Valget var på alle måder anderledes end det igangværende valg. Der var ingen som helst tvivl om udfaldet. Ronald Reagan stod til en knusende sejr, og spændingen gik mest på, om han ville få flertal i samtlige 50 stater. Modkandidaten Walther Mondale endte dog med lige at slæbe et flertal sammen i sin hjemstat Minnesota, mens ellers tog ”the Gipper” resten.

USA blomstrede af den optimisme, som var Reagans personlige varemærke, og som den økonomiske fremgang i hans første periode havde skabt. Hans legendariske valgvideo ”Morning in America” fangede stemningen. Reagan selv var blevet valgt første gang i et USA nedsunket i det økonomiske hængedynd fra 1970’erne med et spørgsmål til amerikanerne: Har I det bedre nu end for fire år siden? Det svarede de klart nej til i 1980 og afsatte Carter. Fire år senere svarede de ja og genvalgte Reagan.

Denne gang er løbet derimod helt åbent. Den siddende præsident er blevet detroniseret af sine egne i et forsøg på at vinde over den republikanske udfordrer, som dog i skrivende stund atter ser ud til at have bragt sig i front med et mulehår.

Dermed er der risiko for, at Trump vender tilbage til Det Hvide Hus, som han trods voldsom modstand til sidst blev tvunget til at forlade ovenpå et valgnederlag, han aldrig indrømmede.

Efter min opfattelse burde hans forsøg på at underløbe et legitimt valgresultat udelukke ham fra nogensinde at få støtte til at vende tilbage. Heldigvis afslog selv den langmodige vicepræsident Pence at deltage i det kup, som Trump forsøgte at få ham til at foranstalte ved at afvise valgmandskollegiets afgørelse. Heller ikke Trumps rolle i stormen på Kongressen kan forsvares, uanset hvor meget hans juridiske ansvar kan diskuteres, men forsøget på at underløbe valget er det suverænt værste i min bog.

Det er umuligt at forestille sig Reagan i samme situation (men det er dog også hypotetisk, fordi Reagan vandt valget overbevisende hele tre gange, hvis man tæller den sympati med, som skyllede videre til hans vicepræsident Bush, da han stillede op efter Reagan). Trumps opførsel er i næsten bogstavelig forstand uhørt.

Derfor kan det undre, at Trump har så meget som en minimal chance for at vinde. Alene fravalget af Trump burde være motiv nok til at sikre Harris posten. Når hun alligevel er usikker, er det fordi, der også er et meget stærkt motiv til at fravælge hende.

Den økonomiske politik hos både Trump og Harris er uansvarlig populisme. Begge vil lade de historisk høje gældsrater stige til nye højder gennem en ukontrolleret udgiftsvækst. Trump vil øge toldbarriererne og udvise en ikke uvæsentlig del af arbejdsstyrken. Harris vil øge beskatningen og indføre direkte priskontrol. Demokraterne har ikke vist sig mindre protektionistiske under Biden/Harris end USA under Trump, så hun er desværre næppe fremmed over for at fortsætte ad dette farlige spor. Trump vil formentlig ikke være nær så fremmed over for at fortsætte Biden/Harris industripolitik, som man kunne tro. På de dårlige punkter er de nærmere hinanden end den gensidige fordømmelse kunne lade til.

Udenrigspolitisk er Trump især en risikofaktor, når det gælder Ukraine og tilnærmelserne til Putin. Harris er en risikofaktor, når det gælder Mellemøsten. Selv Biden har været vaklende i sin opbakning til Israel, men Harris bagland på den yderste venstrefløj er åbent anti-israelsk, hvis ikke direkte antisemitisk. Biden-administrationen har generelt været udenrigspolitisk svag – jeg tvivler faktisk på, at Putin havde invaderet Ukraine, hvis han ikke havde været vidne til den kaotiske, talentløse tilbagetrækning fra Afghanistan. Til gengæld har Biden udvist en stærk og kompetent opbakning til Ukraine, da krigen brød ud og det meste af tiden siden. Det er ikke sikkert, Trump kan leve op til det – og måske heller ikke Harris.

Det kan være svært at forstå Trumps hadefulde facon – ja hans facon i det hele taget – og den splittelse, den har bidraget til i det amerikanske samfund. Men man kan dog forstå den så langt, at den ikke er uprovokeret. Det gælder i forhold til Trump selv. Demokraterne forsøgte at undsige legitimiteten af hans oprindelige valg ved at påstå, at han ingen reel opbakning havde, men var blevet valgt gennem russiske troldefabrikkers manipulation. De plantede fabrikerede efterretningsrapporter om, at Trump var i ledtog med Putin. Og de holdt sig efterfølgende ikke selv tilbage fra manipulation med medierne, endda med mediernes egen medvirken, som det kom frem med offentliggørelsen af Twitter files og Mark Zuckerbergs nylige undskyldning for Facebooks optræden samt afdækningen af mørkelægningen af sagen om Hunter Bidens kompromitterende dokumenter. ”Kulturkrigene” i USA er ikke begyndt af eller med Trump, men af ”wokeister” på navnlig amerikanske universiteter, hvor det er udartet i racebaseret diskrimination (”affirmative action”), hekseprocesser og forsøg på at dræbe den åbne, frie debat.

Allerede da Trump blev valgt i 2016 tillod jeg mig at påpege, at han i høj grad måtte ses som den postmoderne venstrefløjs nemesis.

Hvis man dyrker Carl Schmitts forestilling om politik som krig mellem sin egen stamme og ”de andre”, skal man ikke blive overrasket, når ”de andre” begynder at tænke på samme måde. Det er vel at mærke ingen undskyldning for Trump, men en konstatering.

Heldigvis er USA’s forfatning og politiske institutioner skabt med præcis det in mente, at de skulle kunne holde til den slags dybe splittelser og politiske kampe. Gud ske tak og lov er det amerikanske demokrati ikke et ”the winner takes it all”, hvor den valgte præsident ubegrænset bestemmer alt (selv om den danske mediedækning sagtens kunne forlede én til at tro det). Der er omhyggelige checks-and-balances, som skal begrænse mulighederne for at tromle sine modstandere gennem det politiske system. Og det er da heller ikke helt nyt, at der er voldsomme modsætningsforhold i amerikansk politik eller befolkningen – tværtimod har der også historisk været voldsomme konflikter. Dem har institutionerne hidtil været robuste over for, og det er der grund til at håbe, at de fortsat vil være.

Naturligvis er robustheden ikke uendelig stor. Og præsidentembedet er blevet meget mere magtfuldt end det oprindeligt var tænkt, som Gene Healy beskriver i sin fremragende ”The Cult of the Presidency” (der i øvrigt netop er kommet i en ny opdateret udgave, jeg endnu ikke har læst). Men vi er langt fra en situation, hvor der ikke er institutionel modvægt til præsidenten. Måske kan vi endda komme til at se endnu et eksempel på en hensigtsmæssig magtkamp, måske ligefrem en ”gridlock”, hvis præsidentembedet falder til det ene parti og Kongressens flertal til det andet.

Ifølge meningsmålingerne er det bestemt en mulighed, især hvis Harris vinder. Det kan skabe betingelser for en gentagelse af den for USA’s udmærkede politik, der blev ført under Clinton og Obama, mens republikanerne havde et flertal i Kongressen. Det kræver dog, at republikanerne – forhåbentlig med Trumpæraen i bakspejlet – igen begynder at interessere sig for at begrænse de offentlige udgifter, for frie markeder og fri international handel. Det er arven fra Reagan snarere end fra Trump, de skal vække til live.

Men et par yderligere kommentarer.

Man kan begynde med at spørge, hvorfor Nobelpriskomiteen har valgt netop de tre? Hvis det drejer sig om empirisk forskning i institutioners betydning for vækst, havde det måske været relevant at tage Robert Barro (som Christian i øvrigt havde med på sin kandidatliste, og som har været oplagt i mange år).

Forklaringen er nok, at komiteen lægger hovedvægten i begrundelsen på de tres fælles arbejde med at udvikle et instrument for institutionel kvalitet, nemlig ”settler mortality”: Dødeligheden for kolonister ved etableringen af de europæiske kolonier. Den er, som Christian var inde på, korreleret med nutidig institutionel kvalitet i de tidligere kolonier. Men som Christian ligeledes skrev, er instrumentet omstridt. I en artikel skrevet med Søren Gjedsted har jeg selv valgt at bruge instrumentet til at underbygge anvendelsen af Economic Freedom Index (i en analyse af institutioner og klimaforandringers relative betydning for vækst), men efter grundig overvejelse (og diskussion med en reviewer). Andre vil ikke bruge det.

Når komiteen alligevel lægger så stor vægt på instrumentet, kan det måske tages som udtryk for, at økonomisk forskning er blevet domineret af at udvikle kausale metoder til at teste hypoteser, ikke mindst ved brug af ”naturlige eksperimenter”. Og det er fint nok i sig selv. Tidligere er alt for meget sluppet igennem det økonometriske nåleøje, som ikke står for en nærmere prøvelse. Men økonomi er og bør være så meget mere end det. Og de tre har faktisk også leveret andet: Både en udførlig historisk forskning og en teori om institutionsskabelse og -dynamik. Jovist, det nævnes da også i komiteens begrundelse, men instrumentet får hovedvægten. Også mere end det egentlig fortjener – medmindre man altså forfalder til opfattelsen af, at kun hypotesetest rigtig tæller som økonomisk videnskab.

Når det gælder især Acemouglu, har han i øvrigt bidraget på mange andre områder end netop institutioner og vækst. Han er ekstraordinært produktiv.

Et af hans seneste bidrag handler om kunstig intelligens. Han har to kontroversielle budskaber. For det første at kunstig intelligens foreløbig næppe vil få særlig stor betydning for væksten. Han forudsiger, at effekten vil være et produktivitetsløft på 0,55 pct. eller mindre over de næste ti år. Det beror på en forudsætning om, at kunstig intelligens i hvert fald i starten primært vil have automatiseringsgevinster – altså at erstatte opgaver varetaget af arbejdskraft frem for at skabe nye funktioner. For det andet at kunstig intelligens kan føre til stigende indkomstulighed. Begge dele kan diskuteres. Som Richard Vogel – en anden Nobelprisøkonom – påpegede, så har der historisk været en tendens til at undervurdere betydningen af ny teknologi. Men det kan sagtens være, at det tager længere tid, end mange forventer, før ny teknologi slår igennem. Ti år er ikke nødvendigvis lang tid.

