probably makes little or no dierence to the outcome of laboratory-confirmed influenza compared to not wearing a mask (RR 0.91, 95% CI 0.66 to 1.26; 6 trials; 3005 participants)”.

[18] The Royal Society (2023) skriver ”In general, evidence drawn solely from RCTs has not yielded firm conclusions about the effectiveness of masks in reducing transmission, whereas a large volume of observational studies suggests, with low to moderate confidence, that masks are effective in reducing transmission” og konkluderer, at “nevertheless, the weight of evidence from all studies suggests that wearing masks, wearing higher quality masks (respirators), and mask mandates generally reduced the transmission of SARS-CoV-2 infection”.

[19] Se fx Nussbaumer-Streit m.fl. (2020), Brodeur m.fl. (2021), Hirt m.fl. (2022), Patel m.fl. (2020), Perra (2020), Pozo-Martin m.fl. (2020), Regmi og Lwin (2021), Talic m.fl. (2021) og Zhang m.fl. (2021).

Du kan købe bogen her eller låne den på biblioteket.

Sverige. Fra enfant terrible til glemmebogen

I løbet af foråret og sommeren 2020, blev Sverige af mange set som landet, der lod borgerne dø af COVID-19 i håbet om at opnå flokimmunitet, økonomisk gevinst, eller hvad ved jeg.

Her er fx nogle rubrikker fra amerikanske medier:[1]

• “Why the Swedish Model for Fighting COVID-19 Is a Disaster” (Time, oktober 2020)[2]
• “The Inside Story of How Sweden Botched Its Coronavirus Response” (Foreign Policy, december 2020)[3]
• “Sweden Stayed Open and More People Died of Covid-19, but the Real Reason May Be Something Darker” (Forbes, juli 2020)[4]
• “Sweden Has Become the World’s Cautionary Tale” (New York Times, juli 2020)[5]
• “I Just Came Home to Sweden. I’m Horrified by the Coronavirus Response Here” (Slate, april 2020)[6]

Også Twitter-præsident Donald Trump var efter Sverige og skrev 30. april 2020 i et tweet, at “Sweden is paying heavily for its decision not to lockdown”.[7]

Men efterhånden som tiden gik, og COVID-19-dødeligheden og overdødeligheden i flere og flere lande overhalede svenskernes, døde interessen for Sverige også langsomt ud. Den svenske journalist, Johan Anderberg, beskriver det i sin bog ”The herd”[8] sådan her:

For anyone still interested, the results were impossible to deny. By the end of 2021, 56 countries had registered more deaths per capita from Covid-19 than Sweden.

And when the UK Office for National Statistics updated their figures, it turned out that during the period of just under 18 months between January 2020 and June 2021, Sweden had experienced an excess mortality of minus 2.3 per cent. Together with seven other European countries — including its three Nordic neighbours — Sweden had actually experienced a mortality deficit during the pandemic.

With regard to the restrictions that the rest of the world had put so much faith in — school closures, lockdowns, face masks, mass testing — Sweden had more or less gone in the opposite direction.

Yet these were the results.

There were, of course, other possible ways to measure the ravages of the pandemic: the prevalence of post-viral syndrome in society (commonly referred to as ‘long Covid’); an increased budget deficit; unemployment; and so on.

Yet Sweden couldn’t be said to stand out on the basis of these measures either.

It was beginning to become increasingly clear that the political measures that had been deployed against the virus were of limited value.

But about this, no one spoke.

From a human perspective, it was easy to understand the reluctance to face the numbers from Sweden. For the inevitable conclusion must be that millions of people had lived unfreely, and millions of children had had their education disrupted — all for naught.

Who would want to be complicit in that?

Johan Anderberg beskriver det internationale syn på Sverige. Det er svært for amerikanere, englændere, tyskere, polakker osv. at argumentere for, at Sverige gjorde det helt forkert, når de selv endte med flere COVID-19-dødsfald og/eller højere overdødelighed. Og derfor blev Sverige efterhånden ikke længere fremhævet som skrækeksemplet i disse lande.

Jeg synes ikke vi har haft held med at nå samme erkendelse i Danmark, hvilket bl.a. blev illustreret af at Lone Simonsen, Viggo Andreasen mv. havde behov for at ”tage hjem fra stranden og fare i blækhuset”, for at indgå i en debat om, hvorvidt overdødeligheden i Danmark var en anelse højere eller lavere end i Sverige.

Og det er en skam. For som jeg påpeger i bogen, er der rigtig meget der tyder på, at vi misforstod situationen i Sverige under pandemien. Svenskerne døde ikke pga. manglende nedlukning, men på grund af andre faktorer. Og den svenske Coronakommission konkluderede da også, at de svenske myndigheders fokus på anbefalinger, som folk forventes at følge frivilligt, havde været grundlæggende korrekt, selvom kommissionen også mente, at der skulle have været flere restriktioner i marts 2020 (dog ikke noget i nærheden af de danske restriktioner).[9]

Referencer

Anderberg, Johan. 2022. The Herd: The Story of How Sweden Chose to Handle the Pandemic. S.l.: SCRIBE PUBLICATIONS.

Coronakommissionen Sverige. 2022. “Sverige under pandemin – English summary”. https://coronakommissionen.com/publikationer/slutbetankande-sou-2022-10/.

