Hvert år skriver vi ugen før annonceringen, hvem der kunne tænkes at få Nobelprisen i økonomi – og i særlig grad hvem vi selv mener burde få den. Sveriges Riksbank annoncerer på mandag, hvem der modtager årets Nobelpris. Her er nogle af punditokraternes bud.

Sidste år gik prisen til Claudia Goldin for hendes historiske forskning i kvinders arbejdsmarkedsdeltagelse (se Ottos omtale her). Den var stærkt fortjent, men betyder nok også, at arbejdsmarkedsøkonomi og relaterede felter næppe får prisen i år. Vi må derfor se på muligheder i andre felter.

Ligesom sidste år, er handelsteori et område, som priskomiteen med stor fordel kunne give en pris og dermed også sende et halvpolitisk signal til Trump, Harris og EU-kommissionen om at tage nationaløkonomisk indsigt alvorligt. I en podcast fornylig (se nedenfor) pointerer Alex Tabarrok og Tyler Cowen, at Arnold Harberger (Chicago) stadig er i live. Harberger er en interessant Nobelmulighed, da hans arbejde om effekter af handelspolitik og deres fordeling i meget høj grad præger den måde, økonomer idag tænker på det. De dødsvægtstab der kommer af protektionistisk handelspolitik kalder vi ‘Harberger-trekanter’ idag, og indsigten at en stor del af attraktionen er en omfordeling af surplus fra forbrugere til beskyttede firmaer. En måske endnu mere interessant mulighed er derfor at kombinere en pris til Harberger med Marc Melitz (Harvard), for hans grundlæggende bidrag til såkaldt ‘new new trade theory’. En anden mulighed er at kombinere en af de to med Gene Grossman (Princeton) og Elhanan Helpman (Harvard) for deres indsigter i, hvordan handelspolitik dannes (læs f.eks. her).

Et andet område, der i den grad er aktuelt, er vækstteori. Her er vores bedste bud Philippe Aghion (Harvard) og Peter Howitt (Brown) for deres bidrag til Schumpeteriansk vækstteori. Men siger man vækstteori og -forskning, er det svært at komme udenom Robert Barro (Harvard), som lagde en væsentlig del af grunden til den moderne empiriske udforskning af vækstprocesser med sin karakteristik af cross-country growth regressions. Som Cowen peger på, er Barro også værdig til prisen for sit arbejde med at forstå det, vi nu kalder Barro-Ricardo ækvivalens: At når staten låner penge til at øge det offentlige forbrug, vil borgerne indse at de selv skal betale for det i form af højere skatter i fremtiden, og derfor simpelthen begynde at spare op til det nu. Indsigten betyder, at aktiv finanspolitik ikke bliver ret effektiv, og Barros arbejde lagde derfor en potentiel bombe under den politiske brug og effekt af netop finanspolitik til at stimulere og stabilisere økonomien. Hans arbejde om centralbanker i 1980erne er også Nobelværdigt, og han er absolut mit foretrukne valg.

Hvis Riksbanken i stedet for vil undgå at træde på nogle politiske tæer, er der stadig muligheden ligesom sidste år, at give prisen til Ariel Rubinstein (Tel Aviv) for sit teoretiske arbejde om at forstå begrænset (bounded) rationalitet. Cowen og Tabarrok nævner også Michael Woodford (Colombia) for hans arbejde med den såkaldte the fiscal theory of the price level. Man kan nævne en række andre, og som altid er det i sidste ende sandsynligvis en overraskelse.

Men indtil da er det værd at tænke over, hvem der er Nobel-værdig. Prisen uddeles mandag den 14/10 omkring klokken 12. Inden da er der masser af information om kandidaterne. Hele podcasten med Cowen og Tabarrok er interessant og anbefalet, og kan ses nedenfor.