Et andet bidrag handler om, at det kan være nødvendigt at supplere en CO2-afgift med subsidier til grøn teknologi, hvis man gerne vil nedbringe drivhusgasudledningen. Egentlig er der ikke noget nyt i, at der er et argument for subsidier til R&D, hvis der er positive eksternaliteter. Hans pointe er, at de imidlertid må forventes at være stærke ved at drive et overordnet teknologisk ”sporskifte” fra fossil til grøn teknologi. Også det kan diskuteres – og inden for teoriens rammer desuden, hvor meget mening det giver for et lille land at yde den slags subsidier.

Danmark er det mindst korrupte EU-land ifølge TI og har samtidig en lav gældskvote. I den modsatte ende ligger et land som Grækenland med både høj gæld og høj korruption.

Det er et velkendt fænomen, at ex-kommunistiske lande generelt scorer højt, når det gælder f.eks. mistillid og mangel på livstilfredshed, og de scorer – som man kan se – altså også højt, når det gælder korruption. Kommunismen kaster lange skygger.  For et givent gældsniveau har de ex-kommunistiske lande meget mere korruption. Man kan også sige det sådan, at de ikke har samme gældsproblemer som lande med tilsvarende korruptionsniveau uden kommunistisk fortid.

Korrelationen mellem gæld og korruption er altså klar. Men som vi utrætteligt påpeger her på stedet, er korrelation ikke lig med kausalitet. Man kan ikke ud fra figuren sige, at der er en direkte årsagssammenhæng mellem de to. Spørgsmålet er, hvad der driver korrelationen?

Det har jeg ikke nogen autoritativ forklaring på, men det er interessant at spekulere over nogle hypoteser.

En hypotese kunne være, at korrupte lande har sværere ved at opkræve skatter til at finansiere deres udgifter. Det kunne både skyldes, at skatteyderne bestikker sig fra at betale så meget i skat, og at politikerne generelt er følsomme over for deres klienters interesser, når de udformer skattereglerne. En lav “skatteevne” kunne i så fald skyldes, at der er mange huller og undtagelser i skattesystemet.

Jeg tvivler dog på styrken af forklaringerne, selv om der også er en vis positiv sammenhæng mellem en god korruptionsscore (altså lav korruption) og skattetrykket. Det kræver meget stor skatteunddragelse ligefrem at drive højere gæld – hvilket næppe er realistisk i EU – og også ikke-korrupte politikere er følsomme over for interessegrupper, bl.a. når de udformer skatteregler. Forskellen er, om interessevaretagelsen foregår legalt eller med penge under bordet.

Helt grundlæggende er lav skatteevne ikke i sig selv nok til at forklare en høj gældskvote. Det er en af de budgetbegrænsninger, som må påvirke valget af offentligt udgiftsniveau. Udgiftsniveauet kommer jo ikke ud af det blå, men er påvirket af, hvor mange indtægter der er til rådighed (samt andre forhold, så som mulighederne, økonomisk og politisk, for optagelse af gæld).

Mit bedste bud på en årsagssammenhæng er, at både korruption og lånoptagelse afspejler graden af dårlig regeringsførelse. Altså hvor godt det politiske system fungerer, og hvor store kollektive handlingsproblemer, det løser henholdsvis skaber. Korruption og statsgæld er på mange måder udtryk for det samme: At skyde byrder over på andre. Ved korruption kan byrderne havne på dem, der ikke er part i bestikkelsen eller hvad korruptionen nu handler om. Ved lånoptagelse skydes byrden for nutidigt forbrug ud på fremtidige generationer. Eller i stigende grad i EU’s tilfælde: Over på andre lande.

Når de østeuropæiske lande generelt er langt mindre gældsat end andre lande med samme korruptionsniveau, kan det hænge sammen med flere forhold. Først og fremmest er de optaget i EU senere. Ved optagelsen skal man – i hvert fald i princippet – vise sig parat til at overholde unionens finanspolitiske regler. Korruptionen kan også have en anden karakter. Helt generelt finder f.eks. Benfratello et al, at korrelationen mellem gæld og korruption er mest udpræget i de mest udviklede lande. Det kan netop skyldes, at korruptionen i højere grad trænger ind i de politiske beslutningsprocesser i disse lande, mens den måske mere trives som bestikkelse af politibetjente, inspektører osv. i de andre lande.

Som sagt – det er bud på nogle hypoteser, som jeg ikke kan be- eller afkræfte på stående fod.  Men at korruption og statsgæld er korreleret, det er ganske givet.

Skatterne er måske det mest velbelyste, både teoretisk og empirisk. Mens man – ligesom med udgifterne – kan forestille sig en positiv effekt, så er den altovervejende effekt af beskatningen på væksten negativ. Det mest afgørende er, hvordan skatterne virker på marginalen – altså forvrider adfærden. Det gælder, hvad enten beskatningen rammer opsparing, investering, arbejdsudbud, forbrug, risikotagning eller hvad man nu ellers beskatter. Derfor spiller det ikke alene en rolle, hvor meget der opkræves i skatter, men nok så meget hvordan.

Hvis man er interesseret i en oversigt over den teoretiske litteratur, har jeg gennemgået den her.

Ser vi mere specifikt på den økonomiske vækst i Danmark, så spiller skattepolitikken en vigtig rolle. Den har i høj grad været med til at forme væksten. Der har været en stribe af skattereformer siden midten af 1980’erne – både i Danmark og udlandet, hvor Reagans skattereform i 1981 satte en international bevægelse i gang.

Lad os først kaste et blik på, hvordan det egentlig er gået med den økonomiske vækst herhjemme det seneste halve århundrede. Det kan man se i figuren, hvor jeg har plottet de årlige reale vækstrater ind. Som man kan se, har den trendmæssige vækst været faldende siden midten af 1960’erne. Det kan måske umiddelbart undre, hvis skattepolitikken nu har bidraget positivt. Men forklaringen er, at den underliggende vækst før reformer har været aftagende. Det gælder ikke bare i Danmark, men i praktisk taget hele den vestlige verden, hvor de mest avancerede økonomier findes.

Forklaringen på den aftagende vækst skal primært findes i en aftagende produktivitetsvækst. Produktiviteten handler om, hvor effektivt givne ressourcer – kapital og arbejdskraft – kan udnyttes. Men væksten har også været påvirket af incitamenterne til at investere i ny kapital, tage risiko og udbyde arbejdskraft.

Skattereformer har været et af de svar, der politisk har været på udfordringen med faldende vækst. I Danmark er marginalskatten på arbejde sænket fra op til 73 pct. til 56 pct. – dog indtil den siddende regering indførte en særlig høj toptopskat, der bringer marginalskatten op på 60 pct. for lønindkomst over 2,6 mio. kr. (for visse andre medfører SVM-regeringens skattereform derimod lavere marginalskatter). En anden væsentlig udvikling har været en gradvis nedsættelse af selskabsskattesatsen fra 50 pct. til 22 pct. Samtidig er skattebaserne generelt blevet udvidet, så der har ikke været et fald i skattetrykket, som matcher marginalskattelettelserne. Men sammensætningen af skattebyrden er ændret, og fordelingspolitikken – som bærer ansvaret for de høje marginalskatter – er blevet lempet lidt.

Hvor meget har det bidraget med til den samlede økonomiske vækst? Det har jeg forsøgt at regne på for perioden 1986-2017. Analysen er publiceret her – og et ungated dansk arbejdspapir uden betalingsmur kan findes her. Konklusionen er, at skattereformerne har løftet velstanden med knap 10 pct. Vi ville have været omkring en tiendedel fattigere uden reformerne.

Man kan også se på bidraget til den gennemsnitlige årlige vækst i perioden. Det har Thomas Due Bostrup og jeg regnet på her. I alt lå den gennemsnitlige årlige vækst på 1,6 pct. Heraf tegner skattereformer sig for 0,3 pct.point, mens andre reformer af bl.a. arbejdsmarkedspolitikken tegner sig for 0,2 pct.point. Med andre ord ville væksten i fravær af reformer blot have været 1,1 pct. Det er, hvad man kan kalde for den underliggende vækstrate – altså hvad økonomien vokser ”af sig selv” uden reforminitiativer.

Kigger man fremad, regner Finansministeriet heller ikke med en underliggende vækstrate på meget mere end 1 pct., sådan som det har været tilfældet i de foregående årtier. Allerede vedtagne reformer – herunder tilbagetrækningsreformernes løbende levetidsindeksering af pensionsalderen – vil komme oveni, så vi frem mod 2030 kan forudse en gennemsnitlig vækst næsten på niveau med den hidtidige.

Men skal væksten på længere sigt løftes over det beskedne niveau på  godt 1 pct. om året, vi har i underliggende vækst, så kræver det fortsatte reformer, herunder at den allerede aftalte indeksering af pensionsalderen også bliver udmøntet. Og der er trods de gentagne skattereformer gennem fire årtier fortsat potentiale for forbedringer. Selskabsskatten burde helt afvikles. Og marginalskatterne af løn- og ikke mindst kapitalindkomst er fortsat høje, om end ikke så astronomiske som tidligere.

Statsministeren har ret i, at der er brug for reformer, selv om det har knebet med begrundelsen – og hun desuden nu er begyndt at ryste på hånden Den lave vækst er den egentlige udfordring.

I mellemtiden har Jyllands-Posten bragt en kronik af Alexander Sokol, som postulerer endnu en angivelig negativ konsekvens af individualisme, nemlig den faldende fertilitet. ”Fertilitetskrisen er skabt af den moderne liberalisme”, hedder den sigende overskrift. Igen er der tale om spekulative postulater, der ikke er bakket op af nogen form for evidens.