[1] Eksemplerne er fra https://www.mercatornet.com/_laissez_faire_sweden_had_the_lowest_mortality

[2] https://time.com/5899432/sweden-coronovirus-disaster/

[3] https://foreignpolicy.com/2020/12/22/sweden-coronavirus-covid-response/

[4] https://www.forbes.com/sites/ericmack/2020/07/07/sweden-stayed-open-and-more-people-died-of-covid-19-but-the-real-reason-may-be-something-darker/

[5] https://www.nytimes.com/2020/07/07/business/sweden-economy-coronavirus.html

[6] https://slate.com/news-and-politics/2020/04/sweden-coronavirus-response-death-social-distancing.html

[7] https://twitter.com/miltimore79/status/1765129495797973460

[8] Anderberg (2022)

[9] “The Commission considers that the focus on recommendations which people are expected to follow voluntarily has been fundamentally correct”, Coronakommissionen Sverige (2022).

Konsekvensen ses i figuren herunder, som er fra Antoine Levy (2025). Det er bunching lige der!

Figuren er fra IRES seneste notat og viser antallet af nummerpladetyverier omkring det tidspunkt, hvor daværende skatteminister, Holger K. Nielsen – efter kun 30 dages høring midt i sommerferien – fik skrevet ind i Bekendtgørelse om registrering af køretøjer mv., at nummerplader fra 15. november 2015 skulle være fastskruet for at forhindre nummerpladetyverier.

Grunden til, at jeg elsker figuren, er, at den viser et tilbagevendende fænomen i reguleringspolitik: Politikerne ser et problem. Men inden de reagerer på det, har befolkningen selv løst problemet. De første to personer, jeg viste figuren, påpegede, at den havde en overraskende lighed med smittekurverne under COVID-19-pandemien.

Tænk lige over det. Der er 35-40 mio. ord, der regulerer danskerne. Hvor mange af dem er indført for at håndtere problemer, danskerne allerede selv havde løst?

Der er dog én lille hage ved figuren, som Marc Lund Andersen fra Boligøkonomisk Videncenter også (indirekte) påpeger på LinkedIn (han så en anden version af figuren fra SoMe, hvor kun ikrafttrædelsesdatoen er vist).

Det blev allerede meldt ud i juni 2013 at reglen ville komme, så mon ikke mange begyndte at sikre sig forud for dagen i 2015, hvorfra man kunne risikere bøde for manglende korrekt montering […] hvis antallet af tyverier falder i det øjeblik befolkningen fik besked på, at de ligeså godt kunne se at få fastskruet sine nummerplader for at undgå bøde i fremtiden, ændrer det så ikke pointen til det modsatte?

Det er et interessant spørgsmål. Det typiske er jo nok, at folk udskyder den slags til sidste øjeblik. Men af og til ser vi ændringerne omgående – det skete fx under COVID-19-pandemien, hvor skolerne var tomme dagene efter nedlukningen, selvom de faktisk var holdt åbent (skolerne lukkede først om mandagen, og restauranter og barer først ugen efter).

Hvorfor reagerer vi nogle gange særligt hurtigt på myndighedernes krav?

Jeg bilder mig ind, at den slags sker, når folk kan se en idé i anbefalingen fra myndighederne. Hvis danskerne kan se en idé med myndighedernes krav, så reagerer de selvfølgelig relativt hurtigt af ren egeninteresse. Hvis det rent faktisk virker at fastskrue nummerpladerne, hvorfor så ikke gøre det? Det tager trods alt ikke mange minutter.

Men hvis danskerne kan se en egeninteresse i at fastskrue deres nummerplader, rejser det et nyt spørgsmål. For kunne man så ikke have nøjes med en anbefaling, fremfor at indføre regulering som ikke umiddelbart virker proportional (man straffer jo reelt bilisterne for, at der var nogen, der stjæler deres nummerplader).

Figuren viser meget klart, at faldet var begyndt (eller stigningen som minimum stoppet) inden reglerne blev annonceret. Men det vil være forkert at hævde, at figuren er et bevis for, at reglerne ikke virker (der er fx et “gab” i prikkerne omkring reglernes ikrafttræden, som man kunne fortolke som en effekt).

Men det er til gengæld helt korrekt at konkludere, at der ikke er noget bevis for, at reglerne har en (nævneværdig) effekt. Og siden reglerne koster ca. 6 mio. kr. i administrative byrder, bør man derfor enten få evalueret effekten grundigt eller afskaffe reglerne på det foreliggende grundlag.

PS: Er intet for småt?

Det er åbenlyst for enhver, at det ikke er reglerne om, at nummerplader skal fastskrues, der vælter økonomien i Danmark. Pointen er, at det er de mange bække små, der ender som enorme byrder for danskerne, dansk erhvervsliv og den offentlige sektor. Reglerne om nummerpladers fastgørelse tilføjede netto 130 ord til regelmængden og koster altså ca. 45.000 kr. pr. ord pr. år. Der er 35-40 mio. ord, der regulerer Danmark. Do the math!

PPS: Det er faktisk ikke småt

Lad os lege med den tanke, at IRES’ eneste formål var at få afskaffet nummerpladereglen, og at vi fik succes med det. Så ville vi over de næste 50 år have sparet danskerne for, hvad der svarer til knap 150 mio. kr. i nutidsværdi.

Det burde vi sådan set godt kunne leve med, selvom IRES’ ambitionsniveau selvfølgelig er højere. For tænk, hvis vi kunne få evalueret alle regler i Danmark…