Men lad os prøve at se på, om der er en sammenhæng synlig i data. Som nævnt kunne livstilfredshed forklares signifikant og positivt med individualisme-scoren (Hostedes meget anvendte individualisme-kollektivisme-indeks) og indkomst målt ved BNP per capira (logaritmisk transformeret), mens en dummy-variabel for, om et land har været kommunistisk, slog negativt og også meget signifikant ud.

Hvordan med fertilitet, altså antal fødte per kvinde?

Tabel 1 nedenfor afrapporterer den statistiske analyse.

Det ses for det første, at der er en negativ sammenhæng mellem, om et land har været kommunistisk og dets fertilitetsrate.

Det ses for det andet, at der er en klar signifikant negativ sammenhæng mellem indkomst og fertilitet. Det er ikke overraskende. Det er tværtimod en meget velkendt sammenhæng: At folk får færre børn, når deres indkomst stiger. Det er der flere forklaringer på: At børnedødeligheden også falder med indkomsten, og at behovet for børn til at forsørge sig, når man bliver gammel, falder. Vi har tidligere skrevet om det i bl.a. sommerserien 2019 (her er en oversigt over alle afsnit, inklusive om fertilitet).

Endelig ses det, at der ingen signifikant sammenhæng er mellem individualisme og fertilitet. Fortegnet er positivt, hvilket umiddelbart tilsiger, at folk i individualistiske kulturer får flere børn, men effekten er særdeles insignifikant*) – dvs. ikke forskellig fra nul.

Man kan dog indvende, at der – som vi også noterede i sidste afsnit #2 af sommerserien – er en sammenhæng via indkomstniveauet. Individualisme er forbundet med større velstand, som igen er forbundet med lavere fertilitet. Så ad den vej er der lavere fertilitet i mere individualistiske kulturer, simpelthen fordi de er rigere.

Men det skal bemærkes, at det slet ikke er den forklaring, forfatteren giver. Tværtimod hævdes det, at årsagen stammer fra liberal politisk filosofi fra Locke og Mill til Rawls og Nozick, som advokerer for en værdineutral stat:

“Og her finder vi endelig den måde, hvorpå liberalismen har skabt fertilitetskrisen. I moderne liberalisme må ingen slags liv privilegeres over andre, og staten må ikke gøre noget for at understøtte livet som forældre over andre slags liv. Men livet som forældre er et liv, der i helt særlig grad kræver en fælles indsats for at lykkes. Livet som forældre er det ultimative ikke-individualistiske liv, og det er det liv, hvor man i maksimal grad har brug for sin partner, sin familie, sine venner og sit lokale samfund.”

Selve dette ræsonnement hviler på flere fejltagelser. For det første at individualisme står i modsætning til, at individer kan indgå i forpligtende fællesskaber og lade andres velfærd, ikke mindst deres børns, indgå i deres egen. For det andet at den ”neutrale stat” er en umulighed, at vi alle altid er genstand for ”strukturel tvang”, og at man derfor lige så godt kan vælge ”konservativ tvang”. Forestillingen om ”strukturel tvang” – der lige som kollektivismen er et fælles gods med både den klassiske og postmoderne venstrefløj – bygger på et postuleret paradoks, som Popper brugte betydelige kræfter på at gendrive. De politiske institutioner er selvsagt ikke neutrale over for at realisere politiske præferencer – det er svært at praktisere nazisme eller bolchevisme i et frit samfund – men i den forstand, at folk har lov til at disponere over deres person, deres arbejdskraft og retfærdigt erhvervede ejendom.

Men jeg vil i denne omgang lade denne diskussion ligge. Det helt elementære spørgsmål er som sagt, om det er rigtigt, at udbredelse af individualistiske værdier påvirker præferencerne for at få børn i sig selv. Og det er der altså ingen umiddelbart empirisk evidens for. Det gælder også, selv om man i stedet for individualisme ser på graden af fri markedsøkonomi som mål for, hvor liberalt et samfund er. Jeg har i tabel 2 erstattet individualisme med Economic Freedom Index fra Fraser Institute et al. Det fører til nøjagtig samme resultat. Fertiliteten er stadig signifikant korreleret med indkomst og kommunisme-dummyen, men slet ikke med økonomisk frihed. Økonomisk frihed er derimod korreleret med indkomst, så ad den vej påvirker økonomisk liberalisme altså fertiliteten, men ikke som foreslået af kronikøren.

Man kan undre sig over, hvorfor disse debattører ikke gør sig den ulejlighed at undersøge, om der er nogen empirisk evidens for deres spekulative påstande. Det er vigtigt at understrege, at ikke alting kan afgøres empirisk, men de typer af påstande er oplagte at undersøge det empiriske grundlag for, før de slynges ud. Kan det skyldes, at de også har overtaget den postmoderne venstrefløjs synspunkt om, at alting bare er retorik? Jeg håber det ikke.

Det er værd at notere, at tesen om, at individualistiske værdier fører til færre børnefødsler, ikke er ny. Det har naturligvis også en vis plausibilitet, at et syn på kvinder som et individ med et selvstændigt formål i sig selv, snarere end blot at føre slægten videre, kunne sænke fertiliteten. Men den kan ikke bare slynges ud uden at se på evidensen eller de virksomme mekanismer. Hvorfor er der mere end 300 år mellem Lockes politiske filosofi og ”fertilitetskrisen”? Hvorfor falder fertiliteten over alt, hvor velstanden forøges og børnedødeligheden falder? Hvis indkomst er så stærk en drivkraft for fertilitetsudviklingen, hvorfor så kun fokusere på kulturelle værdier og politiske filosofier?

Lige til sidst: Er faldende fertilitet overhovedet et problem, og kalder det på politisk indgriben? Det forudsætter vores kronikør uden videre. Det fremstår, som om det ligefrem er et slags knock-out-argument.

Det er det langt fra. Det skrev vi flere afsnit om i sommerserien fra 2019 (se links ovenfor).  Ligesom det ikke – trods alle bekymringerne for en ”befolkningseksplosion” – ikke var et problem, at den globale befolkning voksede, er det i sig selv ikke noget problem, at vi bliver færre. Det er – som jeg var inde på den gang – muligt, at produktivitetsvæksten vil aftage, når vi bliver færre, men det vil i givet fald ikke være noget, det enkelte land kan gøre noget ved. Det kan også være et problem, hvis de offentlige finanser er indrettet efter et kædebrevsprincip om, at der er stadig flere yngre til at finansiere udgifter til de gamle. Løsningen på det problem er ikke at øge fertiliteten, men at gøre de offentlige finanser holdbare – sådan som det i øvrigt er sket i herhjemme, hvor en mindre befolkning ikke vil få bunden til at gå ud af de offentlig kasser.

*) Til dem, der ikke er vant til at læse en regressionsanalyse: P-værdien, der siger noget om sandsynligheden for, at koefficienten er signifikant forskellig fra nul, skal helst være mindre end 5 pct. (ellers er sandsynligheden for stor). I tabel 1 er P-værdien f.eks. 0,00000461 for koefficiensen for BNP per capita og langt under 0,05. P-værdien er derimod 0,697907 for individualisme-scoren og dermed langt over 0,05. Sandsynligheden for, at individualisme er korreleret med fertilitet, er derfor meget lille.

Se i øvrigt diskussionen i afsnit 2 af sommerserien om, hvad analyser af denne art kan og ikke kan sige noget om.

Tabel 1. Fertilitet, individualisme, indkomst og kommunisme

Tabel 2. Fertilitet, økonomisk frihed, indkomst og kommunisme

Men er det rigtigt, at en kultur præget af individualistiske værdier er mindre succesfuld? Skaber den mistrivsel, manglende livstilfredshed og dårligere levestandard? I dag vil jeg se på, hvad empirien egentlig siger, hvis vi prøver at måle det kvantitativt.

Det mest anvendte mål for individualisme er en skala skabt af Gert Hofstede. Han sammenlignede kulturen i forskellige lande baseret på svar på en række spørgsmål stillet deltagere i undersøgelsen. En af dimensionerne er netop individualisme-kollektivisme. Topscoreren i det anvendte datasæt er Australien. Også Danmark ligger højt på individualisme-scoren sammen med lande som Holland og de angelsaksiske lande. I den modsatte ende ligger lande som Venezuela, Singapore, Guatemala og Portugal. Der findes Hofstede-scorer for i alt 58 lande. Det er opgjort i 2015, men fordi der er tale om en kulturel variabel, er den relativt stabilt over tid. 100 er maksimum på skalaen.

Der eksisterer også – som vi tilbagevendende skriver om på Punditokraterne – et mål for, hvor tilfredse mennesker rapporterer at være med livet. Det er genstanden for såkaldte lykkestudier. Her rapporterer respondenterne deres selvopfattede livstilfredshed på en skala fra 0 til 10. Som med individualisme findes der nationale gennemsnit. Data stammer fra World Happiness Report 2024.

Vi kan altså se på, om lande med mere individualistiske værdier også har mindre livstilfredshed, sådan som den nationalkonservative tese skulle tilsige.

Der kan dog også være andre forhold, som påvirker livstilfredsheden, og som derfor kan være værd at inddrage. En meget velkendt sammenhæng er mellem gennemsnitsindkomst og livstilfredshed. Jo større gennemsnitsindkomst, desto mere livstilfredshed. Derfor forsøger vi også at tage gennemsnitsindkomsten med som forklarende variabel, udover individualisme-scoren.

En tredje forklarende variabel, som typisk hænger sammen med livstilfredsheden, er, om et land har været kommunistisk. Mennesker rapporterer typisk lavere livstilfredshed i lande, der har været eller stadig er under kommunistisk styre. Derfor inkluderer vi en såkaldt dummyvariabel for, om et land har været det (det får værdien 1, hvis ja, ellers nul).

Inden vi ser på, hvor meget henholdsvis individualisme, indkomst og kommunisme-dummyen kan forklare af variationen i den gennemsnitlige livstilfredshed, skal vi være opmærksom på et potentielt problem, nemlig om de tre forklarende variable kan være korreleret. I så fald kan det give problemer med deres indbyrdes forklaringskraft (kaldet multikollinearitet). Og her har vi faktisk et potentielt problem, fordi individualistiske kulturer viser sig at have en højere indkomst (korrelationskoefficienten er 0,67). Det giver os ganske vist et problem med at skille forklaringskraften for de to variable helt ad, men til gengæld viser det også, at individualisme kan påvirke livstilfredsheden ad flere kanaler. Dels kan individualisme have en direkte virkning, dels via at gøre folk rigere og derigennem mere lykkelige. Man kunne f.eks. forestille sig et trade-off, sådan at individualisme på den ene side gjorde folk lykkeligere ved at gøre dem rigere, men mindre lykkelige ved at undergrave sammenhængskraft osv.

De centrale resultater fra vores regression ses af nedenstående tabel.

Tabellen viser, at der er ikke noget sådan trade-off i tallene. Tværtimod er fortegnet positivt for både effekten af individualisme og af indkomst positiv på selvrapporteret lykke. Det kan fortolkes på den måde, at individualisme virker både direkte og indirekte til at gøre folk mere lykkeligere.

Hvis vi ser på kommunist-dummyen, er der ikke den samme korrelation med de to andre forklarende variable, men til gengæld er effekten meget signifikant negativ. Og hvad siger det så? Ja, for det første at den negative effekt af kollektivisme på lykke ikke kun er drevet af de fiaskoprægede kommunistiske regimer. For det andet kan man vel tillade sig at betragte kommunistiske værdier som (et af flere) udtryk for kollektivisme i sig selv. Men det er altså ikke kun kommunist-kollektivisme, som gør folk mindre lykkelige.

Det skal naturligvis understreges, at vores undersøgelse ikke tillader en streng kausal fortolkning. Vi kan se en klar korrelation – direkte og indirekte – mellem individualisme og lykke, men ikke nødvendigvis, hvad der fører til hvad. Det er altså i teorien muligt, at lykkelige og velhavende mennesker bliver mere individualistiske i stedet for den anden vej rundt.

Det er et generelt problem ved at bruge kulturelle variable, som ikke ændrer sig så meget over tid. Hvis vi kunne identificere et chok til værdierne, kunne man designe et mere kausalt studie. Men korrelationen er meget tydelig og ikke let at få til at passe med det nationalkonservative og venstreorienterede postulat om, at individualisme fører til mistrivsel og andre sociale patologier.

I figurerne har jeg plottet den direkte sammenhæng mellem lykke og henholdsvis individualisme og indkomstniveau. I den lille tabel afrapporterer som sagt den samlede statistiske analyse.

Sammenfattende er der altså ikke tegn på, at individualisme har negative konsekvenser – eller i hvert fald ikke på, at de eventuelle negative konsekvenser overdøver de positive. Jeg synes, der er for mange eksempler på, at nationalkonservative debattører blot postulerer en sammenhæng uden at dokumentere eller sandsynliggøre den. Empirien tyder, som vi har set, tværtimod på den modsatte sammenhæng, når det gælder individualisme og mistrivsel.

Men hvorfor kan det så virke så dragende at udpege individualisme grundlæggende årsag til angivelige problemer med mistrivsel og dårlig sammenhængskraft? Det vil jeg tage op i et senere indlæg.

Men så entydigt kan valget ikke udlægges.

På visse punkter er der liberale tendenser bag søgningen til ”højrepartierne”, navnlig i form af ønsker om at forskyde den politiske magt fra Bruxelles tilbage til nationalstaterne. Det så man f.eks. i den linje, Dansk Folkeparti gik til valg på i Danmark. På samme måde er der klare uliberale tendenser blandt formelt liberale partier. Det er især i den liberale gruppe, at føderalismen er stærkest, og hvor man finder talsmænd for større EU-budgetter, industripolitik, statsstøtte og svækket budgetdisciplin, herunder fælles gældsoptagelse og lempelige finanspolitiske regler, samt lempede flertalskrav, der skal gøre ”lettere at træffe beslutninger i EU”. Macron er et eksempel på det. Man så også en betydelig nuanceforskel på Moderaterne, De Radikale og Venstre i Danmark på disse punkter, selv om de alle er en del af den liberale partigruppe. Måske skal en del af forklaringen på Venstres bedre end forventede valg findes i deres mere liberale position i forhold til de to andre? 

Hvis der er en overordnet konklusion på valget, er det snarere end entydigt større uliberalisme, at opbakningen til den centralistiske føderalisme er blevet svækket. Vælgerne faldt ikke for den historie om, at den svage økonomiske vækst i EU kan øges ved en mindre liberal økonomisk politik – med mere statsstøtte, industripolitik, protektionisme og gæld – og en stærkere central stat, som bl.a. nogle liberale partier søgte at fortælle. 

Ganske vist fik den konservative EPP-gruppe bag kommissionsformand von der Leyen, der om nogen har stået i spidsen for centraliseringen den seneste valgperiode, et godt valg, men hun havde held til at dæmpe sine signaler, og f.eks. De Konservative i Danmark gik ikke til valg på en så føderalistisk kurs.   

Valget i Danmark var som sædvanlig noget provinsielt og handlede meget om danske dagsordener. 

Politikerne overser, hvor stor en rolle EU allerede spiller. Jonas Herby har netop opgjort, at omkring 60 pct. af regelmængden i Danmark udspringer af EU, enten i form af direktiver eller forordninger med direkte retsvirkning. Det skyldes langt fra alt sammen implementering af det indre marked, men også strammere reguleringsbyrde. Under valgkampen kom det som et chok for Socialdemokraterne, at vælgerne og pressen tilsyneladende ikke rigtig var bekendt med den stramning af energikravene til i boliger, som er på vej til at ramme danske boligejere. Tilsvarende har vi endnu ikke set konsekvenserne af den reguleringsbølge, der følger EU’s ESG-rapporteringskrav. Det kom meget til at handle om mere symbolske reguleringer som forbuddet mod plasticsugerøret.  

Det var også i høj grad tabubelagt at tale om, at selvstændige danske klimamål ikke giver mening, fordi klimapolitikken er et EU-anliggende og reguleret af EU. Partierne anser næsten universelt klima som et symbolpolitisk og “kommunikativt” emne, ikke et substantielt et.  

Den institutionelle diskussion var også i høj grad fraværende, til trods for at den afgående kommission har sat et traktatændringsprojekt i søen – altså lige bortset fra angrebene på enstemmighedsreglerne, der imidlertid mere blev udlagt som en fjernelse af irritationsmomenter l la Orban fra beslutningsprocessen, ikke et føderalistisk skridt. Men mon ikke det skyldes, at man godt ved, at de danske vælgere generelt ikke bakker det op?  

Fra liberalt perspektiv er der først og fremmest brug for at formulere et positivt program, som står i modsætning til såvel den uliberale centralisme og den uliberale nationalisme, som begge findes til overflod i Europa. Det er EU som et samarbejde mellem suveræne stater, der koncentrerer sig om de opgaver, som naturligt bør løses på fællesskabsniveau – grundlæggende fordi det handler om kollektive goder med en overnational skala, herunder klimapolitik og grænseoverskridende miljøproblemer. Det vil desuden sige forstærke det indre marked, udbygge EU med nye medlemmer, frihandel udadtil, bekæmpe statsstøtte, deregulere og at forhindre driften mod en fiskal union gennem decentral håndhævelse af de finanspolitiske regler mod for stor gæld. For eurolandene vil det sige en pengepolitik med fokus på prisstabilitet. Det vil sige at bevare en institutionel struktur med fokus på checks-and-balances, som vanskeliggør ”normalpolitik” i form af fordelingspolitik mellem landene og inefficiente majoritetsbeslutninger.      

EU har både institutionerne og i høj grad også historien til at bygge en sådan politik på. Og formentlig også en større opbakning i de europæiske befolkninger end til nogen af de to andre retninger.  

Det er godt, fordi der er et reelt problem med lav vækst, og fordi velstand er nøglen til bl.a. Europas sikkerhed.

Men hvor der kan være meget rigtigt i diagnosen, er der grund til at advare mod nogle af de politiske ”løsningsforslag”. De risikerer at gøre problemerne større, ikke mindre.

Her er et par bidrag til diskussionen, jeg er kommet med på det seneste.

I den interessante podcast Rig på viden diskuterer vi gældskrisen i EU. Find den her. Nogen vil måske spørge: Hvilken gældskrise? Og den er da også elefanten i rummet. Men skal man tale om et problem, der bærer kimen til undergang i sig, er det EU-landenes meget usunde incitamenter til kaste gæld over på hinanden, og EU’s manglende evne og vilje til at bekæmpe dem. Tværtimod er der nu røster i selv velkonsoliderede lande som Danmark om at gøre problemet markant værre ved at optage fælles gæld. Det er reelt en skjult regning til befolkningerne i de velkonsoliderede lande.

Dynamikken i en sådan gældskrise – som vi reelt er i – kan blive meget eksplosiv. Den kan kræve en kraftig centralisering af den politiske magt, som netop kan begynde via fælles gæld og ditto politisk prioritering. Jeg skrev en analyse af problemet sidste år; den kan findes her.

I CEPOS egen podcast Bag om nyhederne diskuterede vi både gæld, industripolitik, protektionisme og statsstøtte i sidste uge. Den kan findes her. Her fortalte Jonas Herby desuden om en analyse, han har på vej, som viser, at en stor og voksende del af regelmængden kommer via EU.

Sidst, men ikke mindst offentliggjorde jeg i denne uge en analyse af konsekvenserne af flere flertalsafgørelser i EU. Den kan findes her. Konklusionen – der hviler på veletableret public choice-teori – er, at det vil føre til dårligere beslutninger, mere centralisering og mere omfordeling mellem EU-landene, men mindre intern omfordeling i bl.a. Danmark.

Der er som sagt store problemer i EU, men der er en enorm risiko for at smide barnet ud med badevandet, hvis de fører til ændringer i vore europæiske institutioner. Det er ikke institutionernes skyld – de er tværtimod langt henad vejen så gode, som man kan ønske sig. De skaber grundlag for et velfungerende samarbejde mellem suveræne medlemsstater. Men de kræver naturligvis, at der er politisk vilje til at anvende dem til en god politik: Frihandel, fokus på kollektive goder med (mindst) europæisk skala, et indre marked i fremdrift, liberalisering. De kræver, at de finanspolitiske spilleregler håndhæves. Og de kræver, at EU holder sig fra områder, hvor det ikke har en naturlig berettigelse.

Der er grænser for, hvor meget gode institutioner kan udrette, hvis politikerne ikke ønsker at understøtte dem. Dét er efter min mening den største udfordring. Opskriften på at øge EU’s økonomiske vækst og robusthed er ikke svær. Den er som sagt at liberalisere, deregulere og skærpe frihandlen. Og at konsolidere de offentlige finanser gennem økonomiske reformer og strammere offentlig udgiftspolitik. Det sidste er medlemsstaternes egen opgave – og bl.a. Danmark, Sverige og Irland er eksempler på, at det kan lade sig gøre – men EU skal håndhæve reglerne, som skal sikre at landene gør det.

Photo by Christian Lue on Unsplash

Den finder sted på mandag eftermiddag, og der er stadig åbent for tilmelding. Det kan ske her.

Det glæder jeg mig meget til.

Som vores trofaste læsere ved, var det et emne, som optog flere af os her på bloggen, da pandemien ramte. Der var utrolig meget på spil – både mulige konsekvenser af pandemien og ved håndteringen af den. Det skrev vi om, i takt med at vi blev klogere.

Ingen af os er epidemiologer eller virologer, og vi ved meget lidt om den naturvidenskabelige side af en pandemi. Her var det vigtigt at lægge naturvidenskaben til grund. Men den rigtige politiske respons er nok så meget et spørgsmål om økonomi, jura og politologi. Og derfor et vigtigt spørgsmål for samfundsvidenskaberne.

Der har været meget fokus på især minkskandalen og placeringen af ansvaret for den. Og det er også vigtigt. Men det er endnu vigtigere, at vi opsamler erfaringerne fra epidemien til næste gang en krise rammer – ikke for at placere ansvar, men undgå at gentage fejl og kunne besvare krisen bedst muligt.

Det handler det om på mandag.

Det synes jeg, er det vigtigste. Hvor stor en del af deres politik, de vil søge mandat hos vælgerne til at gennemføre i den kommende valgperiode, er en praktisk politisk afgørelse, jeg ikke vil blande mig i. Det var også min kommentar til Jyllands-Posten, da avisen spurgte mig, om LAs tilkendegivelse for nylig. Jeg er mere bekymret for, at partiet svækker sit langsigtede fokus på at øge produktiviteten i den offentlige sektor.

Det bør i øvrigt lige noteres, at det at ”afskaffe topskatten” ikke betyder det samme nu, som det gjorde tidligere. Det skyldes regeringens skattereform fra sidste år, hvor topskatten bliver skåret op i et trehovedet monster: Mellemskatten, topskatten og top-top-skatten. Og det er derfor mindre klart, hvad en halvering vil sige. Hvis man kun halverer den nye topskat, men ikke mellem- og top-topskatten, så er lettelsen naturligvis meget mindre, men det er der tydeligvis heller ikke lagt op til. LA vil således stadig afskaffe top-topskatten i første hug, og man må forstå, at partiet vil bruge halvt så meget provenu, som det tidligere kostede at afskaffe topskatten. Det kunne – i tillæg til at fjerne top-topskatten – f.eks. være at halvere både mellem- og topskatten (som i dag er på 7½ pct. hver) eller at afskaffe mellemskatten. Det rækker omtrent halvdelen af provenuet til.

Hvis man helt fjerner de tre skatter, så indebærer det efter ministeriernes nuværende regneprincipper et mindreprovenu på 12 mia.kr. Topskatterne bidrager altså stort set ikke til at finansiere den offentlige sektor på i alt 1.400 mia.kr – mindre end 1 pct. Og det er endda under forudsætning af de urealistisk små adfærdseffekter, ministerierne stadig regner med. En opdatering af regneprincipperne har ladet vente længe på sig. Det har længe været klart, at litteraturen peger på meget højere effekter. Det skrev jeg om her. Og i mellemtiden er der kommet flere studier til, bl.a. dette studie på danske data og dette meta-studie. Lægger man deres adfærdseffekter til grund, fører i hvert fald top- og top-topskatten til et negativt provenu.

Uanset om provenuet er lille eller negativt, er forvridningsvirkningerne store og kan derfor ikke begrunde progressive tillægsskatter som de tre skatter. Det batter ikke, og staten råder under alle omstændigheder over langt mindre forvridende skattekilder som f.eks. bundskatten.

Men hvad kan så begrunde topskatterne?

Det normale svar er: Fordelingspolitik. Altså et ønske om at udjævne indkomsterne. Nogle svinger sig endda op til at tale om ”social retfærdighed”, selv om man kan kritisere det for ikke at være meningsfyldt.

Men hvilken slags fordelingspolitik? Én type fordelingspolitik handler om at hæve indkomsterne for dem, som har mindst. For personer med lave indkomster må man formode, at de primært har deres egen levestandard i sigte. Topskatterne bidrager bare enten meget lidt eller slet ikke med provenu til at hæve nogens levestandard med.

Derimod virker topskatterne fordelingspolitisk ved at skade de højere indkomster. Det er en fordelingspolitik, som alene fokuserer på de laveste indkomsters relative position, uafhængigt af om de får det bedre eller dårligere, blot nogle andre – topskatteyderne – får det endnu dårligere.

Dette fordelingspolitiske motiv kan meget dårligt begrundes i min bog. Uanset hvilke fraser, man iklæder det, er det misantropi og misundelse. Altså glæde ved at andre stilles dårligere. Hvis topskatterne giver et negativt provenu, skal glæden endog være stærk nok til at kompensere for, at også de lavere indkomster får det dårligere, fordi det forsvundne provenu i stedet kunne have været omfordelt til dem. Den anden form for fordelingspolitik sker i så fald på den førstes bekostning.

Skadevirkningen er essensen i topskatterne. Misundelse er ikke et acceptabelt politisk princip. Derfor bør det være en principiel mærkesag for et borgerligt parti at afskaffe topskatterne – og derfor er det både godt og naturligt, at både LA og Konservative holder fast i dette mål. Det handler om helt grundlæggende politiske principper, ikke om simpel materialisme eller at ”holde med de rige”.

Når det kan være svært for selv borgerlige ind i mellem at forklare det, kan det hænge sammen med, at nulsumstænkningen er så udpræget i politik. Altså at politik går ud på at dele en given kage, og at der er en direkte sammenhæng mellem, at nogle får mindre, når andre får mere. Men lige som markedstransaktioner stiller alle bedre (i fravær af eksternaliteter), så kan politiske beslutninger også i nogle situationer stille alle bedre – eller omvendt føre til beslutninger, som netto giver forringelser eller ligefrem kun forringer (som ved skatter, der på marginalen ikke giver noget provenu).

Det taler for at begrænse adgangen til den sidste slags politiske beslutninger. Det er bl.a. derfor, et flertal ikke må gøre mindretallet til slaver eller på anden måde krænke deres personlige frihed. Af præcis samme grund har en række liberale tænkere som Hayek og Buchanan vendt sig imod progressive skatter som topskatterne, fordi flertallet ellers kan behandle mindretallet uvilkårligt hårdt. John Stuart Mill kaldte endda den form for beskatning for ”røveri”. Kun de negative adfærdseffekter giver flertallet et incitament til at holde igen med at beskatte ”de rige”, og incitamentet forsvinder først, når nettoprovenuet holder op med at stige. Er der misundelse til stede, forsvinder incitamentet endda langsommere end det.

Modstanden mod topskatterne bør være principiel og ikke kun et bekvemmelighedsargument om, at give de højeste indkomster en ”belønning” for at være flittige. Derfor er det vigtigt – som de to partier stadig gør – at holde fast i, at topskatterne bør helt væk.

Man kan tilmelde sig arrangementet her.

Markedsfejl er umiddelbart det stærkest tænkelige argument for en statslig intervention, som i princippet kan stille alle bedre. Men nissen flytter med, når der skal træffes politiske beslutninger (som jeg bl.a. har skrevet om her). Politiske beslutninger er forbundet med de selv samme problemer, som de egentlig skulle løse. Det blev ikke mindst en gruppe af økonomer med senere Nobelpristager James Buchanan opmærksomme på, da de grundlagde et forskningscenter i Virginia for at studere ”ikke-markedsmæssige beslutninger”, senere kendt som ”public choice”. Og en af disse pionerer var faktisk en ung David Friedman.

Friedman-navnet er naturligvis mest kendt i forbindelse med hans far, Nobelpristageren Milton Friedman, men David er en fremragende økonom i egen ret. Han er også en fremragende libertariansk politisk tænker. Hans ”The Machinery of Freedom” fra 1973 er noget af en klassiker, som han har opdateret i flere omgange. Den kan i øvrigt hentes kvit og frit på hans hjemmeside, sammen med mange andre interessante bøger og artikler.

Der er to pointer, man skal være opmærksom på i forbindelse med subsidier især til landbruget. De hænger begge sammen med, at subsidier – herunder også skattemæssig særbehandling – kapitaliseres i jordværdierne. Det har en helt afgørende betydning for, hvordan subsidier virker, og hvem der får glæde af dem.

Umiddelbart medfører et subsidium, at afkastet af landbrugsjord stiger. Det bliver altså mere attraktivt at investere i landbrugsjord. Hvor meget stiger efterspørgslen? Ja, lige indtil det punkt, hvor der ikke længere er et højere afkast på landbrugsjord end på andre investeringer. Da udbuddet af jord i høj grad er givet, medfører den øgede efterspørgsel, at prisen på jord stiger. Ved et helt fast udbud af jord, stiger værdien af jorden med præcis nutidsværdien af de fremtidige subsidier. Det er en situation, vi er tæt på: Der bliver ikke pløjet mange parcelhuskvarterer op til at dyrke hvede på – og kun lidt den modsatte vej.

Nu til den første konsekvens.

Når jorden stiger i værdi ved skatterabatter, så indhentes en del af det umiddelbare provenutab igen. Jordskatterne afhænger jo af værdien. Ser man på effekten af den lempelige skattemæssige behandling af landbrugsjord, så medfører det ifølge Frigastudvalgets regnestykke et umiddelbart provenutab på 1.775 mia.kr. Men staten ender kun med at miste 800 kr., fordi jorden stiger i værdi, og fordi noget af skattelettelsen øger indtægterne fra andre skatter (såkaldt automatisk tilbageløb via bl.a. momsindtægter). Den pointe overså Berlingske.  

Den anden konsekvens er endnu mere bemærkelsesværdig: Den nuværende generation af landmænd har ingen gevinst af de omfattende subsidier til landbruget. Det hænger netop sammen med, at jordpriserne er tilsvarende højere på grund af kapitaliseringen. Landmændene får naturligvis subsidierne, men de betaler tilsvarende mere til forrentning af deres jord. Afkastet ender altså med at blive det samme.

Hvor er gevinsten så blevet af? Den er tilfaldet den generation, som ejede jorden, da subsidierne blev indført. Kapitaliseringen medførte en kapitalgevinst, der fortaber sig i historiens tåge.

Hertil kommer en meget central pointe fremført af især Gordon Tullock: Selv den initiale gevinst kan være helt eller delvist gået tabt, hvis de oprindelige ejere har afholdt udgifter til at lobbye for subsidierne. De har i hvert fald haft incitamentet til det.

Hvordan virker subsidier i erhverv, hvor de ikke kapitaliseres? Her fører de til, at der investeres i ekstra produktionsudstyr, indtil afkastet bliver drevet ned til normalafkastet. Modsat jord kommer der mere produktionsudstyr.

Det store problem ved subsidier er, at de højst forgylder den første generation, når de indføres. Følgende generationer opnår ikke noget højere afkast. Og den generation, der ejer virksomhederne, når subsidierne fjernes, får et tab – altså en dårligere forrentning end af andre investeringer. I landbruget vil en afskaffelse af f.eks. skattebegunstigelserne medføre, at jorden mister i værdi. Med den svage soliditet i landbruget vil det medføre konkurser, som smitter af på leverandører og banker. I andre erhverv vil der ved bortfald af subsidier være en underforrentning, så længe kapitalapparatet ikke er tilpasset de lavere subsidier. Men modsat udbuddet af jord vil udbuddet af andre former for kapital efterhånden tilpasse sig gennem nedslidning og lavere investeringer i nyt udstyr.

Erhvervssubsidier er altså ikke noget nulsumsspil, men et negativ sum-spil, som netto gør os fattigere. Problemet er, at første generation har en tilskyndelse til at få dem indført alligevel. Og efterfølgende generationer kan med en vis ret hævde, at de allerede har betalt for subsidierne.

Frigast-udvalget om erhvervsstøtte gør faktisk udmærket rede for, at landbrugssubsidierne ikke nødvendigvis begunstiger de nuværende generationer af landmænd. Men det har altså ikke fundet vej til den offentlige debat.

Paradoksalt nok kan de negative konsekvenser for indkomsten i landbruget af en CO₂e-afgift i landbruget gøre det politisk nødvendigt at øge jordbrugssubsidierne – f.eks. ved at sænke skatten på produktionsjord yderligere. CO₂e-afgiften kapitaliseres negativt, og det kan kalde på et instrument, der virker modsat. Men i løbet af en generation vil indkomsteffekterne af begge dele være væk, mens subsidierne vil fortsætte…  

Photo by Zoe Schaeffer on Unsplash

“Når politikerne langt om længe skal beslutte en klimapolitik for landbruget, skal de især forholde sig til tre spørgsmål: 

1. Hvordan lever vi op til klimamålene med så lave samfundsøkonomiske omkostninger som muligt?
2. Hvordan kan en eventuel kompensation for store indkomsttab ved grøn omstilling i landbruget udformes uden at kompromittere omkostningseffektiviteten?
3. Hvilke klimamål er det værd at forfølge?

I sidste uge kom Michael Svarer-gruppens længe ventede rapport. Den hjælper til at besvare to af spørgsmålene. 

Den mest omkostningseffektive vej til grøn omstilling er en ensartet pris på drivhusgas på tværs af anvendelser og sektorer. Da prisen i resten af samfundet er mindst 750 kr. ton/CO₂e, bør landbruget også betale 750 kr. Og hvis en bedrift, i stedet for at udlede, binder kulstof, bør den have et tilsvarende tilskud. Det lever udvalgets model 1 i store træk op til. Her er rapporten til bestået.

Landbruget er en stor udleder og har svag økonomi, og en stor del af øgede omkostninger til grøn omstilling vil havne i jordpriserne. Derfor kan det være svært at se for sig, at politikerne ikke vil vælge at dæmpe indkomsttabet. Det kan i princippet godt lade sig gøre at adskille afgiftens indkomstvirkning fra dens incitamentseffekt. Men det lever udvalget ikke op til. De to (af tre) modeller, hvor indkomsttabet afbødes, er samtidig ikke omkostningseffektive. Her er karakterbogen mindre god.

En stor del af misæren omkring landbruget skyldes det uovervejede 70 procent-mål, flertallet bag klimaloven valgte efter en kaotisk proces. Det kunne i princippet besluttes om, men i mellemtiden er politikerne gået med til et endnu skrappere EU-krav til Danmark. Og det kan ikke bare ændres. Udvalget tager da også begge mål for givne.

Derimod afviser det ret håndfast ideen om at indføre yderligere en klimaafgift på forbruget (modsat de foreslåede afgifter på produktionen) eller afgifter på kød mv. Det er også en meget dårlig idé, som allerede påvist af bl.a. vismændene og Cepos.

Interessant nok lægger udvalget også den såkaldte landbrugsaftales planøkonomiske reduktionskrav til landbruget på 55-65 pct. i graven. Trods den politiske aftale forbigår udvalget kravet i tavshed. Det fortjener at blive fremhævet, for landbrugsaftalen var et alvorligt fejlgreb og risikerer at blive en møllesten omkring halsen på landmændene. Den er uforenelig med en omkostningseffektiv og markedsøkonomisk klimapolitik. Her er rapporten altså også til bestået.

Politikerne bør finde en bedre måde at kompensere på, men ellers er rapporten et godt udgangspunkt for en grøn skattereform for landbruget. “

Bragt i JP Finans den 27. februar 2024

I sidste uge skrev jeg en klumme om de to problemer i Børsen. I skal ikke snydes. Så her er den til ære for Punditokratiets læsere:

“Danskerne hævdes at elske velfærdsstaten, men ikke desto mindre handler en stor del af al politik om dens problemer: For få ”hænder”, ventelister, skuffet forventningspres og bekymring for den fremtidige finansiering. De dukker typisk op i den politiske debat som konkrete problemer, men de kan i meget høj grad føres tilbage til to grundlæggende systemiske problemer. 

Det første problem er, at forbruget og finansieringen af offentlige ydelser er forbundet med en eksternalitet. Det vil sige, at den enkelte borgers beslutninger om forbrug af velfærdsstatens ydelser ikke finansieres af borgeren selv, men i stedet kaster omkostninger over på alle andre.  

Eksternalitetsproblemet er uundgåeligt knyttet til ydelser, hvor der ikke er nogen sammenhæng mellem ydelse og betaling. Det koster ikke den enkelte noget at forlange flere og bedre offentlige ”gratisydelser”. Tilsvarende bliver en del af omkostningen ved at holde mere fri båret af alle andre gennem lavere skattebetaling.  

Eksternalitetsproblemet er uafhængigt af, hvor store ressourcer det offentlige bruger, fordi skattefinansieret forbrug altid giver grundlæggende dårlige incitamenter.  

Men når man ikke vil løse incitamentsproblemet direkte, kalder det ofte på andre svar. Offentlige ydelser må rationeres både i mængde og kvalitet. Borgerne må presses til at holde mindre fri ved at afskaffe en helligdag. Der indføres stadig strengere krav og kontrol for at få adgang til ydelser. Der prædikes moral.  

I velfærdsstaten løftes prioriteringsproblemer fra at være personlige anliggender til politiske, fordi individuelle valgmuligheder nødvendigvis må begrænses på grund af de negative konsekvenser for andre. Er vi ikke tilfredse med de ”gratisydelser”, staten tilbyder, kræver det politiske beslutninger at ændre dem. 

Det andet problem er ”Baumols omkostningssyge” (efter økonomen William Baumol). Den handler om, at en sektor, hvor produktiviteten ikke kan følge med resten af økonomien, og hvor de stigende omkostninger ikke får forbruget til at falde nok, vil komme til at fylde mere og mere. Ultimativt indtil skatterne ikke kan øges mere. Heller ikke omkostningssygen kan altså i længden kureres med flere ressourcer. Og høj produktivitetsvækst i resten af samfundet vil ligefrem accelerere omkostningssygen. For borgerne vil det virke paradoksalt, at kvaliteten i det offentlige er under pres, selvom udgifterne bliver ved at stige, og velstanden bliver ved at stige som følge af større privat købekraft. 

Omkostningssygen kan i princippet også ramme i den private sektor, men der er gode grunde til, at den bliver systemisk i den offentlige sektor, som mangler konkurrence og innovation.  

Som sagt vil de to kerneproblemer hele tiden ytre sig som konkrete udfordringer. Men ad hoc-løsninger vil i bedste fald være midlertidige, når fordi kerneproblemerne er systemiske. “

Bragt i Børsen 21. februar 2024

Jeg skal nok vende tilbage med en nærmere analyse, men her er nogle links til min umiddelbare vurdering.

Vi drøfter rapporten i CEPOS’ ugentlige podcast “Bag om nyhederne”. Se med her:

Der er et link til min pressemeddelelse her

Op til offentliggørelsen udgav jeg en fællesartikel med en række andre tænketanke mv.

Her er et Facebook-opslag om begge dele.

Jeg skal skynde mig at advare om to ting. Den ene er, at jeg om lidt kommer til at løfte sløret for noget af plottet. Så hvis du gerne vil læse bogen uden at kende for meget af handlingen på forhånd, så gem resten af dette blogindlæg, til du har læst den. Men det ødelægger ikke bogen at kende plottet først. Den anden er, at Peter og jeg er gamle kolleger – netop i centraladministrationen hvor handlingen foregår. Der er dog ikke meget overlap fra vores fælles baggrund til hans historie. Tror jeg. Men så er det deklareret.

Personerne, ministeriet og skandalen i historien er generiske. Det er ikke svært at se, hvor dele af inspirationen til personerne kommer fra, men de er stykket sammen af flere forskellige. Nogle af dem er alment kendte, andre kun af nogle få af os. Substansen i skandalen er heller ikke vigtig eller foldet særlig meget ud. Formålet ser ud til at være at beskrive de motiver og tilskyndelser, der driver aktørerne, og dynamikken mellem dem.

Peter er desværre ikke selv ubekendt med politiske skandaler. Han blev som bekendt afskediget som departementschef i Skatteministeriet i 2012, efter den såkaldte ”Thorning skattesag” om statsministerens mands skatteforhold. Det skete ikke med direkte henvisning til sagen, men få var i tvivl om sammenhængen. Han blev senere ved en undersøgelseskommission frikendt for de meget alvorlige anklager om magtmisbrug, der hang i luften, men fik en mindre kritik for mangelfuld betjening af ombudsmanden i en udløber af sagen. 

Romanen handler ikke om Peters egen sag. Men han trækker naturligvis på sine erfaringer fra den og fra sin lange embedsmandskarriere. Og hans følelsesmæssige oplevelser med at være i offentlighedens søgelys som hovedperson i en skandale har givetvis også været kildemateriale. I øvrigt har han skrevet en non-fiktionsbog, ”Efter stormen”, om både Thorningsagen og sit syn på centraladministrationens udvikling. Den kan man jo konsultere, hvis man vil blive klogere i den henseende.

Desværre har der været mange skandaler, ikke mindst i de senere år. Minkskandalen, PET-sagerne og Hjortsagen hæver sig til niveauer, hvor fiktionen slet ikke kan være med. Og da slet ikke i Peter Lofts roman.

Men det mest sandsynlige er, at hans bog er et bud på, hvorfor Skatteministeriet har været så hårdt ramt af sager de sidste ti år. Den mest genkendelige, helstøbte person i galleriet er formentlig også hans afløser som departementschef, der har resideret over disse skandaler. Men når det drejer sig om selve indholdet, er den fiktive skandale fortsat langt mindre alvorlig end sagerne med udbyttesvindel, sammenbruddet i den offentlige inddrivelse, det nye vurderingssystem og den vedvarende uorden i regnskaberne.  

Det er værd at notere, at disse sager er opstået, efter at Peter forlod Slotsholmen (og i øvrigt også efter, at jeg selv gjorde). Han har ikke noget førstehåndskendskab. Og bogen forekommer samtidig at være en generel kommentar til andre af tidens tegn, ikke mindst overfladiskheden i politik og pressens måde at forvalte den fjerde statsmagt på.

Plottet i historien er, hvordan en minister, bistået af sin departementschef – trods advarsler fra ministeriets eksperter – gennemtvinger en kritisabel og uadministrerbar tilskudsordning, og hvordan den nye ministers spindoktor sætter en politisk heksejagt i gang ved at lade papirer sive til en journalist, der kun alt for gerne gør sig til bøddel. Spillet er i gang mellem de to politikere, departementschefen, eksperten i departementet, journalisten, spindoktoren og et par centrale figurer mere. Handlingen foregår – som passer sig godt til de introverte typer – mest ved indre monologer. Det indebærer, at personerne ikke lyver så meget for andre, men en hel del for sig selv. Ansvaret skal jo placeres. I sidste ende havner det mere end nogen anden hos den person, der havde forsøgt at advare mod ordningen og de efterfølgende problemer. Hvis der er en morale, er den ikke moralsk, men at amoral og moralsk fordærv belønnes.

Det er en meget humoristisk bog. Det er ikke svært at genkende forfatterens humor, hvis man stødt på den før. Stilen kan godt minde om ”Yes, Minister”, men der er også en snert af Livsens ondskab og af Smeden og bageren. 

Det betyder også, at der ikke er mange helte i bogen. Faktisk kun én, en selvopofrende ægtefælle til en af hovedpersonerne. Hun er ikke svær at genkende. Men det rejser naturligvis spørgsmålet, hvordan nogen kan holde ud at beskæftige sig med presse og politik, medmindre de er enten magtliderlige, kvalmende selvoptagede, sensationslystne, uden initiativ til at komme videre eller ikke har evner til at blive til noget i den virkelige verden. Realiteten er naturligvis, at der er rigtig mange kompetente, intelligente og endog sympatiske mennesker på Slotsholmen og omegn, og at de udfører et vigtigt og seriøst arbejde. Men den er nok også, at deres opgaver i stigende grad er blevet vanskeliggjort af den type problemer, som romanen udfolder.  

Peter Loft: Et spørgsmål om magt.

Men hvad kom pandemien egentlig til at koste?

Op til jul afholdt radioprogrammet Blåt Bælte sin egen lille høring om coronapandemien og den politiske håndtering. De inviterede mig i studiet for at tale om omkostningerne især af nedlukningerne for erhvervslivet. Det var en lejlighed til at genbesøge forsøgene på at opgøre, hvad pandemien har kostet.

Jeg satte mig ned og lavede et hurtigt bud på, hvad den samlede samfundsøkonomiske omkostning kan opgøres til. Det bliver på 400 mia.kr. Det svarer til 10-15 pct. af BNP.

Det er vel at mærke den samlede regning. En del af regningen skyldes politiske tiltag. En anden del af regningen skyldes, at borgerne frivilligt ændrede adfærd og holdt større fysisk afstand. Fordelingen mellem de to ting er ikke helt enkel at opgøre. Og endelig indebar pandemien i sig selv tab af menneskeliv. Dertil kommer naturligvis andre helbredsomkostninger, men de sandsynligvis af mindre betydning, hvilket bl.a. illustreres af at det primære fokus gennem hele pandemien var at undgå dødsfald.

I tabellen er de forskellige komponenter opregnet.

Overslag over omkostninger ved pandemien (mia.kr.)

Det letteste er at opgøre er produktionstabet. Produktionstabet opstod som følge af, at dele af produktionen blev lukket ned, samt at kunderne blev væk i højere grad end de plejer. Jeg har opregnet, hvad BNP fraveg sin trendværdi fra 1. kvartal 2020 til 2. kvartal 2021. Det beløber sig til i alt 120 mia.kr. (i 2023 niveau).

Danmarks Statistik har opgjort de samlede direkte offentlige corona-relaterede udgifter til 120 mia.kr. Heraf er 80 mia.kr. kompensation for tabt indtjening og løn (udformet som kompensation til virksomheder, der aflønnede ansatte, der ikke producerede). De skal trækkes fra, fordi de allerede er indeholdt i produktionstabet. Det kostede altså 40 mia.kr. at teste, vaccinere osv.

Hertil kommer regningen for nedlæggelsen af minkerhvervet. Der er især tale om tab af fremtidig indkomst, som ikke er indeholdt i produktionstabet allerede. Det anslås til 15 mia.kr. Erstatningerne bliver formentlig noget højere, så det er et konservativt skøn, som tager højde for, at nogle erstatninger kan have været højere end de endelige tab.

En meget stor post i regnskabet er EU’s genopretningspakke. Den er ganske vist lånefinansieret, og der blev uddelt portioner af den til alle lande, også os. Men lånet skal før eller siden betales tilbage, og under alle omstændigheder begrænser det landenes muligheder for at bruge pengene til noget andet. Desuden er der et stort omfordelingselement: Pakken går især til gældsramte lande som Italien. Pakken svarer til 5,5 pct. af EU’s BNP, og Danmark er bevilget, hvad svarer til 2½ pct. af dansk BNP. Hvis det antages, at Danmark kommer til at betale sin andel af omkostningen af BNP, bliver differencen mellem, hvad vi betaler og hvad vi får 3 pct. af BNP. Det svarer til en nettoomkostning på ca. 85 mia. kr.  Tallet bliver forhåbentlig lavere, men det er der risiko for at tabe.

Pandemien kostede mange mennesker livet. Det er velkendt vanskeligt at omregne det til værdi, men ikke desto mindre forudsættes det i bl.a. trafik-, miljø- og sundhedsøkonomisk planlægning. Hvis man tager udgangspunkt i normale værdier, kan tabet af menneskeliv sættes til 35 mia.kr. Jeg har her forudsat, at der døde 3.000, og at de i gennemsnit mistede 6½ kvalitetsjusterede leveår til en værdi af 1,8 mio. kr. om året.

Endelig indebar nedlukningerne nogle tab, som ikke er indeholdt i produktionstabet. Produktionstabet koster en nedgang i forbrugsmulighederne, som vi allerede har taget hensyn til. Men forbruget var desuden ”rationeret” på den måde, at noget forbrug var helt forbudt. Tabet ved ikke at kunne gå til en nær slægtnings begravelse eller rejse på ferie var langt større end den registrerede mindre produktion, det gav anledning til. Jeg har tidligere været inde på problemstillingen her. Hvis det med udgangspunkt i beregningseksemplet forudsættes, at nyttetabet ved, at visse forbrugsmuligheder var forbudt, svarer til 1½ gange nedgangen i privatforbruget, så løber det op i 110 mia.kr. (nedgangen i privatforbruget er også estimeret ved trendafvigelsen).

Det skal understreges, at usikkerheden om dette regnestykke er meget stor, men at det sande tal i hvert fald ikke er nul. Det gælder også for beregningen af den samlede omkostning i det hele taget, men den giver en idé om størrelsesordenen. Det skal understreges, at det kun er et ret foreløbigt bud, som sagtens kunne forfines meget mere.

Det skal også understreges, at der er ting, som ikke er regnet med. Et af de store spørgsmål er størrelsen af de langsigtede omkostninger for de generationer af unge, som gik glip af uddannelse og færdigheder, de måske aldrig indhenter. De vil trække et spor af lavere indkomster og produktion efter sig gennem livet. Verdensbanken har estimeret, at uddannelsestabet vil koste skolebørnene 17 billioner dollars svarende til godt 116 billioner kroner i tabt livsindkomst, eller hvad der svarer til ca. 50 gange Danmarks BNP. I Polen har forskere estimeret, at det økonomiske tab som følge af læringstabet samlet svarer til 7,2 pct. af Polens BNP. Usikkerheden er naturligvis enorm, og det er svært umiddelbart at omregne til danske forhold, men effekten er næppe negligerbar.

Dødeligheden og forringet sundhed på grund af kapacitetsproblemer på sygehusene efter coronapandemien er heller ikke med.

Og igen: Regnestykket viser, hvad vi kunne være sluppet for, hvis pandemien aldrig var indtruffet, ikke hvad vi kunne have sparet ved en bedre politik. Nogle af omkostningerne kunne have været undgået, men ikke dem alle. Frivillig distancering kostede også noget, og der havde været flere dødsfald, hvis vi ikke havde distanceret os.

Det kan være interessant at sammenholde dette regnestykke med, hvad forskellige – inklusive mig selv – skønnede, at coronapandemien ville komme til at koste, da den brød ud. Det vender jeg tilbage til.

* Indlægget er opdateret, jf. kommentarfeltet

Men både det teoretiske og empiriske grundlag er svagt.

Det har en række svenske forskere sat sig for at undersøge nærmere i et stort forskningsprojekt. I 2022 udkom Wennberg og Sandströms antologi “Questioning the Entreprenurial State”, og nu udkommer næste bind “Moonshot and the New Industrial Policy – Questioning the Mission Economy” af Magnus Henrikson, Christian Sandström og Mikael Stenkula. Den gennemgår erfaringerne fra konkrete “cases” med “missionsdrevet innovationspolitik”, altså ad politisk vej skabe innovationer til at indfri opstillede missioner. I en artikel i det netop udkomne “Ekonomisk Debatt” gennemgår de tre forfattere syv empiriske læresætninger fra de mange cases, de har set på (artiklen rummer også links til at downloade de to bøger).

De syv læresætninger er:

1. Missioner kan ikke løse “onde” problemer [f.eks. hjemløshed i USA].
2. Politikere og myndigheder er ikke fritaget fra egeninteresse.
3. Beslutningstagerne savner tilstrækkelig information til at udforme missioner på en hensigtsmæssig måde.
4. Missioner leder til privilegiejagt (rent seeking) og klientpolitik (mission capture).
5. Missioner skævvrider konkurrencen.
6. Missioner forvrider incitamenterne og skaber moral hazard.
7. Missionsdrevet innovationspolitik ignorerer offeromkostninger.

Solow baserede sin vækstteori på en ret simpel, men yderst anvendelig produktionsfunktion. Lad os først se på den. En produktionsfunktion siger noget om, hvordan input forvandles til output, altså vækst. I Solow-modellen er der to input, arbejdskraft og kapital. En vigtig egenskab ved funktionen er, at arbejdskraft og kapital både er substitutter og komplementer. Det skal forstås på følgende måde: 1) Man kan erstatte en mængde kapital med en mængde arbejdskraft og stadig producere det samme. Derfor er de substitutter. 2) Hvis man bruger mere kapital, skal man også bruge mere arbejdskraft. Derfor er de komplementære. Tænk på en person og en PC.

Dernæst skal vi se på de to input, kapital og arbejdskraft. Hvis vi – måske lidt friskt – antager, at økonomien ikke har nogen indflydelse på udbuddet af arbejdskraft (det følger bare demografien), så er det afgørende, hvor hurtigt udbuddet af kapital vokser.

Hvor kommer kapitalen fra? Den kommer fra opsparingen. Opsparingen er den del af produktionen, som ikke forbruges med det samme. Bliver 90 procent af produktionen forbrugt, så er opsparingskvoten 10 pct.

Nu har vi en dynamisk proces: Mere kapital løfter produktionen, og mere produktion øger kapitalen (via opsparing), hvilket igen øger produktionen … og så videre.

Men eksploderer produktionen og kapitalen så ikke? Ikke i Solows model. Forklaringen er, at kapital også nedslides. En del af den afskrives hvert år. I takt med at kapitalen vokser, vokser også afskrivningerne (hvis de udgør en konstant andel af den samlede kapital). Så længe kapitalapparatet vokser hurtigere end produktionen, vokser afskrivningerne hurtigere end opsparingen. På et eller andet tidspunkt må afskrivningerne derfor indhente opsparingen. Men hvis afskrivningerne indhenter opsparingen, holder kapitalen op med at vokse. Kapitalen kan altså ikke vokse ud over det punkt, hvor afskrivningerne indhenter opsparingen. På det tidspunkt går væksten i stå (målt per indbygger, økonomien vokser fortsat med befolkningen).

Antag f.eks. at produktionen er 100, at opsparingskvoten er 10 pct. og afskrivningerne er 5 pct. Det punkt, hvor opsparingen indhenter kapitalen, er når kapitalen er vokset til 200:

10% af 100 = 5% af 200.

Det er et af hovedresultaterne i Solows teori, at kapital på denne måde er den begrænsende faktor for væksten, der altså i modellen ikke kan fortsætte i det uendelige. En tilhørende pointe er også, at den årlige vækstrate vil falde gradvist, indtil den når nulpunktet. Det skyldes, at afskrivningerne spiser forholdsmæssigt mere og mere af den opsparing, som mere kapital må komme fra.

Men vi er ikke helt færdige.

Væksten kunne jo komme andre steder fra end mere kapital og arbejdskraft. Disse kilder går samlet under navnet Solow-residualen, også kaldet total faktorproduktivitet (TFP). Antag f.eks. at vi kan anvende inputtene mere klogt, så de samme produktionsfaktorer kan producere mere – f.eks. det dobbelte. Så vil produktionen først gå i stå ved et produktionsniveau, der er dobbelt så højt. Med medmindre Solow-residualen bliver ved med at vokse, så vil kapitalen stadig udgøre den begrænsende faktor, og produktionen vil flade ud på et eller andet tidspunkt.

Dette ræsonnement vandt bred anerkendelse. Men det skulle vise sig, at antagelserne ikke var så uskyldige endda. I praksis skulle det vise sig, at Solow-residualen kom til at spille en langt større rolle end det birolle-agtige navn lagde op til.

Det kan man f.eks. se i de danske data. Figuren viser bidragene til den danske produktionsvækst (i den markedsmæssige sektors værditilvækst før afskrivninger). Af den totale værditilvækst siden 1970 (Danmarks Statistik har ikke tal længere tilbage) på 2,0 pct. om året tegner Solow-residualen sig for godt halvdelen (1,1 pct.) og kapitalen sig for resten. Arbejdskraften har samlet været omtrent neutral. Det dækker over, at mængden af arbejdstimer faktisk er faldet, mens arbejdskraftens kvalitet – målt ved uddannelsesniveauet – er steget nogenlunde tilsvarende.

Heller ikke den sidste effekt – at arbejdskraft lige som kapital kunne øge sin kvalitet – havde vækstteorien så meget fokus på i sin tid. Eller man kan faktisk også sige noget af det samme om kapitalapparatet. I Danmark tegner IT sig for næsten en tredjedel af vækstbidraget fra kapitalapparatet siden 1970. IT har gjort kapitalen mere kompetent, uden at det nødvendigvis har krævet så meget mere materie: Mere stål osv.

Væksten har altså fået et andet forløb, end Solow og de fleste andre på den tid forestillede sig. Det betyder også, at væksten i princippet kan fortsætte for evigt, uden at ramme på fysiske begrænsninger (som vi skrev om i sommerserien 2019).

Men alligevel har hans model vist sig holdbar, fordi den giver en ramme for at forstå transformationen i økonomien fra input til output – en ramme, der i øvrigt er fleksibel over for større detaljeringsgrad og ændret fokus. Med Solowmodellen kom også vækstregnskabet, der – som Danmarks Statistik har gjort for Danmark – kan gøre rede for den relative betydning af de enkelte bidragydere til væksten. Det er et meget udbredt redskab.

Den største mangel ved Solows teori er måske, at den ikke forklarer de grundlæggende betingelser for vækst. Faktisk er årsagen til de fortsatte forskelle på velstanden per indbygger på kloden ikke umiddelbart indlysende. Tværtimod kunne man ud fra Solow-inspireret vækstteori forvente, at alle lande nærmede sig et fælles (og stationært) velstandsniveau, hvis Solow-residualen primært bestod i teknologisk viden, som gradvist kunne sprede fra de mest til de mindre avancerede økonomier – såkaldt ”catching up”. Og teknologisk cathing up er da også en realitet. Men der er ikke desto mindre store forskelle i velstand.

En afgørende forklaring på forskellene i velstand er institutionel. Vi ved, at lande klarer sig bedre, desto friere markedsøkonomi de har.

Graden af markedsøkonomi er formelt set med i Solow-modellen; Solow-residualen fanger per definition alt det, der ikke er forklaret af andre variable, ligesom opsparings- og investeringstilbøjeligheden og selve produktionsfunktionens funktionelle form kan afhænge af institutionelle forhold. Det skal bare pakkes ud. Og som udgangspunkt for det har modellen altså vist sig utroligt levedygtig.    

Podcasten udkommer senere, men man kan tyvstarte med at se med her:

Dan er økonomiprofessor på George Mason University og en af de mest prominente Smith-kendere.

Det kom ikke så meget, som nogen måske ville forvente, til at handle om Adam Smith som økonom og som den økonomiske videnskabs grundlægger. Vi talte mest om Smith som moralfilosof og om hans første bog, The Theory of Moral Sentiments. Og om hans politiske tænkning – om Smiths forståelse af nøglebegreber som frihed og retfærdighed. Men vi var naturligvis også omkring Wealth of Nations, Smiths nok bedre kendte økonomiske værk.

Se selv med om hvorfor Smith er relevant selv 300 år efter sin fødsel – og nyd Dan Kleins dybt indsigtsfulde og fascinerende udlægning af ham.